Ansvarsfraskrivelse

virksomhed, ligesom der havde medvirket 2 advokater. Nævnet fri- fandt revisorerne, blandt andet under henvisning til den begrænsede opgave de var blevet stillet.

et byrdefuldt vilkår for den part, som klausulen anvendes over for.

Dette fører efter almindelige kontraktretlige regler til, at klausulerne særligt skal fremhæves i forbindelse med aftaleindgåelsen,56 ligesom de oftest fortolkes snævert, således at de kun finder anvendelse inden for det område og/eller de hændelser, som de med sikkerhed omfatter.57 Jo mere generelt holdt en ansvarsfraskrivelsesklausul er, jo mindre tilbø­

jelige er domstolene endvidere til at acceptere den,58 antageligt ud fra et synspunkt om, at modparten har vanskeligere ved at varetage sine in­

teresser i forbindelse med kontraktsindgåelsen, hvis det ikke klart frem­

hæves over for ham, hvilke situationer modparten ønsker ansvarsfra- skrivelse fra.59 I det hele taget synes domstolene ikke at tillægge an- svarsfraskrivelsesklausuler den store selvstændige vægt, men forbehol­

der sig i stedet retten til at vurdere kravets eller påstandens berettigelse ud fra en samlet betragtning,60 og i det omfang en ansvarsklausul ikke har den store selvstændige betydning, nævnes denne ofte slet ikke, heller ikke selvom resultatet i øvrigt bliver ansvarsfrihed.61 I disse til­

fælde kunne man ellers tro, at det var omkostningsfrit for retterne (også) at henvise til en sådan klausul, men når det alligevel ikke sker, er det vanskeligt at udlægge på anden måde end tilstedeværelsen af en vis ulyst hos domstolene til at tillægge klausulerne for megen væ rdi.62

56. Se f.eks. Lennart Lynge Andersen, Palle Bo Madsen og Jorgen Nørgaard: Aftaler og Mel- lem m ænd, s. 80. og Bernhard Gomard: O bligationsret, 2. del, s. 236.

57. Se f.eks. UfR 1975.339 S , hvor retten ikke fandt klausulen anvendelig i forbindelse med m islykket afhjælpning eller efterfølgende rådgivning, men udelukkende på den oprin­

delige mangel. Se tilsvarende UfR 1992.414 H.

58. Tilsvarende M ads Bryde Andersen i Læ rebog i O bligationsret I, s. 404.

59. 1 UfR 1981.879 V frem hævede landsretten blandt andet som grund for at opretholde en ansvarsfraskrivelsesklausul “ at den i skødets § 4 indeholdte ansvarsfraskrivelsesklausul er således konkretiseret, at indstævnte ikke har krav på erstatning eller forholdsm æssigt afslag.”

60. Se UfR 1998.125 7 0 hvor en generel ansvarsfraskrivelsesklausul for salg ved auktioner som den pågældende, end ikke nævnes a f landsretten, der lader køberen træde tilbage under henvisning til sælgers m anglende efterlevelse a f sin oplysningspligt.

61. Se f.eks. UfR 1996.895 H (hvor kun mindretallet henviser til klausulen) og tilsvarende Anders Stoltenberg i U fR 1990B.232 fT. (236) om pengeinstitutters soliditetsoplysninger.

62. Tilsvarende anfører M ads Bryde Andersen: E D B og ansvar s. 306 f., hvorledes der var opstået et m isforhold mellem de i en periode m eget udbredte ansvarsfraskrivelser i edb-kontrakter på den ene side og domstolenes lydhørhed over for brugernes synspunk­

ter på den anden. D ette m isforhold skulle nu være minimeret derved, at ansvarsklausuler a f den nævnte art ikke længere forekom m er i sam m e om fang i kontrakterne.

