S i t t e år havde vi kvindt*
år, ©g i år har vi tå børneår.
Hvad bliver mon det naute?
For det er sådan, den of- fe n tlife -debat markedsføre*
l m edier og samfund. K vin
derne er u n dertrykt, og det må vi gøre noget ved, faer- A g med den sag, videre til børnene, som også e r for
sømt, det skal vi også gør«
noget ved.
D et e r bare de voksne, som fordeler goderne m el
lem sig, medens børnene blot e r objekter for forde
ling, for de h ar ingen stem me og ingen stem m eret. Det er sarkastisk blevet sagt om en lignende situation, a t n å r ulvene og lam m ene skal dele 1 fællesskab, bliver det ulvene, som deler lammene.
Samme h y kleriske omsorg kan genfindes i børneårets blødmundede jam m er over nedskæ ringspolitikken på børneom rådet. Sandheden e r itqjnervæ k den, a t d er i bøm einstitutionssektoren er en stigende vaskst i antallet af ansatte, a t stigningen i de seneste å r h a r ligget på 14 p e t pro anno, og a t antallet på d ette om råde h a r over
steget de 50.000, m edens det sam lede an tal p lejere i den sociale sektor andrager m ere and 135.000.
Og så e r d et endda ikke u betinget rigtigt, at udvik
lingen e r bestem t af hensy
n et til børnene. Tværtim od e r det vel stadig sådan, at et godt hjem er bedre end en god institution, selv om det sik k ert er rigtigt, at en god institution kan væ re bedre end et dårlig t hjem. Men in
stitutionen kan i h v ert fald aldrig blive m ere end et surrogat for eller et supple
m ent til hjem m et.
M iseren ligger i den kon
flik t m ellem kvinde- og børneinteresserne, som til
sløres af opdelingen i kvin
de- og børneår. Og i sidste ende må m an søge årsagen hertil i den herskende m en
neske- og sam fundsopfattel
se. Indtil m idten af 1700-tal- let var det ikke en selvfølge at betragte individet som sam fundets m ål og m indste enhed. Før den tid v ar det slæ gten og familien, som var den m indste sociale en
hed. Voksne og børn havde deres plads og funktion i helheden.
Børnene repræ senterede dé voksnes frem tidige for
sørgelse, og derfor v ar b ø r
nene en velsignelse og bør
nebegrænsning en forban
delse, hvilket stadig er U-landspolitikkens achilles- hæl. Til gengæld repræ sen
terede de æ ldre en opsam let erfaring, som h a r stor værdi i et statisk samfund.
Med industrialiseringen og udviklingen af d et moderne
bysam fund mad hvad dertil hører af arbejdsdeling og forandring, m ister både de æ ldre og børnene deres væ rdi for familien, som splittes op i sine bestandde
le. K vindens tidligere rolle, som den der føder og opdra
ger børnene, m edens m an
den skaffer brød i skabet, bliver m indre tyngende og m indre indlysende, efter som arbejde, uddannelse, forsorg og k u ltu r spaltes op på fo r
skellige sektorer i sam fun
d e t
A llerede på d ette tid s
p u nkt sv g k k es børnenes stilling, idet deres frem tidi
ge forsørgerrolle bliver ab
strah eret og omsat til sk at
te r og pension. Den positive side er naturligvis den sti
gende velstand, som fritag er børnene fra hfitfdt arbejde og giver dem øgede m ulig
heder for uddannelse, leg og udvikling såvel fysisk som kulturelt. Men prisen er fa
miliens opløsning.
I 1960’erne strømmede kvinderne ud på arbejds
m arkedet, fordi der v ar be
hov for arbejdskraft, og for
di ophævelsen af sambe
skatningen principielt op
hævede fam ilien og indsatte individet som b æ rer a f indkontøt og skatteevne.
Men konsekvensen blev e t voldsomt stigende k rav om institutionspladser til børn
æ ldre, felv om kvinder
nes roHe p4 70’em es svig
tende arbejdsm arked i sto rt tal er blevet som m odtagere af understøttelse.
