1. Der findes et relativt stort antal nævn, der udelukkende eller fortrinsvis behandler klager. De mere permanente nævn tages først, og der sondres mel
lem ankenævn, der træffer afgørelser, og indstillende ankenævn.
a. 1) Langt det vigtigste danske ankenævn er Landsskatteretten}) der er oprettet ved 1. 108 31/3 1938, jfr. 1. 311 21/12 1955. Retten er opstået ved en omfordeling af de forretninger, der tidligere henhørte under Landsover- skatterådet og Overskyldrådet, således at begge disse organers klagebehand
ling overgik til Landsskatteretten, mens alle øvrige forretninger, herunder især tilsynet med skatteligningen, henførtes til Ligningsråd og ligningsdirektorat.-)
Landsskatteretten har stor praktisk betydning; den har i de senere år afsagt 8000— 9000 kendelser om året.
Rettens kompetence er efter landsskatteretsloven $ 10, jfr. $ 11, angivet med en dobbelt begrænsning. De påklagede afgørelser skal være truffet af de skattelignende myndigheder,:>’) og klageren skal påberåbe sig bestemte i loven
1. Den bedste f r em s tillin g af L and ss ka ttere tten findes i S. P. l i i o r t - L o r e n z e n : Fra L and ss kattere tten s arbe jdsfelt. R. og R. 1952, s. 90 ff. og 105 ff.
2. C. N y h o l m : Om La nd ss ka ttere tten og Ligningsrådet, Revision og R e g n s k a b s
væ sen 1939, s. 33 ff.
3. Det drejer sig om følgen de m yn d ig h ed er : Skatteråd, Skyld- eller V u rd erin gs
råd, Ligningsråd, A mts skatterå d, Am tstuen, for så vidt angår s ta ts sk a tte r og f æ lle s k o m m u n a le skatter, sa mt de køb en h avn sk e og fred eriksberg ske Skatteråd till ige for k o m m u n e s k a tte n . Et forlig indgået med sk a tted ep a rte mentet ku nn e derimod ikke prøves. Lskr. 1957, nr. 92.
opregnede klagegrunde: manglende skattepligt, procedurefejl, der medfører ugyldighed, for høj ansættelse af indtægt eller formue eller urigtig skatte
ansættelse, uden at urigtigheden har karakter af egentlig skrive- eller regnefejl.
Meningen hermed er, at retten kun kan påkende de lignende myndigheders afgørelser, hvis de er ulovlige som stridende mod skattelovgivningen. Afgørel
ser, der har karakter af bevillinger, kan ikke efterprøves,4) og retten vil afvise en påstand om, at et skattekrav er ulovligt af andre grunde end dem, der lig
ger indenfor skatteretten. Landsskatteretten har således udtalt, at den var inkompetent til at påkende en indsigelse om, at skattekravet var forældet efter 1908-loven.r>)
Klagebehandling er Landsskatterettens eneste funktion. Retten kan kun handle efter klage fra private over en allerede foretaget ansættelse. Retten kan følgelig ikke give uforbindende udtalelser hverken efter skatteyderes eller myn
digheders opfordring, og uforbindende udtalelser fra ligningsmyndighederne kan ikke påklages til Landsskatteretten. Rettens afgørelser er i princippet kon
krete, men generelt prægede overvejelser vil ofte spille en stor rolle. Da retten har mange flere ensartede sager end nogen domstol, er den mindre utilbøjelig end domstolene til at formulere generelle præmisser.0) Hertil kommer, at de meget detaillerede generelle regler om ansættelsen, der har stor praktisk betyd
ning for den materielle skatteret, og som fastsættes af ligningsdirektoratet eller Ligningsrådet, ofte kun er en formulering af rettens praksis.7)
Landsskatteretten er som vej til at opnå klagebehandlingen påbudt. Den er tilmed en forudsætning for at gå til domstolene.
