I det hele er det sædvanligt, at nævn af andre typer end klageinstanser og tvistnævn i større eller mindre omfang tillige bedømmer ansøgninger. De planbedømmende uvildighedsnævn tager således ofte stilling til, om der kan ydes offentligt tilskud til planens gennemførelse, f. eks. Jordfordelingskom- missioner og Grund}orbedringsudvalg. Og de mange råd, hvori de typiske rådsfunktioner suppleres med andre, er næsten altid tillige ansøgningsnævn.
Det gælder f. eks. Ulykkesforsikringsrådet, Arbejdsnævnet, Arbejdsrådet, Skovnævnet, Filmsrådet, Byplannævnet m. v. De fleste administrerende nævn bedømmer også tillige ansøgninger. Det gælder i udpræget grad Jordlovs- udvalget, der træffer afgørelse vedrørende ansøgninger om lån til husmænd.
af dansk fiskeri og afsætningsmulighederne og at fremsætte forslag til fiske
riets fremme. I begyndelsen betød henstillingsinitiativet meget, men efterhån
den som organiseringen af næringslivet i 30erne intensiveredes, blev rådet en passiv rådgivende instans og blev under krigen mere og mere fortrængt af fiskeriets direkte valgte repræsentation.8) Ophævelsen af Fiskerirådet betød da også blot, at fiskerierhvervet dannede en ren privat organisation — også kaldet Fiskerirådet — på linie med Industrirådet, Landbrugsrådet o.s.v.4)
Råd med lignende vag kompetence og vidt virksomhedsområde er det nu ophævede Toldråd, lb. 264 2/10 1956, § 44, og det Valuta- eller Varefor- syningsråd, der oftest har været knyttet til administrationen af valuta- og vare- forsyningslovene, nu 1. 302 21/12 1957, § 13.
Særlig talrige er råd, hvis virksomhedsområde er indskrænket til et bestemt forvaltningsvæsen. Som et typisk eksempel kan nævnes Civilforsvarsrådet, 1. 52 1/4 1949, § 5,1, hvis funktion i loven blot er beskrevet med ordene »Til bistand ved gennemførelsen af denne lov . . .« Rådet fungerer som hørings
instans for indenrigsministeriet, civilforsvarsstyrelsen og sundhedsstyrelsen.
Efter forretningsordenen5) skal disse myndigheder høre rådet i principielle sager, og førend der træffes beslutninger om væsentlige generelle regler (§ 2,1).
I praksis forelægges så godt som ingen enkeltsager. Mange sager er interne:
bevillingsspørgsmål, planer for civilforsvarets udbygning o.s.v.; men også de meget indgribende generelle regler om de forskellige former for civilforsvars- pligt har været forelagt. Rådets henstillingsinitiativ, der er udtrykkeligt hjemlet i forretningsordenen, har i praksis været af ringe betydning.
Andre eksempler er Jernbanerådet, 1. 40 25/2 1925, Biblioteksrådet, 1. 264 27/5 1950, § 9, Isbrydningsrådet, bek. 331 16/11 1954, Lodsrådet, lb. 244 24/6 1954, og Erhvervsvejledningsudvalget, 1. 86 31/3 1953.
På grænsen mellem de to hidtil nævnte rådstyper står et af de ældste danske råd, Sygekassenævnet,°) se lb. 298 16/11 1956, § 30, der har dannet forbillede for en hel række andre særlige organer. Det er oprettet på rigsdagens initiativ ved den første sygekasselov af 1892 og havde, især inden sygekassernes cen
tralorganisationer blev stærke, stor betydning. Nævnet er nu væsentligt en råd
givende instans for administrationen, men har tillige et — yderst begrænset 3. Ibid., s. 97— 98.
