Fra tackle-to-tackle til varetæ gtsansvar

R ederens fragtføreransvar begynder ved overtagelsen af godset. I den klassiske søret begyndte fragtføreransvaret ved søtransport, når godset passerede skibets ræ ling. I nyere søret starter ansvaret allerede ved overtagelsen, i konnossem entet næ vnt som Place o f R eceipt, altså uden endnu at være lastet om bord på skibet. D et er H aag-reglem es gam le »Tackle- to-tackle«-princip, som V isby-reglem e gjorde op m ed til fordel for et egentligt varetæ gtsansvar.

Spørgsm ålet om ansvar har isæ r væ ret aktuelt ved for- og eftertransport inden sørejsen, ophold på term inal og lastning og losning. Fragtførernes indskræ nkninger af ansvaret efter tackle-to-tackle-princippet viste sig ofte at være et tveæ gget sværd: K onsekvensen af at man holdt disse perioder før og efter sejladsen uden for konnossem entets regelsæ tning, herunder be­

stem m elserne om ansvarsbegræ nsning, var ofte blot at fragtføreren blev pålagt ansvar alligevel, m en at dette ansvar nu ikke kunne begræ nses. Haag- reglerne med det lave begræ nsningsniveau var derfor en billig pris for fragtførem e at betale.

Sørettens varetæ gtsansvar er nu et ansvar for godset i det tidsrum , hvor godset er i rederens varetæ gt, og det om fatter pligten til at tage vare på godset m ed tilbørlig om hu under lastningen, korrekt stuvning i skibet og under losningen, og tillige pligten til at udføre rejsen m ed rim elig hurtighed og m ed sødygtigt og egnet skib og at sikre, at godset udleveres til rette m odtager.

A nsvarsreglen i sølovens § 118, hvorefter rederen er ansvarlig, m edens godset »er i hans varetæ gt« m ed den vigtige tilføjelse »om bord eller i land«, m edførte for sølovens vedkom m ende efter æ ndringerne m ed H aag-V isby- reglerne en bevidst udvidelse af rederens ansvarsom råde. H aag-reglerne fastslog uden videre, at rederen kunne indskræ nke sine forpligtelser i tiden før lastningen eller efter losningen, jæ v n fø r den nu ophæ vede konnosse- m entslov § 7.

H aag-V isby-reglem e har ikke taget skridtet fuldt ud til pålæ ggelse af et ufravigeligt ansvar før lastningen og efter losningen, idet § 168, stk. 2, giver en næ sten tilsvarende m ulighed for indskræ nkning a f ansvaret. Teknikken er im idlertid en anden i H aag-V isby-reglem e, og den får navnlig betydning i tilfæ lde, hvor godset er leveret til rederiet eller dets agent, og hvor der sker en skade på en term inal, endnu inden konnossem ent er udstedt; når konnossem ent ikke er udstedt, foreligger der jo (endnu) ikke en aftale om en indskræ nkning af rederens ansvar.

Se som eksem pel på anvendelse af tackle-to-tackle-princippet:

UfR 1961.706 SH D – S ø tra n sp o rt – Sk ad e ind en a fsk ib n in g – A fsen d ers risik o A, som havde solgt et parti p o ly eth y len affald til E ngland fob K øbenhavn, lod den 27. n ovem ber dette tran sp o rtere til pakhus i F rihavnen, hvor en der ansat person afgav ren k v ittering på en blanket fra B, som e r sk ibets agent. På kv itterin g en stod, at godset henlå fo r afladerens risiko, indtil lastning var sket. Ved in dladningen den 4. d ecem b er viste det sig, at en del a f sæ kkene var beskadigede, og B gav kon n o ssem en tet påteg n in g herom . Ved u d losningen i L ondon ko n statered es stor m anko. R etten fandt, at partiet henlå i pakhuset på afladerens risiko, og at den ko n statered e m anko, som m åtte antages at væ re o pstået i p akhuset eller på kajen, inden B havde fået p artiet i sin varetæ gt, ikke kunne kræ ves erstattet a f B, og B

5. Transportskader

fandtes ej h eller e rstatn in g sp lig tig ved ikke at have givet A u n d erretn in g om p åtegningen på konnossem entet.

