PO LITIK ER blevet k aldt det m uliges kunst, men også alle m ulige kunster.
D et e r sidstnæ vnte v ari
ant, som m odsvarer nu
tidens ulykkelige politi
kerlede, m edens førstnæ vn
te v arian t altfo r ofte fo r
veksles m ed principløshe- dens m ellem proportional.
E rasm us M ontanuslogik- k en fø rer ikke sjæ ldent til bagvendte slutninger, såsom at det ilde hørte m å væ re en sandhed, og a t m an beviser sin k æ rlighed ved a t tu g te sin næste.
Sam m e skom agerlogik fø
re r let til den fejlslutning, at den rigtige løsning på en konflikt m å ligge m idtvejs m ellem p artern es stan d punkter. Den, söm sidder m ed hovedet i en bageovn og fødderne i et køleskab, h a r ikke m egen interesse i gennem snitstem peraturen.
DET KAN derfor ikke væ re u d try k for sta ts
m andskunst i den øjeblikke
lige politiske situation at ville form idle en gennem - snitsløsning på' det politiske hovedproblem : Ø D -forsla- get. E n Ø D -ordning uden centrale fonds er m enings
løs, og en Ø D -ordning med centrale fonds er farlig for det pluralistiske samfund.
U den en central fond vil en overskudsdeling virke helt vilk årlig t og derm ed uretfæ rd ig t, idet kun m ed
arb ejd ere i p riv ate virksom heder k an få udbytte, og k un i dem der ofte på grund af tilfæ ldige k o n ju n k tu rer og investeringsbehov for ti
den giver overskud.
Rent bortset fra at inve
steringslysten k an svæ kkes af overskudsinteressen, så
frem t m edarbejderne sam ti
digt h a r væ sentlig in d fly delse på beslutningsproces
sen. Det v a r den jugoslavi
ske erfarin g i 40’erne og 50’erne.
De centrale fonds vil på den anden side kunne friste en m agtfuld fagbevægelse til at investere i redning af urentable virksom heder af hénsyn til beskæ ftigelsen — eksem plet fra England og Sverige, hvor det er staten, som direkte h a r overtaget store dele af svæ rindustrien, er ej h eller opm untrende. I hvert fald ikke for dem, der ønsker af hensyn til økono
m ien og dem okratiet at be
vare et effek tiv t og diffe
re n tieret p riv at erhvervsliv.
Men risikoen er måske h eller ikke så sto r for alle de m ulige kunster, eftersom LO’s form and jo h a r e rk læ re t sam fundet krig, hvis m an ikke få r de centrale fonds. Risikoen skulle ligge i, at de fredselskende sm å
p a rtier p å m idten skulle lade sig friste af B ertrand Russels berøm te slogan: H el
lere rød end død!
ISÆ R ER DER grund til at advare de radikale mod denne fristelse og mod fri
stelsen til a t indgå i en spin
kel og uhellig alliance med regeringen og SF. Ganske vist kunne Socialdem okra
tie t og de radikale endnu i første halvdel af 60’erne regere på et enkelt m andats flertal oven i købet en grøn- landsm inister.
Men d ette er ikke 60’erne og flertallet skabes ikke ale
ne af de to partier, men kun m ed h jæ lp af SF. Og så er d er ikke tale om a t fordele overskud, hvortil Socialde
m o k ratiet og de radikale er velegnede, m en om at udde
le u n d erskud over en læ n gere årræ kke. H ertil kræves, som K nud H einesen forsik
rede i valgudsendelsen fo r
ud for valget et b red t fler
tal, der ræ k k e r lan g t ind over midten.
Heinesen havde jo allerede bedt om at blive afløst på dette tidspunkt, hvorfor han ikke skulle have v æ ret sat til at tegne Socialdem okra
tiets frem tidige finanspoli
tik. Men d erfor v ar det, han sagde, rig tig t nok, og kun beklageligt, at han ikke kom til al tegne firm aet, som væ lgerne m åtte tro det.
