Det vertikale perspektiv. Internationale forpligtelser

“…the anxieties of international policy-makers over psychosocial functionalism are not narrowly confined to a specific set of children, but encompass children generally[…] Regarding the socialization of children as a cause of social problems and a barrier to their resolution, international policy makers are setting global norms on how children should be brought up”.

(Pupavac in: Chandler, 2002:62ff)

For så vidt angår det vertikale perspektiv ¹⁰⁹ fokuseres særligt på relevante dele af Børnekonventionen, EMRK og EU-reglerne med tilknyttede kilder, herunder praksis og kommentarer, særligt ”General Comments” til Børnekonventionen, jf. herom nedenfor, rapporter, herunder ”Concluding Observations” fra Børnekomiteen, jf. nedenfor i afsnit 2.2.5.2.1, og policy papers mv. Også en lang række andre instrumenter kunne være inddraget – se om dette fravalg afsnit 1.6.2 om afgrænsning af feltet.

2.2.5.2.1 Børnekonventionen. Det centrale instrument

Mht. Børnekonventionen¹¹⁰ har denne i sin korte levetid etableret sig som det centrale instrument for børns rettigheder (se fx Stalford, 2012:32) - det er den FN-konvention, der har vundet den største tilslutning blandt medlemsstaterne¹¹¹ - og den har også været afgørende for opkomsten af børneretten som selvstændigt felt (Buck, 2011:89). Børnekonventionen skiller sig ud ved at handle særligt om børn, men også ved den omfattende og særlige indholdsmæssige karakter, hvorved den er udtryk for den globalisering af retten, som er vokset frem siden sidste halvdel af 1900-tallet, præget af bestræbelser på at skabe sammenhængende retlige standarder på tværs af nationale grænser. Børnesagen som udtrykt i Børnekonventionen er således egnet til at overskride nationale, politiske og sociale grænser (Pupavac in Chandler, 2002:57), og konventionen er generelt fremhævet som befordrende rettigheder og autonomi, bl. a. ved at skabe fokus på staternes positive menneskeretlige forpligtelser, dvs. forpligtelser til aktivt at beskytte borgerne mod rettighedskrænkelse i modsætning til traditionelle, mere retsstatslige opfattelser af staternes menneskeretlige forpligtelser som negative, dvs. som forpligtende staterne til at undlade selv at begå rettighedskrænkelser (se fx Kjølbro 2010; Rytter 2013). Men der er også fremsat kritik, særligt af den hegemoniske forståelse, den bidrager med.¹¹² Fire centrale principper er blevet fremhævet som konventionens grundstene og anvendes ofte som udgangspunkt i børneretlige fremstillinger. Det drejer sig om: Alle børns ret til at nyde konventionens rettigheder uden diskrimination (art. 2), barnets bedste (art. 3), barnets ret til liv, overlevelse og udvikling (art. 6) og retten til at udtrykke sine syspunkter frit i alle spørgsmål om barnet og til, at dette tillægges

109 Med det vertikale perspektiv sigtes til, at kilderne befinder sig på forskellige niveauer, uden at der hermed betones en bestemt opfattelse af det indbyrdes folkeretlige forhold mellem kilderne.

110 Børnekonventionens historie går tilbage til FN’s forgænger, Folkeforbundet (1919 - 1946), som i kølvandet på Første Verdenskrig og de som følge heraf forældreløse og forflyttede børn havde været optaget af netop børns rettigheder og allerede i 1924 vedtog ”Declaration on the Rights of the Child”. Dette var faktisk den første mellemstatslige menneskerettighedserklæring, men den rettede sig mere mod de

filantropiske børnesagsorganisationer end mod staterne. Den blev siden problematiseret for sit børnesyn, som blev betragtet som paternalistisk. Senere blev rettigheder for familier og børn inddraget i FN’s universelle menneskerettighedserklæring (Universal Declaration of Human Rights, UDHR fra 1948), bl.a. art. 12 om retten til et familieliv og privatliv og art. 16(3), der fastslår, at familien er den naturlige og fundamentale enhed i samfundet og skal beskyttes som sådan og art. 25 (2), hvorefter moderskabet og barndommen er udset til særlig beskyttelse. I 1959 revideredes erklæringen om barnets rettigheder fra 1924, og der kom med den nye erklæring om Barnets Rettigheder fra 1959 en mere rettighedsorienteret terminologi ind (Buck, 2011:23), som på sin vis blev forgængeren for Børnekonventionen.

