Finansiering

retlige regler, jf. herom C hrister Albem ark: K undkreditförsäkring (1988). Det følger im idlertid af forsikringsaftalelovens § 1, at loven kun gæ lder for forsik­

ringsselskaber, d.v.s. ikke for factoringselskaber (eller for den sags skyld pengeinstitutter). En (kredit)forsikringslignende ordning, som indgår i en factoringaftale, reguleres af alm indelige kautions- og garantiretlige regler.

Til illustration af en uhensigtsm æ ssig frem gangsm åde kan fra retspraksis henvises til en norsk højesteretsdom refereret i N Rt 1990 s. 1060 HD. Sagen vedrørte spørgsm ålet, om factoringselskabet over for en virksom hed havde givet tilsagn om risikoafdæ kning for en fakturaskyldner m ed en oprindelig græ nse på 650.000 kr., som senere var hæ vet til 1 m illion kr. T ilsagnene om risikoafdæ kning blev efter en konkret vurdering givet kunde for kunde på debitorlister, idet den norm ale frem gangsm åde m ed udfyldelse af ansøgnings­

skem aer ikke blev fulgt. T vivlen vedrørte forståelsen af factoringselskabets m arkering m ed »OK« ud for den konkrete kunde på en debitorliste. Dette opfattede virksom heden som et tilsagn om (også) at yde risikoafdæ kning, hvilket virksom heden i et brev tilkendegav over for factoringselskabet. Ifølge factoringselskabet skulle det pågæ ldende »OK« alene forstås som en angivelse af, at den pågæ ldende factoringkunde var fundet kreditvæ rdig. Dette afvistes af H øjesteret blandt andet under henvisning til, at factoringselskabet på den pågæ ldende kunde havde genforsikret sig for 500.000 kr. H øjesteret fandt, at factoringselskabet indtil videre havde forpligtet sig til at yde risikoafdæ kning på op til 650.000 kr. D erim od fandtes det ikke bevist, at der senere telefonisk var indgået aftale om en forhøjelse af græ nsen til 1 m illion kr.

3.4. Finansiering

3.4.1. F inansieringsgrundlag

Factors finansiering af en virksom hed sker som nævnt på grundlag af virk­

som hedens overdragelse a f udestående kundefordringer. Ved overdragelsen – m odtagelsen af den behørigt denuntierede faktura – udbetaler factor et beløb til virksom heden, eksem pelvis som udgangspunkt 80% af fakturaens pålyden­

de. De resterende 20% – »spærringen« – tilbageholdes af factor, ofte således at et til spæ rringen svarende beløb krediteres virksom heden på en hertil oprettet konto (en såkaldt »sikringskonto«, jf. om den næ rm ere anvendelse af disse konti nedenfor i afsnit 3.4.5.2).

U ndertiden er det aftalt, at spæ rringen varierer, alt efter hvilken type fak­

tura der er tale om. For visse fakturaer kan der således være aftalt en højere spæ rring end »norm alspæ rringen«, eksem pelvis hvis fakturakravet vedrører næ rm ere angivne varegrupper eller stam m er fra eksportsalg. I visse tilfælde kan der væ re aftalt en lavere spæ rring end »norm alspæ rringen« og i

enkeltstå-K apitel 4. Factoring

ende tilfæ lde eventuelt slet ingen spæ rring (hvilket i givet fald indebærer, at virksom heden får udbetalt det fulde fakturabeløb ved overdragelsen – d.v.s.

inden kundens betaling). En lavere spæ rring end den norm ale kan f.eks. være aftalt for så vidt angår fordringer på kunder, som factor i forvejen har god­

kendt som særlig kreditvæ rdige, eller for så vidt angår fordringer, for hvilke der er givet garanti af Eksport K redit Fonden.

På baggrund af de overdragne fordringer beregnes et såkaldt »finansie­

ringsgrundlag«, d.v.s. en opgørelse over den del af fakturam assen, som kan danne grundlag for kreditgivning. U dgangspunktet vil typisk være, at alle overdragne fordringer indgår i finansieringsgrundlaget. I praksis vil facto­

ringaftalen dog indeholde en række begræ nsninger, jf. herom f.eks. B irgitte Bjørn: Factoring – A C om parative A nalysis (1995) s. 56 f. og Å ke Tegin:

K redithandboken, 2. uppl. (1997) s. 69 og 73. Nogle eksem pler herpå om tales i det følgende.