Udover den nævnte tilbageholdenhed med at udstrække ansvarsklau- suler a f den nævnte art er det tillige antaget, at klausulerne, uanset at de efter deres udformning og sammenhæng i kontraktssituationen i øvrigt måtte være tilladelige, ikke kan påberåbes, hvis der er tale om at den kontraktspart, der kan anvende klausulen (realdebitor), har forårsaget skaden ved grov uagtsomhed eller forsæt.63 Tilsvarende antages at gælde, såfremt den pågældende ligefrem har tilsidesat modpartens in­

teresser.64

Sammenholdes det forhold, at en ansvarsfraskrivelsesklausul er en kontraktretlig frigøren sig for et ansvar, der ellers ville flyde af kon­

trakten, med at rådgiveransvaret befinder sig i et gråzoneområde mel­

lem delikts- og kontraktsansvaret, må det være givet, at ansvarsfraskri- velsesklausuler får en endnu mere tilbagetrukket rolle inden for dette område end inden for det sædvanlige kontraktsansvar.65 Læ gges hertil

63. H er kan f.eks. henvises til UfR 1993.851 H (“ særlig uforsvarlig optræ den” ) eller til UfR

¡984.906 S (grov uagtsom hed sam t “ tilsidesættelse a f kundens interesser” ). Se tilsva­

rende Bernhard Gomard i Obligationsret, 2. del. s. 147 sam t s. 238, hvor han anfører, at en klausul, der udtrykkeligt fraskrev et sådant ansvar ville kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36 og Michael Gjedde-Nielsen og H ans Lykke Hansen i A B R 89, s. 197 og 224. Specielt for så vidt angår ansvarsbegrænsninger i relation til driftstab, anfører Hans Henrik Vagner dog i Entrepriseret, s. 180, at der ikke ses voldgiftsafgørelser, der giver medhold i en påstand om , at A B 92’s ansvarsbegrænsning i § 35, stk. 2 bør tilsidesættes grundet m isligholdelsens grovhed. J . Günther Petersen anførte i Ansvarsfraskrivelse (1957), s. 43 ff., at ansvarsfraskrivelser opnået ved svig og skader forvoldt m ed forsæt klart måtte m edføre tilsidesættelse a f klausulen. M ere i tvivl var han m ed hensyn til skader forvoldt ved (grov) uagtsom hed, men hans opfattelse var, at domstolene i stadigt stigende omfang så m ed skepsis på sådanne klausuler (især s. 76 fT). Han nævner således en del afgørelser, hvor domstolene ved fortolkning a f klausulerne nåede frem til, at disse ikke var gældende i den pågældende situation. Soren Halling-Overgaard anfører i A d­

vokaters erstatningsansvar, s. 37, at uanset en advokats ansvarsfraskrivelser i visse til­

fælde kan anerkendes, “ forekom m er det at være en farefuld vej at betræde som rådgi­

ver.”

64. Jf. Bernhard Gomard i O bligationsret, 2. del. s. 237 i hvert fald efter skaden er sket eller i andre “ særegne situationer” .

65. Det er vel rigtig, som anført af Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 237, at en i øvrigt gyldig og virksom klausul i alm indelighed må forstås således, at den også – i forholdet til medkontrahenten – gælder deliktsansvaret i tilfælde, hvor kontrakts- og deliktsansvaret overlapper hinanden. På dette om råde, hvor deliktsansvaret imidlertid ikke (alene) udspringer af forhold som følger a f den individuelle kontrakt, m en a f de særlige krav, der stilles til de pågældende erhvervsudøvere generelt, kunne m eget tale for i stedet at lade de deliktsretlige synspunkter slå fuldt igennem eller i hvert fald ikke at lade deliktsansvaret afskære a f en klausul i kontrakten. M ads Bryde Andersen betoner i Læ rebog i Obligationsret, s. 410, at en i øvrigt gyldig ansvarsfraskrivelse må slå igennem inter partes også ved et deliktuelt funderet erstatningskrav. Vibe Ulfbeck synes i K o n ­

det forhold, at en aftale mellem en rådgiver og en klient altid indebærer, at rådgiveren skal varetage klientens interesser i en nærmere bestemt udstrækning, kan resultatet – selv uden at gå ind i de enkelte erhvervs adfærdskodeks – ikke blive andet, end at “ ægte” ansvarsfraskrivelses- klausuler som udgangspunkt ikke har nogen plads inden for rådgive­

