Historisk redegørelse for ekspert- og lægmandsmedvirken i konfliktløsning
5. Forligsmæglingens genstand 1 Sagstyper1 Sagstyper
Af Statistisk Departements tal kunne man i øvrigt udlede oplysninger om forligshyppigheden i hhv. Frederiksberg/
Københavns-området, provinsbyerne og landkommunerne, som viste den største forligsprocent i København på 19% mod provinsbyernes 17%, medens landkommunerne, hvor den højeste forligsprocent forventedes, alene udgjorde 13%.
For så vidt angår forligshyppighed i retterne efter forligs- kommissionernes nedlæggelse fremgår af Dommertilkendegi
velser,51 at antallet af de under domsforhandling forligte sager i henholdsvis Østre og Vestre Landsret i perioden 1936 til 1950 og igen i 1986 har udviklet sig således, at forligshyppigheden er steget voldsomt, samt at de to landsretter har nærmet sig hinanden stadig mere. I 1936 var forligshyppigheden eksem pelvis i Østre Landsret 22,2% og i Vestre Landsret 6,3 %. 1 1986 var de respektive tal 39,9% og 33,2%.
For så vidt angår byretterne påvirkes opgørelserne af, at de allerfleste byretssager bliver hævet, afvist eller forligt under forberedelsen og opgøres under samme rubrik.52
5. Forligsmæglingens genstand
Hensigten med forligsbehandlingen skulle kun være at få forebygget ægteskabers opløsning, og hvis dette ikke lykke
des, kunne ægtefællerne indgå forlig om deres adskillelse med kom m issionens bistand. Hvis vilkårsforhandlingerne om ægteskabets opløsning brød sammen, skulle sagen videregives til ordinær retslig behandling.
Arbejdsområdet medførte endvidere afgrænsningsproble
mer mellem civile sager og politisager. Således opdeltes politi
sager ifølge forordningen i private politisager, dvs. privat anlagte søgsmål, og sager, hvor det offentlige rejste tiltale. I praksis skelnede man imidlertid ikke så skarpt mellem (priva
te) politisager og civile sager i almindelighed. Selv om lovgiv
ningen syntes at ville angive tydelige grænser mellem de to sagskategorier, så kom en del "politisager" alligevel til at sive ind til afgørelse ved forligelsesvæsenet, og omvendt sivede undertiden også oprindeligt proklamerede forligelsessager den modsatte vej til afgørelse ved politiretten. Tvistemål af meget forskelligt indhold flød således mellem politijurisdikti
onen og forligelsesinstitutionen, og tilsyneladende således, at sagen flød derhen, hvor parter og myndigheder i det enkelte tilfælde fandt det mest rationelt at lade dem behandle. I prak
sis var der således tale om et meget smidigt system.53
Rationalet bag smidigheden var tilsyneladende en blanding af ønsket om at fordele arbejdsbyrder blandt dommere og for- ligsmænd samt at hindre unddragelse af betaling af forskellige retsgebyrer. På denne baggrund blev det efterhånden en aner
kendt praksis, at en forligelseskommission kunne antage en politisag til mægling, såfremt begge parter var indforståede.54
Ved tyendeloven af 10. maj 1854 §§ 65ff bestemtes, at mæglingen i tvistigheder mellem husbond og tyende på landet skulle forliges af en særlig forligsmægler, tyendeforligsmægle
ren, der blev udnævnt i hver landkommune af sognerådet.
Ved lov af 19. februar 1861 oprettedes tillige en særlig forligs- kommission til foretagelse af mægling i sø- og handelssager, der anlagdes mod en part med bopæl eller ophold i København.
Som hovedregel blev under arbejdet med retsplejereformen
53. Lotte D o m bern o w sk y 1983 s. 195ff.
54. Lotte D o m b ern o w sk y 1983 s. 197.
fastholdt, at forligsmæglingen skulle foregå ved forligskom- missioner. Forligsmægling ifølge retsplejeloven fra 1916, § 268 omfatter "Alle borgerlige Domssager i 1. instans". Forligs
mæglingen var altså som regel nødvendig i alle de sager, men omvendt også kun i de sager, der var genstand for søgsmål i den borgerlige retsplejes former. Endelig var forligsmægling kun nødvendig i første instans, men ikke når der fandt anke eller kære sted. Heller ikke i tilfælde af en sags genoptagelse var en fornyet forligsprøve fornøden.
