FØRSTE AFSNIT
retisk 7). I Praksis vil man normalt gaa lige løs paa det alminde
lige bonus paterfamilias-Skøn; d. v. s. man vil ikke gaa Omvejen med at udfinde, om Handlingen er retstridig efter et mere objek
tivt Begreb, men simpelthen bedømme den ved den sædvanlige Afvejelse 8) paa det Grundlag, der forelaa for den handlende tænkt som en bonus paterfamilias, og derved bliver man staaende, naar det ikke oplyses, at den handlende i en eller anden Henseende var underlegen, eller at han havde en særlig bedre Viden.
I det foregaaende er der set næsten fuldstændig bort fra alt, hvad der hedder retstekniske Hensyn — undtagen ved Behand
lingen af Spørgsmaalet om den handlendes Individualitet —.
Grunden hertil er, at saadanne Hensyn formentlig ikke vil faa stor Betydning for den almindelige Ansvarsregels Udformning.
Alligevel er det let at se, at netop Culpareglen — med hvilket Navn ogsaa den her udviklede Begel tør betegnes — i den prak
tiske Gennemførelse har en Del svage Sider. I denne Henseende kan navnlig følgende Punkter mærkes 9) :
1. Man fremhæver ofte den Fare, der ligger i, at Culpareglen er en ganske fri Skønsregel. Det maa indrømmes, at Grænsen
mellem Culpa og den ansvarsfri Handling ikke kan drages efter haandgribelige og skarpe Kriterier, men at de to Grupper af Hand
linger glider ganske jævnt over i hinanden.
Denne Svaghed ved Beglen er imidlertid i en anden Retning dens Styrke, idet man derved faar en Regel, der er elastisk og derfor let passer sig ind i alle Livsforhold. løvrigt maa det be
mærkes, at der ofte hersker stor Uklarhed om Betydningen af denne Indvending, fordi man ikke undersøger, i hvilke Retninger det er, Ansvarsreglen er ubestemt. I Virkeligheden er det navnlig i to forskellige Retninger, Ansvaret beror paa et Skøn:
ledes, at deri udelukkende ligger det subjektive, d. v. s. det H ensyn, der tages til Subjektets S tillin g og delvis til dets Individualitet. U dtryk som : for
sæ tligt eller uagtsom t retstrid igt Forhold har den Fordel, at de ikke siger noget om T eorien ; de passer lige saa godt med den tyske Teori, th i »uagt
som« indeholder — ligesom Ordene Fejl, Forsømmelse og Skyld — selve
»H andlenorm en«; de siger blot ikke, om den er retlig.
7) Sml. B entzon : Alm. Retslære S. 157 og S. 161.
8) Om denne A fvejelses K arakter se ovenfor i § 1 (S. 19).
9) Se hertil Muller-Erzlach S. 9 f., G. Rumelin S. 300.
a) Ved Afgørelsen af, hvilken Grad af Fare Handlingen med
fører, og hvorvidt den muligvis kan forsvares trods Faren, d. v. s.
Retstridighedsspørgsmaalet.
b) Ved Afgørelsen af, om der er anvendt rimelig Omhu, d. v. s. subjektiv Anspændelse10 11).
I sidste Retning er der ikke Tvivl om, at Skønnet, som man har fremhævet, trods dets Frihed dog vil være ualmindelig sikkert, fordi det i Virkeligheden er det samme som det moralske Skøn og derfor øvet i overordentlig Grad1X). I første Henseende er Vanskelighederne større. Alligevel vil Skønnet ogsaa her være temmelig sikkert med Hensyn til alle mere almindelige Forhold.
Ved det daglige Livs Forhold vil Dommeren selv have rig Er
faring og Øvelse og derved fornødne Holdepunkter for sit Skøn;
og selv hvor han ikke har saa rig Erfaring selv, vil der ofte danne sig visse sædvansmæssige, almindelig kendte Regler for, hvad der maa anses som fornuftig Fremgangsmaade. Derimod bliver Faren ved Dommerens Skøn stor i alle Tilfælde, hvor der er Tale om Forhold, der ligger udenfor almindelige Menneskers — og Dom
merens — Livserfaring. Her vil Dommeren skønne mer eller mindre i Rlinde. For at træffe den rette Afgørelse er det ikke nok, at man har den rette moralske Holdning og derfor gerne vil dømme rigtigt; der kræves tillige Sagkundskab til at forstaa For
holdene og Øvelse i at have med dem at gøre. At henvise Dom
meren til at hjælpe sig ved sagkyndigt Syn og Skøn er ikke til
fredsstillende, da det alligevel ikke fuldstændig erstatter hans egne
»Mangler«; desuden kan Forholdene være saa specielle, at man ikke kan være sikker paa at finde nogen uinteresseret Sagkyndig.
Om der af denne Grund bør opstilles særlige, retsteknisk forskudte Regler for saadanne Tilfælde, er meget tvivlsomt.
Spørgsmaalet skal ikke forfølges her. I det følgende vil det nem
lig blive vist, at der netop i de vigtigste af disse Tilfælde allerede af materielle — ikke retstekniske — Grunde bør anerkendes An
svar uden Culpa. Ved Siden af disse Regler vilde der kun blive Brug for ganske specielle Bestemmelser for enkelte Tilfælde, men
10) Hvor der er Tale om underlegne Personer, bliver der tillig e et van
sk eligt Skøn i en tredje R etning, sml. ovenfor S. 45 f. n.
