Frivilligt ophør

Som indledningsvis beskrevet ovenfor, kan et interessentskab bringes til ophør på baggrund af flere forskellige ophørsgrunde. Dette afsnit vil imidlertid indledes med en redegørelse af interessenternes frivillige omdannelse af selskabet.

Der foreligger interessenter flere muligheder for omdannelse af deres interessentskab, til en anden virksomhedstype. En af de nærliggende muligheder er at omdanne selskabet til et kommanditselskab, da denne selskabstype dele flere ligheder med interessentskabet. Det gælder blandt andet, at begge selskabstyper opstår som selvstændige retssubjekter ved stiftelsen, samt at de begge i skatteretslig henseende anses som værende skattetransparente. Når interessenter alligevel kunne overveje omdannelsen til et K/S, kunne dette være funderet i den her gældende sondring mellem komplementarer og kommanditister.

Såfremt interessenterne ønsker at omdanne deres interessentskab til et kommanditselskab, vil dette indledningsvist kræve at samtlige interessenter er enige herom, og at der foretages en ændring af interessentskabets vedtægter. Det er ligeledes en forudsætning, at selskabet efter dets omdannelse, lever op til de krav der gælder for at et selskab kan kvalificeres som et kommanditselskab. Dette indebærer blandt andet, at der skal være mindst en deltager der hæfter personligt, ubegrænset, og hvis flere solidarisk, for selskabets gæld, kaldet komplementarer. Der skal desuden være mindst en deltager der alene hæfter med sit indskud, kaldet kommanditister, jf.

LEV § 2, stk. 2.

Omdannelsen kan foretages på flere forskellige måder. Dette kan eksempelvis ske ved, at en eller flere interessenter udtræder gennem opsigelse, for efterfølgende at indtræde igen som kommanditister, hvorefter disse kun hæfter med deres indskud. De interessenter der udtræder, for efterfølgende at indtræde som kommanditister, vil dog stadig hæfte for den del af gælden der bestod på omdannelsestidspunktet. En anden mulighed er at optage en eller flere nye medlemmer der kun hæfter med deres indskud for selskabets forpligtelser. Ligegyldigt hvorledes omdannelsen gennemføres, anses interessentskabet for ophørt på det tidspunkt hvor omdannelsen har retskraft.

Omdannelsen vil ikke medføre at selskabet mister sin status som selvstændigt retssubjekt, og interessentskabets rettigheder og forpligtigelser videreføres til kommanditselskabet. Dette skyldes

at der ikke sker egentlig opløsning af selskabet, ved omdannelsen til et kommanditselskab, jf.

Hansen og Krenchel (2015) s. 818-819.

Det er også muligt at omdanne et interessentskab til et aktie- eller anpartsselskab. Herved vil interessenterne opnå en begrænsning af deres hæftelse, til det beløb de indskyder i kapitalselskabet. Omdannelsen kan finde sted ved at overdrage interessentskabet til et nystiftet, eller et eksisterende aktie- eller anpartsselskab. Manøvren hertil omfatter at indskyde interessentskabet i kapitalselskabet, som et apportindskud. Apportindskuddet skal foretages under iagttagelse af kapitalselskabslovens bestemmelser, hvilke er behandlet i afsnit 3.3.2, og kan foretages både ved stiftelsen af et sådant selskab, som ved en senere kapitalforhøjelse i et eksisterende kapitalselskab.

Det må hertil endvidere bemærkes, som belyst i afsnit 4.3, at kreditorbeskyttelsen i interessentskaber består af den personlige hæftelse, hvorfor det gælder at interessenterne frit kan overføre selskabets aktiver til andre eller sig selv, og herved også overføre dem til et aktie- eller anpartsselskab. Interessenter kan derimod ikke frit flytte deres forpligtigelser over i et kapitalselskab, da dette vil medføre et debitorskifte, hvilket kræver kreditorernes samtykke. Har interessenterne ikke modtaget et sådant samtykke fra deres kreditorer, hæfter interessenterne forsat personligt for interessentskabets forpligtigelser, som bestod frem til underskrivelsen af stiftelsesdokumentet for kapitalselskabet. herefter gælder de særlige hæftelsesregler i KSL § 41, stk. 3.

Hvor ovenstående har behandlet interessentskabers ophør, som følge af dette ønskes videreført i en anden selskabsform, vil nedenstående behandle nogle af de adskillige forhold der kan foranledige interessentskabets fuldstændige opløsning gennem likvidation. Munck og Kristensen (2014) s.153 opdeler sådanne ophørsgrunde efter henholdsvis selskabets forhold, og deltagernes forhold. Et interessentskabs ophør baseret på selskabets forhold, kan blandt andet skyldes, at selskabets formål er opfyldt, hvorefter det likvideres. Dette er ofte kendetegnende for et joint venture, drevet i interessentskabsform. En anden grund er formålsumulighed, hvor det tilsigtede formål for interessentskabet, ikke længere er muligt at realisere. Ophøret kan endvidere skyldes

manglende rentabilitet, og at interessentskabet således ikke har vist sig erhvervsmæssigt, eller økonomisk bæredygtigt.

Ophør baseret på de enkelte deltageres forhold, kan blandt andet opstå som følge af en interessents umyndiggørelse, arbejdsudygtighed, økonomiske forhold eller død. Ligeledes kan forhold som en interessents opsigelse af sin deltagelse i interessentskabet, væsentlig misligholdelse af interessentens forpligtigelser, eller samarbejdets umulighed, være grunde til interessentskabets ophør jf. Munck og Kristensen (2014) s.152.

