1. Rene tvistnævn, altså nævn hvis eneste eller væsentligste funktion er at bedømme tvister mellem en borger og det offentlige, findes især inden for ekspropriationsprocessen.1) Det er her et almindeligt princip, at erstatningen
3. P. H. P e r m i n i D an m ark s Sy ge kasse væ se n 1937 II, s. 40— 41.
4. Bek. 283 27/9 1933.
5. En yde rlig ere skærpelse af den o ffen tlig e ko ntrol er skabt ved at foreskrive, at u d valgen es b e slu tn in g e r kræver s y ge k as sed irek tor atets godk en de lse, se nærmere bek. 288 27/9 1933, a fsn it D.
6. Håndbog, s. 166— 67.
1. Der eks iste rer ingen tilgæ ng elig , a lm in d e lig fr e m s t illin g af ek sp rop riation s-proces sen i da nsk ret. Udsagn, der till æ gger sig alm en g yld igh e d ind en for området, får derfor en meg et us ik ker karakter. Nedenståen de a lm in d e li g e b em æ rkn in ger skal derfor m u l i g v is m od ifice re s på særlige områder.
ikke kan bestemmes ensidigt af eksproprianten. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem ham og ekspropriatus, fastsættes erstatningen af et særligt, uvildigt organ. Dette organ er efter dansk rets deklaratoriske regel to af ret
ten udnævnte mænd,2) men på de områder, hvor ekspropriation er almindelig, er der oprettet særlige nævn, normalt kaldet taksationskommissioner. Disse nævn er meget talrige og forskelligartede. Der kan dog vist udskilles tre typer efter den måde, hvorpå ekspropriationen gennemføres.
Den ene bygger på jernbaneforordning 5/3 1845. Det karakteristiske er, at der i ekspropriationsprocessen fungerer to nævn, et uvildighedsnævn og et tvistnævn. For at få sit krav om ekspropriation gennemført må eksproprianten henvende sig til en ekspropriationskommission, hvis opgave er at bedømme ekspropriationskravet og at gennemføre det i detailler. Ekspropriationskom
missionen kan derimod ikke fastsætte erstatningen. Hvis parterne ikke ved dens mellemkomst kan blive enige om erstatningens størrelse, må spørgsmålet forelægges for en særlig taksationskommission, hvis opgave det er at værdi
ansætte det tab, som ekspropriationskommissionen har besluttet at påføre ekspropriatus.
Den anden type er den inden for bygnings- og vejretten almindelige. Her findes intet uvildighedsnævn. Det er eksproprianten selv, der træffer afgørelse om ekspropriationens hensigtsmæssighed og omfang. Men hvis parterne ikke ved direkte forhandling bliver enige, fastsættes erstatningen af en taksations
kommission.
Den tredie type findes især inden for landboretten. Også her er der kun eet nævn, men det er uvildighedsnævnet, der er bevaret, og taksationskom
missionen, der er faldet bort. Ekspropriationskommissionen kan altså, hvis enighed om erstatningens størrelse ikke opnås, også træffe afgørelse herom.
Som eksempel kan nævnes Afvandingskommissionerne i henhold til grund- forbedringslovgivningen8) og landvindingslovgivningen.1) Fremgangsmåden anvendes især, hvor der er to private parter.
Det vigtigste eksempel på en taksationskommission af den første type er Jernbanetakscitionskommissionen,r>) forordning 5/3 1845, § 10, der fungerer meget ofte. Forordning 1845 bruges for tiden i vidt omfang også ved
ekspro-2. P o u l Me y e r : Ekspr op riation, s. 122. Fr. Vi ndi ng K r u s e : E je n d om s re tten , 3.
udg. I 1951, s. 244. Tol s t r up, s. 111, jfr. unm. skr. 22/11 1939. En m e lle m t y p e m e lle m to af retten ud m el dte mænd og ta k s a t io n s k o m m is s io n e r n e er jord- bo n ite rin gsm æ n d, 1. 290 31/3 1949, der anv end es i en del e k sp r o p ria tio n s
b e s te m m e ls e r i land bo retten, og i h e n h o ld til fo lk e s k o le lo v e n s § 61, se U. 1952, s. 845.
