E ftertransport

Ved eftertransport forstås transport af et krav mod en skyldner, der befinder sig længere ude i om sæ tningsræ kken end BH. Har HE eksem pelvis kontra­

heret med UE, kan U E ’s pengeinstitut (P) således være interesseret i at få transport på U E ’s krav m od HE. En sådan transport betegnes eftertransport.

Sikringsakten er underretning til skyldneren for den transporterede fordring, d.v.s. HE. N år bortses fra spørgsm ålet om m eddelelsens adressat, behandles eftertransporter efter sam m e regler som hovedtransporter.

Betegnelsen eftertransport har til form ål at oplyse, at der er givet transport på en anden fordring end fordringen mod BH. 1 praksis vil P ofte både få eftertransport (i kravet m od HE) og videretransport (i kravet mod BH), jf. om videretransport nedenfor i afsnit 4.3. Som det vil frem gå a f det nævnte afsnit, har en videretransport efter om stæ ndighederne kun værdi for transportha­

veren, hvis denne tillige har fået eftertransport.

4.3. Videretransport 4.3. V ideretransport

V ideretransport foreligger, når en person, som i forvejen har fået transport på en fordring, transporterer den sam m e fordring til en erhverver længere ude i om sæ tningsræ kken. E ksem pelvis kan hovedentreprenøren (HE) transportere (en del af) sit krav m od bygherren (BH) til en underentreprenør (UE), hvoref­

ter UE transporterer fordringen videre til sit pengeinstitut (P). Principielt kan enhver transport videretransporteres. V ideretransport forekom m er dog specielt hyppigt ved hovedtransporter.

V ideretransport er udtryk for, at en fordring frem pantsæ ttes. Det er im idler­

tid vigtigt at bem æ rke, at en frem pantsæ tning efter om stæ ndighederne er væ rdiløs for frem panthaveren, hvis denne ikke tillige har fået sikkerhed i den fordring, som pantet sikrer i det første skyldforhold. Er U E ’s hovedtransport fra HE eksem pelvis videretransporteret til P, bør P også sørge for at få efter­

transport på U E ’s krav m od HE og at sikre denne eftertransport ved m eddelel­

se til HE. H ar P ikke fået en sådan eftertransport, eller er eftertransporten usikret, er P nem lig ikke tilstræ kkeligt sikret – heller ikke for så vidt angår videretransporten – hvis UE går konkurs eller kom m er under anden insol­

vensbehandling: U E ’s konkursbo kan nem lig i så fald kræ ve betaling af U E ’s krav m od HE. Efter betalingen af dette krav sikrer den videretransporterede fordring (fordringen m od BH) ikke læ ngere noget tilgodehavende for UE (dennes konkursbo), og fordringen kan derm ed heller ikke sikre noget tilgode­

havende for P.

Ved frem pantsæ tning gæ lder i øvrigt reglen i DL 5-7-4, der har følgende ordlyd:

»H aandfaaet Pant m aa ingen overdrage for højere Sum , end som hand det selv til Pant annam m et haver, og naar den P antsettendis betaler H ovedstoelen, som det er udsat for, med sin tilbørlig R ente skadisløs, da bør Pantet hannem igien at leveris a f den som det er overdraget til, og hand søge sin Skadis O pretning hos den, som det til hannem overdrog.«

B estem m elsen indebæ rer, at eksem pelvis fordringer nok kan frem pantsæ ttes, men at frem pantsæ tningen ikke kan give frem panthaver sikkerhed for et større beløb, end frem pantsæ tter selv havde sikkerhed for. I eksem plet ovenfor kan U E ’s videretransport til P således ikke give P sikkerhed for et større beløb, end UE selv havde til gode hos HE. V irkningen af denne begræ nsning i retten til frem pantsæ tning kan belyses ved et eksem pel: H E ’s krav m od BH er på 2.000.000 kr. HE har transporteret hele dette krav til UE, som har videretrans­

porteret kravet til P. V æ rdien af P ’s sikkerhed afhæ nger nu af U E ’s krav m od

K apitel 3. B yggeritransporter

HE. H vis P ’s krav mod UE er på 1.000.000 kr., m ens U E ’s krav m od HE er på 500.000 kr., er der sket en frem pantsæ tning i strid m ed bestem m elsen i DL 5-7-4. HE kan som følge h eraf forlange den frem pantsatte fordring – kravet på de 2.000.000 kr. – frigivet m od at betale P et beløb svarende til U E ’s krav m od HE, d.v.s. 500.000 kr.

