K REDITORBESKYTTELSE

skal indsende bevis for, at disse er lovligt vedtaget. Som dokumentation herfor kan eksempelvis et stiftelsesdokument eller lignende bruges, jf. ANBKG § 37, stk. 2, nr. 2. Som beskrevet i afsnit 3.2.3 offentliggøres virksomhedsdokumenter modtaget af Erhvervsstyrelsen, jf. ANBKG § 14, stk. 1.

hvilket medfører, at et registreringspligtigt personselskabs vedtægter, jf. LEV § 15 stk. 2 og 3, uden videre anses for at være kommet tredjemand til kendskab, og derved tillægges selskabsretlig gyldighed. Det forholder sig dog således, at et registreringspligtigt personselskab kan undlade at offentliggøre deres vedtægter i sin helhed, og i stedet alene registrere et ekstrakt heraf, indeholdende visse grundlæggende oplysninger. Dette skyldes, at interessentskabskontrakten ofte anses for at gælde som interessentskabets vedtægter, hvorfor der eventuelt ville være dele af interessentskabskontrakten som selskabet ikke ønsker offentliggjort, jf. Hansen & Krenchel (2015) s. 273 og 274. Der skal således som minimum indsendes følgende oplysninger til registrering i Erhvervsstyrelsens it-system, hvilket fremgår af LEV § 11, stk. 1 samt af ANBKG § 37, stk. 1, jf. § 38.

Af LEV § 11, stk. 1, følger det at selskabets ledelse skal registreres i Erhvervsstyrelsen, samt hvem der er tegningsberettigede for selskabet. Af LEV § 11 stk. 1, 3, pkt. gælder det desuden at der oplyses interessantselskabets navn, adresse, hjemstedskommune, formål, regnskabsår og revisorens navn, hvis der skal aflægges regnskab efter ÅRL § 3, stk. 1, nr. 2, litra a og b. Angående selskabets navn er det underlagt de gældende betingelser der fremgår af LEV § 6. Efter ANBKG § 37, stk. 1, jf. § 38, skal ekstraktet tillige indeholde hvilken branche og eventuelle bibrancher, stiftelses- og vedtægtsdato, formål og tegningsregler.

Foretages der ændringer i vedtægterne, eller i andre dokumenter der er anmeldt til Erhvervsstyrelsen, skal de opdaterede oplysninger senest 2 uger efter de er blevet besluttet, optages i Erhvervsstyrelsens it-system for så vidt angår registreringspligtige personselskaber.

en grundlæggende forskel mellem kreditorbeskyttelsesreglerne for henholdsvis personselskaber og kapitalselskaber. For kapitalselskaberne er der opstillet en række kreditorbeskyttelsesregler der sikrer, at den bundne egenkapital ikke kan udloddes, hvilket blev belyst i afsnit 3.3.1. For personselskaber er det den personlige hæftelse, der alene danner rammen for kreditorbeskyttelsen.

4.3.1. Hæftelse

Indledningsvis skal det som tidligere beskrevet, understreges at et interessentskab efter gældende dansk ret, består som et selvstændigt retssubjekt, der bærer egne rettigheder og forpligtigelser.

Interessentskabets forpligtigelser opstår når de tegningsberettigede interessenter, indgår retshandler på interessentskabets vegne. Interessentskabet hæfter for disse forpligtigelser, med hele sin egenkapital. Først hvor interessentskabets fællesformue ikke kan dække disse forpligtigelser, kan interessenternes personlige hæftelse komme på tale.

Det er indledningsvist væsentligt at bemærke sondringen imellem fælleskreditorer, hvilket dækker over kreditorer der har et krav mod interessentskabet, og særkreditorer der dækker over den enkelte interessents egen kreditorer. Det er jf. Hansen og Krenchel (2015) s. 515, utvivlsomt gældende dansk ret, at en fælleskreditor kan gøre udlæg i et interessentskabs aktiver, hvorfor en særkreditor ikke kan søge sig fyldestgjort før samtlige fælleskreditorer er blevet indfriet. Dette fremgår desuden af Højesterets afgørelse i UFR 1988.42H, hvor en fælleskreditor anerkendtes fortrinsret til interessentskabsformuen, fremfor en af interessenternes særkreditorer.

