B egreb og system atik

KAPITEL 4

K apitel 4. Factoring

om talt sporadisk, og kun hvis en sådan om tale er egnet til at illustrere mere generelle factoringproblem er.

Factor er i praksis enten et factoringselskab (der har det som sin eneste eller dog væsentligste aktivitet at overtage kreditsæ lgende virksom heders kundefor­

dringer) eller et pengeinstitut.

Pengeinstitutternes kreditgivning m od sikkerhed i fakturakrav har dog ofte ikke karakter af factoring i den ovenfor angivne forstand. N avnlig har virk­

som heden m åske ikke pligt til at overdrage en på forhånd afgræ nset kategori a f fakturafordringer til pengeinstituttet, idet der i stedet indgås aftale om overdragelse af fakturafordringerne én for én. I praksis benyttes betegnelsen faktu ra b elå n in g oftest om en finansieringsordning, som bygger på fak­

turatransporter til et pengeinstitut, mens betegnelsen/acfon'rcg oftest benyttes om fakturatransporter til et factoringselskab, jf. tilsvarende Lasse H. C hristen­

sen: Frem tidige fordringer (1999) s. 4.

Denne term inologi har dog ikke været styrende for em neafgræ nsningen i dette kapitel, der som nævnt om handler system atisk fakturaoverdragelse i henhold til en forhåndsaftale herom – uanset om aftalen er indgået m ed et factoringselskab eller et pengeinstitut. N år gennem gangen af factoring og fakturabelåning ikke er fordelt på to kapitler skyldes det, at den grundlæ ggen­

de retsfigur er det sam m e trepartsforhold: En kreditor, der har en fordring mod en skyldner, søger at rejse penge på fordringen – skaffe sig finansiering – ved overdragelse a f fordringen til en erhverver. Det siger sig selv, at løsningen af de retlige problem er i sådanne trepartsforhold er uafhæ ngig af, om man karakteriserer forholdet som factoring eller fakturabelåning. Om nogle af afsnittene i dette kapitel vil man im idlertid kunne sige, at de i praksis oftest opstår i forhold til factoringselskaber (d.v.s. ved factoring), m ens andre pro­

blem er i praksis oftest opstår i forhold til pengeinstitutter (d.v.s. ved faktura­

belåning). D et skal i øvrigt bem æ rkes, at en række pengeinstitutter har en koncernforbindelse til et finansierings- eller factoringselskab, således at pengeinstituttets potentielle factoringkunder kan henvises til dette selskab.

1 forbindelse m ed factoring/fakturabelåning ses typisk tre hovedtyper af dokum enter: For det første en factoringkontrakt/fakturabelåningsaftale (under­

tiden betegnet »basisaftale« eller »ram m eaftale«), som regulerer forholdet m ellem virksom heden og factor. For det andet et antal overdragelseserklæ rin- ger (der kan være udform et som »lister«), hvorved virksom heden løbende overdrager sine kundefordringer til factor. For det tredje en standardiseret m eddelelse (denunciation), som påtrykkes eller påstem ples hver enkelt fak­

tura, og som oplyser fakturaskyldneren om, at fordringen er overdraget til factor, og at betaling skal ske til denne.

7.7. B egreb og system atik Ved de nævnte dokum enter reguleres problem er af såvel obligationsretlig som tingsretlig art. U dgangspunktet er, at der hersker aftalefrihed i det obliga­

tionsretlige forhold, d.v.s. m ellem de direkte aftaleparter (factor og virksom ­ heden). For så vidt angår det tingsretlige forhold, d.v.s. forholdet til tredje­

m and (herunder virksom hedens retsforfølgende kreditorer), er udgangspunk­

tet, at retsreglerne er præ ceptive. Præ ceptiviteten gæ lder eksem pelvis reglerne om sikringsakter sam t konkurslovens regler om om stødelse.

Det bem æ rkes, at kapitlet i m eget vidt om fang er inspireret af anvendte danske factoringkontrakter, hvoraf jeg har indsam let et større antal. K ontrak­

terne er tem m elig ens i deres opbygning, om end der forekom m er faktiske og retlige variationer i udførelsen m ed hensyn til navnlig betalingsstrøm m e og bogføring, jf. i sam m e retning Lasse H øjlund Christensen: Frem tidige fordrin­

ger (1999) s. 117.

Det er vigtigt at være opm æ rksom på, at udtrykket »factoring« i kon­

traktspraksis anvendes som sam lebetegnelse for en ræ kke forskellige fu n k tio ­ ner af henholdsvis adm inistrativ og finansieringsm æ ssig art. Således udbyder factoringselskaberne et sortim ent af »produkter«, der som m oduler kan sam m ensæ ttes efter den konkrete virksom heds behov. Produktsortim entet, der ofte er opbygget trinvist, kan f.eks. bestå af følgende m oduler:

(1) Inddrivelse af virksom hedens udestående kundefordringer.

