Sammensætning og hierarkisk stilling
E. PERSONLIG UPARTISKHED
Spørgsmålet om de krav, som retsordenen stiller til nævnsmedlemmernes personlige upartiskhed, er meget kompliceret. Da den specielle inhabilitet i for
valtningen i de senere års nordiske litteratur har været genstand for indgående behandling,1) og da reglerne om upartiskhedskravet for medlemmer af nævn og råd kun er at betragte som en del af de almindelige forvaltningsretlige rets
grundsætninger,2) vil fremstillingen nedenfor blive indskrænket til nogle gene
relle betragtninger over upartiskhedsproblemet for nævn og råd suppleret med en mere detailleret redegørelse for enkelte spørgsmål, der har særlig betydning for nævnene.
7. Regler om speciel inhabilitet i forvaltningen har til formål at hindre, at en afgørelse præges af uvedkommende hensyn, fordi den eller de personer,
1. H e r l i t z : F.F. s. 38 ff. A u d v a r Os i N.A.T. 1953, s. 301— 25, V. Me r i k o s k i i N.A.T. 1955, s. 329— 50, sa m t især Er i k Ha r d e r i N.A.T. 1955, s. 359— 73, i Sogner åds tid en de 72. årg., s. 32— 46 og 212 ff., og P o u l Ande r s e n, s. 419— 29, hvor til i det hele henvises.
2. Ganske u n d ta g e ls e s v is kan u p a rtisk h e d s p r o b lem e t for visse n æ v n s m e d l e m mer løse s efte r andre, klarere retsregler. Til opmæ nd må så ledes no r m a lt s tille s s a m m e krav so m til dom mere , jfr. l l l u m : Den k olle k tiv e arbejdsret, 2. udg. 1951, s. 286, og på m ed lem m e r, der klart er v o ld g iftsm æ n d , må — med m indre der fi n d es m od s tåen d e h j e m m e l — anvend es reglerne om vold- gifts m æ n d s h ab ilitet, Hj e j l e , s. 96— 99. — Mere t v iv ls o m t er forholdet, hvor reglerne i rpl. § 60 og 62 po s it iv t ove rf ør es til at gælde for næ vn ene, f. eks.
væ rn e p lig tslo v § 9,7. Ud gangspun kte t må i så d an n e tilfæ ld e være et strengt krav om up artiskhe d, men de ne d en for ang ivn e fo rsk elle m e lle m d o m s to le og næ vn gør sig gældende på trods af h en v is n in g e n til rpl., og f. eks. for int ere ss erep ræ se nta nte r må kravene slækkes. Hermed ste m m er fr ansk ret, hv or code procedure civ ile art 378 anses for at gælde a d m in is tr a tiv e retter, men ikke fa sth o ld e s fuldt ud over for intere ss er ep ræ se ntan te r, Odent , s. 316, jfr. Ar naud, s. 108— 09.
der er aktens ophavsmænd, har en særlig, væsentlig og i reglen personlig inter
esse i sagen. Det retlige ideal, som reglerne vil forsvare, er altså objektivitet, neutralitet eller uhildethed hos offentlige myndigheder.3)
Både målet og reglernes nærmere udformning er åbenbart overtaget fra domstolsprocessen.4) Det vil — tror jeg — hjælpe til at forstå upartiskheds- problemet for nævn og råd, hvis man gør sig klart, at visse af forudsætningerne for de traditionelle regler om dommeres specielle inhabilitet ikke eller dog ikke i samme omfang eksisterer ved nævn og råd.
Set fra nævnenes synsvinkel kan reglerne i rpl. §§ 60 og 62 siges typisk at hvile på disse fire forudsætninger, der iøvrigt ikke skarpt lader sig holde ude fra hinanden: 1) Det er retsordenens hensigt, at dommerne skal være upartiske.
Domstolene er som statsorganer neutrale, og inhabilitetsspørgsmålet opstår, fordi den enkelte dommer ikke kan leve op til idealet. — 2) Inhabilitets- årsagen er forbigående. Dommerne udnævnes på livstid og har en så om fat
tende kompetence, at forhold, der kan føre til partiskhed, kun vil gøre sig gældende i ganske få sager. — 3) Domstolenes sager er konkrete. Inhabilitets- årsagen kan beskrives i relation til bestemte personer og en bestemt sag. — 4) Substitutionen af en habil dommer for en inhabil er temmelig simpel.