ransvaret.66

Hertil må dog føjes, at i det omfang, der er tale om rådgivning til erhvervsklienter, foretaget af rådgivergrupper uden særligt forankrede adfærdskodeks, vil der ud fra en konkret vurdering kunne være større rum for sådanne klausuler. Hvor der findes mange faglige normer såsom i revisorbranchen og – i et vist men dog mindre omfang – i advokat­

branchen, vil man – hvis man ikke kan anerkende, at allerede rådgiv­

ningens natur begrænser ansvarsklausulernes anvendelse – kunne stille

trakters relativitet, s. 198. at antage, at klausulen også kan gøres gældende over for tredjem and – der vel at m ærke støtter sit krav på et kontraktuelt udgangspunkt – hvor der var tale om en klausul som rådgiver ville have taget over for enhver kontraktspart.

Støttes kravet derim od på et deliktssynspunkt antager heller ikke Vibe Ulßeck, at en ansvarsbegrænsning kan gøres gældende over for en tredjem and, jf. a.st., s. 197. Det er i tysk såvel som i dansk ret m uligt (og hensigtsm æssigt) at foretage en skriftlig afgræ ns­

ning og præcisering a f den eller de opgaver, man som rådgiver påtager sig. Ganske som i dansk ret cr der dog visse minimumskrav, som man heller ikke gennem en pligtpræ ­ cisering, kan fralægge sig helt. I tysk ret kan det om råde, som man ikke kan fraskrive sig pligten til at rådgive om , udtrykkes således: “ Ein Ausschluß jeglicher H aftung ist zwar nicht möglich, weil die Pflicht besteht, auch au f eine außerhalb des M andatsvertrages liegende steuerliche Fehlentscheidung hinweisen, wenn sie – so der BG H – für einen durchschnittlichen Berater au f den ersten Blick ersichtlich oder ihm die Sach- und Rechtslage bekannt ist.” jf. Georgias Gounalakis i N JW 1998.3593 IT. (3599).

66. Se tilsvarende Stig Jørgensen og Torben Wanscher i Juristen 1967.425 ÍT., hvor de (s. 436) giver udtryk for at “ ansvarsfraskrivelsesklausuler kun i begrænset omfang har gyldig­

hed” inden for området a f det professionelle ansvar. D e begrunder dog dette resultat med den “ specifikt objektive karakter a f erstatningsreglerne på dette om råde” . Denne be­

grundelse forekom m er imidlertid m indre velbegrundet, idet netop kontraktsansvaret – hvor ansvarsklausuler har deres “ naturlige udbredelse” – normalt betragtes som et (af kontraktens indhold) objektiveret ansvar. Anders Vinding Kruse anfører i A dvokatansva­

ret, s. 124 at der “ i særlige undtagelsestilfælde kan ... være grund til at anerkende gyldigheden a f de her omhandlede ansvarsforbehold. ” For at dette skal kunne finde sted, skal advokaten dog have gjort det helt klart for klienten at en given risiko og fare eksisterer ved den adfæ rd, som klienten f.eks. på grund a f hastværk insisterer på. I et sådant tilfælde vil der dog næppe heller, som Anders Vinding Kruse selv anfører a.st. s.

125, være ansvar grundet klientens accept a f risiko. Forbeholdet ville her nærm est være a f pæ dagogisk og ikke a f retsskabende værdi. (Se tilsvarende Bernhard Gomard i O bli­

gationsret, 2. del, s. 237 vedr. forbeholdsklausuler om fritagelse for force m ajeure skader (!)). D erudover forekom m er en del a f de eksem pler Anders Vinding Kruse anvender, i højere grad at kunne henføres under gruppen: beskrivelse a f opgaven, end under g ru p­

pen a f “ æ gte” ansvarsforbehold.

spørgsmålet, om selve foretagelsen af en ansvarsfraskrivelse vil være i strid med henholdsvis god advokatskik eller god revisorskik – og der­

med kunne være culpøs i sig selv.

