E ksstinktion

N oget andet er, at m eddelelsestidspunktet selvsagt har betydning for løsningen af såvel prioritetskonflikter m ellem flere sekundæ rtransporthavere, jf. G B L § 31, som for den prim æ re transporthavers legitim ation over for pantsæ tter, jf. G B L § 29, således at m eddelelsestidspunktet a f disse grunde kan blive afgørende for, hvilke forprioriteter d er m å respekteres – og m ed hvilke beløb.

H ar pantsæ tter givet flere transporter uden angivelse af prioritetskrav, gæ lder det ovenfor i afsnit 8.2 nævnte alm indelige princip om tidsprioritet, således at aftaletidspunktet bliver afgørende. Forprioriteten tilkom m er herm ed som udgangspunkt den transporthaver, som først har opnået transport fra pantsæ t­

ter.

8.4. P antsæ tters kom petence

P antsæ tters adgang til at indrøm m e en transporthaver en given prioritetsstil­

ling kan naturligvis være begræ nset, derved at den pågæ ldende prioritetsplads allerede er besat af en anden transporthaver – herunder som følge af den ovenfor angivne deklaratoriske regel. En begræ nsning i pantsæ tters kom peten­

ce er afgørende for den senere tilkom m ende transporthavers prioritetsstilling, dersom den tidligere transporthaver har sikret sin ret ved iagttagelse af den relevante sikringsakt, jf. G BL § 31.

8.5. E ksstinktion

En senere transporthaver kan ved eksstinktion opnå placering på en plads, som pantsæ tteren savner kom petence til at disponere over. Som udgangspunkt gæ lder nem lig også ved entreprenørtransporter den alm indelige regel i G BL

§ 3 1 , stk. 2, hvorefter en senere erhverver går forud for en tidligere, hvis den senere erhverver i god tro har givet skyldneren m eddelelse om sin ret. Har skyldneren og pantsæ tter aftalt AB 92 eller A B T 93, følger det im idlertid af disse betingelsers § 5, stk. 2, at transporter, der står i forbindelse med arbej­

dets udførelse, går forud for andre transporter. B estem m elsen, der indeholder et princip om vedkom m ende transporters forrang, har ikke blot retsvirkning m ellem skyldneren og pantsæ tter, men tillige over for transporthaverne, jf.

herved G B L § 27 og U 1959.824 0 .

D om m en vedrørte bl.a. ræ kkevidden a f AB 51 § 23 – forgæ ngeren for den i dag langt m ere præ cise AB 92 § 5, stk. 2. En uvedkom m ende transporthaver gjorde gæ ldende, at bestem m elsen ikke var bindende for ham , dels fo r d i den var aftalt m ellem bygherre og hovedentreprenør, d els fo r d i han – transporthaveren – hverken havde kendt en trep ri­

sekontrakten eller AB 51 § 23, og endelig fo r d i bygherren ved at notere den u v ed k o m ­ m ende transport havde »dispenseret« fra entreprisekontrakten om de vedkom m endes

forrang. L andsretten fandt, at transporthaveren m åtte respektere de vedkom m ende transporthavere, jf. princippet i G B L § 27. Sæ rlig m ed hensyn til noteringen af den uvedkom m ende transport udtaltes det, at bygherren (dennes repræ sentant) ikke ved noteringen havde væ ret bekendt m ed, at transporten stod i forbindelse m ed byggeriet uvedkom m ende gæ ldsforpligtelser, og at der derfor ikke ved noteringen var sket en æ ndring a f den oprindelige aftale.

En aftale m ellem to transporthavere om vedkom m ende transporters forrang har kun virkning for deres indbyrdes forhold – d.v.s. ikke for de øvrige trans­

porthavere. A ftalen er slet og ret udtryk for et afkald fra den uvedkom m ende transporthavers side. Såfrem t en aftale om vedkom m ende transporters forrang skal have virkning over for øvrige transporthavere, skal den indgås m ellem skyldneren (f.eks. BH) og overdrageren (f.eks. HE).

B estem m elsen i AB 92 § 5, stk. 2, indebæ rer en fravigelse fra gælds- brevslovens prioritetssystem i to henseender:

F or det fø rste indebæ rer bestem m elsen en udvidet eksstin ktio n sa d g a n g fo r de byggeriet vedkom m ende transporthavere. En vedkom m ende transporthaver kan således fortræ nge en uvedkom m ende transporthaver, uanset at den sidst­

næ vnte kom først m ed sin m eddelelse til skyldneren om sin ret, jf. G B L § 31, stk. 2. En sådan eksstinktion kan ske, selv om den vedkom m ende transportha­

ver på tidspunktet for sin egen m eddelelse havde viden eller burde-viden om den tidligere uvedkom m ende transport.

