Generelt

D er er grund til at antage, at størsteparten af erstatningssager afgøres i form af et forlig mellem parterne indgået uden – eller mere typisk med - mellemkomst af rådgiverens forsikringsselskab.5 Alligevel afsiges der også ganske mange domme inden for såvel erstatningsansvarsområdet generelt, professionsansvaret mere bredt og de her behandlede erhverv specielt.

I Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling har der siden 1994 været publiceret langt den overvejende del af de a f landsretterne og af Sø- og Handelsretten afsagte domme i erstatnings- og forsikringssager.

Domssamlingen er ikke komplet, således at forstå at samtlige afgørelser, der vedrører eller udspringer af erstatnings- eller forsikringsretlige tvi­

ster uden nogen form for undtagelse, er medtaget.

Imidlertid er alene bevidst udtaget afgørelser, der f.eks. kan vedrøre salærfastsættelse eller omkostningsspørgsmål i øvrigt i forbindelse med en sag, hvis materielle indhold der måtte være indgået forlig om imellem

4. Undersøgelsen omfatter ikke dom spraksis fra 2001 og frem. D ette har flere årsager, hvoraf hovedparten er rent praktiske. D er er imidlertid intet i de nyere dom m e, der er blevet afsagt på om rådet, der for mig indicerer, at resultaterne ville være væsentligt anderledes. Det er planen efter en passende periode at gentage undersøgelsen for at kunne vurdere en eventuel udvikling. N yeste dom spraksis indgår naturligvis i resten af dette værk.

5. Se f.eks. P aul Krüger Andersen i Revisoransvar s. 174 og 222 f, Søren Hostrup Larsen:

Advokatansvaret ved konkurs og betalingsstandsning, Justitia 1997, nr. 6, s. 2 og Morten Samuelsson og Keld Sogaard: R ådgiveransvaret, s. 79. Dette er ikke blot tilfældet inden for erstatningsretten. W. E. von Eyben angiver således i Dom m ertilkendegivelser, s. 38, at i sam tlige anlagte byretssager i 1985 hævedes, afvistes eller forligtes 8 8 ,8% . A f de til dom sforhandling gennemførte sager afsluttedes ca. 1/3 med forlig, dvs. uden dom safsi­

gelse. I landsretterne indgås forlig i ca. sam m e omfang som i byretterne. D er er endvi­

dere ikke blot tale om et dansk fænomen. F ra U SA viser en officiel undersøgelse (af 762.000 civile sager) således, at kun 2 % af sam tlige civile sager når frem til en jury. Det kan anslås, at ca. 75 % a f sagem e bliver forligt. Se i det hele Manuel R. Ramos i Ohio State Law Journal V ol.57:863, 1996.

parterne. Herudover kan det naturligvis ikke udelukkes, at der simpelt­

hen skulle være sluppet en eller flere afgørelser igennem det apparat, der ved de enkelte landsretter påser, at afgørelser i erstatnings- og/eller forsikringssager bliver taget ud til medtagelse og referering i F E D .6

D er er således tale om, at praktisk taget alle afgørelser vedrørende erstatningsansvar, der er truffet af landsretterne eller af Sø- og Han­

delsretten, er medtaget i domssamlingen. På denne baggrund har jeg fundet det forsvarligt at lave en mindre undersøgelse a f de afsagte domme med henblik på en analyse af hvilke erhverv dommene vedrø­

rer, og om der er særlige, overordnede kendetegn ved afgørelserne for de enkelte erhverv.

Nogle a f afgørelserne har i sagens natur været indbragt for H øjeste­

ret, der i nogle a f tilfældene har ændret landsrettens afgørelse. Dette tager undersøgelsen ikke højde for. Den er således alene baseret på landsretternes resultat.7

I de kommende afsnit er undersøgelsen yderligere detaljeret og an­

vendes tillige til at sammenholde med de resultater, der er udfundet ved en traditionel juridisk analyse af de mere centrale afgørelser. D e nøgne, overordnede resultater er følgende:

6. O plysningerne er venligst givet a f advokat Michael S. Wiisbye, der er redaktør a f dom s­

samlingen. Han har tillige oplyst, at der ham bekendt ikke er blevet taget afgørelser vedrørende rådgivning fra i forhold til det m ateriale, der er frem sendt a f retterne. Denne

“ fejlkilde” er således elimineret så langt, det er muligt uden at gennemgå sam tlige afsagte dom m e ved de to landsretter og Sø- og H andelsretten. Undervejs i arbejdet med nær­

værende afhandling er jeg da også kun stødt på en afgørelse, der ikke var m edtaget i F E D : utrykt Vestre Landsrets dom a f 20. maj 1998, 9. afd. B -2 1 31-94, hvor en revisor blev frifundet trods tilsidesættelse a f god revisorskik i forbindelse med udarbejdelse a f et perioderegnskab. Frifindelsen var begrundet med sagsøgers accept a f risiko, og afgørel­

sen blev påanket til Højesteret.

