Krav til m eddelelsens indhold

E r der givet skyldneren underretning på korrekt vis, jf. G B L § 31, er erhver­

veren ifølge bestem m elsen beskyttet mod overdragerens retsforfølgende kreditorer (stk. 1) og godtroende aftaleerhververe (stk. 2). Spørgsm ålet om, hvad der næ rm ere ligger i kravet om »underretning om overdragelsen«, er i litteraturen diskuteret i et næ rm est uendeligt antal varianter, og der foreligger tillige en ret om fattende retspraksis herom . Som allerede nævnt stilles der krav om, at m eddelelsen til skyldneren klart og tydeligt angiver, at fordringen er overdraget.

Kravet om klarhed og tydelighed er opfyldt, hvis m eddelelsen eksem pelvis angiver, at fordringen er »overdraget til«, »transporteret til«, »pantsat til«,

»belånt hos« eller »købt af« erhververen. De nævnte form uleringer er dog selvsagt kun tilstræ kkelige, hvis m eddelelsen ikke i øvrigt indeholder ord og vendinger, som kan skabe tvivl om, at en overdragelse har fundet sted.

D et er som nævnt ovenfor i afsnit 1.4 ikke et krav, at m eddelelsen er bin­

dende i den forstand, at skyldneren efter m odtagelsen skal være uberettiget til at betale til andre end erhververen. M eddelelsen skal således ikke nødvendig­

vis angive, at betaling for frem tiden kun kan ske til erhververen – om end en K apitel 2. G enerelt om sikkerhed i sim ple fo rd rin g er

2. K rav til m eddelelsens indhold sådan angivelse er en stærkt anbefalelsesvæ rdig tilføjelse til oplysningen om, at fordringen er »overdraget« m.v.

Selv om en m eddelelse om , at fordringen er »overdraget«, ikke udtrykkeligt angiver erhververen som betalingsm odtager, vil den dog m edføre, at fakturaskyldneren bringes i ond tro om overdragelsen og derfor ikke kan betale til overdrageren m ed frigørende virkning, jf. G B L § 29 og hertil N JA 1989 s. 671 H D , hvor udtrykket »överlatelse« var anvendt i en denunciation, og hvor skyldneren herved fandtes at væ re bragt i ond tro.

B estem m elsen i G B L S 29 – der ikke er en sikringsaktsregel, m en en regel om o v erd ra­

gerens legitim ation over for skyldneren – indebæ rer i øvrigt, at også viden eller burde- viden hos skyldneren, som h idrører fra andre forhold end en form elig m eddelelse, afskæ rer skyldneren fra at frigøre sig ved betaling til overdrageren.

O plyses det i m eddelelsen, at fordringen er »overdraget« el. lign., og betaler fak­

turaskyldneren desuagtet til overdrageren, risikerer skyldneren at skulle betale en gang til, nem lig til erhververen. Det krav, erhververen i givet fald har m od skyldneren, angives undertiden at være et erstatningskrav, jf. således N is J u l C lausen: Sikkerhed i fordringer, 3. udgave (2000) s. 67. D enne opfattelse kan ikke tiltræ des – kravet er en sim pel følge af, at skyldneren ikke har betalt m ed frigørende virkning, og kravel består uafhæ ngigt af, om de alm indelige erstatningsbetingelser er opfyldt.

En m eddelelse er ikke tilstræ kkelig klar og tydelig til opnåelse a f kreditor- og om sæ tningsbeskyttelse ifølge G B L § 31, hvis den blot oplyser, at fordringen er »overgivet til« eller »overtaget af« erhververen (jf. om den sidstnæ vnte for­

m ulering U 1977.636 H, hvor m eddelelsen til skyldneren oven i købet var givet i en tryksagslignende papfolder m ed en opkiltet skottepige på forsiden!).

Se i sam m e retning NJA 1978.99 HD, hvor det i en m eddelelse til en afbeta­

lingskøber hed, at erhververen havde »övertagit kontraktet«. Her fandtes m eddelelsen dog tilstræ kkelig, fordi skyldneren havde m odtaget en kopi af kontrakten, hvoraf frem gik, at overdragelse var sket.

En oplysning om overdragelsen i reklam em ateriale – eller i en entreprise­

kontrakt, som forevises skyldneren – opfylder som udgangspunkt ikke kravet i G BL § 3 1 , allerede fordi en sådan m eddelelse ikke kan siges at være disposi­

tiv, jf. herved Lennart Lynge A ndersen og E rik W erla u ff i U 2002 B s. 2 f.