Det anførte udelukker ikke, at det kan være en fordel for P at få videretrans­

port på en fordring, som er større end U E ’s krav m od HE. Har P sikkerhed i fordringen på 2.000.000 kr., kan han således i tilfæ lde af B H ’s konkurs anm el­

de hele denne fordring i B H 's konkursbo. Et dividendebeløb på op til 500.000 kr. tilkom m er P. D et ses, at jo større den frem pantsatte fordring er, desto større er sandsynligheden for, at P opnår betaling a f de 500.000 kr. O verstiger dividenden 500.000 kr., tilkom m er det overskydende beløb naturligvis HE.

Sikringsakten ved videretransport er underretning til skyldneren, jf. G BL

§ 31. E r der givet videretransport p å en hovedtransport som i eksem plet ovenfor, skal der således gives m eddelelse til BH om videretransporten. Ved en sådan m eddelelse opnår P efter ordlyden af G BL § 3 1 , stk. 1, beskyttelse i forhold til »overdragerens« retsforfølgende kreditorer, d.v.s. U E ’s kreditorer.

Et spørgsm ål er im idlertid, om P i kraft af m eddelelsen om sin egen vi­

deretransport opnår beskyttelse i forhold til H E ’s retsforfølgende kreditorer, hvis hovedtransporten ikke er denuntieret over for BH. En form ålsfortolkning ud fra kriteriet »rådighedsberøvelse« kunne tale for at lade P væ re beskyttet.

Er HE som følge af P ’s m eddelelse til BH om videretransporten blevet af­

skåret fra at råde over fordringen m od BH, forekom m er det således form a­

listisk at stille krav om, at BH tillige skal være denuntieret om hovedtranspor­

ten. En lignende form ålsfortolkning er anlagt af H øjesteret i andre transporttil­

fælde, jf. herved U 1979.357 H, der er om talt i nedenfor i afsnit 4.4. Så længe der ikke foreligger retspraksis om retsstillingen ved videretransport, bør P dog sikre sig, at hovedtransporten er denuntieret korrekt og i tide (d.v.s. uden for konkurslovens om stødelsesfrister, jf. navnlig KL § 70).

V ideretransport kan også gives på en eftertransport. H ar UE givet sin leverandør (L) transport på kravet mod HE, kan L videretransportere denne transport til eksem pelvis sit pengeinstitut. M eddelelse om videretransporten, jf. G B L § 31, skal gives til HE. I øvrigt er retsstillingen den sam m e som ved

videretransport af en hovedtransport.

V ideretransport kan tillige gives på en sekundæ r transport, jf. eksem pelvis U 1994.812 H, der om tales nedenfor i afsnit 7.

4.4. Sekundæ r transport 4.4. Sekundæ r transport

4 .4 .1. G enerelt om sekundæ r transport

Ved en sekundæ r transport forstås en transport, som er efterstillet en eller flere andre transporthavere i den sam m e fordring. Det er helt sæ dvanligt, at HE dels giver sit pengeinstitut prim æ r transport på fordringen på entreprisesum m en, dels giver UE sekundæ r transport på sam m e fordring. Sekundæ r transport kan im idlertid gives på sam tlige de ovennæ vnte transporter, d.v.s. hovedtransport, eftertransport og videretransport. H ar HE givet sekundæ r transport på entre­

prisesum m en m .v., kan den sekundæ re transporthaver selvsagt opnå kreditor- og om sæ tningsbeskyttelse ved at give m eddelelse til BH, jf. G BL § 3 1 . 1 retspraksis er det im idlertid fastslået, at en sekundæ r transporthaver tillige – på visse betingelser – kan opnå kreditor- og om sæ tningsbeskyttelse ved at give m eddelelse til den prim æ re transporthaver, jf. navnlig U 1979.357 H og U 1980.261 Ø :