4. Ibid., s. 112.
5. Af 13/4 1950, utrykt.
6. L itteratur om S yge kas se næ vn et finde s h o s F. W i t t r u p : Sy g ek a s se lo v en i D an m ark s so ciale lo v g iv n in g II— III, II. Bind, 1918, s. 60 ff., F. W i t t r u p i
»25 år un der sy gekasse lo ven«, 1917, s. 31— 52; Da n i e l i D an m ark s s y g e k a s s e væ sen I, 1937, s. 97— 106, og i »Fra L a ugssy ge kasse r til fo lkeforsik ring«, 1946, s. 150— 57 sa m t Håndbog for anerkendte syg eka sse r, 6. udg., 1945, s. 472— 75.
Løbende m e ddelelse r om næ vnet findes i sy gek as se d ire k tøren s (tidlig ere - in sp ek tø re n s ) beretninger.
— initiativ. Det skal udarbejde visse regler, særlig regler om overflytning af medlemmer fra én kasse til en anden,7) og det har en almindelig pligt til at holde orden i sygekassernes rækker; ifølge § 30,5 kan nævnet indstille, at statsanerkendelsen bortfalder, såfremt en kasse optræder illoyalt. Beføjelsen har aldrig været anvendt, men har dannet basis for misbilligelsesudtalelser, f. eks. til en kasse, der havde opfordret sine medlemmer til at stemme på et bestemt politisk parti ved et almindeligt valg.8)
2. Fra råd, der er fast knyttet til et forvaltningsvæsen, er der en jævn overgang til de meget almindelige tilsynsorganer, der med de typiske råds- funktioner forbinder en pligt til på befolkningens eller et forvaltningsvæsens klientels vegne at have indseende med et embedsmaskineri og som følge deraf tillægges et vist initiativ. Deres faktiske betydning er meget forskellig.
Blandt dem, der ligger nærmest de typiske råd, skal nævnes et par stykker.
Tilsynsrådene ved Arbejdsanvisningskontorerne, lb. 43 18/2 1952, § 2, jfr.
cirk. 271 16/9 1942, har til opgave i almindelighed at overvåge kontorernes arbejde og særligt påse deres neutralitet, hvor arbejderes og arbejdsgiveres interesser støder sammen; de skal godkende ansættelse af personale, høres om regler for kontorets drift, dets budget o.s.v.
Særlig principiel interesse har Tilsynsrådet vedrørende Statens Sindssyge
hospitaler, 1. 262 6/5 1921, § 7, der har visse atypiske beføjelser som klage
instans, og som derfor viser noget om mulighederne for at anvende andre nævnsformer som alternativ til ankenævn.
Loven angiver rådets kompetence således: »Til at drøfte almindelige spørgs
mål vedrørende statens sindssygehospitaler og blandt andet behandle frem komne klager oprettes et tilsynsråd . . .«
Rådets funktion som klageinstans er dog mere begrænset, end lovteksten synes at angive. For det første er rådet ikke kompetent vedrørende alle klager indenfor området. Klager om tvangsindlæggelse hører under justitsministeriet, sindssygelov 118 13/4 1938, og klager vedrørende rent lægelige spørgsmål hører under overlægen, eventuelt sundhedsstyrelsen. Under Tilsynsrådet hører kun klager vedrørende den ikke-lægelige side af behandlingen, især personalets optræden, forplejningen, hospitalets indretning o.s.v. For det andet kan Til
synsrådet ikke træffe afgørelser vedrørende klagerne. Forsåvidt angår klager over personalet — de er relativt almindelige — ligger eventuelle sanktioner,
7. Ef ter loven, § 30,3 og § 34,2, er næ vn et till ige k om p eten t til at tr æffe a fg ø r e l
ser vedrørende tv istig h ed e r m e ll e m et m e d le m og en kasse elle r m e ll e m k a s serne in d byrdes om fo r stå else n af o v e rflytn in gs regle rn e . I pr aksis træ ffes dis se afgørel se r dog sæ d v a n li g v is af et fa st ud valg af næ vne t S y g e k a s s c - n æ v n e t s Oue r f l y t ni ng s u d ua l g , se K. D r e y c r : O ver fly tn in g af sy g e k a s s e m e d lem m e r, 4. udg., 1944.
