Endelig maa det kræves, at Handlingen udelukkende er legitimeret ved den overvejende Interesse, som den handlende

FØRSTE AFSNIT

træde 5). Forsikrer han derimod ikke, er det noget mere tvivlsomt

II. NÆBMERE UDFORMNING AF ANSVARSREGLEN (§§ 18-22)

5. Endelig maa det kræves, at Handlingen udelukkende er legitimeret ved den overvejende Interesse, som den handlende —

eller de Personer, i hvis Interesse han handler — har i netop den paagældende Handlings Foretagelse, og ikke allerede ved andre

Omstændigheder.

Det er navnlig den sidste Betingelse, der fortjener nærmere Behandling. Den er nemlig for saa vidt den vigtigste, som det er den, der alene gør det muligt at naa til en virkelig almindelig Retsgrundsætning om Erstatningsansvar ved retmæssige Handlin

ger. Inden den behandles (§ 19), skal der dog gøres nogle enkelte Bemærkninger om et Par af de andre Betingelser.

a. Det trænger til lidt nærmere Forklaring, hvad der ligger i Kravet om en ekstraordinær Handling, der medfører usædvanlig

Fare (ovf. Nr. 2). Dette maa nærmere forstaas i Belysning af de reale Hensyn, der førte til Begrænsningen (ovf. § 14).

Herefter maa der formentlig — som det ligger i det valgte Udtryk — stilles Krav i to Retninger: Det er ikke tilstrækkeligt, at Handlingen skaber en særlig stor Fare, det maa først og frem

mest kræves, at selve Handlingen er ekstraordinær; dette er det vigtigt at fremhæve, fordi man i Reglen hævder, at det afgørende er, om Handlingen er ekstra farlig. Der er altsaa ikke Tale om, at man skulde kunne opstille en Regel om, at alle Handlinger, der frembringer en Fare af en vis Grad, f. Eks. en Chance paa over 1 % for Skade, skulde medføre Erstatningspligt. Dette vil

man let indse, naar man tænker paa, at der er mange Forhold, hvor endog sikre Indgreb i andres Interesser tillades ilden Er

statning, netop fordi Handlingen er sædvanlig 2) .

Naar Handlingen er sædvanlig (ikke ekstraordinær), fører de Grunde, der hjemler Handlingens Retmæssighed, ogsaa til at fri

tage for Erstatningspligt. Det samme gælder med Hensyn til blot farlige Handlinger, naar de hører til den Klasse Handlinger, som det daglige Liv for den store Mængde sædvanlig fører med sig.

Alle saadanne Handlinger er derfor fri for Erstatningspligt, naar de foretages retmæssigt3).

Om en Handling er sædvanlig eller ekstraordinær, beror ikke paa, om den forekommer et større eller mindre Antal Gange, men paa, om den foretages af flere eller færre Personer; foretages den kun af faa, er Virksomheden ekstraordinær — selv om den af

føder talrige farlige Handlinger —, og det er nok.

Grænsen mellem det ekstraordinære og det sædvanlige maa iøvrigt, ligesom i Naboretstilfældet (§ 11 Note 4), drages ved et Skøn, der ikke pedantisk anser alt for ekstraordinært, der ikke gøres af Flertallet. Der maa kræves noget, der hæver sig klart op over det almindelige Niveau og er virkelig ekstraordinært, saa at Ansvaret bliver en Undtagelse4).

2) Sml. ovenfor i § 17 før Note 2, samt § 10 ved Note 6.

3) Sml. herved M. Rumelin: Sch. o. V. S. 31; Blume i K ritische Viertel- jahrsschrift Bd. 38. S. 210 ff. Derfor vil man ikke udfra de ovenfor u dvik 

lede Grundsætninger alene — men maaske udfra disse i Forbindelse med andre Grunde (ndf. § 24 ved Note 7— 8) — kunne gøre den ansvarlig, som holder Kvæg paa Landet, eller som holder en Hest, der hverken lider af Fejl eller iøvrigt er ualm indelig farlig, og det, skønt Erfaringen viser, at Faren ved at benytte Heste er forholdsvis meget stor.

