Tema 9: Professionsidentitet

I fokusgrupperne blev obstetrikerne og jordemødrene spurgt om, hvorfor de tænker og age-rer på en bestemt måde i forhold til området graviditet efter termin. Herunder følger nogle udsagn for deres samtale herom.

”Vi er jo blevet skolet i det normale, altså i at se det normale i tin-gene…[…]…der skal ligesom komme nogle signaler, før vi ligesom tænker, at her er noget, der er unormalt, at vi er jo skolet til hele tiden at se, det her det er normalt, og det her er sådan, det skal være, ik?” (jdm 7)

Her ses, at jordemoderen beskriver sin egen faggruppe som værende uddannet til at se det normale. Der ligger i dette udsagn også at blive ved med at holde fast i at tingene er normale, indtil der kommer nogle signaler, dvs. tegn på patologi. Hun er bevist om, at fokus på det normale skyldes hendes uddannelsesmæssige baggrund.

I obstetrikernes beskrivelse er det at have fokus på risiko centralt, hvilket kommer til udtryk i følgende citat:

65

”Vi får kun patienterne, når der af en eller anden grund er et eller andet, der forøger en risiko for et eller andet, der kan ske……. vi har dem [patien-terne] kun, når der er et eller andet, som man skal tage højde for, fordi risikoen stiger for et eller andet……hvorfor tænker man i risiko? Fordi man er obstetriker…altså det er hvad jeg har lært” (obst 6).

Ifølge Wackerhausen skabes professionsidentitet primært ud fra uddannelse og arbejdser-faring (Wackerhausen, 2009:458), og det ses, at begge faggrupper er bevidste om, at de gennem deres uddannelser er socialiseret ind i forskellige måder at tænke og agere på.

Grundlæggende i jordemoderens professionsidentitet ligger det at holde fast i det normale, mens det for obstetrikeren er at have fokus på det risikoen.

Det er i midlertid interessant, at obstetrikerne ikke italesætter, at de bør understøtte at en graviditet og fødsel skal gennemgås uden unødvendige indgreb (jf. Anbefalinger for svang-reomsorgen). På samme måde italesætter jordemodergruppen ikke, at de som en del af de-res virksomhedsområde skal kunne identificere risikotilstande og tilkalde læge ved kompli-kationer (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse 2001). En obstetrikers arbejde er det med understøttelsen af det normale forløb, ligesom en jordemoders arbejde er forbun-det med at skulle forholde sig til patologiske og potentielt patologiske omstændigheder ved en fødsel. Med tanke på beskrivelse af egen professionsidentitet er dette interessant, da begge faggrupper tydeligt beskriver sig selv kategorisk i forhold til henholdsvis risiko og nor-malitet, og således ikke påpeger de områder i deres egen faglighed, der knytter sig til den modsatte faggruppes primære arbejdsområde. Det kan skyldes, at professionsidentitet på mikroniveau knytter an til og afspejler faste værdier og normer inden for det enkelte fag.

Med udgangspunkt i henholdsvis fokus på risiko og normalitet, som nemt kommer til at stå i opposition til hinanden, bliver det derfor svært at inkorporere den del, der ikke er ens ker-neområde og –fokus. I det følgende vil vi analysere, hvordan de to grupper gennem fortæl-ling om den anden gruppe fastholder deres egen professionsidentitet.

Jordemødrenes fastholdelse af egen professionsidentitet

I kap. 3.2 viste vi, at jordemødrene betragter det som sikker viden, at praksis omkring gravi-ditet efter termin er et indgreb, mens obstetrikerne ser det som en del af den normale post-terme fødsel. Ifølge Wackerhausen bruger professioner fortællinger om andre faggrupper

66 til at hævde og fastholde egen professionsidentitet og til at holde fast i, hvad der er vigtig og sand viden. I denne forbindelse er det interessant at analysere, hvordan jordemødrene be-skriver obstetrikerne og omvendt.

En jordemoder beskriver obstetrikernes forståelse og erfaring i forhold til arbejdet med føds-ler på følgende måde:

”Jeg tror simpelthen, at de er så farvet. Jeg synes sgu også, at det er synd for dem nogle gange. De kommer altid, når der er noget galt, og de ser altid kun, når der er noget galt. Så bliver man også altid i den der risiko-tænkende bane, hvis man konstant ser, at det går bare galt hele tiden, ik?

Og nogle gange så sponser de jo rundt fra den ene stue til den anden, for der er bare konstant noget, de skal se på. Så kan jeg da godt forstå, at man får den der opfattelse, at det bare går galt hele tiden. Hvor vi [jordemødre]

ligesom har privilegiet at se, at det gør det ikke” (jdm 8)

Dette citat viser, at jordemoderen ser sig selv som privilegeret i forhold til egne arbejdserfa-ringer. Modsat har obstetrikerne ikke det privilegium. De ser primært de fødsler, der ender i komplikationer og patologi, hvilket fastholder dem i at tænke i risici. Dette er et eksempel på at, jordemoderen taler ud fra sin egen arbejdsmæssige erfaring og derigennem definerer, hvad der er den rigtige måde at forstå fødsler på. Ligeledes kan det ses, at jordemoderen er bevidst om forskellen i forståelsen mellem de to grupper. De italesætter, at forskellen i en vis grad skyldes deres arbejdsmæssige erfaring, som påvirker synet på fødslerne. Obstetrike oplever fødsler som noget, der med stor risiko ”går galt”, og jordemødre oplever, at der er stor sandsynlighed for ”at det ikke gør det”.

