Rule of reason og per se-forbud i US-antitrustret
C. Rule of reason’s tilblivelse efter udstedelsen af Sherman Act
Den amerikanske Kongres havde med vedtagelsen af Sherm an Act m arkeret sin tro på konkurrencen som den væsentligste regulerende faktor for økonomien7. Kongressen forbød be
grænsning af handelen og monopolisering, men gjorde ikke i detaljer rede for, hvori begrænsninger kunne bestå. Det blev overladt til de retsanvendende m yndigheder at udvikle de rets
principper og retningslinier, hvorefter de amerikanske antitrust
sager m åtte afgøres. Det er desuden karakteristisk, at også de væsentlige senere lovgivningsmæssige skridt i 19148, 19369 og 195010 var udform et så udetaljeret og uspecificeret, at det blev overladt til de retsanvendende myndigheder at foretage den nærmere præcisering.
Sherm an A ct’s udformning og tilblivelseshistorie sammen
holdt med den amerikanske retstradition betød, at der var givet domstolene vidtgående muligheder i hænde for at udforme og præge retsudviklingen. At dommerne har anset det for deres opgave aktivt at bidrage til retsudviklingen, giver fremkomsten og senere befæstelsen af rule of reason et m arkant eksempel på.
Den passus i Sherm an Act, som taler om ’’restraint of trade” ,
6) Analyser af den tidligere retstilstand blev foretaget bl.a. af dom m erne Peck- ham, W hite og Taft, jf. nedenfor i teksten.
7) Se herved f.eks. H a n d ler Twenty-Five 1. M en her overfor Justice H o lm es i Northern Securities Co. v. U S , 193 U S 197, 203 (1904) om Sherm an Act:
’’The court below argued as if maintaining com petition were the expressed object of the act. The act says nothing about com petition” .
8) ’’substantially lessen com petition” , se Sections 2 og 3 i Clayton A ct, 1914.
S e også S ection 7 i Clayton A ct som ændret ved C eller-K efauver A ct, 1950.
Section 5 i Federal Trade C om m ission A ct, 1914: ’’unfair methods of com petition” .
9) ’’injure, destroy, or prevent com petition” , Section 2 i C layton A ct som ændret ved Robinson-Patm an A ct, 1936.
10) S e ovenfor i noten om C eller-K efauver A ct (1950). O g se generelt L.S .L yon
& V .A braham Governm ent and Econom ic Life (W ashington 1940) 31 f.
Kap. IV. R u le o f reason og per se-forbud i USA
er af så generel karakter, at den byder den retsanvendende dommer et betydeligt spillerum for hans afgørelse. Et berømt udsagn stam m er fra Chief Justice H ughes:
’’[The S h erm an A ct] as a charter o f f r e e d o m ,... has a g en erality and a d ap tab ility com p arab le to that found to be d esirable in c o n stitu tio nal provisions” 1 *.
Forestillingen om en rule of reason dukkede første gang op efter Sherman A ct’s ikrafttræden i Trans-M issouri-sagen12. Justice W hite argum enterede som talsm and for fire dissentierende dommere i Supreme Court for en rule of reason13. Hans argu
mentation må ses på baggrund af flertallets opfattelse.
Trans-Missouri-sagen angik lovligheden af en prisaftale inden for en sammenslutning af 18 jernbaner, som kontrollerede gods
transporten i den vestlige del af USA. Justice Peckham var talsmand for flertallet. Han fandt ikke holdepunkt i Sherman A ct’s ordlyd for en rule of reason. Hans generelle afvisning heraf er imidlertid interessant, fordi den var baseret på en strikt ordfortolkning. Denne m åtte senere revideres for til sidst at give plads for rule of reason.
