M otiver ved valg af factoring. Den factoringegnede virksomhed

D et kan selvsagt variere, hvilken funktion/hvilke funktioner der m otiverer en given virksom hed til at søge en factoringaftale indgået. T raditionelt har m uligheden for at opnå finansiering væ ret afgørende for de fleste virksom he­

der, men det er utvivlsom t rigtigt at hævde, at et stigende antal virksom heder fortrinsvis efterspørger produkterne »debitorstyring« og »risikoafdæ kning«.

For m ange virksom heder er det prim æ re m otiv for indgåelse af en facto­

ringaftale dog stadig a f finansieringsm æ ssig art. Et factoringarrangem ent kan indebæ re frigørelse af størstedelen af de m idler, som virksom heden har bundet i kundetilgodehavender. O m virksom heden har behov herfor, henholdsvis vil betale prisen herfor, afhæ nger i praksis a f virksom hedens likviditet og alterna­

tive finansieringsm uligheder. På om kostningssiden vil det typisk være rele­

vant at sam m enligne om kostningerne ved et factoringarrangem ent m ed o m ­ kostningerne ved en kassekredit og/eller ved leverandørkreditter. Factoring er nem lig – som de nævnte kredittyper – en »kort« finansieringsform , som opfylder behovet for en løbende driftskredit. Hertil kom m er, at der i praksis typisk er en snæ ver sam m enhæ ng m ellem en virksom heds om sæ tning og dens kapitalbehov. Den i factoring indbyggede sam m enhæ ng m ellem om sæ tning (fakturam asse) og kreditm uligheder indebærer, at likviditetstilgangen løbende følger finansieringsbehovet, jf. også B jørk i SvJT 1983 s. 326.

Factoring indebæ rer tillige den fordel, at væ rdien af debitorm assen ikke på helt sam m e måde som væ rdien af driftsm ateriellet afhæ nger af, om realisation sker i forbindelse med overdragelse a f virksom heden som »going concern«.

Dog må der erkendes at være en tendens til, at en virksom hed, som har lidt økonom isk skibbrud i form af f.eks. konkurs, m ødes m ed alle m ulige indsigel­

ser på sine fordringer og alt andet lige har m indre betalingsdygtige kunder.

O fte er det brancheforhold, som gør factoring til en attraktiv finansierings­

form. Som ét eksem pel kan nævnes, at nogle brancher er præ get a f særlig kraftig vækst, således at virksom hederne i disse brancher har særlige inve­

steringsbehov. Dette er f.eks. tilfæ ldet i IT-branchen. Som et andet eksem pel kan nævnes, at nogle brancher er præget af en sæ sonbetonet afsæ tning, og at factoring her kan være en egnet finansieringsform , fordi virksom heden ved factoring tilføres m est kapital i de perioder, hvor om sæ tningen – og derm ed typisk likviditetsbehovet – er størst. Dette gør sig f.eks. gæ ldende for mange virksom heder i levnedsm iddelbranchen sam t i konfektions- og tekstilbran­

chen. Som et tredje eksem pel kan nævnes, at eksportvirksom heder kan opnå en form for kurssikring ved factoring, hvis factor yder finansieringen i den frem m ede valuta. Dette ses eksem pelvis i elektronikbranchen og m øbelbran­

chen (hvor factoring i det hele taget anvendes relativt hyppigt). – Det skal understreges, at opregningen a f brancher langt fra er udtøm m ende, og at der i dag kendes eksem pler på anvendelse af factoring i virksom heder af snart sagt enhver art.

Det har tidligere væ ret en ganske udbredt opfattelse, at factoring var en nødløsning for virksom heder, som på grund af dårlig økonom i ikke kunne opnå en m ere traditionel finansiering af den daglige drift. D enne opfattelse er im idlertid alt for firkantet. Factoringkunder er ofte ekspanderende virksom he­

der, som har behov for kapitaltilførsel ud over, hvad der kan opnås fra mere sæ dvanlige finansieringskilder som f.eks. kassekreditter, leverandørkreditter m.v. Sæ rligt i etableringsfasen kan også en sund virksom hed have en noget anstrengt likviditet. På dette tidspunkt i virksom hedens »liv« vil drifts- og anlæ gsaktiver i øvrigt ofte væ re behæ ftet i forbindelse m ed anskaffelsen.

