FØRSTE AFSNIT
mæssigheden 8) : naar man rykker Grænsen for Individets Beskyt
telse tilbage af Hensyn til andres Interesse, maa dette kompen
seres derved, at der paalægges Erstatningspligt. Men herom er der ikke Tale ved de ufarlige Handlinger, da de netop er retmæs- ‘ sige uden Hensyn til, om de tjener nogen Interesse.
Maa saaledes de »ufarlige« Handlinger udskilles, saa kan til Gengæld de farlige Handlinger 9) siges at forene de to Egenskaber, vi har omtalt.
En Handling, der ensidig udsætter andre for Fare, kan kun tillades, naar den er saa nødvendig eller nyttig, at disse Fordele overvejer de skadelige Følger. Og som det lige er paavist, er det, der maa kræves i disse Tilfælde, netop det samme som det, der var afgørende ved de sikre Indgreb. Det er den handlendes over
vejende Interesse i Handlingens Foretagelse, der gør Handlingen retmæssig trods dens Farlighed.
Herefter kunde det synes, at den ovenfor udviklede Grund
sætning ogsaa maatte føre til at paalægge Erstatningspligt ved alle farlige Handlinger. Denne Slutning er dog uholdbar. Sagen er, at der alligevel er en betydelig Forskel mellem de hidtil om
talte Tilfælde (sikre Indgreb) og de blot farlige Handlinger. I Virkeligheden var det ikke udelukkende de to nævnte Momenter, der havde Betydning for Erstatningspligten. Den tidligere Under
søgelse gav blot ikke Anledning til at gaa ind herpaa. Idet vi for Nemheds Skyld begrænsede Undersøgelsen til de direkte Ind- i
8) Se ovenfor § 9 Note 3. S!
9) Der er dog nogen Tvivl, om det virk elig gælder alle de farlige Hånd- jj linger, naar dette Begreb tages i den vide Betydning, som anvendes i Ret- Jj
stridighedslæren. Dette P u n k t vil for at simplificere Undersøgelsen fore- løbig blive udskudt, da det viser sig, at det ingen afgørende Betydning faar; !f se nedenfor i § 14 ved Note 11.
greb, blev det endnu ikke afgjort, hvorvidt der maatte kræves andre Momenter end de to nævnte.
Forskellen mellem de to Grupper: Indgreb og farlige Hand
linger fremtræder skarpt, naar man ser paa en konkret Handling.
Med Hensyn til en retmæssig Indgrebshandling af den Art, vi har behandlet ovenfor10 *), er det paa Forhaand givet, at In
teressen i Handlingens Foretagelse er større end den Skade, Hand
lingen volder; deraf følger tillige, at den handlende i intet Tilfælde vil lide et egentligt Tab, idet han trods Erstatningspligten har Fordel af Handlingen; og han bliver heller ikke skuffet, da han forud kan beregne, hvad han vil faa ud af Handlingen.
Dette gælder derimod ikke med Hensyn til en farlig Handling.
t
Her er det ikke givet, at den handlendes Interesse vil være større end den Skade, Handlingen medfører 1X) ; og den handlende ved ikke forud, om han vil komme til at betale nogen Erstatning.
___ %
Forskellen ses let af et Eksempel.
Paa den ene Side kan vi tænke os en Ekspropriation af en Ejendom. Her kan man forud for Handlingen med Bestemthed vide, at der vil blive tilføjet den eksproprierede et Tab, hvor stort Tabet vil blive, at en vis Samfundsinteresse vil gavnes, og hvor stor den Interesse er, som bestaar i Handlingens Foretagelse. Det drejer sig med andre Ord simpelthen om et Regnestykke for den handlende: naar Interessen og Skaden er vurderet, vil en simpel
Subtraktion lære ham, om Handlingen kan betale sig.
Paa den anden Side kan man tage et Eksempel som Auto
mobilkørsel12). Her er Forholdet ganske anderledes. Det er in
genlunde givet, at der overhovedet vil indtræde nogen Skade.
Tværtimod, som Regel venter man at undgaa det; de fleste Au
tomobilture løber dog heldigvis af uden Uheld. Fremdeles vil man som oftest kun kunne gøre sig en højst ubestemt Forestilling om Størrelsen af den Skade, der eventuelt indtræder. Heraf følger for det første, at der ikke er Tale om den samme simple
Bereg-10) hvor H andlingens Udfald ogsaa er sikkert. Ellers opstaar en ganske tilsvarende Vanskelighed, sml. ovenfor S. 68 ff. og nedenfor § 17.