N D S 1960.480 SH D – S øtran sp ort – K ølegod s i told p ak h u s – E rstatn in gen E fter at der v a r sket udlosning af et parti skin k eh alv k o n serv es fra et R tilhørende skib S i Piræ us, blev varen, som var blevet forsk riftsm æ ssig t behandlet i kølerum om bord på S, anbragt i et toldpakhus uden for kølerum , h v o refter k øberne i henhold til k ontrakten næ gtede at m odtage varen på grund a f de forefundne tem peraturer.

A fskiberne returnerede varen til T yskland, hvor den blev solgt m ed tab. R fandtes ansvarlig fo r ikke at have stillet denne kølerum svare til m odtagerens disp o sitio n på aftalt tidspunkt, hvor m odtageren kunne have aftaget varen direkte fra S. D et blev anset for en forsøm m else fra S 's side, at varen uden underretning til m odtageren blev anbragt i sæ dvanligt toldpakhus, uden at der blev truffet fo ran staltn in g til, at varen til aftalt tid kunne told b eh an d les og udleveres til køberen. Varens væ rdi kunne ikke sæ ttes højere end fakturaprisen, således at tab a f d o llarp ræ m ie ikke blev erstattet.

En vej uden om H aag-reglernes restriktive princip var i sin tid at gøre rederen ansvarlig for en uforsvarlig behandling af godset. Se som eksem pel herpå:

U fR 1969.613 SH D – S øtran sp ort – K o n n o ssem en tslo v en s § 3, stk . 2 – L agde b ølgeb lik på kaj

Det m åtte e fte r k o n nossem entslovens § 3, stk. 2, anses for en fejl, at b o rtfrag ter B i fugtigt v ejr havde henlagt et parti galv an isered e b ø lg eb lik p lad er d irek te på kajen uden overdæ kning og uden at have sikret sig bevis for, at m odtagerne forinden var underrettet om oplæ gningen. A lligevel blev B frifundet, fordi m odtagerne, der i hvert fald den 9. m arts var gjort bekendt m ed o p læ gningen den 8. m arts, ikke straks derefter hjem tog partiet og ikke straks e fte r h jem tagelsen tørrede de en k elte plader, ligesom et detaljeret syn og skøn ikke blev gennem ført straks, m en først den 11.

m aj, hvilket betød, at det var um uligt m ed blot nogenlunde sikkerhed, at fastslå, om der var o pstået skader a f b etydning den 9. m arts og i bekræ ftende fald, hvor om fattende skaderne da var. En klausul i k onnossem entet, h v o refter B havde fraskrevet sig ansvar for b eskadigelse m.v. efter losningen, fritog ham ikke for ansvar for den fejlagtige oplæ gning.

U fR 1953.1157 SH D – S øtran sp ort – S øloven s § 115 – Sk ad e e fter o p læ gn in g på kaj

A ntaget, at det ikke alene på grun d lag a f kon n o ssem en tets an svarsfrihedsklausuler, der begræ nsede rederen R ’s ansvar til den tid, godset var om bord i skibet, kunne fastslås, at R var ansvarsfri fo r skade, forvoldt a f regn, på nogle baller ham p, der var losset fra skibet og oplagt på kajen. E fter sølovens § 115 påhvilede det skibet at etablere en fy ldestgørende forv arin g so rd n in g og at gribe ind, såfrem t d e r i fo r­

bindelse m ed udlosningen iagttoges forhold, der kunne udsæ tte g odset fo r fare under oplæ gningen, og det under sagen oplyste afgav ikke fornødent grundlag til at tage standpunkt til, om disse fo rp lig telser var opfyldt.

SH T 1952.10 SH D – S øtran sp ort – K on n ossem en t – A n svarsfrih ed

En bestem m else i et k o nnossem ent om at godset ved ik k e-rettid ig m odtagelse henlå fo r m o dtagerens regning og risiko, kunne ikke fortolkes som an sv arsfrih ed for vedkom m ende rederi, såfrem t det udviste fejl e lle r forsøm m elighed ved godsets opbevaring.

