Sammensætning og hierarkisk stilling
A. PERSONGRUPPER
De personer, der virker som medlemmer af nævn og råd, har — med enkelte undtagelser — et grundlæggende træk tilfælles: medlemskabet er en bibeskæf
tigelse, ikke en tjenestemandsstilling. Undtagelser forekommer, hvor der til organet er knyttet et kontor, hvis chef eller chefer er formand (formænd) for nævnet, f. eks. Landsskatteretten, Invalideforsikringsretten, Forsikringsrådet og Arbejderforsikringsrådet.
Iøvrigt er medlemmerne meget forskelligartede. Et overblik over de oftest forekommende typer kan fås ved at inddele medlemmerne i grupper efter den egenskab, som efter loven eller udnævnelsesmyndighedernes skøn kan anses for at have været afgørende for medlemskabet. Sondringsgrundlaget er altså både en objektivt kendelig egenskab hos medlemmet og denne egenskabs betydning for hans medlemskab. Det siger sig selv, at en gruppedeling på dette grundlag ikke kan blive skarp. 1 de typiske tilfælde er den dog fuldt ud brugbar. Det er ligeledes klart, at grupperne ikke er inclusive i den forstand, at et medlem
10*
enten hører til den ene eller den anden gruppe. De fleste mennesker har flere
»egenskaber«, og loven eller udnævnelsesmyndigheden kan meget vel have udnyttet dette faktum. Det hindrer naturligvis ikke, at grupperne fremstilles hver for sig.
Her arbejdes med tre hovedgrupper: personer, der er medlemmer, fordi de retsundergivne kan regne med en sympatisk indstilling hos dem; personer, der er medlemmer, fordi de er neutrale; og personer, der er medlemmer på grund af deres sagkundskab.
1. Den første hovedgruppe er den interessanteste. Tilstedeværelsen af per
soner, der er sympatisk indstillet overfor de retsundergivne, er udtryk for forsøg på at skabe tillid til administrationen på anden måde end ved at efter
ligne domstolenes særlige upartiskhed.
Gruppen falder i tre afdelinger, der i de typiske tilfælde er klart forskellige:
interesserepræsentanter, voldgiftsmænd og lægmænd.
a. 1) Interesserepræsentanter er et velkendt og ofte anvendt begreb. I almin
delighed tænker man herved på personer, der deltager i offentlig forvaltning og samtidig er nært knyttet til en eller anden erhvervsorganisation.
Denne lidt løse forståelse af begrebet er i almindelighed tilstrækkelig.1) Holder man sig til et givet samfund på en given tid, er der kun ringe tvivl om de typiske tilfælde af interesserepræsentation. Med støtte i de meget omfattende undersøgelser af pressure groups, interest groups m. v., der er foretaget i U.S.A.,2) er det imidlertid muligt at give begrebet interesserepræsentation et mere præcist og retligt anvendeligt indhold.
Det vigtigste er at søge klarlagt, hvad det er, der repræsenteres, altså hvad ordet interesse betyder. Udgangspunktet kan tages i gruppebegrebet, som det i almindelighed defineres i amerikansk litteratur, når det bruges i sammensæt
ningen interest group.8) En gruppe er en kreds af personer, der har fælles ind
stilling på et eller andet punkt (»shared attitudes«). Alle de grupper, der over
hovedet har betydning for statsstyreisen, har tillige den egenskab, at en del af 1. Gu nn a r He c k s c he r : Staten och o rg a n isa tio n ern a , bruger i sin fr e m s tillin g af
sven sk e fo rh o ld in te re sseo r g a n isa tio n som sy n o n y m m ed fo ren in g er af per
soner, der h ar fæ lle s ø k o n o m isk e bestræ b elser, se op rem sn in gen s. 25— 79 og isæ r s. 78— 79.
2. En d e ta ille re t litte r a tu ro v e r sig t fin d e s i D a v i d T r u m a n : The G overnm ental P rocess, s. 537 ff., og i L a t h a m s ned en n æ vn te artik el.
