1625—80: KRIGENES TID
12. KAPITEL. FREDERIKSSUND OG SLANGERUP I 1650’ERNE
39. F R E D E R IK S S U N D S F Ø R S T E B E B Y G G E L S E . PA A N Y T O L D S T E D 1651. N avnet Frederikssund nævnes første G ang i en K vittering31, dateret „Fridrichssund, den 30. April 1650“, og udstedt af K øbm and Mogens Ibsen for Betaling, han havde modtaget for T øm mer og andre Varer, som han havde leveret Lensm anden paa Frede
riksborg fra 1. Maj 1649 til 30. April 1650. Mogens Ibsen, der Aaret forud daterer sin Kvittering „Sundby Fæ rge“, bruger siden altid N av
net Frederikssund. E ndnu 1656 tales i et officielt Dokument, udstedt paa Slangerup Raadhus, en Skelkonstatering for samtlige Ejendom m e ved Skibbroen, om Sundby Færge, samtidig med at Mogens Ibsen, der da var Tolder, og hans Visitør (Toldbetjent) stævnes „i Frederikssund“.
132
N avnet Frederikssund blev officielt fastslaaet 1652, hvad der skal være sket ved Kongens Befaling, efter at Stedet 1651 atter var blevet Toldsted.
Den 26. M arts 1651 udnævntes Tolderen i København, den kendte H enrik Müller, til Generaltoldforvalter over Danm ark, en ny Stilling, hvis Indehaver bl. a. skulde organisere et Em bedskorps af Toldere over hele Landet. En ny Toldrulle blev udstedt under 14. August s. A.32 Den 6. Marts 1652 udkom en Lønningslov for alle Toldere, den første alm in
delige Lønningslov i Danm arks Historie, og heri opføres Frederikssund og Slangerup begge som Toldsteder. I denne Lønningslov ligger for
mentlig den kongelige Autorisation af N avnet Frederikssund, hvor Mogens Ibsen blev Tolder.
Slangerup Søboder (Falkenborg), der stadig førte N avnet „ved Sundby Fæ rge“, var saaledes forskellige fra Ladestedet, som det havde været lige siden Udvisningen 1632 af Pladsen til Søboderne. De sam- mensmeltedes først, da Frederikssund blev sammenlagt med Slange
rup, vistnok 1669.
Det synes at have været Mogens Ibsen, der har skabt N avnet Frede
rikssund, og den Ejendom , hvortil han knyttede det, er formentlig den, hvorpaa Fiskemester Johan Bøgvad, Bygningsskriver fra 1613 under Frederiksborg Slots Opførelse, senere Slotsskriver, den 12. Februar 1648 fik Skøde33. Bøgvad levede da som Købm and i Hillerød, og Ejen
dom m en var den Plads, hvorpaa Kongens Kalkhus tilforn havde staaet.
Kalkhuset var altsaa nedrevet før 1648 (1639?). Pladsen var 5 Roder (30 Alen) lang og lige saa bred og laa, som vi ved, mellem Skibbroen og Falkenborg. Mogens Ibsen har formentlig lejet det Hus, Bøgvad utvivlsomt har opført paa denne G rund — det første Beboelseshus. Thi da Ibsen i Regnskabsaaret 1648—49 første Gang (Kvittering 4. Maj 1649) har leveret Varer til Frederiksborg Slot, holder Bøgvad, der var Leverandør af T øm m er de to foregaaende Aar, op. Mogens Ibsen har boet i dette Bøgvads Hus som Lejer, da han blev Tolder. M en ved Skøde, udstedt af Kongen den 28. Decem ber 1652, fornyet den 3. Juli 166234, fik han efter Andragende af 24. Juni 1652 af Staten bevilget et andet Stykke Jord „udenfor Frederikssund, sønden for Rasmus H a n sens G aard samm e Sted, ud til Strandbredden“, som han vilde bygge en Købstadvaaning paa. Jordstykket var 33 Favne (99 Alen) langt og 32 Favne (96 Alen) bredt. Desuden opnaaede Ibsen Ret til at opfylde saa meget, han ønskede, ud i Stranden (Bløden). H er har han vel byg
get Foraaret 1653 og betegner ogsaa dette Hus som „Frederikssund".
