Frivilligt ophør

det fremgår at følgende aftaler eller tilsagn ikke forpligter selskaber; 1. såfremt der handles i strid med de begrænsninger kapitalselskabsloven fastsætter for tegningsberettigede, 2. aftaler der falder uden for kapitalselskabets formål hvor det kan godtgøres at tredjemand vidste eller burde vide dette, eller 3. hvor den tegningsberettigede overskrider sin bemyndigelse eller væsentligt har tilsidesat selskabets interesse og tredjemand vidste eller burde vide dette. Generalforsamlingen kan i øvrigt, ifølge Fode og Munck (2016) s. 161, personelt begrænse direktionsmedlemmernes tegningsret, således at denne eksempelvis alene kan udøves af flere medlemmer i fællesskab, betegnet kollektiv tegningsret, eller af ét eller flere navngivne medlemmer hver for sig eller i forening, hvilket også følger af KSL § 135, stk. 3.

overdrages til andre. Ophørsgrundene som følge af fusion, spaltning eller grænseoverskridende flytning af hjemsted, vil ikke blive behandlet i indeværende afsnit.

Hvad angår omdannelsen af et anpartsselskab til en anden selskabsform eller type, følger mulighederne herfor af kapitalselskabslovens kapitel 17. Af KSL § 319, stk. 1, fremgår det at et anpartsselskab kan ophøre som sådant, ved omdannelse til et aktieselskab. Det fremgår endvidere at dette kræver vedtagelse på generalforsamlingen, med det flertal der kræves til vedtægtsændringer. Omdannelsen kan udtrykkeligt af loven foretages uden kreditorernes samtykke, og anses ikke for et debitorskifte, ligesom det ifølge Fode og Munck (2016) s. 709, ingen betydning har for selskabets privatretlige eller offentligretlige rettigheder og forpligtelser, og selskabet fortsætter efter omdannelsen som samme juridiske person. Af KSL § 320 følger det at omdannelsen anses for værende sket når selskabets vedtægter er ændret således at de opfylder kravene for aktieselskaber, og når omdannelsen er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system. Af væsentlige nødvendige vedtægtsmæssige ændringer, for at opfylde kravene for aktieselskaber, fremhæver Werlauff (2019) s. 81-82, forhøjelsen af selskabskapitalen til mindst 400.000 kr., jf. KSL

§ 4, stk. 2, samt etableringen af den påkrævede tostrengede ledelsesstruktur.

Omdannelse til et aktieselskab er anpartsselskabets eneste direkte mulighed. Ønsker anpartshaverne imidlertid omdannelse til et partnerselskab, eventuelt som følge af princippet om skattemæssig transparens, må omdannelsen foretages i to trin. Anpartsselskabet må indledningsvist lade sig omdanne til et aktieselskab, hvorefter det med afsæt i reglerne i KSL § 323, kan omdannes til et partnerselskab. Der stilles samme krav til vedtagelse af at gennemføre omdannelse til et P/S, som til et A/S, og omdannelsen kan på samme måde foretages uden kreditorernes samtykke, hvorefter partnerselskabet på samme måde som ved omdannelsen til et aktieselskab, succederer i civilretlige forhold. Derimod er der jf. Werlauff (2019) s. 82 ikke skatteretlig succession ved omdannelsen til et P/S, hvorfor der sker opløsningsbeskatning af selskabet, og afståelsesbeskatning af ejerne.

Der findes ingen øvrige lovregler for omdannelse fra kapitalselskab til personselskab, hvorfor et ønske om omdannelse til eksempelvis et interessentskab, ifølge Fode og Munck (2016) s. 712,

forudsætter at det eksisterende anpartsselskab opløses efter reglerne i kapitalselskabslovens kapitel 14, hvorefter likvidationsprovenuet kan anvendes til at stifte et nyt selskab.

En beslutning om frivillig opløsning af et kapitalselskab ved likvidation, skal vedtages af selskabets kapitalejere på generalforsamlingen, og kan jf. KSL § 217, stk. 2, træffes med den stemmeflerhed der kræves til vedtægtsændringer. Vedtagelse blandt kapitalejerne er en forudsætning uanset om selskabet ønskes opløst med afsæt i reglerne for formel afvikling ved en likvidator valgt af generalforsamlingen, eller med afsæt i den mere uformelle afvikling på grundlag af en betalingserklæring.

Det Hansen og Krenchel (2019) s. 739, omtaler som den uformelle afvikling på grundlag af en betalingserklæring, er reguleret i KSL § 216. Det følger af bestemmelsens stykke et, at opløsning sker ved at kapitalselskabet sørger for at alle dets kreditorer er betalt. Kapitalejerne afgiver herefter en erklæring over for Erhvervsstyrelsen om at al gæld, forfalden som uforfalden, er betalt.

Erklæringen skal angive samtlige kapitalejeres navne og adresser, og skal jf. KSL § 216, stk. 2, vedlægges en erklæring fra told- og skatteforvaltningen om at der ikke foreligger skatte- eller afgiftskrav vedrørende kapitalselskabet. Kapitalselskabet slettes herefter, jf. KSL § 216, stk. 3, fra Erhvervsstyrelsens selskabsregister over aktive selskaber, og betragtes således som opløst. Prisen, som Fode og Munck (2016) s. 164, omtaler den, for denne enkle ophørsform fremgår af KSL § 216, stk. 4. Det følger heraf at kapitalejerne, efter likvidation gennem en betalingserklæring, hæfter personligt, solidarisk og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for erklæringens afgivelse. Dette medfører at kapitalejerne, i modsætning til hvad der gælder ved den formelle likvidation som behandles nedenfor, hæfter for udækkede krav, herunder også fordringer der skyldes erstatningsansvar, indenfor forældelseslovens gældende frister.

