En del a f en fordring

udtalelser om ratebetaling udelukkende havde betydning for udbetalingstids- punkterne, men ikke for panterettens omfang. Dommen er ligeledes nævnt nedenfor i afsnit 8.5 i forbindelse med omtalen af entreprenørtransporters eventuelle ligerang – et synspunkt, som heller ikke vandt gehør i U 1959.824 0 .

At problem er m ed hensyn til pant i en del af en fordring kan opstå i mere kom plicerede sam m enhæ nge, er den ovenfor refererede U 1994.812 H et vidnesbyrd om. A f dom m ens præ m isser frem går, at den prim æ re transport til PI og den sekundæ re transport til P2 angik sam m e fordring, nem lig kravet m od bygherren; alligevel fastslog H øjesteret, at P2 ikke havde noget krav mod P I. Som begrundelse herfor henvises dels til, at PI hverken havde påtaget sig nogen selvstæ ndig indeståelse eller nogen pligt til at reservere et beløb til P2, dels til landsrettens præ m isser (»i øvrigt af de grunde, der er anført af lands­

retten«). Den sidstnæ vnte henvisning må antages at vedrøre udtalelserne i landsrettens præ m isser, hvorefter PI alene var forpligtet til at betale P2 de fra BH m odtagne beløb for så vidt angik tøm rerentreprisen, og hvorefter sam tlige beløb vedrørende denne entreprise antoges at være videresendt til P2.

Det er ikke nogen gevinst tor en dom i en ankesag, at den er affattet således, at præ m is­

serne i den foregående instans er brugt på den m åde, at de d els er tiltrådt, deis er

»om skrevet«, og endelig er tilføjet nye m om enter. En sådan form for dom sskrivning skaber uklarhed og er kun egnet til at rejse tvivl om afgørelsens præ judikatsvæ rdi.

Det første spørgsm ål vedrørende denne del af dom m en er, om der gæ lder en alm indelig form odning for, at en transporthaver (f.eks. en entreprenør) i en fordring (f.eks. en byggesum ) alene har sikkerhed i den del af fordringen, der opstår som følge af transporthaverens egen indsats (f.eks. arbejder og leveran­

cer af byggem aterialer). D ette spørgsm ål kan helt entydigt besvares benæ gten­

de. En transporthavers sikkerhedsret i en fordring om fatter tvæ rtim od som udgangspunkt hele fordringen, om end naturligvis m ed respekt af bedre prioriterede rettigheder. At det forholder sig som hævdet, ses tydeligt i tilfæ l­

de af skyldnerens konkurs, hvor transporthaveren til sin fulde eller delvise fyldestgørelse kan anm elde hele den transporterede fordring i debitors kon­

kursbo. N ogle taleksem pler er givet ovenfor i afsnit 4.1.1 (om hovedtransport) og afsnit 4.3 (om videretransport).

D et andet spørgsm ål er, hvilke om stæ ndigheder der kan føre til, at trans­

porthaveren kun opnår sikkerhed i den del af den transporterede fordring, som er opstået som følge af transporthaverens egen indsats. U dgangspunktet, hvorefter transporthaveren har sikkerhed i hele den ham tiltransporterede fordring, må som nævnt ovenfor være ganske fast. D er synes således at måtte K apitel 3. B yggeritransporter

7.3. En del a f en fo rd rin g kræ ves ret klare holdepunkter i aftalen m ellem på den ene side en (eventuelt sekundæ r) transporthaver og på den anden side transportgiveren/og eller en prim ære transporthaver for, at udgangspunktet kan anses for fraveget. I U 1994.812 lagde landsretten – hvis præ m isser som nævnt tiltrådtes af H øje­

steret – vægt på (1) ordlyden af transporten, (2) ordlyden af noteringspåteg- ningen og (3) forklaringerne om baggrunden for transportens oprettelse.

