afgifter, m oms, ATP, bogfø
rings- og regnskabsreglem e, arbejdsmiljø og hele molevA- ten ud af kraft. I hvert fald er hele den mindre handels- og håndværkerstand bukket under for presset af de for
skellige ordninger og de sti
gende udgifter. Kun de store virksom heder, som kan ud
nytte den m oderne teknik, kan overleve.
Samtidigt giver de forskel
lige sociale ordninger og na
tionale og internationale told- og subsidieordninger en tilsvarende mulighed for le
gale og illegale misbrug så
dan at G unner Myrdahl har kunnet udtale, at svenska folket er ved at udvikle sig til en nation af småkriminel- le.
Det er vel nok det største kriminalpolitiske paradoks i Øst og Vest, at en voksende økonomi og udviklingen af en velfærdsstat, som ud fra en medmenneskelig moral vil det gode for alle fører til det onde: Nemlig en mang
lende respekt for samfundets regelsystem i almindelighed og dermed for den samfund
smæssige solidaritet. Det er ikke lykkedes at ændre den almindelige moral fra r e spekten for individets inte
gritet og ejendom til respek
ten for samfundets grund
læggende interesser. Deri
mod kan man snarere sige at en aftagende respekt for samfundets interesser har medført en tilsvarende des
pekt for den private integri
tet.
Derfor er det ikke lykke
des for kriminalpolitikken at
æ ndre indstillingen til krimi
naliteten og til f.eks. at be
tragte skattesnyderi eller miljøforurening som alvorli
gere forbrydelser end tyveri og personlig vold. Siden 1940'eme har idealistiske kriminologer profeteret en sådan udvikling, vel snarere for at lette den hårde skæb
ne, som sam fundets tabere ofte har fået som kriminelle, end for at knalde nogle an
dre. Bestræbelserne er dog også som nævnt snarere re
sulteret i en mere afslappet holdning til kriminalitet og til andres værdier i alminde
lighed end til en stærkere fordømmelse af »samfund- skriminaliteten«.
N år det ikke er lvkkedes at ændre indstillingen til på den ene side en relativt strengere fordømmelse af den traditionelle berigelses- og voldskriminalitet og en mindre streng vurdering af
» sam fundsovertræ delserne«, er det dog nok ikke blot en følge af den almindelige af- kriminaliseringstendens, men lige så meget udtryk for, at den folkelige indstil
ling er bygget på dybere lag i den menneskelige psyke end kriminologernes i deres overvejelser over og kalkula
tioner af samfundsmæssige fordele og tab.
Du må ikke lyve, du må ikke stjæle, du må ikke krænke din næstes integritet og familie. Sådan lyder med små omskrivninger det »mi
nimalindhold«, som alle kendte retssystem er i fortid og nutid har indeholdt fra de mest primitive til de mest
udviklede. M ennesket er biologisk kodet til at leve under visse givne forhold, og følelserne er indrettet heref
ter. Selvom m ennesket er et kulturelt dyr, der kan ændre sine om givelser og tilpasse sig disse ændringer, er der ikke grund til at betvivle, at visse indstillinger er ret uforanderlige som følge af hensynet til artens overle
velse. Den lille fami
liegruppe med sam arbejde og arbejdsdeling er nødven
dig af hensyn til slægtens vi
dereførelse eftersom bør
nene er hjælpeløse i mange år.
De forbløffende japanske erfaringer med en faldende kriminalitet med stigende økonomisk udvikling helt på tværs af cet vest- og øste
uropæiske billede hænger sammen med en samfund
sorganisation, som er præget af familien, forlænget ud i bystrukturen og erhvervsli
vet. Den personlige kontakt bevares og dermed respek
ten for andre m ennesker og for samfundets regler.
Dermed har vi også sagt noget væsentligt om græn
serne for den menneskelige tilpasning, og for betingel
serne for at ændre indstillin
gen til den »sam fundsskab
te« kriminalitet.
Dette er ikke en egentlig anmeldelse af den bog, som lektor Jørgen Jepsen har ud
givet og delvis selv skrevet om økonomisk kriminalitet.
H er er tale om nogle almin
delige reflektioner over forholdet ikke mellem for
brydelse og samfund, men
det om vendte nemlig mellem samfund og forbrydelse.
Bogen som nærm est må karakteriseres som et deba
toplæg, hvad redaktøren selv gør opmærksom på, inde
holder foruden udgiverens indledende kapitler, der for
søger at indkredse begrebet
»økonomisk kriminalitet«, nogle dokum entariske over
sigter over forskellige typer af »økonomisk kriminalitet«
og af retsstillingen i Sverige og V esttyskland. M est tan
kevækkende er et mindre indlæg af den norske for
skningsleder Per Stange- land, som i særlig grad hæf
ter sig ved udviklingen af den moderne korporative stat.
Jørgen Jepsen har sine er
kendte og forståelige vanske
ligheder ved at »definere«
begrebet »økonomisk krimi
nalitet«. Men han gør ikke sagen lettere for sig selv ved at svinge mellem en »ret
lig« og en »sociologisk« de
finition. Den retlige tager sit udgangspunkt i det, som fak
tisk er strafbart og på hvil
ken m åde, hvorimod den so
ciologiske tager sit udgangs
punkt i, hvad forfatteren el
ler »lønmodtagerne« eller andre m ener »bør« være strafbart og på hvilken m å
de.
I forvejen er det vanske
ligt at finde nogen indre sammenhæng mellem f.eks.
m iljøovertrædelser og
manipulationer med skatte
system et (Glistrup-sagen) og med selskabsreglem e (Bon- de-Nielsen, som forfatteren p. 54 er tilbøjelig til allerede at dømme som forbryder!).
Den om stændighed, at de mange forskellige aktiviteter har forbindelse med »legal forretningsvirksom hed«, kan næppe retfærdiggøre en fæl
les begrebsbestem m else, hvis den skal have andet end politisk betydning.
Men som materialesamling og debatoplæg er det en nyt
tig udgivelse, som forhåbent
lig vil finde indpas i mange diskussionssammenhænge, idet den både indeholder stof til diskussion og ægger til modsigelse.
STIG JØ R G EN SEN JØRGEN JEPSEN: Øko
nomisk kriminalitet (318 si
der, kr. 146), Informations Forlag 1980.