Advokater

A f de a f undersøgelsen omfattede sager omhandlede 169 advokaters ansvar.

Som omtalt ovenfor, var der i relation til advokat-dommene to be­

mærkelsesværdige aspekter.

Det ene var antallet a f sager. D er var således tale om næsten 3 gange så mange erstatningskrav rettet mod advokater som mod revisorer, og den gruppe, der var rejst næstflest krav imod, pengeinstitutterne, teg­

nede sig alene for 82 sager eller mindre end halvt så mange som advo­

katerne.

Det andet bemærkelsesværdige aspekt var, at der i advokatsagerne kun skete frifindelse i ca. halvdelen af tilfældene, hvorved advokaterne delte skæbne med ejendomsmæglerne, medens revisorer og pengein­

stitutter hyppigere blev frifundet.

Som tidligere nævnt, er det mest nærliggende at søge forklaringen på de mange erstatningssager mod advokater i arten af de sager, advokater beskæftiger sig m ed.28

28. D et er i den forbindelse tankevækkende, at det kun skulle være en ganske lille del a f de rejste krav, der føres igennem til endelig dom sforhandling og afsluttes med afsigelse af dom. D er er antageligt også herhjemme tale om , at vi kun har kendskab til toppen af

I materialet var der således tale om, at 84 ud af de 169 sager vedrørte

“ private” retsforhold, og de resterende 85 vedrørte rene erhvervsfor­

hold.29 Langt den største enkeltgruppe af sager vedrørte advokaters bistand i forbindelse med ejendomshandler, nemlig 70 (heraf de 18 erhvervsrelaterede). De to næststørste sagskategorier var “ anden bi­

stand” i erhvervsforhold30 (med 41) og retssags- og bobehandlingsas- sistance/-rådgivning (med 33 – heraf de 15 i erhvervsforhold).

D er er således klart tale om et andet klientel og en anden type af sager end for eksempel for revisorers vedkommende, hvor alene 4 ud a f de 62 sager vedrørte bistand af ikke-erhvervsmæssig karakter.

En forklaring på, at sager om handel med fast ejendom udgør en så stor procentdel a f de i perioden forekommende erstatningssager, kunne være, at denne gruppe af sager udgør størsteparten a f advokatens ar­

bejdsområde. Ser man imidlertid på den % -vise indtægtsfordeling for advokaters vedkommende, udgør ejendomshandelsområdet for advo­

kater i Københavns-området 14% og for advokater i provinsen 27% . Knap halvdelen a f landets advokatfirmaer er beliggende i København,31

isbjerget, selvom det ikke behøver at være så m arkant som udtrykt for U SA s vedkom ­ mende a f Manuel R. Ramos i Ohio State Law Journal [Vol.57:863, 1996] s. 871: “ Why is legal m alpractice not percieved as a significant problem ? T h e American Bar Association’s (A BA ) spin is that “ there is no reliable data docum enting that [legal m alpractice] is a widespread phenom enon.” H owever, due to confidential settlem ent agreem ents, judges, lawyers, and the general public do not have an accurate picture” . Undersøgelser a f rejste erstatningskrav m od am erikanske advokater viser, at klienter kun i 1/3-del a f tilfældene får udbetalt erstatning. Dette er tilsyneladende tilfældet såvel i relation til rejste krav over for forsikringsselskaber som krav videreført til dom stolene, jf. D avid B. Wilkins i 105 H arvard Law Review 799 (1992) – især s. 831 m. henvisninger.

29. Denne inddeling er i sagens natur stæ rkt skønsm æssig. U nder “ private” retsforhold/

sager har jeg m edtaget sådanne, der vedrører klienten som person (salg eller køb a f egen bolig, æ gteskabssager, dødsbobehandlinger), og sager vedrørende helt sm å næ ringsdri­

vende (kioskejere, automekanikere og landmænd). “Erhvervsmæssige” retsforhold/sager er sådanne, der vedrører selskaber og virksom hedsdrift (a f blot nogen størrelse), samt sager, hvor klienten nok er en enkeltperson og vedrører dennes forhold, men hvor der f.eks. kan være tale om en hovedaktionærs salg a f aktier i selskabet eller en persons salg/køb a f en ejendom , hvis denne person driver erhvervsm æssig udlejningsvirksom hed i stort format.

