Måske vort største politiske problem
U- LANDSHJÆLP, MORAL OG EGENINTERESSE
OSCAR W ILD E var para
doksernes og kynism ernes m ester, men han var ingen misantrop.
Han elskede livet og men
neskelig skønhed og levede op til de bibelske krav om
at tugte deh, man elsker.
Hans største svaghed var villigheden til at sælge sin.
sjæl for en kvik bemærkning.
Tü gengæld må man lade ham, at ingen før eller siden har overgået ham i kunsten at klæde hykleren af til skin
det, uden han opdager, at det er ham selv, der er til grin.
Overfor selvgodhed og moralisme var han nådeløs, især når den optrådte under dække af vammel og sødla
den filantropi kamoufleret som næstekærlighed.
Optimisme og tilbøjelighed til at tillægge menneskene , gode egenskaber og motiver, siger Lord Henry i »Dorian Gray«, er udtryk for svag
hed og angst.
Ved at tillægge andre gode egenskaber forsøger vi i vir- kejigheden at påvirke dem tifa t gøre det mod os, som vi ønsker, de skal gøre. Det er det samme som at trække en check på en bank,' hvori vi ikke har penge, eller som at smigre røveren, for at han skal lade os være i fred.
I DEN aktuelle debat om
u-landstyælpen og dens mu
lige og umulige form er er det nyttigt at holde sig for øje, at næstekærligheden i kristen forsíand ikke er en naturlig menneskelig følelse, men derimod en etisk forpligtel
se.
Professor Hammershaimb har i sin bog om dommedag
sprofeterne påvist, at det ra
dikale krav om kærlighed til næsten er opstået i det jødi
ske folk under og efter det babylonske fangenskab.
Æ ndringen fra en oprindelig objektiv m enneskeopfattelse med slægtsansvar og slægt- sfølelse til individualisme og personligt ansvar hænger sammen med de israelske nom adestam m ers indvan
dring til de palæstinensiske kystbyer.
I bysam fundets handels- og håndværksnæring med arbejdsdeling og pengeøko- , nomi har de gamel og bør
nene ikke den samme værdi som i det statiske nom ade
samfund, hvor de gamle rep
ræ senterer en uvurderlig er
faring og børnene de fremti
dige forsørgere. Fra at dele hjordens udbytte mellem alle slægtens medlemmer efter status og behov, overgår man i bysamfundet til at be
tale efter indsats og fortjene
ste. Her kommer de gamle, de unge, de syge og de svage
til kort, og der bliver derfor behov for en ny moral, som kræver hensyntagen til de hjælpeløse.
Kristus radikaliserer dette krav, idet han udtaler, at det ikke er nogen kunst at elske de nære, de stærke, de smukke og de gode. D erfor forlanger han, at den kristne skal elske de grimme, de sy
ge, de onde og de fremmede.
Du skal elske dine fjender.
Det er klart for ethvert normalt m enneske, at et så
dant krav om kærlighed til det modbydelige, ikke appe- lerer til naturlige følelser.
Brødrene W esterm arek har i deres værk om de moralske ideers udvikling sandsynligg- jo rt, at de naturlige moralske følelser formentlig ikke stræ kker sig videre end den nærm este familie, og at al
truismens udbredelse til at omfatte større og større kredse: nationen, udlændin
ge, hele m enneskeheden, skyldes en kulturel udvikling af de etiske krav.
HVIS A LT dette var rigtigt, hvad der er gode grunde til at tro, er den moralske fø
lelse altså sædeles upålide
lig, jo længere man kommer bort fra kærnefamilien.
Desto større er også risikoen for, at en tilsyneladende mo
ralsk følelse er en om skriv
ning af svaghed og egeninte
resse, som Wijde siger.
Lige som det er nødven
digt at klargøre sig m enne
skenes begrænsede mulighe
der for identifikation med fremmede for at forstå fremmedhad og diskrimina
tion, er det nødvendigt at klargøre sig den samme be
grænsede følelse for at kunne forstå den almindelige skepsis overfor en ulmende uvilje nærmere overfladen.
I stedet for at føre sig frem ' med en skråsikker moralsk fordømmelse af u-landstøæl- pens kritikere, bør man be
sinde sig på, at u-landsbist- anden er begrundet i moral og ikke i følelse. Og da der helst skal være en rimelig overenstemm else mellem moral og fornuft, bør u-landshjælpen derfor også udmåles og administreres med fornuft.
Den bør ikke blot have k a ^
rakter af almisse, som udde
les for at bekræfte giveren i sin godhed eller for at dæmpe den dårlige samvit
tighed over egen velstand.
