O PSTARTSKRAV OG REGISTRERINGSFORPLIGTELSER

af et interessentskab, søge at sikre det bedst mulige retlige grundlag for selskabet, hvorfor de bør insistere på at der udarbejdes en fyldestgørende skriftlig kontrakt, i forbindelse med stiftelsen.

Denne bør skabe klarhed over retsstillingen mellem interessenterne internt, og i forholdet til tredjemand. Det kan heraf udledes at være tilrådeligt for iværksættere, at nedfælde visse væsentlige forhold i forbindelse med stiftelsen af interessentskab, uagtet at dette ikke er dem en lovreguleret pligt. Dette vil antageligvis skabe et overlap over de pligtmæssige oplysninger, der skal fremgå af stiftelsesdokumentet ved oprettelsen af et anpartsselskab. Som det erindres fra den tidligere gennemgang, skal stiftelsesdokumentet blandt andet indeholde oplysninger om selskabets stiftere, datoen hvorfra stiftelsen skal have retsvirkning, samt oplysninger om indskudsstørrelse og art, og herved selskabets kapital. Sådanne oplysninger synes deslige relevante at optage i en stiftelsesaftale vedrørende etableringen af et interessentskab, hvorfor kløften mellem tilrådelig adfærd i forbindelse med stiftelse af et selskab, indsnævres mellem de to selskabsformer. Lau Hansen (2017) s. 43, påpeger tilsvarende at kapitalselskabslovens nøje regulering, er fornuftigt indrettet, og derfor ikke alene skal anses som en byrde, men også som en slags gratis tilgængelig standardkontrakt, der er lige til at bruge, og til at have tillid til.

På baggrund af ovenstående må det påpeges, at den aftalefrihed der hersker på stiftelsesområdet for interessentskaber, ikke findes tilsvarende indenfor kapitalselskabsretten.

Interessentskabsrettens mulighed for ukompliceret at stifte et selskab, vil utvivlsomt være at foretrække for visse iværksættere. Det vurderes imidlertid primært at være interessant for erfarne iværksættere, eller for iværksættere der dels nyder stor tillid til hinanden, såvel som til at de kan skabe, en for dem fyldestgørende aftale, uden at gennemføre en tilsvarende omfangsrig og regulerende procedure, som den der påkræves ved stiftelsen af et kapitalselskab. Modsat vurderes det deslige rimeligt at nedtone den byrde, der ellers umiddelbart er at forbinde med kapitalselskabers omfangsrige og formbundne stiftelsesprocedure, da denne reelt kan betragtes som fornuftigt indrettet, og regulerer forhold der desuagtet af pligt, er tilrådelige at aftale i forbindelse med stiftelsen af en fælles erhvervsvirksomhed.

5.1.2. Vedtægter / Interessentskabskontrakt

Hvad angår selskabsformernes vedtægter, og kravene hertil, gælder det for såvel anpartsselskaber som for interessentskaber, at opstart af en fælles erhvervsdrivende virksomhed, forudsætter at der foreligger en gyldig aftale herom, selskabsdeltagerne imellem. For ikke-registreringspligtige interessentskaber ophører fællestrækkene, med kravene for anpartsselskaber allerede her. Dette skyldes, som redegjort for i afsnit 4.2.5, at der hverken stilles form-, indholds- eller skriftlighedskrav, ved udformningen af disse selskabers interessentskabskontrakt. Det samme gør sig gældende for forhold af efterfølgende karakter, i form af løbende vedtægtsændringer, hvilke ligeledes er underlagt en stor grad af aftalefrihed, og tillige kan ændres ved mundtlig aftale, eller endda gennem konkludent adfærd.

Modsætningsvist er udarbejdelsen af anpartsselskabers vedtægter, som beskrevet i afsnit 3.2.3, underlagt både form- og skriftlighedskrav. Vedtægterne er med Erhvervsstyrelsens praksis om vedtægtsrelevans, endvidere underlagt indholdsmæssige krav og begrænsninger. Dette skyldes, som tidligere anført, at anpartsselskabers vedtægter skal registreres og offentliggøres via Erhvervsstyrelsens it-system, hvorefter de tillægges selskabsretlig gyldighed. Selskabsdeltagere såvel som tredjemænd kan herefter finde retlig støtte i vedtægtsbestemmelserne, hvilket for iværksættere blandt andet må betragtes fordelagtigt, i tilfælde af eventuel intern tvistløsning, i retsstillingen overfor tredjemand, samt i forhold til sikringen af registrerede navnerettigheder.