FREDERIKSSUND OG SLANGERUP I 1650’ERNE 133
Rasmus Hansens G aard er formentlig opført 1652, da H ansen vistnok blev Tolder i Slangerup 1651.
Mogens Ibsen, der boede paa Stedet allerede ved Kopskattens U d
skrivning Juni 1645, synes oprindelig at have været Borgmester Falch Olsens Bestyrer i Falkenborg. I Kopskattem andtallet 1645 hedder det35 under U desundby: Falkenborg, Mogens Ibsen P / 2 Mk., Peder Peder
sen P / 2 Mk., Jacob Jørgensen, Soldat hos Jens Hansen i Bonderup, V2 Mk. Taksten var: en Borger og hans H ustru eller deres Folk betalte hver P / 2 Mk., en Tjenestekarl paa Landet 1/2 Mk. Mogens Ibsen og Peder Pedersen har aabenbart været „Pebersvende“, ugifte H andels
betjente. I Falkenborg nævnes i Tingbogen 1650, da Mogens Ibsen var flyttet til Bøgvads Hus, Mikkel Sørensen som Fuldmægtig for Falch Olsen, m edens Mogens Ibsen „i Frederikssund“ optræ der med Inkas
sationer paa egne Vegne.
Datoen for Ibsens Udnævnelse som Tolder kendes ikke. U dnæ vnel
sen er sket en Dag i April eller Maj 1651. Thi den 1. Juni indgik to M ænd Peter H ansen og Søren Laursen Sæby, Kaution for h a m 36.
H ans Løn var blevet fastsat til 40 Daler, og samme Løn skulde Tolde
ren i Slangerup have. Denne har som nævnt rimeligvis været den oven
for omtalte Rasmus H ansen, der 10 A ar senere blev udnævnt paany til Tolder i Slangerup (efter Enevældens Indførelse). 1655—56 havde han sin Hestem ølle i Slangerup lejet ud, som det ses af Kæmnerregnskabet.
40. SU N D B Y BRO O G K Ø B E N H A V N . Et Vidnesbyrd om Sundby Bros Betydning for Skibsfarten endnu 1650 haves i et A ndragende fra Københavns By af 17. Juli 1650, hvori blandt andre Forslag til H oved
stadens Opkom st nævnes Ønsket om Afskaffelse af Sundby Fæ rge37.
Det hedder: „H ollæ nderne, som er paa Amager boendes, driver H an del og Vandel med Ud- og Indskibning, og desligeste sker og stor H an del med Kornudskibning og i andre M aader ved Sundby Færge, hvilke begge Dele er denne By til mærkelig Afbræk og Skade, saa at Korn
handelen, som her haver væ ret og N æ ring givet, af den Aarsag endog her er aldeles fravendt“.
Rigsraadet behandlede dette A ndragende fra Hovedstaden den 7. og 9. August, men som det viste sig Aaret efter, fulgte Regeringen ikke Københavns Ønsker, da den endelige Bestemmelse om Toldstederne skulde tages. Frederikssund blev atter Toldsted.
D er var herm ed paany aabnet for Skibsfarten fra U dlandet hertil.
M ange udenlandske Skibe er dog sikkert ikke kom m et her.
Toldindtæg-134
terne var 900—1000 Rgd. om Aaret, vel væsentligst stam m ende fra Tøm m erim porten og Udførselen af Korn til Norge.
M en Skibbroen var forfalden. Mogens Ibsen indgav vel den 2. N o vem ber 165238 et A ndragende om at faa Ret til i Broafgift at oppebære en Søsling (x/2 Sk.) af hver Rigsdalers Indførselsværdi. M en skønt Ib
sen skriver, at Broen, „som tidligere af Deres Majestæts Fader er byg
get“, nu er øde, blev Andragendet ikke bevilget. Lensm anden paa Fre
deriksborg, Otto Pogwisch, bekræftede vel, at hvis Skaden paa Broen ikke blev afhjulpet, kunde det befrygtes, at hele Ladestedet bliver slet øde, og Lensm anden lod senere, den 9. Maj 1653, Tøm rerm ester Peder Hofm ann, Vandm esteren ved Frederiksborg Slot og M øller i Slotsmøllen, udarbejde et Overslag over, hvad en Istandsættelse af Broen vilde koste. D er skulde anvendes 21 Tylter (252 Stk.) Egepæle, en Del 16 Alens T øm m er til Anker (Overligger) paa E nderne og Si
derne, 4 Tylter (48 Stk.) Egeplanker og 2 Skpd. (640 Pund) Jern, hvad der kom paa ialt 392 Rgd., og Arbejdsløn vilde andrage 130 Rgd.
