B yggelån

henholdsvis U E og L. I m ange af kapitlets eksem pler er transporthaveren et pengeinstitut, der forkortes P. O ptræ der eksem pelvis flere underentreprenører og/eller pengeinstitutter bruges forkortelserne UE1 og UE2 sam t P I og P2 o .s.v.

2. B yggelån og forhåndslån 2.1. M ellem finansiering

En privat bygherre vil sjæ ldent være i stand til – eller have interesse i – at foretage en fuldstæ ndig egenfinansiering, d.v.s. at yde entreprenører m.v.

løbende betaling af sin egenkapital. M ed andre ord opstår der for bygherren et behov for en »m ellem finansiering«, d.v.s. en finansiering i perioden m ellem p ro jektering/byggestart og fæ rdiggørelse. Således kan bygherrens likviditets- behov opstå allerede i forbindelse med projektering/byggestart. Dén »lange«

finansiering, som endeligt skal løse bygherrens finansieringsbehov, er typisk et 20-årigt eller 30-årigt realkreditlån, der ydes på grundlag a f et anm ærk- ningsfrit tinglyst pantebrev i en fæ rd ig ejendom . M ellem finansieringen kan have flere form er, og det er allerede kort angivet ovenfor i afsnit 1, hvorledes eksem pelvis hovedentreprenøren, underentreprenører og m aterialeleveran­

dører m edvirker hertil. I praksis optager bygherren im idlertid tillige oftest et form ålsbestem t lån, nem lig enten et byggelån i et pengeinstitut eller et f o r ­ håndslån i et realkreditinstitut.

2.2. B yggelån

2.2.1. Byggelånets karakteristika

Ved et byggelån forstås et lån, som et pengeinstitut yder en bygherre med henblik på finansiering a f et bestem t byggeri. Selve låneaftalen gør pengeinsti­

tuttet til debitor og bygherren til kreditor for en sæ regen pengefordring:

B ygherren kan nok træ kke på lånet på de i aftalen nævnte vilkår (eller give transport på sine rettigheder), m en hver gang pengeinstituttet udbetaler en del a f låneprovenuet, opstår der en m odsatrettet fordring af m indst sam m e størrel­

se – en fordring, der har pengeinstituttet som kreditor og bygherren som debitor, jf. herved Vagner: Entrepriseret, 3. udgave (2001) s. 270.

B yggelånsaftalens enkelte vilkår frem går i praksis a f pengeinstituttets lånetilsagn, som bygherren har accepteret. Lånetilsagnet vil typisk bestå af et individuelt udform et dokum ent vedrørende den konkrete byggesag samt pengeinstituttets »alm indelige betingelser« for sådanne lån. H er skal blot kort opregnes nogle eksem pler på vilkår, som typisk findes i de to dokum enter. Det

K apitel 3. B yggeritransporter

individuelle dokum ent vil indeholde en angivelse af det konkrete byggeri (typisk m ed henvisning til tegninger, tidsplaner m.v.) sam t m ed angivelse af, at lånet kun må anvendes til netop dette projekt. Det individuelle dokum ent vil tillige angive lånets m aksim um , rentesats, provisioner, gebyrer, krav om sikkerhedsstillelse og – sidst, men ikke m indst – betingelserne for, at der kan træ kkes på lånet. Pengeinstituttets alm indelige betingelser, som ofte vil være delvis indskrevet i det individuelle lånetilsagn, angiver eksem pelvis dokum en­

ter, som skal foreligge, inden der kan træ kkes på lånet (eksem pelvis byggetil­

ladelse, godkendte tegninger, entreprisekontrakter, forsikringspolice, ting­

bogsattest, skøde og byggelinje- og servitutattest). I de alm indelige betingelser vil endvidere norm alt findes bestem m elser om pengeinstituttets adgang til opsigelse af byggelånet sam t om adgang til ophæ velse, hvis bygherren m islig­

holder låneaftalen (eksem pelvis hvis aftalte betalinger ikke erlæ gges til tiden, hvis aftalte sikkerheder ikke stilles, hvis forsikringer ikke holdes i kraft, eller hvis byggeriet ikke frem m es m est muligt).

B landt de centrale vilkår i en byggelånsaftale er betingelserne for, at byg­

herren kan træ kke på lånet eller anvise beløb til udbetaling til entreprenørerne.