11) Ved H andlingens Bedømmelse maa nem lig ogsaa Chancen tages i B etragtning paa lignende Maade som i de Tilfælde, der blev om talt ovenfor
i § 7. Interessen behøver derfor kun at overgaa Produktet af det udsatte Godes Værdi og Chancen.
12) Sml. ogsaa de Eksempler, der blev nævnt ovenfor S. 69.
ning. For det andet er det meget muligt, naar engang en Ulykke sker, at Skaden er saa stor, at den langt overstiger det Udbytte (den Nytte), vedkommende har haft af Handlingen. — Dette gælder f. Eks., hvor der sker en AutomobilulykkeJpaa en af de første Ture og Vognen ødelægges. — Men hermed vil det ses, at Ligheden med de sikre Indgreb brister; thi Erstatningspligten vilde i et saadant Tilfælde ramme den handlende føleligt.
I mange Tilfælde vilde Erstatningsansvaret endogsaa tynge praktisk taget lige saa haardt paa den handlende som ved de helt ufarlige Handlinger — idet han kun havde faaet en ringe Nytte af Handlingen — ; og dette vil atter sige, at Erstatningspligten vilde tynge praktisk taget lige saa haardt paa den handlende, som det uerstattede Tab vilde tynge paa den skadelidende. Men heraf følger, at der ikke findes den samme Grund til at paalægge Erstat
ning som ved Indgrebshandlinger, hvor det netop blev fremhævet, at Ansvaret kunde lægges paa den handlende uden at ramme ham reelt. Overhovedet synes der, naar man alene ser paa det kon
krete Tilfælde, ikke at være nogen Grund til at paalægge Erstat
ningspligt. Snarere kunde det synes, at man kan anføre Grunde for det modsatte: den Uvished, hvori den handlende maa svæve, kunde have uheldige Følger; den vilde maaske afføde overdreven Ængstelighed eller Nervøsitet i nogle Tilfælde og i andre af
skrække Folk fra at foretage Handlingen.
Det er altsaa givet, at der er en betydelig Forskel paa Ind
grebet og den blot farlige Handling; men der er ogsaa en vigtig Forskel mellem den farlige og den helt ufarlige Handling. Denne Forskel træder blot ikke frem, naar man ser konkret paa Forhol
dene; derimod viser den sig klart fra et generelt Synspunkt.
Det kan ikke være en Betingelse for en konkret farlig Hand
lings Retmæssighed, at den konkrete Interesse (Nytte) overgaar det konkrete Tab; — Aarsagen hertil er netop den Uvished, der er til Stede i det enkelte Tilfælde. — Derimod maa det kræves, at Nytten overvejer Skaden, naar man samler alle de farlige Handlinger af en vis Art under eet. Fra Samfundets Synspunkt maa der stilles det Krav, at Summen af Skader i Samfundet
(enten paa en given Tid eller dog i det lange Løb) er mindre end den samlede Nytte af den paagældende Slags Handlinger. v Paa den anden Side kan Samfundet føle sig foranlediget til at
i
L
i.
‘
5
■
tillade Handlingen, saa snart dette er Tilfældet, eller ialtfald, naar Differencen mellem Nytte og Skade har naaet en vis Størrelse.
Ved Bedømmelsen af den enkelte Handling maa man derfor anlægge en Gennemsnitsbetragtning og se paa, hvad Erfaringen lærer om saadanne Handlingers Virkninger i Almindelighed. Man vil da komme til det Resultat, at der indtræffer Skade i saa og saa mange Tilfælde, f. Eks. 1 % af Tilfældene; og denne Erken
delse er det, man maa bedømme den enkelte Handling efter. Naar der indtræffer Skade i 1 % af Tilfældene, saa er dette det samme som, at der ved hver enkelt Handling af denne Art — d. v. s. en
Handling, der har de relevante Egenskaber, som blev lagt til Grund for Gennemsnitsbetragtningen — er en Chance for Skade paa 1 %. I et saadant Tilfælde vil Handlingen kunne anerkendes som retmæssig, naar der er en vis Difference mellem dens Nytte og Vioo af den Skade, der kan frygtes 13).
Meget ofte vil det naturligvis være umuligt at bestemme Chan
cen med blot tilnærmelsesvis Nøjagtighed; det kan kun gøres, hvor Erfaringsmaterialet er meget stort, saa at »de store Tals Lov« kommer til at vise sin Virkning — og selv her vil en eksakt Bearbejdelse af Erfaringsmaterialet ofte savnes. — Alligevel maa det fastholdes, at det afgørende for Handlingens Bedømmelse er Dommen om »Chancen«, hvad enten denne kan beregnes efter de store Tals Lov eller kun bestemmes ganske skønsmæssigt14).