JE G HAR tidligere erin - drat om K rags omvendelse i 1966, da han på selve valg
aftenen endnu efter at »ar- bejderflertallet« var en kendsgerning, gentog, at han ikke kunne sam arbejde med »starutterne« i SF, m en alligevel næ ste form iddag efter at have tag et et nyt stan d p u n k t forhandlede med Aksel L arsen om »det røde kabinet«. Vi kan gæ tte pä, at LO dengang pressede K rag til at benytte sig af a r
bejde rflertal let.
Men sporene burde
s k r æ m m e ikke alene rege
ringen, men også SF, som jo revnede i 1967 netop ved en afstem ning om en lønpolitik, der ikke var næ r så skrap som det nuvæ rende forslag.
Og det ser ud til, at rege
ringen ikke får lov til at krydse sig frem m ed skif
tende flertal. I h v ert fald ville det væ re m æ rk v æ r
digt, om firkløverpartiem te eller nogen af dem ville m edvirke til et p ris- og løn
stop på de vilkår, som
rege-ringen ønsker at gennem fø
re med SF og de radikale.
FORHØJELSEN A F ga
rantilønnen vil udhule de- valueringsgevinsten, idet den givetvis vil føre til ge
nerelle lønstigninger og stigning i ledigheden hos unge, kvinder og svage, som ik k e.k an tjene en tim e
løn. Sæ rsk atten på lan d b ru gets »de valueringsgevinst«
m odarbejder på sælsom m åde devalueringens fo r
mål, som e r a t skabe en
bedre økonomi i ek sp o rter
hvervene.
Selv om re n te frad ra g sre t
ten for p riv at gæld u tv iv l
somt er inflationsskabende og derfor bør neutraliseres, er det dog tvivlsom t, om re - geringsforslaget e r fo rn u f
tigt, ligesom andre af skat-, teforslagene m odvirker op
sparing og profit i erhvervs
livet, hvorfor devaluerin
gen forekom m er m indre velbegrundet.
Man m å derfor håbe, at regeringen bliver stillet
over for et k la rt Valg m el
lem LO og et bredt sam ar
bejde i Folketinget mellem de gamle partier. Skulle dette føre til et nyvalg, er dette trods a lt at fo retræ k ke, problem erne bliver alli- g e v ¿ ikke. løst med de fore
liggende regeringsforslag.
Og ikke m indst for demo
k ratiets skyld m å m an håbe på, at forslagene falder, og at Folketinget ikke bøjer sig for trusler.
Den, der altid vil have fred, h a r aldrig fred!
Af
Stig Jørgensen
Professor, dr. jur.
fekt. E nten bliver han glæ deligt overrasket, eller også opnår han glæ den ved at få r e t
Optim isten h a r det svæ re
re. H an bliv er oftere over
rasket, og da e r det ikke glædeligt. F or m enneskene er ikke, hvad de burde være. V ar de det, havde de nem lig ikke m oral behov!
F ortalen til Jy d sk e Lov, som i det væ sentligste gen
giver sam tidens alm indelige kirkelige m oralfilosofi og ikke — som m ange fejlagtigt tro r — en n atu rg ro et dansk retsbevidsthed, u d try k k er den samme tankegang. Ville h v er m and nøjes med sit eget, da behøvede m an ikke nogen lov.
K ristendom m en form ule
rede på én gang den n y mo
ral, som v ar nødvendig, den gang m enneskene opgav det gamle slæ gtssam fund og eksperim enterede med nye sam livsform er i byer. Og den radikaliserede den ny m oral så stæ rk t, at det v ar selvindlysende, a t den ikke kunne realiseres.
Da kristendom m ens m en
neske- og sam fundsopfattel
se i vore lande form elt blev kanoniseret i 1241, var det m ere end 1000 å r siden, K ri- stus havde van d ret på J o r
den, og der hengik m ere end 500 år, før den v a r slået igennem i lovgivning og retspraksis.
fortsæ tte langt ind i det 18.