Er der tale om en forbrugeraftale – altså at den rådsøgende hoved­

sageligt “ handler udenfor sit erhverv” – skal man være særligt op­

mærksom på aftalelovens kapitel 4, hvor § 38c, stk 1 giver den tilsy­

neladende uinteressante oplysning, at § 36 også gælder ved forbruger­

aftaler. Denne tilsyneladende meningsløse henvisning (for naturligvis gælder aftalelovens § 36 forbrugeraftaler) har imidlertid det formål at fremhæve, at den generalklausul, der findes i Rådsdirektivet om uri­

melige kontraktvilkår i forbrugeraftaler67, også gælder her i landet – og dermed også den praksis, der måtte blev udviklet ved EF-domstolen.

Direktivets bilag indeholder en (ikke-udtømmende) vejledende liste over urimelige aftalevilkår. Punkt 1 b) i bilaget nævner således:

“ kontraktvilkår hvis formål eller virkning er følgende: ... b) at udelukke eller på uhensigtsmæssig vis at begrænse forbrugerens lovbestemte ret­

tigheder over for den erhvervsdrivende eller en anden part i tilfælde at, at den erhvervsdrivende ikke har opfyldt forpligtelserne efter aftalen, eller kun har opfyldt dem delvis eller m angelfuldt, herunder muligheden for at udligne en gæld til den erhvervsdrivende med et tilgodehavende hos denne.

Man skal her lægge mærke til, at det i hvert fald er et urimeligt afta­

levilkår at “ udelukke” forbrugerens ret. Ønsker den erhvervsdrivende i kontrakten alene at “ begrænse” forbrugerens ret, er dette ikke uri­

meligt, såfremt det ikke er “ uhensigtsmæssigt” . Selvom det ikke kan antages, at der er noget større rum for “ hensigtsmæssige” ansvarsbe- grænsninger i forbrugeraftaler, kan det altså på den anden side heller ikke udelukkes, at noget sådant kan være rimeligt i den konkrete situ­

ation. Dette må dog naturligvis forudsætte, at der oplagt ikke i øvrigt er noget aftale- herunder fortolkningsmæssigt at udsætte på selve kon- traksindgåelsen og den pågældende klausul.

Advokatnævnet har i sagen, gengivet i A D V 1985K.30 udtalt:68 “ For så vidt angår almindelige advokatmæssige ekspeditioner og handlinger bør ansvarsfraskrivelser efter nævnets opfattelse ikke anvendes. ”

67. Dir. 13/93.

68. Sagen er tillige omtalt i Mogens Holm og Henrik Stakemann Spang-Hansseii, God

Advo-D e indklagede advokater havde bedt klienten om at underskrive en erklæring, der blandt andet lød: “ Ved nærværende fraskriver jeg mig retten til efterfølgende at rejse kritik imod advokaternes dispositioner (eller at gøre erstatningsansvar gældende.)” Advokaterne skulle fore­

tage en frivillig afvikling af klientens virksomhed. Nævnet frifandt un­

der de konkrete omstændigheder advokaterne, idet nævnet blandt an­

det lagde vægt på, at advokaterne skulle foretage “ vidtgående forret- ningsdispositioner” for klienten. Advokaterne blev dog kritiseret for, at erklæringen, selv under de konkrete omstændigheder, burde have væ­

ret mere præcis.

M ed hensyn til ansvarsbegrænsninger er det næppe muligt at være helt så generel. F or tekniske rådgivere kan A BR 89 vælges som aftalegrund­

lag med klienten, og disse almindelige bestemmelser rummer i afsnit 6.2.2 mulighed for, at “ der kan træffes aftale imellem klienten og råd­

giveren om størrelsen af rådgiverens ansvar og om rådgiveransvarets forsikringsdækning.” Udover muligheden a f en sådan beløbsmæssig an- svarsbegrænsning foreskriver A B R 89 afsnit 6.2.3.1 endvidere en tids­

mæssig begrænsning til 5 år.