7. D ette er fundet forsvarligt a f flere grunde. F or det første er der tale om et relativt beskedent antal afgørelser, hvorfor det ikke er frugtbart at søge at lave statistik over disse. F or det andet vil landsretspraksis hurtigt indrette sig efter eventuelle ændrede signaler fra H øjesteret, og for det tredje vil der tillige være en række afgørelser, som nok er indbragt for H øjesteret, men hvis videre behandling tilsyneladende er foregået mellem parterne, hvorfor det ville være et overordentligt tidskrævende arbejde at søge at iden­

tificere de afgørelser, hvor der var indgået forlig (og hvor landsrettens afgørelse således fortsat var den, der skulle anvendes i en undersøgelse som nærværende), henholdsvis hvor sagen fortsat verserede (og hvor der således heller ikke ville foreligge nogen H ø­

jesteretsafgørelse til eventuelt påvirkning a f undersøgelsens resultat).

D o m m e ru briceret u n d er profession elt an svar i a l t ... 511 D o m m e m edtaget i den n æ rm ere u n d ersø gelse8 ... 383 D o m m e h erefter u delad t, i alt ... 128 H e r a f u d gjo rd e dom m e om :

led elsesan svar9 ... 23 læ gean sv ar ... 59 an d et1 0 ... 46

De domme, der er medtaget, udgør således knap 75% a f samtlige erstatningsretlige afgørelser vedrørende professionelt ansvar, der er af­

sagt af landsretterne i den pågældende 7-års periode.11

En opdeling efter de erhverv, der er omfattet af de medtagne domme, viser følgende fordeling:

A d v o k a t e r ... 169 R e v iso rer ... 62 P en gein stitutter ... 82 I n g e n iø r e r ... 7 A r k it e k t e r ... 14 B y gn in gssagk y n d ig e12 ... 11 E jen d o m sm æ glere m .v .13 ... 74 F a g fo r e n in g e r /A - k a s se r ... 6 K on su len ter – diverse ... 3 A n d re1 4 ... 11 I a l t 15 ... 439

8. Dette tal er udtryk for antallet a f domme. Dom m ene kan indeholde afgørelser vedrø­

rende flere grupper a f erhvervsdrivende. T ypisk advokat og revisor, der sagsøges i sam m e sag. Opsplitningen her i mellem er først foretaget i den følgende tabel.

9. Under denne gruppe hører såvel bestyrelses- som direktøransvar. I de sager, hvor der har været rejst krav mod advokater, der tillige var bestyrelsesm edlem m er, er kun de afgø­

relser udeladt, hvor ansvaret udelukkende baserede sig på den pågældendes arbejde som bestyrelsesmedlem.

10. Gruppen andet indeholder erstatningsretlige afgørelser uden nogen form for tilknytning til rådgivning eller til de erhverv, der er m edtaget i afhandlingen eller som i øvrigt er skønnet interessante.

11. Rent processuelle afgørelser er udeladt. D isse figurerer ikke i nogle a f de ovennævnte tal, der alene vedrører materielle afgørelser vedrørende de pågældende erhverv.

12. Bygningssagkyndige kan af uddannelse være ingeniører, arkitekter eller andet, men fælles for denne gruppe personer er, at de har udarbejdet tilstandsrapporter i forbindelse med overdragelse a f fast ejendom.

Som det fremgår, tegner advokatbranchen sig for knap 39% a f samtlige sager, hvor den erhvervsgruppe, der tegner sig for næstflest (pengein­

stitutter) kun udgør knap 19% af det totale antal.

