KAPITEL. SUNDBY BRO 1623-29

32. SM A A FO L K O G B O R G M E S T E R H A N S M IK K E L S E N . Christian IV’s Beslutning 1625 om at deltage i den tyske Tredi veaars- krig kom til at betyde det største V endepunkt i det dansk-norske Riges Historie i nyere Tid. Danm arks Storhedstid var til Ende.

Naturligvis skyldes et saadant stort Fald ikke en enkelt Beslutning i Landets Ledelse. Om Udviklingen uden Danm arks Deltagelse i den tyske Krig vilde have faaet et væsentlig andet Forløb, end den nu fik, er maaske tvivlsomt. Thi Landets Stilling og Skæbne bestemtes ikke af dets eget Forhold alene. Ø konom isk daarlige T ider satte samtidig ind hele Verden over.

Ved Krigens Æ ndring af de økonomiske Forhold ramtes i første Række de danske Byer. Den danske Krig i Tyskland varede til 1629 og medførte tunge Skatter og Afgifter. N avnlig føltes M odgangen stærkt i en lille By som Slangerup, der formentlig ikke har haft saa meget at staa imod m ed som andre, større Byer.

H enim od Slutningen af 1628 tilspidsedes Forholdene i Slangerup, og navnlig H aandvæ rkerne vendte sig mod Borgmester H ans Mikkelsen med Klager over, at han ved sin driftige H andelsom sætning og sin U d­

skibning ved Sundby Bro bidrog til, at Kornet udførtes, og derm ed til, at Priserne steg, til Skade for Samfundets m indre velstillede M edlem ­ mer. Ogsaa andre Byer, vel navnlig Roskilde og Helsingør, har vistnok klaget over ham.

Som alle sociale Konflikter skabte denne megen Bitterhed. O pposi­

tionens Førere var den detroniserede Borgmester H eine Friis, der synes afsat til Fordel for H ans Mikkelsen. Anklagernes N æ stkom m anderende v aren H ans Christensen, vistnok Byskriveren. Man klagede til L ensm an­

den, Frederik Urne, der som Byens nærmeste Ø vrighed ogsaa den 3.

108

Januar 1629 kom til Slangerup og forhandlede med de misfornøjede paa Raadhuset. Ugedagen efter havde U rne en Konference med H ans Mikkelsen i dennes Hjem , men Lensm anden mente at maatte erklære, at H ovedpunktet i Klagen, Anken over H ans Mikkelsens H andel ved Sundby Bro og hans O pkøb af Korn paa Landet, kunde han ikke tage sig af. H an opfordrede derfor Klagerne til at formulere deres Anke­

punkter skriftligt og indsende dem „andetsted" d. v. s. til Regeringen.

U n d er 15. Januar 1629 indgav Borgerne da deres Besværinger til Kancelliet1, idet de i Begyndelsen af deres Klage rettede denne mod selve Centraladm inistrationen, som de m ente tyngede dem m ed store Skatter og Indkvarteringer. Særlig havde det været Tilfældet, nævnte de, i de sidste 24 Uger. De klagende Borgere har vel ment, at da Rege­

ringen antagelig ikke kunde gøre noget ved Skatterne, vilde den dog gribe ind overfor H ans Mikkelsen. Skatterne var jo en Følge af den uheldige Krig m ed Tysklands Katolikker, og Regeringen rustede kun endnu ivrigere efter Nederlaget end under Krigen, fordi den ventede, at Sverige, der var Danm ark-Norges M edbejler til Pladsen som den førende N ation i N orden, vilde benytte Lejligheden til at falde over det danske Rige.

Klagerne skildrede Situationen i Byen med de mørkeste Farver:

„E n stor Part siger deres Borgerskab op, og en stor Part er allerede draget af Byen, efterdi vores fattige N æ ring og Brug bliver dagligen jo m ere forringet, saa at en Part af Ø vrigheden i Byen [□: H ans Mikkel­

sen] ved Sundby haver Akseltorvet [henflyttet], og [røvet] N æ ring fra os fattige Borgere, endog vore N aboer udi omliggende Købstæder tidt og ofte derpaa haver anket og — vel uden Tvivl — med skriftlige Supplikatser til vor høje Øvrighed [forebragt Klage] formedelst og for- nemmeligst den store Udskibning ved Sundby. ...S æ rlig Borgmester H ans Mikkelsen, der har forpagtet Tolden, forskriver fra frem mede Lande det ene Skib efter det a n d e t. . . , og da, al den Stund saadant Køb paastaar, er der som et almindeligt M arked Hellig og Søgn — H ans M ikkelsen gør i sin store H andel og Bedrift Køb ved Sundby, paa Landsbygden og paa Landet, hvorfor Slangerup gaar Glip af det".

Derfor, siges det videre, maa Borgerne ogsaa ud paa Landet, m en H ans Mikkelsen behersker hele M arkedet. H an er selv baade Købm and og Faktor [Importør], vel endog paa andre Steder paa Landet. „Vi fattige Borgere er ikke anderledes agtede end som Bønder udi H andel."