Der ses ikke at være nogen fast praksis for den beløbsmæssige stør­

relse af en aftalt ansvarsbegrænsning, men denne vil som oftest følge det dækningsmaksimum, der er på ansvarsforsikringen.69

Jørgen Hansen anfører70 blandt andet som begrundelse for at operere med en sådan beløbsmæssig begrænsning: “ D a tekniske rådgivere er virksomheder, som typisk ikke er særligt kapitalstærke, vil der i praksis altid gælde en grænse for rådgivernes ansvar, nemlig en grænse, som udgøres af summen af rådgiverens ansvarsforsikringssum og hans pri­

vate formue, som ofte kun består af et enfamiliehus og en bil. Er

råd-katskik, s. 97 f. D isse forfattere konkluderer (s. 98) på baggrund a f nævnets kendelse, at de m uligheder, advokater har for at fraskrive sig et disciplinært ansvar synes særdeles begrænsede. D et må imidlertid være givet at man aldrig kan fraskrive sig hverken et disciplinært eller et strafferetligt ansvar udover som en konsekvens a f de form er for sam tykke de pågældende ansvarsform er måtte tillade som diskulperende, eller fordi der i virkeligheden er tale om en opgavepræcisering (der naturligvis – i det om fang den er relevant i.e. – m å gælde i alle forhold til alle typer a f ansvar).

69. Jf. Michael Gjedde-Nielsen og H ans Lykke Hansen: A B R 89, s. 207, H ans Henrik Vågner:

E ntrepriseret, s. 227 og Jørgen Hansen: Teknikeraftalen, s. 279 f. D ette foreskrives endvidere i R A .R og F .R .I .’s standardforbehold a f 1. juli 1994, hvor det i punkt 7 siges:

“ N år der tegnes projektforsikring, er rådgiverens professionelle ansvar begrænset til forsikringssum m en, såfrem t denne frem går af udbudsm aterialet.”

70. Teknikeraftalen, s. 276 f.

givningsansvarets størrelse ubegrænset, føjer man blot den tekniske rådgivers konkurs til den øvrige skadeforvoldelse, og det er der sjæl­

dent nogen glæde ved.”

Hvad angår den tidsmæssige ansvarsbegrænsning, fungerer denne som en forældelsesregel, og de almindelige forældelsesregler i 1908- loven og Danske Lov løber sideløbende. A f kommentaren til A BR 89, art. 6.2.3.1 følger at reglen ikke gælder, såfremt rådgiveren har handlet svigagtigt eller groft uagtsom t.71

F or andre rådgivererhverv findes ingen standardkontrakter eller lov­

regler indeholdende direkte mulighed for at foretage ansvarsbegræns- ninger.72

F or revisorers vedkommende er det siden marts 2000 fremgået af revisionsvejledning nr. 15, at revisor har lov at foretage en ansvarsbe­

grænsning, såfremt der er tale om en konkret aftale, såfremt der – som udgangspunkt – alene er tale om arbejde udført til hvervgivers eget brug, og for det tredje kun hvis hvervgiveren er særligt sagkyndig eller er­

hvervsdrivende. For advokaters vedkommende anfører Anders Vinding Kruse,73 at “ det bør accepteres” , at advokater “ ligesom andre rådgi­

vere” foretager en beløbsmæssig ansvarsbegrænsning svarende til an­

svarsforsikringens maksimum. Morten Samuelsson og Kjeld Søgaard er under tvivl74 enige heri, i hvert fald over for erhvervsdrivende. Tilsva­

rende Jørgen Hansen tilsyneladende uden begrænsning til erhvervsdri­

vende,75 hvorimod Jørgen Verner76 finder, at det vil være urimeligt, om en advokat kan udføre opgaver, der falder ind under begrebet “ almin­

delig advokatvirksomhed” på en måde, der ligger under fagets mini­

mumsstandard, uden at advokaten kan pålægges ansvar for de negative følger, dette måtte have for klienten.