4) Alle de H andlingen ledsagende Omstændigheder maa tages i Be

tragtning, navnlig ogsaa L o k a liteten : hvad der er sæ dvanligt paa Landet, kan være ekstraordinært i en By o. s. v. —

Derimod kan der være nogen Tvivl om, hvorvidt man skal tage H ensyn til H andlingens Formaal (eller Arten af Interessen hos den handlende) —

saa at en i det ydre sædvanlig H andling blev ekstraordinær, naar den for

fulgte usædvanlige Formaal (Interesser). — Som Hovedregel er der ikke Grund hertil. Naar en H andling er af samme ydre A rt som visse sædvanlige Handlinger — og forudsat at den ikke erklæres for retstridig paa Grund af manglende Interesse eller lignende —, maa den normalt anses for sæd

vanlig. Dog kan der maaske være Grund til at tage Form aalets (Interes

sens) Art i B etragtning ved H andlinger, der frembyder en usædvanlig stor

Hvor Handlingen er ekstraordinær, maa det fremdeles kræ

ves, at Faren er af en vis Betydning, enten paa Grund af Graden (Chancens Størrelse) eller paa Grund af Størrelsen (Omfanget af den frygtede Skade). Hvor den er ganske ringe, vil man ikke regne med den * 5).

Naar det i det foregaaende med et kort Udtryk er sagt, at Faren skal være »usædvanlig«, maa dette altsaa ikke forstaas saa- ledes, at Faren skal være større end den, som frembringes af de farligste af de ansvarsfri (»sædvanlige«) Handlinger. Skønt der næppe er Tvivl om, at Kørsel med Hestevogne frembringer større Fare for Omverdenen end Anlæg af et Gasværk, bør Ansvarsreglen omfatte det sidste Tilfælde, medens der i det første ialtfald ikke bør paalægges Ansvar alene i Kraft af den her forsvarede Grund

sætning. Meningen med Kravet om en usædvanlig Fare er kun, at den skal overgaa Faren ved den store Mængde af (sædvanlige og usædvanlige) Handlinger; Faren maa ikke være helt almin

delig.

At der ikke kan kræves mere, følger af, at Hovedvægten maa lægges paa Kravet om, at Handlingen er ekstraordinær. Dette udelukker dog ikke, at Farens Størrelse kan faa Betydning i Grænsetilfælde, hvor det er tvivlsomt, om Handlingen er ekstra

ordinær; her vil man være des mere tilbøjelig til at anvende An

svarsreglen, jo større Faren er, og det med Føje, da det stemmer med de praktiske Hensyn. Paa den anden Side vil man ved Af

gørelsen af, om Faren er tilstrækkelig stor, kunne tage Hensyn til, i hvor høj Grad Virksomheden fjerner sig fra det sædvanlige:

Hvor der er Tale om Virksomheder af meget stort Omfang eller endog Monopolvirksomheder, vil man kunne gaa meget langt ned i Henseende til Farens Grad (S. 122 ff.).

Fare, d. v. s. hører til de farligste af de i det ydre sædvanlige Handlinger.

Dette kunde f. Eks. tænkes at føre til en Regel om, at den, der holder Luksusdyr (Luksusheste eller -hunde), bør svare E rstatning for den Skade, de anretter, selv om Dyrene ikke er farligere end andre (hvad de ofte er).

5) D ette staar i Sammenhæng med, hvad der er bemærket ovenfor (§ 14 ved Note 11). Naar Farebegrebet udformes videnskabeligt efter de Krav,

Retstridighedslæren stiller — saa at man kun kalder de Handlinger ufarlige, der ubetinget er retmæssige uden Hensyn til, om de nogensinde er n yttige —, maa man gaa overordentlig langt ned. Men i det praktiske Liv vil man ikke regne med fuldt saa smaa Farer og kun kræve en overvejende konkret Interesse ved H andlingen, naar Faren dog har naaet en vis Betydning.