SUNDBY BRO 1623—29 109

Juridisk kunde der ikke siges H ans M ikkelsen noget paa. Som Bor­

ger i Slangerup havde han Ret til at gøre, hvad han havde gjort. Men N ød bryder alle Love, og saafremt hans lovlige H andlinger socialt og nationaløkonom isk var skadelige, vilde selv lovlige H andlinger ikke kunne passere, lige saa lidt under Adelsvælden dengang som senere, og Kancelliet afæskede naturligvis H ans Mikkelsen en Forklaring.

Borgmester H ans Mikkelsens Fremstilling, dateret den 6. Febr. 1629, er endnu bevaret og har sin Interesse ikke alene som hans Indlæg i Striden. Den fortæller ogsaa, hvorledes en Købm and paa de T ider tjente Penge. Den beskriver, hvad H andel og Skibsfart der var ved Sundby Bro, og den viser endelig den Slangerup Borgmester som en M and med Evne til at opfatte og skrive klart, en dygtig M and. Den er et Vidnes­

byrd om, at de gode H oveder for tre H undrede Aar siden udm ærket kan maale sig med dygtige Folk i vore Dage.

Som kunde det være i det 20. Aarh., henviser H ans M ikkelsen over­

for Kancelliet til den frie Konkurrence: „E nhver Borger, som vil og kan og har Form ue dertil, kan frit handle. De, som før min T id har skibet, har gjort det hvert Aar, saalænge jeg har boet her i Byen, saavel som i Aar [1628]. Endog Helsingørs Borgere ligger der med deres Skuder Aaret igennem med Køb og Salg ved Sundby item Norbagger og Hallands- farere og [ulæseligt], som holder H andel og Købmandsskab samme Sted“. Vi kan ikke kom me i Forbindelse med Frem m ede andet Sted, siger han, „Tolden har jeg forpagtet af Rigens Raad. For nogle Aar si­

den fik jeg ikke over 30—40 Daler til T old aarligen. I Aar [1628] giver jeg deraf over 1000 Slettedaler“. „Der er — tilføjer han lidt selvmodsi­

gende, hvis han da ikke mener, at der før hans Tid blev snydt paa Tol­

den — i min T id skibet lige saa mange Skibe som nu. Borgerskabet har i Aar købt og solgt over 100 Læster Korn [4800 T d r.]“.

O m sin egen H andelsbedrift fortæller H ans Mikkelsen, at naar han udskiber „nogen Ladninger K orn“, kom m er det mest fra Adelen, der har Ret til at udskibe, hvor den vil, „haver og været brugeligt i mange Aar, at Bonden haver ydet Korn ved Sundby Bro, baade Landgilde og anden Gæld. Hvis [hvad] jeg faar af Bønderne, har jeg mesten Aaret tilforn forstrakt dem [med] til Høstskat og Landgilde, som er Skik og Brug i alle Købstæder, og er hver Borger frit for at gøre det sam m e“.

Hvis jeg ikke gjorde det, vilde mange kom m e fra G aardene. M en det er ikke lutter Fordel i denne besværlige Tid. „I Sommer har jeg saa- ledes paa eget Eventyr leveret paa Provianthuset i Glückstadt 300 Tdr.

110

Rug, som ikke er betalt [af Staten], skønt jeg har stort Tab paa det. I Efterhøst har jeg paa Kongens Vegne givet en H ollæ nderskipper 1900 Speciedaler, da han har leveret Korn, har heller ikke faaet det betalt“.

Til Imødegaaelse af Klagen over hans store Indførsel m eddeler H ans Mikkelsen endelig: „I Aar fik jeg hjem 6 Sække H um le (dem solgte jeg i hele Sække), 3 Tdr. flamske Sild (til mit H us’s Behov), 2 Tdr.

Sæbe, 2 Piber Vin (som Adelen bekom). Det er den store Indskibning, jeg i Aar har haft!“

Efter denne spydige Bemærkning slutter han med at erklære, at de, som har samlet sig om H eine Friis og H ans Christensen, er mestendels Smede, Skomagere og Skrædere, Skindere, Bartskærere, M urermestre, Vognm ænd og andre H aandvæ rkere [der ikke har Ret til at handle]. De vil have Sundby Bro forbudt, for at Kornet derved

— gennem ringere Efterspørgsel — kan blive billigere. Lidt selvbevidst, men formentlig ikke uden Virkning overfor en Regering, der vilde fremme H andelens Udvikling og savnede Penge til H æ ren, hævder H ans Mikkelsen i M odsætning til sine M odstanderes Klage over Skatte­

byrden, at der ikke er nogen Borger i Sjælland, som er sat saa højt i Indkvarteringsskat som han. H an har ladet andre ligne sin Skat, og naar han ikke har betalt Bøsseskytteskat, er det, fordi Borgmester og Raad er fritaget for denne Afgift.