1 U 1979.357 H havde et entreprenørselskab givet en leverandør sekundæ r transport på 115.000 kr. af kravet på en entreprisesum , som var prim ært transporteret til entreprenørens bank. B ygherren havde af banken fået m edde­

lelse om den prim æ re transport. Den sekundæ re transporthaver havde im idler­

tid ikke givet m eddelelse til bygherren (d.v.s. »skyldneren«, jf. G BL § 31), m en til banken. U nder sagen påstod entreprenørens retsforfølgende kreditor – et insolvent likvidationsbo – at den sekundæ re transporthaver ikke havde opnået kreditorbeskyttelse. Heri fik boet ikke m edhold. I H øjesterets præ m is­

ser hedder det: »Efter m odtagelsen af underretning om, at [entreprenørselska­

bet] havde transporteret hele entreprisesum m en til banken, var bygherren uberettiget til at foretage udbetalinger af entreprisesum m en til andre end banken. Som i [landsretsdom m en] anført var [entreprenørselskabet] efter underretningen til banken om, at kravet på 115.000 kr. af entreprisesum m en var overdraget til [leverandøren], afskåret fra at råde over dette beløb i forhold til såvel banken som [bygherren]. D et tiltræ des, at den stedfundne underret­

ning til banken herefter opfylder de krav, som efter gæ ldsbrevslovens § 31, stk. 1, stilles, for at overdragelsen til [leverandøren] kan have gyldighed over for [entreprenørselskabets] øvrige kreditorer.« D om m en er behandlet i en artikel a f Torben Jensen i U 1979 B s. 209 ff., jf. herom næ rm ere nedenfor.

U 1980.261 Ø vedrørte et tilfæ lde, h v o re n bæ reposefabrikant havde givet sit pengeinstitut transport på sam tlige sine fakturafordringer med respekt af factoringselskabets bedre ret. Transporten blev anm eldt over for factoringsel­

skabet, m en der blev ikke givet underretning til de enkelte fakturaskyldnere.

Ved fabrikantens konkurs opstod tvist m ellem konkursboet og pengeinstituttet om retten til det beløb, der frem kom som overskud, efter at factoringselskabet

K apitel 3. B yggeritransporter

var fyldestgjort. K onkursboet gjorde gæ ldende, at pengeinstituttet ikke havde foretaget den korrekte sikringsakt, jf. G B L § 31 eller denne bestem m elses analogi. Heri fik boet ikke m edhold. I landsrettens præ m isser hedder det:

»E fter m odtagelse [...] af faktura påstem plet den i factoringskontraktens § 8 citerede m eddelelse om overdragelsen af fakturafordringen til factor har den enkelte skyldner været uberettiget til at betale til andre end factor. I den sekundæ re transport til [pengeinstituttet] er der givet oplysning om factorings- aftalen, herunder om, at betaling skulle ske til factor. U anset om factor vedbli­

vende havde noget til gode hos [fabrikanten], havde noteringen af denne transport den virkning, at [fabrikanten] også blev afskåret fra at råde over den del af fakturafordringen, der ikke tilkom factor. D et findes derfor uden betyd­

ning for gyldigheden af denne transport i relation til fabrikantens kreditorer, at der ikke er givet underretning om den til de enkelte fakturaskyldnere.« – D et ses, at de citerede præ m isser på det nærm este er en afskrift af præ m isserne i U 1979.357 H.

V ed factoring er m eddelelse til factor om den sekundæ res ret ligeledes anset for tilstræ kkelig i svensk ret, således at det er unødvendigt at denunciere de enkelte fakturaskyldnere, jf. N JA 1986.217 HD.

I U 1979 B s. 215 sam m enfatter Torben Jensen retstilstanden således, at H øjesteret i U 1979.357 H har »fundet at burde anvende en form ålsfortolk- ning, hvis eneste kriterium er effektiv rådighedsberøvelse«. O pfyldes kravet om rådighedsberøvelse, kan m eddelelse om den sekundæ re transport gives til den prim æ re transporthaver. Det relevante er ifølge Torben Jensens artikel s.

213, »om ordningen er ensbetydende med, at hovedtransporthaveren – eventu­

elt efter fyldestgørelse a f eget krav – har pligt til at respektere undertrans- porthaverens ret, før der kan ske udbetaling til entreprenøren og usikrede kreditorer«.

Om ordningens anvendelsesom råde udtaler Torben Jensen i U 1979 B s.