Peckham analyserede Section 1 i Sherm an Act. Han rejste det spørgsmål, om bestemmelsen var begrænset til kun at angå en kontrakt eller sammenslutning, som er unreasonable re
straint of trade or commerce, eller om den også om fatter, hvad ordlyden direkte og um iddelbart dækker, nemlig alle kontrakter af denne art. Baggrunden for Peckham ’s spørgsmål var, at det synspunkt var blevet gjort gældende under sagen, at når udtryk, som var velkendte fra common law, blev anvendt i føderale lovbestemmelser, skulle de tillægges samme betydning, som de havde haft under common law. I denne sammenhæng blev der
11) Appalachian Coals Inc. v. U S , 288 U S 344, 360 (1933). C itatet er fremhæ
vet a f f.eks. O ppenheim 50 M ich.L .R ev. 1139, 1163 (1 952) og S ch erer 497.
Og se om den amerikanske Suprem e Court som den hovedansvarlige for fortolkningen af antitrustlovene T .J .G ren d ell 29 I.C .L.Q . 64, 69 (1980).
12) U S v. Trans-Missouri Freight A ss’n, 166 U S 290 (1897).
13) W hite kom senere som C h ief Justice til mere udførligt at udvikle sine tanker om rule o f reason i Standard Oil Co. of N ew Jersey v. U S , 221 U S 1 (1911).
S e om denne sag nedenfor.
R u le o f reasons tilblivelse henvist til titlen til Sherm an Act: ” An Act To Protect Trade and Commerce Against U nlawful Restraints and Monopolies”
(min fremhævelse). Dette skulle betyde, at kun de begrænsnin
ger og monopoler, som common law havde betragtet som unlaw
ful, var gjort forbudte ved Sherm an Act. Og det hævdedes, at common law kun havde reageret over for urimelige begrænsnin
ger.
Peckham tog imidlertid som udgangspunkt, at Sherm an Act selv var afgørende for, hvilken forståelse der skulle tillægges den. Titlen skabte i så henseende ingen tvivl om meningen med ordene i Sherm an A ct’s tekst. De var form uleret i ganske let
fatteligt sprog. I øvrigt havde kontrakter, som begrænser han
delen, været kendt i hundredvis af år både i England og i USA, og terminologien ’’restraint of trade” om fattede alle former for sådanne kontrakter, som faktisk begrænser eller kan begrænse handelen. Visse af sådanne kontrakter var blevet erklæret ugyl
dige af domstolene i common law, fordi de havde udgjort be
grænsninger, som var ’’unreasonable” . Andre var blevet erklæ
ret gyldige, fordi de ikke havde en sådan karakter. En kontrakt kunne altså udgøre en begrænsning af handelen, men alligevel have været gyldig i common law. N år Sherm an Act nu anvendte ordlyden ’’contract in restraint of trade” , m åtte dette anses at om fatte alle kontrakter, som begrænsede handelen, hvad enten de i common law havde været gyldige eller ej. Sherm an A ct’s sprogbrug var ’’every” contract, og man kunne ikke gøre nogen undtagelse eller begrænsning uden herved at indføje noget i Sherm an Act (altså ordet ’’unreasonable” ), som Kongressen havde udeladt. Sherm an A ct skulle alene forstås efter sin egen ordlyd og ikke på grundlag af en eventuel opfattelse af, hvordan man vurderede begrænsninger i handelen. Peckham foretog dog en reservation for så vidt angik tilfælde, hvor en sælger af fast ejendom havde påtaget sig en konkurrenceklausul. Hvis en så
dan klausul kun var en tillægsaftale til salget, kunne den even
tuelt være undtaget fra Sherm an A ct’s ord og ånd. I den fore
liggende sag var denne reservation dog helt uden betydning. Da Peckham anså en prisaftale som en begrænsning af handelen, forelå en lovovertrædelse.
Det har været Peckham ’s opfattelse, at common law forud for Sherm an A ct’s tilblivelse ville have tilladt en sammenslutning
Kap. I V R u le o f reason og per se-forbud i USA
at fastsætte priser, der var reasonable14. Men dette var irrele
vant, da Sherm an Act indeholdt sin egen legalitetsnorm. Det eneste spørgsmål (bortset fra den begrænsede reservation om konkurrenceklausulen), som kunne rejses i en sag under Sher
man Act, var, om det pågældende arrangem ent udgjorde en
’’restraint of trade” . Var dette tilfældet, faldt det inden for Sherman A ct’s forbud.