30. Denne gruppe dæ kker over et så bredt spektrum a f sagstyper, at den i denne sam m en­

hæng næppe bør medregnes som en “ sagsgru ppe” . A f andre erhvervssager var alene udskilt skatterådgivning med 2 sager og hushandler m ed 4 sager. Det er imidlertid vanskeligt at inddele advokatarbejdet i større sam m enhængende grupper. Ser man f.eks.

på A arsøN ielsen-rapporten, jf. kapitel 2, afsnit 2.2.2.1.1 ovenfor, ses også, at den største gruppe a f sagstyper var “ andet” , og den næststørste var ejendomshandler.

31. Jf. publikationen “ A dvokatrådets Erhvervspolitik frem m od år 2000” , s. 7.

og det kan derfor i nærværende sammenhæng være nærliggende at lægge til grund, at indtægten fra hushandler i gennemsnit udgør 20%

a f en dansk advokats samlede indtægter.32

Ser man på mængden a f hushandler repræsenteret i de omfattede retssager, udgør denne i alt 7033 eller godt 41% a f det samlede antal sager på 169. Der er således tale om, at erstatningssager udspringende a f en advokats assistance eller rådgivning i forbindelse med overdra­

gelse a f fast ejendom er klart overrepræsenteret34 i forhold til den del, sådanne sager udgør af advokatens samlede arbejdsområde.

Ser man på frifindelses-jdomfældelses-procenten i henholdsvis de pri­

vate sager og de erhvervsmæssige, underbygges den antagelse, at sags­

kategorien og/eller klientsammensætningen har betydning for udfaldet.

A f de 52 sager om bistand i forbindelse med private hushandler resul­

terede de 37 i domfældelse og de 15 i frifindelse. Dette giver en dom- fældelsesprocent på 71,2. Sammenligner man domfældelsesprocenten med de erhvervsmæssige hushandler, ligger denne på kun 33,3.

Tager man samtlige “ private” sagskategorier, var antallet af sager 84, hvoraf der domfældtes i de 53 sager og skete frifindelse i de 31. Dette giver en domfældelsesprocent på 63.

Til sammenligning er domfældelsesprocenten i erhvervsmæssige sa­

ger lige knap 38 (32 sager ud a f 85). En sådan domfældelsesprocent er helt identisk med domfældelsesprocenten f.eks. for revisorer, der var på 37. (Se nærmere tabel nedenfor).

Betragter man tallene, stikker det umiddelbart i øjnene, at der er en markant højere domfældelsesprocent i sager, der vedrører private for­

hold end i sager, der vedrører erhvervsmæssige forhold.

Sager vedrørende privates retsforhold er ikke i deres juridiske indhold væsensforskellige fra sager vedrørende erhvervsmæssige forhold. Også virksomheder erhverver ejendomme, fører retssager og indgår lejeaf­

taler. Selv familieretlige regler kan have væsentlig betydning for er­

32. D et er ikke muligt ud fra dom sm aterialet med sikkerhed at afgøre, hvorvidt der er tale om en advokat fra København eller fra provinsen. Det er derfor ikke muligt at sam ­ menligne direkte med de i AarsøN ielsen-rapporten anvendte % -satser.

33. 52 “ private” ejendom shandler og 18 “ erhvervsm æ ssige” .

34. Forskellen er så signifikant, at mulige fejlkilder f.eks. i form a f forskellige opgørelses- m åder mellem min undersøgelse og den indkom stfordeling, der er opstillet i AarsøN iel- sen-rapporten, ikke kan antages at spille en afgørende rolle.

hvervsvirksomheder, for eksempel i forbindelse med generationsskifter.

D er er naturligvis lovgivning, der er uden direkte erhvervsmæssig re­

levans, og hvor en advokat vel kun ekstremt sjældent vil skulle rådgive eller assistere virksomheder som for eksempel inden for sociallovgiv­

ningen eller udlændingelovgivningen. Størsteparten af den advokatsag­

kyndige bistand i straffesager går også til private i ikke-erhvervsmæs- sige forhold. Det, der kendetegner sådanne områder af udpræget privat karakter, er imidlertid, at de slet ikke optræder i materialet her. O m ­ vendt kunne man mene, at visse juridiske områder alene forekommer i forbindelse med erhvervsmæssig bistand – f.eks. selskabslovgivningen, næringslovgivningen, miljølovgivningen og en stor del a f skattelovgiv­