I praksis vil m uligheden for udbetalinger af låneprovenuet naturligvis være afstem t med bygherrens betalingsforpligtelse over for entreprenørerne. Der kendes to hovedvarianter:

Den første variant indebærer, at lånet udbetales efter et a conto-system , således at entreprenørerne løbende eller m ed bestem te tidsintervaller kan honoreres for faktureret (fæ rdigt) arbejde.

Den anden variant indebærer, at lånet udbetales i rater, således at der kan træ kkes på lånet på bestem te stadier af entreprisen (eksem pelvis kan der træ kkes en sokkelrate, en m urerrate, en tøm rerrate, en snedkerrate, en tagrate og en færdigrate).

D et skal bem æ rkes, at de to varianter forekom m er i kom binationer, f.eks.

således at bygherren sættes i stand til undervejs at udbetale et eller flere a conto-beløb til bestem te entreprenører, som ellers ville skulle vente uaccepta­

belt længe på »deres« rate.

Selv om låneprovenuet er form ålsbestem t til byggeriet, har entreprenørerne selvsagt ikke uden særlig aftale eller transport noget selvstæ ndigt krav herpå:

Retten til at trække på lånet tilkom m er bygherren. Jæ vnligt aftales det, at pengeinstituttet honorerer entreprenørerne direkte efter anvisning fra bygher­

ren. E ksem pelvis sender entreprenørerne deres betalingsanm odninger til bygherren eller dennes repræ sentant (f.eks. en arkitekt eller rådgivende inge­

niør); kan betalingsanm odningen godkendes, påføres den en påtegning herom , hvorefter den videresendes til pengeinstituttet, som udbetaler beløbet til

2.2. Byggelån entreprenøren. Dette giver en m eget høj grad af sikkerhed for, at lånet rent faktisk anvendes til det pågæ ldende byggeri, jf. H ans H enrik Vagner: E ntre­

priseret, 3. udgave (2001) s. 270. U anset hvilken ordning der gæ lder for træk på byggelånet, vil pengeinstituttet i øvrigt norm alt have betinget sig ret til at kontrollere og kræve dokum entation for, at udbetalinger er anvendt til fordel for byggeriet og er gået til håndvæ rkerne efter den aftalte plan.

D et øger en treprenørernes evne – og antagelig også deres vilje – til at gennem føre en entreprise, at indgåede aftaler om ydelse a f byggelån i videst m uligt om fang sikrer, at pengene tilflyder entreprenørerne i den ræ kkefølge, hvori de ved deres arbejder og leverancer bidrager til en forøgelse af byggeriets værdi. D ette er a f flere årsager også i pengeinstituttets interesse: D els m odvirkes fo rsin k elser af byggeriet begrundet i en treprenørernes økonom iske forhold, og herved m odvirkes forlæ ngelser a f den periode, hvor pengeinstituttet befinder sig i en økonom isk risikozone som følge af det ydede lån. D els udløser byggeriets fæ rdiggørelse typisk et betinget og ved næ rm ere aftale fastslået krav for bygherren m od et realkreditinstitut om ydelse a f det realk red it­

lån, hvori pengeinstituttet har sikkerhed, og/eller h v o raf pengeinstituttet skal have byggelånet indfriet. E ndelig kan pengeinstituttet have sikkerhed i ejendom m en – i form at et (ejer)pantebrev, jf. næ rm ere nedenfor – således at pengeinstituttet som panthaver har en direkte interesse i, at der ikke træ kkes på byggelånet, uden at byggeriet/pantet tilføres en m ervæ rdi, som m indst svarer til træ kket på lånet.

A ndre centrale vilkår i en byggelånsaftale er vilkårene om pengeinstituttets sikkerheder. N avnlig tidligere var det m eget alm indeligt, at pengeinstituttet kræ vede sikkerhed for byggelånet i form af et ejerpantebrev i ejendom m en.

O rdningen var så alm indelig, at de tidligere AB 72 bl.a. indeholdt bestem m el­

ser om , at entreprenører på visse betingelser havde sikkerhed i byggelånsejer- pantebrevet uden sæ rskilt håndpantsæ tningserklæ ring, jf. således AB 72 § 28, stk. 2. I m odsæ tning til AB 72 indeholder AB 92 ingen bestem m elser om hverken byggelån eller byggelånsejerpantebreve. D ette er dog selvsagt ikke til hinder for, at et sådant pant konkret aftales. En gennem gang af reglerne om håndpantsæ tning a f ejerpantebreve falder im idlertid uden for sigtet m ed denne frem stilling. Om problem erne i alm indelighed henvises til B ent Iversen:

Prioritetsstillinger i fast ejendom , 2. udgave (1988) s. 131 ff. og om proble­

m erne specielt i forbindelse med byggelånsejerpantebreve henvises til Krag Jespersen: B yggeritransporter (1979) s. 35 ff. Æ ndringer i afgiftslovgivningen har bevirket, at byggelånsejerpantebreve har mistet yderligere aktualitet: Efter den tidligere stem pellov var det m uligt at overføre stem pel fra byggelånsejer- pantebrevet til det kreditforeningspantebrev, som skulle »afløse« ejerpantebre­

vet i forbindelse m ed indfrielsen a f byggelånet. D enne m ulighed består ikke

K apitel 3. B yggeritransporter

efter tinglysningsafgiftsloven, jf. denne lovs § 5, stk. 2. M ellem finansiering m ed sikkerhedsstillelse i et ejerpantebrev kan således være en ganske bekoste­

lig affære, idet tinglysningsafgiften (ud over det faste grundbeløb på 1.400 kr.) udgør 1,5% af det pantesikrede beløb.

Det vil ofte være aftalt m ellem bygherren og det byggelångivende pengein­

stitut, at det selvsam m e pengeinstitut skal form idle/ ekspedere det realkredit­

lån, som skal afløse byggelånet. 1 den forbindelse er det selvsagt næ rliggende, at pengeinstituttet får pant i det prioriteringsprovenu, der frem kom m er ved realkreditlånets hjem tagelse. Et sådant pant skal begribeligvis være aftalt. Der skal herved navnlig erindres om, at den blotte fuldm agt til pengeinstituttet til at m odtage og kvittere for lånet ikke indebæ rer nogen sikkerhedsret. S ikrings­

akten ved pant i prioriteringsprovenu er m eddelelse til realkreditinstituttet.

2.2.2. B yggelånstransporter

Som anført ovenfor i afsnit 2.2.1 er bygherrens ret ifølge byggelånsaftalen en pengefordring m ed pengeinstituttet som debitor. Som ligeledes anført er der im idlertid ikke tale om en fordring i sæ dvanlig forstand. Således stiller pen­

geinstituttet alene en træ kningsret til rådighed for bygherren, og ved bygher­

rens udnyttelse af denne ret opstår der en fordring m ed pengeinstituttet som kreditor. Som følge heraf, og idet der i øvrigt kun kan træ kkes på byggelånet, når vilkårene i byggelånsaftalen er opfyldt, m å fordringen i hvert fald beteg­

nes som stæ rkt betinget, jf. Krag Jespersen: B yggeritransporter (1979) s. 42 og Vagner. Entrepriseret, 3. udgave (2001) s. 270. B ygherren kan således ikke ved aftale råde over lånetilsagnet på sam m e m åde, som han kan råde over sine øvrige aktiver, jf. næ rm ere gennem gangen nedenfor. Fordringens atypiske karakter viser sig også i tilfæ lde a f retsforfølgning: Bygherrens retsforfølgen­

de kreditorer kan ikke søge sig fyldestgjort i den ikke-udbetalte lånefordring (der således ikke kan kræves af f.eks. bygherrens udlæ gshaver eller konkurs­

bo), hvilket i øvrigt typisk vil frem gå af byggelånsbetingelserne.

Betingelserne i byggelånsaftalen gæ lder ikke kun for bygherren, m en også for dennes transporthavere, jf. princippet i G B L § 27. En transporthavers m ulighed for at opnå betaling af lånem idlerne afhæ nger altså af, om udbetalin­

ger på lånet sker efter et a conto-princip, efter en rateplan, eller efter en kom ­ bination af disse. Det vil som nævnt altid frem gå af byggelånsbetingelserne, at byggelånet kun må bruges til fordel for det konkrete byggeri. En byggeriet uvedkom m ende transporthaver har følgelig intet krav mod pengeinstituttet.

Indeholder byggelånsaftalen en fordelingsplan m ed angivelse af de entrepre­

nører, som byggelånet skal udbetales til, har andre transporthavere tilsvarende intet krav m od pengeinstituttet. T ransporthaverne må selvsagt ligeledes re­

2.2. Byggelån spektere eventuelle forfaldsklausuleri byggelånsaftalen. Forfalder byggelånet eksem pelvis i tilfæ lde a f bygherrens betalingsstandsning, er pengeinstituttet dels berettiget til at kræ ve lånet indfriet a f bygherren, dels berettiget til at standse udbetalingerne til transporthaverne, jf. om det sidstnæ vnte forhold U 1994.818 H, der om tales nedenfor.