8. Fra Laug svæsen til folk e fors ik rin g, s. 152, og Håndbog, s. 474— 75.
afskedigelse eller disciplinærforfølgning, i direktørens hånd. Rådet kan altså i det højeste indstille til den kompetente myndighed. Overfor visse andre klager har rådet ikke engang indstillende kompetence. Hvis klagen — som det faktisk forekommer — går ud på, at hospitalet er dårligt indrettet, vil en imødekommelse af klagen i almindelighed alene ligge i bevillingsmyndig
hedernes hænder.
Resultatet er da også, at de processuelle regler, der er typiske for anke
nævn, ikke efterleves af Tilsynsrådet. Der er overhovedet ingen retlig for
bindelse mellem klagen og resultatet af rådets behandling. Det hænder, at rådet simpelthen henlægger en klage, eller at resultatet bliver en henstilling, der ikke direkte løser det konkrete klagepunkt, således f. eks. ofte ved klager om hospitalernes indretning. Reglerne om klageberettigelse har helt mistet deres betydning. Det hænder således, at en »klage« ikke rejses af en klage- berettiget overfor rådet, men overfor et medlem, der herefter i rådet og på egne vegne »klager« over det anfægtede punkt.
Sindssygetilsynsrådet er således ikke et ankenævn. Det hindrer naturligvis ikke, at rådet — eller nævn af lignende type — kan yde en garanti for dem, der klager. Uanset enhver mangel på faste processuelle regler kan det være værdifuldt at have adgang til personer, der står udenfor hierarkiet, og som ifølge deres position — det er folketingsmænd — er mægtige.
Udover at modtage klager består Tilsynsrådets virksomhed mest i besig
tigelser af hospitalerne og andre bestræbelser for at følge med i administra
tionen. Byggeplaner, reglementer, bevillinger m. v. samt nogle særlig væsent
lige enkeltsager forelægges.s)
På grænsen til de administrerende nævn står en række tilsynsorganer med væsentlig videre kompetence og større faktisk betydning. Som typiske eksem
pler kan nævnes Skolekommissioner og Skolenævn") 1. 200 12/4 1949, § § 9 og 10, jfr. lb. 328 6/7 1950, §§ 16 og 19, under hvilke folkeskolernes indre liv og pædagogiske spørgsmål i modsætning til deres økonomiske forhold hører.
3. Organer, der til de typiske rådsfunktioner føjer alle eller de fleste andre funktioner, der ikke forudsætter udøvelse af initiativ, er meget almindelige.
8. Rådet var tidligere ikke særlig aktivt. Efter P.O., § 2,1, skal det ho ld e 4 m ød er om året. I Be retning til I n d e n r ig s m in ister iet om State ns S in d s s y g e h o s p ita ler i finans åre t 1936/37, s. 11, fi ndes en sa m le t opgørelse for tiden 1921 til udgangen af 1936/37. Der har været holdt 78 m ød er og b eh a n d le t 272 enkeltsage r, he raf 189 klager. I de senere år, der har været præget af sin d ss y g efo rso rg en s ud bygning, har rådet derim od ud øv et en b etyd e lig v ir k som hed .
9. Se B a r f o d : Håndbog i lo vgiv n in gen om den danske folkeskole , 1950, s. 71 ff., og Håndbog for da. ko m m u ne r, s. 861 f f . ; s. 892— 96 fi nde s en god s a m m e n trængt overs igt over or ganernes kompetenc e.
Under ankenævn er redegjort for de mest komplicerede eksempler, hvor rådene endog foretager klagebedømmelse. Det forekommer også ofte, at de typiske rådsfunktioner suppleres med obligatoriske høringer om konkrete forhold, således at rådene tillige bliver uvildigheds- og/eller ansøgningsnævn. Det med
fører næsten altid, at adgangen til tvivlsbedømmelse bliver intensivt udnyttet.
Som et typisk eksempel kan nævnes Byplannævnet, lb. 242 30/4 1949, § 4, der anvendes som råd for boligministeriet, som tvistnævn i strid mellem flere samordnede kommuner, som uvildighedsnævn for visse påbud til kommu
nerne og som ansøgningsnævn for godkendelse af byudviklingsplaner, hvor selve afgørelsen ligger hos nævnet.10)