ningens område. I de domme, der er omfattet af den undersøgte 7 års periode, var der imidlertid ingen, der havde med nærings- og miljøbe- skyttelseslovgivning at gøre, nogle få havde nok med selskabsretlige regler at gøre, men det var ikke i anvendelsen af disse, de pågældende advokater angiveligt havde fejlet, og vedrørende skattelovgivningen var der alene fire sager, der omhandlede advokatens skattemæssige bistand og rådgivning til erhvervsvirksomheder, og i alle fire sager blev advo­

katen frifundet. Endelig genfindes forskellen i domfældelsesprocenten inden for samme juridiske område nemlig ejendomsoverdragelser. D et kan således udelukkes, at forskellen i resultatet a f sagerne skulle bero på, at der var tale om væsensforskellige juridiske områder.

Inddrager man sagernes kompleksitet, må det antages, at sager vedrø­

rende erhvervsmæssige forhold ofte er juridisk mere komplicerede end sager i private forhold. D er gives selvsagt undtagelser, men uden at dette er indgået i undersøgelsen, tror jeg ikke, der kan herske tvivl om, at dette er normalsituationen. Der er ganske enkelt ikke de store juri­

diske problemer forbundet med salget af et parcelhus eller bistanden i forbindelse med et dødsbo. D er er som regel heller ikke de store fak­

tiske problemer forbundet med denne type sager: advokaten drukner ikke i papir eller hændelser, der konstant skal vurderes, ligesom sager­

nes værdi som regel heller ikke får advokaten til at ryste på hænderne.

På den anden side er dette måske netop et af de steder, hvor bistand til private adskiller sig (i hvert fald i den type a f sager, der findes i

mate-rialet): der er i langt højere grad tale om rutinesager, og i hvert fald at advokaten opfatter dem som sådan.35

Udover det forhold, at sager vedrørende private forhold ofte vil kunne være mere rutineprægede, vil der kunne være forskel på den personkreds, der søger og får bistand i de to typer a f livsområder. N a­

turligvis skal også veluddannede og velaflagte bestyrelsesformænd for store børsnoterede virksomheder ind imellem sælge eller købe privat bopæl, men procentvis andrager sådanne klienter en betydeligt mindre del a f “ hushandelsklienterne” end a f “ erhvervsklienterne” . D e, der i private retsforhold modtager advokatens bistand, er et bredt udsnit af befolkningen. D et vil sige som oftest personer, der ikke har nogen form for juridisk indsigt, som ikke er vant til at identificere og formulere problemstillinger og krav til en rådgiver, og som – i antageligt ganske mange tilfælde – er tilbageholdende og usikre ikke blot over for advo­

katen, men over for det projekt eller problem, som advokaten skal assistere med. De er med andre ord i langt videre omfang end den typiske erhvervsklient overladt til rådgiveren og dennes ekspertise. Det er langt mere normalt, at erhvervsklienten er en ligeværdig part i for­

hold til rådgiveren såvel socialt som intellektuelt, og en erhvervsklient vil ikke sjældent have en vis juridisk indsigt og – ikke mindst – have en vis erfaring inden for det pågældende område. Endelig er en erhvervs­

klient langt bedre rustet til at bruge sin rådgiver aktivt og ikke blot stole på dennes overblik og indsats. Erhvervsklienten vil heller ikke skænke det mange overvejelser at skifte advokaten ud med en anden, hvis han ikke føler, at rådgivningen og assistancen lever op til de krav, han mener, der kan og bør stilles. M ed den terminologi, der her er valgt, kan man beskrive advokatens typiske privatklient som en ressourcesvag

35. Tager man et om råde som hushandler for private, er en m eget stor del a f sagsarbejdet ekspeditionspræget og varetages ofte a f andre m edarbejdere på advokatkontoret end af advokaten selv, der alene deltager aktivt i forbindelse med m øder mellem parterne og ved juridiske vurderinger/problem er a f mere speciel karakter. O gså for advokaten selv kan der lettere blive tale om åndelig følelsesløshed i sådanne typer sager: Manuel R. Ramos udtrykker det således i Ohio State Law Journal, [Vol 57:863, 1996], s. 895: “ Sim ple and dum b m istakes happen. Why? At critical tim es these lawyers were too busy, too greedy, or too pre-occupied with other m atters in their lives to attend to a m undane task. After all, the day-to-day practice o f law can become rather monotonous and m ind-num bing, especially now that the focus is on specialization” .

rådgivningsmodtager og erhvervsklienten som en ressourcestærk m od­

tager.36

D et rent statistiske materiale viser således indtil videre, at der er en markant overvægt af sager vedrørende hushandler repræsenteret i er­

statningssagerne i perioden, og at domfældelsesprocenten i sager, der vedrører private forhold (herunder især inden for sagerne om handel med fast ejendom, der udgør godt halvdelen a f disse “ private” sager) er markant højere end i sager vedrørende advokaters bistand til erhvervs- klienter.

