FØRSTE AFSNIT
4) Personer, hvis Kundskaber eller Karakteregenskaber staar under Normalen
Paa tværs af denne Inddeling kan gøres en anden; der kan skelnes mellem:
a) de individuelle Ejendommeligheder, der kan kaldes Mang
ler i egentlig Forstand, Fejl i objektiv Betydning — set fra Sam
fundets Synspunkt, Abnormiteter, og
b) Ejendommeligheder af anden Art, som kan kaldes normale eller nødvendige, idet de følger af den naturlige Udvikling 2).
Under Gruppe a falder Tilfælde, hvor en Person er født med en særlig Mangel, som almindelige Mennesker ikke har, eller under Udviklingen har erhvervet en saadan, saa at han altsaa staar tilbage for sine Lige; under Gruppe b falder først og frem
mest Alder og Køn, men herhen kan efter Omstændighederne ogsaa regnes Samfundsklasse (Dannelsestrin) o. 1.3).
Hvad angaar Betydningen af den første Inddeling, saa maa der først og fremmest drages en skarp Grænse mellem de Util- regnelige paa den ene Side og de tre sidste Grupper paa den anden.
Hermed er ikke sagt, at de første skal være fri for Ansvar, men kun, at deres Ansvar ikke kan begrundes ved de samme eller blot lignende Hensyn som de andres. I alle de andre Tilfælde kan og bør Reglen om Bortseen fra Individualiteten anses som hoved
sageligt begrundet i selve Præventionshensynet, Ønsket om at afværge Skade, altsaa netop i det, der er den bærende Tanke i
Culpareglen. Med Hensyn til de Utilregnelige kan Præventions
hensynet derimod ikke anføres for Ansvar 4).
De Personer, der falder under de tre sidste Grupper (Nr. 2—
4), vil, da de er i Besiddelse af Fornuft, kunne paavirkes af Tru- selen om Erstatningspligt i den Retning, at de undgaar at volde
2) Sml. Sondringen hos Thyrén: culpa legis Aquiliæ S. 61 ff. mellem
»normala och abnorma fail«.
3) D ette behøver ikke at uddybes her, da disse Ting sjældent v il faa B etydning udenfor K ontraktsforhold eller andre særlige Forhold.
4) Og heller ikke det andet Hensyn, som anføres nedenfor i § 6: at visse Forbryderes Interesser ikke fortjener B e sk y tte lse ; ogsaa denne Be
tragtn in g forudsætter Fornuft og desuden en høj Grad af subjektiv Dadel
værdighed.
Skade. Snart vil Reglen kunne føre dem til at anvende en ekstra Anspændelse for at handle rigtigt, snart vil den bevirke, at de ind
skrænker deres Bevægelser og holder sig paa et Felt, hvor de er i Stand til at gøre Fyldest. — Normalt vil de kunne finde et saa- dant Omraade, hvor de kan bevæge sig uden særlig Risiko. — Anderledes forholder det sig med de Utilregnelige. Forsaavidt de overhovedet har Bevidsthed og Forstand nok til at indse deres Handlingers Betydning (de faktiske Virkninger, der truer) og forstaa Erstatningsreglen, vil de ialtfald ikke paavirkes paa nor
mal Maade af de Motiver, den skulde skabe for deres Opførsel.
Ligesom der i denne Henseende er en væsentlig Forskel, saa- ledes vil man heller ikke paa de Utilregnelige kunne anvende nogen af de andre Betragtninger, der straks skal anføres om en
kelte af de andre Grupper af underlegne Personer. De vil derfor blive skudt ud af Undersøgelsen, og Spørgsmaalet om deres An
svar vil først blive optaget, efter at de almindelige Grundsætninger om Ansvar uden Culpa er fremstillet5). Denne Ordning anbefaler sig ogsaa af den Grund, at der kan rejses Spørgsmaal, om deres Ansvar ikke følger af den almindelige Grundsætning om Ansvar uden Culpa, der skal udvikles nedenfor i §§ 12 ff.
Hvad de andre tre Grupper af underlegne Personer angaar (Nr. 2—4), saa er der ikke Tvivl om, at der er visse Tilfælde, hvor der maa ses fuldstændig bort fra Individualiteten, forsaavidt den er under Normalmaalet.
Dette gælder overalt, hvor en Person giver sig af med en Virksomhed, der kræver noget særligt, f. Eks. en særlig Uddan
nelse, for at Virksomheden skal kunne udøves uden særlig Fare.