Til Belysning af det udviklede skal der nu gives en Oversigt over en Række Tilfælde, hvor Ansvarsreglen maatte finde An

vendelse i Nutiden.

Et særlig klart Eksempel er al Luftsport (Anvendelse af Bal

loner, styrbare Luftskibe, Flyvemaskiner). Derimod vil det nok i en ret nær Fremtid blive tvivlsomt, om man kan regne Brugen af Automobiler eller Motorcykler for noget ekstraordinært6). Man er her nær ved Grænsen; sikkert udenfor ligger Brugen af Cykler og almindelige Køreheste. Hvad angaar Dyr iøvrigt, saa vil An

svar for vilde Dyr være givet efter den her opstillede Regel, me

dens omvendt Landbrugeren, der holder almindelige Husdyr, ikke falder ind under Reglen. Endelig bør man rimeligvis hævde, at egentlige Luksusdyr altid holdes paa egen Risiko 7).

Fremdeles kan nævnes Anlæg af Tunneler, Jernbanegennem

skæringer og Foretagelse af ualmindelig dybe Udgravninger i Ga

den eller paa en Grund, saavel som omvendt Opdyngning af store Jordmasser, der kan skride ud.

Den vigtigste Gruppe danner dog de Tilfælde, hvor en ved

varende industriel Virksomhed eller lignende medfører usædvan

lige Farer for Omverdenen. Blandt de allerbedste Eksempler kan nævnes Skade, der voldes af Jernbaner ved Rystelse 8) eller ved, at Gnister tænder Ild 9). Fremdeles Skade, der voldes ved andre,

6) I modsat Fald kunde dog særlig farlige Maskiner falde ind under Reglen. — Og andre Grunde kan ogsaa føre til at fravige Culpareglen, se nedenfor i § 24 ved Note 5—6.

7) Ovenfor Note 4. Det sagte udelukker ingenlunde, at der ogsaa i andre Tilfælde kan være Grund til at indføre Ansvar for Dyr, idet andre Hensyn kan føre hertil, se nedenfor i § 24 ved Note 7—8.

8) Naar R ystelse er nævnt, tænkes der kun paa Skade, der indtræder en enkelt Gang. Den vedvarende Ulempe, som en fortsat R ystelse kan med

føre, falder ind under de i §§ 10— 11 om talte Tilfælde. Sml. ovenfor § 13 Note 2.

9) Den skadelidendes Krav maa bortfalde, naar Skaden hidføres ved, at han i Strid med en særlig (kontraktsm æssig eller ved Ekspropriation paalagt) Forpligtelse eller en P olitiforskrift har anbragt særlig brandfarlige Genstande indenfor en vis Afstand fra Banelinien. D ette følger n atu rligt af Reglerne om egen Skyld. Men der kan være Grund til yderligere at lade det ubetingede Ansvar bortfalde overalt, hvor Branden hidføres ved, at særlig brandfarlige Genstande (Planter, Bygninger, Løsøregenstande) efter Jernbanens Anlæg er anbragt indenfor en vis Afstand (f. Eks. 30 Meter) fra

Jernbanelinien (selv om Anbringelsen er lo v lig ). Dette, som er Reglen i

Publikum tjenende Indretninger som Gasværker og Elektricitets

værker med deres Ledninger, traadløse Telegrafstationer, Vand

værker og andre Vandanlæg. Videre kan nævnes al Virksomhed med Sprængstoffer — saavel Tilvirkning som Opbevaring, Trans

port og Benyttelse — og overhovedet alle industrielle Anlæg, der medfører særlige Farer for Omverdenen, samt i det hele taget som oftest Anvendelse af Dampkedler — af Hensyn dels til Faren for Eksplosion, dels til Faren for, at Gnister fra Ildstedet skal tænde Ild, hvilket navnlig er praktisk ved Landevejslokomotiver og Dampplove. — Nævnes kan ogsaa Skade, der tilføjes Naboer ved, at en Mand brænder Skoven eller Plantevæksten paa sin Ejendom af for at opdyrke den, eller ved at Projektiler fra en Skydebane forvilder sig derind. Endelig hører herhen ogsaa en Del af de Tilfælde, der er omtalt i §§ 10— 11 (varige Ulemper), forsaavidt angaar den første Tid efter en Virksomheds Aabning * 10 *).

