F INANSIERING OG KREDITORBESKYTTELSE

Den sidste forskel der bør fremhæves, vedrørende de registreringsprincipper de to selskabsformer er underlagt, er den retsvirkning der følger af selskabernes registrering. Som beskrevet i afsnit 4.2.3, opnår ikke-registreringspligtige interessentskaber, i modsætning til hvad der gælder for anpartsselskaber, ikke selskabsretlig gyldighed overfor tredjemand, ved grundregistreringen i CVR-registreret. Det gør anpartsselskabet imidlertid, i kraft af dets registrering og offentliggørelser via Erhvervsstyrelsens it-system. Dette betyder jf. Hansen og Krenchel (2017) s. 22, at selskabets selskabsretlige aftaler kan anvendes som retlig støtte, dels af tredjemand overfor selskabet eller selskabsdeltagerne, men også af selskabsdeltagerne overfor selskabet og tredjemand.

Med afsæt i ovenstående, vurderes det som et fordelagtigt forhold, for såvel selskabsdeltagere som for selskabets medkontrahenter, at anpartsselskabers og registreringspligtige interessentskabers registrerede forhold nyder selskabsretlig gyldighed. Til gengæld må iværksættere være opmærksomme på de medfølgende registreringsforpligtelsers omfang, og de konsekvenser der er forbundet med fejlagtig eller mangelfuld registrering. Med de beskrevne potentielle konsekvenser for øje, vurderes anvendelsen af anpartsselskabet eller det registreringspligtige interessentskab, primært fordelagtigt for velinformerede iværksættere, eller iværksættere der modtager assistance til overholdelse af registreringsforpligtelser af en rådgiver.

Hvad angår ikke-registreringspligtige interessentskaber, vurderes det ud fra et iværksætterperspektiv, yderst fordelagtigt at registreringsproceduren er så relativt ukompliceret, samt at konsekvenserne ved ubevidste fejl eller mangelfulde registreringer, alene sanktioneres med bøde.

5.2.1. Hæftelse

Som det fremgår af afsnit 3.3.1, hæfter anpartshavere ikke personligt for selskabets forpligtigelser, men alene med deres indskud. Af kapitalselskabsloven § 4, stk. 2, fremgår det, at anpartsselskaber skal have en selskabskapital på mindst 40.000 kr., hvilket således repræsenterer iværksætteres minimumshæftelse for et sådanne selskabs forpligtelser. For interessentskaber gælder der derimod, som beskrevet i afsnit 4.2.4, ingen egentlige krav til størrelsen af indskud. Interessenterne skal blot være enige om størrelsen på deres indskud, før interessentskabet kan anses som gyldigt stiftet.

Denne praksis er begrundet i at selskabsdeltagerne, modsat anpartshavere, personligt hæfter for samvirkets forpligtelser, hvilket danner rammen for kreditorbeskyttelse ved interessentskaber.

Iværksættere der tiltrækkes af anpartsselskabets begrænsede hæftelse, skal imidlertid, jf. Werlauff (2019) s. 19, være opmærksomme på, at de lovfæstede regler om begrænset hæftelse, ofte vil resultere i at långivere vil forlange personlig kaution såfremt der optages gæld, hvilket potentielt indsnævrer skellet mellem de to selskabsformer.

Kapitalselskabsloven pålægger iværksættere, der opretter deres virksomhed som et anpartsselskab at overholde en længere række kreditorbeskyttelsesregler. Her skal iværksættere blandt andet være opmærksomme på bestemmelserne af, KSL § 118,2 stk. 2, om at direktionen skal sikre et til enhver tid forsvarligt kapitalberedskab, herunder tilstrækkelig likviditet til at opfylde nuværende og fremtidige forpligtigelser, efter hånden som de forfalder. Denne bestemmelse er væsentlig, da denne, afhængig af virksomhedsdriftens art, kan medføre at lovens minimumskapital ikke i sig selv tilstrækkeligt repræsenterer et forsvarligt kapitalberedskab. Reglen sikrer desuden at anpartshaverne ikke kan udlodde selskabets bundne reserve. Tilsvarende regler findes ikke for interessentskaber, da deres kreditorer kan søge sig fyldest gjort af interessenterne personligt med hele deres formue, såfremt interessentskabets fællesformue ikke kan dække deres krav mod selskabet.