Disse forudsætninger er langt fra altid opfyldt for nævnenes vedkommende.
ad 1) Man kan ikke gå ud fra, at retsordenen kræver en lige så neutral holdning af nævnene eller af alle nævnsmedlemmer som af domstole og dom
mere.
For det første er visse nævn slet ikke funktionelt upartiske.5) Det er særlig klart for nævn med initiativ, men også iøvrigt vil nævnenes samfundsmæssige neutralitet kunne være ringere end domstolenes. Ofte har nævnene til opgave at tilgodese en eller anden offentlig interesse, og i alle tilfælde vil den snævre kompetence kunne medføre en vis ensidighed.
For det andet er det åbenbart meningen, at visse grupper af nævnsmed
lemmer ikke skal være fuldt upartiske.0) Det gælder de medlemmer, af hvem man venter en vis sympati for de retsundergivne, specielt interesserepræsen
tanter, og det kan gælde ministerierepræsentanter.
Resultatet er, at den grundlæggende forudsætning for de traditionelle inhabi- litetsregler, at myndigheden og myndighedens indehaver skal være upartisk, såvidt det er menneskeligt muligt, ikke generelt gælder for nævnene. Man må
3. Se Os 1. c., s. 301, P o u l A n d e r s e n : Dansk for valtn in gsr et, 2. udg., s. 438— 39, og Ha r d e r i N.A.T., s. 359.
4. Me r i k o s k i 1. c., s. 329.
5. Se o v e n fo r s. 41— 42 og s. 44 ff.
6. Ha r d e r i N.A.T., s. 360, og P o u l Ande r s en, s. 427. Der er fø lgelig intet i ve jen for, at der kan gælde forsk e lli ge u p artisk he ds krav til forsk e lli ge slag s m e d lem m er i sa m m e nævn, se f. eks. L æ r lin gevoldg ift, P.O. § 1,3.
i hvert enkelt tilfælde undersøge, i hvilket omfang retsordenen har svækket denne grundlæggende forudsætning.
ad 2) Nævnenes kompetenceområde er næsten altid meget snævert. Dette forholds følger for den psykologiske neutralitet er allerede omtalt. Men for
skellen mellem domstolenes vide og nævnenes snævre kompetence har også en anden virkning. Dommerens »naturlige« tilstand er at være upartisk. Inhabili- tetsårsagerne er tilfældige og uforudseelige ved udnævnelsen. Anderledes ved nævnene. Jo snævrere deres virksomhedsområde er, jo lettere kan man på for
hånd forudse, at en bestemt person vil blive ramt af visse inhabilitetsårsager.
H eraf kan drages to konsekvenser. På den ene side bliver det muligt at skærpe kravene til upartiskheden. Det er nærliggende helt at udelukke per
soner, som kan forudses særlig let at blive ram t af visse grunde til partiskhed fra nævnene. Hensynet til ro og uforstyrrethed i forretningsgangen taler i sådanne tilfælde ikke imod strenge krav.7) På den anden side kan inhabilitets- grundens forudseelighed have nøjagtig den modsatte virkning, nemlig at kravene til upartiskheden svækkes. Det er særlig klart, hvor loven kræver, at der i nævnet skal findes medlemmer tilhørende en bestemt persongruppe.
Udnævnelse kan i sådanne tilfælde ske, uanset om det allerede ved udnævnelsen kan forudses, at medlemmet som følge af sit tilhør til den af loven krævede persongruppe vil komme i situationer, hvor han ikke står uhildet over for den enkelte sag. I almindelighed må man endog gå et skridt videre. De forudseelige inhabilitetsgrundes senere, faktiske indtræden må som hovedregel blive uden virkning for medlemmets adgang til at deltage i den enkelte sag. Loven må antages ved sine forskrifter om nævnets sammensætning at have akcepteret typisk forudseelige partiskhedsårsager. Denne erkendelse har især betydning, hvor loven kræver interesserepræsentanter og lægmænd, og tjener som en yderligere forklaring på, hvorfor man i vidt omfang må stille mindre strenge krav til disse persongruppers upartiskhed. Forudseelighedsbetragtningen får imidlertid også betydning, selv om loven ikke direkte foreskriver interesse
repræsentanter m. v. som nævnsmedlemmer. Udnævnelse af personer tilhørende disse kategorier er i vidt omfang tilladt også uden hjemmel. Også hvor det er tilfældet, må de typisk forudseelige inhabilitetsgrundes indtræden blive uden følger. Det er derfor en væsentlig opgave at søge fastlagt, hvornår anvendelse af nævnsmedlemmer med forudseelig partiskhed er tilladelig.