Peckham ’s vidtspændende udtalelse, der kom som et chok for forretningsverdenen15, blev imidlertid antastet af Justice Whi
te ^ , som tog afstand fra Peckham ’s strikte ordfortolkning af Section 1 i Sherm an Act. I stedet slog W hite til 1yd for at undtage aftaler, som var ’’reasonable” , fra bestemmelsen.
W hite hævdede for det første, at Sherm an Act blot foretog en kodificering af common law og derfor m åtte respektere den samme rule of reason, som tidligere var blevet anerkendt17. For det andet henviste han til, at udtrykket ’’restraint of trade” kun angik ulovlige arrangem enter. Det fremgik såvel af tidligere afgørelser i common law som af Sherm an Act selv. Man m åtte derved nå frem til, at hvis en aftale var ’’reasonable” , forelå der ikke en ’’restraint of trade” . En rule of reason var indbygget både i lovgivningens ord og i dens stru k tu r18.
W hite’s dissens blev indledningen til den udvikling af rule of reason, som endelig blev sat igennem i Standard Oil-sagen i 1911, hvor W hite som Chief Justice formulerede den fuldbyr
dede regel19. Men allerede året efter Peckham ’s strikte ordfor
tolkning i Trans-Missouri-sagen kom Joint Traffic-sagen20 til
14) S e 166 U S 290, 334. D et er blevet hævdet, at Peckham herved lagde en fejlfortolkning af common law til grund; se hertil H a n d ler Twenty-Five 4.
Peckham fandt det imidlertid ikke nødvendigt at afgøre, om den foreliggen
de aftale var reasonable; jf. A reed a Antitrust A nalysis 261.
15) Jf. C h arles W arren The Suprem e Court in the U nited States History (Bos
ton m.fl. 1937) Bd. II 707. S e også G ellhorn 26.
16) Også P eckh am selv m åtte senere gøre indsnævring i sit udsagn; se nedenfor om hans votum i Joint-Traffic-sagen og i Hopkins og Anderson. S e også H a n d ler Twenty-Five 5.
17) S e en generel kritik a f at støtte en fortolkning a f Sherm an A ct på common law Posner 24; se også B ork 20 f.; sml. G ellh orn 3.
18) 166 U S 290, 3*54.
19) 221 U S 1 (1911). S e nedenfor.
20) U S v. Joint Traffic A ss’n, 171 U S 505 (1898). S e hertil f.eks. B ork 23 f., som tilslutter sig Peckham ’s afgørelse med henvisning til, at den ville und
tage aftaler fra per se-reglen, når de kunne skabe effektivitet; men se teksten nedenfor, hvor det søges godtgjort, at Bork har m istolket Peckham .
R u le o f reason s tilblivelse prøvelse. Peckham uddybede her den modifikation, han i Trans-Missouri-sagen havde gjort med hensyn til en tillægsafta
le til en salgsaftale, men tilføjede en mere om fattende undta
gelse med henblik på underordnede tillægsbestemmelser. Sa
gens omstændigheder var i det væsentlige parallelle med Trans- Missouri-sagens.
I den senere H opkins-sag21 gjorde Peckham yderligere tilba
getog fra sin oprindelige strikte ordfortolkning af Sherm an Act.
Sagen angik lovligheden af en regel, som forbød medlemmer af en kvægavlerorganisation at handle med ikke-medlemmer. De tiltalte var imidlertid handelsagenter, og Sherm an Act fandt ikke anvendelse herpå. Men Peckham anstillede dog overvejel
ser over Sherm an Act og tilkendegav, at ’’The act of Congress must have a reasonable construction or else there would scar
cely be an agreement among business men that could not be said to have, indirectly or remotely, some bearing upon inter
state commerce and possibly to restrain it” 22.