D et spørgsmål, der herefter må melde sig, er, hvorfor der er denne forskel.

Hvad angår mængden a f hushandels-sager, er det ikke muligt ud fra materialet at fastslå noget entydigt herom. Som omtalt ovenfor i afsnit 3.2.1, må det antages, at størsteparten a f erstatningsretlige tvister mel­

lem en rådgiver og dennes klient finder sin afgørelse ved et forlig. D er er ingen grund til at antage, at det forholder sig anderledes for advo­

katers vedkommende. De sager, der er repræsenteret i undersøgelsens materiale, er således de få sager, hvor det ikke har været muligt at opnå forlig mellem parterne.

D et kan naturligvis tænkes, at netop området for ejendomshandler er et område, hvor forligsprocenten er mindre end inden for andre om ­ råder. D er er alene tale om en mulighed, og denne mulighed kunne tænkes baseret på flere forskellige faktorer. D et kunne således tænkes, at området juridisk set er eller har været uafklaret, således at der ikke har været noget fast retligt grundlag at indgå forliget ud fra. D et kunne også tænkes, at parterne i en ejendomshandel er mindre tilbøjelige til at indgå forlig end parterne i erstatningssager, der udspringer af andre sagstyper. Sidstnævnte mulighed er det ikke her muligt at af- eller bekræfte,37 hvorimod det førstnævnte forhold i et vist omfang har væ­

36. Det er indlysende, at der her er tale om en grov generalisering – som også nævnt i ovenfor i kapitel 2, afsnit 2.1 – og at man kan finde alle typer a f m odtagere blandt de to klientgrupper. Je g er im idlertid overbevist om , at langt de fleste advokater vil være enig med m ig, at der her er anlagt en central og retvisende beskrivelse af hovedsondringen imellem de to grupper.

37. N år det desuagtet forekom m er at være en ikke uantagelig m ulighed, at forligsprocenten er lavere ved hushandler end ved andre sagstyper, kan det skyldes, at der – som berørt ovenfor – ved hushandler netop er tale om rutinearbejde, her forstået således, at der forekom m er m ange hushandler, og at en del a f problem erne ved senere erstatningskrav u dspringer a f “ typiske” rådgiverfejl, f.eks. manglende oplysning om inkonvertibilitet

ret tilfældet. Således har det i retspraksis i en del af perioden været uafklaret hvilke pligter og hvilket ansvar, der har påhvilet en rådgiver (være sig advokat eller ejendomsmægler), til at rådgive eller oplyse om realkreditobligationers inkonvertibilitet. Først med Højesterets afgø­

relse i UfR 1997.1337 H blev det fastslået, at rådgiverens pligt til at oplyse herom var nærmest ubetinget, og at der først fra dette tidspunkt var basis for at indgå forlig. I materialet indgår imidlertid 9 dom m e,38 hvor sagen vedrører en advokats manglende oplysning om inkonverti­

bilitet. Disse 9 domme ligger alle efter Højesterets afgørelse, og hvor sagsøger har henvist til Højesterets præjudikat, medens advokaten har henvist til, at den nu behandlede sag adskilte sig fra Højesteretsdom­

men – hvad den dog kun sjældent gjorde! Hertil kommer, at en usikker retspraksis ikke altid er et dårligt forligsfundament, idet procesrisikoen for begge parter selvsagt øges i takt med retstilstandens usikkerhed.

En anden forklaring kunne være, at der ganske enkelt rejses en langt større mængde sager vedrørende ejendomshandler end vedrørende an­

dre typer af bistand. At der rejses en større mængde sager, kunne have sammenhæng med den tillige observerede høje domfældelsesprocent.

Med hensyn til den tilsyneladende større domfældelsesmængde i sager vedrørende private retsforhold, vil dette søges yderligere belyst neden­

for.