111 Til gengæld har en del stater knyttet forbehold til konventionens bestemmelser.

112 “The virtues of children’s rights are treated as self-evident. Indeed to challenge the children’s rights paradigm risks being branded a heretic outside the contemporary legal, moral and scientific order” (King 1997:173).

Side 46 af 314

passende vægt i forhold til barnets alder og modenhed (art. 12). I forhold til reglerne om det almindelige tilsyn er alle disse bestemmelser og principper centrale, men i denne undersøgelse fokuseres særligt på barnets bedste-princippet efter art. 3, forældreansvaret efter art. 5 og 18 mv., høring af børn efter art 12, og retten til beskytteles efter art. 19, idet disse bestemmelser i særlig grad er relevante for det kommunale tilsyn.

Mht. konventionens håndhævelse og status er der vedtaget en valgfri protokol om individuel klageadgang, som Danmark dog ikke har tiltrådt, jf. note 116 nedenfor. Medlemsstaterne er forpligtede til - to år efter ratifikationen og herefter hvert 5. år - at rapportere til FN’s Børnekomité,¹¹³ som består af udpegede eksperter. Komiteen eksaminerer medlemsstaterne og udtrykker i sine tilbagemeldinger, ”Concluding Observations”, sin anerkendelse, bekymring og forslag, bl.a. på baggrund af de ”skyggerapporter”, som indgives af NGO’er i forbindelse med afrapporteringen. Danmark har indgivet fire rapporter¹¹⁴ og har senest modtaget Komiteens observationer i 2011 i forbindelse med eksaminationen af Danmark i januar 2011. Ud over lande-observationerne udarbejder Komiteen kommentarer til enkelte temaer i form af ”General Comments”, som indeholder fortolkninger af de enkelte bestemmelser. Der er udsendt 17 kommentarer, omhandlende uafhængige menneskerettighedsinstitutioners rolle, HIV/AIDS, unge og sundhed, implementering af artikel 3, uledsagede flygtningebørn, tidlig barndom, afstraffelse og nedværdigende behandling, børn med handicap, ungdomskriminalitet, oprindelige befolkninger, retten til at blive hørt, vold og overgreb, ”barnets bedste”, sundhed, den private sektors rolle og retten til frihed. Kommentarernes retskildeværdi er omdiskuterede, ¹¹⁵ jf. nedenfor om Inkorporeringsudvalgets overvejelser om betydningen i dansk ret og anvendelsen af kommentarerne i denne undersøgelse.

Børnekonventionen¹¹⁶ er ratificeret af Danmark i 1991,¹¹⁷ og trådte i kraft den 2. september 1990, for Danmarks vedkommende den 18. august 1991. Den er ikke særskilt og samlet inkorporeret i dansk ret med udgangspunkt i overvejelser om sammenhængen mellem bestemmelserne og de forskellige områders særpræg og forhold.¹¹⁸ I stedet er den gennemført ved konstatering af

113 Jf. art. 43, stk. 1.

114 Den første rapport blev afgivet i september 1993, den anden rapport blev afgivet i september 1998, den tredje rapport blev afgivet i august 2003 og den fjerde rapport blev afgivet i august 2008.

115 Bl.a. i norsk ret (Sigurdsen 2014), hvor Børnekonventionen er inkorporeret i den norske

menneskerettighedslov.Se også Caroline Adolphsens refererence til Karl Harald Sørvig (Adolphsen 2012).