H vad først angår transporterklæ ringens ordlyd, fulgte heraf, at P2 fik sikkerhed i »[U E ’s] nuvæ rende og frem tidige tilgodehavende hos [HE]«. Efter transportens ordlyd havde P2 således ikke fået en sikkerhed, som beløbsm æs- sigt oversteg kravet i anledning af tøm rerentreprisen. Transporten blev im id­

lertid som nævnt »om fortolket« til en transport på U E ’s tilgodehavende mod HE – d.v.s. om fortolket fra en eftertransport til en videretransport – m en altså kun for så vidt angik tilgodehavender på tøm rerentreprisen. Som det frem går a f opregningen fra landsrettens præ m isser ovenfor, fandtes ordlyden af trans­

porterklæ ringen dog ikke i sig selv at kunne bære dette resultat, der da heller ikke kan være udgangspunktet i sådanne tilfælde: Rejses der tvivl om, hvor­

vidt en transporthaver har sikkerhed enten i en fordring m od X eller i en fordring m od Y, og oplyses det, at pantsæ tningsaftalen gæ lder fordringen mod X, må det klare udgangspunkt således være, at transporthaverens sikkerhed om fatter hele fordringen mod X – også selv om denne er større end fordringen m od Y. En m ulig forklaring på, at transportens ordlyd overhovedet tillæ gges vægt i dom m en, kan vel være, at transporten m ed den nævnte form ulering blev anm eldt af P2 over for P I , og a t en sådan anm eldelse ikke er blevet anset for tilstræ kkelig klar og tydelig til at gribe ind i det etablerede fordelingsarran- gem ent, som indebar en adgang for P I til at fordele entreprisesum m en m ellem entreprenørerne i takt m ed deres udførelse af arbejdet, jf. herom nærm ere nedenfor. – En anden m ulig forklaring er, at P2 efter den nævnte form ulering ikke kunne forvente en større sikkerhed end svarende til betalingerne ved­

rørende tøm rerentreprisen.

Hvad dernæ st angår noteringspåtegningen fra PI til P2, hed det i U 1994.812 H, at transporten var »N oteret som undertransport i totalentrepri­

se«. D ette var ret beset en m eningsløs ordlyd, idet der slet ikke forelå nogen totalentreprise. I sig selv måtte noteringen dog opfattes som en neutral bekræ f­

telse af transportens indhold, jf. herom ovenfor, idet det (heller) ikke af no­

teringspåtegningen frem gik, at P I havde reserveret nogen del af entreprise­

sum m en til fortrinsvis fyldestgørelse af P2.

H vad endelig angår henvisningen til »forklaringerne om baggrunden for transportens oprettelse«, sigtes antagelig navnlig til forklaringerne dels fra UE, dels fra den bankfuldm æ gtig, som var ansat hos P 1 som kontaktperson til

K apitel 3. B yggeritransporter

HE. A f den sidstnæ vnte forklaring frem går, at PI oprindelig ikke selv havde nogen transport: P I havde ikke selv noget at bruge en transport til, idet PI ikke ydede HE kredit i forbindelse m ed byggeriet; hovedtransporten til PI blev alene givet, da P2 forlangte transport; m eningen var, at P I af de penge, som udbetaltes fra BH, skulle videresende de beløb, der vedrørte tøm rerentre­

prisen. Ifølge det anførte var P l ’s rolle altså at fungere som en »fordeler«, der skulle sikre, at entreprisesum m en løbende blev betalt til entreprenører og håndværkere.

Sam m enfattende kan U 1994.812 H bestem t ikke tages til indtæ gt fo r, at en transport i kravet p å en entreprisesum som alm indeligt udgangspunkt alene om fatter den del affordringen, som er skabt ved den pågæ ldende entreprenørs egen indsats. Som det frem går, vedrører dom m en et m eget specielt tilfælde.

Således synes det at være lagt til grund, at den sekundæ re transporterklæ ring (som blev forelagt den prim ære transporthaver til notering) ikke tilstræ kkelig tydeligt indebar en tilkendegivelse af, at fordelingsarrangem entet tilsigtedes blokeret ved et indbrud i form af en ret til dele af entreprisesum m en, som var skabt af andre entreprenørers og leverandørers arbejde, og som således skulle fordeles til disse. Følgelig havde den sekundæ re transporthaver i det konkrete tilfæ lde alene sikkerhed i den del af entreprisesum m en, som vedrørte den pågæ ldende underentreprise. – Det såkaldte kreditudvidelsesproblem , som opstår, når der på forprioriteten er en transporthaver, som har sikkerhed i entreprisesum m en for aktuel og frem tidig gæld, er behandlet næ rm ere neden­

for i afsnit 9. Som det vil frem gå af den mere udførlige gennem gang i det nævnte afsnit, afgøres kreditudvidelsesproblem et efter tilsvarende synspunk­

ter, som ovenfor er tillagt betydning for identifikationen a f den relevante del af en transporteret fordring.

8. Placering i prioritetsrækken