De herskende forskelle imellem selskabsformerne indsnævres betragteligt, såfremt i stedet det registreringspligtige interessentskab sammenholdes med anpartsselskabet. Registreringspligtige interessentskaber skal ligeledes ved anmeldelse om registrering vedlægge selskabets vedtægter, hvilke herefter deslige nyder selskabsretlig gyldighed. Registreringspligtige interessentskaber kan imidlertid, i modsætning til anpartsselskaber, vælge ikke at offentliggøre interessentskabskontrakten i sin helhed, men alene et ekstrakt heraf. Ekstraktet skal dog overholde de beskrevne minimumskrav. Interessenterne kan herved regulere samtlige forhold i deres interessentskabskontrakt, også de forhold der for kapitalselskabers vedkommende nødvendigvis må reguleres i separate ejeraftaler, da de blot kan undlade at offentliggøre netop disse forhold.

Det må således her atter påpeges, at kapitalselskabslovens nøje regulering af kravene til anpartsselskabers vedtægter, omfangsmæssigt adskiller sig væsentligt fra hvad der gælder indenfor interessentskabsretten. Om dette alene bør betragtes som byrdefuldt, vurderes det tilsvarende som for omfanget af stiftelsesproceduren, i høj grad at afhænge af selskabsdeltagernes forudsætninger.

Iværksættere med præference for høj grad af aftalefrihed, og for færre offentliggørelsesbestemmelser, må således i denne henseende anbefales at skue mod oprettelsen af et ikke-registreringspligtigt interessentskab. Dog må det pointeres at offentlighed omkring selskabets reelle ejere, ikke længere kan undgås, heller ikke ved etablering af et ikke-registreringspligtigt interessentskab.

Mindre erfarne iværksættere, iværksættere med et mindre kendskab til selskabsretlige forhold, eller blot iværksættere med større behov for at have tillid til den aftale der danner grundlag for opstarten af en fælles erhvervsdrivende virksomhed, bør overveje om ikke kapitalselskabslovens indretning, trods dennes omfang, reelt svarer til de forhold de alligevel selv måtte ønske at regulere.

5.1.3. Registrering

Også hvad angår registreringsforpligtelser, adskiller stiftelsen af henholdsvis et interessentskab og et anpartsselskab, sig væsentligt fra hinanden, såfremt interessentskabet ikke er registreringspligtigt efter LEV. Som det fremgår af afsnit 4.2.3, er et personselskab registreringspligtigt efter LEV såfremt selskabet alene hæfter begrænset for sine forpligtelser. For interessentskaber opnås dette, som beskrevet, ved at selskabets interessenter udgøres af juridiske personer underlagt begrænset hæftelse. Da registreringskravene for registreringspligtige interessentskaber, i overvejende grad ligner kravene forbundet med registrering af et anpartsselskab, undlades her en egentlig sammenholdelse af registreringsforskellene mellem registreringspligtige interessentskaber og anpartsselskaber. Følgende vil i stedet primært belyse og analysere forskellene mellem et ikke-registreringspligtigt interessentskab, og et anpartsselskab.

Betegnelsen ikke-registreringspligtige interessentskaber er en sandhed med modifikationer, da alle juridiske enheder, som beskrevet i afsnit 3.2.1, skal registrere sine grunddata i overensstemmelse med CVR-loven. En sådanne grundregistrering, som beskrevet i afsnit 4.2.3, adskiller sig imidlertid markant omfangsmæssigt, fra de registreringsforpligtelser der er forbundet med anmeldelsen af

anpartsselskaber til registrering hos Erhvervsstyrelsen. De to registreringsprincipper adskiller sig ikke alene ved omfanget af medfølgende krav, men også ved at anpartsselskabet, i modsætning til hvad der gælder for stiftelsen af et interessentskab, først anerkendes som et selvstændigt retssubjekt, efter dets registrering i Erhvervsstyrelsens it-system. Forskellen er imidlertid af mindre praktisk betydning for iværksættere, da disse som beskrevet, fortsat vil kunne indgå forpligtelser på et anpartsselskabs vegne indtil registreringen, under betingelser svarende til driften af et interessentskab. Anpartsselskabet succederer efter registreringen de indgåede aftaler.