Denne dom udtrykker et vigtigt princip: R ederen kan ikke – selv om rederen m ener at have fraskrevet sig ansvar for godset efter losningen – lade fem og syv være lige efter losningen. H an m å sørge for, at godset bliver oplagt på passende m åde.

En begræ nsning af varetæ gtsperioden kræ ver en udtrykkelig tilkendegivel­

se:

U fR 1945.44 H D – S øtran sp ort – L astede i regn vejr – A n svar for gods Ved losningen i K øbenhavn a f et i Å lborg i S/S »O din« indladet parti cem ent i p apirsæ kke viste det sig, at næ sten alle de nederste sæ kke var beskadiget af fu g tig h ed i p lan k em e hidrørende fra reg n v ejr un d er losningen a f den forrige last, og at andre sæ kke var beskadiget som følge a f reg n v ejr u nder lastningen. I k o n n o sse ­ m entet hed det, at ladningen var m o d tag et »i god og fo rsv arlig stand«, sam t »fragten og øvrige b etin g elser i henhold til certeparti«. L ad ningsm odtageren L kræ vede skaden erstattet a f rederiet R. A ntaget, at der ikke ved sålydende bestem m else i c ertep artiet: »L asten skal lastes, stuves og losses i 8 sam lede arbejdsdage (vejret tillad en d e) fri fo r u d g ifter for skibet«, var sket nogen æ ndring i den R iflg. Sølovens

§ 89, stk. 1, påhvilende pligt til at sørge fo r stu vning m .m . sålidt som reglen i § 118 om R ’s an sv ar for godset. D er fandtes d erhos ikke i afsk ib eren s forhold at være g run d lag for at fritage R for an sv aret for, at k aptajnen uanset regnen fortsatte lastningen til skade for godset, og den o m stæ ndighed, at afsk ib eren s folk F havde y det assistance ikke blot m ed hensyn til g arneringens frem skaffelse, som ved c erte­

p artiet var pålagt befragteren, m en også m ed hensyn til dens an bringelse og lastrum m enes øvrige indretning, fandtes ikke at kunne m edføre an sv arsfrih ed for den øvrige, fra utilstræ k k elig g am erin g h idrørende, skade, ligeså lidt som den o m stæ ndighed, at F havde foretag et stu vningen, kunne fritage R for an sv ar efter sølovens § 118 o v erfo r L som ladningsm odtager. (D issens).

S ølovsudvalget konkluderer i sin betæ nkning om forslaget til en ny sølov, at afgræ nsningen af den tvingende ansvarsperiode har givet anledning til fortolkningsproblem er, når det gæ lder om nøjagtig at fastsæ tte græ nserne for fragtførerens ansvar. Sølovsudvalget har adopteret H am burg-reglem es model om varetæ gtsperioden som udgangspunkt for ansvaret i oplæ gget til en ny sølov. D ette er en udvidelse a f det ufravigelige ansvar, m en sølovsudvalget understreger, at dette ikke strider im od H aag-V isby-reglem e, som i sin tid stillede de deltagende stater frit m ed hensyn til hvilket ansvar, der skulle gæ lde i perioden før lastningen og efter losningen. De foreslåede regler findes i den nye § 274 om ansvarsperioden.

5. Transportskader

Forslaget til den nye sølov bevarer i § 285 fragtførerens adgang til fra­

skrivelse af ansvar ved »frem m ede« transportafsnit, hvor godset befordres af en anden fragtfører, typisk ved for- og eftertransport. A dgangen hertil er dog begræ nset i forhold til sølovens nugæ ldende § 168, idet der dels stilles krav til aftalen om anvendelse af en frem m ed underfragtfører, dels kræ ves navngivning af denne underfragtfører. D ette sidste vil i praksis antagelig ofte volde vanskeligheder, fordi underfragføreren sjæ ldent er kendt på kontra- heringstidspunktet. Dette kan m edføre, at dokum entudstedelsen forsinkes, indtil de nødvendige data foreligger, og det kan væ re til ulem pe for transportkøberen, for eksem pel ved rettidig opfyldelse af rem burs.