Indenfor skatteretten findes endnu et centralt ankenævn, Erhvervsskatte- udvalgetys) lb. 323 21/12 1957 § 24, der behandler mellem 100 og 150 sager om året.
Nævnets kompetence er meget snæver. Blandt de spørgsmål, der kan opstå ved erhvervsskatteligningen, kan det kun behandle to: om der foreligger erhvervsskattepligt og om fordeling af erhvervsskatten mellem de berettigede kommuner.
Erhvervsskatteudvalget er ikke et rent ankenævn. Klageberettiget er ikke blot den borger, der er sat i erhvervsskat, men også opholdskommunen og eventuelle andre erhvervskommuner.
4. Se nærmere n edenfor s. 310.
5. Lskr. 1953, nr. 219 og 123. A fgørelse rne beteg ner en praks isændr ing, se LOSR 1930, nr. 154, LOSR 1935, nr. 80, og Lskr. 1947, nr. 88; se iøvrigt Gl i s t r u p : Skatteret 1957, s. 516 med note 3.
6. Se f. eks. Lskr. 1951, nr. 126, om n y a n la g te fr u gtp lan tager og Lskr. 1952, nr. 16, om drosk ech au fføre rs drikk epenge.
7. Nedenfor s. 199— 200.
8. A. W a m b e r g : E r h v e rv s b e sk a ln in g en 1941 og Håndbog for da. k om m u ner, s. 527 ff., især s. 540— 41.
6 N æ v n og råd
Hertil kommer, at der ikke altid foreligger en 1. instansafgørelse forud for behandlingen i nævnet. Det hænder, især når der er tvivl om skattepligten, at de klageberettigede ikke afventer erhvervsskattekommunens afgørelse, men indbringer den konkret foreliggende, men endnu ikke afgjorte sag for nævnet, som behandler sagen på ganske samme måde som klagesager. At der dog ikke er tale om en henskydning ses af, at nævnets afgørelse ikke kan erstatte ansættelsen. G år afgørelsen ud på, at der foreligger erhvervsskattepligt, må erhvervskommunen foretage ansættelse inden skatteårets udløb for at kunne opkræve skatten.
Resultatet af Erhvervsskatteudvalgets behandling er — med den nævnte modifikation — en afgørelse; det giver sig ikke af med at give uforbindende udtalelser. Afgørelserne er konkrete. Det har dog ikke hindret, at man i et enkelt tilfælde ligefrem har formuleret sin praksis i et cirkulære, nr. 158 30/6
1944. Nævnet er som klageinstans påbudt.9)
Af andre permanente ankenævn, som er øverste klageinstans, kan nævnes:
Overskibssynet, skibstilsynslov 117 28/3 1951, § 33, oprettet ved lov 145 29/3 1920, er klageinstans for to af skibstilsynets mere indgribende forvalt
ningsakter: nægtelse eller annullation af sødygtighedscertifikat og tilbagehol
delse af usødygtigt skib, §§ 28 og 32. Nævnet har aldrig fungeret.
Invaliderådet for Sønderjylland, lb. 217 8/4 1949, § 38, har siden genfor
eningen fungeret som klageinstans for den særlige sønderjydske invalide- og socialforsorg. Rådet afgør 50— 60 sager om året.
Fiskeriministeriets Ankeudvalg, 1. 150 11/5 1954, § 40,3, afgør klager over kvalitetskontrollens kassation af frosne, saltede, røgede eller iøvrigt tilberedte eller konserverede fisk og fiskevarer.10) Det er oprettet i 1950 og har behandlet ca. 20 sager.
Invalideankenævnet, oprettet ved lov 118 12/4 1957, behandler klager over Indvalideforsikringsrettens grundlæggende afgørelser især vedrørende tilken
delse og inddragning af invalidepension. Det har indtil 1. april 1958 afsagt 87 kendelser.
Toldankenævnet, lb. 264 2/10 1956, § 43, som ændret ved 1. 108 6/4 1957 er klageinstans for toldbestyrelsens afgørelser vedrørende varers tarifering og værdi. Det afløser Toldrådets Appeludvalg, oprettet ved lov 67 1/4 1911, der afgav indstillinger til finansministeren.