11) Sml. Bentzon: V is major S. 29 f.
s
her kan der ikke være Tale om at optage en saadan detailleret Undersøgelse 12).
2. Den anden Svaghed ved Culpareglen er Bevisvanske
ligheden. Det vil i et meget stort Antal Tilfælde være umuligt at skaffe tilstrækkelig paalideligt Bevis for Sagens Sammenhæng;
og Culpareglen forudsætter hyppigt indgaaende Oplysninger om Enkelthederne i den brugte Fremgangsmaade, idet Handlingens Retmæssighed er afhængig af de ofte talrige Forsigtighedsfor- holdsregler, der maa træffes. Bevisbyrdespørgsmaalet vil derfor komme til at spille en meget stor Rolle, hvad for saa vidt er lige uheldigt, hvem man end paalægger Bevisbyrden, idet det med
fører stor Tilfældighed. Hermed følger ogsaa, at Afgørelsen i mange Tilfælde vil være tvivlsom, saa at der skabes en stor Rets- usikkerhed; men dette fører til, at Processerne florerer, og dermed til et mægtigt Spild af Kraft og Penge.
For saa vidt vil det ses, at det ikke er nødvendigt, for at kritisere Reglen, at vende sig mod den Regel, at Sagsøgeren har Bevisbyrden. Ganske vist anses dette som oftest for en Følge af Culpareglen, hvor ikke særlige Omstændigheder taler for en anden Ordning; og derfor er det klart, at det overordentlig hyppigt vil ske, at der ikke faas Erstatning for en Skade, der er tilføjet ved Culpa, og at Reglens almindelige præventive Virkning svækkes.
Dette er naturligvis særlig uheldigt, og der er ikke Tvivl om, at Ordningen af Bevisbyrden bør ske under en indgaaende Hensyn
tagen til de enkelte Forhold13). Men selv ved en fmere Fordeling af Bevisbyrden vilde de andre ovenfor nævnte Vanskeligheder ikke forsvinde.
Alligevel overdriver man meget ofte Manglerne ved Culpa
reglen i denne Henseende. Dette gælder navnlig, hvor man argu
menterer med, at man ikke kan bevise noget subjektivt som Skylden. Denne Indvending er forfejlet. I Hovedsagen er Culpa, som vi har set, for saa vidt et objektivt Begreb, som det normalt bestemmes uden Hensyn til den handlendes Indre eller Indivi
dualitet overhovedet; og i de Tilfælde, hvor der undtagelsesvis bør tages Hensyn til Individualiteten, er den let at konstatere 14).
De andre Vanskeligheder vil næppe heller give Anledning til
12) E nkelte Eksempler findes i § 24.
13) Sml. T y b j e r g : Om Bevisbyrden S. 189 ff., især S. 194 ff.
14) Se om disse Spørgsm aal ovenfor i § 5, S. 49 og S. 51.
retsteknisk forskudte Regler i større Omfang. Grunden hertil er, at den Forskydning, der maatte foretages for at naa til en Regel, der frembød væsentlige Fordele, vilde være overordentlig grov.
Det er hidtil ikke lykkedes at konstruere x\nsvarsregler, der staar Culpareglen nær, men som alligevel giver sikkert anvendelige Reg
ler; ialtfald gælder dette, naar man ikke tænker paa ganske særlige Forhold. Man vil derfor være nødsaget til som Hovedregel at blive staaende ved Culpareglen, idet man stoler paa, at Domstolene vil vise den rette Takt baade med Hensyn til Afgørelsen af, hvor store Krav der kan stilles til Beviset, og med Hensyn til Forde
lingen af Bevisbyrden. løvrigt vil de senere udviklede Regler om Ansvar uden Culpa ogsaa virke heldigt i denne Henseende i et ikke ringe iVntal Tilfælde.
C. ERSTATNING UDEN CULPA VED
INTERESSE-I det foregaaende har vi behandlet den ledende Grundsætning Handlinger, d. v. s. den Ansvarsregel, der — foruden i Opretning
— har sit Hovedmotiv i Handlingens Retstridighed og det deraf følgende Ønske om Prævention. Det bliver nu Opgaven at under
søge, om der er Grund til at paalægge Erstatning ogsaa udenfor disse Tilfælde. Det vil vise sig, at der kan opstilles ialtfald to Grundsætninger om Erstatning uden Culpa; de nærmest følgende Paragraffer (§§ 7—22) skal beskæftige sig med den vigtigste af disse, Hovedgrundsætningen om Erstatning for Skade bevirket ved retmæssige Handlinger x).
Ved første Øjekast kunde det se ud, som om den foregaaende Udvikling havde afskaaret enhver Mulighed for at paalægge An- i)
i) Dette U dtryk liar det Fortrin for U d tryk ket: A nsvar uden Culpa, at det antyder, at E rstatn in gsp ligten ikke er betinget af H andlingens Ret-
stridighed — og dermed m otiveret af Præ ventionshensynet. — P aa den anden Side er det for snævert, naar man tager Retstridighedsbegrebet i en mere objektiv B etydning e n d : hvad der er u r ig tig t efter det, der er kendeligt for en bonus paterfam ilias i den handlendes S itu ation ; se herom nedenfor i § 18 c.
— Den anden Grundsætning behandles i § 2.3.
KOLLISIONER.
I. ALMINDELIG BEGRUNDELSE (§§ 7—17).
§ 7 . .
Direkte Indgreb.
svar uden Culpa. Man ser da ogsaa ofte dette hævdet, og det ikke blot fra de Juristers Side, der bygger paa det etiske Retfærdigheds