3. Se isæ r D a v i d T r u m a n : The G overn m en tal P rocess, s. 33 og 37 ff., og Lci se r-son, s. 5 ff., jfr. sam m e i Ma r x : E lem e n ts o f P u b lic A d m in istration ,N .Y . 1946, s. 314 ff.; Ear l L a t h a m : The Group B a sis o f P o litic s , A m erican P o litic a l Science R eview XLVI (1 9 5 2 ), s. 382, og isæ r 348, n ote 17; E m m e t t e S. R e d -f o r d : The P ro te ctio n o-f P u b lic In terest, sam m e tid ss k r i-ft XLVIII (1 9 5 4 ), s. 1103— 04, jfr . også R. M. Mac I v e r : » In terests« i E n cyclop aed ia o f the S ocial Scien ces.
indholdet af de fælles indstillinger er krav til omverdenen: om respekt for gruppen, om visse ydelser til gruppen, om en vis fast relation mellem gruppen og en anden gruppe o.s.v. Det, der repræsenteres, er altså en gruppes fælles indstillinger og da især de, som indeholder krav til omverdenen.
Trods sin vaghed er dette udgangspunkt praktisk anvendeligt. Der findes i ethvert samfund nogenlunde omfattende komplekser af indstillinger, der er nogenlunde konstante hos et stort antal mennesker. Der er ingen praktisk vanskelighed ved at genkende de vigtigste, især dem der korrelerer med let
kendelige ydre egenskaber såsom alder, køn, bopæl (by/land) og erhverv. Blot må man være opmærksom på, at dette gruppebegreb, som sociologiens i almin
delighed, kun angår visse bestemte relationer mellem mennesker. Enhver per
son tilhører samtidig mange grupper; eller anderledes sagt: hans tilhørsforhold til en bestemt gruppe kan kun bedømmes i en bestemt relation, den nemlig, der er relevant for indholdet af den eller de fælles indstillinger.
Grupper i den angivne betydning findes i alle samfund. Karakteristisk for nutidens vesteuropæiske er, at de vigtigste af grupperne er organiserede. Det vil sige, at gruppen har skabt en institution (normalt en forening), hvis formål er at forsvare eller tilfredsstille det, der er indholdet af de fælles indstillinger, heriblandt kravene til omverdenen.
Den første forudsætning for at tale om interesserepræsentanter i et nævn er altså, at det indenfor det område af samfundslivet, hvorpå nævnets funktion er rettet, er muligt at påvise en — organiseret eller uorganiseret — kreds af personer, der har et vist kompleks af fælles indstillinger, der er relevante for nævnets funktion.
Spørgsmålet er herefter, hvornår en person kan siges at repræsentere en sådan gruppe. Repræsentationsforholdet er klart, hvis personen har et mandat fra gruppen. Et mandat forudsætter en organiseret gruppe og foreligger, når medlemskabet i nævnet er betinget af en eller anden form for tillidserklæring:
valg, indstilling el. lign. fra organisationens besluttende organer.
Interesserepræsentation kan imidlertid foreligge, selv om der ikke eksisterer en organiseret gruppe, eller selv om en tillidserklæring fra gruppen mangler.
For at få en brugbar begrebsdannelse må man gribe tilbage til interesserepræ
sentationens samfundsmæssige formål. Baggrunden er den almindelige demo
kratiske ideologi, at folket skal styre sine egne anliggender. Overført til for
holdet mellem offentlig administration og grupper vil det sige, at gruppen selv skal være med til at træffe afgørelser, der angår den. N år først denne ideologi er almindeligt godtaget — og det er den på store om råder af vort samfundsliv
— kan den anvendes til at gøre forvaltningens indgreb lettere akceptable. Ved at tage interesserepræsentanter med i administrationen nyder denne godt af den fordel det er at handle efter de retsundergivnes idealer. Organet opnår, i al fald hos de grupper, der repræsenteres, større tillid.
På dette grundlag kan bygges en rimelig afgrænsing af begrebet repræsen
tation. Repræsentationen foreligger — foruden ved mandatforhold — når et nævnsmedlem tilhører gruppen, d.v.s. faktisk deler det kompleks af indstillin
ger, der er afgørende for gruppedannelsen, og når dette gruppetilhør er hoved
årsag til medlemskabet.
Udenfor interesserepræsentation i denne forstand falder det forhold, at der i organet findes personer, der ikke har mandat fra gruppen og ikke selv tilhører den, men som alligevel nyder kvalificeret tillid hos gruppen. Ved udnævnelse af sådanne medlemmer kan forvaltningen i praksis ofte opnå samme resultat som ved at tage grupperepræsentanter; men skal begreberne holdes nogen
lunde klare, kan de pågældende ikke kaldes interesserepræsentanter.
Definitionen på en interesserepræsentant lyder herefter således: Et nævns
medlem er interesserepræsentant, når der blandt de retsundergivne på nævnets område findes en klar gruppedannelse, og når medlemmet enten har et m andat fra gruppen eller tilhører gruppen, og dette er hovedgrunden til, at han er medlem.