9. Inde nfor den sæ dv anlig e k o in m u n a lh e s k a tn in g findes u d en for Københ avn og Frederiksberg endnu et ank enævn, On e r l i c / ni ngs kommi s s i one n, i hver k ø b stad, lb. 328 6/7 1950, § 25. N æ vn ene s praktiske be ty d n in g er ikke stor.
10. Et lign en de anken æv n for afgø relse r vedr. su nd he dsk ontrol er oprettet ved 1. 121 12/4 1957 om su n d h e d sk on trol med p lan te sk olep la n ter . Næ vnet er e n e stående blandt ankenævn, derved at lo ven slet ingen b e st e m m e ls e r in d e h o l der om næ vn ets s a m m e n s æ tn in g . V e jle d n in g herfor in d eh old es kun i m o t i verne Ft. 1957/58 A., sp. 628.
Af en særlig karakter — fordi deres funktion tillige kan minde om over- instansers — er De Særlige Patentkommissioner.n ) De er oprettet ved patent
loven af 13/4 1894, nu lb. 192 1/9 1936, § 19, og påkender klager fra ansø
gere over nægtet patent samt, fra 1936, fra indsigere over, at patent er givet trods indsigelse. De havde indtil 1943 afgjort ca. 1.500 sager og behandler for tiden ca. 100 om året.
2) Hidtil har ankenævn, hvis behandling sluttede med en indstilling til ved
kommende minister, været ret almindelige og betydningsfulde. I de sidste par år har de fleste, herunder Toldrådets Appeludvalg, der er nævnt ovenfor, dog fået kompetence til selv at træffe afgørelser.
Prisankenævnet,V1) der nu er afløst af Monopolankenævnet, blev oprettet ved prislov 306 30/5 1940. Det behandlede fra 1940 og til monopollovens ikrafttræden ca. 400 sager.
Prisankenævnet var klageinstans for alle afgørelser truffet af Priskontrol- rådet i henhold til pris- og prisaftalelovgivningen, prislov 1940, § 15,1, og pris
aftalelov 1952, § 13,1.
Afgørelser truffet med hjemmel i prislovgivningen af andre myndigheder end Priskontrolrådet faldt udenfor ankenævnets kompetence.13) Den vigtigste følge heraf var, at anordninger og forvaltningsakter udstedt af handelsmini
steren og landbrugsministeren, der ifølge alle prislovene havde en med Pris
kontrolrådet konkurrerende kompetence til at træffe prisregulerende foran
staltninger, ikke kunne påklages til nævnet. Betydningen af denne kompe
tencebegrænsning formindskedes dog derved, at ministerierne i et vist om
fang tillod, at deres afgørelser alligevel blev prøvet af ankenævnet.14)
Sammenfaldet mellem rådets og ankenævnets kompetence sikrede nævnet et meget omfattende og broget sagområde.in) Prisankenævnet kunne prøve 11. K. Il ol t e n i Dan sk P aten tvæ se n g ennem 50 år. Københ avn 1944, s. 68 ff.
12. Litter atur om P risa n k e n æ v n et og P risk ontrolr åde t findes — foruden i P r i s kon tr olråd ets beret n in ger — i T r u s t k o m m is s io n e n s 3. betæn kn ing, nr. 86/
1953, og i Be tæ nk ning ang åend e v a r e fo r s y n in g s lo v e n og prislove n, 1949, hos Hol ge r K o e d : Om pr isk on trollen . 1939, II. W i n d i n g Pe d e r s e n : P r is r eg u le r in gen i D an m ark under krigen. 1944, P o u l An d e r s e n : P r islo v g iv n in g e n . Bere t
ning om Den danske P r o v in s h a n d e ls s ta n d s 1. land sm øde . 1941, s. 74— 87, P o o l Me l c hi or : P r islo v g iv n in g e n i Danmark, R. og R. 1941, s. 309.