Processen med frivillig opløsning af et kapitalselskab efter KSL § 217, beskrives af Fode og Munck (2016) s. 497, som et gennemreguleret likvidationsforløb, tilsvarende stiftelsesproceduren for kapitalselskaber, bestående af fastlagte procedure, regnskaber, indberetninger, osv. Denne behandling vil kortfattet opridse de væsentligste elementer af processen.

Selskabets generalforsamling skal jf. KSL § 218, stk. 1, indledningsvist vælge en eller flere likvidatorer til at foretage selskabets likvidation. Likvidatorerne træder ifølge KSL § 219, stk. 1, i ledelsens sted, hvorfor de tidligere medlemmer af selskabets ledelse skal afmeldes hos Erhvervsstyrelsen, som herefter mister sin tegningsret over selskabet. Likvidatorerne kan jf. KSL § 219, stk. 2, til enhver tid afsættes af dem som udpegede dem.

Efter ledelsens tilbagetræden overtager likvidatorerne tegningsretten for selskabet. Deres væsentligste opgaver er, ifølge Hansen og Krenchel (2019) s. 751, at forestå realisationen af selskabets aktiver, samt afviklingen af dets forpligtelser, og ved en resterende formue at udlodde denne til kapitalejerne. Likvidatorerne skal desuden, jf. KSL § 220, stk. 1, sørge for offentliggørelsen af selskabets likvidation gennem Erhvervsstyrelsens it-system, ligesom de jf. KSL § 221, stk. 1, 2. pkt.

skal meddele selskabets kendte kreditorer om beslutningen. Selskabets kreditorer skal jf. KSL § 221, stk. 1, 1. pkt. opfordres til at anmelde deres krav til likvidator senest 3 måneder, fra datoen for offentliggørelsen af selskabets likvidation. Likvidator kan således, og jf. KSL § 221, stk. 2, tidligst optage boet til slutning når tre måneders fristen er udløbet, hvorefter udlodning af likvidationsprovenu til kapitalejerne kan foretages, i overensstemmelse med KSL § 223, stk. 1.

Såfremt en kreditor overskriver anmeldelsesfristen for anmeldelse af krav mod selskabet, vil dette jf. KSL §221, stk. 4, blive dækket, såfremt der endnu ikke er udloddet endeligt likvidationsprovenu til kapitalejerne.

Når bobehandlingen er afsluttet kan generalforsamlingen, jf. KSL § 224, stk. 1, træffe beslutning om endelig likvidation af selskabet, hvorefter selskabet ophører som selvstændigt retssubjekt, og kapitalejere i god tro ikke hæfter for udækkede krav mod selskabet.

Fælles for de ovenfor beskrevne måder, hvorved et kapitalselskab frivilligt kan bringes til ophør, er at dette forudsætter vedtagelse ved stemmeflertal med vedtægtsændrings majoritet. Dette leder naturligt til et spørgsmål om hvilke muligheder den enkelte kapitalejer har for at opløse samarbejdet om selskabet, eller søge sig økonomisk udløst heraf.

Som der senere vil blive redegjort for, gælder der indenfor interessentskabsretten flere principper, hvorefter en interessent kan bringe enten sin egen deltagelse, eller interessentskabet som sådant til ophør. Disse principper gælder ifølge Fode og Munck (2016) s. 498, imidlertid ikke indenfor kapitalselskabsretten, hvorfor en minoritetsdeltager ikke har mulighed for at udtræde af selskabet,

medmindre han kan finde en køber til sine anparter, eller hvis de øvrige selskabsdeltagere ønsker at medvirke til den pågældendes udtræden. Fode og Munck (2016) s. 498, pointerer endvidere at selvom kapitalejeren som udgangspunkt frit kan sælge sine anparter, vil der normalt ikke være eksterne købere til minoritetsandele, hvorfor ejeren reelt er bundet til selskabet. Det bør i denne forbindelse fremhæves at minoritetsejere, ifølge KSL § 73, har ret til at fordre sig indløst til en rimelig pris, såfremt en kapitalejer i selskabet besidder mere end 90 % af selskabets kapitalandele, og en tilsvarende andel af stemmerne. Kapitalselskabslovens øvrige minoritetsbeskyttelsesregler, herunder lighedsgrundsætningen i KSL § 45, som sikrer at alle kapitalejere som udgangspunkt skal behandles lige, og generalklausulerne af KSL §§ 108 og 127, stk. 1, om utilbørlige dispositioner som er åbenbart egnet til at skaffe visse kapitalejere fordele på andre kapitalejeres eller kapitalselskabets bekostning, er desuden væsentlige for minoritetsejere at være opmærksomme på, da domstolene efter KSL § 230 som følge af særlig grov eller langvarig minoritetskrænkelse kan bestemme at kapitalselskabet skal tvangsopløses.