Historisk redegørelse for ekspert- og lægmandsmedvirken i konfliktløsning
3. Forligsvæsenets opbygning og forligsmændenes udvælgelseforligsmændenes udvælgelse
Da udvalget fremlagde forslag om forligskommissionernes afskaffelse, var dette udtryk for, "at det af offentlige, sam fundsmæssige hensyn er ønskeligt, at processernes antal og omfang begrænses, at unødige retssager undgås, og at dom
merne af egen drift skal være virksomme for at mægle forlig mellem parterne, når der er mulighed herfor".22 Forslaget blev ikke begrundet med økonomiske hensyn, og beregningerne over de økonomiske konsekvenser viste da også, at forslaget
"efter udvalgets opfattelse., i de fleste retskredse ikke (vil) give anledning til forøgede udgifter af betydning...", og at "det offentlige som helhed hverken (får) overskud eller underskud af betydning" ved den foreslåede ændring.23
Hovedbegrundelsen lå altså tydeligvis i opfattelsen af den mere kvalificerede og effektive behandling af parternes tvister, som domstolene ville udføre ved hjælp af juridisk ekspertise.
3. Forligsvæsenets opbygning og
endvidere sørge for, at deres amter blev inddelt i forligs- distrikter, nemlig således, at ingen undersåt fik længere end fire mils vej til den nærmeste kommission. Amtmanden skulle lede kommisionsmjøderne personligt og være opmærksom på, at ikke nogen sag blev optaget til virkelig rettergang, før den havde været til behandling i forligelseskommissionen. Da hen
sigten var, at menigmand skulle benytte ordningen uden at besværes med lange rejser, var det nødvendigt at etablere flere forligsdistrikter i hvert amt. I praksis ville amtmanden således næppe kunne overkomme at være til stede i alle kommissio
ner, og forordningen modererede da også allerede selv bestem melsen om hans personlige deltagelse; det var tilstrækkeligt, at han indfandt sig i den nærmeste kommission og til de andre skulle han beskikke "de dueligste og redeligste herredsfogeder eller andre bekendte og retskafne mænd" til at være forligel- seskommissærer.
Stillingen som kommissær var et borgerligt ombud, og kommissærerne skulle ikke have noget honorar, hvis det ikke lykkedes dem at forlige sagen. I øvrigt lønnedes de uden for København med gebyrer, hvorimod gebyrerne i København tilfaldt det offentlige.24
Endvidere blev det i lovteksten proklameret, at majestæten opmærksomt ville følge de personer, der rundt om i landet i særlig grad gjorde sig umage for at medvirke til den ny ind
retnings fremgang. Forligelseskommissærer fik stillet kongeli
ge belønninger i udsigt, når de havde fungeret "m ed uafbrudt virksomhed og retskaffenhed" igennem otte år.25
Ved forligskommissionernes oprettelse i 1795 krævedes som forligsmægler ved kommissionen i København ikke andre egenskaber end de, der allerede krævedes for at indtage den nævnte stilling. Dog måtte vistnok sagførere være udelukke
de.26
Hvad angik forholdene uden for København kunne det betragtes som en selvfølge, at forligsmæglerne måtte være
"uberygtede og fuldmyndige mænd" samt kunne læse og
skri-24. Jfr. Forordn . 1795, § 57.
25. L angeland G od sarkiv: 13/3, skr. 25/ 10-1803.
26. Jfr. K skr. 4. august 1840.
ve. I øvrigt krævedes ingen særlige kundskaber, navnlig ikke juridisk uddannelse. Dommere, deres fuldmægtige og sagføre
re kunne ikke vælges til forligsmæglere,27 de sidste fordi disse kunne have en interesse i ikke at få sagen forligt.
Opfattelsen af det acceptable, måske oven i købet formåls
tjenlige i mæglernes lægmandsfornuft og lokaltilknytning sna
rere end juridiske kundskaber ændredes hen ad vejen, bl.a. i forbindelse med overvejelser om, hvorvidt forligskommissio- nerne kunne anses som en integreret del af retssystemet.
Samtidens retslærde var uenige om dette spørgsmål: Såle
des udtrykte J.D. Hansen i prisopgave til Det juridiske Fakul
tet fra 18 1 828, at væsenet burde regnes for en integreret del af den danske rettergangsproces, og begrundede dette stand
punkt med en personlig forestilling om, at der fandtes en vis portion juridiske kundskaber hos de folk, der bestyrede kom
missionerne. A.S. Ørsted angav desværre ikke nogen klar plads i systemet for forligelseskommissionerne eller nogen klar definition heraf, men konstaterede, at forligelsesinstituttet fik sin klemte plads mellem det etablerede retsapparat og det administrative maskineri. Han mente ej heller, at kommis
særerne repræsenterede den just overvældende juridiske eks
pertise. Disse folk kunne derfor næppe belære de stridende parter fyldestgørende, og de kunne næppe hjælpe de striden
de meget med at overskue, hvilket udfald deres sag ville få, hvis den måtte overgives til almindelig rettergang. Ifølge Ørsted bestod kommissærernes "kald" derimod i at kunne
"berolige lidenskaberne og give parterne lejlighed til ved et forlig at erholde de samme fordele, som de ved at søge dom måtte få på en bekostelig m åde."29
27. Jm skr. 1. febr. 1881 (nr. 20).
28. N yt Ju rid isk A rkiv Bd. 27. Ø rsted s an m eld else af og k om m en tar til J.D . H ansen: U d v ik lin g en af den p reu ssisk e og d en d an sk e P ro ceslo v giv n in g s forskellige G ru n d sæ tn in ger m ed H ensyn til D o m m eren s D eltagelse i P rocessen. Foran led iget af den ved Det ju rid isk e Fak u ltet for A aret 1818 u d satte P risopgave, o m talt i D o m b ern o w sk y 1983 s.