13. Uden prak tisk b e tyd n in g var, at også af gørelse r tr uf fet i h e n h o ld til pris- lo v g iv n in g en af andre regulerende m ynd igh ed er , Forsikring sråd, ban k- og sp a rek a s se til sy n , faldt udenfor, p rislov 1942, § 1,2, i f., cfr. nu bek. 195, 196 og 197 18/6 1955, § 7.
14. Et klart ek se m p el finde s i P ri sk ontrolr ådet II, s. 170.
15. Prisa n k e n æ v n et har også taget m indre h ø j t id e lig t end f. eks. L a n d ss k a tte retten på ko m p et enceg ræ n se n overfor de a lm in d e li g e do m stole . I j. nr. 28/42 har anken ævnet såle de s prøvet, om et af pr isdirek torate t un der en f o r h a n d lin g givet løfte om, at en m a k s im a lp r is f o r h ø j e ls e sk ulle have tilb agevir ke nde
6*
alle de pris- eller prisaftaleregulerende midler, som Priskontrolrådet og pris- direktoratet anvendte efter den vekslende prislovgivning. Ankenævnet har så
ledes behandlet sager om anmeldelsespligt for prisaftaler,10) om eksklusiv
aftalers lovlighed,17) om maksimalprisordningers ønskelighed,18) om deres nærmere indhold,1!)) om dispensationer fra dem o.s.v., samt om prismyndig
hedernes anvendelse af andre sanktioner end straf.-0) Nævnet har prøvet både generelle og konkrete afgørelser, og det har ikke gjort forskel på prismyndig
hedernes uforbindende udtalelser (svar eller advarsler) om den lovlige pris efter prislovens § 8 og retligt forbindende afgørelser efter prislovens § 14.
Prisankenævnet havde kun indstillende myndighed. Afgørelsen tilkom han
delsministeren, der stod frit overfor indstillingen. Virkeligheden svarede dog ikke til denne juridiske sondring. Ankenævnets indstilling var et fuldt færdigt, i almindelighed udførligt begrundet forslag til en afgørelse, og ministeriets beslutning var sjældent andet end en parafrase over indstillingen. Der findes ingen statistik over, i hvor mange tilfælde ministeren har undladt at følge nævnet, men det drejer sig skønsmæssigt om ca. 5 sager, endda fortrinsvis sager, hvori der fra nævnet var mindretalsindstilling. Ministerens adgang til at træffe den endelige afgørelse havde altså nærmest karakter af en residual- beføjelse, der var velforståelig, fordi nævnets indstillinger, f. eks. om en mak
simalpris’ indførelse eller ophævelse, havde en klar legislativ eller ligefrem politisk karakter.21) Når man tager i betragtning, hvor aktiv ankenævnets prøvelse var i krigsårene og de første efterkrigsår, må man snarere undre sig
kraft, også gjaldt ved en senere fo r højelse, selvom den oprindelig påtænkte fo r h ø je ls e var ble vet nægtet.
16. F. eks. Pri sk ontrolr ådet V, s. 59— 61, og VI, s. 20— 22.
17. F. eks. Priskontrolråd et IV, s. 60— 61, 64— 65 og 102— 05, og VI, s. 29— 31 og 33— 35.
18. F. eks. Meddelelser fra prisd ir ek tora te t 1950, nr. 4, s. 8, og P risan ke næ vn et j. nr. 6/50.
19. Herunder både spør gs mål om m a k s im a lp r is e lle r m a k s im a la v a n c e (j. nr.
29/42), om k on tro lfo r a n sta ltn in g e r (j. nr. 42/46) og om selve m a k s im a l p r i sens større lse både for genus- og speciebetegn ede varer.