(1) Fakturafordringer, mod hvilke skyldnerne har frem sat indsigelser, indgår i praksis ikke i finansieringsgrundlaget. Forklaringen er den indlysen­

de, at sådanne fordringer ikke kan påregnes at blive betalt. E ventuelt er det aftalt, at disse såkaldt »reklam erede fordringer« atter indgår i finansierings­

grundlaget f.eks. efter forligsm æ ssig løsning eller retsafgørelse til virksom he­

dens fordel.

(2) Fakturafordringer mod usolide skyldnere indgår i praksis ikke i finan­

sieringsgrundlaget. For at m odvirke, at sådanne fordringer kom m er til at danne grundlag for kreditgivning, ses i praksis flere forskellige vilkårstyper:

For det første vilkår om, at fakturakrav ikke indgår, hvis de eksem pelvis er taget til retslig inkasso, eller der foreligger andet insolvensm om ent (konkurs, betalingsstandsning, åbning af tvangsakkordforhandling m.v.) For det andet vilkår om, at fordringer, som ikke er betalt inden eksem pelvis 14 dage (såkaldt

»finansieringstolerancedage«) efter sidste rettidige betalingsdag, autom atisk udgår af finansieringsgrundlaget.

(3) N orm alt fastsæ tter factoringaftalen et m aksim um – procentuelt eller beløbsm æ ssigt – for den finansiering, der kan ydes på baggrund af virksom he­

dens leverancer til en enkelt kunde. V ilkår af denne type har til form ål at sikre factor en vis risikospredning.

(4) D er vil så at sige altid findes vilkår, som udelukker, at der kan ydes kredit på baggrund af fordringer m od virksom hedens næ rstående, herunder koncernforbindelser. Form ålet herm ed er at m odvirke risikoen for, dels at der ydes kredit på grundlag af fordringer, som ikke er reelle, dels at der ydes kredit på grundlag af fordringer m od debitorer, som har økonom isk skæ bne­

fæ llesskab mod virksom heden. Forholdet er vedrørende koncerntilfæ lde

3.4. Finansiering udtrykt således, at der reelt ville være tale om en belåning af koncernens varelagre, ikke en finansiering af dens salg, jf. Brækhus: Fra kreditretten og andre retsom råder (1978) s. 44.

(5) Factoringkontrakten vil typisk bestem m e, at factor kun yder finansiering på baggrund af aftaler, som er opfyldt fra virksom hedens side. B aggrunden for sådanne aftalevilkår er, at factor ønsker at være beskyttet mod indsigelser om, at eksem pelvis en solgt vare ikke er blevet leveret.

(6) Factoringaftalen vil undertiden bestem m e, at fakturafordringer, for hvilke factor har givet tilsagn om risikoafdæ kning, ikke indgår i finansierings­

grundlaget. Dette skyldes begribeligvis, at kreditgivning på grundlag af sådanne fordringer alt andet lige er m ere risikobetonet for factor end kredit­

givning på grundlag af fordringer, hvor factor i tilfæ lde af fakturaskyldnerens insolvens dog kan holde sig til virksom heden.

(7) I praksis vil factoringaftalen så at sige undtagelsesfrit indeholde vilkår om, at factor har en skønsm æ ssig ret til at udskyde fordringer af finansierings­

grundlaget. En sådan udskydelsesret er dog underlagt en række begræ nsnin­

ger, jf. herom nedenfor i afsnit 3.4.2.

Det kan være aftalt, at factor også har sikkerhed i fakturafordringer, som ikke in d g åri finansieringsgrundlaget, jf. ogsåA xelA dlercreutz: Finansierings­

form ers rättsliga regiering, 3. uppl. (2001) s. 185. Til bogføring af sådanne fakturaer oprettes undertiden en særlig konto – f.eks. benæ vnt »konto ved­

rørende ikke-finansierbare fakturaer«. B etales en sådan faktura, vil virksom ­ heden få udbetalt beløbet efter en prøvelse af, om factor har tilstræ kkelig sikkerhed i forhold til den ydede kredit.

Fastlæ ggelsen a f det præ cise tidspunkt, hvor der kan opnås finansiering på baggrund a f den enkelte faktura, m å ske ved fortolkning af factoringaftalen.