116 Til konventionen er knyttet to valgfrie protokoller om henholdsvis børn i væbnede konflikter og handel med børn, børneprostitution og børnepornografi, jf. også FN-konventionen om transnational, organiseret kriminalitet (The 2000 United Nations Convention against Transational Organized Crime). Danmark har ratificeret disse protokoller i 2002 og 2003, og Børnekomiteen overvåger også implementeringen af disse. Til protokollen om handel med børn er der knyttet en Special Rapporteur on the Sale of Children, Child

Prostitution and Child Pornography. En tredje protokol er vedtaget af Generalforsamlingen i december 2011:

Optional Protocol to the Convention on the Rights of the Child on a communications procedure. Denne protokol, som åbnedes for underskrift i 2012, og som Danmark ikke har tiltrådt, jf. ovenfor om

Inkorporeringsudvalgets overvejelser (Inkorporeringsudvalget, 2014), etablerer en individuel klagemekanisme for børns rettigheder og danner grundlag for en mellemstatslig kommunikations- og undersøgelsesprocedure.

Den henviser til behovet for ”accountability” og betragter sig som et innovativt instrument med det formål at stoppe al vold og overgreb mod børn. I forhold til vold mod børn er der endvidere udpeget en Special Representative of the Secretary-General on Violence against Children.

117 Danmark tog oprindeligt ved ratifikationen forbehold for konventionens anvendelse på Færøerne og Grønland, men har siden ophævet dette forbehold. Danmark tog også forbehold for anvendelsen af

konventionens art. 40, stk. 2 (b). Dette gælder stadig. Der henvistes til retsplejelovens muligheder for i særlige tilfælde ikke at operere med appelmulighed i mindre alvorlige straffesager og har om forbeholdet gjort gældende, at kun et lille antal sager påvirkes af det, men Børnekomiteen har anbefalet en ophævelse af forbeholdet (CRC/C/DNK/CO/4/2011: Pkt. 9).

118 Børnekonventionen er inkorporeret i Island og Norge ved lov. I Finland er konventionen sat i kraft ved lov, mens den i Tyskland er blevet en del af tysk ret ved udstedelsen af en såkaldt konventionslov. I Frankrig og Holland er konventionen umiddelbart anvendelig som følge af forfatningsbestemmelser. I UK og Sverige er

Side 47 af 314

normharmoni, dvs. i forskellige tempi og med forskelligt indhold, jf. overvejelserne i det tidligere udvalg om inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret (Inkorporeringsudvalget, 2001). Et af regeringen nedsat nyere udvalg om inkorporering på menneskerettighedsområdet har imidlertid afgivet betænkning i august 2014 (Inkorporeringsudvalget, 2014), hvilket formentlig vil føre til ændringer. Der tages, ligesom i den tidligere betænkning, udgangspunkt i, at også ikke-særskilt inkorporerede konventioner allerede i dag er relevante retskilder, som kan påberåbes i dansk ret, bl.a. med henvisning til fortolknings-, og formodningsreglen (se herom betænkningen og fx Evald, 2004),¹¹⁹ men ligesom i den tidligere betænkning¹²⁰ peges alligevel på en række fordele ved særskilt inkorporering, særligt at borgerens retsstilling derved styrkes, at domstolene får et lovbestemt grundlag for konventionsforpligtelserne og at der skabes større opmærksomhed og bevidsthed om rettigheder. Udvalget nævner dog også, at inkorporering kan indebære en risiko for dobbeltregulering som følge af samtidig regulering på flere niveauer, men henviser til, at der ikke har vist sig at være noget reelt noget problem (for prøvelsesmyndighederne, dvs. domstolene) i forhold til EMRK, som er særskilt inkorporeret.¹²¹ Med hensyn til spørgsmålet om forholdet mellem lovgivningsmagten og domstolene må en inkorporering ifølge udvalget ikke føre til, at det i videre omfang overlades til domstolen at træffe valg, som det efter dansk retstradition tilkommer lovgiver at træffe, men der er ikke enighed i udvalget om, hvorvidt inkorporering risikerer at rykke ved denne magtfordeling. Denne uenighed har betydning for udvalgets anbefalinger, jf. nedenfor.¹²² Ud fra disse overvejelser og ud fra opstillede kriterier om, hvorvidt konventionsbestemmelserne ud fra et indholdsmæssigt synspunkt fremstår ubetingede og tilstrækkeligt præcise, og om der foreligger praksis fra komiteerne til forståelse af bestemmelserne, overvejer udvalget de enkelte konventioner, idet antallet af vage eller upræcise bestemmelser i en konvention dog ikke i sig selv anses som afgørende. Selvom der ikke er enighed, fører overvejelserne generelt i en mere inkorporeringspositiv retning end den tidligere betænkning i forhold til konventionerne, særligt med henvisning til den internationale signalværdi og tydeliggørelsen af myndighedernes forpligtelser.