20. P r ism y n d ig h e d ern es b e slu tn in g om tilta le re js n in g for ov ertrædelse af p r is lo vgiv n in gen ku nn e deriinod efte r a n k en æ vn ets praksis — j. nr. 27/41 — ikke på klages til nævnet. U ndt agelsen havd e stor pr aktisk be tydn ing, fordi p r ism ynd ighe de rn e sy n es at have været t ilb ø jelig e til at foretrække s t r a f f e sag for selve overtrædelse n af p r is b e ste m m else r n c frem for at soge ove r trædelserne korrigeret ved pålæg i h e n h o ld til p rislov 1940, § 14, og pris- a fta le lo v 1952, § 9, se så ledes Pri sk ontrolr åde t II, s. 162. U n d tagels en gælder også efter m o n o p o ll o v en , jfr. R i c h t e r : Monopo lloven . 1955, s. 105— 06, men har, da straf kun kan id ø m m e s for overtrædelse af fo rv a ltn in g sa k ter , nu mindre pr aktisk be tydn ing.
21. H a n d elsm in iste ren forsvarede i R.T. 1947/48, Ft. sp. 2717, ordnin gen under he n v is n in g til, at han havde og m åtte have det endelig e ansv ar for den pris- m æ ssi ge ud viklin g.
over, at ministeren ikke har siddet ankenævnets indstilling overhørig i videre omfang.
Indstillingsformen havde dog andre væsentlige virkninger. Man får ved gennemlæsning af nævnets sager især fra krigstiden og efterkrigsårene et — naturligvis ikke verificabelt — indtryk af, at de tre medlemmer i nævnet, der
— når det kom til stykket — kun havde deres personlige prestige at støtte sig til, ville have været betydeligt mere forsigtige i sager, hvor store økono
miske interesser stod på spil, og hvor afgørelserne måtte træffes uden megen vejledning i objektive regler eller alment akcepterede principper, hvis de havde stået alene med afgørelserne.2-) Indstillingsformen førte således ikke ubetinget til en svækkelse af Prisankenævnet.
Et mere håndgribeligt udtryk for udnyttelse af indstillingsformen til større indflydelse findes i en række tilfælde, hvor ankenævnet i sin indstilling ikke har holdt sig strengt til den påklagede sag, men har ladet indstillingen inde
holde henstillinger til ministeren eller Priskontrolrådet. Som eksempler kan nævnes j. nr. 29/46, hvor nævnet stadfæstede en påklaget afgørelse om pri
serne i en restaurant, men samtidig udtalte, at der kunne være grund til at undersøge, om man kunne skride ind mod en foretagen forhøjelse i restaura
tørens husleje, og j. nr. 20/42, hvor en erhvervsorganisation havde klaget over en maksimalavance, og nævnet stadfæstede rådets afgørelse, men tilføjede, at avancen dog vist var lav, og at dens nærmere udformning var uhensigtsmæs
sig.
På et punkt har indstillingsformen ført til en forringelse af ankenævnets stilling. Handelsministeriet har i al fald i en del tilfælde, hvor ankenævnets indstilling gik prismyndighederne imod, hørt prisdirektoratet over nævnets indstilling.2:5) Fremgangsmåden, der også kendes ved Vareforsyningsankenæv- net, er fremdraget på rigsdagen og — med rette — kritiseret der.24)
Endelig er indstillingsformen vistnok baggrunden for, at Prisankenævnet i en række tilfælde er blevet hørt, uden at der har foreligget en retlig betyd
ningsfuld klage. Ovenfor er omtalt, at nævnet i et vist omfang med vedkom
mende ministeriums samtykke har fået forelagt klager over afgørelser truffet af ministeren.
Der findes imidlertid også eksempler på åbenlys tvivlsbedømmelse. I j. nr.
24/41 forespurgte Industrirådet handelsministeriet, om det var tilladt brygge
rierne at indkalkulere tørv, som de selv fremstillede, til en højere produk
tionspris end den sædvanlige maksimalpris. Ministeriet hørte først Priskon
trolrådet og derefter ankenævnet, hvor sagen blev behandlet i et møde uden 22. Jfr. E. Ha r d e r s a n m e ld e ls e af T r u s t k o m m is s io n e n s be tænkn ing, N.A.T. 1954,
s. 75— 76, jfr. også P o u l And e r s e n på det 10. no rdisk e ha n d elsm ø d e , s. 83— 84.