K vinderne WiVer sig selv bevidst som individer med ret til uddannelse og a rb ej
de uden for hjemmet. Sam tidigt h a r aceelerationen i de m aterielle behoV i sig selv væ ret en spore for den énkelte familie til a t gøre sig afhængig af en dobbelt
indtæ gt. Og vil en norm al
familie satse herpå, kan den også regne med en god d i
sponibel realindtæ gt (efter fradrag af skat af de to se
parate indtæ gter). Summen af en faglæ rt arbejders og en ufag læ rt kvindes re al
indtæ gt svarer næ sten kro
ne til krone til en* tjen este- m andsløn i 37. lønramme.
Og s¿ k an m an jo a lt efter indstilling sige, a t klasse
skellet er ophæ vet i konge
riget Danm ark, eller a t p ro fessoren altså h a r r&d til a t have en hjem m egående kone for sin egen løn. Men sam fundsm æssigt set e r d et ikke ligegyldigt, id et d e r skal skaffes institutions
plads til børnene og også til professorbørnene, hvis p ro - fessorinden væ lger en vel
lønnet beskæftigelse. Og denne vare k an købes b il
ligt, eftersom indtæ gter på over 200.000 kr. ku n betaler ca. 1/3 af udgifterne til in stitutionspladsen.
Og nu e r vi ved at komme om bord i en svikmølle, idet de m aterielle behov kaster kvinderne ud på arbejds
m arkedet, hvilket skaber øgede k rav til den offentlige
service, d er koster stigende sk atter og derm ed behov for stigende indtæ gter. Da kvinderne næ sten alle h a r m eldt sig p å arbejdsm arke
det og derfor få r løn eller understøttelse, bliver følgen af de stigende sk atter dels et frodigt m arked for m åne
skinsarbejde og naturaløko
nomi, dels k rav om stigende arbejdslønninger, som fag
foreningerne villigt k an ali
serer genrtem det fagretslige system i form . af forhøjelse af minimumsløfuttnger og lønglidning.
I kvindernes, i ungdom mens og de svages navn, m en resu ltatet bliver uvæ gerligt, at de ukom plicerede arbejdsopgaver bortrationa
liseres af hensyn til dien in ternationale konkurrence, og endnu en del ufaglæ rte k vinder og unge sendes p&
gaden sam m en m ed de sva
ge og ineffektive, som ikke kan tjene deres løn.
De veluddannede, de ef
fektive, de erfarn e få r d et endnu bedre, medens de, i hvis navn lønningerne blev forhøjet, henvises til en — ganske vist rund h ån d et — understøttelse eller b i
standskontoret.
M ere brød kom m er d er ikke i skabet, og m ere bliver d e r ikke til investeringer og.
vedligeholdelse af p rodukti
onsapparatet. I stedet sk u b bes problem erne ud i frem tiden i form af en stæ rk t voksende national og in te r
national gældsstiftelse. I den nationale økonomi finansie
res overforbruget ved en kraftig gældsstiftelse, som finansieres af sam fundet
gennem ren tefradragsretten, som neu traliserer fra 50—70 pct. af rentebyrden, m edens inflationen sørger for m ere end resten.
S æ tter m an nem lig m ar
kedsrenten til 16—17 pct., betaler skattevæ senet 8—12 pct., m edens inflationstak
ten er 8—10 pct. Og hvem vil i en sådan situation fore
tagne d en for sam fundet n ø d vendige epsparing, n å t ta k ken for det ed satte forbrug, hvilket e r et andet navn for opsparing, bliver negativ og i bedste fald lig nuL
Til gengæld e r det ingen k un st a t låne penge i u d lan - det, hvor renteniveauet e r lavere, og fristelsen til a t løse den øjeblikkelige fo r
legenhed ved udlandslån e r uim odståelig for de politi
kere, som er m ere bange for deres vælgere, og isæ r deres erhvervsorganisationer, end
for frem tiden.
Jeg h a r tidligere med en ironisk distance foreslået, at m an betaler kvinder (eller mænd) et hustruvederlag for at blive i hjem m et og der tage vare på deres egne børn i stedet fo r at forøge behovet for de dyre in stitu tionspladser. I forvejen få r mange m ødre und erstø ttel
se, m en h a r alligevel re t til institutionsplads til børnene for at væ re til rådighed for arbejdsm arkedet. M an k u n ne h er måske slå to eller flere flu er med et smæk:
hjæ lpe børnene, stille m ød
rene frit og spare in stitu ti
onsplads med hvad dertil hører af konsekvenser.