Derfor maa den, der udøver en bestemt Profession af saadan Art, sørge for at have den dertil fornødne Dygtighed, noget, der dog navnlig har praktisk Betydning i Kontraktsforhold. Det samme gælder dog ogsaa i mange andre Forhold. Saaledes maa f. Eks.
den, der vil styre et Automobil, have den fornødne Sagkundskab, Øvelse, fysiske Evner, Koldblodighed o. s. v. Hvis en Person er saaledes indrettet, at han ikke kan præstere det angivne Maal, maa han holde sig fra alle disse Virksomheder, der kræver en særlig Dygtighed. Den almindelige Opfattelse i Nutiden vil sik
kert ogsaa være paa det rene med, at der i disse Forhold maa kræves et bestemt Maal af Evner.
5) Se nedenfor § 23.
Men selvom der er Tale om mere almindelige Forhold, vil det være hensigtsmæssigt at stille Krav om et vist Normalmaal.
Der bør dog næppe ses fuldstændig bort fra Individualiteten. Det rette vil formentlig være at se bort fra alle individuelle Forhold, der kan betegnes som Abnormiteter eller Fejl (anden Inddeling Gruppe a), derimod ikke fra de »normale« Ejendommeligheder.
Først skal da de under Gruppe a faldende Tilfælde behandles.
Derefter vil det (S. 48 ff.) blive undersøgt, hvorvidt de anvendte Betragtninger ogsaa gælder om Tilfældene under Gruppe b.
Med Hensyn til alle Abnormiteter, der falder ind under Gruppe 2—4, gælder det, at de paagældende Personer normalt vil kunne undgaa Ansvar ved om fornødent at indskrænke deres Be
vægelser. Denne Betragtning vil vi straks komme tilbage til; men først skal gøres opmærksom paa, at der om to af Grupperne tillige kan anføres særlige Betragtninger, der ogsaa harmonerer med Præventionshensynet.
For at paalægge Personerne under Gruppe 3 (de i Grad under
legne) 6) samme Ansvar som fuldt udviklede Personer taler sær
ligt, at Normalmaalet dog som oftest vil kunne naas af dem. Der er jo kun Tale om en Gradsforskel i Evner, og det manglende vil de i Keglen kunne erstatte ved en yderligere Anspændelse. Men i saa Fald bør man kræve det højere Maal af dem. De paagældende vil for det første i Keglen kunne finde et Felt, hvor de uden ekstra Anspændelse kan naa Normalmaalet. Og selv iøvrigt vil de ikke i samme Forstand som andre føle det som en Byrde at maatte anspænde sig stærkere; thi de vil være langt mere vant hertil, idet Livet i mange andre Betninger vil stille samme strengere Krav til dem. — De vil blive kritiseret af deres Medmennesker, naar de ikke naar op til Normalen i deres Handlinger, og de vil endog blive vænnet til, at Betsordenen stiller samme Krav til dem som til andre, idet dette er Hovedreglen i Kontraktsforhold. — Af denne Grund maa det ogsaa antages, at en saadan Ansvarsregel ikke vilde være uden Virkning.
Man vil let se, at denne Betragtning ikke kan anvendes paa de andre Grupper — undtagen maaske enkelte Tilfælde under Gruppe 4. — For de under denne sidste Gruppe faldende Tilfælde
6) Delingen i de tre Grupper maa ikke opfattes som udtømmende, den søger at give de m est praktiske E ksem pler; heller ikke er det M eningen, at
der er en skarp Grænse mellem Gruppe 3 og 4.
gælder derimod særlig følgende: Ansvarsreglen har ikke blot en gavnlig motiverende Virkning in concreto, den har ogsaa stor Be
tydning som generelt opdragende. Retsordenen vil ikke have, at der kæles for individuelle Mangler, men den vil saa vidt muligt have dem af Vejen. Ved paa Forhaand at stille Kravet om et Normalmaal tilskynder den til Opdragelse i den Retning. Selv
følgelig er det ikke Meningen at paastaa, at alle kan opdrages til a lt7) ; men med en vis Tilnærmelse gælder det i almindelige dagligdags Livsforhold, at man kan naa det ret lave Normalmaal.
Og hvad angaar specielle Forhold, der kræver særlige Evner, maa Retsordenens Standpunkt naturligt være: kun de, der virkelig har Evner dertil, bør give sig af dermed, de andre bør holde sig derfra.
Med Hensyn til Personer, der lider af Blindhed, Døvhed o. 1.