b. Hvad angaar den Betingelse, at Faren skal have været kendelig for den handlende i Handlingsøjeblikket, saa er det det

samme, som man ofte udtrykker saaledes, at Skaden skal have været forudseelig; men dette Udtryk kan let forstaas i en altfor snæver Betydning. Betingelsen maa forstaas i Belysning af det almindelige Farebegreb X1) og iøvrigt af de reale Hensyn, der fører til at opstille den.

Hvad der gjorde Betingelsen nødvendig, var, at Erstatnings

ansvaret i andre Tilfælde kunde ramme knusende, fordi den hand

Sverige og Finland, jfr. nedenfor § 52 ved Note 16 og 20, er en Anvendelse af den Grundsætning, som er udviklet ovenfor i § 11 Note 7.

Naar en saadan Regel gives, maa Grundejeren til Gengæld liave E r

statn in g for den Værdiforringelse af Ejendommen, der kunde følge deraf.

Med H ensyn til sæ rlig brandfarlige Ting, der forefindes ved Jern

banens Anlæg, maa A nsvaret vedblive; men der bør gives Jernbanen Midler til i hvert enkelt Tilfælde at træffe den hensigtsm æ ssigste Ordning. Den maa have Ret til ved Ekspropriation snart at fordre de farlige Ting fjernet straks, snart at faa Naboejerne tilp lig tet ogsaa i Fremtiden at træffe visse Foranstaltninger for at formindske Brandfaren, alt mod E rstatning.

10) Sml. ovenfor i § 11 ved Note 9.

11) Om dette se § 1 i. f. Heraf følger det, at det afgørende alene er, om H andlingen skaber en (forøget) Mulighed for Skade, ikke, om Skaden er mer eller mindre sikkert beregnelig. Hvor der er Tale om ekstraordinære Forhold, som Videnskaben endnu ikke behersker, idet der savnes E rfarings

m ateriale, vil denne Mulighed som oftest være til Stede, og Uvisheden er uden Betydning.

lende var uforberedt; dette kunde muligvis have en uheldig Ind

flydelse paa Folks Handlemaade, idet de altid maatte svæve i Uvished; fremdeles vilde Ansvaret ramme den enkelte handlende haardt, idet han havde belavet sig paa at faa et vist positivt Ud

bytte af Handlingen og nu maaske faar det modsatte. Derfor bort

falder de Hensyn, der ellers retfærdiggør at paalægge Ansvar i det konkrete Tilfælde. Thi naar Handlingen ikke er farlig, er det forsvarligt at foretage den, selv om den ikke hæres af ret stærke Nyttemotiver i det enkelte Tilfælde; og da den handlende kun kan regne efter det, der er kendeligt for ham, vil han ofte foretage Handlinger, der i Virkéligheden er farlige, uden synder

lige Nyttemotiver. Heraf følger det, at der ikke findes den nød

vendige overvejende Interesse at lægge Byrden paa.

Af disse Betragtninger følger det endelig, at man maa opfatte Betingelsen »Kendelighed« paa en lignende Maade som ovenfor ved Anvendelsen af Culpareglen (§§ 4—5). Det vil sige, at der normalt bør lægges Vægt paa, om Faren er kendelig for en bonus paterfamilias i den handlendes Situation. De forskellige Modifi

kationer,der maatte gøres ved Culpareglens Anvendelse 12), bliver der ikke — eller kun meget sjældent13) — Brug for her; thi da der er Tale om usædvanlige Handlinger, vil det næsten altid være

Handlinger, med Hensyn til hvilke man maa kræve en bestemt særegen Dygtighed, en vis Sagkundskab, faglig Uddannelse o. 1.

Maalet vil derfor normalt være ens for alle Personer.