I praksis har pengeinstituttet ofte indsat endnu mere vidtgående forbehold over for bygherren og dennes transporthavere end de ovenfor beskrevne.

Således vil det typisk frem gå af låneaftalen, at pengeinstituttet forbeholder sig en fri opsigelsesadgang. T ransporthaverne må også respektere en sådan klausul, for så vidt klausulen kan gøres gæ ldende over for bygherren. T il­

svarende m å transporthaverne respektere de ofte forekom m ende klausuler, hvorefter pengeinstituttet ikke påtager sig en forpligtelse til at stille byggelå­

net til rådighed for transporthaverne (uden at der er aftalt et egentligt trans­

portforbud, som selvsagt må respekteres). Da klausuler som de næ vnte giver pengeinstituttet en principielt fri adgang til at afbryde likviditetsstrøm m en til byggeriet kunne m eget tale for enten en bortfortolkning (ud fra form åls- betragtninger) eller en tilsidesæ ttelse (jf. A FTL § 36), hvis byggeriet rent faktisk fæ rdiggøres i overensstem m else m ed, hvad der er aftalt m ed pengein­

stituttet. Se m ere tilbageholdende, m en i sam m e retning H ørlyck: E ntreprise

& Licitation, 5. udgave (1998) s. 56: »Det kunne m ed nogen vægt hæ vdes, at en byggelångiver i hvert fald har pligt til at stille det tilsagte byggelån til rådighed for byggelåntageren (transportgiveren), såfrem t byggeriet bliver gennem ført efter konditionerne.« Synspunktet blev im idlertid ikke fulgt i

1994.818 H:

L åntageren havde givet de enkelte entrep ren ø rer b y ggelånstransporter fo r beløb svarende til entrep risesu m m em e. E fter fæ rdiggørelse hæ vede den byggelångivende bank låneaftalen under henvisning til låntagers betalingsstandsning, der ifølge låneafta­

len var forfaldsgrund. En transporthavende en trep ren ø r nedlagde ov er for pen g ein sti­

tuttet påstand om betaling af sit resterende tilgodehavende, m en fik ikke m edhold, til trods fo r at byggeriet som næ vnt stod færdigt.

D et ses af det foregående, at fordringen i henhold til en byggelånsaftale har tvivlsom værdi som sikkerhedsobjekt. Den usikkerhed, der består for de transporthavende entreprenører, kan i praksis afhjæ lpes ved en aftale direkte m ellem entreprenørerne og pengeinstituttet. E ksem pelvis kan parterne aftale en fordelingsplan m ed angivelse a f betalingstid og betalingsræ kkefølge. Efter om stæ ndighederne kan også pengeinstituttet være interesseret heri: E r entre­

prenørerne således sikre på at m odtage betaling i takt m ed arbejdets udførelse,

K apitel 3. B yggeritransporter

øges sandsynligheden for byggeriets fæ rdiggørelse, der som næ vnt er fo r­

udsæ tningen for den realkreditfinansiering, som skal tjene til byggelånets indfrielse.

Undertiden indeholder byggelånsaftaler deciderede forbud m od overdragel­

se. Form ålet herm ed er typisk at undgå, at pengeinstituttet skal have det adm inistrative besvæ r med at styre transporterne. Sådanne forbud skal respek­

teres af eventuelle transporthavere, jf. herved atter princippet i G B L § 27.

T ransporthaverens sikringsakt er m eddelelse til det byggelångivende pengeinstitut om transporten, jf. G BL § 3 1 . H ar flere fået transport på bygher­

rens rettigheder i henhold til lånetilsagnet, afgøres prioritetsstillingen således efter tidspunktet for m eddelelsernes frem kom st, jf. også H ørlyck: Entreprise