Som næ vnt vil det norm alt være udelukket, at der kan opnås finansiering på baggrund af ikke-opfyldte aftaler m ellem virksom heden og dens kunder. Er der tale om en salgsvirksom hed, kan det f.eks. være aftalt, at virksom heden ikke må afsende fakturakopi til factor, før varen er leveret. B æ rer salgsvirk- som heden som følge af købeaftalen risikoen for varen under (en del af) trans­

porten frem til kunden, kan finansiering eventuelt opnås fra varens afsendelse, forudsat at virksom hedens risiko er dæ kket af en vare- eller transportforsik­

ring.

De fakturaoverdragelser, som danner grundlag for factors finansiering af virksom heden, kan have karakter a f enten pantsæ tning eller køb. G ennem gan­

gen ovenfor har henblik på pantsæ tning, hvilket er langt det hyppigst fore­

kom m ende, jf. ogsk Å k e Tegin: K redithandboken, 2. uppl. (1997) s. 64.

Son-K apitel 4. Factoring

dringen m ellem de to overdragelsesform er er im idlertid i flere henseender afgørende for retsstillingen:

F or det fø rste må virksom heden betale factor en rente, hvis der er sket overdragelse til sikkerhed, idet den af factor ydede finansiering da har karak­

ter af en kredit. E r der sket overdragelse til eje, har den af factor ydede finan­

siering karakter af en købesum , hvorfor der ikke betales rente. I så fald må virksom heden dog alt andet lige betale en højere provision eller tåle en lavere afregningskurs på fakturafordringerne.

F or det andet bæ rer virksom heden risikoen f o r faktu ra skyld n eren s insol­

vens, når overdragelsen har karakter af pantsæ tning, m ens factor bæ rer denne risiko, når overdragelsen har karakter af køb. B etydningen heraf er beskrevet næ rm ere nedenfor i afsnit 3.4.4. Her skal blot forudskikkes den bem æ rkning, at der ved fakturakøb uden regres mod virksom heden bliver tale om , at selv fakturaer m ed betalingsudygtige skyldnere kom m er til at indgå i finansierings­

grundlaget, jf. A xel Adlercreutz: Finansieringsform ers rättsliga reglering. 3.

uppl. (2001) s. 177.

F or det tredje har virksom heden ret til at foretage fradrag for m om s, hvis der er sket overdragelse til sikkerhed, og fakturabeløbet ikke kan inddrives hos skyldneren. Er der sket overdragelse til eje, er det principielle udgangs­

punkt, at hverken virksom heden eller factor har m om sfradrag på uerholdne fakturafordringer, jf. næ rm ere nedenfor i afsnit 3.4.7.1.

F or det fje rd e gæ lder i tilfæ lde af virksom hedens konkurs om stødelses- reglen i konkurslovens § 70, når factor har fået pant i kundefordringerne, men ikke når factor har købt fordringerne. Da det er i konkurssituationen, betyd­

ningen a f overdragelsens form i praksis sættes på spidsen, er den nærm ere redegørelse for sondringen m ellem sikkerhedsstillelse og ejendom soverdragel­

se udskudt til afsnittet om om stødelse i konkurs, jf. således nedenfor i afsnit 7.1.

3.4.2. Factors udskydelsesret

Som nævnt ovenfor vil en factoringaftale typisk indeholde en bestem m else, som giver factor ret til at udskyde fordringer af finansieringsgrundlaget. Ofte er »udskydelsesretten« form uleret så bredt, at den efter sin ordlyd giver factor en nærm est ubegræ nset ret til at undlade at yde virksom heden finansiering på grundlag af overdragne fakturafordringer. Selv om factoringkontrakten intet bestem m er herom , må det dog – henset til udskydelsesrettens form ål – anta­

ges, at factor kun kan afvise belåning af fakturafordringer, hvis factor giver en saglig begrundelse herfor, jf. Brækhus: Fra kreditretten og andre retsom rå­

der (1978) s. 43. U dskydelsesretten kan således navnlig anvendes, hvis der er

3.4. F inansiering grund til at antage, at det fulde fakturabeløb ikke vil blive betalt (f.eks. fordi det solgte er behæ ftet m ed m angler, eller fakturaskyldneren er økonom isk trængt). D er kan im idlertid også være tale om, at fakturaen lyder på et bagatel­

beløb, at factor tidligere har haft vanskeligheder med kunden, eller at kundens debetsaldo er blevet for stor i forhold til hans kreditvæ rdighed, jf. således B ræ khus op. cit. s. 44.

