skyl-89
dig, havde det aabenbart ogsaa en vis Trang til at vise et medfølende H jerte overfor dem, der var i Nød. 1609 forærede Byen af Kæmner- kassen 1 Mk. i Brandstød (Hjælp) til Aabenraa Bys Tjener, 1615 2 Mk.
til Ruby M ænd af Lavind, Rudkøbing M ænd paa Langeland. 1618 fik Jørgen Nielsen, Borgmester udi Ringsted, „her udaf Byen til en ringe Foræring formedelst den store Ildebrand, hannem var overkom m en udi Sommer, efter Borgmesters og Raads Befaling 20 Rgd. 1 O rt“. Til H o spitalet i København (Pesthuset), hvortil der 1618 samledes ind, gav Byens Kasse 1 Mk. H ans Laursen i Tollerup havde dette Aar haft stor Ildebrand og fik 2 Mk.
90 MIDDELALDEREN OG TIDEN TIL 1625
Virkningerne af de store Opdagelsesrejser omkring Aar 1500 naaede i M idten af 1500’erne ind over N orden. Den store Pengekapital, som skabtes ved Hjemførelsen af ædle M etaller fra de nyopdagede Lande, blev et M iddel i Borgernes H æ nder til at tilrive sig den økonomiske Magt ogsaa over Bønderne, Landets Hovedbefolkning og eneste Produ
center. Landbruget gav Overskud, og Bønderne maatte derfor afsætte en Del af deres Produkter. Borgerne kunde med Pengene opkøbe Bøn
dernes Korn. Ved at give dem Kredit paa Varer og forstrække dem med Sædekorn og Korn til Afgifterne (Landgilden) gjorde Byens Købm ænd dem efterhaanden afhængige af sig og tilrev sig derved mere og mere hele H andelen med Korn og Tøm m er, og hvad Landet iøvrigt brugte eller kunde undvære. Staten begunstigede tilmed denne Udvikling i H en hold til den Tankegang, som var arvet fra M iddelalderen (Erik af Pom merns Lov 1422), at Landet kun maatte producere, Købm anden kun handle og H aandvæ rkeren kun udøve sit H aandværk.
Samtidig knækkede hollandske H andelsbyer den store økonomiske Magtstilling, som de tyske H ansestæ der hidtil havde haft i Landet.
Ogsaa det kom de danske Købm ænd til gode, selv om det lykkedes H anseaterne at faa Christian IPs Love ophævet.
Den stærke økonomiske Opgang for Købm ændene affødte imidlertid overalt sociale Brydninger saavel med H aandvæ rkerne som mellem Bønder og Købm ænd, ogsaa undertiden mellem Købm ændene ind
byrdes.
1595 kom det i Slangerup saa vidt, at en Del af Borgerskabet indgik til Regeringen m ed en Klage over Byens Borgmester, Markus Dorn, idet de beskyldte ham for, „at der i mange og adskillige M aader skete dem Forkort af ham, fordi han havde tilladt, at der bruges meget ulovligt mod deres Privilegier, og ogsaa selv handlede meget til Skade og Af
bræk for dem og Byen“. Dorn, en Tysker, sikkert den samme M arkus Dorn, der var Slotsfoged paa Frederiksborg 1580, da han blev M edlem af Det danske Kompagni (Skydeselskabet) i København, var Borgme
ster allerede 1583 og synes en T id at have været Eneborgmester, hvad han var 1584, da Slangerup sendte en Deputation til K øbenhavn for at hylde den unge udvalgte Konge Christian IV.
Muligvis har den store Anstrengelse i Byggeaarene faaet Borgerne i Slangerup til at se Dorn nøjere paa Fingrene, end det vilde have været Tilfældet under andre Forhold. Muligvis har der ogsaa været G rund til Klage. Regeringen nedsatte imidlertid straks en Kommission af ikke
91
færre end to Lensm ænd, Carl Bryske paa København og Kristoffer Pars
berg paa Dragsholm (Ods H erred), og to andre Adelsmænd, Anders Dresselberg til Vognserup ved H olbæ k og Mogens Ulfeldt til Selsø i H orns H erred. M an lægger M ærke til, at Lensm anden paa Frederiks
borg, Jacob Trolle, under hvem Slangerup hørte, ikke var med.