2) Interesserepræsentationens formål er — som nævnt — at skabe tillid til den administration, hvori repræsentanterne deltager.4) Set fra gruppemedlem
mernes side byder repræsentationen på en lejlighed til medindflydelse i over
ensstemmelse med det demokratiske princip. Medindflydelsen er klarest, hvor nævnet deltager i udstedelsen af eller selv udsteder generelle regler. H er kan ligefrem blive tale om delegation af regeldannelsen til repræsentanter, der er mere adæquat udtryk for gruppeindstillinger, der er væsentlige på vedkom
mendes samfundsområde, end partierne i folketinget. Hvor nævnets forret
ninger iøvrigt er generelt præget, f. eks. hvor der er mange praksisdannende sager, særlig hvor den anvendte lovgivning er meget vagt formuleret, har grup
pens medindflydelse en lignende direkte karakter. Ved nævn, der behandler klare enkeltsager, som f. eks. de fleste ankenævn og tvistnævn, er medindfly
delsen mindre håndgribelig. Her består den væsentligt i et forsøg på at sikre, at nævnets praksis får en tendens, der stemmer med gruppens krav. Om med
indflydelse for part i den enkelte sag bliver der ikke tale. Set fra forvaltningens side tjener interesserepræsentationen til at gøre administrative handlinger mere akceptable, fordi de fremkommer som resultat af en proces, der er i overens
stemmelse med en grundlæggende ideologi hos de retsundergivne. Disse to sider af interesserepræsentationens betydning for tilliden til forvaltningen
4. T il det fø lg en d e se isæ r Lci sers on, s. 161 ff. og 187, T r a m a n op. cit. kap. XIII og XIV, og Carl Sv e nne går d, F.T. 1951, s. 73 ff., jfr. m in e bem æ rk n in ger i N.A.T. 1952, s. 333— 34. Som et ek strem t ek sem p el på sa m m en h æ n gen m e lle m in teresserep ræ sen ta tio n og tillid kan næ vnes en artik el i G ru nd ejertidend e 1952 nr. 7, s. 1— 2, hvor der a rgu m en teres for, at kun ved »u p artisk e« og
»saglige« valg, d.v.s. valg efter in d s tillin g fra o rg a n isa tio n e rn e, kan m an skabe en sådan sam m en sæ tn in g , at en e n stem m ig H u slejen æ v n sk e n d else er tilstræ k k e lig garan ti, og adgang til d o m sto len e kan afskæ res.
optræder med forskellig vægt i forskellige tilfælde. Undertiden er repræsen
tationen resultatet af stærkt pres fra de retsundergivne.5) I andre tilfælde benyttes repræsentanterne bevidst af administrationen som fortalere for for
valtningen eller ligefrem som en slags propaganda.0) 1 almindelighed er de to sider af tillidsbetragtningen dog så indvævet i hinanden, at det er umuligt at afgøre, hvilken der er væsentligst.
Interesserepræsentation er ikke noget nyt i dansk samfundsliv. I de lovfor
beredende kommissioner, der siden grundloven har udarbejdet de fleste større lovkomplekser, har oftest siddet interesserepræsentanter.7) Men i forvaltningen er interesserepræsentanter først blevet almindelige efter dannelsen af de store erhvervsorganisationer i århundredets begyndelse8) og særlig efter 1914. Stats
magten har — især i krisetider — været interesseret i at drage organisationerne ind i administrationen, væsentligst for at sikre, at regeringens bestræbelser gennemførtes loyalt og uden for meget kritik.!)) Organisationerne har på deres side været interesseret i repræsentation, især medens de endnu var svage — repræsentation i nævn og råd giver svage grupper og organisationer prestige10)
— men iøvrigt på uprøvede og skønsmæssigt prægede områder, f. eks. pris
kontrol, hvor mistilliden til den almindelige forvaltning er særlig stor.11) Der er dog ikke tale om et simpelt årsagsforhold mellem de store erhvervs
organisationers opståen og interesserepræsentation. Det er ikke simpelthen organisationerne, der har presset statsmagten til at give sig repræsentanter. Fra
5. S p ørgsm ålet om in teresserep ræ sen ta tio n kan lig efrem b liv e et p o litis k str id s
sp ørgsm ål. I 1920erne var sp ø rg sm å let om kom p eten cegræ n sen m ellem a rb ejd sd irek tøren og A rb ejd sn æ vn et et sta d ig t p o litis k problem , og s o c ia l
d em o k ra tiet så i v en strereg erin g en s fo rsla g til a rb ejd slø sh ed slo v en af 1927, der besk ar n æ vnets kom p etence v æ sen tlig t, et slag m od k a ssern es se lv sty re, R.T. 1926/27 Ft., sp. 2543.