Dette stemmer ganske med, hvad der blev sagt ovenfor. Thi Hand
linger, der er anerkendt som retmæssige efter en rigtig Afvejelse af Nytte og Skade med Hensyntagen til Chancen, vil for Samfun
det som Helhed — ialtfald i det lange Løb — give et positivt Resultat. Paa den anden Side vil den Nytte, en enkelt farlig Handling giver, maaske kun være 1/i00 af Skaden eller endnu min
dre, og derfor vilde Tabet i et uheldigt Tilfælde ramme den hand
lende praktisk taget lige saa haardt som den skadelidende.
13) forudsat, at en Fare af denne Størrelse ikke er for stor til, at H and
lingen overhovedet kan tillades. Tallet er valgt v ilk a a rlig t som Eksempel.
14) Kaldes H andlingens N ytte v, Skaden t, den Difference, der kræves mellem N ytte og Skade, d, og Chancen 1 : x, bliver Betingelsen for H andlingens Retm æ ssighed: ved direkte In d greb : v = t -)- d, ved farlige H andlinger
t + d v =z
---x
Ussing: Skyld og Skade.
§ 13.
Farlige Handlinger (Fortsat).
Ansvarsreglens almindelige Grund.
I § 12 har vi undersøgt Betingelserne for en farlig Handlings Retmæssighed og fastslaaet Forskellen mellem de farlige Hand
linger og andre Tilfælde: til den ene Side Indgrebene, til den anden de ufarlige Handlinger. Spørgsmaalet bliver nu, hvad der kan uddrages af det fundne Grundlag.
Det vil da for det første vise sig, at der kan tænkes visse Tilfælde, hvor det er muligt at paalægge Erstatningspligt ifølge ganske lignende Synspunkter som dem, der førte til Erstatning ved sikre Indgreb. Dette gælder overalt, hvor der foreligger egent
lig Stordrift, naar dette forstaas saaledes, at det betegner Virk
somheder, der har naaet et saadant Omfang, at man med nogen
lunde stor Sikkerhed kan forudberegne de indtrædende Skader.
Hvor der i en Virksomhed foretages en overordentlig stor Mængde farlige Handlinger af en vis Art, vil de store Tals Lov vise sin Virkning, og Skaderne vil indtræde med en vis Regel
mæssighed. Men i saa Fald kan Virksomheden ogsaa bære Er
statningspligten; thi det er en Betingelse for de paagældende Hand
lingers Retmæssighed, at Nytten gennemsnitlig overvejer Ska
den x). I Kraft af denne Betragtning bør et Lands Statsbaner eller et meget stort privat Jernbaneselskab betale Erstatning for den Skade, der opstaar ved, at Gnister fra Lokomotivet tænder Ild paa Skov eller Mark* 2). Mængden af Faretilfælde vil medføre, at Ska
den kan forudberegnes med en vis statistisk Nøjagtighed. Men
!) Der kan rejses Tvivl, om der bør gøres Undtagelse fra E rstatn in gs
pligten for det Tilfælde, at der findes konkurrerende Virksomheder, der ikke er »Stordrift«. D ette Spørgsmaals Løsning faar dog kun ringe B etydning, fordi Ansvarsreglen, som vi siden skal se, maa udstrækkes langt udover Stordriftens Omraade.
2) Dette Tilfælde sam m enstilles ofte med de Tilfælde, der er behandlet i §§ 10— 11. D ette er rig tig t, forsaavidt der er Tale om E rstatning for den
Værdiforringelse, en Ejendom lider ved den vedvarende Ulempe eller Brand
fare, der følger af Lokomotivernes U dkastning af Gnister. I B elation til den Skade, der lides ved Antændelse i enkelte Tilfælde, er Jernbanekørselen derimod en typ isk farlig H andling. Noget lignende gælder iøvrigt om R y
stelse, der ogsaa, ved Siden af varige Ulemper, kan medføre isolerede Skader.
heraf følger, at Kørselen med Lokomotiver kun er retmæssig, naar Nytten derved overgaar Skaden; og Jernbanerne kan og bør der
for betale Erstatning ifølge ganske de samme Betragtninger, der er gjort gældende ovenfor i §§ 7— 11 3).