M en den samlede Sum, 522 Rgd., var for stor til, at Centraladm ini
strationen vilde koste den. Den 25. O ktober 1653 resolveredes, at Sa
gen skulde udsættes, og saa blev den naturligvis ikke rørt mere. Snart efter kom Krigen.
Mogens Ibsen saa rigtigt, da han optog et nyt N avn til Ladestedet.
Thi med Bøgvads Ejendom begyndte 1648 Bebyggelsen, Opførelsen af en By, hvor der indtil da kun havde ligget et Pakhus. Det var derfor ogsaa rimeligt, at Stedet fik N avn efter Frederik III. Thi først med denne Konges Bevillinger kunde Byen bygges.
Allerede inden Mogens Ibsen havde faaet Bevilling til sin ny Ejen
dom, fik den 18. Maj 1652 Ridefogeden paa Frederiksborg, Niels Sø
rensen, der, inden han den 14. April 1645 blev Ridefoged, et Aar havde været Renteskriver, kgl. Tilladelse til at flytte et H us i Slange
rup, hvori han havde gjort Udlæg for Gæld, til Sundby Færge. H an havde forgæves opbudt H uset til Salg. T iderne i Slangerup var saa daarlige, at ingen vilde købe det, og han fik derfor udvist en Plads ved Siden af Falkenborg, 5 R oder bred, 8 Roder lang, mod fremtidig at betale Afgift deraf39.
1656 var der ved Skibbroen ialt 7 Ejendom m e, Falkenborg m ed
regnet, foruden de nævnte: Toldkontrollørens og 2 til.
Ogsaa med Ridefogedens H us var Tilladelsen af 1631 til at bygge Søboder ført et Skridt længere frem, saa vist som det var et
Beboelses-FREDERIKSSUND OG SLANGERUP I 1650’ERNE 135
hus, ikke et Pakhus, Ridefoged Niels Sørensen fik Bevilling til at flytte, og Slangerup havde altsaa nu paany faaet en Chance for at bemægtige sig Ladepladsen. Ved Siden af Falkenborg var der endnu Plads til et Par Gaarde.
Slangerup Borgere har uden Tvivl haft Blik for de Muligheder, der nu aabnede sig for dem. Falch Olsen var stadig Byens Borgmester, og han vidste, hvad Bevillingen paa Søboderne var værd.
41. S L A N G E R U P BYS F A T T IG D O M I 1650’E R N E . Købstaden var imidlertid, som vi har set, allerede da meget medtaget, og 1654 kom Pesten, der gik hærgende hen over Landet og bragte nye Ulykker over det lille Samfund.
G ennem de Klager, Byen i 1650’erne indsendte til Centraladm ini
strationen, faar man en Fremstilling af, hvorledes disse Aar havde deci
meret Befolkningen. Selv om Klager i de T ider var paa M oden — som vel iøvrigt i alle T ider — og ikke altid bør tages saa alvorligt, som de er skrevet, er Indtrykket af de Ulykker, der ramte Byen i disse Aar, saa stærkt og grundfæstet, at Klagerne ikke synes overdrevne.
Borgmester M orten Olsen Skomager er død eller bortrejst 1654, rim e
ligvis død under Pesten dette Aar, og i de første Dage af O ktober 1655 døde ogsaa den forhen saa myndige Borgmester Falch Olsen efter et Aars haard Sygdom. „Den største Del af de F orm uende“, hedder det August 165640, „er forleden Aaringer og udi Pesten ved Døden afgaaet, deres Gods og Form ue for det meste af frem m ede Folk arvet og bort
flyttet og en Del af samme Interessenter [Arvingerne] af Byen bortflyt
tet. D enne fattige Bys M enighed, som nu er, er ikke over 30 M and udi Mandtalsregister, af hvilke den største Del er uform uende Arbejdsfolk og Daglønnere og mere deres Brød paa Landsbyerne end her i Byen søger og fortjener“.