Et problem er naturligvis, at dommerne meget vel kan være influeret a f en opfattelse a f styrkeforholdet mellem parterne, og at en sådan opfattelse end ikke behøver at have været dommeren bevidst i forbin­

delse med sagens afgørelse. I andre tilfælde vil dommeren have været bevidst herom, uden at dette nødvendigvis har fundet udtryk i afgø­

relsen, og endelig findes der eksempler, hvor for eksempel modtagerens manglende indsigt på området fremhæves som et moment for domfæl­

delse.

eller manglende eller dog m angelfuld rådgivning om kurssikring. N etop fordi der er tale om “ typesager” , vil de for rådgiveren dækkende forsikringsselskaber kunne have en endog meget væsentlig interesse i at få fastlagt en klar retspraksis, og at der derfor vil kunne tænkes en relativt høj forligsm odstand fra forsikringsselskabers side. En accept i én sag vil kunne have konsekvenser i en lang række andre sager og derm ed være ud­

giftskrævende udover beløbet i den enkelte sag.

38. F E D 1997.13430, F E D 1998.818 0 , F E D 1999.458 O, F E D 2000.1141 0 , F E D 2000.1237 0 , F E D 2000.1450 O, F E D 2000.1650 V, F E D 2000.1665 V og F E D 2000.2549 0 .

I kapitel 2, afsnit 2.1.4 anførte jeg som min oprindelige vurdering, at man som en hypotese kunne forestille sig, at culpavurderingen – forstået som de krav, der i det konkrete retsforhold må stilles til advokatens adfærd – som udgangspunkt ville være upåvirket a f om advokatens klient var ressourcestærk eller ressourcesvag. Man kunne endvidere forestille sig, at der, hvor forskellen tydeligst ville komme til syne, ville være i egen skylds-vurderingen, som da ville være lempeligst i forhold til en ressourcesvag rådgivningsmodtager og endelig kunne man forestille sig, at kravene til beviset for tabsbetingelsens opfyldelse kunne være lempeligere ved ressourcesvage klienter.

Foretager man overfladisk inddeling af afgørelserne for at se, hvorfor advokaten i den konkrete sag er blevet frifundet, ses følgende procent­

vise fordeling:39

Privat (31 frifindelser Erhverv (53 frifindel­

ud af 84 sager) ser ud a f 85 sager)

M an glen de cu lpa40 62,9 58,2

M an glen de tab 8,6 21,8

M an glen de å rsag ssa m ­ m enhæ ng

17,1 9,1

E gen sk yld /passivitet 8,6 5,5

F o ræ ld else 2,9 5,5

Tværtim od at støtte antagelsen af, at der er tale om samme culpamå- lestok, hvor afvigelserne i retning til gunst for den ressourcesvage råd­

givningsmodtager på advokatområdet kan aflæses i flere frifindelser begrundet i egen skyld i erhvervsssagerne og stort set ingen frifindelser begrundet i manglende tab eller manglende årsagssammenhæng i de private sager, viser tabellen stort set samme fordeling i begrundelsen af for frifindelserne, uanset om man befinder sig i det private område eller i erhvervsområdet.

39. O pgjort som procent a f den samlede m ængde frifindelser inden for henholdsvis private og erhvervsm æssige sager.

40. Angivelserne i denne tabel er i et vist om fang udtryk for et skøn over hovedbegrundelsen for afgørelsen (hvor flere nævnes), ligesom der i en del sager kan gem m e sig en m ang­

lende culpøs adfærd bag en “ allerede fordi” afgørelse, hvor det f.eks. konstateres, at der ikke er lidt noget tab.

Vi ser således, at flertallet a f advokatfrifindelserne i de private sager er begrundet med manglende culpøs adfærd, men at dette i samme grad gælder frifindelserne i de erhvervsmæssige sager. Sammenligner vi fri- findelsesgrundene i revisorgruppen, var manglende culpøs adfærd den begrundelse, der anvendtes i godt 69% af sagerne.

At der i gruppen private sager alene var 8% a f frifindelserne, der begrundes med manglende tab “ opvejes” af, at der var 17,1% af sa­

gerne, hvor frifindelsen skyldtes manglende (bevis for) årsagssammen­

hæng. D en omvendte fordeling ses i gruppen af erhvervsmæssige sager.