Der mærkes en tydelig udvikling i retning mod at inddrage modsat rettede overvejelser i vurderingerne fra den oprindelige Trans-Missouri-sag, hvor Peckham fandt alle begrænsninger ulovlige, og frem til den netop citerede passus fra Hopkins- sagen. Samme dag afgjorde Suprem e Court i øvrigt Anderson- sagen23, hvor Peckham og med ham flertallet mente, at en indgået aftale var gyldig, da dens virkning på handelen kun var
’’indirect and incidental” , og dens formål ikke var at begrænse, men snarere korrekt og fair at regulere parternes forretningsfor
hold.
Det er blevet hævdet af B o rk24, at man har anlagt en forkert fortolkning af Peckham ’s holdning. Ifølge Bork skulle Peckham have valgt at gøre forbrugervelfærd25 til lovens ledende politi
ske målsætning, have skabt per se-forbudsreglen og have arbej
det i retning af at undtage effektivitetsskabende samvirken fra Sherm an A ct’s forbud. Trods disse bestræbelser er han siden
hen til stadighed blevet beskyldt for at være en bogstavrytter,
21) Hopkins v. U S, 171 U S 578 (1898).
22) 171 U S 578, 600.
23) Anderson v. U S, 171 U S 604 (1898).
24) B ork 22 ff. og sa m m e fo r f a tte r 74 Y ale L.J. 775, 785 ff. (1965).
25) Ligesom B ork selv gør det, jf. f.eks. B ork 51. M en se en indgående kritik heraf J.E .F orten berry 78 C olum .L .R ev. 1347, 1348 ff. (1978).
139
Kap. IV. R u le o f reason og per se-forbud i USA
som i Trans-Missouri-sagen holdt sig snævert til ordene i Sher
man Act og derved slog ind på en uhåndterligt stiv ulovligheds- test. Dette, siger Bork, ’’can only be the result of a superficial reading of his opinions” 26.
Det vil af det foregående være frem gået, at Peckham faktisk foretog en nøje ordfortolkning af Sherm an Act og tydeligvis på denne baggrund afviste rule of reason. E fter min bedømmelse kan Bork’s fortolkning af Peckham ’s votum i Trans-Missouri og i de efterfølgende sager derfor ikke tiltrædes. Der er ikke i Peckham ’s votum i Trans-Missouri nogen antydning af – som af Bork forfægtet – at Peckham ville bedømme en begrænsnings lovlighed efter dens art, mens W hite ville bedømme den efter dens grad. Bork’s fortolkning skal ikke drøftes i detaljer. Men jeg finder dog anledning til på to væsentlige punkter at modsige den. For det første bygger Bork sin fortolkning på, at Peckham ’s bogstavmæssige fortolkning af Sherm an Act i det store og hele synes at have været en taktik, som skulle udmanøvrere Justice W hite’s holdning27. At støtte en argum entation på, som Bork gør det, at et udsagn ikke er ment efter ordlyden, men blot har været taktisk fremført, finder jeg im idlertid lidet overbevisende - og i det konkrete tilfælde en urigtig bedømmelse af situatio
nen. For det andet må Bork selv erkende28, at Peckham var kommet for skade at modsige sig selv (dvs. på den måde Bork fortolker Peckham) og dermed havde ’’introduced a fundam en
tal inconsistency into his argum ent” 29. H ertil må bemærkes, at hvis man søger at anlægge en sammenhængende fortolkning, må det være et uomgængeligt krav, at fortolkningen ikke indeholder selvmodsigelser. Dette krav opfylder Bork’s fortolkning imidler
tid ikke.
En yderligere udvikling i retning af en rule of reason kom med Suprem e C ourt’s enstemmige stadfæstelse i A ddyston Pipe-sagen30 af Judge T aft’s berømte votum, der er blevet
ka-26) B ork 22. Han støttes af P .G .G ardn er 28 W ash.& Lee L.Rev. 457, 458 f.
(1971). Borks synspunkter suppleres af John R .C a rter 25 Antitrust Bull.
275 (1980).
27) B ork 74 Y ale L.J. 775, 786: ’’appears to have been largely a tactic” . 28) B ork 25.
29) B ork smst.
30) Addyston Pipe & S teel Co. v. U S , 175 U S 21 1 (1899); stadfæ stelse a f 85.
Fed. 271 (6th Cir. 1898).