Ikke mindst maa det for et lille Byfællesskab som Slangerup have været et haardt Slag, at samtidig med Byens økonomiske Ruin styr
tede ogsaa M agthaverne og Førerne i Gruset. Som vi har set var Sam
fundet i Byen som i alle andre Byer ved denne Tid bygget op paa Faa- m andsvældet, og alt var indrettet paa, at det eksisterede og løste sin Opgave. Smaaborgerne havde ingen Forberedelse til at overtage Ledel
sen. Det maa have afsat stor Bitterhed, at M agthaverne havde svigtet den Tillid til dem, som Samfundet levede paa. M odløshed og Lam melse maa have været Følgen. Borgmester Falch Olsen havde endog ned
brudt en G aard i Byen. H an havde ikke betalt Byskatterne siden 1648,
136
skønt han havde opkrævet dem hos Borgerne. Byfoged Laurids Evert
sen maatte efter Slotsskriver Jørgen Sørensens Paastand ved Dom for
pligte det nye Raad til at betale.
Som et offentligt og aabenbart Symbol paa Forsømm elserne stod By
ens Raadhus. Taget var kassabelt og maatte omlægges med 500 nye Tagsten. 4 Læster Kalk skulde bruges dertil. Paa Loftet skulde lægges 24 nye Planker. Paa Gulvet i Raadstuen manglede 100 Astrag (Fliser), Bordene var brøstfældige, 3 Vinduer øde og 5 andre trængte til at gøres i Stand. Udenfor Raadstuen var 24 Vinduer ganske øde og 12 brøstfæl
dige. Gulvet paa begge Sider (Raadstuen har altsaa ligget i Midten) var ganske borte og krævede 72 Planker for at komme i O rden. I Fængse
let i Kælderen var M uren ved T rappen ganske borte, og til at genop
rette Fejlen behøvedes 500 M ursten og 1 Læst Kalk. Af de to Lejlig
heder under Raadhuset, der tidligere lejedes ud, var den ene ganske øde. V induerne var ude, baade til G aarden og til G aden. Den anden næst H ans Atkes H us (den tidligere Peder Olsens G aard, N ord for Raadhuset), hvori Byens Tjener boede frit, „fordi han er vor T rom m e
slager“, var kun nogenledes ved Magt. M en Raadhusets Fodstykker (Sokkel) var forraadnet baade paa G avlen og fra Porten til H ans Atkes Hus. Paa Brønden i G aarden, hvor Byen i Ildebrandstilfælde maatte søge Vand, var Brøndværket elendigt, og Jungerne og deres Læ nker var borte. Paa Raadhuset fandtes kun 2 forrustede H arnisker med 5 Stormhatte, 2 Slagsværd og en Trom m e. Byens Fane opbevaredes hos dens Fæ ndrik, R aadm and Christoffer Penshorn. Der var en Brandtyv (Brandfork), 2 Brandstiger, en dobbelt og en enkelt, og en stor Brand
hage. E n anden var kom met „ned til" Falch Olsen, og Søren Bysvend vidste ikke, om den var der endnu. H vad der maatte gøre et endnu daarligere Indtryk, var, at de Materialer, der var indkøbt for Byens Penge til Raadhusets Istandsættelse, var forsvundet paa 50 Tagsten nær, der endnu laa paa Loftet.
Falch Olsen havde iøvrigt ført et haandfast Regimente til det sidste.
H an havde 1649 nægtet at betale Landgilde af en Gaard, han havde overtaget af Fæsteren for Gæld, og som tilhørte Præ steem bedet41. Det var den ene af de to, dette fik 1574 efter Klosteret. Præsten Mag. Søren Poulsen maatte derfor 1649 erhverve et Kongebrev, som paalagde Falch Olsen at betale Landgilde, hvad han iøvrigt tidligere havde gjort. Med sin N abo, Christoffer Penshorn, havde han tre Processer, først 1650 om et Stykke Eng ved Brobæk Enghave, som Falch Olsen mente hørte til
FREDERIKSSUND OG SLANGERUP I 1650’ERNE 137
den nævnte Enghave, men som Præsten H ans Pedersens Børn, Peder og M argrethe, 1630 havde faaet Kongebrev paa (Penshorn var Form yn
der for den ene), 1652 for Injurier og 1655, samme Aar han døde, om en Have, der laa mellem deres E jendom m e42.