Den samlet set lavere frifindelsesprocent i de “ private” sager sam­

menholdt med den næsten ens “ frifindelsesbegrundelse” kunne således tyde på, at domstolene i de sager, hvor der er tale om ressourcesvage klienter, er mere tilbøjelige til at statuere culpøs adfærd fra advokatens (eller rådgiverens) side end man er i de erhvervsmæssigt betonede af­

gørelser.41 D er er dog på ingen måde tale om afgørende forskelle i tallene.

Dette emne behandles nærmere nedenfor i kapitel 8, afsnit 8.4.

Inden vi forlader praksisundersøgelsen, er det påfaldende, at dens re­

sultater på advokatområdet tilsyneladende er sammenfaldende med en­

gelske forhold vedrørende solicitors. Således anfører Hugh Evans:*2

“ In theory, solicitors are required to meet the same standard o f care as other professional people: they must use the “ reasonable care and skill”

o f ordinarily or reasonably competent solicitors. T h is would seem to imply that they may make some mistakes which would not be held neg­

ligent. There is on the other hand a common perception that for solici­

tors, particularly in the field o f conveyancing, a standard verging on strict liability applies. ” (min fremhævelse)

Såvel undersøgelsens som Hugh Evans’ iagttagelse underbygges af, at 44% a f de anmeldte krav mod “ Solicitors’ Indemnity Fun d” mellem

41. D ette harmonerer med den antagelse, Kristen Andersen gjorde sig til talsmand for i T fR 1963.126 fT. – hvorefter skadelidtes forhold påvirker culpabedøm m elsen i højere grad, end man normalt skulle forvente, og ville understøtte f.eks. J a n Kleinemans opfattelse f.s.v.a. svensk ret i S v JT 1998.185 (1 9 7 0 , hvorefter dom stolene stiller størst krav til rådgiverne i sager om forbrugerforhold.

42. Jf. Law yers’ Liabilities, s. 1.

1987 og 1992 udgjordes a f sager om handel med fast ejendom,43 og at størsteparten af erstatningssager mod solicitors i de sidste 20 til 30 år i England er blevet udgjort af sådanne sager.44

Hugh Evans nævner 4 faktorer, der kunne indgå som forklaring på det meget strenge ansvar, især inden for overdragelse a f fast ejendom.

1. tilstedeværelsen a f en forsikring, hvilket han dog ikke finder kan have særlig betydning for netop en solicitors’ ansvar, idet stort set alle professionelle har en sådan.

2. At der i “ conveyance-sager” foreligger en forventning om et bestemt resultat, i modsætning til megen anden bistand og rådgivning, der netop er karakteriseret ved, at der kræves en bestemt indsats fra den professionelles side til forskel fra et bestemt resultat. Han fremhæver dog også, at denne sondring ikke altid har gyldighed.

3. At der i sådanne sager foreligger en kontrakt (eller dog et klart kon­

traktforhold) mellem parterne – hvorved han må tænke på andre tilfælde end sådanne, der indebærer forpligtelser over for den anden part (ikke-klienten) i handelen, og

4. At dette er det eneste om råde inden for det professionelle ansvar, hvor dommeren selv er ekspert:

“ A judge will inevitably be cautious before holding a doctor’s slip to be negligent, even more so if the doctor is following a practice which is commonly accepted by that profession. In only one profession is a judge not himself a layman, and even if he is no conveyancer, he is likely to have some understanding o f the task and to be much more ready to condemn a conveyancer’s mistake as a negligent on e.”

D er er næppe nogen tvivl om, at den fjerde faktor har en indflydelse også herhjemme, der bevirker, at advokatsager behandles anderledes end andre sager om professionelt ansvar. Det er således oplagt, at dom­

meren i en sag om mulig culpøs adfærd fra en advokats side har langt bedre forudsætninger for at vurdere dette, end han har i forhold til en hvilken som helst anden profession.45 Allerede på det helt objektive plan kan det konstateres, at domme om advokatansvar ikke så hyppigt citerer responsa fra Advokatmyndighederne, ligesom det kan

konsta-43. Jf. Alan Reed i P N 1995.42.

44. Jf. diskussionen mellem Evans og Lord Justice Hoffmann, som gengivet i P N 1994.10 f.

45. Se tilsvarende Anders Vinding Kruse: Advokatansvaret, s. 9.

In document Rådgivning I Lars Bo Langsted (Sider 87-98)