140
R u le o f reasons tilblivelse rakteriseret som en uforgængelig milepæl31. Sagen angik lovlig
heden af aftaler mellem seks producenter af støbejernsrør med en markedsandel på under 30%. Ved aftalerne etableredes en sammenslutning og fastlagdes opdeling af m arkeder, fordeling af kunder sam t prisfastsættelse. T aft gik først og frem m est ind på forsvarets påstand om, at sammenslutningen ville have været gyldig under common law, og at Sherm an A ct ikke tilsigtede at ramme aftaler, som ikke havde været ugyldige og uvirksomme i common law. Her overfor påpegede han imidlertid, at Supre
me Court allerede i Trans-Missouri-sagen havde fastslået, at aftaler faldt inden for Sherm an A ct’s bestemmelse, uanset om begrænsningen ville blive betragtet som rimelig eller ej efter common law32. Alligevel gennemgik T aft nøje common law, men afviste, at den oprindelige strikte fortolkning i common law, som havde erklæret konkurrencebegrænsende kontrakter for ugyldige, senere skulle være blevet mildnet. Domstolsafgø
relserne i common law havde ikke anerkendt, at konkurrence kan være til skade for offentligheden med den følge, at konkur
rencebegrænsende kontrakter, som alene indgås for at forhindre en sådan konkurrence og for at regulere priserne, blev opret
holdt. T aft gik herefter ind på overvejelser med relation til rule of reason. I enkelte afgørelser, sagde Taft, havde domstolene under common law opretholdt konkurrencebegrænsende be
stemmelser. Men i disse tilfælde havde den konkurrencebegræn
sende bestemmelse alene været et underordnet led (ancillary) i forhold til kontraktens lovlige hovedformål og havde været nød
vendig for, at dette kunne gennemføres. Derimod havde com
mon law-domstolsafgørelserne ikke givet udtryk for nogen al
mindelig friere indstilling over for aftaler, som udelukkende var konkurrencebegrænsende. T aft konkluderede heraf, at en sam
menslutning med det formål at fastsætte priser eller opdele m arkeder utvetydigt havde været ulovlig uden hensyn til rime
ligheden af de fastsatte priser eller til den forretningsmæssige begrundelse for sammenslutningen.
31) Således H a n d ler Twenty-Five 11 ff. S e også f.eks. N e a le & G o yd er 26 f.;
O ppenheim 50 M ich.L .R ev. 1 139, 1155 (1952); B ork 26 taler om, at ” Ad- dyston must rank as one of the greatest, if not the greatest, antitrust opinions in the history o f law” .
32) Se herved ovenfor ved gengivelsen af Peckham ’s votum.
Kap. IV. R u le o f reason og per se-forbud i USA
T aft’s afgørelse blev enstem m igt stadfæ stet af Supreme Court.
Den endelige accept a f rule o f reason skete dog fø r s t i 191133. W hite havde lejlighed til, efter at han var blevet Chief Justice, i Standard Oil-sagen34, og på tilsvarende måde i Ame
rican Tobacco-sagen35, indgående36 at give udtryk for sin opfat
telse, der blev tiltrådt af de øvrige dommere, bortset fra én.
Standard OzV-sagen angik påståede aftaler om at monopoli
sere og begrænse handelen med råolie, raffineret olie og andre olieprodukter i strid med Section 1, 2 og 4 i Sherm an Act. Alle dommerne var enige om, at Standard Oil havde optrådt ulov
ligt. Men White analyserede bestemmelserne i Sherm an Act.
