K RAV VEDRØRENDE OPHØR

ikke-registreringspligtigt interessentskab, hvorimod der gør for registreringspligtige interessentskaber, jf. ANBKG § 37.

På baggrund af overstående, kan det tydeligt fastslås, at vedrørende flere forhold eksisterer væsentlige forskelle mellem de to selskabsformer. Hertil vurderes det fordelagtigt for Iværksættere, når ledelsesmedlemmer, og dermed tegningsberettigede, registreres og offentliggøres, da dette herefter nyder selskabsretlig gyldighed over for tredjemand. Iværksættere bør derfor i denne henseende, særligt overveje enten anpartsselskabet, eller det registreringspligtige interessentskab som retlig ramme, medmindre disse bærer stor præference for aftalefrihed, og mindre offentliggørelse. Angående offentliggørelse, vurderes ejerne med afsæt i afhandlingens definition af iværksætterne, dog allerede offentliggjorte som reelle ejere.

at omdannelsen til partnerselskaber, og dermed fremtidig skattemæssig transparens, ikke skatteretlig succession.

Angående et fuldstændigt ophør af et anpartsselskab, bør iværksættere være opmærksomme på, at dette kan foretages ved enten en formel likvidation, eller ved uformel afvikling på grundlag af en betalingserklæring. Desuagtet at format, skal en beslutning om egentlig afvikling af selskabet træffes på generalforsamlingen, med den stemmeflerhed der kræves til vedtægtsændringer, jf.

afsnit 3.5.1. Ved afvikling på baggrund af en betalingserklæring, afgiver anpartshaverne en erklæring over for Erhvervsstyrelsen, om at al gæld, forfalden som uforfalden, er betalt. Erklæringen skal desuden vedlægges en erklæring for told- og skatteforvaltningen om, at der ikke foreligger skatte- eller afgiftskrav vedrørende anpartsselskabet. Herefter slettes anpartsselskabet fra Erhvervsstyrelsens registre over aktive selskaber, mens Anpartshaverne kommer til at hæfte personligt, solidarisk og ubegrænset, for al gæld som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. Opløses anpartsselskabet i stedet ved en formel likvidation, underlægges proceduren en omfattende række lovfæstede krav, jf. afsnit 3.5.1. Det er her blandt andet egentlige likvidatorer der står for afviklingen, og som træder i ledelsens sted, og overtager tegningsretten over selskabet.

Likvidatorerne forestår herefter realisationen af selskabets aktiver, og afvikling af dets forpligtigelser, samt udlodningen af en eventuel restformue til anpartshaverne. Efter endt bobehandling ophører selskabet som selvstændigt retssubjekt, og anpartshavere i god tro hæfter herefter ikke for udækkede krav mod selskabet.

Tilsvarende gælder det for likvidationen af et interessentskab, at interessenterne skal udpege en eller flere likvidatorer til at stå for likvidationen, med henblik på at afvikle selskabets aktivitet og udlodde udbytte eller udjævning af underskud. Interessenterne kan imidlertid også vælge at gøre dette selv i fællesskab. Det fremgår desuden af afsnit 4.5.1, at interessenterne mister deres forvaltningsmæssige dispositioner samt tegningsret ved beslutningen om likvidation. Det er herefter således alene likvidator der har forvaltningsrettigheder, samt tegningsret over selskabet, indtil det er likvideret. Foretager interessenterne likvidationen i fællesskab, tilfalder forvaltningsretten interessenterne i samforvaltning. Tillige gælder det, at hvis der er dispositioner interessenterne ikke kan blive enige om, må disse afgøres ved skifteretten. Der er ikke noget der

hindrer interessenterne i, at udlodde alle selskabets midler, selvom ikke alle selskabets kreditorer er blevet betalt, da de enkelte kreditorer kan søge sig fyldest gjort ved interessenterne personligt.

Som det fremgår af afsnit 3.5.1, er anpartshaveres muligheder for at bringe deres deltagelse i selskabet til ophør, begrænsede. Anpartshaverne kan dog frit sælge deres anparter til eksterne købere, hvilke iværksættere imidlertid, jf. Fode og Munck (2016) s. 498, skal være opmærksomme på, at der ikke er mange af til minoritetsposter. Anpartshavere kan desuden alene fordre sig indløst, såfremt en anden anpartshaver besidder mere end 90% af selskabets kapitalandele, og tilsvarende andel af stemmerne. Anpartshaveres sidste mulighed foreligger i at kræve anpartsselskabet opløst som følge af særlig grov eller langvarige minoritetskrænkelser ved domstolene.

Anderledes forholder det sig for interessenter, som besidder en række muligheder for at bringe sin egen deltagelse, eller interessentskabet som sådant, til ophør. Det fremgår af afsnit 4.5.1, at interessenter, i et interessentskab der er stiftet på ubestemt tid, kan udtræde af selskabet ved en subjektiv ophørsgrund, og med behørigt varsel kan opsige sin deltagelse i interessentskabet. Måtte interessentskabet være stiftet på begrænset tid, vil en interessent dog alene kunne kræve interessentskabet opløst, såfremt der foreligger en gyldig objektiv ophørsgrund, eller når det tidspunkt- eller formål interessentskabet blev stiftet til, er opnået eller indfriet.

Med afsæt i overstående, vurderes begge selskabsformer at have rig mulighed for at lade sig omdanne til en anden selskabsform. Konsekvenserne ved omdannelse findes i de fleste tilfælde at kunne ligne hinanden på tværs af selskabsformerne. Iværksættere skal dog være særligt opmærksomme på, at et senere ønske om at omdanne et kapitalselskab til et personselskab, med skattemæssig realisation, hvilket kan vise sig som en stor byrde for iværksætterne. Modsætningsvist kan et personselskab, her et interessentskab, omdannes efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse, hvorfor interessentskabet i denne henseende vurderes mest fordelagtig og fleksibel for iværksættere.