At man ogsaa her maa fastholde et Normalmaal, skyldes del

vis en præventiv Tendens. Man kan ikke være tjent med, at Un- dermaalerne giver sig af med disse Foretagender, og Risikoreglen vil i Forening med Culpareglen virke til at afholde dem derfra — eller tilskynde dem til at skaffe sig den hedste Sagkundskab, me

dens de i modsat Fald tildels vil have Opfordring til det mod

satte. — Fremdeles vilde der ellers opstaa en særlig Risiko for Samfundets Medlemmer, nemlig Risikoen for ikke at faa de Tab dækket, der ikke er forudset af Undermaalerne, skønt de kunde være forudset af andre. Men denne Risiko er det rimeligere, at

12) Se ovenfor i § 5, S. 45, S. 48 ff.

13) Ved Nødret maa der anvendes en individuel M aalestok paa den handlende (ovenfor S. 45), men dette faar. ingen Betydning, naar man antager, at han ikke er ansvarlig (§ 21 ved Note 16). Om Sindssyge hen

vises til § 23 ved Note 25.

Undermaalerne selv bærer. Herved kan vel deres Forventninger skuffes; men ingen berettiget Virksomhed vil blive generet der

ved. Endelig vilde en modsat Regel give Undermaalerne et uri

meligt Forspring for andre, idet disse vilde blive uheldigt stillede i Konkurrencen.

Resultatet er altsaa, at en Person, der med Føje har anset sin Handling for ufarlig udfra de Momenter, han havde Adgang til at kende, ikke bliver ansvarlig ifølge den opstillede Regel, selv om det siden skulde vise sig, at Handlingen var farligere.

Dette maa dog ikke misforstaas. Det er ikke Meningen, at en Person, der har startet en ekstraordinær Virksomhed i den be

grundede Tro, at den var ufarlig, skulde være fritaget for Ansvar til alle Tider. Naar det senere viser sig, at Virksomheden er far

lig, maa Ansvar indtræde fra dette Øjeblik, selv om det stadig anerkendes, at Virksomheden er retmæssig. Der gælder i saa Hen

seende noget lignende som i Retsforholdet mellem Naboejen

domme med Hensyn til det Tilfælde, at en Virksomhed, der med

fører vedvarende Ulemper, anlægges, uden at man aner noget herom i Forvejen14).

Ogsaa her vil Faren maaske gøre Handlingen retstridig; men i andre Tilfælde kan det være, at Interesseafvejelsen fører til det Resultat, at Handlingen maa tillades — maaske tildels af Hensyn til det store Tab for enkelte og Samfundet, som en Standsning af Virksomheden muligvis vilde volde. — Men hvad der end er Grun

den til, at Virksomhedens Fortsættelse anerkendes som retmæssig, saa maa Erstatning fremtidig betales.

c. Naar det kræves, at Handlingen er retmæssig, maa dette ikke tages i streng Forstand som Modsætning til retstridig i den

ovenfor i § 1 angivne Betydning. Der menes hermed kun, at Handlingen skal tage sig ud som retmæssig for den handlende bonus pciterfamilias 15). Naar f. Eks. A’s Maskine eksploderer, uden at der kan lægges ham noget til Last, saa er det ligegyldigt, om det skulde vise sig, at Aarsagen til Eksplosionen var en Konstruk

tionsfejl, der kunde være undgaaet af en sagkyndig Konstruktør eller senere opdaget ved en Undersøgelse af en enkelt, særlig dyg

tig Fagmand. Det afgørende er alene, om Maskinen er farlig, og

14) Ovenfor i § 11 ved Note 7 ff. Se ogsaa § 13 Note 3.

15) Sml. Bemærkningen ovenfor i § 7 in. med Note 1.

om dette er kendeligt for en bonus pciterfamilias, der bruger den.