6. D ette sy n sp u n k t un d erstreges stæ rkt i en gelsk littera tu r, Vernon a nd Man- sergh, s. 8— 9 og 25— 27, og Whear e, s. 65— 66.
7. F o rteg n else hos P. Munch i Den D anske R igsd ag IV, s. 252— 56. Som et tid lig t ek sem p el kan næ vnes Bangs la n d b o k o m m issio n af 1849, der h avd e rep ræ sen
ta n ter for g od sejere og fæ stere. I l ans J e ns e n: D ansk J o rd p o litik II, s. 233 ff.
8. De sam virk en d e dan sk e L an d b oforen in ger er s tifte t i 1893; F æ llesrep ræ sen ta tio n e n for håndvæ rk og in d u stri er op rettet i 1897; A n d elsu d v a lg et 1899;
De S am virkende F agforb und og A rb ejd sg iv erfo ren in g en i 1898, In d u striråd et i 1910 og L andbrugsrådet i 1919. Se iøv rig t And e r s Vigen i Den D an sk e R ig s
dag III.
9. Jfr. Ebbe Gr oes : S ta tsm a g ten , E rh v e rv sliv et og Forbrugerne, N a tio n a lø k o n o m isk T id ssk r ift 1947, s. 1 ff.
10. Lei se rs on, s. 134 ff., Vernon a n d Mansergh, s. 138— 40, T r u m a n, s. 459— 60.
F isk erir å d ets u d v ik lin g fra et råd til en p rivat e rh v erv so rg a n isa tio n er et godt h je m lig t ek sem p el på, at en gruppe, efterh ån d en som den b liv er stæ r
kere organ iseret, b liv er m in d re in teresseret i fo rm el in te re sserep ræ sen ta tio n , se ov en fo r s. 103— 04.
11. I, ei serson, s. 134 ff.
de sidste 20 år findes mange eksempler på det modsatte. Administration gen
nem interesserepræsentanter eller ligefrem via organisationerne12) er blevet et stående og ustandselig anvendt middel især i den økonomiske forvaltning. Stats
magten tvinger eller i det mindste indbyder grupperne til at danne organisatio
ner, hvor de ikke allerede findes.13)
D et er heller ikke sådan, at interesserepræsentanter kun forekommer, hvor grupperne er organiseret. Det er ganske vist det almindelige, men man har be
vidst tilstræbt den tillid, interesserepræsentation normalt skaber, allerede før organisationsvæsenet havde vokset sig stærkt. Et udmærket eksempel findes i forarbejderne til ulykkesforsikringsloven af 1898. Sygekassekommissionen af 1885 og i overensstemmelse hermed det oprindelige regeringsforslag forudså en tvungen forsikringsordning styret af en ledelse på tre kongevalgte embeds- mænd.14) Denne ordning fandt landstingsudvalget ikke tilfredsstillende. Man ønskede særligt vedrørende spørgsmålet om erstatningens størrelse en afgørel- sesmåde, der havde »større udsigt til af den pågældende arbejder at anerkendes for billig og retfærdig end den, som træffes enten af administrationen eller af en domstol, kan ventes altid at have«.15) Udvalget foreslog derfor, at skade
lidte skulle kunne forlange afgørelsen af erstatningens størrelse truffet af en skønskommission på 5 mand med 1 af retten udnævnt formand og 2 af skade
lidte valgte arbejdere og 2 af kommunalbestyrelsen valgte arbejdsgivere. Det interessante ved dette forslag — der fremførtes af Goos som ordfører for udvalget — er den klare erkendelse af, at der findes afgørelsesformer selv for enkeltspørgsmål, der vedrører en borger, der er mere tillidsvækkende end dom
stolenes, og at denne tillid bygges på en kombination af voldgiftstanken og gruppetilhør.
Også ulykkesforsikringens senere udvikling viser, at der i interesserepræsen
tationen findes et tillidsvækkende moment, der ikke har direkte tilknytning til organisationsvæsenet. Ved udarbejdelsen af ulykkesforsikringsloven 1916 ønskede man af effektivitetshensyn at nedlægge Arbejderforsikringsrådets fiskeriafdeling, men tanken blev opgivet, bl. a. fordi den store tilslutning til fiskernes frivillige forsikring antoges at skyldes, at sagerne afgjordes af 12. Som ek sem p ler kan næ vnes la n d b ru g ets ek sp o rtu d v a lg under og lig e efter
b e sæ ttelse n , og G rosserersocietetets reek sp o rtk o n tro l u n d er forrige krig.