F or det andet indebæ rer bestem m elsen en udvidet prioritetsbeskyttelse a f de byggeriet vedkom m ende transporter. En tidligere vedkom m ende trans­

porthaver bevarer således sin fortrinsret ved at give m eddelelse til skyldneren, selv om en senere uvedkom m ende transporthaver har givet m eddelelse forin­

den, jf. G BL § 31, stk. 2. En sådan fastholdelse af fortrinsretten kan ske, selv om den vedkom m ende transporthaver på tidspunktet for sin egen m eddelelse havde viden eller burde-viden om den senere uvedkom m ende transport.

En prioritetskonflikt m ellem flere vedkom m ende transporthavere løses efter alm indelige regler om tidsprioritet sam t gæ ldsbrevslovens prioritetsregler.

E ksem pelvis går en senere vedkom m ende transporthaver forud for en tidligere vedkom m ende transporthaver, hvis den senere transporthaver ved m eddelel­

sen til skyldneren var i god tro om den tidligere ret, jf. G B L § 31, stk. 2. På tilsvarende m åde løses prioritetskonflikter m ellem uvedkom m ende transporter indbyrdes.

AB 92 § 5, stk. 2, indebæ rer ingen undtagelse fra G B L § 3 l ’s m eddelelses- krav, men alene fra prioriteringen m ellem de vedkom m ende og uvedkom m en­

de transporthavere, som har givet skyldneren underretning.

K apitel 3. B yggeritransporter

8.5. Eksslinktion E ntreprenører og m aterialeleverandører er selvsagt vedkom m ende trans­

porthavere, i det om fang arbejderne og leverancerne vedrører det konkrete byggeri, som har givet anledning til den transporterede fordrings opståen.

T ilsvarende er en entreprenørs eller en leverandørs pengeinstitut vedkom m en­

de transporthaver, i det om fang den ydede kredit er m edgået til finansiering a f arbejder og leverancer, som vedrører det konkrete byggeri.

D isse resultater følger direkte af ordlyden af AB 92 § 5. stk. 2, hvorefter transporten skal stå i forbindelse m ed »arbejdef«. Efter den anvendte ordlyd er entreprenører og leverandører ikke vedkom m ende for så vidt angår krav, der er opstået som følge a f arbejder og leverancer vedrørende andre byggerier.

T ilsvarende er en entreprenørs eller leverandørs pengeinstitut ikke vedkom ­ m ende for så vidt angår kredit, som er anvendt til arbejder og leverancer vedrørende andre byggerier (eller til helt andre form ål, f.eks. den alm indelige drift af pantsæ tters virksom hed), jf. også Vagner: Entrepriseret, 3. udgave (2001) s. 287. Se også A xel H. Pedersen i Juristen 1952 s. 167 hvorefter banktransporter »i det om fang, hvori de går videre end nødvendigt til at sikre dæ kning af ydelser til de pågæ ldende byggeforetagende, behandles som

»uvedkom m ende« transporter«. Se tilsvarende A xel H. Pedersen: Entreprise (1952) s. 144 ff.

Til trods for ordlyden af AB 92 § 5, stk. 2 er det i teorien hæ vdet at være en konsekvens af en aftale om AB 92, at en entreprenørs transport til sit pengeinstitut generelt er vedkom m ende, sam t at en entreprenørs transport til sine leverandører er vedkom m ende, uanset om m aterialer og m ateriel udeluk­

kende er anvendt i det pågæ ldende arbejde, jf. således H ørlyck: Entreprise &

licitation, 5. udgave (1998) s. 54. D isse resultater begrundes m ed, at en

»udvidende fortolkning« af § 5, stk. 2, »form entlig er nødvendig for at sikre finansieringen af byggeriarbejder, således at transport til sikkerhed for finansi­

eringen af den løbende drift form entlig må anses for vedkom m ende«. R esulta­

tet kan im idlertid ikke tiltrædes: O rdlyden a f § 5, stk. 2, er på dette punkt så klar, at der ikke er m ulighed for at nå mere vidtgående løsninger ved fortolk­

ning.