Der var dog forskellige undtagelser fra reglen om forligs- mæglings nødvendighed. Således blev bestemte typer sager fritaget for forligsmægling, fortrinsvis på grund af sagernes påtrængende karakter, eksempelvis sager om veksler og checks eller sager på foranstaltning af eller imod statsmyndig
heder på grund af det upassende i, at statsmyndigheder skul
le undergives påvirkning til forligets indgåelse af de forholds
vis underordnede offentlige funktionærer, som forligsmægler
ne (jo) er".55 Også sager, hvor sagsgenstanden i penge eller penges værdi ikke oversteg 300 kr., eller tyendesager (hvor mægling dog ofte blev foretaget af den særlige forligsmægler), blev undtaget fra mægling, idet de henlagdes til retten.
Ved lov nr. 209 af 23. juli 1932 § 268 stk. 1 nr. 8 blev der givet hjemmel for, at parterne gyldigt kunne aftale at frafalde for
ligsmægling ved forligskommission. Vedtagelsen skulle ske skriftligt efter stævnings udtagelse, men inden første tægte- dag. Lovændringen fik stor praktisk betydning.
Ved nuværende Rpl. § 26856 blev som tidligere nævnt fast
slået, at retten mægler forlig i alle borgerlige domssager i første instans, medmindre det på forhånd må anses for håbløst, §268 stk. 2.
5.2 Genstanden for forligsmægling i den enkelte sag Ser man på genstanden for forligsmæglingen i den enkelte sag, måtte det forhold, at en sag, hvori mægling forgæves var for
søgt, ved forligskommissionerne skulle henvises til retten, have indflydelse på såvel mæglingen som den efterfølgende
55. J.H . D eu n tzer 1898 s. 12.
56. So m æ nd ret ved lov nr. 1979/ 260 § 1.
sag. Under hensyn hertil måtte genstanden for forlig være den samme, som skulle udgøre genstanden for det påfølgende søgsmål. Der måtte herefter altså for det første foreligge:
A. objektiv identitet, således at der ikke under en senere sag kunne påstås dom for noget, som der ikke havde været mæg- let forlig om, og for det andet,
B. en vis identitet i subjektiv henseende, således at der ikke i ret
ten kunne optræde andre parter i stedet for eller ved siden af dem, der havde været parter under forligsmæglingen. M ulig
heden for en skiften måtte dog i visse tilfælde anerkendes;
således ville indtræden af en successor eller en repræsentant for en af parterne, hvor en sådan indtræder efter almindelige regler var mulig, ikke gøre ny melding nødvendig. Lige så lidt behøvedes en ny melding, når blot en eller flere af parterne under forligsmæglingen senere under retssagen trådte ud.
Dette forhold var gældende, også selv om en nærmere formu
lering af påstanden af søgsmålsgrundlaget derved blev påvir
ket, jfr. grundsætningen i § 274.57
Sondringen mellem subjektiv og objektiv identitet er im id
lertid af nyere dato og ses ikke beskrevet i tidlige tekster om forligsmægling. Så vidt ses, fremtræder sondringen første gang i Munch-Petersens Civilproces I fra 1906.
Sondringen var en teoretisk nyskabelse og som sådan frugt
bar i det juridiske univers. Samtidig illustrerer den udviklin
gen fra accepten af menigmands mundtlige klage behandlet ved lægmænd uden specifikke krav hverken til form eller fremgangsmåde, dvs. ej heller til tilskæring af materialet, hen- imod en procesform med præcise krav til formulering mv. og dermed også til udelukkelse af for sagen irrelevant materiale.