217, at reglen »alene angår undertransporter i entrepriseforhold, og at den er m otiveret med byggebranchens særlige forhold«. Da det im idlertid ville være helt uacceptabelt, om der gjaldt forskellige sikringsakter ved overdragelse af sim ple fordringer, alt efter hvorledes de var opstået, må det anses for sikkert, at m eddelelse til en prim æ r transporthaver under sam m e betingelser kan være tilstræ kkelig sikringsakt uden for entrepriseforhold, d.v.s. eksem pelvis ved sekundæ r pantsæ tning af fakturafordringer, jf. herved den ovennæ vnte U 1980.261 Ø . D ette er da også den overvejende opfattelse i teorien. Se nærm ere Krag Jespersen: B yggeritransporter (1979) s. 25, Carstensen og Rørdam:

4.4. Sekundæ r transport Pant, 7. udgave (2002) s. 349, W. E. von Eyben: Panterettigheder, 8. udgave (1987) ved H enning Skovgaard s. 376, G om ard i H øjesteret 1661-1986 s. 63, Skovgaard i U 1980 B s. 321 og Suenson i U 1980 B s. 59.

Det frem går a f citatet fra Torben Jensens ovennæ vnte artikel, at der er lagt vægt på effektiv rådighedsberøvelse som »eneste kriterium « ved afgørelsen af, om en sekundæ r transporthaver kan sikre sig ved m eddelelse til den pri­

m ære transporthaver. D et siger sig selv, at valg af en bestem t sikringsakts- funktion – rådighedsberøvelse – som eneafgørende indebæ rer et fravalg eller en nedtoning af andre sikringsaktsfunktioner. O venfor i kapitel 1 er der rede­

gjort for, hvorledes m eddelelse, jf. G B L § 3 1 , stk. 1 og 2, tillige er egnet til at virke offentliggørende og prioritetskonstaterende, hvilket indebæ rer, dels at rettighedshavere ved henvendelse til skyldneren kan søge oplysning om eventuelt tidligere stiftede rettigheder, dels at der findes »ét sted«, hvor prioritetskonflikter over fordringen kan opgøres. Det er allerede nævnt i kapitel 2, afsnit 1.2 og 1.3, at effektiviteten af m eddelelse som sikringsakt ikke er optim al, idet varetagelsen af de enkelte sikringsaktsfunktioner kan kom m e til at afhæ nge af, hvad skyldneren forklarer om m eddelelsens frem ­ kom st. V ed den gennem dom spraksis skabte retstilstand har sikringsaktssyste- m et im idlertid tabt yderligere i effektivitet. Blandt andet må der således antages at bestå et system med alternative sikringsakter, idet en sekundæ r transporthaver må kunne vælge, om han vil give m eddelelse til den prim æ re transporthaver eller til skyldneren.

Det synes ganske vist at frem gå af Torben Jensens artikel i U 1979 B s.

216, at H øjesteret ikke ved U 1979.357 H har taget stilling til, om en sekun­

dæ r transporthaver har en sådan valgret. Ikke desto m indre må det være utvivlsom t, at en sekundæ r transporthaver kan væ lge at m eddele sig over for skyldneren, jf. G B L § 31, jf. også G om ard i H øjesteret 1661-1986 s. 63 f.

(men anderledes Bogdan i TfR 1981 s. 535 f). H er må lovteksten være uo m ­ gængelig.

Im od det anførte kunne hæ vdes, at den sekundæ re transporthavers m edde­

lelse til skyldneren ikke berøver overdrageren rådigheden over fordringen i forhold til den prim ære transporthaver. Dette kan im idlertid ikke være af­

gørende: Ét er at acceptere en til loven alternativ sikringsakt – hvilket er sket m e d U 1979.357 H og U 1980.261 Ø . H elt anderledes vidtgående og betæ nke­

ligt ville det være at afskaffe en klart lovhjem let sikringsakt – hvilket de to dom m e da heller ikke kan tages til indtægt for.

Som en konsekvens af det anførte kan der ved afgørelsen a f prioritetskon­

flikter m ellem flere efterstillede transporthavere opstå det problem , at én eller flere transporthavere har givet m eddelelse til skyldneren, m ens en eller flere

K apitel 3. B yggeritransporter

andre transporthavere har givet m eddelelse til den prim æ rt berettigede. Da de to sikringsakter må anses for ligestillede, er det afgørende i sådanne tilfælde, i hvilken ræ kkefølge de efterstillede transporthavere har foretaget én af sik- ringsakterne. Hvis AB 92 er aftalt for entreprisen, må det dog være en konse­

kvens a f § 5, stk. 2, at en byggeriet vedkom m ende transporthaver ved udnyt­

telse af blot én af de to sikringsaktsm uligheder kan »overhale« en uvedkom ­ m ende transporthaver. Da AB 92 § 5, stk. 2, hverken gæ lder i forholdet m ellem vedkom m ende transporthavere indbyrdes eller i forholdet m ellem uvedkom m ende transporthavere indbyrdes, bliver m eddelelsestidspunktet afgørende i den interne konkurrence m ellem flere transporthavere fra én a f de to kreditorgrupper.