Factor må have en vis frihed til at skønne, om en faktura udgør en tilstræ k­

kelig god sikkerhed, men i praksis vil fo rto lkn in g af factoringaftalen oftest føre til, at udskydelsesretten må undergives væ sentlige begræ nsninger. V il­

kåret om udskydelsesret skal således fortolkes i lyset af factoringaftalens øvrige vilkår, og her vil – som beskrevet ovenfor i afsnit 3.4.1 – typisk findes en ganske detaljeret opregning af de om stæ ndigheder, som kan m edføre, at en faktura udgår af finansieringsgrundlaget.

Indeholder aftalen et vilkår om såkaldte »finansieringstolerancedage«, således at en faktura udgår af finansieringsgrundlaget, når skyldneren er udeblevet m ed betaling i 14 dage efter sidste rettidige betalingsdag, er det oplagt, at factor ikke kan udskyde en faktura, alene fordi betaling ikke er sket efter eksem pelvis 10 dage. A nderledes naturligvis, hvis udskydelsesretten gøres gæ ldende på tiendedagen under henvisning til, at skyldneren nu er erklæ ret konkurs, er trådt i betalingsstandsning m.v. T ypisk vil dog også de forskellige »insolvensm om enter« være opregnet i aftalen, således at det i et sådant tilfæ lde er unødvendigt for factor at påberåbe sig den alm indelige udskydelsesret for at udtage fakturaen af finansieringsgrundlaget.

U berettiget udnyttelse af udskydelsesretten udgør som udgangspunkt væ sentlig hæ vebegrundende m isligholdelse af factoringaftalen. Factor vil i sådanne tilfæ lde tillige være erstatningsansvarlig for kundens tab, f.eks. tab i forbindelse m ed om kostninger ved skift til andet factoringselskab, jf. herved U 1987.963 V, hvor et pengeinstitut uberettiget havde hæ vet et kundeforhold og fandtes erstatningsansvarlig for om kostningerne ved kundens skift til andet pengeinstitut. Da den rente, som er aftalt med factoringselskabet, udgør prisen på factoringselskabets kreditydelse, kan det ikke antages, at virksom heden – f.eks. som følge a f pengem angelsdoktrinen – er afskåret fra at kræve rente som del af et erstatningskrav opgjort efter reglerne om den positive opfyldel- sesinteresse. Factoringselskabets ydelse er netop kredithjæ lp til en aftalt pris, og hvis prisen (renten) er højere ved virksom hedens indgåelse af en »dæk- ningsfactoringaftale« eller anden forsvarlig kreditoptagelse, må virksom heden som prisdifferencetab kunne kræve erstatning for et eventuelt tab, som skyl­

des, at renten ifølge den nye (forsvarligt indgåede) aftale er højere end renten ifølge aftalen med factoringselskabet.

K apitel 4. Factoring

Selv en berettiget udnyttelse a f udskydelsesretten kan efter om stæ ndighe­

derne indebære, at virksom heden kan kræ ve sig løst fra aftalen. Dette må således antages, hvis udskydelsesretten udnyttes så ofte, at virksom heden opnår en væ sentlig ringere finansieringsgrad end forudsat ved factoringafta­

lens indgåelse. Da det netop er factors anvendelse af udskydelsesretten, som bevirker, at finansieringen ikke opnås, forekom m er det næ rliggende at lægge risikoen for, at forudsæ tningen brister hos factor, jf. hertil Lyngsø: Afbestil- lingsret (1971) s. 100.

U dgangspunktet er, at virksom heden kan oppebæ re fakturafordringer, som afvises af factor. O fte er det dog aftalt, at factor har sikkerhed i – og derm ed ret til at oppebæ re – udskudte fordringer, der i så fald eksem pelvis bogføres på en konto over »ikke-finansierbare fakturaer«, jf. ovenfor i afsnit 3.4.1.

3.4.3. O m fanget a ffa c to r s panteret 3.4.3.1. P engekrav

O m fanget af factors panteret må i første række bestem m es ved fortolkning af factoringaftalen. Heri kan det eksem pelvis hedde, at factor har sikkerhed i virksom hedens »fakturakrav«, »kundefordringer« eller i »sam tlige rettigheder i henhold købekontrakterne«. Factor har derm ed først og frem m est sikkerhed i de krav på betaling af udestående købesum m er, som virksom heden har mod sine kunder. Factor har sikkerhed i såvel tidsfæ stede som ekstraordinæ re afdrag.