& licitation, 5. udgave (1998) s. 58. D enne forfatter næ vner dog ikke, at en række af de i praksis forekom m ende byggelånsvilkår bevirker, at der slet ikke opstår prioritetskonflikter, eller dog kun konflikter inden for en rate af bygge­

lånet: Er transporthaverne således angivet i en fordelingsplan for byggelånet, kan pengeinstituttet gøre dette gæ ldende over for transporthaverne, selv om denunciationsræ kkefølgen herved brydes. Frem går det af byggelånsaftalen, at lånet skal udbetales a conto i takt m ed fakturering af fæ rdigt arbejde, kan pengeinstituttet fastholde, at der skal ske udbetalinger i denne takt, selv om dette bryder denunciationsræ kkefølgen. Er der aftalt en rateplan, som ikke blot angiver betalingstidspunkter, men som reserverer dele af byggelånet for bestem te grupper af entrepriser (f.eks. sokkelentreprisen og tagentreprisen), kan pengeinstituttet fastholde, at transporthavende entreprenører kun kom m er i betragtning for så vidt angår den rate, som er bestem t for den pågæ ldende del af den sam lede entreprise. O gså dette kan ske, selv om denunciationsræ kke­

følgen herved brydes.

Det er allerede nævnt indledningsvis i dette afsnit, at hverken bygherrens konkursbo eller bygherrens andre retsforfølgende kreditorer kan tilegne sig låneprovenuet. N år byggelånet ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning, opstår der begribeligvis ikke nogen prioritetskonflikt m ellem på den ene side bygherrens transporthavere og på den side bygherrens retsforfølgende kredi­

torer. Det er derfor ikke ganske retvisende, når det hos H ørlyck: Entreprise &

licitation, 5. udgave (1998) s. 58 helt generelt hedder, at »overdragelse af byggelånskrav kun [er] bindende over for overdragerens kreditorer, såfrem t der er givet underretning til »skyldneren«, nem lig byggelångiveren, jf. analo­

gien a f Gbl § 31«. U dsagnet er i hvert fald ikke holdbart, når konflikten står m ellem en bygherres transporthaver og f.eks. en udlæ gshaver. U dsagnet er derim od holdbart, når konflikten står m ellem en transporthavers (f.eks. en hovedentreprenørs) videretransporthaver på den ene side og f.eks.

transportha-2.2. Byggelån verens udlæ gshaver på den anden. Hvad angår prioritetskonflikter m ellem rettigheder, som afledes fra bygherren, skal opm æ rksom heden henledes på det alm indeligt forekom m ende vilkår i byggelånsaftaler, hvorefter lånet forfalder i tilfæ lde af retsforfølgning mod bygherren i form af eksem pelvis betalings­

standsning eller konkurs. Et sådant vilkår kan også gøres gæ ldende over for transporthaverne, jf. U 1994.818 H, der er om talt ovenfor. I så fald kan situa­

tionen altså være dén, at hverken konkursboet, skyldneren under betalings­

standsning eller transporthaveren kan kræve det byggelångivende pengeinsti­

tut.

B ygherrens konkursbo er ikke blot afskåret fra at tilegne sig låneprovenuet, m en m å tillige være afskåret fra at indtræcle i byggelånsaftalen. Dette følger a f fordringens sæ rlige beskaffenhed, jf. KL § 53 og B etæ nkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsakkord s. 121. K onkursboet kan heller ikke indtræ de, selv om det sker med henblik på anvendelse a f låneprovenuet til fæ rdiggørelse a f byggeriet. Indtræ den efter konkursloven ville i øvrigt typisk være uden særlig interesse for boet, der i så fald måtte opfylde tilbagebetalingsforpligtel­

sen som m assekrav, jf. KL § 93, nr. 3. N oget andet er, at pengeinstituttet og bygherrens konkursbo efter om stæ ndighederne begge kan have en interesse i at aftale en fortsæ ttelse af kreditforholdet, således at kun frem tidige træ k på byggelånet får status af m assekrav. For boet kan en sådan fortsæ ttelse være en m ulighed for at få byggeriet fæ rdiggjort, således at der skabes et væ rdifuldt aktiv til kreditorernes fyldestgørelse. Pengeinstituttets interesse i en fortsæ ttel­

se hæ nger som næ vnt flere gange sam m en med, at byggeriets fæ rdiggørelse er en forudsæ tning for opnåelse af den endelige realkreditfinansiering.

Det er stadig ret alm indeligt, at det byggelångivende pengeinstitut angiver en række betingelser fra låneaftalen i den noteringsm eddelelse, pengeinstitut­

tet tilsender transporthaverne som bekræ ftelse på denunciationens m odtagelse.