A n d e r s Vi gen, s. 526 og 447— 48, jfr. Lei s e r s on, kap. VII og VIII.
13. Et ek strem t ek sem p el var R o o sev elts NIRA lo v g iv n in g . Om d an sk e erfa rin g er se Gr oe s ’ oven n æ vn te artik el, Es t e r B o s e r u p : D an sk im p o rtreg u lerin g gennem 15 år, N a tio n a lø k o n o m isk T id ssk r ift 1947, s. 59 ff., sam t V a r efo r sy n in g s- betæ n k n in g, s. 96.
14. Om den fø r ste u ly k k e sfo rs ik rin g slo v s h isto r ie se iø v rig t: B i r k m o s e i D a n m arks S o c ia llo v g iv n in g , IV afd., 2. bin d, 1. a fsn it, og U ly k k e s fo rs ik rin g s
loven . 1954, s. 16 ff., sam t S ociale S tu d ier i D an sk H isto rie efter 1857, Kbn.
1930.
15. R.T. 1888/89 B., sp. 2228— 29.
fiskernes egen afdeling.10) Og det skete på et tidspunkt, da fiskeriets organi
sationer kun var i sin vorden.
3) Indførelse af interesserepræsentation i nævn og råd skaber nogle særlige problemer vedrørende disse organers sammensætning.17)
For at kunne opfylde sin politiske funktion må interesserepræsentationen være adæquat. Man må have alle, eller i ai fald de væsentligste af de grupper, der berøres af en vis forvaltningsvirksomhed, med. Det kan føre til, at inter
esserepræsentationen opgives,ls) men i almindelighed fører det blot til krav om yderligere repræsentation.19) Alt for omfattende interesserepræsentation kan have den virkning, at organet bliver ubrugeligt på grund af splittelse.20) Og det vil altid tendere mod at gøre organets forretningsgang ineffektiv. Et udmærket eksempel på denne sidste vanskelighed findes i Priskontrolrådet. Efter pris
aftaleloven af 1937 bestod rådet af 9 medlemmer. Indtil monopolloven af 1955 fastlåsede medlemstallet på maksimalt 15, var antallet af medlemmer konstant stigende (i 1953 var der 23) bl. a. på grund af pres fra andre erhvervsorgani
sationer end de oprindeligt repræsenterede.
En anden vanskelighed er at skabe balance, dels mellem de repræsenterede interesser og dels mellem de mange særinteresser og almenvellet. Det første problem opstår især på arbejdsmarkedet, hvor store befolkningsgrupper står imod hinanden. Som eksempel kan nævnes, at Arbejderforsikringsrådet i sin tid afviste forslag om repræsentation for forsikringsselskaberne og færingerne, fordi pariteten derved ville blive forrykket.21)
16. F o rsla g til lo v om fo rsik rin g m od fø lg er af u ly k k e stilfæ ld e, ud arb ejd et af A rb ejd erforsik rin gsråd et, 1915, s. 7— 9.
17. Her b ortses fra in te re sserep ræ sen ta tio n en s p o litis k e og a lm in d e lig e a d m in i
stra tiv e følger. De er her i la n d et str e jfe t, f. eks. i G r o e s’ og B o s e r a p s o v e n n æ vnte artik le r i N a tio n a lø k o n o m isk T id ssk r ift. Om in te re sse r ep r æ se n ta tio n en s b ety d n in g for den p erso n lig e u p artisk h ed se n ed en for s. 182 ff.
18. U nder b e h a n d lin g en af fo r sla g e t til c iv ilfo r s v a r slo v e n foresp u rgte fo lk e tin g s u d valget, om det var m u lig t at have rep ræ sen tan ter for g ru n d ejern e m ed i C iv ilfo rsv a rsv u rd erin g sk o m m issio n e rn e. M in isteren svarede, at ek sp ro p ria tio n til c iv ilfo rs v a r sfo r m å l også angik andet end fa st ejen d om , R.T. 1948/49 Ft., sp. 1327.
