Fremgangsmåden trin for trin

Ønsker man at beskrive fremgangsmåden trin for trin for en sags behandling ved domstolene, er det blot at søge i retspleje­

loven og de civilprocesretlige fremstillinger. Fremgangsmåden er fastlagt i henhold til retsplejeloven og beskrevet i oftest kla­

re og enkle regler. En del af reglerne er fælles for sagsbehand­

lingen i første instans og appelsager. Kun 1. instanssager vil blive behandlet her.

Generelt vil reglerne omtale parten som den handlende person. Det er således parten, der nedlægger påstande, der fremskaffer beviser, der tager til genmæle etc. I realiteten vil advokaten imidlertid sandsynligvis optræde på partens

veg-8. Gomard 1994 s. 361.

ne, men hverken retsplejeloven eller de procesretlige fremstil­

linger lægger vægt på dette (bortset naturligvis fra fremhæ­

velse af hjemlen til repræsentation, Rpl. kap. 25). De såkaldt nødvendige proceshandlinger, der foretages under selve pro­

cessen, vil derfor uden videre påtale overføres fra parten til advokaten.

Ud fra en gældebetragtning i Ross' forstand kan retsplejelo­

vens regler om skridt, der foretages under selve processen, ikke siges at være gældende, idet de i praksis er omformet fra anvisninger til parten til anvisninger til dennes advokat. Når procesretlige fremstillinger herefter fortsat omtaler de aktuelle regler med retsplejelovens ord, tilsløres herved den transfor­

mation, som nødvendigvis må forekomme, ikke blot som led i selve den professionelle tilskæring af procesmaterialet, men tillige ved, at den oprindelige aktør erstattes af en anden.

Fremgangsmåden trin for trin er herefter følgende:

Forinden sagen når til retten, vil parten typisk ved henven­

delse til advokat eller en retshjælpsinstitution have forelagt sin klage. Dette må nødvendigvis ske ved personligt fremmøde (bortset fra helt exceptionelle tilfælde). Parten søger professio­

nel hjælp og må - må det forventes - ønske en advokats ind­

træden i og overtagelse af sagen. Hvorvidt ønsket er et reelt ønske om at overlade sagen til en anden, eller det er fremkom­

met af nødvendighed på grund af afmagt over for et professi­

onelt domstolssystem, er umuligt at sige. Det er imidlertid et faktum, at antallet af selvmødere er forsvindende lille.9

Advokaten udfærdiger stævning, som indeholder dels par­

tens påstande, der angiver, hvad parten ønsker dommen skal gå ud på, dels de anbringender eller begrundelser, der frem­

føres til støtte for kravet, og endelig oplysning om de beviser, som kan føres til støtte for det fremførte krav. Når stævningen forkyndes for sagsøgte, gives denne samtidig meddelelse om datoen for første forberedende møde. Sagsøgte vil herefter typisk skynde sig til advokat for at få hjælp til, hvordan han skal tage til genmæle. I landsretssager vil dette ofte ske ved

9. Se T aksøe-Jen sen : M ateriel P rocesled else, K ø b en h av n 1976, hvori anføres, at d er "k n ap læ n gere forek om m er en ren selvm øderproces h er i la n d et", s. 601

udfærdigelse af svarskrift, og de direkte aktører er herefter de to advokater.

Selve sagsbehandlingen falder i to dele, forberedelsen og domsforhandlingen. Som nævnt fordres ikke personligt frem­

møde, og parterne vil lade sig repræsentere ved advokat. Har denne ikke medbragt de nødvendige dokumenter eller udebli­

ver sagsøgte eller dennes advokat fra første retsmøde, kan ret­

ten, dvs. dommeren, afsige dom efter sagsøgerens påstand.

Retten vil ofte udnytte sin spørgsmålsret, og der kan bestem ­ mes udvidet forberedende møde, jfr. ovenfor kapitel 3, til yder­

ligere klargøring af sagens faktiske og retlige omstændigheder, evt. med henblik på opnåelse af forlig. Når forberedelsen er afsluttet, og det vil navnlig sige, når der er opnået klarhed over omfanget af bevisførelsen, berammes domsforhandlingen. I dette tidsrum, som meget vel kan tage måneder, kan modpar­

ten modsætte sig, at "andet processtof", f.eks. nye påstande eller anbringender, inddrages (§ 363).