Hvad angår endelig afvikling af et selskab, adskiller forholdene for de to selskabsformer sig ikke væsentligt fra hinanden, såfremt et anpartsselskab afvikles med afsæt i reglerne om ophør på baggrund af en betalingserklæring. iværksætterne vil her, ved begge selskabsformer, ende med at

hæfte personligt og solidarisk for eventuelle efterfølgende krav, rejst imod dem. Anderledes forholder det sig såfremt anpartsselskabet opløses gennem den formelle likvidation. Nok er proceduren herfor formbunden, langvarig og omfangsrig, men iværksættere vil hermed opnå ikke at hæfte fremadrettet efter selskabets afvikling, hvilket anses som yderst fordelagtigt.

Afslutningsvist vurderes det, at interessentskabsrettens adskillige muligheder for udtræden, eller interessenternes ret til at kræve interessentskabet som sådant opløst, er klart fordelagtige over for kapitalselskabsretten, set med et iværksætterperspektiv. Iværksættere risikerer her ikke på samme måde som ved anpartsselskabet at blive bundet i et samvirke, som de egentligt ønsker at udtræde fra.

Det må således konkluderes, på baggrund af selskabsformernes forskelligartede fordelagtigheder, som ikke alle kan opnås ved valg af den ene selskabsform, at iværksættere i denne henseende må foretage en subjektiv bedømmelse af hvad der er vigtigst for dem, og at der således ikke kan udledes et generelt fordelagtigt valg af selskabsform.

5.4.2. Ufrivilligt ophør

Som det fremgår af afsnit 3.5.2, er et anpartsselskab i dansk ret at betragte som et selvstændigt konkurssubjekt, og skal således tages under konkursbehandling, når dette begæres af skyldner selv eller af en fordringshaver, hvor selskabet er insolvent. Ved afsigelse af konkursdekret mister anpartsselskabet en lang række rettigheder, som at overdrage eller opgive ejendele, modtage betaling eller stifte forpligtigelser, og på anden vis råde over sin formue med virkning for boet. Ved afgivelsen af konkursdekretet udpeger skifteretten straks en, eller flere kuratorer som har tegningsret over boet. Disses opgave er herefter at afvikle virksomheden. Det fremgår desuden af afsnit 3.5.2, at anpartsselskaber kan tages under rekonstruktionsbehandling.

Modsætningsvist fremgår det af afsnit 4.5.2, at et interessentskab i dansk ret ikke anses som et selvstændigt konkurssubjekt. Dette skyldes hæftelseskriteriet for interessentskaber, idet såfremt interessentskabets fællesformue ikke kan dække en fælleskreditorers krav, kan denne søge sig fyldest gjort af interessenterne personligt, med afsæt i disses hæftelsesforhold. Konkursbehandling af et interessentskab fordrer således, at samtlige interessenter er taget under individuel konkursbehandling, hvorved interessentskabet opløses og behandles som et selvstændigt bo.

Ligeledes gælder det, at et interessentskab kan bringes til ophør, på grund af en interessents væsentlig misligholdelse af sine forpligtelser. Dog vil de resterende interessenter, som udgangspunkt have mulighed for at videreføre interessentskabet ved, at interessenten udelukkes fra interessentskabet. Desuden vil en interessent kunne kræve interessentskabets ophør grundet samarbejdes umulighed. Da det i disse situationer vil være næsten umuligt at bevise hvem der er skyld i konflikten, vil de almindelige regler om at den der tager initiativ til opsigelsen skal henvises til udtræden, ikke gælde. Dette vil kunne føre til spekulationer om hvem der kunne holde ud længst, for at få retten til interessentskabet, hvorfor det gælder at enhver interessent har ret til at kæve selskabet opløst.

Det fremgår af afsnit 3.5.2, at Erhvervsstyrelsen kan anmode skifteretten om at tvangsopløse et anpartsselskab, i overensstemmelse med KSL § 225, stk. 1, nr. 1-11. Erhvervsstyrelsen kan, jf. KSL § 225, stk. 2, fastsætte en frist til afhjælpningen af de oplistede mangler. Er manglerne ikke udbedret inden tidsfristens udløb, kan styrelsen træffe beslutning om tvangsopløsning af anpartsselskabet.

Med afsæt i overstående, vurderes det utvivlsomt fordelagtigt for iværksættere at have valgt et anpartsselskab som selskabsform, i tilfælde af konkurs. Her statueres effekten af den begrænsede hæftelse. Selskabsformen giver desuden mulighed for rekonstruktionsbehandling, hvilket ikke findes tilsvarende for interessentskaber, da disse ikke er selvstændige konkurssubjekter.

Modsætningsvist vurderes risikoen for tvangsopløsning af et anpartsselskab, at tale for valget af interessentskabet som retlig ramme for virksomheden. Samme konsekvens kendes ikke for ikke-registreringspligtige interessentskaber, da disse ikke er underlagt LEV kapitel 6. Dog bør det nævnes at registreringspligtige interessentskaber kan slettes fra Erhvervsstyrelsens registre, da disse er underlagt LEV § 21. interessentskabet vil dog ikke blive opløst, da registreringen i Erhvervsstyrelsen ikke har nogen betydning for selskabets status som selvstændig retssubjekt.

Muligheden for at opløse et interessentskab ved enten sammenarbejdes umulighed, eller ved væsentlig misligholdelse, vurderes ikke som sådan at udgøre en fordel eller en ulempe, men snarere som en nødvendig mulighed, grundet selskabsformens fundament om tæt samarbejde imellem deltagerne.