århundrede, som slæ gten og ikke individet er m oralens og retten s grundlag.
Det gamle Testam ente, som rep ræ sen terer det æ l
dre slægtssam fund, siger, at alt skal gengældes lige for lige, ondt som godt. Det ny Testam ente, d er indeholder loven for det frem tidige b y samfund, siger, at m an skal elske sine fjender, de svage og hjælpeløse og gengælde ondt med godt.
ET VELUDVIKLET P Y SAMFUND har ikke råd til fortidens hæ vn- og fejdesy
stem, men h a r behov for fred til de vindskibelige sysler. Til gengæld h a r man ikke m egen behov for børn, gam le og ineffektive i en økonomi, hvor a lt h ar sin pris. I stedet h ar m an m ora
len.
H vilken sam fundsform d er e r m enneskets »naturlige«
kan vi ikke vide, allerede fordi den ikke h a r eksisteret i historisk tid. Men selv om den havde, ville spørgsm ålet alligevel væ re meningsløst, eftersom m enneskene jo netop h ar æ n d ret deres ydre økonomiske v ilk år og derfor også nødvendigvis m å æ n
d re den sam fundsm æssige organisation.
F or m ennesket er ikke alene et sam fundsvæsen, m en også et opportunistisk
frihed til at sæ tte sine re g ler for sam fundets funktion under de æ ndrede forhold.
Det er det, m an kalder re t og moral, og som afløser d y resam fundets uforanderlige instinkter, som styringsm id
ler.
Men netop fordi m enne
skene både er individer og sam fundsvæsener, er reg ler
ne nødvendige for at af
stemm e de enkelte indivi
ders frihed i forhold til h in anden af hensyn til sam fun
dets interesser.
DEN »SOCIALISTISKE«
m enneskeopfattelse, som går tilbage til m iddelalderens moralfilosofi via oplys
ningstidens natu rretslæ re, er optim istisk og går ud fra, at m enneskene overladt til sig selv i frihed til tilstræ be at gøre »det gode«, dvs. det, som er til samfund-sts gavn.
Den »individualistiske«
m enneskeopfattelse, som har udviklet sig i opposition til n atu rretten , er pessim i
stisk, idet den går ud fra, at m enneskene uden ydre reg ler og tvang vil rage til sig
på andres bekostning.
M æ rkeligt nok m ente Adam Smith, som i slu tn in gen af 1700-tallet skabte den m arkedsøkonom iske te ori, at de enkelte m enne
skers stræ ben e fte r egen lykke tenderede mod at væ re til sam fundets gavn.
Indtil den nyeste tid h a r det væ ret en gåde, hvordan Sm ith kunne tro, a t indivi
dernes egoistiske stræ ben kunne føre til fælles fordel.
Men nutidige fund af u d kastet til en retslæ ré, som skulle supplere Sm iths psy
kologiske moralfilosofi og kontante nationaløkonomi, viser at Sm ith i virkelighe
den troede på m enneskets sociale n a tu r og Guds sty relse, således at det, der tog sig ud som egoisme, i v irke ligheden v ar udslag af sam
fundets og Guds vilje.
Men ligesom andre fatali
ster, der tro r på udviklin
gens nødvendighed såsom Calvin og den senere Marx.
m ente Sm ith altså også, at m an skulle gøre sig fo rtjen t til Guds eller historiens p å
skønnelse, og at m an derfor handler i Guds og udv ik lin gens ånd, n år m an a rb ejd er for det nødvendige. B eløn
ningen ligger ikke alene i den fremgang, m an har, men også i bevidstheden om, at denne fordel e r b ek ræ f
telsen på, at m an er på re tté vej.
A dam Sm iths forgænger, B. de Mandeville, v ar nok m ere i pagt med den gamle kristelige læ re om m enne
skenes fundam entale syn
dighed, selv om han mente, at individernes synder oftest førte til offentlig fordel.
Men det er en helt anden historie, som ikke passer sig for en m oralpræ diken ved nytårstide.