Da iværksættere i et lille nystartet anpartsselskab, som tidligere redegjort for, ofte indtræder i ledelsen heraf, er reglen om at sikre et forsvarligt kapitalberedskab i selskabet, endvidere vigtig at være opmærksom på, da en tilsidesættelse af denne pligt, jf. Hansen og Krenchel (2019) s. 456, sanktioneres med et erstatningsansvar. Tilsvarende erstatningsansvar findes ikke for interessenter,

hvilket dog heller ikke ville give megen mening eftersom at disse allerede hæfter personligt og ubegrænset over for interessentskabets kreditorer. Interessenter kan derimod i falde erstatningsansvar vedrørende interne forhold, såsom ved krænkelse af den indbyrdes loyalitetspligt. En interessent vil således kunne ifalde erstatningsansvar såfremt denne udøver sin forvaltningsret til skade for en medinteressent, eller til skade for interessentskabet som sådant.

Til trods for en forskelligartet regulering af hvordan og hvornår hhv. anpartshavere og interessenter kan gøres erstatningsansvarlige for deres virke i et selskab, vurderes reglerne i sidste ende ikke adskille sig væsentligt fra hinanden.

På baggrund af overstående fremgår det tydeligt, at udgangspunktet er, at der eksisterer store forskelle mellem de to selskabsformer, på de behandlede områder. Hertil må det vurderes at princippet om begrænset hæftelse, som gælder ved stiftelsen af et anpartsselskab, utvivlsomt må anses som fordelagtigt overfor princippet om personlig, solidarisk og ubegrænset hæftelse, der gælder for interessentskaber. Iværksættere må dog nøje granske de omstændigheder og behov der omgiver dem ved stiftelsen, da fordelen ved begrænset hæftelse hurtigt potentielt kan indsnævres.

Har iværksættere således et større eksternt finansieringsbehov, må disse være opmærksomme på at forskellene mellem anpartsselskabet og interessentskabet reduceres betragteligt. Det bør dog pointeres at hæftelsesskellet ikke udlignes fuldstændigt, da eventuel pantafgivelse og kautions forpligtelser trods alt alene omfatter de kreditorer, som disse sikkerhedsstillelser er afgivet til, og ikke den samlede virksomhedsdrift. Anpartsselskabet vil således oftest, set ud fra hæftelsesprincippet, være at foretrække for iværksættere.

Såfremt iværksættere udfordres af de gældende minimumskrav til selskabskapital i et anpartsselskab, bør iværksættere derimod vælge interessentskabet som retlig ramme for deres virksomhed, da der som nævnt ikke knytter sig nogle kapitalkrav til selskabsformen. At iværksættere i dag kan udfordres af kravene, må antages forekommende i praksis, eftersom Danmark, efter afskaffelsen af IVS’et, nu har det næsthøjeste minimumskapitalkrav til anpartsselskaber i Europa.

Iværksætterne skal herved blot være opmærksomme på, at hæftelsesprincippet der gælder for selskabsformen, er ufravigeligt, og ikke som ved anpartsselskabet kan reduceres ved at deltagerne foretager differentierede indskud i selskabet.

Som nævnt ovenfor, vurderes forskellene mellem selskabsformernes respektive regler for potentielt erstatningsansvar, ikke at tilfører iværksættere værdi til deres valg af selskabsform.