I forhold til Børnekonventionen finder udvalget, at en række af konventionens bestemmelser er vagt og generelt formulerede, og at konventionen indeholder adskillige bestemmelser, der har karakter af såkaldte programerklæringer, hvilket gør dem mindre egnede til at blive inkorporeret, idet de må antages at medføre vanskeligheder for domstolene med hensyn til vurdering af rækkevidden af konventionens bestemmelser og anvendelse af dem i konkrete sager. Sådanne bestemmelser konventionen ikke inkorporeret, men i Sverige er i 2013 nedsat et større udredningsarbejde, der skal se på fordele og ulemper ved inkorporering. I Østrig er konventionen inkorporeret med forbehold , dvs. ikke kan påberåbes (Inkorporeringsudvalget, 2014: 216f).

119 At konventionen ikke er særskilt inkorporeret, indebærer imidlertid, at domstolene og de øvrige retsanvendende myndigheder ikke kan anvende den til at tilsidesætte danske lovregler og praksis, jf.

U2006.770H (jf. også C. Adolphsen, 2012:41)

120Det tidligere udvalg fandt, at Børnekonventionen - selvom den er en specialkonvention af central betydning - ikke burde inkorporeres i første omgang. Der lagdes vægt på, at bestemmelsernes indhold - som er meget varierende, idet konventionen indeholder såvel borgerlige og politiske som økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder - i mange tilfælde er generelt formuleret, at der ikke på dette tidspunkt var individuel klageadgang, og at FN’s Børnekomité på daværende tidspunkt ikke havde udsendt kommentarer, som kunne anvendes som fortolkningsbidrag. Ligeledes lagde udvalget vægt på de mange vagt formulerede bestemmelser, og på at flere har karakter af ”programerklæringer”, og også, at de vedrører staternes positive forpligtelser (fx artiklerne 18, stk. 3, 19, 22, 33 og 34). Virkeliggørelsen af bestemmelserne ville ifølge udvalget ”i vidt omfang

nødvendiggøre, at der træffes valg, der bl.a. indebærer politiske overvejelser, herunder en vurdering af udnyttelsen af tilgængelige ressourcer, prioriteringer mellem forskellige hensyn mm. Efter udvalgets

opfattelse er der tale om vurderinger og valg, som bør tilkomme lovgivningsmagten”(Inkorporeringsudvalget, 2001: 274).

121 Udvalgets opfattelse afspejler her det prøvelsesperspektiv, som behandles nærmere nedenfor i afsnit 2.2.3, jf. også undersøgelsens DEL II.

122 Fire medlemmer finder, at dette er en risiko af relevans for stillingtagen til inkorporering, mens seks medlemmer ikke finder en sådan risiko. Regeringsmedlemmerne tager ikke stilling.