Der er imidlertid en Mulighed for at gaa endnu videre. Hvis Retsmaskineriet og det praktiske Livs Forhold iøvrigt var ideale, saa at ingen praktiske Vanskeligheder opstod deraf, vilde det være muligt at paalægge Erstatningspligt ved alle Handlinger af den her behandlede Gruppe (farlige Handlinger). Da det i alle Tilfælde kræves, at Summen af Skader er mindre end den sam
lede Nytte, vil der være en Mulighed for at borteliminere Skaden ganske som i de tidligere Tilfælde, ved at man samler alle Hand
lingers Resultater under eet, d. v. s. ved en Gennemførelse af F orsikringstanken.
Disse Betragtninger er der Grund til at uddybe lidt mere.
Ganske vist kan de — som vi skal se i § 14 — ikke føre til at paalægge Erstatning i al Almindelighed ved farlige Handlinger;
men dette skyldes alene, at Gennemførelsen af en saadan Regel vilde volde praktiske Vanskeligheder. Disse fører dog kun til at begrænse Erstatningsreglen til et snævrere Omraade, og den anførte teoretiske Betragtning mister derfor ikke sin Betydning.
Den bliver alligevel Grundlaget for den Erstatningsregel, der op
stilles, selvom man af »Utilitetsgrunde« indskrænker dens Omfang.
Samfundet tillader de farlige Handlinger, skønt det kan ven
tes, at de vil volde Skade; men det sker kun, saafremt Handlin
gernes Nytte fra Samfundets Synspunkt er større end Tabene.
Set fra Samfundets Synspunkt er der derfor ingen Forskel mellem disse Tilfælde og de sikre Indgreb. Derfor maa Samfundsmagten søge at behandle dem paa samme Maade som disse. Naar Nytten kan dække Tabet, saa bør den anvendes hertil. Samfundet har
3) Man kan ikke hente nogen Indvending derfra, at Jernbanerne ikke nied Sikkerhed kan forudberegne, hvor mange tørre Somre eller Dage der vil komme. Man maa, som det er paavist ovenfor i § 11 (ved Note 7 ff.) med Hensyn til et beslægtet Tilfælde, se paa den enkelte Situation. I en given tør Sommer eller paa en given Dag kan det beregnes, at der er saa og saa stor en Chance for Antændelse, og paa denne Dag er det da en B etingelse for Kørselens Retmæssighed, at N ytten overvejer Faren. N oget andet er det, at Jernbanen af praktiske Grunde maa søge at forudberegne ogsaa Vejret, da man ikke vil forandre Fartplaner eller Takster efter V ejrets Beskaffenhed.
%
ingen Grund til at opofre de tilfældig ramte Personers Interesser, men bør skaffe Tabene ud af Verden paa en eller anden Maade.
Var Forholdene rent ideale, vilde dette ogsaa let kunne ske, nemlig derved, at man gennemførte et Farefællesskab, en Risikofordeling.
Den konkrete Handlings Nytte kan ikke altid dække den konkrete Skade, men den kan dække Risikoen (Risikopræmien) 4).
— Ellers burde Handlingen ikke tillades; thi det vilde betyde det samme som, at den samlede Nytte ikke overgaar Tabene. — Og ved at lade enhver farlig Handling bære Risikopræmien sikrer man alle Tabs Dækning; thi naar alle Risikoer forenes, svinder Uvisheden: samtlige Handlingers Nytte kan altid dække Tabene.
En saadan Ordning vilde heller ikke frembyde Betænkelig- heder i nogen Retning, hvis Forholdene var ideale. Den handlende vilde'ikke føle det som en Byrde at maatte udrede Præmien, naar han blot vidste det, før han besluttede sig til Handlingen. I saa Fald kunde han tage Præmien i Betragtning sammen med de andre Omkostninger og derefter afgøre, om Handlingen havde fornøden Interesse for ham. Udfra denne rent ideale Betragtnings- maade er det derfor klart, at der foreligger ganske samme Grunde til Erstatning som ved de sikre. Indgreb.
Resultatet kan ogsaa her siges at følge af en Afvejelse af de to Parters Interesser. Paa den ene Side staar den skadelidendes Krav paa Beskyttelse for sine Interesser (Opretning), og dette Krav er lige saa stærkt her, da Skaden ogsaa her er paatvunget ham ved en ensidig Handling i andres Interesse, og det en Hand
ling, som han hverken kan værge sig imod ved Nødværge eller paa anden Maade. Paa den anden Side vil den handlende ingen berettiget Interesse have i at undgaa at betale Præmien. Der er
intet uretfærdigt i, at han ikke faar Lov til at tilegne sig. den Værdi, Risikopræmien repræsenterer, ved Siden af Handlingens samfundsmæssige Nytteværdi. Han har ikke nogetsomhelst Krav paa denne Fordel, som han ikke har frembragt, og som fra et samfundsmæssigt Synspunkt vilde være vundet paa andres Be
kostning. Han vil heller ikke blive skuffet og kan derfor ikke beklage sig, naar han blot ved Besked, før han tager Beslutning
4 ) Denne er netop Produktet af det m ulige Tab og C h an cen :— , sml.
ovenfor § 12 Note 14.
om Handlingen, saa at han kan vurdere Handlingen rigtigt5).