Deres formål var at hindre, at konkurrencevilkårene blev udsat for urimelige begrænsninger. Det havde derimod ikke været Kongressens tanke at erklære alle aftaler ulovlige, blot de kunne svække konkurrencen. Mange normale og sædvanlige forret- ningsarrangem enter havde en vis begrænsende effekt. Sherm an Act brugte udtrykket ’’restraint of trad e” som et kunstudtryk, hvis indhold m åtte afledes fra common law. Common law an
vendte en ’’standard of reason” og havde vendt sig mod ’’un
due” begrænsninger af handelen. En gennemgang viste, at com
mon law ikke havde været bekymret for monopolernes blotte eksistens, men kun for deres skadelige virkninger. W hite kunne herefter sammenfatte:
’’W ithou t going into d eta il, and but very b riefly su rveying the w hole field, it m ay be with accu ra cy said that the dread o f en h a n cem en t o f prices and o f other w rongs w hich it w as thou gh t w ould flow from the u n du e lim ita tio n on co m p etitiv e con d ition s cau sed by con tracts or other acts o f in dividuals or corporations led, as a m atter o f p ublic p olicy, to the prohibition or treatin g as illeg a l all con tracts or acts w hich were u n re a so n a b ly r e s tr ic tiv e o f c o m p e titiv e con d ition s, eith er from the nature or ch aracter o f the con tract or a ct, or w here the 33) Det er den alm indelige opfattelse, at den endelige accept kom med 1911-
afgørelserne; se herved f.eks. N e a le & G o yd er 27; O ppenheim 50 M ich. L.
Rev. 1 139, 1 153 (1952); H a n d ler T w enty-five 7 f. med henvisninger. S e dog John R. C arter 25 Antitrust Bull. 275, 292 (1 9 8 0 ) og B ork 74 Y ale L.J. 775, 785 (1965).
34) Standard Oil Co. of N ew Jersey v. U S , 221 U S 1 (1911).
35) U S v. Am erican Tobacco Co., 221 U S 106 (1911). S e til disse to sager R .L R a y m o n d 25 Harv.L.Rev. 31 (1911-12).
36) G ellhorn 153 om taler W hite’s votum som ’’lengthy and confusing” .
R u le o f reasons tilblivelse
surrounding circu m sta n ces w ere such as to ju stify the con clu sion that they had not been entered into or perform ed w ith the le g itim a te p u r p o s e o f r e a s o n a b ly forw arding personal in terest and d ev elo p in g trade, but, on the contrary, w ere o f such a ch aracter as to g iv e rise to the inferen ce or presum ption that they had been en tered into or done w ith the intent to do wrong to the gen eral p u b lic and to lim it the right o f in d ivid u als thus restraining the free flow o f co m m e rce and ten din g to bring about the evils su ch as en h a n cem en t o f prices w hich w ere considered to be a gain st p u b lic p o lic y ” 37.
De af mig foretagne fremhævelser i den citerede passus udtryk
ker rule of reason.
Som det fremgår, brugte W hite udtrykkene undue og un
reasonably i flæng. Hovedsigtet for W hite havde været at få reglen anerkendt. Reglens nærmere indhold var derimod skudt i baggrunden.
På den anden side var det W hite’s opfattelse, at der var visse klasser af begrænsninger, som i kraft af deres natur eller karak
ter var urimeligt restriktive, og derfor forbudte både efter com
mon law og efter Sherm an A ct38. Det fandt også udtryk i American Tobacco-sagen, hvor W hite bemærkede, at Sherm an A ct forbød alle ’’acts or contracts or agreements or combi
nations ... which, either because of their inherent nature or effect or because of the evident purpose of the acts, etc., in
juriously restrained trade ...” 39.
Medens Standard Oil og American Tobacco således kom til at betyde den endelige sejr for rule of reason-standarden, var tilkendegivelserne herom dog løsrevet fra de konkrete sager, hvor overtrædelse af Sherm an Act blev fastslået. Hvorledes rule of reason således nærmere skulle håndteres i konkrete tilfælde, havde man derfor ikke klare tilkendegivelser om.
På den anden side havde per se-forbudsreglens indtog også været forvarslet med de om talte henvisninger til visse urimeligt restriktive klasser af begrænsninger40.
Efter min vurdering kan man af den praksis, som aftegnede sig efter Sherm an A ct’s tilblivelse frem til 1911, fornemme en
37) 221 U S 1, 58. ; 38) 221 U S 1, 58 og 65.
39) 221 U S 106, 179.
40) S e hertil også Klor’s Inc. v. Broadway-Hale Stores, Inc., 359 U S 207, 211 (1959).