ad 3) Hvor et nævn behandler rent generelle akter, er den sædvanlige måde at nærme sig inhabilitetsspørgsmålet på normalt uanvendelig.8) Det er ikke
7. Jfr. P o u l Ande r s e n, s. 419— 20, der vil ind skrænke in h a b ili tets r e g le r n e til at angå tilf æ ld e af tilf æ ld ig t in te re ss efæ lles sk ab .
8. Ha r d e r i N.A.T., s. 359, og P o u l Ande r s en, s. 419.
13 Be n t C h ri s t e n s e n : N æ v n og råd
muligt at angive den forbudte interesse i relation til en person, der optræder i en bestemt sag, og at måle dens styrke ved interessefællesskabet med denne.
Dette forhold fører til en slækkelse af upartiskhedskravene. Jo mere generelle nævnets forretninger er, jo større chance er der for, at de vil berøre også nævnsmedlemmerne, og des snarere kan man antage, at loven har set bort fra partiskheden, eller at substitution er umulig. Det betyder dog ikke, at den traditionelle inhabilitetslære er helt ubrugelig ved generelle regler. Visse inhabilitetsårsager er således fælles for konkrete og generelle akter, f. eks. tid
ligere sysselsætning ved aktens udarbejdelse, og på grænsen mellem konkrete og generelle akter ligger mellemtilfælde, hvor den traditionelle habilitetslære i mer eller mindre modificeret skikkelse kan anvendes.
ad 4) Forudsætningen om muligheden for substitution er formuleret med særligt henblik på enkeltmandsdomstole eller kollegiale retter med få medlem
mer, hvor quorum er alle. Mange nævn er imidlertid talstærke og arbejder med beskedne quorumskrav.9) Substitutionsproblemet behøver derfor slet ikke at op
stå.10) Det partiske medlem kan simpelthen undværes. Dette forhold kunne tale for, at upartiskhedskravet sattes meget højt. Hensynet til ro og uforstyrrethed i forretningsgangen vejer naturligvis mindre tungt, når et medlem kan vige uden at skulle erstattes af et andet. Alligevel må upartiskhedskravet i almindelighed bedømmes uden hensyn til, om den enkelte efter quorumsreglerne kunne und
væres. Hvor loven, selv uden at dette har givet sig udtryk i quorumsreglerne, åbenbart lægger vægt på en vis balance i nævnets sammensætning, er dette resultat en selvfølge. Men også iøvrigt er der grund til at tilstræbe, at nævnet har sin fulde sammensætning; denne har i reglen været en væsentlig årsag til nævnets eksistens. Desuden kan der være noget stødende i, at afgørelsen om den nødvendige grad af upartiskhed i det enkelte tilfælde skal afhænge af, om flere eller færre andre medlemmer er fraværende eller inhabile. Følgen er, at vanskeligheder ved substitution kan føre til svækkelse af upartiskheds
kravet; lettelse i forhold til domstolsreglerne vil normalt være uden betydning.
Eller anderledes udtrykt: eventuelle vanskeligheder ved substitution får betyd
ning, uanset om quorumsreglerne in casu tillader helt at undvære medlemmet.
Disse vanskeligheder kan være af forskellig art. Det kan tænkes, at det overhovedet er umuligt at påvise en anden person, som opfylder lovens betin
gelser for at beklæde hvervet, og som ikke også ville rammes af inhabilitets- årsagen. I så fald må partiskheden i reglen akcepteres.11) Heri ligger endnu
9. Se nede nf or s. 426 ff.
10. Noget lig n en de gælder nævn, der afgiver in d st ill inge r. Her er den m u lig h e d at gøre op m æ rk so m på in h a b ili te ts g r u n d e n i in d still in g e n , jfr. bek. 391 25/9 1951, § 3,3.
11. Jfr. Os 1. c., s. 311. Ha r d e r i N.A.T., s. 363— 65. Sogn erådstid ende, s. 35 ff., og P o u l Ande r s en, s. 425— 27.
en forklaring på, at kravene må slækkes ved nævn, der ikke er funktionelt upartiske, og ved interesserepræsentanter og personer af lignende type.