19. E ller om en anden rep ræ sen tation . E fter r eg erin g sfo rsla g et bestod A poteker- a fv ik lin g sn æ v n e t af bl. a. en rep ræ sen tan t for den a lm in d e lig e ap o te k erfo r en in g og en fo r de salgb are ap o tek e rp riv ileg ier, R.T. 1931/32 A., sp. 3499—
3500. H erim od gjorde de k o n se rv a tiv e in d sig else under h e n v isn in g til, at der var et m o d sæ tn in g sfo rh o ld m e llem in d eh avern e af de reelle a p o te k e r p r iv ile gier og de p er so n lig e apotekere, som var o rgan iseret i ap o tek erfo ren in g en , R.T. 1931/32 Ft., sp. 1674.
20. Le i s e r s o n 1. c., s. 130 ff., jfr. B eretn in g om rev isio n af v a lu ta lo v e n 1934, s. 21— 22.
21. A.F.R. 1922 og 23, s. 68; jfr . også at de rep ræ sen tan ter for fu n k tio n æ rer m. v., der ved 1. 261 2/10 1956, § 25,1, er op taget i L æ rlin gerådet, m a n g ler stem m eret.
Spørgsmålet om balance mellem særinteresser og helheden har større almen betydning. Der er i samfund af vor type en almindelig fornemmelse af en latent modsætning mellem almenvellet, helets interesse, og de forskellige grup
pers interesser. Summen af interessegruppernes mål på et vist område er ikke identisk med hele samfundets interesse.22) Mulighederne for ensidighed søges afværget på flere måder. Hvor visse interessegrupper er for dominerende, søger man at skabe organisationer til varetagelse af modstående aspirationer. O pret
telsen af forbrugerorganisationer er et klart eksempel. Ved anvendelsen af interesserepræsentanter indenfor tilsynet med erhvervslivet er der en åbenlys fare for, at erhvervsorganisationerne, der primært er producentsammenslut
ninger, ensidigt vil varetage producentinteresser. Denne latente ubalance afbø
des kun delvis ved, at producenterne selv er forbrugere; de er jo i al fald ikke småforbrugere. I almindelighed har de politiske kræfter, der står bag indførel
sen af kontrollen med næringslivet derfor været ivrige efter at organisere den n normale forbruger.28) Her i landet har udvidelsen af Priskontrolrådets erhvervs
repræsentanter bestandig været fulgt af en udvidelse af antallet forbruger
repræsentanter.
En anden metode er at have neutrale medlemmer i organet ved siden af interesserepræsentanterne. Metoden bruges især i de paritetiske organer, hvor arbejdere og arbejdsgivere står overfor hinanden, men selv i organer, hvor modsætningerne mellem de repræsenterende grupper er mindre klare, er det normalt at træffe neutrale.
En tredie fremgangsmåde er at have flere lag af nævn. Et nogenlunde klart eksempel forelå vedrørende uddelingen af Marshallpengene. Pengene uddeltes af ministeren efter indstilling fra en række ansøgningsnævn, hvori der sad inter
esserepræsentanter. Tilsyn med hele administrationen førtes af et folketings
udvalg, altså af et udvalg bestående af lutter politikere. Her kan skimtes et forsøg på at holde den fælles interesse fast, så den ikke drukner i de mange særinteresser.24)
b. Voldgiftsmænd. Frivillig voldgift er en privatretlig foreteelse, der også i henseende til voldgiftsdomstolens sammensætning er undergivet aftalefriheden.
Det almindelige er dog, at hver part udnævner en del af voldgiftsretten.25) 22. H ele dette problem er ivrig t d rø ftet i U.S.A., uden at m an dog er n ået til nogen akceptabel r a tio n a lise r in g af fo rn em m e lsen . En kort o versigt fin d e s i E m m e t t e S. R e d f o r d s oven n æ vn te artik el, jfr. også T r u m a n op. cit., s. 49— 52,
m ed h e n v isn in g e r; se også V a refo rsy n in g sb etæ n k n in g , s. 96.
23. Lci scrs on, s. 49 ff., og G roes’ oven n æ vn te artik el.
24. Se 1. 235 27/5 1950 og iøv rig t N.A.T. 1952, s. 325. Det kan også næ vnes, at rigsd agsrep ræ sen tation en i A rbejdsnæ vn et bl. a. begrund ed es m ed en m ere b etryggen d e og a lsid ig sa m m en sæ tn in g , R.T. 1912/13 Lt., sp. 2105.
25. Jfr. D.L. 1-6-1, K. H a m m e r i c h i S a lm o n sen s lek sik o n , 2. udg., XXV, s. 344, og Mu nc h - P e t c r s e n II, s. 506.