Sammenlignes med revisorbranchen, har advokatbranchen næsten 3 gange så mange erstatningssøgsmål. Denne forskel er iøjnefaldende og genfindes i endnu stærkere grad i forskellen i antallet af sager inden for de to erhvervs disciplinære systemer. Her afsiger Advokatnævnet såle­

des afgørelse i mellem 300 og 400 disciplinære sager om året,16 hvor­

imod det samlede antal afgørelser i det disciplinære system for reviso­

rer17 næppe udgør mere end mellem 50 og 60 på årsbasis.

D isse forskelle mellem de to erhverv kan ikke forklares ved antallet af erhvervsudøvere, idet dette er nogenlunde identisk endda med en ikke ubetydelig overvægt af revisorer.18 D et er næppe heller troligt som udgangspunkt at antage, at advokater begår så mange flere fejl end revisorer, at dette skulle kunne rumme (hele) forklaringen. Afgørelserne viser sig da også at rumme en anden forskel mellem de sager, der rejses

13. D er er her prim ært tale om ejendom sm æglere, men også ejendom shandlere a f forskellig art er medtaget i denne gruppe.

14. Størsteparten a f disse afgørelser vedrører forsikringsrådgivere a f forskellig art: forsik- ringsm æglere, assurandører etc.

15. Som det frem går er dette tal større end det sam lede antal domme. D ette skyldes, at der i nærværende tabel er taget højde for, at en enkelt afgørelse kan rum m e en fierhed af personer involveret i sagen a f forskellige grunde. H vor for eksem pel en advokat og en revisor begge har rådgivet klienten og er blevet sagsøgt sam m en, eller den ene har adciteret den anden, er begge talt med. E r der derim od tale om , at der er lagt sag an mod såvel den advokat, der personligt har rådgivet eller assisteret klienten som mod dennes advokat-interessentskab, er kun advokaten talt med.

16. 1992: 324 / 1993: 354 / 1994: 407 / 1995: 275 / 1996: 369 / 1997: 349 / 1998: 339 / 1999:

414 / 2000: 482 – alt jf. Advokatnævnets årsberetninger 1998 og 2(X)0. D et meget høje antal kendelser i år 2000 beror antageligt på særligt mange indkomne sager i 1997, nemlig knap 1.000. Antallet a f indkomne sager i 1999 og 2000 ligger således nogenlunde normalt om kring godt 800. 1997-tallet kan meget vel dække over et stort sagskom pleks.

17. D isciplinærnævnet for Statsautoriserede R evisorer afsluttede i perioden fra 1993-1996 i alt 63 sager og Disciplinærnævnet for R egistrerede R evisorer afsluttede i sam m e periode 91 sager, jf. Torben Golditr. Disciplinærsystem et, s. 248. 1 1993 arbejdede nævnene im id­

lertid kun en del a f året, hvorfor det skønsm æssigt gennem snitlige antal årligt behandlede sager ligger lidt højere, end en ren gennem snitsberegning a f de ovennævnte tal resulterer i. Tallene fra Revisornævnet (om kring 15 sager på årsbasis) kan ikke um iddelbart til­

lægges de andre, idet Revisornævnet næsten udelukkende fungerede som ankeinstans for disciplinærnævnene.

18. Antal praktiserende statsautoriserede og registrerede revisor ligger på ca. 6.300 tilsam ­ men, hvor antallet a f praktiserende advokater i 2001 var 4.150, alt jf. kapitel 2, afsnittene 2.2.1 og 2.2.2 ovenfor.

med de to erhvervsgruppers udøvere. En meget stor del af erstatnings­

sagerne mod advokater udspringer således a f privatrelateret rådgivning og assistance – med overdragelse af fast ejendom som den helt domine­

rende. I modsætning hertil rummer revisorsagerne næsten ingen privat­

økonomiske aspekter, men er koncentreret om erhvervsmæssig rådgiv­

ning, med skatterådgivning som den dominerende enkeltgruppe.