Og naar Faren bestaar i, at der kan være skjulte Fejl ved Maski

nen, er det ligegyldigt, om disse kan tilregnes nogens Uagtsomhed eller ikke eller kunde være opdaget af en anden, særlig dygtig Person. Den, der bruger Maskinen, vil ofte savne Materiale til at bedømme, om Fejlene er af den ene eller anden Art; men i alle Tilfælde maa han regne med den erfaringsmæssig kendte Fare ved at benytte en saadan Maskine, og derfor kun gøre det, naar det fra hans Synspunkt kan anses for retfærdiggjort ved en Af- vejelse af Nytte og Fare.

I de Tilfælde, hvor en Handling saaledes er retstridig i streng Forstand, er der vel en lille Forskel fra de øvrige. Det maatte antages, at Handlingen eventuelt kunde hindres, f. Eks.

forbydes ved Dom, hvis Retstridigheden blev paavist. Mulighe

den herfor er imidlertid saa uendelig ringe i disse Tilfælde, at man ikke heri kan finde en tilstrækkelig Beskyttelse for de skadeli

dende, navnlig da Retstridigheden som oftest endnu mindre vil være kendelig for dem i Forvejen. Retsordenen maa regne med de faktiske Forhold, at det normalt er umuligt at forhindre Hand

linger, hvis Retstridighed ikke kan kendes af den handlende. Sam

fundets Medlemmer kan ikke handle paa et mere eller mindre rent objektivt Grundlag; de maa handle paa Grundlag af, hvad der er tilgængeligt for dem, og paa dette Grundlag bedømme Handlingerne. De bør kun foretage en Handling, der for dem tager sig ud som ekstraordinær og farlig, naar det for dem ser ud, som om den dog er retfærdiggjort ved en konkret overvejende Interesse. Men heraf følger det, at der kan og bør paalægges dem Erstatning i alle Tilfælde i Kraft af de Principer, der er udviklet ovenfor i §§ 7 ff.

Paa denne Maade kommer den Erstatningsregel, som her er opstillet, til at danne en Fortsættelse af Culpareglen, medens der ellers imellem dem kunde fremkomme et tomt Rum, hvor ingen af Reglerne førte til Ansvar 16) .

16) Sml. herved Bemærkningen ovenfor i § 16 efter Note 11. Der bliver derfor heller ikke udenfor' Culpareglen Brug for det strenge Retstridigheds-

begreb i E rstatningsretten — for saa vidt den her er behandlet —. Man kunde derfor, hvis ikke system atiske Grunde hindrede det, danne et Ret- stridighedsbegreb, der laa nærmest ved Begrebet Culpa, idet det afgørende

var en Bedømmelse foretaget af en bonus paterfam ilias i den handlendes

Ansvarsfundamentet (Fortsat).

Særlig om Reglens Begrænsning til Interessekollisionstilfælde.

Der er endnu Grund til at gøre nogle Bemærkninger om den Betingelse, der i § 18 blev stillet sidst (Nr. 5): at Handlingen er legitimeret udelukkende ved den handlendes overvejende Interesse.

Det er ikke nødvendigt her at paavise, hvorfor denne Be

tingelse maa opstilles. Den følger af den Betragtning, der er Ho

vedhjørnestenen for hele den foregaaende Udvikling, nemlig, at der ikke af Hensyn til en Persons (overvejende) Interesse er Grund til at opofre andres materielle Interesser. Denne Betragt

ning er uanvendelig i alle andre Tilfælde. Herved er det selvføl

gelig ikke Meningen at udtale, at der ikke kan være Grund til at paalægge Erstatning uden Skyld i andre Tilfælde. — Om der ogsaa, hvor Retmæssigheden skyldes andre Grunde, kan paavises almindelige Betragtninger, der fører til at paalægge Erstatning uden Skyld, er et Spørgsmaal, der foreløbig maa udskydes. — Paa dette Sted gælder det om at udrede Betingelserne for Anvendelsen af den ene Grundsætning, der er udviklet i det foregaaende; og denne Ansvarsbetingelse er der særlig Grund til at standse ved, da den og dens Begrundelse er det Punkt, der først og fremmest

In document Digitaliseret af | Digitised by (Sider 169-178)