Prosociale rollemodeller

Forskning, der er publiceret af Andrews & Kiessling (1980) og bekræftet af Trotter (1999), har klart demonstreret værdien af at modellere prosociale valg i arbejdet med ufrivillige eller afvisende klienter. Undervisere, der ønsker, at deltagerne i R&R2 tilegner sig de prosociale færdigheder, holdninger og handlemåder, de underviser i, skal altid selv udvise de interpersonelle kognitive færdigheder og værdier, som de gerne vil give videre til deltagerne.

Underviserne skal modellere den empati, de ønsker at indgyde deres klienter. Når deltagerne føler, at de bliver forstået, har de lettere ved at fortælle andre om deres op-fattelser og følelser. Når de oplever, at underviserne udviser empati, bliver de også mere modtagelige for, at underviserne udfordrer deres værdier og adfærd.

Når underviserne udviser empati, kan deltagerne også lettere føle sig trygge ved at undersøge deres ambivalens over for forandring og mindre tilbøjelige til at benægte deres problemer eller bebrejde andre for deres problemer.

Når underviserne udviser præcis forståelse af deltagernes oplevelser og erfaringer er fremmende for forandring. Empati alene er imidlertid ikke nok. Trotters (1999) forsk-ning viser, at prosocial modellering er vigtigere end empati med hensyn til at motivere antisociale personer til at udvikle prosociale holdninger og prosocial adfærd.

Effektiv prosocial modellering har to kernekomponenter:

1. Forstærkning

Effektiv prosocial modellering forudsætter, at man bevidst og klart, med stærke og markante anerkendende udsagn, forstærker klientens prosociale udsagn og adfærd. For at forstærke prosocial adfærd må underviserne råde over et bredt udvalg af forstærken-de responser, som ikke kun skal bestå af eksplicitte verbale komplimenter, men også nonverbal kommunikation som fx øjenkontakt og anerkendende smil. Det skal tydeligt fremgå, hvad den positive feedback er rettet mod, og hvorfor.

Mange deltagere vil have modtaget meget lidt opmuntring, positiv feedback eller bare anerkendelse, når de tidligere har udvist prosociale holdninger eller handlinger.

Der er langt større sandsynlighed for, at de har modtaget anerkendelse fra deres kam-merater for antisociale udsagn og handlinger. Deltagerne har formentlig fået opmærk-somhed for deres antisociale udsagn og handlinger. I R&R2-programmer må undervi-serne vende denne proces om. Specifikt må underviundervi-serne anerkende deltagerne, når de udtrykker prosociale opfattelser, holdninger, værdier eller handlinger.

Underviserne skal anerkende deltagerne for både præstation og indsats. En deltager behøver ikke at give det korrekte svar på en øvelse for at få en bemærkning fra under-viserne, der udtrykker anerkendelse, støtte eller opmuntring. Vores mål er at opmuntre deltagerne til at tænke; vi kræver ikke, at deres tænkning er perfekt.

Selv om deltagerne ikke altid kan give korrekte svar, så kan og skal de anerkendes for at forsøge eller for at bidrage med interessante og væsentlige pointer eller ideer.

Deltagerne skal ikke kritiseres for at producere dårlige ideer, men opmuntres til at producere bedre ideer. Underviserne skal imidlertid undgå at give indtryk af, at et hvil-ket som helst svar er godt nok, for så vil deltagerne føle, at svarene ikke er særlig vigtige.

Deltagere, der giver absurde eller fjollede svar, som afspejler, at de ikke gør en seriøs indsats i sessionen, skal korrigeres.

2. Korrektion af antisociale udsagn og handlinger

Empati er ikke det samme som sympati. Forskning viser, at selv om empati nok er afgørende, skal underviserne korrigere deltagernes empati, hvis den er malplaceret, da det ellers kan forstærke den enkeltes antisociale opfattelser, holdninger og adfærd ved at give indtryk af, at de er acceptable (Andrews & Kiessling, 1980). Korrektion indebærer, at underviserne gør opmærksom på de negative konsekvenser af antisociale handlinger og udsagn, ikke kun for den, der kommer med disse udsagn og handlinger, men også for deres ofre og for samfundet som helhed. Det omfatter, at underviserne afviser

delta-gernes dårlige undskyldninger og rationaliseringer af antisociale handlinger og afviser deltagernes verbale accept af overtrædelser af regler eller udsagn, der udtrykker støtte til adfærd, der afspejler ligegyldighed eller manglende respekt for loven. Det er faktorer, der har en dokumenteret sammenhæng med fremtidig antisocial adfærd (Andrews &

Bonta, 1994; Gendreau, Little & Goggin, 1996). De udgør et sæt af holdninger, værdier, overbevisninger og adfærd, der minimerer værdien af prosociale aktiviteter såsom ud-dannelse, arbejde, stabile relationer og lovlydig adfærd, eller som retfærdiggør brugen af vold, aggression, alkohol og stoffer og anden antisocial adfærd (Gendreau, Goggin &

Paparozzi, 1996).

Underviserne skal ikke blot ignorere antisociale udtryk eller antisocial adfærd. De skal markere, at de ikke anerkender den slags adfærd; det skal imidlertid ikke ske med

”den store knippel”, men med et hurtigt, diskret ”puf”, der tydeligt markerer underviser-nes afstandtagen, men uden at give adfærden for meget opmærksomhed. Underviserne skal forklare grunden til sin afstandtagen og få deltageren til at foreslå prosociale alternativer.

Korrektion kan opnås ved verbale udtryk for afstandtagen eller gennem nonverbal kommunikation, fx ved at rynke panden eller gennem nedsat interesse, der udtrykker afstandtagen.

Korrektion indebærer ikke, at man nedgør adfærden. Det kræver ikke konfrontation.

Det kræver, at man udfordrer deltagerne til at tænke over deres adfærd og deres vær-dier. Det involverer, at man støtter og opmuntrer deltagerne, når de undersøger deres egen adfærd og spørger sig selv, om deres adfærd afspejler prosociale eller antisociale værdier.

Korrektion skal ske på en måde, der understøtter målene med undervisningen. For eksempel kan underviserne kommentere, hvordan deltageren kunne have valgt en anden (socialt kompetent) måde at udtrykke sin pointe på, bemærke, at den aktuelle adfærd ikke ser ud til at bidrage til gruppens problemløsningsaktivitet, eller foreslå, at deltageren ville have bedre chancer for at få de andres accept af sin position, hvis han/

hun valgte en alternativ måde at udtrykke sit synspunkt på.

Korrektion skal ske inden for rammen af en omsorgsfuld, autentisk og empatisk relation, sådan at underviserne kan minimere nag hos klienten, nedsat motivation eller frafald fra programmet. Afstandtagen er mere effektivt i en atmosfære præget af tillid og gensidig omsorg, især når der er en klar overvægt af positive udsagn.

Målet med at korrigere deltagernes antisociale adfærd er ikke blot at påtale den, men at opfordre deltagerne til at indgå i en kognitiv proces – at stimulere dem til at tænke om igen.