Som det fremgår af Dombernowskys udredning, blev efter Fr. fra 1795 møder holdt og stridigheder bilagt, ofte udeluk
kende på grundlag af mundtlige klager. Ville man indgive kla
ge skriftligt, affattede man den ofte selv, og den var da lige så gangbar i al sin ubehjælpsomhed, som det andragende, der blev korrekt udformet.58 En stor fleksibilitet gjorde sig gæl
57. Jfr. M u n ch -P etersen : Den D anske C iv ilp roces i H o ved træ k, K ø b e n havn 1906 s. 164f.
58. Lotte D o m bern ow sk y 1983 s. 206f.
dende, og de lovbefalede tidsfrister for klagers indgivelse og behandling kunne kommissærer og sagens parter nok blive enige om at se bort fra "hvis høsten stod for døren eller der var andet nødvendigt arbejde, som først skulle gøres".59 Selv om sager i tilfælde af fortsat uenighed skulle henvises til alminde
lig rettergang, må sondringen subjektiv/objektiv identitet, om den var anvendt, have været sort tale.
Hos Deuntzer beskrives f.eks. identiteter som tilstrækkeligt påvist, når man "maa gaa ud fra, at alt, hvad der i Forligsklagen omhandles, har været Genstand for Mægling, og paa den anden Side ikke kan antage, at andet, end hvad Forligsklagen rummer, har været Mæglingens Genstand. Som Følge heraf er det til
strækkeligt, naar Klagen blot indeholder saa meget, at det kan ses, at det er det samme Retskrav, som nu under Søgsmaalet ind
tales. Hvis en tydelig Betegnelse kan gives uden det, behøver Klagen hverken at angive den Paastand, som Klageren vil udle
de af sin Ret, eller de Grunde, hvorpaa han vil støtte den."
Og Deuntzer fremhæver oven i købet, at det "intetsteds er foreskrevet som en processuel Formregel, at der skal være Identi
tet mellem Forligsklagen og den senere Procedure, men at For
ligsklagen kun skal tjene som Bevis for, hvad der har været Genstand for M ægling".60
Vedrørende objektiv identitet skete der dog ved retsplejelo
ven et brud, jfr. § 274, idet det bestemtes: "Når Forligsmægling har været forsøgt i Anledning af en Sag, er Forligsindkaldelsens Indhold ikke til Hinder for en senere Udvidelse eller Forandring (altså også Begrænsning) af Søgsmålets Grunde eller Påstande."
Herefter måtte det antages, at nye påstande kunne frem
føres for retten, selv om det ikke blot havde været omtalt i for- ligsindkaldelsen, men det endog kunne oplyses, at det slet ikke havde været gjort til genstand for mægling mellem parterne.
Således måtte en udvidelse af påstandene, skønt dette ikke
59. Til gen gæ ld ku nne v isse sp ørg sm ål foreko m m e så p resseren d e, at m an m åtte hav e ned sat forlig elsesk o m m issio n en på en hellig d ag , f.eks. afgø relse af g ræ sn in g srettigh ed er på en påsked ag ("h v o r u n d er
skrift ikke blev forlangt som up assend e på en h e llig d a g "), R oepstorffs forlig elsesk o m m isio n s arkiv: Forligelsesp rotokol 1798-1858, citeret af L otte D om b ern o w sk y 1983 s. 464 n ote 68.
60. D eu n tzer 1898 s. 30 og 31.
efter retsplejeloven var helt sikkert, (jfr. den modsætning, der ved spørgsmålet om fremførelse af nova i appellen i §§ 404 og 407 blev opstillet mellem nye "påstande" og nye "punkter eller dele af sagen"), antages at omfatte også inddragelse af helt nye genstande. Ved retsplejeloven skete der dog en klar udvidelse i én retning, nemlig af Tyendeloven, idet reglen ikke blev beg
rænset til de tilfælde, hvor "forlig virkelig har været prøvet mellem parterne", men også skulle finde anvendelse, når blot
"forligsmægling havde været forsøgt", selv om f.eks. den sag
søgtes udeblivelse trods lovlig indkaldelse havde umuliggjort selve mæglingen.
Efter retsplejeloven 1952 blev reglerne om nova fastlagt i §§
431 og 432, hvorefter påstande frit kunne ændres, indtil de ved domsforhandlingens begyndelse var tilført eller fremlagt til retsbogen, men derefter som regel kun med rettens tilladelse.
Dokumenter skulle som regel fremlægges i første retsmøde, men retten kunne dog fravige denne regel. Denne frie adgang til at fremkomme med nye påstande og anbringender er fast
holdt ved nuværende § 357, idet præklusion først indtræder ved forberedelsens afslutning, og nyt processtof herefter kun kan inddrages med rettens tilladelse, § 363.