M ed hensyn til m eddelelsens offentliggørende funktion ses det, at der ikke ved konstruktionen skabes ét bestem t sted, hvortil forespørgsler om fordringen kan rettes. E ksem pelvis må efterstillede transporthavere henvende sig til både skyldneren og den prim ære transporthaver for at sikre sig oplysninger om den eventuelle eksistens af foranstillede transporthavere sam t om størrelsen af disse transporthaveres sikrede krav.

A nerkendelsen af, at en sekundæ r transporthaver kan sikre sig ved m edde­

lelse til en prim æ r transporthaver, kan give anledning til at overveje, hvortil en tertiæ r transporthaver kan rette sin m eddelelse. En tertiæ r transporthaver må kunne sikre sig på sam m e måde som en sekundæ r transporthaver, d.v.s.

ved m eddelelse til skyldneren eller den prim æ re transporthaver. Ved tertiæ r transport kunne den »effektive rådighedsberøvelse«, im idlertid også tilveje­

bringes ved den tertiære transporthavers m eddelelse til den sekundæ re trans­

porthaver.

D et indses dog um iddelbart, at anerkendelse af en sådan løsning ville indebæ re en yderligere opløsning af sikringsaktssystem et, idet der da ville bestå ikke færre end tre m ulige sikringsakter for den tertiære transporthaver.

L øsningen forekom m er derfor klart uacceptabel, uanset om der er etableret en nok så »effektiv rådighedsberøvelse«. H verken U 1979.357 H eller U 1980.261 Ø har taget stilling til spørgsm ålet. K onsekvensen af disse af­

gørelser kan dog alene antages at være, at en efterstillet transporthaver har én alternativ sikringsm ulighed.

Til trods for de principielle indvendinger, der kan rettes mod det alternative sikringsaktssystem , ses den ved U 1979.357 H accepterede konstruktion ikke at have givet anledning til større praktiske problem er. Ved eksem pelvis hovedentreprise, hvor H E har givet P prim æ r transport i kravet m od BH, vil en sekundæ rt transporthavende UE således efter om stæ ndighederne udsætte sig for en betydelig risiko for at lide retstab ved alene at give m eddelelse om

4.4. Sekundæ r transport overdragelsen til BH, selv om en sådan m eddelelse er tilstræ kkelig sikringsakt i henhold til G B L § 3 1 . U E ’s nævnte risiko e re n følge af, at en m eddelelse til BH ikke fratager HE legitim ationen i forhold til P: F or det fø rste kan P i god tro udbetale m odtagne beløb fra BH til HE m ed frigørende virkning, jf. prin­

cippet i G B L § 29. F or det andet kan P i god tro udvide kreditten til HE m ed fortrinsret i forhold til UE, selv om dette er i strid med aftalen m ellem HE og UE, jf. ligeledes princippet i G BL § 29. En viden eller burde-viden hos P om U E ’s ret indebæ rer, at HE ikke er legitim eret i forhold P, uanset hvorledes denne viden eller burde-viden er opnået, men det sikreste er selvsagt, at UE giver m eddelelse til P, således at UE på én gang foretager sikringsakten, jf.

G B L § 31, og fratager HE legitim ationen, jf. G B L § 29.

Det principielle spørgsm ål – om en prim æ r transporthaver kan være adres­

sat for en § 31-m eddelelse – må anses for endeligt besvaret i retspraksis.

Alligevel gøres nedenfor i afsnit 4.4.2 nogle bem æ rkninger om kravet til

»rådighedsberøvelse« som følge af m eddelelsen om den prim ære transport.

B em æ rkningerne er affødt af, at den i retspraksis accepterede konstruktion dels rejser nogle detailspørgsm ål, dels giver anledning til problem er af mere generel sikkerhedsretlig karakter.