Specielt er der ikke m ulighed for at nå løsninger, som indebæ rer en retstil­

stand, der er radikalt anderledes end den, der følger af AB 92 § 5, stk. 2. Det bem æ rkes i den forbindelse, at det har endog m eget stor betydning, om man fastholder ordlyden af § 5, stk. 2, eller anlæ gger den af H ørlyck udvidende fortolkning: 1 praksis vil eksem pelvis en hovedentreprenørs underentrepre­

nører og m aterialeleverandører m eget ofte tillige foretage arbejder henholds­

vis levere m aterialer til andre byggerier, som hovedentreprenøren udfører. 1 praksis vil endvidere en (hoved)entreprenørs pengeinstitut, som har fået

K apitel 3. B yggeritransporter

prim æ r transport på kravet på entreprisesum m en, typisk finansiere hele hoved­

entreprenørens virksom hed.

Ifølge H ørlyck har det anførte »nødvendighedssynspunkt« støtte i U 1987.374 V om en hovedentreprenørs prim ære transport til et pengeinstitut, der til skade for en sekundæ r transporthaver (en underentreprenør) havde ladet dele af entreprisesum m en indgå på hovedentreprenørens alm indelige kasse­

kredit, hvorpå der blev trukket beløb til dæ kning af udgifter, som ikke vedrør­

te de to konkrete byggerier. Vestre Landsret fandt, at pengeinstituttet i forhold til underentreprenøren havde været uberettiget til således at tilegne sig de m odtagne beløb. I præ m isserne hedder det bl.a., at pengeinstituttet ikke havde bevist, at disse udgifter havde været »nødvendige for at undgå særlig risiko eller ulem pe for byggeriernes gennem førelse«.

Ifølge H ørlyck kan de nævnte præ m isser kun forstås således, at »en alm in­

delig transport til en entreprenørs pengeinstitut til sikkerhed også for krav. der ikke står i forbindelse m ed entreprisen, kan betragtes som en vedkom m ende transport, forudsat at pengeinstituttet stiller den nødvendige finansiering til rådighed for entreprenøren«. D enne udlæ gning af dom m en – som angiveligt indebærer, at entreprenørens pengeinstitut er generelt vedkom m ende, så længe den pågæ ldende entreprise finansieres – kan ikke tiltrædes. De citerede præ ­ m isser forekom m er derim od at være udtryk for, at entreprenørens pengeinsti­

tut alene er fortrinsberettiget for så vidt angår det beløb, som er nødvendigt for gennem førelsen af byggeriet. At en prim æ r panthaver som alm indelig regel – d.v.s. også uden for byggeriforhold – kan yde pantsæ tteren kredit til skade for en sekundæ r transporthaver, / det om fang det er nødvendigt til im ødegåel­

se af tab for den prim æ re transporthaver, har støtte i U 1979.566 H og U 1979.569 H, jf. næ rm ere om kreditudvidelsesproblem et nedenfor i afsnit 9.

At nogle pen g ein stitu tter a n ser det for nødvendigt, at de via transporten får sikkerhed for den finansiering, de i det hele taget yder entreprenør- og/eller leverandørvirksom ­ heder er selvsagt uden enh v er betydning for forståelsen af AB 92 § 5, stk. 2. G enerelle betragtninger om hensigtsm æ ssigheden af en fortrinsret til gavn for byggerierhvervet i alm indelighed er ligeledes uden betydning over for bestem m elsens klare ordlyd.

Til illustration af spørgsm ålet, om en entreprenørs pengeinstitut generelt kan anses for vedkom m ende transporthaver, kan i øvrigt henvises til U 1980.193 H (hvor pengeinstituttets tilrettelæ ggelse af sagen dog indebar, at H øjesteret ikke kom til at tage stilling til det centrale problem ).

8.5. Eksstinktion D om m en vedrører et tilfæ lde, hvor et pengeinstitut a f en entreprenør havde fået transport på en entreprisesum på ca. 2,5 m illioner kr. for byggem odningsarbejde, som entreprenøren skulle udføre for en kom m une. O rdlyden a f transporterklæ ringen frem går ikke direkte a f dom m en, m en ifølge dom m ens note (1) var transporten sket »til sikkerhed for enh v er forpligtelse«, entreprenøren m åtte få over for pengeinstituttet.