(Gruppe 2), gælder aabenbart ingen af de anførte særlige Betragt
ninger. Dette er en af Grundene til, at det er sikrere, at der bør ses bort fra Individualiteten ved Gruppe 3 og 4 end ved de under Gruppe 2 faldende Tilfælde8). For disse maa man derfor falde tilbage paa det først anførte almindelige Hensyn, at Ansvaret ikke vil ramme dem saa haardt, da de i Reglen vil kunne undgaa det ved at indskrænke deres Bevægelser. Det er denne Betragtning — der jo ogsaa gælder ved de to andre Grupper —, som vi her skal se lidt nærmere paa.
Det kan ikke nægtes, at den Indskrænkning i Bevægelsesfri
heden, som kunde blive nødvendig for de paagældende, hvis de vilde undgaa Risikoen for Ansvar, vilde være en Byrde for dem.
Alligevel maa det fastholdes, at der skal ses bort fra de indivi
duelle Mangler, da Præventionshensynet faar større Betydning end Hensynet til de paagældende. At de underlegne faar lagt en lidt større Byrde paa sig end andre, eller at de — forsaavidt de uhjælpelig kommer til kort — maa indskrænke deres Bevægelser
\ lidt, kan Retsordenen ikke anse for saa slemt. Retsordenen kan I ikke nære Hovedinteressen for Undermaalerne og indrette sit Sy- I stem paa at gøre det saa godt for dem som muligt, da de andre
f dog er de værdifuldeste Medlemmer af Samfundet.
Den forsvarede Regel kræves bydende af den Trang til Sik
7) Sml. M. Rumelin: Sch. o. V. S. 36.
8) En anden Grund er, at det i Reglen er vanskeligere at konstatere M anglerne sikkert i de to førstnævnte Tilfælde, jfr. ndf. S. 46.
kerhed, som i Nutiden viser sig paa alle Omraader. Det gælder om at formindske Risikoen i Livet til det mindst mulige. Praktisk taget er det mindst mulige nu det Maal af Risiko, som normal Agtpaagivenhed medfører, og denne Risiko maa man derfor som Regel tage med; men en underlegen Person, der viser »normal Anspændelse« af sine Evner, vil være farligere end andre, og denne særlige Fare maa bekæmpes. Samfundsmaskineriet maa nødven
digvis indrettes efter de almindelige Mennesker, ikke efter Und
tagelserne, og Retsordenen maa derfor søge at hindre de unormale, og derfor uberegnelige, Forstyrrelser, Undermaalerne kan volde i det store Maskineri. Kan de ikke følge med i Tempoet, maa de tage den Indskrænkning i Bevægelsesfriheden, som følger deraf.
I de allerfleste Tilfælde vil de dog kunne finde et Felt, hvor de kan gøre tilstrækkelig Fyldest; men saa hør de holde sig dertil.
Hermed er Reglen begrundet for de fleste Tilfælde. De under
legne maa holde sig borte fra de Ting, de ikke magter; gør de ikke det,-maa de ialtfald være sig bevidst, at de handler paa egen Risiko, saa at de selv kan afgøre, om de vil handle eller lade være.
Alligevel maa det indrømmes, at der kan forekomme Tilfælde, hvor det er umuligt at forlange, at de skal holde sig borte, eller hvor de maaske ikke paa Forhaand vil være klare over deres Evners Utilstrækkelighed. I saadanne Tilfælde vil Skaden ikke undgaas ved den strenge Ansvarsregel — der foreligger altsaa en uundgaaelig Risiko i disse Tilfælde. — Heraf følger, at Præven
tionshensynet ikke direkte kan paaberaabes for at paalægge An
svar i saadanne Tilfælde. Alligevel bør det gøres.
Sikkerhedstrangen gør sig gældende her ligesaavel som i de andre Tilfælde, om end paa en anden Maade. Den enkelte maa have Lov til at indrette sig efter almindelige Menneskers Optræden og regne med de Tab, den kan medføre. Det kan ogsaa siges, at det, naar man kræver en almindelig fornuftig Optræden af Folk, er rimeligt, at de ogsaa omvendt maa være sikrede mod Tab ved andres ufornuftige Handlinger. Nu er det vel Tilfældet, at der her er Tale om en uundgaaelig Risiko, og at Følgen af den forsvarede Regel kun er, at Risikoen rammer den underlegne i Stedet for andre; men dette har ogsaa Fordele fremfor den modsatte Ord
ning. Herved tænkes der ikke blot paa det alt sagte, at det er naturligt for Retsordenen at foretrække de værdifuldere Sam
fundsmedlemmers Interesser. Naar man ser, at der her er Tale
om en Risiko, vil det let ses, at det er mest praktisk at lægge den paa de underlegne selv. Ellers vilde Følgen blive, at Tabet til
fældigt og uberegneligt ramte en stor Mængde spredte enkelte Personer. Nu derimod indskrænkes Tilfældets Raaderum, idet Risikoen lægges paa de relativt faa underlegne Personer, og alle
rede dette, at Tilfældighedernes Indflydelse formindskes og Risi
koen samles paa færre Hænder, er en Fordel. For de underlegne bliver Risikoen i denne Retning en Slags »Driftsrisiko«, som de maa finde sig i at bære, ligesom de i andre Retninger maa bære Risiko og Ubehageligheder, der følger af deres Underlegenhed.