Fire Dage efter Kommissionens Nedsættelse henvistes endvidere til den en Klage fra en af Kirkeværgerne i Slangerup, H ans M adsen, over, at Dorn ikke vilde godkende hans Kirkeregnskab og tog Kirketienden fra Kirken.
Resultatet af Kommissionens Arbejde kendes ikke, men da Markus Dorn Aaret efter opnaaede den kongelige N aade at blive fri for Skat
ter til Staten og Byen, naar han ikke mere var Borgmester, kan hans Forbrydelser ikke have været altfor store, hvad enten m an vil anse den kongelige Bevilling for en Lokkem ad til at gaa af som Borgmester eller Oprejsning efter den rejste Anklage.
Dorn vedblev at være Borgmester i Slangerup til sin Død ved Nyt- aarstid 1605. T re Sæt Arvinger, i Lybæk og to andre nordtyske Byer, stredes om hans Efterladenskaber, m edens hans Enke Borriche giftede sig med hans Efterfølger. Det maa vel være Dorns Formue, der har stukket Byen saaledes i Ø jnene, at den den 6. April 1610 opnaaede Ret til at opkræve en Sjettedel af Udlændinges Dødsboer, m edens Pri
vilegierne af 1441 kun tillagde Byen en Tiendedel. I begge Bevillinger bestemtes det dog, at Byen skulde afgive H alvparten til Kongen.
27. B O R G M E S T E R H E IN E FRIIS. I flere andre Byer maatte Re
geringen nedsætte lignende Revisionskommissioner som i Slangerup, fordi der kom Klage over, at Byernes Ledere paa Borgmesterpladserne og de, der sad i Raadet, forfordelte de „menige“ Borgere ved Skattelig
ning og Fordeling af Byernes Jorder og Indtægter. Det var ikke alene de socialt ringest stillede Borgere, som klagede, men ogsaa i den fattigere Del af Handelsstanden voksede Selvfølelsen stærkt, sikkert U dtryk for et stigende økonomisk H eld. Det Faam andsvælde, der siden M iddel
alderen havde hersket i Byerne, maatte brydes, om ikke Misforholdet mellem „de M eniges“ økonomiske og sociale Magtfølelse og deres Ind
flydelse skulde føre til Revolte og Uro.
H ele Byforfatningen reformeredes da m ed en ny Købstadlov af 7.
April 1619, idet Regeringen kom denne Borgernes Selvfølelse og Vilje til Magten i Møde.
M an synes indtil den Tid at have anvendt den Fremgangsmaade
92 MIDDELALDEREN OG TIDEN TIL 1625
rundt omkring, i hvert Fald i de smaa Byer, at indsætte dygtige unge M ænd, som havde vist deres E vner og Loyalitet mod Centraladm ini
strationen under Ansættelser paa Lenskontorerne, til Borgmestre. D en
gang, som mange Aar senere og vel endnu den Dag i Dag, var det sæd
vanligt, at en enkelt M and eller, under lidt større Forhold, nogle faa Fa
m ilier havde den H andel inde, som gav den store Indtægt. Borgerska
bets Revolte rettedes derfor oftest mod en saadan Enkeltm and. Da imid
lertid Lensm æ ndene, der selv havde indsat Borgmestrene, blev valgt til disse Undersøgelseskommissioner, har de vel ikke været altfor haarde i Betænkningen over deres Protegeer.
Købstadloven af 1619 skulde imidlertid sætte en Klemme paa det gamle Magtsystem og bestemte bl. a., at Borgmestre og Raadm ænd fremtidig skulde skifte indbyrdes hvert Aar saaledes, at ældste Raad- m and blev yngste Borgmester, ældste Borgmester blev yngste Raad- mand, og hele Staben rykkede et T rin frem. Det skulde ske hver Faste
lavn, et N ytaar i Landsbyernes og Byernes Liv. Det faldt um iddelbart inden Dispositionerne til Bymarkens Benyttelse i den kom m ende Som
mer. Det nye System kunde saaledes udtrykkes i O rdet „Fastelavns
borgm estre“, en Betegnelse, som i Datiden, da Fastelavn var en af Aa- rets store religiøse Højtider, naturligvis slet ikke udæskede det Smil, som O rdet i vore Dage uvilkaarligt vil fremkalde.