Selv om substitution principielt kan foretages, er det i almindelighed en forudsætning for at fastholde upartiskhedskravet, at udskiftningen i det enkelte tilfælde kan ske uden for stort besvær.
Denne forudsætning er normalt opfyldt.1-) For mange nævn findes regler om faste suppleanter for alle eller dog visse medlemmer, især interesserepræ
sentanter. Sådanne regler løser dog ikke nødvendigvis substitutionsproblemet.
Man kunne tænke sig for nævnene at anvende samme regel som i kommunal
forvaltningen, nemlig at en suppleant kun kan indtræde, når vedkommende medlem viger for stedse. I visse tilfælde fremgår det imidlertid allerede af loven, at suppleanterne også kan indtræde ad hoc,i;i) og samme regel må i al fald gælde suppleanter for medlemmer, der ikke efter loven skal udnævnes efter indstilling fra eller vælges af en organisation, en kommunalbestyrelse eller folketinget. Men selv hvor medlemmet således har eller kan have et mandat, må suppleanten kunne indtræde ad hoc, hvis han har samme man
dat, f. eks. er udpeget eller indstillet af samme organisations ledelse. Hvor valg eller indstilling er foretaget af en forsamling, der har truffet afgørelsen efter forholdstalsvalg, må formodningen derimod være imod indtræden ad hoc.
Hvor der ikke findes regler om faste suppleanter, er der undertiden hjem
mel til at udnævne suppleanter ad hoc, bl. a. i tilfælde af inhabilitet.14) Selv uden sådan hjemmel må udnævnelsesmyndigheden normalt kunne udpege eller foranledige udpeget en ad hoc suppleant, der opfylder de samme udnævnelses- betingelser, herunder eventuelt valg eller indstilling, som medlemmet.1”’)
På baggrund af denne analyse af forskellen mellem forudsætningerne for anvendelsen af de traditionelle inhabilitetsregler i domstolsprocessen og for nævn og råd kan man spørge, om det ikke var bedre helt at opgive at tage udgangspunktet i rpl.’s inhabilitetsregler og i stedet starte med at fortolke de positive regler om de enkelte nævns sammensætning og funktion. Der er dog store fordele ved at holde sig til traditionen. De standarder og den retsind- stilling, som er uddannet i domstolsprocessen, er trods alle forskelle en værdi
fuld vejledning, og den traditionelle opbygning i forskellige årsager, der skyl
des vekslende personlige relationer, er så indarbejdet, at det næppe er muligt at forlade den. Ovenstående analyse tjener da væsentligst til at understrege, at den almindelige inhabilitetslære ikke uden videre kan overføres fra dom
12. Jfr. P o u l Ande r s en, s. 425— 26.
13. Så ledes f. eks. Sk ovn ævnet, FO, § 1.
14. Således for For s ik rin gs n æ vn et F.O., § 3,1, og P ri sk ontrolr ådet F.O., § 10,3.
15. Det er i pr aksis sket for forman den i V a r efo r sy n in g sa n k e n æ v n e t og Pris- ank en ævn et, jfr. P o u l Ande r s en, s. 426, note 4.
13*
stolene til nævnene, og at reglerne om nævnsmedlemmernes personlige upar
tiskhed er meget uensartede og usikre.
2. Nedenstående fremstilling af nogle praktisk betydningsfulde krav til nævnsmedlemmernes upartiskhed bygger følgelig på den traditionelle inhabili- tetslære og består i en eksemplifikation af forskellige mulige inhabilitets- årsager, der væsentligst beskrives ved medlemmets relation til andre i sagen implicerede personer. Under o. behandles nogle inhabilitetsårsager, der beror på relationen til den borger, der er den påtænkte retsakts adressat. Under b.
skildres især årsager, der opstår som følge af forholdet til offentlige myndig
heder. Som nævnt omfatter eksemplifikationen kun årsager, der har særlig betydning for nævnene.
a. Udgangspunktet for alle regler om inhabilitet på grund af et nævnsmed
lems relation til den tilsigtede retsakts private adressat er grundsætningen om, at medlemmet ikke selv som borger og fysisk person må være adressat for den påtænkte akt. Denne regel gælder for alle nævn og alle persongrupper og uden udtrykkelig hjemmel.