O gså retten til at gøre en eventuel forfa ld svirkn in g gæ ldende i tilfæ lde af m anglende betaling tilkom m er factor. En sådan ret må som deklaratorisk regel følge den pantsatte fordring som accessorium . Forfaldsvirkningen skal dog være sæ rskilt aftalt med de enkelte fakturaskyldnere, idet der hverken ifølge købeloven eller alm indelige obligationsretlige grundsæ tninger gæ lder nogen ret til på én gang at kræve restkøbesum m en betalt i tilfæ lde af en kreditkøbers m isligholdelse. I kreditkøb, som om fattes af kreditaftaleloven, kan aftalevilkår om forfaldsvirkning kun påberåbes, hvis betalingsm isligholdelsen er af den kvalificerede art, som er opregnet i KA L § 29, hvorefter det blandt andet er en betingelse, at kreditkøberen er udeblevet med et beløb i m indst 30 dage efter dets forfaldstid. O m bestem m elsens præ ceptivitet – herunder også i erhvervskøb med ejendom sforbehold – henvises til afsnit 3.4.3.2.

P rovisioner, gebyrer og lignende, som virksom heden f.eks. kan have beregnet sig i forbindelse m ed kreditgivningen til fakturaskyldnerne, er natur­

ligvis om fattet a f factors panteret, hvis de er indregnet i fakturabeløbet.

Factors panteret om fatter ligeledes renter af fakturakravet. D ette gæ lder både aftalte kreditrenter og m orarenter (hvad enten disse er særlig aftalt,

3.4. F inansiering følger a f kutym e eller kan kræ ves ifølge renteloven). Den deklaratoriske regel – som typisk vil være fraveget ved aftale – er dog form entlig, at kreditrenter (pantets »frugter«) oppebæ res af pantsæ tter, så længe det underliggende skyldforhold ikke er m isligholdt.

3.4.3.2. Salgsgenstanden i ejendom sforbeholdskøb

Hvis der m ellem en salgsvirksom hed og en kreditkøbende kunde er indgået aftale om køb m ed ejendom sforbehold, kan factor – alt efter det solgtes art og værdi – være interesseret i at gøre ejendom sforbeholdet gæ ldende i tilfælde af kundens betalingsm isligholdelse.

I fo rh o ld e t m ellem virksom heden og fa c to r kan det selvsagt være aftalt, at factor ved transporten sam tidig får ret til at gøre ejendom sforbeholdet gæ lden­

de. Selv uden en udtrykkelig aftale herom må der im idlertid gæ lde en deklara­

torisk regel af sam m e indhold. Et ejendom sforbehold er en sikkerhedsret, som kun har økonom isk værdi for dén, som har retten til den sikrede fordring.

E jendom sforbeholdet alene begrunder intet pengekrav m od ejendom sforbe- holdskøberen. Ved overdragelse af en ejendom sforbeholdssikret fordring må der således gælde en klar form odning for. at sikkerhedsretten – ejendom sfor­

beholdet – er m edoverdraget. En regel af det m odsatte indhold ville være m eningsløs: I tilfælde af m anglende solvens hos ejendom sforbeholdskøberen ville erhververen af fordringen ikke kunne blive fyldestgjort for fakturafor­

dringen, mens ejendom sforbeholdssæ lgeren nok ville besidde en sikkerhedsret – m en ikke noget pengekrav – m od køberen.

I fo rh o ld e t m ellem fa c to r og virksom hedens retsforfølgende kreditorer m edfører den nævnte sam m enhæ ng m ellem fakturafordring og ejendom sfor­

behold, at der ikke gæ lder noget krav om, at denunciationen til skyldneren udtrykkeligt angiver, at retten til tilbagetagelse i henhold til ejendom sforbe­

holdet tilkom m er factor, jf. dog anderledes Lennart Lynge A ndersen og Erik W erlauff: K reditretten, 3. udgave (2000) s. 185, hvor det hedder: »[Ejendom s- forbeholdssæ lgerens frie rådighed må] være afskåret både i henseende til fordringen og i henseende til surrogatet for denne, og h eraf følger, at det i denunciationen nødvendigvis også m å angives, at køberen ikke med frigøren­