3. Lb. 104 3/4 1957, § 15.
4. Lb. 153 30/4 1953, § 5.
5. Se he rom især Fr e d e r i k V. Pe t er s e n, s. 216 ff.
priation til andet formål end jernbaneanlæg.(5) Et andet ofte anvendt nævn af samme type er Stærkstrømsvoldgiftsretten, lb. 356 30/7 1949, § 12, der vurderer tab som følge af ekspropriation til erhvervelse af servitutter (maste- opstilling o. lign.) på fast ejendom.7) Som ekspropriationskommission fungerer et udvalg af Elektricitetsrådet.8)
Som eksempel på en taksationskommission, der i almindelighed fungerer uden at være knyttet til en ekspropriationskommission, kan nævnes Taksa
tionskommissionen efter Københavns byggelov 148 29/3 1939, § 43, der anvendes i vidt omfang.
Kernen i dens kompetence er vurdering af tab forårsaget af magistratens ekspropriationer, byggelov, § 41,1, F.O., § 1. I visse tilfælde, nemlig hvor ekspropriationen foretages af Reguleringskommissionen, indtager den dog en lignende stilling som Jernbanetaksationskommissionen.
Kommissionen foretager desuden i ret vidt omfang vurderinger, der ikke er afgørelse af et tab lidt ved en ekspropriation, men uforbindende sagkyndige udtalelser til brug for magistraten og Reguleringskommissionen, byggelov,
§ 42,7, jfr. F.O., § 2,6, og byggelov, § 39,5, jfr. F.O., § 2,5.
Taksationskommissioner af lignende type er meget almindelige. Som væsent
lige eksempler kan nævnes: Vejtaksationskommissionen, 1. 95 29/3 1957, § 27, Vurderingskommissionen i henhold til byplanib. 242 30/4 1949, § 16,2, og Civilforsvarsvurderingskommissionen, 1. 152 1/4 1949, § 34, jfr. bek. 371
19/8 1950, § 12.”)
6. Fra de o f fen tlig g jo r te protokoller kan næ vn es: E kspr opr iation til ud videls e af Århus kate dr alsko le , H ø rs h o lm v ejen , dige- og k y s tsik r in g sa n læ g ved V e s t kysten, sin d s s y g e h o s p ita l i (ilo str u p sa mt fo r sk e lli ge m ili tæ r e anlæg også før ne de nn æ vn te lov fra 1954. Forordning 1845 er de suden p os itivt ov erført til andre e k sp ro p ria tio n sfo r m a l, sa ledes f. eks. lu ftfa rts lb . 251 6/8 1937, undergrundl. 181 8/5 1950 og især 1. 225 11/6 1954 om m ili tæ re ek sp rop ria
tioner.
7. Kendelser offen tlig g ø r es i tid ss k r iftet Elektrote kn iker en .
8. Andre e k sem p le r er t a k s a t i o n s k o m m i s s i o n e n i he n h old til 1. 30/11 1857 o m K ø b e n h a v n s v a nd a f l e d n i n g , der fun ger er ca. hvert andet år, og Ap o t e k e r - a f v i k l i n g s n æv ne t , 1. 107 31/3 1932, § 52, der virkede so m t a k s a t io n s k o m m i s sion ved a flø sn in g e n af salgbare a p o te k e r p r iv ileg ier ; det fungerede kun i 5 tilf æ ld e ; se De salgbare ap otekerpriv ileg ier s a flø s n in g i de nordiske land e 1942, s. 109. Til typen kan også henregnes M o t o r k ø r e t ø j s v u r d e r i n g s k o m m i s - s i onen, 1. 337 21/9 1939, § 12, og F r e d n i n g s t a k s a t i o n s k o m m i s s i o n e n , 1. 140 7/5 1937, § 5, h v is forho ld er e je n d o m m elig e, fordi den till ig e kan fungere som en art k lage in sta n s, se He i de - Jør ge n s e n og F r e d e r i k V. P e t e r s e n : E r st atning for n atu rfred n in g 1944, s. 21— 22.
9. Andre ek se m p ler er S a n e r i n g s t a k s a t i o n s k o m m i s s i o n e n , 1. 212 31/5 1939, § 28, t a k s a t i o n s k o m m i s s i o n e n , der i hen h old til 1. 169 30/9 1946, § 8, fast sæ tte r p r i v a t e s bi dr ag t il of f e nt l i ge a r b e j d e r i tilf æ lde, hv or dis se m edføre r ikke u v æ se n tlig væ rdiforøgel se for den private, og t a k s a t i o n s k o m m i s s i o n e n ef t e r b e v ær t e r l o v e n 129 15/3 1939, § 41,2.
Udenfor ekspropriationsprocessen er rene tvistnævn sjældne, men de fin
des.10)
Et udmærket eksempel er Biografafgiftvoldgiften, 1. 117 13/4 1938, § 27,5, der i tilfælde af uenighed mellem bevillingshaveren og myndighederne træffer afgørelse om beregningen af det overskud, som er grundlag for biografafgif
tens påligning. Nævnet fungerer ikke helt sjældent.