199.
29. N yt Ju rid isk A rkiv, Bd. 27, Ø rsted s an m eld else af J.D . H ansens afh an d lin g ov en for note 28; D o m bern ow sk y 1983 s. 199.
U d talelsern e b ø r sam m en h o ld es med det forhold, at d et d anske d o m sto lssy stem sid en 1600-tallet var tred elt, m ed o rd in æ re un d erretter, lan d stin g og K o n g en s rettertin g (fra 1660 (E nevæ ld en s Indførelse) H øjesteret). A lle kø b stæ d er h av d e to førstein stan sd o m sto le: B yting og råd stu eret. B y tin get b lev ledet af b yfog ed en , m ens råd stu eretten u d g jord es af b o rg m estren e og råd- m æ nd ene. U d en for kø b stæ d erne fandtes to d om stole: H erred stin g o g bir- keting. B irkefoged en b lev u d p eg et af g o d sejeren ; ind til 1700 v ar d et en af b ir
kets bøn d er, d erefter ku nne d o m m eren fra tid til and en b esid d e en v is ju ri
d isk ud d annelse. H erred sfo ged en blev i m an ge årh u n d red er ud p eg et bland t d e lokale bøn der. Ikke før slu tn in gen af d et 18. årh u nd red e v ar d et alm in d e
ligt, at h erred sfoged en hav d e ju rid isk ud d annelse, og fra 1821 sku lle han hav e latin sk ju rid isk em b ed sek sam en .30
Fra lovændringen i 1857 udgjorde hver købstad med dens naturlige opland en forligskreds. Det ene medlem af kommis
sionen valgtes af kommunalbestyrelsen, det andet af amtsrå
det, men hvis der til kredsen intet landdistrikt hørte, valgtes begge forligskommissionærer af byrådet. De landsogne, som ikke kunne henregnes til nogen købstadskreds, forenedes til egne forligskredse, og for dem valgtes begge medlemmer af vedkommende amtsråd.31 Valget skete for et tidsrum af 6 år, og valget var (stadig) at anse for et borgerligt ombud, således at den valgte var pligtig til at modtage valget, medmindre han mindst 6 år havde beklædt stillingen, eller der forelå gyldige grunde til at undslå sig. Forligsmæglerne lønnedes (fortsat) uden for København med gebyrer, som blev højere, når forlig blev opnået32 og gebyrerne tilfaldt i København (stadig) det offentlige.33
Ved Rpl. fra 1916 § 269 stk. 2 opretholdtes den ved lov af 4.
marts 1857 foreskrevne ordning, hvorefter landet inddeltes i forligskredse med forligskommissioner, der skulle bestå af to medlemmer valgt af de kommunale myndigheder. Ved kgl.
anordning kunne det dog fastsættes, at der ikke skulle være
30. Se om ju rid isk e kan d id ater, L o tte D o m b ern o w sk y 1983, isæ r s. 105f.
31. Jfr. Jm skr. af 23. m arts 1861 og (nr. 92) 23. m arts 1871.
32. Jfr. Forordn, a f 10. ju li 1795 § 55, P lakat 6. april 1827 § 1, Lov af 4. m arts 1857 § 7.
33. Jfr. Forordn, af 10. ju li 1795 § 57, P lak at 26. ju ni 1817, 6. apr. 1827 1, Lov 4. m arts 1857 7 og Jm skr. 22. ju n i 1877 (nr. 133).
nogen forligskommission i bestemte retskredse, Rpl. 269 stk. 1 litra g og 268 stk. 2 litra d. For Københavns område virkede en særlig forligskommission, jfr. Rpl. 269, stk, 1. Efter at m æglin
gen i alle byretssager blev henlagt til byretten, skulle den nævnte kommission kun behandle mægling i københavnske landsretssager.
Skulle forligsmæglingen undtagelsesvis foregå ved retten, måtte det i almindelighed være den samme ret, som skulle dømme i sagen. Dette var dog med undtagelse af landsretssa
ger, hvor forligsmæglingen og også sagens forberedelse fore
gik ved underretten. Der ansås ikke at opstå særlige spørgsmål om rettens sammensætning, kompetence eller habilitet til at foretage mæglingen, idet de almindelige regler om sagsbe
handlingen fandt anvendelse.34
Under behandling af ændring af retsplejeloven blev i 1908 foreslået at ændre formuleringen i lovens § 246, hvorefter en forligsmægler, forinden han begyndte sin virksomhed, skulle
"afgive en Erklæring på Ære og Samvittighed om at ville med al mulig Nidkærhed og Redelighed efter bedste Evne og Over
bevisning søge at befordre villig og mindelig Overenskomst mellem Parterne i de Sager, som indkomme for ham ." Ifølge forslaget skulle "Erklæring .... Samvittighed" ændres til "højti
delig Erklæring efter en Justitsministeren fastsat Form ular".35 Overgangen fra forligsmændenes status som medborgere til embedsmænd er åbenbar.