Reformen gennemførtes dog, som ikke sjældent i ældre Tid, ikke efter Bogstaven, ja næ ppe efter sin Aand. Den stykkede i et vist Omfang O vertilsynet i Byen ud mellem Borgernes Tillidsm ænd. Saaledes oprette
des Poster som O verform yndere og O verkøbm æ nd. Ingen af dem fand
tes dog i Slangerup i det første hundrede Aar efter 1619. Et af de stør
ste Frem skridt i Loven var U dnæ vnelse af Taksereborgere, der skulde foretage Skatteligningerne. I Slangerup var denne Reform som nævnt overflødig. Thi her havde det allerede før 1619 været Rodemestre, som lignede „i Borgmesterens Stue". Den Borgersamling, som Loven ind
stiftede til Høring af Byens Regnskab hvert Aars 2. Januar, fandtes jo ogsaa i Slangerup inden Loven. Derim od er den Tilgang fra Lenenes Skriverstuer af nye Borgmestre, som var den største Skavank før Loven af 1619, ikke ophørt. E ndnu 1637 udtaler H olbæk Ønsket om, at ingen Ridefoged eller Skriver paa nogen Slotte eller Len maa være [eller blive?]
Borgmestre eller R aadm ænd eller Byfogeder.
I Slangerup var der 1619 ved at opstaa en ny Revolte, denne Gang mod den almægtige Borgmester H eine Friis, og
Centraladministratio-93
Gravmæle over en Raad- mand. Slangerup Kirke.
Opsat 1631 over Raadmand, Brygger Jacob Clausen.
94 MIDDELALDEREN OG TIDEN TIL 1625
nen maatte atter nedsætte en Kommission, denne Gang bestaaende af Lensm anden paa Frederiksborg Christoffer Basse og hans Kollega paa Roskildegaard Mogens Pax, der den 26. O ktober 1619 paa Slangerup Raadhus begyndte Gennem gangen af Kæmnerregnskaberne for 1606—
18, H eine Friis’ Tid. løvrigt viste det sig, at alle ældre Regnskaber var forsvundet.
Fra Borgerskabet mødte fire af de fornemste: Niels Bager, der havde været Kæm ner for søndre Rode 1612—14, Købm and Villum Arnt, Oluf A ndersen, der var bleven Byfoged fra den 29. Septem ber 1619, og Lu
kas Pedersen, Kæmner i søndre Rode 1618.
Disse Borgere og Kommissionen gjorde adskillige Udsættelser i Regn
skaberne, navnlig fandt man, at H eine Friis havde krævet større Beta
linger for sine Udlæg i Byens Tjeneste, end han kunde give Udgifts
bilag for.
Friis, der muligvis er Søn af en Slangerupborgmester Albret Friis, der nævnes 1565 som ældste Borgmester, men ikke var Borgmester 1583, var indtil 1605 Ridefoged i Frederiksborg Len. Derefter blev han Borgmester, var altsaa en af de Lensmandsprotegeer, Loven af 1619 var givet imod. H an giftede sig med Dorns Enke, begyndte sit Regi
m ente med 1606 at betale sin Forgængers G æld til Byen 60 Rgd. i y 2 Mk. 3 Sk. med 8 Aars Rente og havde aabenbart i adskillige Aar Re
geringens Bevaagenhed. 1618 fik han saaledes sin Søn Markus indskre
vet i Sorø adelige Skole, m en denne Begunstigelse maa senere være taget fra ham igen. Thi Sønnen blev 1628 Student fra Slangerup Skole og har vel været et flinkt ungt M enneske. I hvert Fald blev han Magi
ster 1637, var Rektor i Kalundborg 1638—41, men hans Skæbne der
efter er ubekendt.
Friis synes at have været Borgmester i Slangerup nørre Rode, me
dens 1606 en af Byens Købm ænd, Jens Nielsen, var Byens anden Borg
mester, rimeligvis for søndre Rodemaal. Efter Jens Nielsens Død 1613 fulgte en Niels Jensen, formentlig hans Søn og K æm ner for søndre Rodem aal 1609—11, efter ham i Em bedet.
O m Kommissionens Dom efter Undersøgelsen 1619 vides intet, men H eine Friis har dog vist maattet tage sin Afsked. Den 29. N ovbr. 1622 var han endnu Borgmester, m en først paa Aaret 1623 er han form ent
lig gaaet af, enten nu Kommissionen først er blevet færdig da, eller han har gjort sig skyldig i noget andet misligt. 1629 siger Lensm anden om ham, at han er døm t for Underslæb.
95