Megen moderne social for ikke at sige socialistisk be
vidsthed har dette bagvendte formål at tilfredsstille egen egoisme i andres navn.
Det er en velkendt erfa
ring, at moralisten har me
gen moral behov.
Af
Stig Jørgensen
N E M E S I S
Iris M urdochs bøger h an d le r officielt om kæ rlighedens forviklinger og vildveje. Bag kulisserne udspilles altid e t spil om skyld og straf. D et e r religiøse rom aner.
U n d ertid en k an de have k a ra k te r af et klassisk sk æ b n edram a, hvori årsag og virkning e fte r e t indviklet m ø n ster u d m ø n ter sig i h æ v n og straf.
I e n af h en d es sen este bø
ger: »H avet, havet«, d u k k er en ung m and op p å scenen, som d en syndebuk, hvis voldsom m e død forløser p e r
so n ern e fra d e res dæ m oni
ske følelser og opløser de neu ro tisk e og dram atisk e knuder.
D enne unge ulykkesfugl h a r fæ lle stræ k m ed P an d u - ros evige n asseprins og lege
barn , d er p å é n gang fo rtry l- le r og fra s tø d e r d en an fæ g te d e hovedperson m ed sin så rb a re v æ rg elø sh ed og sam vittighedsløse u d n y tte l
se af situationen.
D e t e r frih ed en s og over
flodens affaldsprodukt, a d o p tiv b arn af usik re fo ræ l- d re, som ikke k an få s ty r på d e re s eg en tilv æ relse, og som d e rfo r stø d er b a rn e t ud i e n planløs og fo rv irre t u d dannelse.
D en tid sty p isk e afm agt o v erfo r d en m oderne tilv æ -.
relses grundlæ ggende p ro blem er, som n eto p gør ung
dom m en til tab e re, m en som den i sin overfladiske d an nelse kun k an re ag e re imod gennem virkningsløse p ro te ster.
D a d en unge Messias, som ironisk h a r få e t tillag t d et p a te tis k e navn, T itus, bliv er sp u rg t om sin politiske an skuelse, s v a re r h an e fte r no
gen forvirring, a t h an h v e r
ken e r v e n stre - eller h øjreo
rien tere t, m en tilføjer, a t h an naturligvis e r for hvaler, m od forurening og mod atom affald.
M en ikke e t ord om de v el
b jæ rg ed e, som i lighedens n a v n sk ru e r lønniveauet i v e jre t, så d e r b liv e r m ere til de stæ rk e og in te t a n d et end u n d e rstø tte lse til d e unge.
Og ikke e t ord om en erg ik ri
se og faldende ov ersk u d i d e n industri, som skal be ta le forureningsbekæ m pelsen, m en som fo ru re n e r m ere og m ere, efterso m den m å gå til tilbage til kulfyring.
D en k ritisk e ideologi, som i slutningen af 60erne b eg ej
s tre d e d en tid s unge m ed sin ap p el til følelse og frih ed i sin kam p m od m aterialis
m en, in d u strik u ltu ren og sam fundsordenen, e r løbet u d i u k ritisk d yrkelse af m id
delm ådigheden, d ile tta n teri.
og kvaksalverL
K ritik k en e r b le v e t til en dum p utilfred sh ed , som ikke k an bru g es til a n d e t an d ag
g ressiv fo ru rettelse . D en bli
v e r en afm æ gtig p ro te s t m od sym bolerne pA d e n v elstan d , som d e t oprindelige ung
dom soprør h a r sa t sig pA, og som d e ts dårlige sam v ittig hed d e rfo r k am o u flerer som fjenden.
Vel e r h y k leriet løgnens trib u t til dyden, og vel e r d en dårlige sam v ittig h ed e n høj pris a t b e ta le fo r lam m este
gen. Men tro d s a lt e r lam m e
steg m ed dårlig sam v ittig h ed b ed re en d dårlig sam v it
tighed u den lam m esteg.
A llerb ed st ville d e t v æ re , om vi alle k unne spise lam m esteg m ed god sam vittig
hed. Men d e t vil nok k ræ v e nogle k o rrek tio n er i d e poli
tiske og økonom iske sty rin g ssy stem er og en god del alm indelig folkeoplysning.
D igterne e r a ltid fo ran de
re s tid. AltsA d e rigtige, som kan høre g ræ ss et gro, og som fo rstå r fuglenes sprog. D et, som engang v a r a n v a tg a r- den, b liv er m ed tid e n til rø v en af fje rd e division.
S agt m ed v en era tio n fo r en dan sk jou rn alistik s store, gam le m æ nd.
Af Stig Jørgensen
professor, dr. ju r