Som det fremgår af overstående, er der mange forskellige ophørsgrunde der kan føre til et interessentskabs likvidation. Der vil her følge en kort beskrivelse af de vigtigste elementer af en frivillig likvidation, da de væsentligste ophørsgrunde vil blive beskrevet særskilt.

I forbindelse med likvidationen af et interessentskab, skal interessenterne indledningsvist udpege en eller flere likvidatorer, der kan stå for afviklingen af interessentskabet. Såfremt der ikke udpeges nogle likvidatorer, står samtlige interessenter i fællesskab for likvidationen. Uanset om likvidationen foretages af interessenterne i fællesskab, eller af en udpeget likvidator, vil det have stor betydning for interessenternes indflydelse på selskabet, da sigtet med selskabet nu alene er at realisere selskabets aktiver, med henblik på fordeling blandt deltagerne. Deltagerne mister herved kompetencen til at udføre forvaltningsmæssige dispositioner over selskabet i forbindelse med afviklingen. Derfor er det alene den valgte likvidator der har forvaltningsrettigheder i perioden fra likvidationen bliver besluttet, til selskabet er likvideret. Såfremt der ikke er udpeget en likvidator, tilfalder forvaltningsretten interessenterne i samforvaltning. I de tilfælde hvor interessenterne ikke kan nå til enighed om en bestemt disposition, må disse afgørelser overlades til skifteretten, hvilket Vestre Landsret stadfæster i afgørelsen VLT 1951.351, hvor det fremgår at interessenterne mistede retten til at disponere på selskabets vegne efter det var taget under behandling af skifteretten.

Desuden må det tilsvarende formodes, at interessenterne ligeledes giver afkald på deres tegningsretter ved beslutningen om likvidation. Hvorved tegningsretten for perioden, fra beslutningen om likvidation, til denne er gennemført, tilfalder likvidator således at det kun er den eller de udvalgte likvidatorer der kan tegne selskabet. Dette er også tilsvarende gældende for kapitalselskaber jf. KSL § 219, tk. 1. Den eller de likvidatorer der skal stå for likvidationen, har således

de fornødne kompetencer til at disponere over interessentskabet, og herved udføre sin opgave med at afvikle alle selskabets aktiviteter hurtigst muligt, med henblik på en eventuel udlodning af udbytte eller udjævning af underskud.

Udover de frivillige ophørsgrunde der gælder for et interessentskab, findes der ligeledes en række muligheder for den enkelte interessent at bringe interessentskabet som sådant, eller sin egen deltagelse til ophør. Det er derfor af stor betydning, for interessenternes muligheder for at opløse eller udtræde af interessentskabet, hvad der er aftalt i interessentskabskontrakten ved stiftelsen af selskabet. En afgørende faktor for interessentens mulighed for at udtræde af interessentskabet, er eksempelvis om det i interessentskabskontrakten er bestemt, at interessentskabet har en begrænset levetid, eller om det er stiftet på ubestemt tid. Såfremt interessentskabet er stiftet for en begrænset tid, eksempelvis med ophør på en bestemt fremtidig dato, eller når et bestemt formål er opnået, medfører dette at interessenten som udgangspunkt er afskåret for at opsige sin deltagelse, med sædvanligt varsel, inden den fastsatte tidsfrist, jf. Hansen og Krenchel (2015) s. 700-702. Ligeledes gælder det, at interessenterne kun kan begære interessentskabet opløst såfremt der foreligger en objektiv ophørsgrund, hvilket også forudsætningsvist fremgår UfR 1922.530H hvor Højesteret fandt en interessent erstatningsansvarlig overfor de øvrige interessenter, for at have opsagt interessentskabet inden for uopsigelighedsperioden, uden at der forelå en gyldig ophørsgrund.

Såfremt der foreligger en gyldig ophørsgrund, er hovedreglen efter dansk ret, at hvis to eller flere af interessenterne ønsker at forsætte interessentskabet, kan de kræve den eller de opsigende interessenters udtræden af interessentskabet, jf. Hansen og Krenchel (2015) s752-752. Dette skyldes ifølge Munck og Kristensen (2014) s. 154, at opløsning af interessentskabet vil kunne medføre store økonomiske konsekvenser, samt et eventuelt erstatningsansvar grundet misligholdelse af kontrakter over for forretningsforbindelser, for interessenterne. Dette gælder imidlertid ikke for interessentskaber der er stiftet på bestemt tid. Her vil en udtrædelse kræve samtlige interessenters samtykke, jf. Hansen og Krenchel (2015) s. 754.

For interessentskaber der er stiftet på ubestemt tid, hvilket anses som gældende medmindre andet er aftalt i vedtægterne, gælder det at enhver interessent har ret til at opsige interessentskabet med

behørigt varsel. Dette kræver blot en ensidig erklæring overfor de øvrige interessenter. Da en sådan opsigelse er udtryk for en subjektiv ophørsgrund, forpligter denne som udgangspunkt ikke de øvrige interessenter til at opløse interessentskabet. Hovedreglen er derimod at den opsigende interessent må udtræde af interessentskabet, jf. Hansen og Krenchel (2015) s. 705.