Som anført af Vagner: E ntrepriseret, 3. udgave (2001) s. 283 har udviklingen i retspraksis frem til U 1979.357 H overvejende retshistorisk interesse. H er skal blot henvises til de også a f Vågner anførte dom m e U 1961.66 H, U 1972.455 H ,U 1974.55 H og U 1976.932 H. D om m ene er om talt af T orben Jensen i U 1979 B s. 209 ff. og af H øjrup: Pant, 2. udgave (1978) s. 128 ff. O m dom m enes tidligere betydning for factoringforhold kan henvises til B erning: F inansieringsret (1977) s. 238 ff.

4.4.2. R ådighedsproblem et ved sekundæ r transport

V ed afgørelsen af, hvad kravet om »effektiv rådighedsberøvelse« nærm ere indebærer, skal det i det følgende undersøges, om der – som betingelse for den alternative sikringsm ulighed for den sekundæ re transport – stilles særlige krav til m eddelelsen om den prim æ re transport. Å rsagen hertil er, at det i præ m is­

serne til både U 1979.357 H og U 1980.261 Ø udtrykkeligt anføres, at m edde­

lelsen om den prim ære transport m edførte, at skyldneren var uberettiget til at betale til andre end den prim ære transporthaver, hvilket ikke er en alm indelig betingelse for den prim æ re transporthavers egen tinglige beskyttelse: Således kan en p rim æ r transporthaver være kreditor- og om sæ tningsbeskyttet, selv om overdrageren er berettiget til at oppebæ re fordringen enten i henhold til en inkassofuldm agt, jf. M unch i U 1988 B s. 419 og ovenfor i kapitel 2, afsnit 1.4.2, eller fordi der tilkom m er bygherren en ret til at negligere

transport-K apitel 3. B yggeritransporter

haveren og betale til overdrageren, jf. om det sidstnæ vnte tilfæ lde nedenfor i afsnit 5.3.

M an kan herefter rejse det spørgsm ål, om en sekundæ r transporthaver kan sikre sig ved m eddelelse til den prim ære transporthaver, hvis fordringens overdrager af den ene eller anden grund har en oppebørselsret. Ved afgørelsen af, hvilken grad af »rådighedsberøvelse«, der skal skabes ved m eddelelsen om den prim æ re transport, synes der at foreligge tre m uligheder: (1) Et krav om

»bindende m eddelelse«, d.v.s. et krav om, at m eddelelsen i de her om handlede tilfæ lde skal afskæ re skyldneren fra at betale til overdrageren. (2) Et krav om, at m eddelelsen blot skal begræ nse overdragerens rådighed som ved transporter i alm indelighed. (3) Et krav om , at m eddelelsen skal begræ nse overdragerens rådighed i videre om fang end ved transporter i alm indelighed, m en uden noget absolut krav om , at m eddelelsen i alle tilfæ lde skal være bindende.

Hvad angår løsning (1) frem går det udtrykkeligt af U dkast til Lov om G æ ldsbreve (1935) s. 49, at der ikke i alm indelighed gæ lder noget krav om, at m eddelelsen til skyldneren skal være »bindende« i den forstand, at m edde­

lelsen skal afskæ re skyldneren fra at betale m ed frigørende virkning til over­

drageren. Selvom Torben Jensens anvendelse af udtrykket »effektiv rådig­

hedsberøvelse« næ rm est tyder på et krav om bindende m eddelelse i de tilfæ l­

de, der behandles her, må forfatterens henvisning til lovens netop nævnte forarbejder – som angives at have væ ret »afgørende« for H øjesteret – for­

m entlig kunne tages til indtæ gt for, at det ikke m ed U 1979.357 H har været tilsigtet at opstille et sådant krav. – 1 litteraturen efter Torben Jensens artikel synes der da også at være enighed om , at der ikke gæ lder noget krav om bindende m eddelelse. Se således Carstensen og Rørdam : Pant, 7. udgave (2002) s. 338 og s. 350, Krag Jespersen: B yggeritransporter (1979) s. 27, Skovgaard i U 1980 B s. 320, G om ard i H øjesteret 1661 -1986 s. 64, W. E. von Eyben: Panterettigheder, 8. udgave ved Skovgaard (1987) s. 375.