23. Et e kst r em t tilfæ ld e foreligge r i j. nr. 17/45, hvor pr isdir ek tora tet lig e fre m ar gum enter ede imod in d still in g en .
24. R.T. 1939/40, Ft. sp. 4297, ve drørende V a r efo r sy n in g sa n k en æ v n et.
tilkaldelse af parter. Og i j. nr. 28/46 hørte handelsministeriet ankenævnet om en af prisdirektoratet foreslået maksimalprisordning for brugte biler. H er resulterede høringen i et møde i nævnet, hvor foreninger, der var utilfredse med en vis del af ordningen, og prisdirektoratet »procederede« det omstridte punkt.
Prisankenævnet var tænkt som valgfrit for klageren,-5) og i en af nævnets første sager, j. nr. 2/40, bøjede man sig for en klagers krav om behandling direkte for handelsministeren. Senere gik denne opfattelse dog vist i glemme
bogen, og den almindelige mening umiddelbart før monopolloven var, at kla
ger over Priskontrolrådets afgørelser skulle behandles i Prisankenævnet.20) Prisankenævnet blev ved monopollov 102 31/3 1955, § 18, afløst af M ono- polankenævnet, der er en direkte fortsættelse af Prisankenævnet, men som på væsentlige punkter adskiller sig fra sin forgænger. Den vigtigste forskel beror på arten af de materielle regler, som nævnet anvender. Monopolloven er i det væsentlige en prisaftalelov, der tager sigte på normale forhold. Omfattende politisk prægede maksimalprisordninger er ikke forudset i loven. I forbindelse hermed står, at ankenævnet nu træffer afgørelser, ikke indstillinger.
Monopolankenævnet har indtil udgangen af 1956 afsagt kendelse i en halv snes sager.27)
Vareforsyningsankenævnet28) eller, som det oprindelig hed, Valutaankenæv
net, er indført ved 1. 352 22/12 1934, § 7, nu 1. 302 21/12 1957, § 12. Det havde siden oprettelsen og til udgangen af 1955 behandlet ca. 1.750 sager, hvoraf ca. 750 i de første 4 år. Det er således en ret beskeden del af de utallige afgørelser, der i disse år er truffet i henhold til valuta- og vareforsyningslovene, der er indklaget for ankenævnet.
Vareforsyningsankenævnet er klageinstans for afgørelser truffet i henhold til valuta- og vareforsyningslovene af valutacentralen og senere vareforsynings- direktoratet, af de mange nævn, der har været nedsat indenfor området, samt 25. R.T. 1939/40, Ft. sp. 4214.
26. Kun på et punk t var den oprindelige or dning bevaret, n e m lig med h e n s y n til af gø relse r om a n m e ld e ls es p lig t, pr isl ov 1940, § 1,4, og § 11,3, og p r is
a fta lelo v 1952, § 1,4, og § 6,2; men det sk yld es im id le rtid ikke en tilb age- griben til det oprindelige princip, men at de sp ec ielle lovreg ler om a n m e l d e lsesp ligt var uklare. Mon op olloven § 18,1 har be hold t den hid ti d ig e fo r muleri ng, at klager kan forlan ges vide re se nd t til ank enæv net. Meningen må dog nu, da ank en æ vn et s afgørelse kan gå til d om s tole n e, være, at klager kan vælge m e lle m ge noptagelse ho s t ils y n e t og an k en æ vn sb e h an d lin g, cfr. dog m åsk e Meddelelser fra M on op oltils yn e t 1957, s. 52— 53.