Side 48 af 314

overlader et betydeligt skøn til de enkelte stater, og de valg, som udøvelsen af dette skøn indebærer, bør efter udvalgets opfattelse træffes af lovgivningsmagten, idet der bl.a. peges på risikoen for, at Børnekomiteen vil tage stilling på en anden måde end det ville være sket i Danmark, hvilket ville kunne have betydning for retsanvendende myndigheder. På den anden side fremhæver udvalget, at domstolene allerede i dag respekterer denne opgavefordeling og at der også er mere præcise bestemmelser, hvorfor udvalget finder, at særskilt inkorporering af konventionen som helhed alligevel ikke rejser problemer og har særlig international signalværdi.

I forhold til betydningen i dansk ret af Børnekomiteens General Comments finder udvalget, at en række af disse er omfattende, udførlige og detaljerede og derfor vil kunne have betydning for de retsanvendende myndigheder (Inkorporeringsudvalget, 2014:211).¹²³Kommentarerne om specifikke bestemmelser i konventionen, herunder om art. 3, art. 12, art. 19, art. 24 og art. 31 finder udvalget i vidt omfang kan bidrage til fortolkningen og anvendelsen af konventionens bestemmelser og dermed have praktisk betydning for lovgivningsmagten, domstolene og andre retsanvendende myndigheder og enkeltpersoner, selvom udvalget samtidig bemærker, at kommentarerne ikke er bindende for medlemsstaterne (Inkorporeringsudvalget, 2014:212).

Betænkningen behandler også spørgsmålet om Danmarks tilslutning til individuel klageadgang til konventionerne, herunder spørgsmålet om individuelle klageadgang til FN’s Børnekomité, jf.

protokollen herom (Optional Protocol, 2011, to the Convention on the Rights of the Child on a Communications Procedure). På den ene side finder udvalget, at tiltrædelse af protokollen om individuel klageadgang er vigtig for barnets retsstilling og den internationale signalværdi, på den anden side fremhæves den vage og upræcise karakter af visse af bestemmelserne som vanskeligt anvendelig til konkret tvistløsning, ligesom nogle af rettighederne vedrører fordelingspolitiske spørgsmål, der efter udvalgets opfattelse henhører under lovgivningsmagten. Endvidere fremhæves det, at protokollen først er trådt i kraft i april 2014, og at Børnekomiteen endnu ikke har udsendt udtalelser i klagesager, hvorfor der består en risiko for, at sådanne ikke vil være tilbageholdende i fordelingspolitiske spørgsmål og derfor vil være anderledes end den danske lovgivningsmagt. Dette kan føre til en underminering af komiteens legitimitet og skade Danmarks renommé. Udvalgets anbefaling er således ikke entydig.¹²⁴

Betænkningen og dens nye anbefalinger må således ses på baggrund af den kritik, der har været, herunder siden det tidligere udvalgs anbefalinger, af at Børnekonventionen ikke er særskilt inkorporeret. FN’s Børnekomité bemærkede således i 2011,¹²⁵ at advokater, domstole og administrative myndigheder kun i begrænset omfang henviser til konventionen i konkrete sager.¹²⁶ Børnekomiteen pegede som forklarende faktor på den manglende særskilte inkorporering, og har derfor flere gange anbefalet, at Danmark udvikler en omfattende, sammenfattende og harmoniseret handleplan med henblik på fuld implementering i lovgivningen. Komiteen lægger vægt på, at en

123 Selvom det også bemærkes, at der for nogle af kommentarerne er tale om forhold, der ikke er relevante i Danmark, fx registrering af nyfødte.

124 Seks medlemmer anbefaler tiltrædelse i forhold til FN’s Børnekomité, bl.a. med henvisning til

signalværdien og til at sådan klageadgang allerede er tiltrådt i forhold til andre FN-konventioner, mens tre medlemmer afstår fra stillingtagen og et medlem (KL) ikke kan anbefale en sådan klageadgang.

Regeringsmedlemmerne tager ikke stilling.