Dette vil ikke føles som saa haard en Byrde af de underlegne, netop fordi de ogsaa ellers maa vænne sig til at bære de ubehage
lige Følger, deres Underlegenhed medfører; og det praktiske Liv lærer dem det samme, det medfører en ganske lignende »Skæren over een Kam« i Forhold, hvor det er Livet selv, der danner Rets
reglerne, som i Reglen i Kontraktsretten.
Disse sidste Betragtninger har ført os ud over Præventions
hensynet. Naar de alligevel er taget ind her, er det, fordi de Tilfælde, hvor de maa anvendes, og hvor Ansvaret ikke kan byg
ges direkte paa Præventionshensynet, er overordentlig faa og i næppe lader sig skille ud fra de andre Tilfælde i det praktiske L iv 9). Forholdet er da det, at det allerede af retstekniske Grunde kan forsvares at gøre Reglen ganske almindelig, dog at de anførte
!
Betragtninger støtter Afgørelsen af Spørgsmaalet, om en saadan retsteknisk Forskydning er tilladelig.
Det maa altsaa antages, at Retsordenen bør opstille en vis
»normal Handlen« som Maal for Individerne. Det er, om man vil, en vis Objektivering, der finder Sted. Denne mere objektive Maale- stok er netop særlig paakrævet i vor Tid. Med den stigende Kultur og Folkemængde, med Befolkningens Sammen trængen paa et snæ
vert Territorium og det udvidede Samarbejde vokser Muligheden og Sandsynligheden for Kollisioner stærkt; og dels af denne Grund, dels fordi man stadig benytter mere og mere komplicerede Redskaber i det almindelige Samkvem, vokser Faren for, at de underlegne skal volde Skade, naar de ikke træffer særlige For
holdsregler. I Nutidens Samfund gaar alle ind i det store
Ma-9) D ette er paa den anden Side en af Grundene til, at der kan gøres Forskel paa disse Personer og A fsindige, se iøvrigt nedenfor i § 23.
skineri; man kan ikke midt i Vrimlen gaa og dyrke sin Indivi
dualitet, forsaavidt dette vilde ske paa de andre Samfundsmed
lemmers Bekostning. Endelig medfører den stigende Kultur ogsaa en stigende Trang til Sikkerhed, idet Sikkerhed mere og mere anerkendes for en af Livsbetingelserne for en fremadskridende Udvikling.
Der er dog Grund til at gøre visse Undtagelser. Det vilde være urimeligt at anvende et Normalmaal i alle Forhold. De lige anførte Betragtninger gælder vel overalt, hvor der er Tale om de Berøringer, som det almindelige Liv i Samfundet, Koeksistensen, medfører — og særlig stærkt i Samhandelen og dens Kontrakts
forhold; — derimod er de mindre anvendelige med Hensyn til personligfarvede Berøringer mellem Mennesker. Herved tænkes paa Kontraktsforhold, der ikke interesserer Samhandelen, og rent sociale (selskabelige o. 1.) Berøringer. Hvor en Person som her
»inviterer« en bestemt anden Person, som han kender, til at træde i Berøring med sig, er det rimeligt, at han ikke kan fordre mere af den anden, end denne evner. Ligeledes er der, som fremhævet af Lassen S. 214, Grund til at gøre Undtagelse fra den strenge Regel, hvor det er Situationen, der paabyder Handlen, idet denne er nødvendig til Afværgelse af Skade. Thi her viger Præventions
hensynet, da det trods alt gælder at tilskynde til Handlen. Hvis den underlegne afholdes fra at gribe ind, vil Skaden jo i alle Tilfælde indtræde, men naar han handler, er der dog en betydelig Chance for et heldigt Resultat. Det er derfor i de paagældendes egen Interesse, at der kan handles for dem uden Risiko.