27. M o n o p o lti ls y n e ts år sberetning 1955, s. 43, og 1956, s. 54.
28. Litter atur en om V a r efo r sy n in g sa n k e n æ v n et er sparso m. Foruden i RT. fin d e s enkelte o p ly sn in g e r i N. P. Ma d s e n - My g d a l og B. H j e j l e : Håndbog i den d a n ske V a lu ta lo v g iv n in g 1937 og i Im p ort reg u ler in gen og im p o r tfo rd elin g s- s y s tem e rn e 1932— 1948, Kbn. 1948.
af lokale myndigheder. Ankenævnet er dog inkompetent vedrørende visse sær
lig indgribende afgørelser, jfr. nedenfor s. 72. Klage over lokale myndigheder har ingen betydning haft, men f. eks. Vareudvekslingsudvalgets og Bilforde- lingsnævnets afgørelser har ret ofte været indbragt for nævnet.29)
Denne form for kompetenceafgrænsning har haft nogenlunde samme virk
ninger for Vareforsyningsankenævnet som for Prisankenævnet. Nævnet er således inkompetent til at påkende afgørelser truffet af ministrene,30) men før 1955 fandtes adskillige eksempler på, at handelsministeriet havde samtykket i forelæggelse af en klage over dets afgørelse for nævnet. De sager, nævnet har behandlet, har iøvrigt været meget forskelligartede og vekslende med den skiftende lovgivning og administrativ praksis. Den almindeligste gruppe især i begyndelsen var sager vedr. importbevilling og dermed sammenhængende spørgsmål: ombytning og overførsel af bevilling o.s.v. Almindelige har også været sager om importørernes indbyrdes forhold: anerkendelse som nyimpor
tører og beregning af importgrundlag. I begyndelsen af 1950’erne var sager om indkøbstilladelse til automobil dominerende (i 1953 112 af 129 sager).
Sager om vareudveksling og om de mange indenlandske fordelingsordninger under og efter besættelsen synes at have været temmelig fåtallige.
Vareforsyningsankenævnet er et rent ankenævn. Der ses i al fald ikke fra de senere år eksempler på høringer bortset fra de nævnte klager over mini
sterens afgørelser.31)
Indtil 15/12 1955 havde Vareforsyningsankenævnet kun indstillende myn
dighed. Realiteten var dog også her, at ministeren i så godt som alle tilfælde rettede sig efter indstillingen. Efter nævnets — måske ikke helt nøjagtige — statistik fandtes der i årene 1947 til 1953 kun 3 tilfælde (af 434 sager), hvor ministeren ikke havde fulgt nævnets flertal.
Før krigen anvendte Vareforsyningsankenævnet på lignende måde som Pris
ankenævnet indstillingsformen til undtagelsesvis at søge en mere direkte ind
flydelse end den, der følger af klagebehandling. I j. nr. 3/36, hvor man stad
fæstede valutacentralens afslag på yderligere bevilling til reservedele til land
brugsmaskiner, henstillede man således, at der ved fordeling af valutaen i denne branche toges hensyn til, at der var tilstrækkeligt til import af reservedele; og 29. I den periode, hv or der var fri t e k stilim p o rt, men en særlig tilb u d sk on trol,
hvis kv a litets g o d k e n d els e var en forudsæ tnin g for import, fun gerede Var e for sy n in g s a n k e n æ v n e t ret ofte som 3. in sta n s efte r et særligt r e k la m a tio n s - udvalg.
30. F a s ts lå e t f. eks. i j. nr. 42/49, 115/53, se også h a n d e ls m in is t e r ie t s j. nr. 91—
24— 53.
31. Ef ter v a lu t a lo v 342 22/12 1937, § 11, stk. 2, sk u lle næ vnet derimod give s a m tyk k e til an v e n d else af v isse sankt ione r, især u d elu k k e lse fra im port o. 1.
B e s te m m e ls e n har, såvidt jeg har k u nn et opspore, ikke h a ft be tydn in g. Det Særlige V a r efo r sy n in g sa n k e n æ v n , der o m ta le s nedenfor, er en vi dere førelse af sa m m e tanke.