Pligten til at betale Risikopræmien vil heller ikke afholde Folk fra nyttige Handlinger; thi hvis Handlingen er retmæssig, er Nyt
ten større end Præmien, og den handlende vil alligevel have Fordel af Handlingen.
Denne Argumentation er rent skematisk; men den kan let udfyldes ved Hjælp af det Materiale, der er samlet i det fore
ga aende. Saaledes erindres navnlig Paavisningen af, at det er uden Betydning, om den Interesse, der legitimerer Handlingen, er økonomisk eller af anden Art6) ; og ligeledes, om Interessen findes hos den handlende selv eller hos andre, hvis Interesser han tjener ved sin Virksomhed7).
Hermed er forsaavidt Argumentationen afsluttet; men der er maaske Grund til endnu at sige et Par Ord for at gøre det klart, at Udredelsen af Risikopræmien ikke vil føles som en Byrde for
» ___
vedkommende. Mange benægter det udfra den almindelige Er
faring, at der under den nuværende Retstilstand (Culpareglen) ikke er Tale om, at vedkommende stikker en til Præmien sva
rende Ekstrafortjeneste i Lommen. Dette er naturligvis ganske rigtigt; men det afgør ikke Sagen. Tænker man sig levende under den Retstilstand, at Erstatningspligt haves, vil det let ses, at ved
kommende kan udrede Erstatningen (eller Risikopræmien) uden at lide noget positivt Tab. Hvad der volder Vanskelighed, er alene, at de allerfleste Virksomheder, der er farlige, drives som Erhverv.
De Personer, hvis Interesse legitimerer Handlingen, er i disse Tilfælde Konsumenterne, ikke Driftsherren (Producenten). I alle disse Tilfælde vil det derfor normalt være Konsumenterne, der — i Form af billigere Priser — stikker den Fordel i Lommen, som skulde betale Skaden. Naar Producenten ikke er ansvarlig for Skaden, har han jo ingensomhelst Grund til at tage den i Betragt
ning ved Prisens Fastsættelse; han vil derfor kun tage Hensyn til sine Omkostninger (samfundsmæssig set: de øvrige
Omkost-i
ninger) og Konjunkturerne. Saa snart man derimod tænker sig, at Reglen om Erstatningspligt gælder, vil det let indses, at Produ
5) Dette, at den handlende forud kender Risikoen, maa dog ikke op
fattes som et p ositivt Argum ent for E rstatnin gsp ligten , se ndf. § 14 ved Note 7, § 29 ved Note 15 ff.
6) Se herom ovenfor i § 7 ved Note 14.
7) Se herom ovenfor S. 90 f.
centen maa regne Skaden (Præmien) med som en Bestanddel af sine Omkostninger; Følgen af Ansvarsreglen vilde derfor normalt blive, at han maatte have forhøjet sin Pris med et tilsvarende Beløb;
men til Trods for Erstatningsansvaret vil Handlingen stadig være fordelagtig baade for ham og for Konsumenterne.
Det er nu formentlig paavist, at klare Grunde taler for at paalægge Erstatningsansvar ved alle farlige Handlinger, eller nøj- agtigere: ved farlige Handlinger, der alene er retmæssige paa Grund af den overvejende Interesse, der bestaar i Handlingens Foretagelse 8). Dette er vel værd at mærke; thi det alene forklarer, at man Gang paa Gang møder den Anskuelse, at der bør paalæg
ges Erstatningsansvar ved alle farlige Handlinger 9). Baggrunden for denne Anskuelse er netop de anførte Betragtninger. Man anlægger en Gennemsnitsbetragtning; men udfra en saadan er de farlige Handlinger ganske at sidestille med de sikre Indgreb. Nyt
ten skal overgaa Skaden, den kan altsaa dække Tabene. Det skulde derfor synes, at der maatte findes en Maade, hvorpaa man kunde borteliminere Tabene ogsaa i disse Tilfælde; — og i saa Fald burde det sikkert gøres.
U v.,'?
Farlige Handlinger (Fortsat).
r *
Afvejelsen af de forskellige Hensyn.
Afvejelsen af de forskellige Hensyn.