Et andet eksempel er Jernbaneskadeerstalningskommissionen, 1. 117 11/3 1921, § 4, der i tilfælde af, at jernbanen og skadelidte ikke kan blive enige, fastsætter størrelsen af erstatning for personskade og skade på personlige ejendele samt afgør, om der foreligger et faktisk forsørgerforhold, § 4,6. Alle andre spørgsmål, derunder om der foreligger erstatningsansvar og om ned
sættelse for medskyld m. v., hører i princippet under domstolene, dog at kommissionen i 1. omgang træffer afgørelse også herom; kun hvis banen overhovedet nægter erstatning, kan man gå direkte til domstolene.11) Kom missionen anvendes ikke meget i praksis.1-)
2. Private tvistnævn er meget talrige. Til denne gruppe hører landvæsens
retterne, Landvæsensnævn og Landvæsenskommissioner, 1. 213 31/3 1949, der er enestående blandt nævnene ved at have en meget vid kompetence inden for alle landborettens om råder.13) De er private tvistnævn, og denne opgave præger de temmelig udførlige procesregler, som 1949 loven — tydeligt påvirket af rpl.
— har gennemført. Især Landvæsenskommissionerne udfører dog deres vig
tigste opgave som uvildighedsnævn, dels offentlige, især ved kloakanlæg i byerne, dels private eller en mellemting mellem offentlige og private, specielt ved vandløbsreguleringer. Karakteristisk for nævnenes virksomhed er iøvrigt de større sagers karakter af planbedømmelse. Opgaven er ikke at fastslå gæl
dende ret, men at gennemføre en nyordning.14)
Også bortset fra landvæsensretterne er private tvistnævn almindelige i 10. Under krigen fa nd tes mange vurderin gsurganer til f a sts æ tte ls e af priser m. v.
Nogle var tvistnæ vn , andre var u v i l d i g h e d s n æ v n ; se Prisk on tr olr åd e t II, s. 110, 112, 156 og 206— 07.
11. § 6,2, jfr. U. 1924. 205. H.
12. Nævn, der blan dt andre fu n k tion er be han dle r tvister m e lle m det offe n tlig e og en borger, er sjældne. Som ekse m ple r kan næ vne s P lig th u sa n k e n æ v n e t, o venfor s. 84 med note 8, og F r e d n in g s ta k s a tio n s k o m m is s io n e n , o venfo r s. 89 note 8. Desuden fungerer adskilli ge t a k s a t io n s k o m m is s io n e r so m u v i l d i g hedsnæ vn , nedenfor s. 96.
13. En kort ov ers igt findes i Karnovs lo v sa m lin g , 5. udg. 1955 I, s. 900, no te 12.
Om land væ se nsre tter ne fi ndes iøvrig t en o m fa tten d e litteratu r; se for ældre ret især V. I n g e r s l e v : Håndbog for lan d v æ se n s k o m m issæ re r 1872, og for nyere ret Tol s t r up, s. 9 ff.
14. .4. P. Lar s e n i T.f.O., bind 16, s. 565, jfr. V. Inger sl ev , s. 23.
landboretten.15) Iøvrigt forekommer de især på retsområder, hvor kollektive overenskomster er dominerende.10)
Tvistnævn i afløsningssager er sjældnere, men også de forekommer især i landboretten. Typiske eksempler er J agtafløsningskommissioner, 1. 145 28/4 1931, § 2, og 1. 25/3 1851, og Hoveriafløsningskommissionerne i henhold til lovene 4/7 1850. Et lignende formål tjente nogle nævn af stor principiel og praktisk interesse, Betalingshenstandsudv algene, der blev nedsat ved 1. 172 16/6 1932 og opretholdt ved en række senere love, sålænge landbrugskrisen varede. Nævnene var, hvis en kreditor ikke ville give sin debitor henstand, kompetent til at pålægge kreditor at yde kredit, hvis de fandt, at lovens meget vagt formulerede standarder var opfyldt.