42. N Y E M Æ N D . U nder disse Forhold traadte den senere saa kendte H ans Atke og Mogens Ibsen i Frederikssund til som Raad- mænd, og deres første H andling efter Falch Olsens Død maatte være til Tinge at konstatere, hvorledes den By var, for hvilken de overtog A nsvaret43. Som de siger den 16. Januar 1656 i deres første Indkaldelse til Borgerskabet: „Efterdi (desværre) befindes, at adskillige Brøstfældig- heder her i Byen (hvem der er Aarsagen, ved Gud), og de godt Folk, som der over skulde holde, [er døde], idet Raadhuset paa Taget, Vin
duer og Døre, Gulve, Laase og Lukkelse, Fængslet, alt ganske eller m oxen [er] fordærvet, item endogsaa Byen at være ruineret og nedbrudt ligesom en forstyrret Stad, og efterdi vi af vor gunstige Øvrighed vel
byrd. Otto Pogwisch for kort Tid siden er tilsat at være Byens Øvrighed i de Afdødes Sted, er vi derfor befrygtendes, Skylden, om vi tier, i sin Tid os paalægges. Saadant i Tide at forekomme er vi paa Rettens Vegne af Byfogeden begærendes udnæ vnt 8 gamle uvildige D annem æ nd til at syne Skaden“.
M ogens Ibsen har altsaa, skønt han boede i Frederikssund, været Borger i Slangerup. H ans H ansen Atke var lidt ældre Borger i Byen, idet han vel er den H ans H ansen, der nævnes i Slangerup 1641. 1645 boede i hvert Fald han og hans Broder Karsten H ansen her.
H ans Atke synes ikke at have været H andelsm and, men at have levet af Agerbrug og Studeopdrætning, hvad der paa sin Vis ogsaa gav H a n del. H an boede som nævnt i Kongensgade, idet hans G aard mod Vest stødte op til Raadhuset, af hvis H ave han 1655 af Kæm neren mod Betaling fik overladt et lille Stykke, og var første G ang gift med en Ar
ving (Datter?) af Konen i H ave Mølle, M argrethe Sørensdatter, som døde 1651*).
Da H ans Atke den 6. N ovem ber 1651 gav Afkald efter sin Hustrus A rv45, var de øvrige Arvinger: H ans M adsen paa egne Vegne og den tidligere Byfoged Marstig Jespersen paa sin Søster M arens Vegne.
H ans Atke var altsaa gift ind i en af de førende Fam ilier i Byen. Kort
*) Hun var gift først med Jacob Gregersen (nævnes 1614, f 1623), derefter med Peter Pyntenberg Koch (]• 1626), senere med Christen Madsen (fæstede Møllen 1629, j* 1634) og sidst med Peder Nielsen (der havde Møllen 1635—71)
138
Tid efter blev han Enkem and og ægtede derpaa i Slutningen af 1653 Anna Andresdatter, Datter af M ølleren Andreas Jacobsen i Kratmøl
len (fæstede 1601, f 1607), Søn af R aadm and Jacob Clausen. H un havde som nævnt først været gift med Raadm and Søren Jensen (f 1638) og var i sin Tid R aadm and Jacob Clausens eneste Arving.
Atke blev ved sit andet Giftermaal Byens største Lodsejer. Den senere Byfoged Jørgen M eulengracht købte 1678 hans Ejendom paa T o rv et46, og dog havde Atke endnu en Bedrift tilovers, Hestem øllen paa H jør
net af Kongensgade og Møllestræde, som hans Enke levede af til sin Død.
Om Atkes H erkom st vides intet, m en han var rimeligvis Sønder
jyde, hvorpaa hans Tilnavn tyder. H ans Attsen H olst kalder han sig i den første Tid. Slægtens Fornavne, som de viser sig i Broderens Familie, taler ogsaa for denne Antagelse.
H ans Atke havde selv ingen Børn.