71. D er er hverken retspraksis eller voldgiftspraksis om denne undtagelse, jf. Michael Gjed- de-Nielsen og H am Lykke Hansen: A B R 89, s. 219.

72. D IC M C ’s almindelige vilkår for m anagem entvirksom hed (se nærm ere kap. 2, afsnit 2.2.5) rum m er blot en frem hævelse a f at “ konsulentfirm aer har intet ansvar for forsin­

kelser i opgavens udførelse, som må tilskrives klientens forhold .. . ” .

73. Advokatansvaret, s. 125. Sam m e sted oplyser forfatteren, at Advokatrådet i 1989 skulle have nedsat et udvalg, “ som skal overveje mulighederne a f ansvarsbegræ nsning” . 74. I R ådgiveransvaret, s. 94 : “ selvom nutidens m eget store erstatningskrav m od advokater

m åske burde tilsige .. . ” . 75. Advokatgerningen, s. 257.

76. I Sam virkende advokaters erstatningsansvar & indbyrdes hæftelse, s. 58 f.

Efter tysk ret77 er det ikke tilladt at foretage ansvarsfraskrivelse for for­

sætlig skadestilføjelse, jf. BG B § 276, Abs. 2. Som oftest afvises tillige muligheden a f at foretage ansvarsfraskrivelse for grov uagtsomhed som stridende mod “ Treu und Glauben” . For sim pel uagtsomheds vedkom ­ mende kan såvel ansvarsfraskrivelses- som ansvarsbegrænsningsklausu- ler accepteres i visse tilfælde, i særdeleshed i relation til ansvaret for forretningsm æssige råd og bistand. D og accepteres ikke helt generelle ansvarsfraskrivelser og ansvarsbegrænsninger til beløb under ansvarsfor­

sikringens minimum (for advokaters vedkommende 100.000 D M (1989)) kun i samme om fang som egentlige ansvarsfraskrivelser. Inden for om ­ råder, hvor der er advokattvang, er ansvarsfraskrivelser eller -begræ ns­

ninger som klar hovedregel forbudt efter de advokatetiske regler og ci­

vilretligt ikke holdbare. For arkitekter accepteres ansvarsbegrænsninger, der følger ansvarsforsikringens maksimum.

F or Englands vedkommende anfører Jackson og PozvelFs indledningsvis i de generelle afsnit om ansvarsfritagelse: “ Traditionally, professional per­

sons have not normally sought79 seek to exclude or restrict their liability to clients or patients for breach o f duty. In evidence to the Royal Com ­ mission on Legal Services the Law Society argued that it was “ one o f the m arks of a fully developed profession” that they should not do so. At­

tem pts to exclude liability to third parties are more common, for exam ple by means o f a paragraph at the end o f a report stating that no liability is accepted to anyone other than the client. ” Paradoksalt nok er der i Eng­

land en generel lovregulering – the Unfair Contract Term s Act 1977 – om visse ansvarsklausuler. D et er således ikke lovligt ai begrænse eller fritage sit ansvar for død eller personskade. Det er heller ikke lovligt i relation til andre skader, medmindre klausulen lever op til “ the requirement o f reasonableness.” 80 Det anses normalt ikke for “ reasonable” for en pro­

fessionel helt at fraskrive sig ansvar over for sin klient.81 Som Jackson og

77. Se her M ax Vollkommer: Anwaltshaftungsrecht, side 243 ÍT. og (især) Gerhard Hartstang:

Anwaltsrecht, s. 637 ff.

78. Professional N egligence, s. 111. Se tillige Jo n Holyoak og D avid Alien i Ray Hodgin (ed ):

Professional Liability: law and insurance, s. 42 (f., R. A. Buckley, the M odern Law of N egligence, s. 81 IT. og Anthony M ay. Keating on Building Contracts, s. 60 ff.