Mange nævn, der iøvrigt klart tilhører den offentlige ret, har blandt andre forretninger den opgave at fungere som tvistnævn mellem private eller lige
stillede retssubjekter. Det gælder f. eks. Ulykkesforsikringsrådet i tilfælde af uenighed mellem forsikringsselskab og forsikringstager om præmieregulerin
ger,17) Arbejdsnævnet i tilfælde af tvist mellem kasserne om overflytningsreg- lerne, Byplannævnet, hvor samordnede kommuner strides, lb. 242 31/4 1949,
§ 3,2, og Elektricitetsrådet i grænsetvister mellem elektricitetsværker lb. 356 30/7 1949, § 2,2.ls)
De hidtil nævnte tilfælde har karakteren af det, Bernt Hjejle kalder »tvungen 15. Som ekse m ple r kan næ vnes: Ål e går ds næv n , s a l tv a n d s fis k e r ilo v 500 19/12 1951, § 7,12, Hegnsi jn, 1. 259 27/5 1950, Kap. V og VI, v u r d e r i n g s k o m m i s s i o - ncn e f t e r m a r k - og v e j f r e d s l o v e n , 1. 107 31/3 1953, Kap. VII, Hu s d i j r v o l d g i f t s - r e t t e n , 1. 94 15/3 1939, § 2, V o l d g i f t s r e t t e n v e d r ø r e n d e F r ø a v l og Ma r k a f g r ø der, 1. 138 23/3 1948. Her kan også næ vnes de v u r d e r in g sk o m m iss io n e r , der siden la nd bor efo r m erne (forordn. 8/6 1787) har været en fast be st an dd el af retsreglerne om fæ ste- og le jehu se , nu 1. 240 7/6 1952, § 4, og 1. 241 7/6 1952,
§ 5. Deres opgave er i tv is ttilfæ ld e at vurdere fæster en s eller lej ere ns for bedringer.
16. E k s em p le r er Den f a s t e Vol dgi f t s r et , 1. 536 4/10 1919, § 1, A r b e j d s - og For- l i gs næv ne t , 1. 478 14/9 1940 og lb. 450 31/10 1941, Lær l i nge næv n, 1. 261 2/10 1956, § 4, O v e r a r b e j d s u d v a l g e t , 1. 119 7/5 1937, § 7, so m afgjorde uenigh ed m e lle m h o v e d o rg a n isa tio n er n e om o vera rbejdso rdn inger un der overarbejds- forbudet, Mægl i ngs r åde t f o r k o m m u n a l Læge hj æl p, lb. 239 29/8 1927, § 2, Mæg l i ng s næv n f o r Ap o t e k e r e og Pr o v i s o r e r , 1. 209 11/6 1954, § 16, Sy g e k a s s e - r ådet , f o lk e fo rs ik rin g s lo v , § 25. — Som klare ek se m pler uden for denne gruppe kan næ vne s A p o t e k e r v o l d g i f t s n æ v n e t , apo teke rlov 209 11/6 1954,
§ 23,6, der tr æffer afgø relse om tvister m e lle m den afg åe nde og den t i l trædende apoteker, og S t ær k s t r ø m s n æ v n e t , lb. 356 30/7 1949, §§ 11 og 12, der b e h an d ler tvister, der op står so m følge af, at et st æ rk str ø m sa n læ g ud sæ tte r driften af en b est åend e v ir k so m h e d for fare, sa m t L ær l i n g e v o l d g i f t s r e t t e n , 1. 261 2/10 1956, § 25.
17. Se o venfo r s. 75 med note 2.
18. Se herom Aube c k, i E lek tro tekn ik er en 1939, s. 342 ff.
voldgift«.10) Der kræves ikke — som ved almindelig privat voldgift — enighed om vejen, for at sagen kan indbringes for nævnet. En af parterne kan tvinge den anden til denne afgørelsesform. Voldgiften er også tvungen i den forstand, at nævnet er forpligtet til at tage sig af sagen og — såfremt de processuelle forhold tillader det — træffe afgørelse i tvisten.
For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at det ofte forekommer, at offent
lige myndigheder, herunder nævn og råd, foretager tvistbedømmelse mellem to private, uden at disse har nogen på loven støttet pligt til at deltage i sag
behandlingen eller til at underkaste sig resultatet, og uden at organet har pligt til at tage sagen til påkendelse. Denne form for »tvistbedømmelse« er und
tagelsesvis omtalt i lovgivningen. Elektricitetsrådet kan således efter stærk- strømslovens § 2,4 træffe afgørelse om tvister mellem samarbejdende selskaber, hvis alle ønsker det, og hvis rådet ikke foretrækker at få sagen henvist til domstolene. Men den forekommer også uden lovhjemmel, se således oven
nævnte eksempel fra Arbejdsrådets praksis, hvor rådet fungerede som mægler mellem de organisationer, der berørtes af nogle nye regler om støvafsugning ved stenhugning.20)