1651—52 var han Kæmner. Den 1. Maj 1652 blev han derefter Byfoged ved M orten Nielsens Død og fik som saadan ved kgl. Reskript af 16. Okt. s. A. Fri
tagelse for Skat og borgerlig Tynge, saa længe han var Byfoged. Den 5. August 1655 underskriver han sam men med Falch Olsen, R aadm and Christoffer Pens
horn og flere Borgere Hyldestbrevet til den udvalgte Konge Christian V. Atke var da R aadm and, men yngre som saadan end Penshorn og maa nylig være udnævnt. Atke opgav dog først By
fogedtjenesten den 5. December 1655. Byfogeden var ellers aldrig R aad
m and. H an er blevet Borgmester efter Falch Olsen, formentlig i Tiden mellem Indkaldelsen af Borgerskabet den 14. Januar 1656 og den 25.
Februar s. A., da Sagen foretoges i Retten paany, og ved hvilken Lej
lighed han kaldes Borgmester. Atke var Eneborgm ester til 1670. M o
gens Ibsen har vel faaet sin U dnæ vnelse til R aadm and omkring N ytaar 1656. Som Byfoged afløstes Atke af Laurids Evertsen, der nævnes før
ste Gang i Byen 1641. H an blev formentlig R aadm and den 1. Maj 1661, da han gik af som Byfoged. Christoffer Penshorn var ikke R aadm and 1652, men er rimeligvis blevet det efter Pesten.
De 8 M ænd, der den 14. Januar 1656 udm eldtes til at syne Byen, overgav Retten en Synsforretning, hvori de til Slutning i al A lm inde
lighed udtaler sig saaledes:
„Belangende Byens store Ruin og Nederbrydelse, dertil er en Del Aarsag det store Paalæg med Indkvartering og anden Udgift, saa Folk er blevet forarmet, hvorunder en
Borgmester Hans Atkes Segl 1660.
FREDERIKSSUND OG SLANGERUP I 1650’ERNE 139 Part, som dem [Gaardene] haver bekommet i Betaling, haver Gaardene nedbrudt, hvor
til Øvrigheden, Falch Olsen, her paa Steden haver given god Exempel, tilmed og tilstedt sig fra Byen at bortflytte [en Gaard] *), saa der findes over 112 øde Pladser, som tilforn haver været beboet. Herforuden staar Huse og Gaarde, som er paa Fald, andre, uden
bys Folk tilhører, som de i deres Gæld bekommet haver. De ogsaa Jorden fra dem til udenbys Folk bortlejer, Borgerskabet til Nachdel og stor Skade".
E n Række Købstæder skyldte paa dette Tidspunkt deres Skat for flere Aar, saaledes at dette ikke gjaldt Slangerup alene. Den 10. Marts 1656 udsendte Regeringen en Rundskrivelse som Krævebrev, og dette gav Atke og Ibsen A nledning til — som mange andre Byer — at sende Kancelliet et Andragende, hvori de beskriver Byens Skæbne i de sid
ste 30 Ulykkens Aar. Det hedder deri:
„En Del Aarsager til Slangerup Bys Ruin og Svækkelse er fornemmelig disse efterflg. : 1. Den store Indkvartering, Sølv og Tynges Forstrækkelse udi
den kejserlige Krigstid [1625—29]. Er en Del af de bedste Borgere næsten blevet forarmet.
2. Iligemaade stor Indkvartering i sidste svenske Fejde [1643—
45] og i Synderlig de svenske Fangers Traktement og anden Tynge, den ringe By da blev besværet med, hvorudover nogle blev ganske øde og nogle forarmet, og bedrager sig, hvis i saa Maade er forstrakt og bekostet, efter derpaa overleverede, som i Kong. Maj. Kancelli er overleveret den Tid, anden Kronens Gæld blev fordret, tolv Tu
sind Rigsdaler, for hvilken Summa Byen aldeles ingen Vederlag el- Borgmester Hans 1er Frihed som andre Købstæder nydt haver. Atkes Segl 1680.
3. Er Byen og ganske forringet efter seneste grasserende Pest
[1654], hvorudi da mange bortdøde. Hvis ringe Formue efter dennem kunde findes, er ved adskillige udenbys Arvinger bortført.
Af des og forne Aarsager er næsten de fleste Gaarde øde blevet og endnu er ganske øde, og Skatterne alligevel aarligen lige højt paabydes og fordres saasom [lige som i]
de Tider, Byen var ved god Magt og Næring. Saa er det os fattige Folk en umulig Ting aarlig samme paabudne Skatter at tilvejebringe, fast mindre forrige Aaringers resterende Skatter.