Retten kan indkalde en part til at møde personligt under domsforhandlingen og vil i så fald evt. tillægge udeblivelse eller ufuldstændige partsforklaringer processuel skadevirk­

ning.

Men uanset parternes tilstedeværelse og retsplejelovens bestemmelser, som angiver parten som handlingsobjektet, er det advokaterne, der fører ordet, og "forhandlingen" foregår derfor umiddelbart mellem de to advokater og dommeren.

Parterne selv har en tilbagetrukket rolle, henvender sig ikke direkte til hinanden, men kun via deres advokater, som er underlagt retsplejelovens regler. Først nedlægges påstandene, derefter "forelægges sagen", hvilket betyder, at sagsøgers advokat mundtligt redegør for sagen og dens stridspunkter i kronologisk orden. Herefter får sagsøgte(s advokat) ordet til eventuelle bemærkninger til forelæggelsen. Herefter følger bevisførelsen og siden hen proceduren, hvor advokaterne i frit foredrag gør rede for deres opfattelse af sagen, deres vurdering af berettigelsen af modpartens krav, bevisernes vægt samt en eventuel vurdering af de retsregler, der kan komme til anven­

delse. I denne forbindelse vil advokaterne ofte påberåbe sig afgørelser i lignende sager samt andre retskilder, der støtter deres fortolkning af lovbestemmelserne. Herefter er der lejlig­

hed til replik og duplik, hvorunder advokaterne kan kommen­

tere og imødegå modpartens advokats forudgående indlæg.

Endelig optages sagen til dom.10

Som det fremgår, er der tale om en i høj grad formaliseret

"forhandling", og vel de færreste ville opfatte den aktivitet, der foregår ved domstolene i overensstemmelse med, hvad man normalt forbinder med en forhandling.11 Forhandlings­

princippet, som muligvis danner udgangspunkt for, at man kalder dét, der foregår under en domsforhandling, for for­

handling, dækker snarere over et "påberåbelsesprincip" , hvoref­

ter retten, hvor ikke andet særligt er bestemt, skal træffe sin afgørelse på grundlag af de i påstande, anbringender og bevi­

ser påberåbte forhold, snarere end en mellem parterne fort­

løbende "give and take" relation, hvor vægten ud over at lægges på beviset, også lægges på forståelsen og på mulighe­

den for at nå en tilfredsstillende løsning.

Ved dommerens udvidede spørgsmålsret er parternes vide rådighed over sagen tillige i vidt omfang beskåret. Formålet, som naturligvis er dikteret af ønsket om at nå til en materielt rigtig afgørelse, har imidlertid som konsekvens, at kommuni- kationsgrundlaget parterne imellem bliver yderligere reduce­

ret.

Retsplejeloven og de procesretlige fremstillinger tilslører og fjerner herunder opmærksomheden fra det forhold, at der ikke finder direkte kommunikation sted mellem parterne.12 Denne er sandsynligvis foregået på et tidligere stadium, men parter­

ne er ved sagens overgang til det retlige system blevet separe­

ret fra denne proces. Sammen med betegnelsen "dom sfor­

handling" illuderes således en langt mere personligt

vedkom-10. Eva Sm ith: C iv ilp roces, K øben h av n 1991, kap itel 8 sam t G om ard 1994, kapitel 13.

11. O m fo rh an d lin g sred sk ab et henv ises til kap itel 5.

12. Ligeså A nne M arie B iilow -M ø ller, som i Trial E vid en ce: O v ert and C ov ert C om m u n ication in C ou rt, i Int. Journ. o f A p p lied L in gu istics, Vol. 1 no. 1 ,1 9 9 1 s. 38-60 fastslår, at kom m u n ikation en i en retssal ikke kan b esk riv es i trad itionelle d isku rsan alytisk e term er, idet d en virkeli­

g e kom m u n ikation ikke find er sted m ellem partern e, m en m ellem d o m m er og (jury eller) ad vokater, som ved hjæ lp af bestem te sp ø rg s­

m ål sen d er "m e ta -m e ssa g e s" til hinanden.

mende og involverende proces for parterne, end tilfældet er, hvilket vi som jurister imidlertid vanemæssigt accepterer og først reagerer på ved domsforhandlingens konfrontation f.eks.

med mæglingsinstituttet.