De praktisk væsentlige inhabilitetsårsager foreligger imidlertid, hvor med
lemmet uden ligefrem at være identisk med adressaten har interesser fælles med ham.
Blandt de mange mulige interessefællesskaber har tilfælde, hvor medlem
met i den behandlede sag eller i andre forbindelser kan siges at optræde på adressatens vegne, særlig betydning for nævnene.
]) Visse af disse tilfælde er fælles for den almindelige statsforvaltning og nævnene, men forekommer særlig ofte i nævnene, fordi så stor en del af med
lemmerne ikke er tjenestemænd.
Hvis adressaten er et selskab,10) vil et medlem, der er interessent, kom
manditist, bestyrelsesmedlem el. lign., vistnok altid være inhabilt. Enkelte positive regler udelukker ligefrem sådanne personer fra udnævnelse til per
manente nævn, således U.L., § 11,11, og skadesforsikringstilsynsloven, § 52,3, om personer, der er ansat i eller tager del i ledelsen af selskaber indenfor Ulykkesforsikringsrådets og Forsikringsrådets sagområde. Selskabsledere må også uden positiv hjemmel være udelukket fra rene ad hoc nævn eller andre nævn, hvor det kan forudses, at deres selskab altid eller dog meget ofte vil blive adressat. Ved nævn med en mere omfattende kompetence vil denne inhabilitetsgrund dog — uden modstående hjemmel — kun medføre, at ved
16. Hvor adressate n er en kom m u ne , hv is s t illin g overfor nævnet er so m en bor
gers, opstår lig n en de p roble m er med h en s y n til k o m m u n a lb e s t y r e ls e s m e d lem m er og ko m m u n a le tjen es tem æ nd , se nedenfor under c).
kommende skal vige i den enkelte sag, og det selv om man ved udnævnelsen kunne forudse, at interessefællesskabet i en eller flere sager ville få aktuel betydning, jfr. Priskontrolrådets F.O., § 11. Aktionærer og andelshavere vil kun være inhabile, hvis de har en særlig stor indflydelse eller interesse i sel
skabet, jfr. Priskontrolrådets F.O., § 11.
Hvis medlemmet er ansat som funktionær hos adressaten, hvad enten denne er en person eller et selskab, afhænger afgørelsen af inhabilitetsspørgsmålet især af omfanget af det område, på hvilket medlemmet plejer at handle for arbejdsgiveren, af dettes områdes forhold til sagsgenstanden og af forvalt
ningsaktens betydning for adressaten. Om højere funktionærer vil således i almindelighed gælde lignende regler som om selskabsledere;17) de ovenfor nævnte positive bestemmelser omfatter også direktører og dermed ligestillede.
Ubetinget gælder det dog ikke. Et medlem af Det bedømmende Sygekasse
udvalg behøver således ikke at vige, fordi han er den prøvede persons funk
tionær. For lavere funktionærer vil medarbejderstabens størrelse tillige være af betydning. En korrespondent hos B. & W. vil næppe være inhabil som medlem af Arbejdsrådet under behandling af en ansøgning om loftshøjden i en værkstedsbygning, mens en kontorist, der er eneste funktionær i en lille fabrik, rimeligvis må vige.
Om de to hidtil nævnte former for interessefællesskab gælder, at kravene må slækkes, hvor den behandlede sag har et generelt præg. Direktøren for en skotøjsfabrik skulle således ikke vige, hver gang man i Priskontrolrådet drøftede en generel prisordning, der også ville få betydning for hans virksom
heds produkter. Også andre momenter kan få betydning. Det selskab, som medlemmet leder, kan være så stort og betydningsfuldt, at anvendelse af de almindelige principper ville føre til ustandselig udelukkelse. Hvor loven læg
ger vægt på interesserepræsentation og balance i nævnets sammensætning, må de almindelige upartiskhedsregler følgelig vige. Direktøren for Fælles
foreningen for Danmarks Brugsforeninger har kunnet deltage i Priskontrol
rådets drøftelser uanset bestemmelsen i F.O., § 11.
Hvor medlemmet tilhører fag, hvis udøvere optræder som selvstændige repræsentanter for andre, f. eks. sagførere, revisorer, arkitekter o.s.v., fore
ligger der i al fald inhabilitet, hvis medlemmets repræsentation omfatter den behandlede sag.18) Iøvrigt vil der kun foreligge inhabilitet, såfremt medlemmet er fastere knyttet til adressaten.