Om Hovedreglen: at der bør ses bort fra individuelle Mangler, maa endnu bémærkes, at den faar en vis Støtte ved retstekniske Hensyn — selv bortset fra det nylig anførte — . Mange Forfattere mener endog, at »Praktikabilitetsgrundene« er det, der egentlig bærer Reglen10). Blandt de tekniske Fordele ved den forsvarede Regel fremhæves navnlig, at man undgaar Bevisvanskeligheder;
man kan ogsaa nævne, at Reglerne simplificeres, og at Dommeren paa Grund af sin Øvelse og Erfaring vil kunne anvende en al
mindelig Maalestok bedre, medens hans Skøn om, hvad ringere Evner kan præstere, ofte er usikkert. Disse Grunde alene kan dog ikke føre til at opstille den skarpe Regel om Bortseen fra
10) Jfr. Lassen S. 213 med Note 8 i. f. og Burckhardt S. 520.
Individualiteten og liar overhovedet langtfra den Vægt, mange tillægger dem. Udfra den Betragtning, der ser et Retfærdigheds
krav i Culpareglen, synes det ganske utilladeligt at tillægge dem nogen videre Betydning. Fra det her forsvarede praktiske Stand
punkt, der bygger paa Præventionshensynet, er det klart, at der kan tillægges disse praktiske Hensyn en betydelig Vægt, men som egentlig eller alene afgørende for den forsvarede Regel bør de ingenlunde opfattes.
Der findes utvivlsomt mange Tilfælde, hvor det sikkert kan konstateres, baade at en personlig Mangel er til Stede, og hvilken Betydning Manglen har haft for den konkrete Handling. Dette gælder navnlig om de under Gruppe 2 faldende Tilfælde (Blind
hed, Døvhed o. 1.); men det kan ogsaa gælde in concreto om andre Tilfælde. Hvad særlig Bevisvanskeligheden angaar, saa vilde det være tilstrækkeligt at paalægge Sagsøgte Bevisbyrden for Mang
lerne. Hvis det alene var Praktikabilitetsgrunde, der talte for at se bort fra Individualiteten, kunde Reglen derfor ialtfald ikke blive almindelig, men der maatte gøres Undtagelser for visse klare Til
fælde; ja, man burde vistnok endogsaa principielt fastholde, at der bør tages Hensyn til Individualiteten, og stole paa, at Dom
stolene med Hensyn til Bevis og i de andre Retninger vilde vide at stille saa strenge Krav, som det var nødvendigt at stille for ikke at gøre Ansvarsreglen usikkert virkende 1X).
At Praktikabilitetsgrundene ikke er absolut afgørende, ind
rømmes iøvrigt ogsaa af Lassen, idet han, som lige nævnt, op
stiller visse Undtagelsestilfælde, hvor man bør tage Hensyn til Individualiteten. Disse Undtagelser bliver det blot umuligt at begrunde, hvis man anser Praktikabilitetsgrundene som det bæ
rende i Hovedreglen, thi de er nøjagtig lige stærke i alle Situa
tioner. Det er alene ved at bygge paa de materielt-reale Betragt
ninger, man bliver i Stand til at forklare baade Hovedregel og Undtagelser: Naar Præventionshensynet er det bærende, forstaar man, at der normalt maa ses bort fra Individualiteten, da det gælder om at holde Undermaalerne borte, men at der dog maa gøres Undtagelser i visse Tilfælde, hvor man ikke ønsker at af
skrække nogen, ja tildels endog gerne vil tilskynde til Handling.
1X) Det m aatte altsaa bero paa et Skøn, i bvor vid t Omfang man vilde se bort fra In d ivid ualiteten , sml. Bentzon: V is major S. 100 i Noten.
Resultatet er altsaa, at der bør ses bort fra den enkeltes Un
derlegenhed overalt, hvor den er »abnorm«. Handlingerne bør bedømmes efter et vist Normalmaal. Med Hensyn til dettes Be
skaffenhed bemærkes endnu, at der ikke kan være Tale om at kræve noget ekstraordinært; man maa holde sig til, hvad alminde
lige Mennesker gennemsnitligt er i Stand til at præstere. Det vilde være ganske forfejlet at kræve et »overlegent sikkert Blik«, en
»rolig og sagkyndig Afvejelse i ethvert Tilfælde«, »et klart Øje og
»rolig og sagkyndig Afvejelse i ethvert Tilfælde«, »et klart Øje og