Der er desuden ingen tvivl om at interessenter, efter dansk ret, hæfter direkte for interessentskabets forpligtigelser. Der er derimod en vis uenighed i dansk selskabsretlige litteratur, om hvorvidt interessenternes hæftelse er principal eller subsidiær. Ved principal hæftelse forstås, at fælleskreditorer ved indtræden af selskabets betalingsforpligtelser, kan kræve betaling af selskabets gæld direkte ved en interessent. Ved subsidiær hæftelse skal det forstås, at fælleskreditorer først kan kræve betaling af selskabets gæld, når det kan dokumenteres at interessentskabet ikke har betalt rettidigt, jf. Hansen & Krenchel (2015) s. 481. I nyere tid har denne litterære diskussion særligt angået, om hvorvidt interessenterne hæfter principalt eller modificeret subsidiært. Munck og Kristensen (2014) s. 38 anfører et synspunkt om at hæftelsen bør behandles

som værende principal, hvorimod Hansen og Krenchel (2015) s. 485-486, med afsæt i to kendelser fra østre landsret, opfatter hæftelsen som værende modificeret subsidiær.

Af Ufr 1998.183ØLK fremgår følgende; ”Derimod må det antages, at interessenternes hæftelse er modificeret principal eller modificeret subsidiær, således at interessenterne først hæfter, når kravet har været rettet mod interessentskabet, og dette ikke inden rimelig tid har betalt”.

Tilsvarende fremgår af Ufr 2009.256ØLK; ”Interessenterne i NN Totalentreprise I/S hæfter personligt, solidarisk og direkte over for interessentskabets kreditorer, dog således at interessenterne først hæfter, når kravet har været rettet mod interessentskabet, og interessentskabet ikke har betalt inden for rimelig tid”.

Noe Munck åbnede, jf. Munck og fode (2016) s.83, op for at hæftelsen således måske skulle fortolkes som værende modificeret principal, hvilket dog med afsæt i ovenstående synes at betyde det samme som modificeret subsidiær hæftelse, hvilket desuden vurderes at repræsentere gældende dansk ret.

4.3.2. Tilførsel og udlodning af selskabets ressourcer

Som det fremgår af afsnit 4.2.4, er det en forudsætning for at et personselskab anses som stiftet, at interessenterne har opnået enighed om omfanget af indskuddet ved stiftelsen. Endvidere blev det belyst, at der ikke gælder noget krav for størrelsen af indskuddet, eller til hvad dette består af.

Interessentskabets opstartsgrundlag består således blot af hvad interessenterne aftaler at indskyde i selskabet. Foreligger der et ønske om at tilføje personselskabet yderligere midler, i form af en indskudsforhøjelse, skal dette besluttes på et interessentskabsmøde, og have tilslutning fra samtlige interessenter. Iværksættere bør således være opmærksomme på, at man som interessent, tilsvarende hvad der gælder for kapitalejere i kapitalselskaber, jf. KSL § 107, stk. 1, ikke er forpligtet til at foretage yderligere indskud, end det der er aftalt ved selskabets stiftelse. Baggrunden herfor er funderet på en beskyttelse af interessenterne, mod en uforudset forøgelse af deres forpligtigelser, så længe interessentskabet består, jf. Hansen og Krenchel (2015) s. 563. Vedtages en beslutning om forhøjelse af indskuddet, foretages dette efter de samme regler som ved stiftelsen, og indskuddet kan herved efter aftale ligeledes består af både kontantindskud, apportindskud, brugsretter, mv.

For personselskaber er der, modsætningsvist hvad der gælder for kapitalselskaber, ikke de samme begrænsninger for hvad der kan indskydes som apportindskud. Der gælder ligeledes ikke nogen særlige regler for værdiansættelsen af apportindskuddet. Dog er det et civilretsligt krav, at interessenterne indbyrdes bliver enige om fastsættelsen af en værdi ved apportindskud. Er der ikke fastsat nogen klar værdi af aktivet, fastsættes denne ifølge Hansen og Krenchel (2015) s. 559-560, til handelsværdien på overdragelsestidspunktet.

Ligeledes gælder det, at samtlige selskabsdeltagere skal være enige, såfremt der ønskes at foretage en reduktion af indskuddet. Hvis dette bliver gennemført, krediteres nedsættelsen af indskuddet de enkelte interessenters konti.

Udbetaling af et selskabets overskud betegnes ofte som udlodning af udbytte, hvortil fordelingen ofte vil fremgå af selskabets vedtægter. Såfremt der ikke er taget stilling til fordelingen af udbytte i interessentskabskontrakt, gælder det som udfyldende regel, at udbyttet fordeles ligeligt iblandt interesserenterne, jf. Hansen og Krenchel (2015) s. 644. Dette er også gældende efter norsk ret.

Da det som tidligere beskrevet, er interessenternes personlige hæftelse der tjener som kreditorbeskyttelse, tages der ved udbytteudbetaling ikke nogen særlige hensyn til fælleskreditorer.