17. Som ek se m p el kan nævnes, at skovridderen for et privat sk ovdist r ik t veg sit sæde i Skov næ vne t, da dette tr af en af gørelse, der angik netop dette dist rikts forhold.
18. Jfr. M u n k t e l l : Om j ä v s f ö r h â lla n d e n in om st a ts fo r v a ltn in g e n , s. 57 ff., med eksempler, pat entlov, § 10,1, g r und forb ed ringslov 104 3/4 1957, § 10,1, F r e d e r i k V. Pet er s e n, s. 225, im. skr. 8/2 1946, cfr. im. skr. 4/4 1927.
2) Andre tilfælde af repræsentation er ligefrem karakteristiske for nævn og råd. Af betydning er først og fremmest interesserepræsentation.
a) Der findes i lovgivningen en del regler, der fra nævnene udelukker per
soner af visse kategorier. Ejere eller brugere af fæstegårde var således ude
lukket fra at være medlemmer af Fæsteafløsningskommissionerne, 1. 373 30/6 1919, § 12. Formanden i Arbejdsanvisningstilsynsrådene må ikke være arbej
der eller arbejdsgiver eller leder af en arbejder- eller arbejdsgiverorganisation, arbejdsløshedslov, § 2,3 ;19) medlemmerne i Reguleringskommissionen må ikke være medlemmer af kommunalbestyrelsen, stå i tjenesteforhold til denne eller være knyttet til kreditinstitutter, Kbn. byggelov, § 40,2; formanden for Det bedømmende Sygekasseudvalg må ikke være nydende medlem af en syge
kasse, folkeforsikringslov, § 8,7, ledere af eller ansatte hos visse forsikrings
selskaber må ikke være medlemmer af Ulykkesforsikringsrådet og Forsikrings
rådet, U.L., § 11,11, og skadesforsikringslov, § 52,3, o.s.v.20) Sådanne regler er i almindelighed udslag af bevidste bestræbelser for at hindre, at en af de traditionelle inhabilitetsårsager, især økonomisk interessefællesskab, bliver aktuel, og dette formål tjener alle reglerne faktisk.21) De fleste har imidlertid tillige en videre effekt. De hindrer udnævnelse af medlemmer, der har gruppe
tilhør fælles med en adressat. Også denne virkning kan være fuldt bevidst.
I forslaget til ændringer i beværterloven af 1939 findes således en bestem
melse om, at beværtere og gæstgivere, godkendte bestyrere og medlemmer af direktion eller bestyrelse for beværtervirksomheder ikke må være medlemmer af Bevillingsnævn.22) Denne bestemmelse begrundes af flertallet i de kom
missioner,23) der har behandlet beværterloven, først og fremmest med, at beværterlovgivningen har et socialt formål, som ligefrem strider mod beværter
næringens interesser, eller som restauratørerne i det mindste ikke har større for
ståelse for. Og selv om der in concreto virkelig hos en restauratør skulle være forståelse for lovens sociale sigte, ville restauratørens medlemskab være til gene for nævnet, fordi udenforstående som følge af den grundlæggende interesse
modsætning ville være utilbøjelige til at akceptere restauratørens idealistiske indstilling. Betragtningen er i realiteten den, at medlemmer af en gruppe, i 19. Jfr. note 8 og 9 i Socialreformen, Noteud gave 1918.
20. Sådann e regler findes også for private tv istn æ v n ; åleg årdsejere og e rh v er v s
fiskere ku nn e ikke være m e d le m m e r af Ålegårdsovernævnet, 1. 93 31/3 1931,
§ 7,12; tidligere lærem estr e for læ rlinge e lle r personer ansat på han s værk
sted må ikke være m ed le m m e r af Læ rlin gev oldgiftsr etten, F.O., § 1,3.
21. Jfr. Ha r d e r, N.A.T., s. 370.
22. Ft. 1955/56 A., sp. 1476— 77. — Under lo v fo r s la g e ts beh an d lin g i F o lk etin g et i 1958 er b e s te m m els e n gledet ud.
23. Betænk nin g vedrørende ændring i be væ r terlovgiv n in gen 2. del, 104/1954, s.
66 ff., 135 og 140.