E ntreprenøren gav efterfølgende sin leverandør a f betonvarer »undertransport« i entreprisesum m en, således at betaling a f leverandøren skulle ske gennem pengeinstitut­

tet efter detles m odtagelse a f fakturaer, som var godkendt a f entreprenøren. D enne undertransport noteredes a f pengeinstituttet. På et tidspunkt, da pengeinstituttet af leverandøren var rykket for betaling a f leverede betonvarer for ca. 195.000 kr. – men inden fakturaerne var godkendt af entreprenøren – overførte pengeinstituttet et af bygherren m odtaget entreprisebeløb på ca. 208.000 kr. til entreprenørens konto i pengeinstituttet, hvorpå entreprenøren skyldte et større beløb. K ort efter standsede entreprenøren sine betalinger og gik konkurs. L everandøren anlagde herefter sag m od pengeinstituttet og påstod sig tilkendt fakturabeløbet fo r leverancerne. Til støtte herfor gjorde leverandøren gæ ldende, at pengeinstituttet ikke var berettiget til at m odtage den del af indbetalingerne, hvori leverandøren havde fået transport, og at pengeinstituttet var bekendt herm ed. H øjesteret gav leverandøren m edhold og døm te pengeinstituttet til at betale leverandøren dennes tilgodehavende på ca. 195.000 kr. H øjesteret fandt således, at pengeinstituttet havde væ ret uberettiget til uden hensyn til leverandørens transport at overføre beløbet vedrørende betonleverancerne til entreprenørens overtruk- ne konto. D ette blev m eget konkret begrundet m ed, at leverandøren flere gange havde haft kontakt m ed pengeinstituttet og havde anm odet om udbetaling og i henhold til en efterfølgende aftale frem sendt fakturakopier til pengeinstituttet. Det var u nder sagen ubestridt, at betonleverancerne var m angelfri.

D et frem går, at sagen ikke af pengeinstituttet blev præ senteret som en konflikt m ellem flere transporthavere, m en som et spørgsm ål om pengeinstituttet som

»fordeler« havde væ ret berettiget til at overføre det fra bygherren m odtagne beløb til entreprenørens konto m ed en betydelig debetsaldo i bankens favør (hvilket konkret blev besvaret benæ gtende). D om m ens resultat forekom m er overbevisende, men det er tankevæ kkende, at pengeinstituttet ikke gjorde gældende, at det i kraft af sin egen transport var berettiget til dæ kning i entre­

prisesum m en forud for leverandøren, jf. også Vagner: Entrepriseret, 3. udgave (2001) s. 287 f.

H vis AB 72 (nu AB 92) var aftalt m ellem bygherren og entreprenøren – hvilket ikke er oplyst i dom m en – havde det væ ret næ rliggende, om pengein­

stituttet havde gjort gæ ldende, at det som vedkom m ende transporthaver var generelt berettiget til fortrinsvis fyldestgørelse forud for den sekundæ re transporthaver. D er kan naturligvis kun gæ ttes på årsagen til, at pengeinstitut­

tet udelukkende satsede på en frifindelse under henvisning til det form elle synspunkt, at entreprenørgodkendelse af leverandørens fakturaer ikke forelå.

K apitel 3. B yggeritransporter

Tilbage står im idlertid, at pengeinstituttets tilrettelæ ggelse af sagen indebar, at man – m eget belejligt – undgik, at H øjesteret fik lejlighed til at tage stilling til (og afvise!) synspunktet om entreprenørens pengeinstitut som generelt vedkom m ende transporthaver.

Det frem går af ordlyden af AB 92 § 5, stk. 2, at bestem m elsen ikke gæ lder overdragelse af forfaldne fordringer. En fordring er »forfalden«, når kreditor kan forlange betaling. A fgørende er, om forfaldstidspunktet er indtrådt på tidspunktet for aftalen om den vedkom m ende transport. Er skyldneren i god tro om eksistensen af vedkom m ende transporter, kan han på forfaldstidspunk­

tet honorere uvedkom m ende transporter, jf. princippet i G B L § 29. Så længe skyldneren ikke har betalt, kan en vedkom m ende transporthaver, der oprinde­

lig fik sikkerhed i en uforfalden fordring, ved m eddelelse til skyldneren dels fortræ nge uvedkom m ende transporthavere, jf. G BL § 31, dels hindre skyld­

nerens betaling til disse m ed frigørende virkning, jf. herved G B L § 29. Begge dele gæ lder, selv om m eddelelsen gives efter fordringens forfaldstidspunkt.