En delvis opregning af betingelserne for træ k på byggelånet er selvsagt uhen­

sigtsm æ ssig, idet der herved læ gges op til uholdbare m odsæ tningsslutninger:

Sagen er jo dén, at pengeinstituttet vil forlange transporthaverens respekt af alle vilkår i byggelånsaftalen. Den hensigtsm æ ssige frem gangsm åde er anvist af Krag Jespersen: B yggeritransporter (1979) s. 137, hvor følgende form u­

lering anbefales: »D a banken i ovenstående forhold ikke er debitor, men kun på nærm ere fastsatte betingelser har påtaget sig at yde byggelån, er foranstå­

ende transport noteret m ed de forbehold, som følger af bankens vedlagte byggelånsbetingelser.«

Pengeinstituttet kan efter om stæ ndighederne ifalde erstatningsansvar for m anglende underretning til transporthaveren om forhold, som er pengeinstitut­

tet bekendt (eller som burde være undersøgt), og som m edfører, at byggelånet

K apitel 3. B yggeritransporter

ikke kan stilles til rådighed for transporthaveren. A nsvar for pengeinstituttet kan eksem pelvis tænkes, hvis pengeinstituttet ikke underretter om, at bygher­

ren er insolvent, at der m angler byggem idler (f.eks. fordi allerede anm eldte transporter har »spist« af låneprovenuet), a t byggelånsaftalen er opsagt, eller at der foreligger forhold, som kan m edføre låneaftalens opsigelse.

Til illustration kan næ vnes U 1987.677 H: En fordring m od et forsikringsselskab i anledning af en storm skade på et tag blev transporteret til en leverandør a f m aterialer, som skulle anvendes til skadens udbedring. Forsikringsselskabet m odtog underretning om transporten, m en undlod at underrette leverandøren om en opstået tvivl om forsik­

ringens dæ kning. Senere viste det sig, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at udbetale nogen forsikringsydelse, idet skaden skyldtes en ikke-dæ kningsberettiget konstruktionsfejl ved bygningen. D erm ed var selskabet h eller ikke forpligtet til al honorere transporten, jf. G B L § 27. M aterialeleverandøren fik im idlertid m edhold i, at forsikringsselskabet havde handlet ansvarspådragende og m åtte erstatte m aterialele­

verandørens tab som følge af leverancer til byggeriet. – 1 U 1994.818 H nedlagde transporthaveren ov er for det byggelångivende pengeinstitut påstand om erstatning, bl.a. fordi pengeinstituttet ikke ved noteringen a f transporten havde oplyst, at låntager – som var et selskab – hæ ftede for koncernens sam lede engagem ent i pengeinstituttet.

T ransporthaveren fik ikke m edhold, idet det ikke fandtes godtgjort, at pengeinstituttet på tidspunktet for noteringen m åtte påregne, at kautionsforpligtelsen blev aktuel. – Til illustration a f problem et kan endvidere henvises til U 1931.987 H, U 1936.72 H, U

1964.812 H og U 1970.684 Ø .

Ikke blot undladt underretning, men også fordeling af byggem idlerne i strid med transporthaverens ret, kan efter om stæ ndighederne m edføre erstatnings­

ansvar for pengeinstituttet. D et kan således være tilfæ ldet, hvis byggelånsm id- lerne anvendes til byggeriet uvedkom m ende form ål. D et er endvidere tilfæ l­

det, hvis en transporthaver får udbetalt for store beløb eller uforfaldne beløb, og dette er i strid m ed transporthaverens ret ifølge byggelånsvilkårene, jf.

H elland: B yggelånsreservation (1992) s. 21. Se også H ørlyck: E ntreprise &

licitation, 5. udgave (1998) s. 57. En forbløffende m ild udlæ gning a f bankens risici i tilfæ lde, hvor der er sket udbetalinger i strid m ed fordelingsplanen, ses hos Kæstel: B ankjura, 4. udgave (1981) s. 179: »I sådanne tilfæ lde kan det tæ nkes, at banken kan kom m e ud for kritik og m åske endda for et vist an ­ svar.« Se til illustration N Rt 1983.773 NHD: Hvis pengeinstituttet forstod eller burde forstå, at der var en næ rliggende risiko for, at de, som disponerede over lånet, ville bruge det uretm æ ssigt, ville pengeinstituttet kunne ifalde erstatningsansvar, hvis det ikke udviste kontrol med henblik på at afvæ rge tab.

I det konkrete tilfæ lde fandt H øjesteret under dissens, at pengeinstituttet havde udvist uagtsom hed og måtte være erstatningsansvarlig for tab, ved at byggelå­

In document Studier i erhvervsfinansieringsret (Sider 62-70)