I litteraturen er der i øvrigt argum enteret såvel for løsning (2) som for løsning (3). – Til støtte for løsning (2) kan henvises til Skovgaard i U 1980 B s. 320, hvor det hedder, at der med udtrykket »effektiv rådighedsberøvelse«

blot sigtes til det sam m e mål af rådighedsberøvelse, som alm indeligvis opnås ved underretning til skyldneren selv. Til støtte for løsning (3) kan henvises til C arstensen og Rørdam : Pant, 7. udgave (2002) s. 350, hvor det hedder, at kravet om »effektiv rådighedsberøvelse« indebæ rer, at »der nok gælder skæ rpede krav, dersom m eddelelsen gives til [den prim æ re rettighedshaver]«.

Som det vil frem gå, forekom m er det sidstnæ vnte synspunkt at være det rette.

Ifølge Skovgaard i U 1980 B s. 324 kan den ved U 1979.357 H etablerede ordning form entlig forenes med, at overdrageren indtil videre oppebæ rer

4.4. Sekundæ r transport fordringen i henhold til en inkassofuldm agt, blot »de alm indelige betingelser«

for kreditor- og om sæ tningsbeskyttelse er opfyldt. U dsagnet forekom m er vanskeligt foreneligt med 1979-afgørelsens præ m isser, hvori det som nævnt udtrykkeligt hedder, at skyldneren efter m eddelelsen om den prim æ re trans­

port »var uberettiget til at foretage udbetalinger« til andre end den prim ære transporthaver (pengeinstituttet).

Ifølge Skovgaard er en ordning m ed inkassofuldm agt for overdrageren ikke m indre betryggende end i norm altilfæ ldene, blot den prim æ re transporthaver fører kontrol m ed overdragerens inkassation til varetagelse af eventuelle anm elderes interesser. Se Skovgaard i U 1980 B s. 324 og sam m e forfatter i W. E. von Eyben: Panterettigheder, 8. udgave (1987) s. 375.

Om inkassofuldm agt i forbindelse med sekundæ re transporter skal dog nævnes, at Skovgaard selv – som betingelse for at anerkende m eddelelse til den prim æ re transporthaver som sikringsakt – som m inim um vil kræve, at overdrageren har givet den prim æ re en »ubetinget og uigenkaldelig oppebør- selsfuldm agt«, jf. således Skovgaard i U 1980 B s. 322 og sam m e forfatter i W. E. von Eyben: Panterettigheder, 8. udgave (1987) s. 374. Det skulle ifølge Skovgaard så vidt ses endog være således, at den nødvendige rådighedsberø­

velse alene skulle kunne etableres ved en fuldm agt, som har de angivne karakteristika. Dette kan ikke tiltræ des, idet en fuldm agt ikke fratager overdra­

geren den m aterielle ret til at oppebæ re fordringen, jf. også Bogdan i TfR 1981 s. 535. Selv i tilfæ lde, hvor fuldm agten gives a f en erhverver af fordrin­

gen, er ræ sonnem entet ikke helt let at følge. K ravet om en ubetinget og uigen­

kaldelig oppebørselsfuldm agt kan tiltræ des, når fuldm agtsgiveren er en pan­

thaver, som har den m aterielle ret til fordringen, men det er derim od vanske­

ligt at se, hvordan overdrageren skulle kunne give den prim æ re transporthaver en oppebørselsfuldm agt – der oven i købet skal være ubetinget og uigenkalde­

lig – m en sam tidig selv bevare oppebørselsretten, hvilket antages af S ko v­

gaard i U 1980 B s. 324 og af sam m e forfatter i W. E. von Eyben: P anterettig­

heder, 8. udgave (1987) s. 375. Selv om udsagnene hos den nævnte forfatter læses således, at den prim æ re transporthaver skal væ re ri Isa g te n oppebørsels­

fuldm agt, m en således at han kan tillade, at oppebørselsretten foreløbig udø­

ves af overdrageren, er det svæ rt at se sam m enhæ ngen.

Et spørgsm ål, der er beslæ gtet m ed det netop behandlede, er, om en sekun­

dæ r transporthaver kan sikre sig ved m eddelelse til den prim æ re transportha­

ver, selv om fordringens skyldner er berettiget til at betale til overdrageren for at undgå næ rliggende fare for tab eller væ sentlig ulem pe, jf. herved princippet i RPL § 511, stk. 3, og herom nærm ere nedenfor i afsnit 5.3. Den teoretiske m ulighed for, at skyldneren engang i frem tiden erhverver den nævnte ret, kan

In document Studier i erhvervsfinansieringsret (Sider 85-96)