5.2.2. Tilførsel og udlodning af selskabets ressourcer

Det fremgår af afsnit 3.3.2, at en kapitalforhøjelse eller kapitalnedsættelse i et anpartsselskab kan besluttes ved stemmeflerhed med vedtægtsændringsmajoritet. En sådan beslutning skal tillige registreres i Erhvervsstyrelen. I afsnit 4.3.2 fremgår det, at der kun kan foretages en forhøjelse eller reduktion af indskuddet i et interessentskab, såfremt dette besluttes i enstemmighed. Det gælder dog for begge selskabsformer, at man ikke kan tvinges til at foretage yderligere indskud i selskabet.

Foretages kapitalforhøjelsen i et anpartsselskab som et apportindskud, fremgår det af afsnit 3.3.2, at dette skal gøres efter de reguleringer der findes i kapitalselskabsloven. Her gælder det blandt andet, at der skal udarbejdes en vurderingsberetning, samt at ikke alle økonomiske aktiver kan anvendes som apportindskud, herunder eksempelvis arbejdsforpligtigelser. For interessentskaber findes der ingen tilsvarende regulering af apportindskud, hvorfor interessenterne indbyrdes kan aftale værdien af de indskudte aktiver, ligesom de heller ikke er begrænset i hvad der kan indgå som et apportindskud, jf. afsnit 4.3.2.

Der er hovedsageligt to muligheder for anpartshavere til at trække penge ud af et anpartsselskab, hvilke består af udbetaling af løn, eller udlodning af udbytte. Ved udbetaling af løn til anpartshavere vil dette typisk ske i form af vederlæggelse for ansættelse i selskabets direktion, og foretages i overensstemmelse med reglerne i KSL § 138, stk. 1, 2. pkt. Beslutningen om udbetalingen af udbytte skal træffes på en generalforsamling, eller på en ekstraordinær generalforsamling, og kan først finde sted efter selskabet har aflagt sit første årsregnskab. Desuden skal udlodningen kunne indeholdes i selskabets frie egenkapital, ligesom det er ledelsen der i sidste ende bestemmer størrelsen af udlodningen, da de er ansvarlige for selskabets til enhver tid forsvarlige kapitalberedskab, jf. KSL §§

179 og 180.

Som det fremgår af afsnit 4.4.2, har interessenter både en ret og en pligt til, at deltage i driften af interessentskabet, hvorfor de ikke som udgangspunkt modtager vederlag herfor. Udlodning af interessentskabets overskud anses som interessenternes løn for deres arbejde. Interessenter har krav på at modtage udbytte en gang om året, men det kan på ethvert interessentskabsmøde aftales,

at der skal udbetales udbytte til interessenterne. Interessenterne skal her blot internt blive enige om udbyttets størrelse, uden hensynstagen til selskabets fælleskreditorer, som følge af den personlige hæftelse. Enhver interessent kan imidlertid modsætte sig udbyttets størrelse, såfremt denne findes økonomisk uforsvarlig, med afsæt i interessenternes indbyrdes loyalitetspligt til, at varetage interessentskabets- og selskabsdeltagernes fælles bedste.

På baggrund af overstående, må det vurderes fordelagtigt for iværksættere, at det ved interessentskabet er muligt at udlodde udbytte inden det første årsregnskab er aflagt. Vurderingen af at dette er fordelagtigt for iværksætter, er hovedsagligt baseret på skatteretlige overvejelser.

Interessenter kan, som nævnt i afsnit 4.6.2, anvende virksomhedsskatteordningen, og herved skatteoptimere deres udbytteudbetaling, hvilket anpartshavere ikke har mulighed for ved deres vedlæggelse i form af løn. Anpartshaveres lovlige skatteplanlægning er således ikke lige så fleksibel som interessenters, før anpartsselskabet har aflagt deres første årsrapport.

Det vurderes endvidere fordelagtigt for iværksættere, når et apportindskuds vilkår kan aftales relativt frit, og ukompliceret kan foretages, hvilket tillige gælder ved interessentskabet. Det må dog understreges, at den store frihed til at aftale værdien af apportindskud i interessentskaber, kan få skatteretlige konsekvenser for interessenterne.