R E V O L U T I O N E N S D Y N A M I K
REVOLUTION betyder sprog-
% a t noget ru lle r tilbage, re - dvo, i m odsætning til (ex) volvo, a t ru lle bort fra et u d - n g sp u n k t Evolution er altså n gradvise udvikling i en be- smt retning, m edens revolution en drastisk ændring, som be
der et b ru d m ed denne u d kling.
Det e r k lart, a t d er h er er tale a glidende overgange. E nhver kald t udvikling indeholder an - :t og m ere end en bevægelse i re linie, ligesom revolution ke b are betyder en tilbagegå- ide bevægelse m od udgang- iiinktet. E nhver udvikling be
der forandring, m en fo ran - in g e r udover én . bestem t æ nse opleves som en revoluti-Med nutidens sproglige iñ flati- i betegnes sn art sagt enhver randring som revolutionerende, det klichepræ gede reklam e
trog, som er træ n g t langt ind i 5 halvdannedes nydansk, e r en- irer tanke, enhver opfindelse, ihver idé revolutionerende. Jo in d re tankerne bliver, desto ørre behov er der for at opleve
»m som store nyskabende.
R evolutionerende bliver ensbe- rdende m ed nyt, underforstået Dget positivt, eftersom a lt n y t r godt, og a lt godt er nyt. D ette etydningsindhold e r ikke alene strid m ed det oprindelige, som
> v a r en bevægelse tilbage mod dgangspunktet, m en det e r også ikteret af en ideologi, der op- itter det gamle, det trad itio n el-
;, som noget negativt, og det ye som noget positivt, netop
>rdi det e r nyt. N yt fordi det cke e r resu ltatet af en organisk, len en bevidst sty ret udvikling.
D et e r nem lig oplysningstidens ationelle m enneske- og sam - undsopfattelse, der udform ede o rt europæ iske
revolutions-begreb. Idéen om, at den m en
neskelige tan k e ikke alene ved at forefindes tilstræ k k elig t m e
get k an tæ n k e sig til »det gode«
og »det rette«, m en tillige plan m æssigt sæ tte sig igennem i det enkelte individ og i sam fundet, idet m ennesket blot er en ren tavle (tabula rasa), som kan be
skrives m ed hvad som helst. Den franske lib eralt borgerlige re volution er et b arn af denne ide
ologi.
Den russiske er derim od fo r
m elt afledt af den m arxistiske eller socialistiske revolutionsteo
ri, som på én gang fastholder det rationalistiske udgangspunkt, at det e r tanken, som alene indser, hvad der er godt og rigtigt, og at m enneskene ene og alene er et pro d u k t af deres omgivelser.
Men sam tidig h a r m arxism en optaget i sig en konsérvativ tro på udviklingens nødvendighed og vel a t m æ rke en nødvendig
hed, der ikke alene fø rer til soci
alismen, m en også ender m ed det socialistiske samfund. Indsigten i denne nødvendighed e r altså
»videnskabeligt« begrundet, og den m ålbevidste stræ ben mod denne endestation bliver derfor en videnskab.
I m odsætning d ertil e r kon
servatism en evolutionær, idet den går ud fra, at m ennesket og derfor også sam fundet h a r en bestem t »natur«, der ligesom p lan ter og d y r m å udvikle sig organisk i overensstem melse m e d de bevægelseslove, som e r nedlagt i a lt levendes ophav. Li
gesom planten udvikler sig orga
nisk af frøet, udvikler m enne
sket sig af sine anlæg. Således m å også sam fundet, sproget og re tten have loy til a t udvikle sig i frihed, idet rtteonesket — som den gode g artn er — k u n skal k u ltiv ere og gøde jordbunden sam t luge u k ru d t og vildskud
bort for pA denne m åde a t frem m e den naturlige v æ k s t
SOM DET FREMGÅR af det foregående er der altså et n æ r
m ere ideologisk fæ llesskab m el
lem den konservative og den so
cialistiske sam funds- og revolu
tionsteori. Begge m enneske- og sam fundsopfattelser e r beslæ gtet i princippet, idet det ikke er in
dividet, m en sam fundet som e r den enhed, tæ nkningen begynder med. I m odsæ tning h ertil stå r den radikale og liberalistiske ideologi, som b etrag ter indivi
derne som den m indste enhed, hvoraf sam fundet herefter er bygget op.