Forskelle iværksættere modsat skal være yderst bevidste om, er dels konsekvenserne forbundet med manglende overholdelse af kravene for registrering, såvel som retsvirkningen af en registrering overfor tredjemand. Hvad angår konsekvenserne forbundet med mangelfuld registrering af ikke-registreringspligtige interessentskaber, fremgår det af LEV § 2, stk. 3, 1. pkt., at disse ikke er underlagt opløsnings- og sletningsbestemmelserne, i LEV kapitel 6. I stedet straffes sådanne overtrædelser, som tidligere anført, med bøde. For anpartsselskaber gælder det, som beskrevet i afsnit 3.2.1, at Erhvervsstyrelsen dels kan kræve indsendelse af bevis for registreringens lovlighed indtil fem år fra registreringstidspunktet. Finder Erhvervsstyrelsen en fejl eller mangel der lovligt kan afhjælpes ved en generalforsamlingsbeslutning, fastsætter styrelsen en frist for forholdets berigtigelse. Såfremt denne frist ikke overholdes, eller såfremt forholdet ikke kan afhjælpes, kan registrering ikke finde sted, hvilket resulterer i en tvangsopløsning af selskabet.

Denne markant forskelligartet konksekvens mellem de to selskabsformer, gælder tilsvarende i forholdet om registrering og opbevaring af oplysninger om selskabets reelle ejere. Som det fremgår af afsnit 3.5.2, er mangelfuld opbevaring af oplysninger om, eller mangelfuld registrering af, et kapitalselskabs reelle ejere, ultimativt en tvangsopløsningsgrund. Derimod er ikke-registreringspligtige interessentskaber, til trods for at de er underlagt LEV § 15 g om indhentning, opbevaring og registrering af oplysninger om reelle ejere, fortsat ikke er underlagt LEV kapitel 6, hvorfor også sådanne forhold alene straffes med bøde.

Det bør her anføres at registreringspligtige interessentskaber er underlagt LEV § 21, hvorfor disse kan slettes fra Erhvervsstyrelsens register, såfremt de tilsvarende overtræder de ovenfor beskrevne forhold.

Den sidste forskel der bør fremhæves, vedrørende de registreringsprincipper de to selskabsformer er underlagt, er den retsvirkning der følger af selskabernes registrering. Som beskrevet i afsnit 4.2.3, opnår ikke-registreringspligtige interessentskaber, i modsætning til hvad der gælder for anpartsselskaber, ikke selskabsretlig gyldighed overfor tredjemand, ved grundregistreringen i CVR-registreret. Det gør anpartsselskabet imidlertid, i kraft af dets registrering og offentliggørelser via Erhvervsstyrelsens it-system. Dette betyder jf. Hansen og Krenchel (2017) s. 22, at selskabets selskabsretlige aftaler kan anvendes som retlig støtte, dels af tredjemand overfor selskabet eller selskabsdeltagerne, men også af selskabsdeltagerne overfor selskabet og tredjemand.

Med afsæt i ovenstående, vurderes det som et fordelagtigt forhold, for såvel selskabsdeltagere som for selskabets medkontrahenter, at anpartsselskabers og registreringspligtige interessentskabers registrerede forhold nyder selskabsretlig gyldighed. Til gengæld må iværksættere være opmærksomme på de medfølgende registreringsforpligtelsers omfang, og de konsekvenser der er forbundet med fejlagtig eller mangelfuld registrering. Med de beskrevne potentielle konsekvenser for øje, vurderes anvendelsen af anpartsselskabet eller det registreringspligtige interessentskab, primært fordelagtigt for velinformerede iværksættere, eller iværksættere der modtager assistance til overholdelse af registreringsforpligtelser af en rådgiver.

Hvad angår ikke-registreringspligtige interessentskaber, vurderes det ud fra et iværksætterperspektiv, yderst fordelagtigt at registreringsproceduren er så relativt ukompliceret, samt at konsekvenserne ved ubevidste fejl eller mangelfulde registreringer, alene sanktioneres med bøde.