Jeg h ar også for sjovs skyld foreslået at løse de
samfundsøkonomiske p ro blem er ved en frivillig løn
nedgang på 5 pct. En. sådan heroisk gerning ville ikke aiene fjern e underskuddet på betalingsbalancen, men også skabe en øget beskæ f
tigelse både for ung« og an d re svage grupper, sam tidigt m ed a t infU tionspreeset vil
le lette, m ad hvad he raf føl- ger af positive økonomiske og m oralske konsekvenser.
Og så ville m an ikke behøve den ubehagelige følgelov
givning, som en devaluering ville k m v e og h eller ikke få de negative inflationsvirk- ninger af finans- og penge
politiske foranstaltninger.
D ette forslag lider blot af den mangel, at det ligesom andre enkle løsninger er uigennem førligt af indlysen
de grunde, selv om begrun
delserne for forkastelsen af forslaget selvfølgelig vil variere.
Måske vil det in ternatio
nal« børneår a f vore børn blive husket som det år, da udlandsgæ lden voksede med
10—12 m illiarder k ro n er til 70 m illiarder kro n er og den årlige rentebyrde h eraf til 3 m illiarder, m edens in flati
onstakten voksede til m indst 10 pct. A lt sam men fordi vi ofrede den frem tidige gene
ration for e t øjeblikkeligt overforbrug.
Og det m å væ re e t in trik at moralfilosofisk problem at forklare og forsvare dette forskud på næ ste generati
ons indtæ gtsm uligheder.
Dels h a r den nuvæ rende bøm egeneration ingen retlig eller politisk adgang til at give sin m ening til kende, dels ville den i givet fald ikke have evne hertil.
Spørgsm ålet e r derfor, om vi begår m andatsvig ved m isbrug af vor m agt over børnenes frem tid. E ller om der e r tale om en rim elig udjæ vning af vor og børne
nes livsindtægt.
Men det bliver til sin tid børnenes egen sag at dømme i denne foræ ldrenes m oral- konflikt, n å r de som ansvar
lige politikere og
skattehor-gere skal afgøre, hvor meget de vil betale til vor pension.
Det er blevet sagt, at man skal væ re god mod børn og unge, om ikke af andre grunde så fordi de til sin tid skal skrive vor nekrolog.
D et v a r gym nasielærerne, d er engang i de vilde 60*ere fik nedsat tim etallet af hen
syn til det pædagogisk for
svarlige, m en ædelm odigt påtog sig at læse de m ang
lende tim er til overtidsbeta
ling. For børnenes skyld! Det var det groveste kendte eks
empel på hyklerisk u d n y t
telse af børnenes velfærd, m en siden er andre grupper af pæ dagoger hoppet på vognen, og foræ ldrene står tap p ert og hepper ved side
linien.
Men Gud bevare os, hvis børnene opdager hykleriet og straffer os dobbelt for vor um ådeholdenhed og for vort hykleri og m odregner såvel skyldig kapital som bøde i pensionen.
S tig Jørgensen
U N G D O M O G G A L S K A B
HVOR GIK ungdom soprø
re t hen, da det gik ud?
L ederne h y tte r sig ru n d t om kring i velbetalte stillin ger i det etablerede sam fund, m edens kanonføden, som de m enige frontkæ m pe- re e r blevet kaldt, gik til g runde i forvirring.
Sam fundet og institu tio nerne h a r nok udskiftet sine ledere m en det ville væ re letsindigt at glemme, at revolutionæ re grupper aldrig ønsker at afskaffe m agten, m en blot at få del i den.
Og fa r de gamle, som faldt, kom der ny o v e ra lt
Det fforvirrende for m ange og isæ r for unge m ennesker er, a t m agten h a r a n ta get et m enneskeligt ansigt og derfor e r vanskeligere at bekæmpe. P å in stitutioner og skoler h a r m an form elt indført dem okratiske fo r
m er, som dog i realiteten er et dæ kke for bu reau k ratiets tiltagende indflydelse. I e r h vervslivet h ar erhvervsor
ganisationerne tiltag et sig en lignende m a g t
Den yderste konsekvens af denne form elle ophævelse af sam fundets reelle m odsæ t
ninger og skabelsen af k u n stige skel e r de østeuropæ i
ske b u reau k ratier, hvor fol
kets stre jk e - og v algret er ophæ vet, fordi folket ikke kan væ re i m odsæ tning til sine egne interesser, som defineres af bureaukratiet.