Forklaringen på, at AB 92 § 5, stk. 2, alene gæ lder ved transport på ufor­

faldne krav, ligger lige for: Kan kreditor forlange betaling og derm ed dispo­

nere frit over beløbet, kan han som det m indre i det m ere transportere fordrin­

gen til eje eller til sikkerhed til byggeriet uvedkom m ende form ål. E r en for­

dring på transporttidspunktet delvis forfalden, gæ lder alm indelige regler om tidsprioritet og gæ ldsbrevslovens prioritetsregler for den forfaldne del, mens AB 92 § 5, stk. 2, gæ lder for den uforfaldne del. O verdragelse af forfaldne krav har i øvrigt ikke nogen større praktisk betydning, da disse krav ofte er – eller må form odes at være – nødlidende.

D et frem går af det anførte, at der ikke gæ lder en alm indelig regel om ligestilling m ellem flere transporthavere, når AB 92 er aftalt. H eller ikke uden for AB 92 gæ lder der ved byggeritransporter en regel om ligerang. H er gælder som nævnt indledningsvis gæ ldsbrevslovens alm indelige prioritetssystem , jf.

G B L § 31.

I tidligere teori har der være argum enteret for en regel om ligestilling, jf. eksem pelvis A x e l H. P edersen: E ntreprenørtransporter (1959) s. 34 ff., og en sådan regel er tillige antaget i æ ldre retspraksis, jf. U 1930.178 Ø (der dog vedrører tiden før gæ ldsbrevslo- ven). Se også K æ stel: B ankjura, 4. udgave (1981) s. 183: »selv uden en sådan aftale [om ligestilling] vil det form entlig ofte kunne anses for at væ re en naturlig fo ru d sæ t­

ning for deltagelse i byggeriet, navnlig når deltagernes dæ kningschance i det v æ sentli­

ge beror på, om finansieringen (prioriteringen) kan give alle dæ kning«. Se også om spørgsm ålet F rederik Vinding K ruse: Pant i løsøre og rettigheder (1928) s. 65 f.

8.5. E ksstinktion Se im idlertid den klare udtalelse U 1959.824 0 : »D er findes ikke grundlag for at antage, at det har væ ret aftalt eller forudsat som følge af det indbyrdes forhold m ellem transporthaverne, at de uden hensyn til den ræ kkefølge, i hvilken de er anm eldt, skal fyldestgøres ligeligt i forhold til deres transporters eller tilgodehavenders beløb. H erefter findes der ikke grundlag for at fravige princippet i gæ ldsbrevslovens § 3 1 , stk. 2, hvorefter anm eldelsernes tidspunkt er afgørende for, i hvilken ræ kkefølge transporthavernes krav skal fyldest­

gøres.« En ligerangsregel er endvidere klart forkastet i nyere teori, jf. eksem ­ pelvis Vagner: Entrepriseret (2001) s. 285, H ørlyck: Entreprise & licitation, 5. udgave (1998) s. 52 og H alfdan Krag Jespersen: B yggeritransporter (1979) s. 29.

Der kan naturligvis være indgået en aftale om sideordnet prioritering af flere transporthavere – m ed den virkning, at der sker en fordeling m ellem de pågæ ldende transporthavere i forhold til størrelsen a f deres transporter. Dog kan en transporthaver ikke ved fastlæ ggelsen af delingsforholdet kom m e i betragtning for et større beløb, end han ville have opnået, hvis han havde væ ret enetransporthaver. Et eksem pel på en sådan aftale ses i U 1989.430 H:

»N æ rvæ rende undertransport kan alene anm eldes til notering hos [P] og skal uanset noteringstidspunktet være ligestillet m ed andre undertransporter, som afgives eller er afgivet af [HE] til underentreprenører eller leverandører til det nævnte byggeri, og som er noteret i banken.«