Det er heller ikke tilstræ kkeligt, at m eddelelsen angiver, at fakturaen er i erhververens »besiddelse« (jf. således U 1979.573 H om overdragelse af nogle løsørepantebreve). D et er endvidere ikke tilstræ kkeligt, at m eddelelsen angi­

ver, at »betaling for frem tiden alene kan ske til [erhververen]« (jf. U 1975.971 V om en lignende m eddelelse i en faktura). Endm indre er det tilstræ kkeligt, at erhververen figurerer som betalingsm odtager på det indbetalingskort, som sendes til skyldneren. En variant forelå i U 1992.501 V, hvor følgende m edde­

lelse ansås for utilstræ kkelig: »NB. I henhold til gæ ldsbrevslovens § 31 skal

K apitel 2. G enerelt om sikkerhed i sim ple fo rd rin g e r

vi herm ed m eddele Dem, at betaling med frigørende virkning alene kan ske til [banken]«.

O m betydningen af, at m eddelelsen afgives af en professionel kreditgiver, kan henvi­

ses til M unch i U 1988 B s. 419, N is J u l C lausen i U 1992 B s. 357 ff., sam m e: S ikker­

hed i fordringer, 3. udgave (2000) s. 75 f., L ennart Lynge A ndersen og E rik W erlauff:

K reditretten, 3. udgave (2000) s. 201 f., Torsten Iversen og L ars H ed eg a a rd K risten sen i U 1992 B s. A l l f. sam t L en n a rt L ynge A ndersen, P eter M øgelvung-H ansen og N iels Ø rgaard: G æ ldsbrevsloven m ed k o m m entarer (1997) s. 208.

Som et sidste eksem pel skal nævnes, at det ikke er tilstræ kkeligt, at m ed­

delelsen angiver, at fordringen er »deponeret« hos erhververen, jf. U 1987.915 H (kom m enteret af M unch i U 1988 s. 418 f.). D et frem går dog af M unchs kom m entar, at H øjesteret anlagde en sam let vurdering af m eddelelsen, og at der heri ikke blot indgik anvendelsen af udtrykket »deponeret«, men tillige at m eddelelsen angav, at »renter og ordinæ re afdrag indtil videre indbetales til [overdrageren], hvorim od ekstraordinæ re afdrag indtil videre bedes indbetalt til [erhververen]«. I U 1981.520 SH fandtes anvendelsen af udtrykket »depo­

neret« at være tilstræ kkelig »i forbindelse m ed de i øvrigt oplyste om stæ ndig­

heder«. D om m en forekom m er dog på dette punkt urigtig.

De anførte eksem pler på form uleringer, som ikke opfylder kravet til klar­

hed og tydelighed, lider alle af den afgørende svaghed, at de anvendte ord lader det stå åbent, om fordringen blot er overført til tredjem and m ed henblik på debitoradm inistration og/eller inkassation af det skyldige beløb. Se til­

svarende om svensk ret H åstad: Sakrätt avseende lös egendom , 6. uppl.

(1996) s. 257 f.

Hvis ordene »overdragelse« eller »transport« eller lignende anvendes, kræ ves det ikke, at m eddelelsen angiver, om overdragelsen eller transporten er sket til eje eller til sikkerhed, jf. G om ard: O bligationsret, 3. Del (1993) s.

82. D et er tilstræ kkeligt, at skyldneren som følge a f m eddelelsen sættes i stand til at oplyse retsforfølgende kreditorer og aftaleerhververe om , at der består andre rettigheder over fordringen. H erefter må de pågæ ldende selv søge oplyst, hvori en eventuel hindring for deres retsforfølgning henholdsvis aftaleerhvervelse består. H eller ikke i svensk ret kræ ves det i alm indelighed, at m eddelelsen angiver, om overdragelsen er sket til eje eller til sikkerhed, jf.

f.eks. H åstad: Sakrätt avseende lös egendom , 6. uppl. (1996) s. 259. Se dog anderledes H elander: K reditsäkerhet i lös egendom (1984) s. 507 ff. Til støtte for et krav om angivelse af overdragelsens art kan anføres, at det kan være af interesse for overdragerens om sæ tningserhververe og retsforfølgende