(2) V aretagelse af virksom hedens debitoradm inistration/debitorstyring, herunder førelse af kundebogholderi m.v.

(3) R isikoafdæ kning, d.v.s. afdæ kning a f virksom hedens risiko for tab på kundefordringer.

(4) Finansieringsvirksom hed, enten ved belåning (d.v.s. at factor yder virk­

som heden kredit m od at få sikkerhed i kundefordringerne) eller ved køb (m ed eller uden regres m od virksom heden i tilfælde af kundernes m ang­

lende betalingsevne).

K ontraktspraksis viser, at factoringkontrakter norm alt er sam m ensatte kon­

traktsforhold. Således varetages (1) inkassofunktionen på grundlag af en fu ld ­ m agt fra virksom heden til factor. En aftale om (2) varetagelse af virksom he­

dens kundebogholderi har karakter a f væ rksleje, og factors forpligtelse er derm ed i flere henseender en resultatforpligtelse. H ar factor påtaget sig (3) risikoafdæ kning af virksom hedens debitorer, er der herved indgået en aftale om kaution eller garanti. H ar factor påtaget sig at yde virksom heden (4) finansiering, sker dette på grundlag a f overdragelse a f sim ple fo rd rin g er. Er overdragelse sket til sikkerhed (pantsæ tning), har den af factor ydede

finansie-K apitel 4. F actoring

ring karakter af et pengelån. Er overdragelse sket til eje uden regres mod virksom heden, har den af factor ydede finansiering karakter af en købesum .

D et ses, at »factoring« ikke er noget entydigt begreb – og slet ikke et begreb, hvorfra der kan deduceres retsvirkninger. D et ses endvidere, at fac­

toringkontraktens delelem enter er velkendte retsfigurer, som reguleres af velkendte regelsæ t. D er forekom m er ikke at være vundet noget ved at opfatte factoring som et retsforhold sui g en eris, og en sådan opfattelse ligger da heller ikke til grund for denne frem stilling.

I det følgende tages i videst m uligt om fang udgangspunkt i de enkelte funktioner (kontraktstyper), som kan indgå i en factoringaftale. Ved beskrivel­

sen af disse funktioner lægges hovedvæ gten på den alm indelige form uerets og insolvensrets anvendelse på de specielle problem er, som kan opstå i et fac- toringarrangem ent. Da factoring er velegnet til at illustrere en ræ kke grund­

læ ggende og principielle problem er vedrørende sikringsakter og om stødelse i konkurs, er der i frem stillingen lagt sæ rlig vægt herpå.

Den følgende frem stilling er disponeret således, at der nedenfor i afsnit 2 gøres nogle praktiske bem æ rkninger om baggrunden for valg a f factoring. I dette afsnit beskrives de væ sentligste fordele og ulem per, som knytter sig til de enkelte factoringfunktioner. I afsnit 3 behandles retsforholdet m ellem factor og virksom heden. I dette afsnit vil factors ovennæ vnte funktioner blive næ rm ere beskrevet og behandlet, og parternes m isligholdelsesbeføjelser behandles i forbindelse herm ed. I afsnit 4 behandles sikringsaktsproblem et i forhold til factor – d.v.s. de betingelser, der skal være opfyldt, for at factor nyder beskyttelse over for virksom hedens aftaleerhververe og retsforfølgende kreditorer. I afsnit 5 behandles sikringsaktsproblem et i forhold til en sekundæ r panthaver i factoringarrangem entets eventuelle fri værdi – d.v.s. de betingelser, der skal være opfyldt, for at en sådan panthaver nyder beskyttelse over for virksom hedens aftaleerhververe og retsforfølgende kreditorer. I afsnit 6 behandles retsforholdet m ellem factor og fakturaskyldneren. I dette afsnit gennem gås navnlig de forhold, som kan føre til, at factor ikke – eller ikke fuldt ud – kan kræ ve betaling af fakturaskyldneren. I afsnit 7 beskrives rets­

stillingen ved virksom hedens konkurs, og her om tales navnlig om stødelses- problem erne i forbindelse med pantsæ tning af fakturafordringer.

En gennem gang af en ræ kke factoringaftaler og gennem førte interview un­

dersøgelser har vist, at factoring vælges ud fra forskellige m otiver og rent teknisk gennem føres på forskellige m åder i praksis. D isse forhold er i vidt om fang inddraget i dette kapitel – navnlig i afsnit 2 og 3 – idet det som udtalt i kapitel 1, afsnit 3.2 og 4, har væ ret et hovedform ål m ed frem stillingen at vise, hvorledes retsreglerne påvirker det praktiske retsliv på det helt jordnæ re