Frasorterer man advokaternes “ privatlivsrelaterede” sager, nærmer mængden af sager mod de to erhvervsgrupper sig da også hinanden.19 Det sidste resultat fra undersøgelsen, der skal nævnes allerede her, er andelen a f frifindelser, henholdsvis domfældelser20 i alt og fordelt på erhverv:

Frifindelse Domfældelse Domfældel-sesprocent

R ev iso rer 39 23 37

A dvo kater 86 83 49

P en gein stitutter 49 33 40

E jen d om sm æ glere m.v. 35 39 52

In geniører 3 4 57

A rkitekter 4 10 71

B y gn in gssagk yn d ige 9 2 18

F ag fo ren in ge r/A -k asse r 4 2 33

K on su len ter 3 0 0

A ndre 7 4 36

Ialt 237 202 46

19. Ud a f advokaternes i alt 169 sager udgør de 85 sager af erhvervsm æssig karakter. I en årrække – senest i beretningen for året 1996 – har Advokaincevnet i sin årsberetning anført: “ På baggrund heraf synes det at kunne konkluderes, at saUerklager først og fremmest indgives a f personer, der har søgt privatretlig rådgivning, m edens erhvervs­

retlige spørgsm ål ikke i sam m e om fang giver anledning til salæ rklager.” A f de første års Advokatnævnsberetninger (1983-1989) synes der at være en vis sam m enhæng mellem de om råder inden for hvilke, der indgaves salærklager, og de, inden for hvilke, der indgaves disciplinærklager. D et er således næppe uberettiget at antage, at i hvert fald 50% af disciplinærsagerne ligeledes hidrører fra privatretlig rådgivning.

20. Som dom fældelser er m edregnet enhver dom fældelse, uanset om der kun måtte være blevet døm t efter subsidiære påstande eller for langt m indre beløb end oprindeligt p å­

stået.

Også disse tal tyder på forskelle mellem de enkelte erhverv i erstat­

ningsretlig henseende. Ser man blot på de fire første grupper (revisorer, advokater, pengeinstitutter og ejendomsmæglere), der numerisk udgør så store mængder, at man meningsfyldt kan analysere tallene, er der en opsplitning i 2 grupper: Revisorer og pengeinstitutter dømmes i noget under halvdelen a f sagerne, hvor ejendomsmæglere og advokater døm­

mes i godt halvdelen af sagerne.

En enkelt anden gruppe springer i øjnene. De bygningssagkyndige, der har været sagsøgt, er kun blevet dømt i 2 ud a f 11 sager. Disse 11 sager har alle vedrørt tilstandsrapporter, og de stammer fra kun 2 år – nemlig årene 1999 og 2000. De andre grupper, hvor der er påfaldende domfældelsesprocenter, vedrører meget forskelligartede typer a f sager og dækker hele 7-års perioden, hvorfor man ikke kan udlede noget af disse tal.

Ser man på udviklingen igennem de 7 år, er der sammenlagt et svagt stigende antal sager mod de her omhandlede erhvervsgrupper:

Som det ligeledes fremgår a f diagrammet, skyldes den svagt stigende tendens det erstatningsretlige opgør i selskabstømmersagerne.21 Uden disse sager ville der således snarere være tale om en let faldende ten­

dens. N år det kan være rigtigt at rense antallet a f sager for sager hid­

rørende fra retsopgøret med selskabstømmerne, skyldes det flere ting.

For det første er der tale om, at samtlige sagsøgte og adciterede har

21. Se om disse nedenfor i kapitel 8, afsnit 8.5.2.

begået den samme “ fejl” blot i varierende nuancer. For det andet for­

følges advokat, revisor og/eller pengeinstitut i samtlige sager, hvor denne fejl er begået, og i de sager, hvor der ikke opnås forlig (i form af betaling til konkursbo/skattevæsen), fortsættes sagen i retten. Derved adskiller selskabstømmersagerne sig fra alle andre typer af erstatnings­

retlige sager, hvor det beror på den skadelidtes halstarrighed, om netop den fejl ender i retten. F or det tredje adskiller sagerne sig ved, at resultatet er givet mere eller mindre på forhånd. At det forholder sig således illustreres af følgende skema:

Domfældelse i procent a f samtlige antal selskabstømmersager afgjort i landsretten.