Det fuldkom ne dem okrati har altid betyder dem okra
tiets ophævelse..
DET ER DERFOR ikke så underligt, a t netop VS i dén seneste G allup-undérsøgeise stå f til en betydelig frem gang ved det kom mende
v a if r F o r d ette parti,*
k a la er sig socialistisk, er d ea- åndelige e f t e r b j w d ^ ungdom soprørets frih ed s
kam p og rep ræ sen terer ideologisk en individualist mé-’ som ligger é t stykke-tiT højre eller v é n ^ fe fo r F re m sk rid ts p a rtie ts’ gfcm-1 m elliberalism e.
P a rtie ts s tå r for en eks
trem næ rdem okratisk ideo
logi, som i princippet bety-' der, a t det enkelte individ skal have frihed til a t be
stemm e over sin egen tilv æ relse. K am pen for de demo
kratisk e frihedsrettigheder, som form uleredes a f dén borgerlige liberalism e, e r da også en af grundpillerne i p artiets politik.
Derfor er statens, erhvervs
livets og de internationale organisationers m agt d et centrale m ål for partiets agitation. P a rtie t er dog riu blevet overhalet inden om af KAP, som ér m ere ro y ali
stisk end kongen selv.
Men VS h a r nu selv e r kendt sine »elitære« tilbøje
ligheder og er b egyndt at udøve selvkritik,' m en utvivlsom t til ingen verdens nytte. F or den intellektuelle elite vil naturligvis lige så lidt som andre eliter i v ir
keligheden v aretage folkets interesser på andre m åder end ulvene varetager lam mets.
Og VS re p ræ sen terer n u ti
dens rom antik, som digterne repræ senterede den store rom antik i begyndelsen af forrige århundrede. Denne sin tids ungdom soprør v ar lige som nutidens e t u d try k for dén adskillelse m ellem åndelig og m ateriel magt, som fulgte i kølvandet på d en industrielle revolution.
F ør den tid repræ sentere
de den åndelige elite tillige, den m aterielle og politiske m agt i sam fu n d et K irken og aristo k ratiet løste begge opgaver, indtil d et 19. å r hundrede, da k u ltu ren spal
tedes i en m ateriel ku ltu r, som repræ senterede den økonomiske og politiske m a g tso m lå hos borgerska
b e t D en åndelige k u ltu r, v i
denskab' kunst, religion, fik, en uforpligtende og u an svarlig stilling, afhæ ngig som den v ar af erh v erv sli
vet.
VARr DET IK K E Rifbjerg, der talte om kunsten som borgerskabets læ nkehund?
Og e r det ikke rigtigt, at hunden bider den hånd, der fo d rer den?
D en intellektuelle elites selvbevidsthed blev af le t- forståelige grunde k ræ n k ét af denne afhæ ngighed af penge, som en gentlem an jo ikke ta le r om, og som derfo r blev lagt for had af en Hugo, én Balzac, en Dickens og e n Tolstoj. Og hvordan v a r det egentlig m ed vor egen unge Oém enschlager, som jo er aktuel for tiden?
De .ungé løver foragtede fi-^
listrene, m en gjorde dog k u r til grossetérdøtrene!
SaiUliie am bivalente fö r- hold jhar V£> til hutideris m ågthavere, idet det re k ru t
teres blandt de velbetalte;
offentligt ansatté og atbéy- dei*; for en styrkelse å f det b ureaukrati, som e r p artiets hovedfjende.
D en opvoksende ungdom h a r sv æ rt ved at få en fod til jordten, eftér a t ungdom s
oprøret h a r udviklet sig til en elitebevægelse, som nødtørftigt sk ju ler sin
ego-jsm e bag en facade af socia
listisk teto rik . Men trods forvirringen og h y k leriet vil store déle af de 18—19-årige førstegangsvæ lgere, hvoraf næ sten halvdelen h a r stu
dentereksam en eller tilsv a
rende uddannelise, sikkert stø tte d ette parti.
Det e r ungdom mens p riv i
legium a t væ re uansvarlig.
Tidligere undersøgelser v i
ser også, at den foretræ k k er det ekstrem e, hvad enten det s& e r den hykleriske e l
ler den usm inkede egoismé.