I forbindelse med arbejdet på at få forligskommissionerne afskaffet indhentede udvalget bag Bet. 1951 oplysning om for
ligsmæglernes uddannelsesforhold og aldersfordeling. Af 1951-bet. bilag 9 fremgår således, at de 260 mægleres erhverv opgjort pr. 31. december 1948 spændte over alt fra borgme
stre/byrådsmedlemmer over kordegne til gårdejere og hånd
værkere. Aldersfordelingen er nok så interessant, idet 70% var over 60 år, og 30% over 70 år, heraf 8 over 80 år gamle.
Efter forligskommissionernes afskaffelse i 1952 og hen
læggelse af al forligsmægling i civile sager til domstolene er en
34. O m forlig sm æ g lin gens gen stand henv ises til afsn it 5.2.
35. B etæ n k n in g X X X IX ov er Forslag til Lov om R ettens Pleje, R etsp lejere
form en 1906-08, Tillæ g B (153) sp alte 2434.
forudsætning for mæglerens/dommerens virksomhed natur
ligvis besiddelse af den juridiske embedseksamen. Ansættel
sen ophører senest ved det fyldte 70. år.
For god ordens skyld skal det bemærkes, at samtlige for
ligsmæglere ved Fr. af 10.7.1795 var mænd, (kvinder var jo ikke myndige).36 Ved forligskommissionernes nedlæggelse i 1952 var landet inddelt i i alt 93 provinsretskredse.37
3.1 Habilitet
Hvis en af kommissærerne selv var part i en forligssag, skulle han efter Fr. 1795 vige sit sæde, og hans medkommissær kun
ne vælge, om han ville udføre sagen alene eller udpege en
"god m and" som hjælper. Var én af kommissærerne beslægtet med én af sagens parter, skulle han derimod i kommissionen forhøre sig hos den anden af sagens parter, om vedkommende havde noget at indvende; hvis dette ikke var tilfældet, kunne kommissæren "vedblive sit sæde, efterdi det kunne være muligt, at han som retskaffen og god mand, kunne endog vir
ke med held på sin frænde til at opnå forlig." Det personlige element tillagdes altså afgørende vægt.
I forbindelse med den tiltagende professionalisering og institutionalisering skærpedes habilitetskravene. Således bestemtes i Rpl. 1916 § 269 sidste stk., at en forligsmægler skul
le fratræde, når han stod i noget af de i § 60, 1. eller 2. nævnte forhold til sagen eller parterne (interesse i sagens udfald eller slægtskab eller svogerskab til nogen af parterne så nær som søskendebørn), og at dette endda måtte gælde, selv om ingen af parterne rejste indsigelse i den anledning.
I øvrigt fandt reglerne om dommeres specielle inhabilitet ikke anvendelse på forligsmæglere. Dersom en forligsmægler måtte fratræde på grund af inhabilitet, udførtes mæglingen af den eller de andre forligsmæglere alene, eller i forbindelse med
36. D en første kv ind e fik ju rid isk em b ed sek sam en i 1887, og an tallet af k v in d e lig e d o m m e re (og d erm ed fo rlig sm æ g le re ) u d g jo rd e pr.
30.1.1995 6 7 af i alt 291 d om m ere, jfr. op lysning fra Ju stitsm in isteriets d om stolsafd elin g.
37. Bet. 1951 s. 2 4 . 1 dag består land et af 84 retskred se inkl. 1 i hh v. G rø n land og Fæ røerne.
en særlig dertil skikket forligsmægler, jfr. § 269 sidste stk. Der
imod var der ikke efter retsplejeloven således som efter Fr. af 10. juli 1795 nogen hjemmel til, at en mægler i et sådant tilfæl
de eller i tilfælde af lovligt forfald selv skulle kunne vælge en mand til at behandle sagen sammen med sig.
En anden habilitetsproblematik, som ikke tidligere havde være fremført, introduceredes i forbindelse med drøftelserne om afskaffelse af de særlige forligskommissioner i 1940- 50'erne. Det blev her fremført, at det var principielt uheldigt, at den samme person, som senere skal dømme i sagen, forin
den skal søge at påvirke parterne til at indgå forlig, og at hans stillingtagen under forligsforhandlingerne kan få indflydelse på hans bedømmelse af sagen, når han senere skal afsige dom, og måske også svække parternes tillid til afgørelsens objektivi
tet.38
Denne betænkelighed tiltrådtes ikke af udvalget bag Bet.
1951, som udtalte, at "erfaringen fra Københavns byret taler ikke for, at frygten skulle være berettiget, og i øvrigt rammer indvendingen enhver dommermægling i retssager".39