Pengeinstitut- A dvokater R evisorer ter

1998 1 sag 1 00% (1 sag ) 0 % (1 sag ) 0 % (1 sag) 1999 7 sager 10 0 % (6 sage r) - 10 0 % (2 sager) 2000 14 sager 9 2 % (13 sager) 3 8 % (7 sager) 6 6 % (6 sager)

I alt 9 5 % 4 3 % 6 6 %

Sammenholdes disse domfældelsesprocenter med procenterne i ta­

bellen på s. 84, er det klart, at der er tale om sager, der adskiller sig fra det sædvanlige. I særdeleshed er mængden af sager mod bankerne og domfældelsesprocenten i disse sager overvældende. N år billedet ser lidt anderledes ud for både revisorerne og advokaterne, skyldes det anta­

geligt, at disse har været mere villige end bankerne til at indgå forlig med skattevæsenet, i tiden efter de første selskabstømmer-sager blev afgjort i Højesteret, og kun er gået i retten med de også objektivt set

“ tvivlsomme” sager.22

En anden gruppe sager, hvor en klar Højesteretsafgørelse har bevir­

ket næsten samlebåndsagtige afgørelser, er sager om ejendomsmægleres og advokaters rådgivning om inkonvertible lån.23 Her har i perioden 1998-2000 været afsagt dom mod 19 rådgivere – typisk

ejendomsmæg-22. Je g tænker med dette ordvalg alene i sam m enligning med den – meget hårde – praksis, der hurtigt blev lagt.

23. H øjesteretsafgørelsen var den såkaldte K irsten Riis-sag (1997.1337 H) – se nærmere kapitel 7, afsnit 7.2.1 nedenfor.

lere og advokater – hvoraf de 5 blev frifundet, hvilket giver en dom- fældelsesprocent på knap 74.24

Tallene vil i de følgende afsnit blive yderligere nuanceret med hen­

blik på en analyse af, hvorfor der sker frifindelse (er der tale om fri­

findelse på grund af manglende culpa, manglende tab, manglende år­

sagsforbindelse, eller fordi der har foreligget egen skyld?), og i hvilke typesituationer dette sker.

Foreløbigt er det tilstrækkeligt at konstatere, at der er en forskel, og at denne forskel tilsyneladende lader sig indpasse i andre forhold: De to grupper, hvor domfældelsesprocenten er højest, er samtidig de grupper, der behandler mere privatøkonomiske sager. Samtidig er der for advo­

katernes vedkommende tale om et sammenfald mellem en endog meget høj sagsanlægsrate og en høj domfældelsesprocent.

D et hører endelig med i vurderingen, at der, som nævnt, er tale om et retsområde, hvor de implicerede erhverv typisk er dækket a f en ansvarsforsikring, og hvor der må antages at være en høj forligsrate.25 D er er således tale om, at der rejses krav mod professionelle erhvervs­

udøvere, der – som oftest – sammen med deres forsikringsselskab – foretager en nøgtern og saglig vurdering a f det fremsatte kravs beret­

tigelse og som hyppigt må antages at ville være parat til at indgå forlig i stedet for at gennemføre en retssag, hvis de mener, at der er en blot nogenlunde rimelig dækning for kravet. Dette skulle så endvidere for­

ventes at smitte af på resultatet af retsafgørelserne, hvor en høj frifin- delsesprocent således ville være forventelig. Denne forhåndsantagelse harmonerer udmærket med en frifindelsesprocent for pengeinstitutter på 60 og for revisorer på 63, men mindre godt med en frifindelsespro­

cent for advokater på 51 og for ejendomsmæglere på kun 48.26 Ser man

24. M ed i billedet hører, at de sager, der blev gennemført efter K irsten R iis-dom m en, alle var sager, der typisk indeholdt særlige for rådgiveren undskyldende momenter. Alle de

“ alm indelige” sager om manglende rådgivning blev forligt om kring 1997/1998.

25. Jf. ovenfor.

26. D et er selvsagt vanskeligt at vurdere, om der absolut set er tale om høje eller lave frilindelsesprocenter, da der m ig bekendt ikke eksisterer sådanne generelle opgørelser over udfaldet af erstatningssager. T il sammenligning var der i de 59 sager om lægeansvar (der udgjorde den største enkeltgruppe a f de frasorterede), som ikke er undergivet en nærm ere analyse her, en frilindelsesprocent på 76, altså helt på niveau med procenten for revisorer og pengeinstitutter (fraregnet selskabstøm m ersagerne). I USA er den gennem ­ snitlige frifindelsesprocent på knap 50 med en spredning på sager om personers tilska­

dekom st i trafikken og i forretningsrelaterede sager ( “ Business cases” ), hvor frifindel- sesprocenten er ca 33 i relation til sager om lægeansvar, og hvor frifindelsesprocenten lå

bort fra selskabstømmersagerne, ligger pengeinstitutternes frifindelses- procent omkring 75.

In document Rådgivning I Lars Bo Langsted (Sider 78-86)