5.2.3. Årsrapporten

Det fremgår af, ÅRL § 3, stk. 1, nr. 1, at anpartsselskaber er omfattet af loven, og således er forpligtet til at aflægge årsrapport efter dennes regler. Desuden gælder det, at årsrapporten skal indsendes til Erhvervsstyrelsen, med henblik på offentliggørelse. Modsætningsvist gælder der som udgangspunkt ikke noget krav om, at et interessentskab skal aflægge årsrapport efter årsregnskabslovens regler. Det fremgår derimod af afsnit 4.3.3, at et interessentskab alene skal udarbejde et regnskab efter bogføringslovens regler, hvilket må beskrives som mindre byrdefuldt, og som uden gældende krav om offentliggørelse. Dette til trods, redegør afsnit 4.3.3, for flere grunde til, hvorfor interessentskaber alligevel vælger at udarbejde en årsrapport efter årsregnskabslovens bestemmelser. Dette nævnes eksempelvis som muligt begrundet i, at rapporten ikke udelukkende er til internt brug, hvorefter en årsrapport, jf. ÅRL § 3, stk. 2, mindst skal følge reglerne for regnskabsklasse A.

Efter ÅRL § 3, stk. 1, nr. 2, gælder det, at registreringspligtige interessentskaber er omfattet af denne lov, og skal aflægge årsrapport efter lovens gældende regler. Registreringspligtige interessentskaber har dog mulighed for at indsende en undtagelseserklæring til Erhvervsstyrelsen jf. ÅRL § 146, såfremt de opfylder betingelserne i ÅRL § 5 stk. 1, nr. 1-4.

Hvad angår granskningsforpligtelser i form af lovpligtig revision, fremgår det af afsnit 3.3.3, at revisionspligt ikke et ufravigeligt krav for små virksomheder. Er en virksomhed således omfattet af regnskabsklasse B, kan virksomheden helt undlade at underkaste sig revision, såfremt virksomheden i to på hinanden følgende regnskabsår ikke overskrider to af størrelserne, der fremgår af ÅRL § 135, stk. 1. Endvidere kan de øvrige små virksomheder omfattet af regnskabsklasse B, fravælge egentlig revision, og i stedet vælge en revisorerklæring efter erklæringsstandarten udvidet gennemgang. Da nystiftede anpartsselskaber, som tidligere beskrevet, ofte omfattes af regnskabsklasse B, vil disse således ofte enten helt kunne fravælge revision, eller baserer sig på en erklæring med begrænset sikkerhed. Tilsvarende findes at gælde for registreringspligtige interessentskaber.

Da iværksættere formodes at foretrække mindre komplicerede og byrdefulde regnskabsforpligtelser, må det ikke-registreringspligtige interessentskab, med afsæt i overstående, her vurderes fordelagtigt for iværksættere. selskabsformens fordelagtighed suppleres med større anonymitet vedrørende regnskabstal, eftersom at årsregnskaber efter bogføringslovens bestemmelser ikke skal offentliggøres, hvilket tillige formodes yderst attraktivt for nogle iværksættere.

Angående forholdet mellem anpartsselskaber og registreringspligtige interessentskaber, vurderes forskellene på dette område ikke at kunne bruges i begrundelsen for iværksætteres valg herimellem. Foruden registreringspligtige interessentskabers mulighed for at undgå udarbejdelsen af et årsregnskab, ved indsendelse af en undtagelses erklæring, jf. ÅRL § 146, findes reguleringen at være tilnærmelsesvis identisk.

Til trods for at det ikke-registreringspligtige interessentskab, og dennes mindre byrdefulde regnskabsforpligtelser, vurderes fordelagtige, bør det pointeres, at en årsrapport udarbejdet efter

årsregnskabsloven regler, ikke alene bør anses som byrdefuld. De større krav der her stilles til udarbejdelsen af årsregnskabet, vil give iværksættere et bedre indblik i deres virksomhed, og fungerer ofte som et mere retvisende billede på virksomhedens økonomiske situation, både i det interne forhold som udadtil.