Dette indebærer, dels at disse aktiver ikke kan tilbydes som sikkerhed, dels at virksom heden kan have svært ved at opnå blanco-kredit.

Hertil kom m er som nævnt, at m ange – især m indre og m ellem store – virksom heder prim æ rt benytter sig af factoring på grund af den herm ed fo r­

bundne debitoradm inistration. V ed at overlade debitorstyringen til et profes­

sionelt factoringselskab kan virksom heden efter om stæ ndighederne opnå en økonom isk gevinst, dels som følge a f besparelser på udgifter til personale, edb, papir og porto, dels som følge af en m ere effektiv inddrivelse af forfaldne kundefordringer og m orarenter. M å virksom heden opretholde sit eget regnskabs- og kontrolsystem , selv om debitoradm inistrationen nu varetages af factoringselskabet, kan der im idlertid blive tale om en vis dobbeltadm ini­

stration, jf. næ rm ere N is Jul Clausen: Finansiering via selskabsopsplitning (1987) s. 7. Problem et med dobbeltadm inistration kan dog reduceres ved K apitel 4. F actoring

2. M otiver ved valg a f factoring. Den fa cto rin g eg n ed e virksom hed elektronisk dataoverførsel m ellem factor og virksom heden, jf. nedenfor i afsnit 3.2 m ed om tale af såkaldt »elektronisk factoring«.

De basale om kostninger ved et factoringarrangem ent indebærer, at en virksom heds årsom sæ tning skal have et vist volum en – typisk m indst 3-5 m illioner kr. – for at factoring kan betale sig. K ravene til om sæ tningens størrelse afhæ nger dog bl.a. af fakturagennem snittet. En om sæ tning på eksem ­ pelvis 3 m illioner kr. kan lettere »bære« et factoringarrangem ent, hvis om sæ t­

ningen udgøres af relativt få og store fakturaer, end hvis om sæ tningen udgøres a f relativt m ange og sm å fakturaer. Å rsagen hertil er, at adm inistrations­

om kostningerne ved håndteringen af en faktura er de sam m e, uanset om fakturaen lyder på f.eks. 1.000 kr. eller på 10.000 kr. D et skal dog betæ nkes, at selv en større om sæ tning baseret på relativt få fakturaer kan blive adm ini­

strativt dyr – opgjort pr. faktura – hvis factor beregner sig et grundbeløb for fakturaadm inistrationen, jf. Å ke Tegin: K redithandboken, 2. uppl. (1997) s.

71.

Som tom m elfingerregel skal fakturagennem snittet være på m inim um 3.000- 4.000 kr., for at sæ dvanlig factoring – m ed overladelse af debitorstyring til factor – kan betale sig. Dette tal vil selvsagt variere afhæ ngigt af navnlig virksom hedens egne adm inistrationsom kostninger: N ogle virksom heder har en så effektiv debitoradm inistration, at der ikke kan opnås særlige besparelser ved at overlade adm inistrationen til en factor – uanset et nok så højt faktura­

gennem snit. A ndre virksom heder har en fakturaportefølje m ed en så lille gennem snitsstørrelse, at ekstern debitorstyring ikke kan gøres rentabel. For sådanne virksom heder udbyder både factoringselskaber og pengeinstitutter forskellige specialløsninger:

Et eksem pel på en sådan specialløsning er såkaldt »bulk-« eller »m inifactoring«, hvor fakturaskyldnerne betaler til factor, m en hvor debitoradm inistrationen (herunder bogføring og rykkerprocedure) forbliver hos virksom heden. I factoringaftalen forplig­

ter virksom heden sig til løbende at overføre kopi a f data fra bogholderiet, således at factor på baggrund h eraf kan kontrollere, at forholdet m ellem kredit og sikkerhed holder sig inden for de aftalte ram m er. U ndertiden benyttes betegnelsen » blokfm ansie- ring« om sådanne arrangem enter, idet factors (eneste) ydelse til virksom heden er finansiering på b aggrund af overdragne blokke a f fakturafordringer. Se herved Å ke Tegin: K redithandboken, 2. uppl (1997) s. 65 og 67 og A xel A dlercreutz: F in an sie­

ringsform ers rättsliga regiering, 3. uppl. (2001) s. 178. – U ndertiden tillades det virksom heden at oppebæ re fakturafordringerne på grundlag af en inkassofuldm agt fra factor. En sådan ordning rejser im idlertid alvorlige pro b lem er m ed hensyn til factors kreditor- og om sæ tningsbeskyttelse, jf. næ rm ere o v enfor i kapitel 2, afsnit 1.4.2, og n edenfor i afsnit 4.2.2.

Et andet eksem pel på en specialløsning er den såkaldte »finansiering via selskabs- opsplitning«, som indebæ rer, at fakturafordringerne overdrages koncerninternt: T ypisk overdrages fakturafordringerne således fra et m oderselskab til et datterselskab, som bæ rer m oderselskabets navn m ed tilføjelsen »Finans«, og som har til form ål dels at yde m oderselskabet finansiering på grundlag a f overdragelserne, dels at adm inistrere og indkassere fakturafordringerne. De m idler, som datterselskabet anvender til finansie­

ringen a f m oderselskabet, skaffes til veje ved datterselskabets optagelse af kredit hos en ekstern kreditgiver. A rrangem entet tilrettelæ gges således, a t den eksterne k reditgi­

ver i tilfæ lde af m oderselskabets økonom iske sam m enbrud så vidt m uligt er eneste kreditor i datterselskabet, og at væ rdien af fakturam assen i datterselskabet m indst svarer til kreditgiverens krav m od dette selskab. Finansieringsform en – der i de senere år har væ ret på retur – er behandlet n edenfor i kapitel 5.

Factor vil norm alt kræve, at de fordringer, som overdrages, har en vis kortere løbetid, f.eks. højst 90-120 dage (m en ofte m indre). Å rsagen hertil er, at en fakturam asse alt andet lige u d g ø re n bedre sikkerhed, jo hurtigere fakturaerne udskiftes.

V irksom heder, som har løbende sam handel m ed en fast kundekreds, er generelt m ere factoringegnede end virksom heder, hvis om sæ tning udgøres af enkeltstående salg til forskellige kunder. En gennem gang af kundekredsen er således ofte en del af den kreditvurdering, som factor forlanger at foretage, inden tilsagn om finansiering gives. I øvrigt vil f a c to r - u d fra overvejelser om risikospredning – i reglen stille krav om bredde i kundekredsen sam t om, at virksom heden ikke er afhæ ngig a f om sæ tning m ed enkeltkunder. Factors krav til virksom heder, som fravæ lger adm inistrationsordningen, vil ofte være højere end de krav der stilles til virksom heder, som overlader adm inistrationen til factor. Å rsagen hertil er, at factors kontrolm uligheder alt andet lige er størst i de sidstnæ vnte tilfæ lde, jf. Å ke Tegin: K redithandboken, 2. uppl. (1997) s.

67.

Som en m ulig ulem pe ved factoring kan nævnes, at overdragelse af faktura­

er indebæ rer, at en nedgang i om sæ tningen straks m æ rkes på virksom hedens likviditet. Indtræ der en uventet om sæ tningsnedgang, har virksom heden ikke den »stødpude«, som norm alt ligger i en portefølje a f debitorer, som har købt på kredit, og virksom heden har derm ed kortere tid til en eventuel om stilling ved vigende afsætning.

Som en anden m ulig ulem pe nævnes undertiden, at factoring reducerer den direkte kontakt m ellem virksom heden og dens kunder, efter at varen er solgt.

Dette gæ lder sæ rligt i forhold til kunder, som ikke betaler rettidigt, og hos hvem factor opkræ ver beløbet i overensstem m else m ed den aftalte rykkerpro­

cedure.

K apitel 4. Factoring