H ar underentreprenørerne accepteret en ordning m ed ligerang, indebæ rer dette en fordel for de senere tilkom ne transporthavere, der kom m er i betragt­

ning til en andel af entreprisesum m en, selv om en ret hertil ikke følger af gæ ldsbrevslovens prioriteringssystem . Isoleret set er der im idlertid tale om en ulem pe for de først sikrede transporthavere, der til trods for deres fortrin efter gæ ldsbrevsloven må acceptere en forholdsm æ ssig fordeling m ed de senere tilkom ne. N år aftaler om ligedeling undertiden ses, kan det eksem pelvis skyldes, at der ikke er aftalt nogen rateplan, og at en fordeling efter tidspriori­

tet ville være aldeles tilfældig. I særlige tilfæ lde kan ligedelingsaftalen altså være den betalingsordning – som i m angel a f bedre – skaber tillid til, at entre­

prenørerne betales efter værdien af udført arbejde. Om baggrunden for et ligerangsprincip kan henvises til A xel H. Pedersen: E ntreprenørtransporter (1959) s. 45 ff. Til støtte for aftaler om lige rang er bl.a. henvist til, at entre­

prenørerne udgør et interesseforbund, sam t til, at fordringerne først bliver en realitet, når de forskellige transporthavere har tilvejebragt bygningen ved det fælles arbejde, der betinger transportgiverens krav på bygherren.

Ligerangsprincippet kan som sagt ikke antages at gælde som deklaratorisk regel, og hvad angår de hensyn, der kunne søges varetaget ved aftaler herom ,

K apitel 3. B yggeritransporter

er blot at sige, at de i AB 92 beskrevne betalingssystem er forekom m er langt bedre egnede til kanalisering af byggem idlerne i de rette lom m er, jf. herom ovenfor i afsnit 3.

Som det er frem gået, tilgodeser AB 92 § 5, stk. 2, byggeriets finansiering gennem en varetagelse af hensyn til bygherren sam t til byggeriets entrepre­

nører og leverandører m.v. B estem m elsen løser im idlertid langt fra alle de problem er, som opstår i praksis. Da § 5, stk. 2, ikke gæ lder i forholdet m ellem flere vedkom m ende transporthavere, præ senterer bestem m elsen således ingen løsning på det sikkerhedsproblem , som består i at sikre en fordeling m ellem de vedkom m ende transporthavere i den ræ kkefølge, hvori de har bidraget til en forøgelse af byggeriets værdi. Det i afsnit 3.2 beskrevne a conto-betalings- system – om entreprenørernes ret til betaling en gang m ånedligt bagud, jf. AB 92 § 22, stk. 1 – m edvirker selvsagt til at reducere problem et. D et sam m e gæ lder det i afsnit 3.3 beskrevne betalingsplansystem – om betaling på be­

stem te tidspunkter eller stadier af byggeriet, jf. AB 92 § 22, stk. 4.

En transporthaver bæ rer selv risikoen for ydelsens anvendelse til form ål, der er vedkom m ende for det konkrete byggeri, jf. H alfdan K rag Jespersen:

B yggeritransporter (1979) s. 30. En transporthaver, der ved præ stationen af sin ydelse troede sig vedkom m ende, kan således ikke påberåbe sig den i § 5, stk. 2, indeholdte udvidede prioritets- og eksstinktionsvirkning, hvis det efterfølgende viser sig, at ydelsen er m edgået til uvedkom m ende formål.

E t transporthavende pengeinstitut vil ofte indgå aftaler med pantsætter, som tilsigter at m odvirke, at der på den sikrede byggekredit træ kkes m idler, som ikke anvendes til det konkrete byggeri. E ksem pelvis kan det aftales, at hovedentreprenørens bank som prim æ r transporthaver foretager udbetalinger direkte til underentreprenører og leverandører i henhold til a conto-begæ ringer fra de pågæ ldende (eventuelt således at begæ ringerne skal være vedlagt fakturaer eller arbejdssedler, som er påtegnet af et til byggeriet knyttet tilsyn), jf. herved også Vagner: Entrepriseret, 3. udgave (2001) s. 288.

En transporthavende m aterialeleverandør har en vis sikkerhed for m ateria­

lernes anvendelse, hvis disse leveres på byggepladsen.

En transporthavende entreprenør, der præ sterer sin ydelse på byggepladsen – og forhåbentlig kan dokum entere sit arbejde dér – har typisk ikke problem er m ed at godtgøre, at han er vedkom m ende. Problem er kan dog tæ nkes at opstå navnlig med hensyn til m aterialer (indkøb/produktion/bearbejdning), for hvilke entreprenøren kræ ver betaling, selv om der ikke er sket levering på byggepladsen, jf. næ rm ere ovenfor i afsnit 3.2 om sådanne a conto-forudbeta- lingskrav.

In document Studier i erhvervsfinansieringsret (Sider 112-120)