Det forekom m er sik k ert mange gode konservative i dagens D an
m ark m indre indlysende, at den konservative ideologi i princip
pet e r næ rm ere beslæ gtet med den socialistiske end den liberale og rad ik ale ideologi. Men ved næ rm ere eftertan k e vil de ægte konservative sik k ert i deres h je rte r finde den kæ rlighed til Gud, konge og fæ dreland, som netop sym bolsk afspejler tilh ø rs
forholdet til den helhed, som en
ten e r den danske sta t eller det danske folk.
P å samme m åde oplevede tid li
gere tid ers m ennesker sig som forvaltere af en arv, som var overladt dem af tidligere gene
rationer, af slægten, af standen, af lauget. Den enkelte bruger af jorden, det enkelte m edlem af standen og lauget, v a r derfor k u n b esty rer af en arv, som han havde pligt til a t forvalte til for
del for efterfølgeren, der havde k ra v på a t m odtage den i m indst samme stand som forgængeren.
E fter denne opfattelse er det en
kelte individ ikke uindskræ nket ejer af sine væ rdier og ikke sin egen lykkes smed, m en medlem af et fællesskab, som ræ k k er til
bage i historien og ud i frem ti
den.
K irken, adelen og kongemag
ten oplevede tidligere en sådan aristokratisk forpligtelse overfor sam fundet som m odstykke til deres privilegier.M en også den enkelte bonde oplevede sig som et led i slægtens gang gennem tiderne. Det er først m ed den helt nye befolkning, der e rn æ rer sig med handel, håndvæ rk og sø
fart, at denne følelse af at tilhøre en institution, der uforandret og uforanderligt lever gennem h i
storien, afløses af en berusende følelse af at væ re sig selv.
Den gamle afhængighed af jo r
den og andre ydre u d try k for noget varigt og håndgribeligt, afløses af uhåndgribelige forbin
delser, hvorigennem arbejdsde
lingen om sættes til kontraktlige rettigheder og pligter, medens væ rdierne udtrykkes i andre symbolske og flygtige forestil
linger, som kaldes penge. I løbet af m iddelalderen ' forskydes m agtforholdene i sam fundet de fleste steder til fordel for det velhavende borgerskab, der k u l
tu relt står for en selvbevidst h u manisme, der frem hæ ver det en
kelte individs umistelige væ rdi i forholdet til kirke og samfund. I slutningen af 1700-tallet form u
leres denne idé rad ik alt af Im m anuel Kant, som siger, at m en
nesket altid er et m ål og ikke et m iddel for andre formål.
I forfatningskam pen her i lan det i m idten af forrige århundre
de afspejler disse brudflader i sam fundets ideologier sig ganske tydeligt på grund af det tilfæ ldi
ge sam menfald m ed nationalitet- skam pen i de slesvig-holstenske hertugdøm m er. De konservative godsejere og højere embeds
m æ nd om kring den enevældige konge holdt på helstaten, d.v.s.
det gamle st*tsfællesskab m el
lem kongeriget, det oprindeligt danske hartugdøm m e Slesvig, og det tyske hertugdøm m e Holsten.
De nationalliberale, som re p ræ senterede byernes dannede al
m enhed hævdede, at det var in dividernes nationale sindelag, som m åtte væ re afgørende, hvorfor m an gik ind for en fri forfatning for alle danske, d.v.s.
for D anm ark og hertugdøm m et Slesvig, uanset a t befolkningen i den sydligste del gennem å rh u n dreder havde v æ ret tysktalende.