33. B Y EN S T R IV S E L 1 20’E R N E . De foreliggende Regnskaber tillader os i nogen G rad at vurdere de rejste Klager over H ans M ikkel­

sen. Byfogedregnskaberne opfører Førlov af de Borgere, der opgav de­

res Borgerskab i Byen. Det var i Aarene 1622—29 ialt 13, eller i de 9 Aar kun en enkelt hvert Aar, hvoriblandt der vel ogsaa er en og anden Førlov efter en Borger, der afgik ved Døden og havde udenbys A rvin­

ger. Afgangen var jævnt fordelt paa de 9 Aar, og netop 1628 kom tre af de Borgere til Byen, som siden blev dens ledende M ænd. M ere af­

skrækkende var Tilstanden altsaa ikke. De følgende Aar 1632—39 var Tallet paa dem, der flyttede fra Byen, helt anderledes foruroligende. I de nævnte 8 A ar rejste 36 Borgere bort; desuden døde 3.

Af Toldregnskabet 1623—24 kan vi se, at H ans Mikkelsen dog mulig­

vis ikke helt har Ret i sin Fremstilling angaaende K ornhandelen. Det nævnte Aar var der solgt over 6200 Tdr. af Slangerup Borgere, 1628 kun 4800 Tdr. — selv efter H ans Mikkelsens Opgivende. H erved maa dog tages i Betragtning, at hans egen Om sætning er m edregnet i Tallet for 1623—24, ikke i det sidste Tal. Stamm er den store Toldindtægt 1628

SUNDBY BRO 1623—29 111

(1627—^{2 8 2 ) ,} 1000 Speciedaler, alene fra de øvrige Borgeres Om sætning og H ans Mikkelsens egen, maa denne sidste have været meget stor;

men, som han selv siger, havde baade Helsingørsfolk, Norbagger, Hal- landsfarere og andre Andel deri.

Toldindtægten var 1625—26: 45 Rgd. 38 Sk., paa det nærm este det, H ans Mikkelsen opgiver. H ollæ nderne synes dette Aar at være ude­

blevet.

Borgmesteren havde sikkert Ret, naar han hævdede, at det ikke egentlig var H andelen, men derim od Kornpriserne, de klagende Bor­

gere i Slangerup ankede over. Lensm and Fr. U rne bekræfter ogsaa dette i sin Udtalelse til Sagen den 6. Marts. H an skriver, at det kun er en Tredjedel af Borgerne i Slangerup, der klager, og at de klagende med Undtagelse af 2 —3, er Folk, som ikke handler [er H aandværkere].

De 2—3 Undtagelser har indrøm m et, siger han, at de ikke heller har været afskaaret fra deres H andel. Klagen over den megen Indkvarte­

ring karakteriserede Lensm anden som urimelig ved at oplyse, at der kun havde været indkvarteret 9 M and i Byen med Løjtnant Otto v.

Term o som Kom m andant. Fr. U rne tilføjede endelig, at H eine Friis tilforn har aftinget for „U troskab“.

Regeringen har imidlertid ikke kunnet anse den opstaaede Konflikt i Slangerup for saa ringe, som Borgmester H ans Mikkelsen og Lens­

m and Fr. U rne vilde fremstille den. To rent faktiske M om enter maatte herved komme i Betragtning: Bøndernes voksende økonomiske Af­

hængighed af Købm ændene, der ved at laane dem Korn og give Kredit kunde sætte Priserne paa det Korn, hvorm ed Bønderne betalte, og H aandvæ rkernes og Smaafolks Afmagt overfor Krigstidens stigende Priser, som K øbm ændene vel, saa lidt dengang som senere, har forsøgt at holde nede. Regeringen bestemte da, at der skulde nedsættes en Kommission til Undersøgelse af Klagerne og Paadømm else af Sagen.

U rne blev ikke M edlem af Kommissionen, der kom til at bestaa af Lensm anden paa København Mogens Kaas og Lensm anden paa Drags­

holm i O ds H erred O luf Daa.

Nogle Aar senere (1634) gav Fr. U rne en Døbefont til Slangerup Kirke, uden at m an dog nu kan sætte denne Gave i Forbindelse med Begivenhederne i 1629.

Udgangen af Konflikten mellem H aandvæ rkerne og Borgmester H ans Mikkelsen blev Anlæget af Frederikssund eller dog Opførelsen af det første private H us ved Sundby Bro.

112

E ndnu inden Aaret 1629 randt ud, døde imidlertid de to uforsonlige M odstandere, den forhenværende Borgmester H eine Friis og Borgme­

ster H ans Mikkelsen. Den sidste blev kun 30 Aar og er begravet i Slangerup Kirke, hvor hans Enke Sofie Jensdatter 1631 satte ham et smukt M indesm ærke, som hænger der endnu.

Paa Epitafiet, der symbolsk bærer Billedet af den Scene, hvor Pilatus fremstiller Kristus for Folket til Dom, er der Portrætter baade af H ans Mikkelsen og hans Hustru. H ans Udseende bekræfter fuldt ud det gode Indtryk, man har faaet af hans Personlighed gennem de Doku­

menter, som er bevaret fra hans H aand og citeret ovenfor.

H ans Christensen døde 1631 og hans Enke 1649.