79. I 3. udgaven (1992) a f samme værk hed det i stedet (s. 50): “ Professional men do not normally seek to .. . ” .

80. Som det hedder i lovens section 2(1).

81. Lord Griffiths udtalte i Smith vs. Eric S. Bush ([1989] All E R 514, citatet fra s. 531-532):

“ I would n o t ... wish it to be thought that I would consider it unreasonable for profes­

sional men in all circum stances to seek to exclude or limit their liability for negligence.

Som etim es breathtaking sum s o f money may turn on professional advice against which it would be im possible for the adviser to obtain adequate insurance cover and which

Powell fremhæver,82 så er dette imidlertid noget andet end at præcisere sin opgave over for sin klient, hvilket er helt acceptabelt -f.eks. at en bygningssagkyndig udelukkende skal aflægge rapport om større fejl. Det anses ligeledes som udgangspunkt for acceptabelt at begrænse sit ansvar over for sin klient til maksimum for ens ansvarsforsikring, forudsat denne efter erhvervet og om stændighederne i øvrigt er fastsat til et rimeligt niveau. I relation til ansvarsfraskrivelser over for tredjemand, er disse selvsagt heller ikke kontraktuelt bindende, men en velvalgt klausul vil kunne påvirke det i engelsk ret helt afgørende spørgsm ål ved ansvar over for tredjemand: bestod der overhovedet noget (relevant) forhold imellem skadelidte og den culpøst handlende.83

Specielt for Solicitors84 gælder, at det ikke er tilladt at foretage hverken ansvarsfraskrivelse eller -begrænsning i en “ contentious business agree­

ment” .85 D erudover er det tilladt at begrænse sit ansvar til det beløb, der er fastsat i Solicitors Indemnity Rules (i 1992 1 mió G BP pr krav pr.

firma), ligesom ansvarsfritagelse kan accepteres, hvis det ikke strider mod the Unfair Contract Term s Act 1977, hvilket det, jf. ovenfor, som oftest vil gøre. For accountants gælder86 en specialregel i Companies Act 1985, hvorefter disse i deres egenskab a f selskabsrevisorer ikke lovligt kan tage et ansvarsforbehold. Derudover gælder de almindelige regler også for disse.

Det er tankevækkende, at den engelske indfaldsvinkel dels er, som den tyske var før 2. verdenskrig: Man tager ikke forbehold for sit ansvar over

would ruin him if he were to be held personally liable, In these circum stances it may indeed be reasonable to give the advice on a basis o f a no liability or possibly o f liability limited to the extent o f the adviser’s insurance cover.”

82. A.st. s. 113.

83. Dette kan udtrykkes som spørgsm ålet om , hvorvidt der var en “ duty o f care” imellem parterne, eller i hvert fald som i Caparo-sagen, et spørgsm ål om der bestod den for et erstatningsansvar nødvendige “ proxim ity” mellem parterne.

84. K lausuler af den art var ikke nødvendige for barristers eller advocates, der – som bar­

risters – møder i retten og i øvrigt udfører sam m e type arbejde, idet de indtil år 2000 nød immunitet imod erstatningsansvar, jf. Jackson og Powell s. 724 ff. om den århundrede gamle regel for barristers og jf. Courts and Legal Services Act 1990, section 62 (1) for advocates vedkommende. Denne immunitet kom dog under pres i slutningen af 1990’erne, blandt andet under henvisning til Den Europæiske M enneskerettighedskon­

ventions artikel 6 stk. 1, om retten til en retfærdig rettergang (og derm ed altså forud- sætningsvist en rettergang overhovedet), jf. Alan Sprince og John Cooke, P N 1999.228 IT.

Se også Barbara Ann ¡locking, P N 1999.185 (T. og Susannah Williams, P N 2000.225 fT. og må anses for helt afskalfet i afgørelsen H all v. Simmons [2000] 3 W .L.R . 543.

85. Jf. Solicitors Act 1974, section 60(5).

86. Jf. Jackson og Powell: Professional Negligence, s. 1119 og tilsvarende Emile Woolf: Legal liabilities of practising accountants, s. 377 om den samme bestemmelse i Companies Act 1948.

In document Rådgivning I Lars Bo Langsted (Sider 150-161)