H er overfor stod den tilsvaren
de slesvig-holstenske national
bevægelse, der ønskede uafhæ n
gighed af D anm ark for begge hertugdøm m er, som i å rh u n d re
der havde væ ret en adm inistra
tiv enhed. Den holstenske høj- adel var ikke alene loyal overfor kongen og helstaten, m en levere
de tillige kongem agten dens le
dende politikere.
Det tyske forbund ville accep
tere en udskillelse af Slesvig- Holsten af helstaten, m en havde dog ikke h elh jertet støttet oprø
re t i 1845—50, idet m an også var villig til a t finde sig i en fo rt
sæ ttelse af den gamle helstat.
Derimod ville m an ikke accepte
re en deling af Slesvig og Hol
sten ved Ej deren. E t af de in te r
essante men uafklarede spørgs
mål er nu, om m an ville have af
fundet sig med en deling efter sprog- og sindelagsgrænsen, som i 1920 kom til at afstikke den en
delige grænse m ellem D anm ark og Tyskland.
Forslaget herom, der bl.a. blev støttet af politikeren og forfatte
ren Hans Egede Schack, blev ikke frem ført af nogen stæ rk po
litisk gruppe, skønt det i p rin cippet m odsvarede de nationalli
berales sindelagsideologi n æ r
m ere end deres Ejderpolitik.
P å trods af at de konservative k la rt forudså og forudsagde, at en fælles fri forfatning for D anm ark og Slesvig ville føre til en krig med Tyskland, som vi ikke kunne vinde, blev resu lta
tet, som det m åtte blive i denne tilnæ rm else til en dansk revolu
tion. Form elt v a r der ikke tale om nogen revolution, eftersom det v ar den enevældige konge selv, som overdrog m agten til folket gennem en fri forfatning.
Og vel fandt udviklingen sted uden sværdslag, m en dog ikke uden retorik.
EN REVOLUTION v ar det i betydningen: en radikal foran
dring, sélvom denne forandring v ar en tilbagegående bevægelse f.s.v. som befolkningen før 1100-1200-tallet form entlig hav
de h aft .en a rt selvstyre, ikke byggede på adel- og k m a g t,jn e d på de enkelte ters rilagt og indbyrdes b a
Men en revolution v ar del i en anden forstand, nemlif at det v ar de irrationelle sera oprør m od den r*ti<
forstand. F or en revolution træ d er ikke, m edm indre di religger en revolutionæ r sii on, og en révolutionæ r siti er først til stede, n å r be ningens utilfredshed me<
herskende tilstande h a r nå udbredelse og en grænse, k an udløses af en bevæ som er i stand til at formuli k la rt m ål og at kanalisere fredshedens voldsomme mod realiseringen af dette
De nationalliberale forsti udnytte den voksende utilf hed og selvbevidsthed hc økonomisk og k u ltu re lt J voksende grupper p å landel byerne og kanalisere den nem nationalism ens ide Selvom det førte til nation økonomisk katastrofe, v ar b gelsen um ulig at standse.
F or følelse uden forstan blind, til gengæld er fon uden følelse tom. Og den, rid er på ryggen af en tige ikke selv bestemme, hvornå]
vil stå af.
Og det er enhver revolut skæbne: A t udnytte en fol utilfredshed i en højere idés neste. Derfor e r en revoluti bevægelse så vanskelig at s og derfor æ der revolutionen egne børn. F ørst ledes revol nen af dens ledere, senere dens ledere af revolutionen.
Ligesom et jordskæ lv ku de ydre krusninger på en ’ som indre rystelse, e r revol nens ydre form elle frem tn sesform k u n u d try k for større indre k ræ fter, som oi re r hele grundlaget for samJ slivet. D erfor skal m an ik k at m an kan argum entere revolutionen, ligeså lid t som kan argum entere m ed e t to;
vejr.
Det n y tter ikke det fjern e henvise til, at revolutionen læ gger sam fundet og ikke til de erklæ rede m ål, m en r