Ligeledes gælder det som udfyldende regel, at interessenterne har ret til at modtage udbytte en gang om året af selskabets overskud. Udbyttets størrelse afgøres i enighed på det interessantskabsmøde, hvor regnskabet for det forgangne år skal godkendes, medmindre andet er aftalt. Såfremt der i årsregnskabet er foretaget opskrivninger af nogle af selskabets aktiver, vil også sådanne, i modsætning til hvad der gælder for kapitalselskaber, kunne udloddes. Dette gælder også for registreringspligtige personselskaber, eftersom at ÅRL § 41, stk. 3, ikke kan anses for at begrænse udbyttebetaling for personselskaber, jf. Hansen og Krenchel (2015) s. 648.

4.3.3. Årsrapport og revision

Et personselskab er som hovedregel ikke forpligtiget til at udarbejde en årsrapport, hvilket indebærer at der heller ikke er noget krav om, at regnskabet skal revideres. Grundlaget for dette er den personlige hæftelse for selskabets gæld, som kreditorerne er beskyttet af. Kreditorerne har derfor ikke det samme behov for at kende til selskabets aktuelle egenkapital, eller vide at det kontrolleres af revisorer, som det er tilfældet ved kapitalselskaber, jf. Hansen og Krenchel (2015) s.

93. uagtet af at personselskaber ikke er forpligtiget til at udarbejde en årsrapport, er de stadig underlagt bogføringsloven regler, jf. BFL § 1, stk. 1, og BFL § 2, stk. 2, hvorfor personselskaber fortsat skal opfylde visse generelle krav til selskabets bogføring. Dette betyder blandt andet at personselskaber skal tilrettelægge, og udføre bogføringen i overensstemmelse med god regnskabskik, under hensyn til selskabets art og omfang, jf. BFL § 6, stk. 1. Ligeledes skal bogføringen udføres således at materialet sikres mod bortskaffelse, ødelæggelse, samt beskyttes mod misbrug og fejl, jf. BFL § 6, stk. 1, 2 pkt. Regnskaber der er udarbejdet efter reglerne i bogføringsloven er ikke offentligt tilgængelige, men offentlige myndigheder kan kræve indsigt i regnskabsmaterialet, såfremt der er hjemmel hertil i anden lovgivning jf. BFL § 15, stk. 1.

Der kan dog være flere grunde til, at en virksomhed der ikke har pligt til at aflægge årsrapport, alligevel vælger at udarbejde en sådan. Dette kan skyldes behov for ekstern finansiering, eller til oprettelse af konto i banken, hvor denne ønsker at se et regnskab. Hertil gælder det, efter ÅRL § 3, stk. 2, at en virksomhed der ikke er forpligtiget til at udarbejde en årsrapport, men vælger at gøre dette, og hvor årsrapporten ikke udelukkende er til internt brug, skal årsrapporten mindst følge reglerne for regnskabsklasse A. For udarbejdelse af årsrapport efter regnskabsklasse A, gælder de særlige bestemmelser vedrørende denne regnskabsklasse, der findes i ÅRL §§ 18-21, samt de generelle bestemmelser i ÅRL §§ 11-17. Årsrapporten skal herefter blandt andet indeholde balance resultatopgørelse, ledelsespåtegning, samt noter, jf. ÅRL § 18, stk. 1, 1. pkt.

Det fremgår af ÅRL § 3, stk. 1. nr. 2, at registreringspligtige interessentskaber og kommanditselskaber er omfattet af denne lov, hvorfor disse er forpligtiget til at aflægge årsrapport efter lovens gældende regler. Dette betyder med de opstillede kriterier i denne afhandling, at såfremt iværksætterne organiserer sig ved det registreringspligtige interessentskab, vil selskabet skulle aflægge årsregnskab efter reglerne for regnskabsklasse B. Reglerne herfor er gennemgået i afsnit 3.3.3, hvorfor de ikke gennemgås igen her. Det bør dog her nævnes at et registreringspligtigt personselskab, vil kunne slippe for at udarbejde en årsrapport, ved indsendelsen af en undtagelseserklæring til Erhvervsstyrelsen, jf. ÅRL § 146, stk. 1,2 eller 3. Dette kræver at betingelserne i ÅRL § 5, stk. 1, nr. 1-4, er opfyldt. Begrundelsen for dette, er at en af deltagerne i personselskabet aflægger årsrapport efter årsregnskabsloven, og medtager de relevante tal for

personselskabet i sin årsrapport, og herved kan ”spare” personselskabet for at aflægge årsrapport efter årsregnskabsloven, jf. Werlauff (2019) s. 121.