At jordemoderen synes, det er synd for obstetrikerne, fordi de kun oplever, når det går galt, kan skyldes hendes egen forståelse af fødslerne. Hun beskriver her den måde, hun synes fødslerne skal ses på ud fra eget perspektiv, hvilket ifølge Wackerhausen ofte sker ureflek-teret. Jordemoderen er bevidst om obstetrikerens syn og arbejdsforhold. De korte kontakter omhandlende patologiske tilstande ses som årsag til forskelligt perspektiv på fødslerne. Jor-demødrene har refleksion omkring, hvorfor de har det perspektiv de har. Refleksionen op-står ud af en kontrast til obstetrikernes perspektiv. Omvendt er der ikke nogen refleksion omkring, hvordan de to faggrupper ved at byde ind med hver deres forståelse kan højne samarbejdet omkring fødslerne.

67 At det er synd for obstetrikerne kan tolkes som, at jordemoderen mener, at de ikke oplever fødslerne som de rigtigt er, og derfor bliver obstetrikernes måde at forstå og opleve føds-lerne på også negativt ladet. Jordemoderen beskriver sig selv som privilegeret og fastholder herigennem en faglig identitet, der knytter sig til den rigtige måde at forstå fødsler på: At de for det meste forløber ukompliceret, i modsætning til obstetrikernes forståelse, som bygger på risikoen for potentielle risici.

Obstetrikernes fastholdelse af egen professionsidentitet

Obstetrikerne har en lang samtale om, hvordan samarbejdet er udfordret af, at jordemode-ren står inde på fødestuen i lang tid. Obstetrikerne beskriver dette som den grundlæggende årsag til, at det er svært at samarbejde mellem de to grupper, hvilket ses ud fra følgende citat:

”Jeg er helt enig i, at det er otte timer bag en lukket dør for en jordemoder, hvor hun er alene, der er kimen til hele den her problemstilling [samarbejds-problemer]. Dét, at jordemoderen ikke kommer ud og får lidt frisk luft og lige får set noget andet end den her tunnel, hun står i.” (obst 6)

Obstetrikeren beskriver, at årsagen til problemer omkring samarbejdet skal findes i, at jor-demoderen står inde på fødestuen i lange forløb. Dette bakkes generelt op i obstetriker gruppen. Obstetrikeren fortsætter samtalen, og det fremstår, at de sætter lighedstegn mel-lem det at være mange timer på stuen og ”køre fast”.

Jordemoderens arbejde i forhold til fødslerne med de lange kontakter og hele forløb proble-matiseres af obstetrikerne. Det fremhæves, at det må påvirke overblik og overskud i arbej-det på fødestuen og derfor også samarbejarbej-det med obstetrikerne. Her beskriver obstetri-kerne, at jordemødrenes måde at arbejde på har negative konsekvenser. En negativ itale-sættelse af en anden faggruppes arbejde og arbejdsmåde kan som tidligere beskrevet, ifølge Wackerhausen, være med til at fastholde egen professionsidentitet. Ved at problematisere, og dermed italesætte jordemødrenes arbejdsform negativt, som en problematisk arbejd-form med negative konsekvenser, får de bekræftet at deres egen måde at arbejde på er mere effektiv og at foretrække, hvilket er med til at fastholde professionsidentiteten.

68 Både obstetrikere og jordemødre bekræfter og fastholder egen arbejdsmåde som relevant ved at tale om den anden faggruppes måde at arbejde på som problematisk. At de to fag-grupper ser på det på denne måde må forstås i forhold til, hvordan de selv indgår i arbejdet med de gravide og fødende. Obstetrikeres arbejde bærer, som jordemødrene beskriver, præg af korte kontakter til de gravide og fødende, som er baseret på, hvor komplikationer opstår. I modsætning hertil består jordemødrenes arbejde i kontinuerlige forløb med fokus på individets emotionelle, sociale, fysiske og psykiske aspekter. Det fremgår tydeligt, at begge faggrupper kender til den anden gruppes måde at arbejde på. Refleksion omkring de bagvedliggende årsager, samt fordele ved den anden professions arbejdsmåde påpeges hverken i jordemoder- eller obstetriker gruppen. Ifølge Wackerhausen kan negative fortæl-linger om professioner, der samarbejdes med, og manglende refleksion omkring egen pro-fessionsidentitet skabe barrierer i samarbejdet. Barrierer kan opstå på grund af, at man ikke er bevidst om og reflekterer over, hvilken praksis og hvilke forståelser og teorier, der ligger til grund for den anden og egen faggruppes perspektiv, og derfor heller ikke er i stand til at sammensætte disse perspektiver til en mere hel behandling af patienten (Wackerhausen, 2009:464-467). Refleksion omkring egen professionsidentitet i forhold til samarbejde disku-teres i 5.7.