Allerydmygeligste og underdanigste begærende saadan Byens elendige Tilstand maatte anses, og de bedste Midler optænkes, ved hvilke Byen igen kunde komme paa Fode, er vi fattige Folk, som gerne vilde blive ved efter vores Evne til Kong. Maj. at skatte og skylde, [hvis vi] ej tillige med [de] andre skulde blive øde og fordærvet, og forventer herom en naadig Endelighed, hvorefter vi underdanigst kan vide [os] at rette.
Datum Slangerup, den 20. Juni 1656.
Paa Mange Borgeres Vegne underdanigst andragende
Hans Atke Mogens Ibsen
egen Haand. egen Haand.
Im idlertid har Regeringen ikke villet im ødekom m e disse Klager, men har beordret Lensm anden til at sagsøge Byens Raad til at betale. Som
♦) Formentlig Falkenborg.
140
omtalt blev Raadet ogsaa dømt af Byfogeden den 18. August 1656. Dog fremgik det af selve Dom m en, at Skylden for Restancen laa hos den afdøde Borgmester Falch Olsen, der den 28. Septem ber 1655, faa Dage før sin Død, havde afgivet Erklæring til Lensm anden om, at Byen rig
tig ikke havde betalt Skat i flere Aar. H an opgav endog Aarene 1646
—54, to Aar for meget.
Den 25. Septem ber 1656 eftergav Regeringen da Byen en Tredjedel af dens fremtidige Skatter „indtil videre“.
Af et bevaret Kæm nerregnskab for Tiden 15. Septem ber 1655 til Aarsdagen 1656 ses det, hvilke Ejendom m e i Byen der var udlejet som tilhørende udenbys Folk, idet der af disse efter Recessen 1647 skulde betales Byen en Afgift paa 20 Procent af disse Lejesummer. M an ser Jo
han Bøgvad i H illerød som Ejer af 5 H use med en samlet Afgift af Lejen paa 4 Rgd. 40 Sk. Slotsskriver Jørgen Sørensen, Hillerød, ejede en Bo
lig, der gav x/2 Rgd. 3 Sk. i Afgift. Rasmus H ansen ejede en Hestemølle, hvoraf han betalte 7 Rgd. 4 Sk. i aarlig Afgift. E ndnu et ottende Leje
hus gav 1 Rgd. 32 Sk. i Afgift.
43. F R E D E R IK S S U N D O P M A A L E S. Borgmester H ans Atke og Raadet, der efter Pesten kun bestod af 2 Raadm ænd, lod M andag den 1. Septem ber 1656 udm elde 4 M and af Retten til at opm aale (rebe) Sø
boderne ved Sundby Færge, idet samtidig alle Lodsejerne stævnedes til M øde paa Aastedet. Bl. a. skulde Jordskylden fordeles, idet nogle, formentlig Bøgvad og Ibsen, gjorde Fordring paa at være afgiftsfri, fordi de havde kgl. Skøder, hvori dette hjemledes. M ogens Ibsen lod sit Skøde læse paa Slangerup Byting samm e Dag.
Ved O pm aalingen47 af Ejendom m ene ved Færgen fandtes følgende Maal, og lignedes de dertil svarende Afgifter efter Facadelængde:
1. Johan Bøgvad... . . . . 3 Roder 5 Al. 1 Kv. 2 Dl.
2. Afd. Falch O lse n ... . . . . 1 4 „ 5 „ 8 „ 1V 2 Mk.
3. Mogens Ibsen... . . . . 101/2. 6 „ 4 », 4. R idefogeden... . . . . 41/2 „ 2*/,„ 6 » 5. Laur. Evertsen... . . . . 6 „ v / 2„
6. Chr. Sim onsen... . . . . 8 „ 4 „ 2V2 » 7. Chr. T orn sen ... . . . . 5 „ 21/2,, 25 Sk.
418 Al. 1 Kv. 30 Dl. 5 Mk. 25 Sk.
Afgifterne er formentlig sat i Sietdaler og altsaa 10 Daler 5 Mk. 25 Sk.
mere, end Slangerup skulde betale i Afgift af Søboderne.
Udenfor disse Maal var, som det udtrykkelig siges, dels den gamle