de virkning kan levere salgsgenstanden tilbage til sælgeren«. Når udsagnet ikke kan tiltræ des, skyldes det to forhold: F or det fø rste synes ejendom sforbe­

holdet ikke naturligt at kunne opfattes som et surrogat for den ejendom sforbe- holdssikrede fordring. D ette ses derved, at ejendom sforbeholdet ikke træ der i stedet for den sikrede fordring, men netop kun giver adgang til fortrinsvis fyldestgørelse for den, der også har retten til fordringen. F or det andet er det ikke nogen betingelse for factors sikkerhedsret, at ejendom sforbeholdssæ

l-K apitel 4. F actoring

geren er afskåret fra at råde over den ejendom sforbeholdssikrede genstand.

Factors sikkerhedsret er ikke – og kan ikke sam m enlignes m ed – en håndpan­

teret med deraf følgende krav om effektiv rådighedsberøvelse.

Sam m enhæ ngen m ellem ejendom sforbeholdet og den sikrede fordring kan illustreres m ed følgende e k se m p e l: Factor har af en salgsvirksom hed fået transport på en ejendom sforbeholdssikret fakturafordring, hvilket skyldneren har fået m eddelelse om, jf. G B L § 31, dog uden at ejendom sforbeholdet er nævnt i m eddelelsen. Salgsvirksom heden går efterfølgende konkurs, og fakturaskyldneren betaler ikke købesum m en. Forestiller man sig nu, at factor skulle være uden kreditorbeskyttelse for så vidt angår ejendom sforbeholdet, ville retstilstanden være, a t factor ikke kunne gøre ejendom sforbeholdet gæ ldende over for køberen, men a t denne ret ville tilkom m e konkursboet, som im idlertid ikke ville have nogen fordring at gøre gæ ldende m od køberen.

Løsningen i eksem plet m å være, at factor har sikkerhed i kraft af ejendom sfor­

beholdet og kan holde sig til ejendom sforbeholdsgenstanden efter de herom gæ ldende regler.

Her skal blot erindres om, at KAL § 29 stiller særlige krav til karakteren af den beta- lingsmisligholdelse, som kan begrunde, at ejendomsforbeholdssælgeren (eller dennes transporthaver) tager det solgte tilbage. Navnlig kan det solgte først tages tilbage 30 dage efter forfaldstid (jf. stk. I ), og det skyldige beløb skal være afen vis størrelse (jf.

nærmere stk. 2). KAL § 29 gælder også i erhvervskøb, jf. KAL § 49, og bestemmelsen er endog præceptiv i erhvervskøb med ejendomsforbehold, jf. KAL S 7, stk. 2. Det bemærkes, at kreditaftaleloven finder anvendelse på ejendomsforbeholdskøb, selv om kredittiden er kortere end de tre måneder, der normalt bringer et kreditkøb ind under lovens anvendelsesområde, jf. KAL § 3, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. Se KAL S 50 om de regler, der i øvrigt gælder for opgøret ved tilbagetageisen. Der henvises i det hele til Hans Helge Beck Thomsen: Kreditaftaleret ifølge kreditaftaleloven, 3. udgave (2002) og Lennart Lynge Andersen: Kreditaftaleloven med kommentarer, 3. udgave (2001).

Som en konsekvens a f de ovenfor anførte synspunkter om ejendom sforbehol­

det som en accessorisk sikkerhedsret kan der ikke – som angivet af L en n art L yn ge A n dersen og E rik W erlauff: K reditretten, 3. udgave (2000) s. 185 — antages at gælde noget krav om, at financieren skal føre kon trol m ed, at der er o p reth o ld ten rådighedsberøvelse i forhold til ejendom sforbeholdskøberen.

Det her anførte skal selvsagt ikke forstås således, at det ikke er h en sig ts­

m æ ssig t at give fakturaskyldneren en underretning, som udtrykkeligt angiver, at factor tillige har retten i henhold til ejendom sforbeholdet. N avnlig m odvir­

kes herved, at skyldneren m isforstår retsstillingen og leverer genstanden tilbage til virksom heden, hvorfra den kan forsvinde ad om sæ tningsvejen, jf.

In document Studier i erhvervsfinansieringsret (Sider 170-194)