125 CRC/C/DNK/CO/4/2011.

126 I den nye betænkning (Inkorporeringsudvalget, 2014) redegøres for, at de omhandlede konventioner har været påberåbt i omkring 50 sager, og at der ikke har været konstateret tilfælde, hvor konventionerne har været overtrådt. Der gøres også opmærksom på, at EMRK, som er inkorporeret, oftere påberåbes.

Side 49 af 314

sådan handleplan er rettighedsbaseret og et integreret element i national udviklingsplanlægning.¹²⁷ Henvisninger til Børnekonventionen er heller ikke særlig fremtrædende i forbindelse med lovgivningsprocessen.¹²⁸ Dette hænger formentlig sammen med, at lovændringer er hjemlige politiske resultater, som man politisk nødigt lader andre tage æren for.

I denne undersøgelse inddrages relevante artikler i Børnekonventionen og kommentarer, jf. om afgrænsningen ovenfor i afsnit 1.6; dvs. art. 3 om barnets bedste-princippet, jf. kommentaren herom¹²⁹, retten til at blive hørt efter art. 12, jf. kommentaren herom¹³⁰, retten til beskyttelse mod vold og overgreb efter art. 19, jf. kommentarerne herom,¹³¹ idet blikket som nævnt er på den samlede udformning med fokus på praksisfeltet.

2.2.5.2.2 Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK. Ikke kun indgreb EMRK opfattes traditionelt som det helt centrale instrument til beskyttelse af civile og politiske menneskerettigheder i Europa. ¹³² Dette skyldes særligt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Menneskerettighedsdomstolen) som er knyttet til konventionen.

Selvom EMRK på børneområdet især har haft betydning i forhold til tvangsfjernelse af børn - idet dette betragtes som et indgreb i familielivet efter art. 8, hvor også art. 6 om retten til en retfærdig rettergang har været central - er konventionen også relevant i forhold til børneområdet mere generelt. Det vil sige i forhold til retten til livet efter art. 2, til ikke at blive udsat for tortur eller ydmygende behandling mv. efter art. 3, til personlig frihed efter art. 5 og til at udtrykke sig frit efter art. 9 og 10, til ikke at blive diskrimineret i forhold til de øvrige rettigheder, jf. art. 14, og til effektiv retshåndhævelse efter art. 13. Disse rettigheder gælder både for børn, forældre og andre og anses i stigende grad for at være positive menneskeretlige forpligtelser for staterne.¹³³ De senere år har Europarådet og Menneskerettighedsdomstolen vist en øget interesse for børns rettigheder efter disse bestemmelser, særligt i forhold til beskyttelse mod overgreb og retten til retfærdig rettergang.

Denne interesse viser sig bl.a. i form af publicering af fakta-ark og opbygning af et opslagsværktøj (thesaurus) om praksis og regler om børns rettigheder, retningslinjer for Child-friendly Justice¹³⁴ og en lang række retningslinjer i øvrigt. EMRK er inkorporeret i dansk ret med Lov om den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1992, ¹³⁵ og Menneskerettighedsdomstolens afgørelser respekteres generelt som bindende for de nationale myndigheder, selvom der også har været diskussioner herom, særligt på grund af Menneskerettighedsdomstolens dynamiske¹³⁶

127 CRC/C/DNK/CO/4/2011: Pkt17.

128 Kirsten Ketscher har gentagne gange problematiseret den manglende henvisning i såvel lovgivning som ankesystem til de internationale retskilder ”Indtil videre har konventionen [Børnekonventionen, min bem.]

imidlertid kun været anvendt spredt og tilfældigt i forbindelse med lovforberedelse og også kun sparsomt i administrativ praksis og ved domstolen […] Konventionernes ordvalg og opbygning truer den nationale retlige udtryksform.” (Ketscher, 2003:23).

129 General Comment no. 14 (CRC/GC/2013/14) on the right of the child to have his or her best interests taken as a primary consideration.

130 General Comment no. 12 (CRC/GC/2009/12) on the right of the child to be heard.

131 General Comment no. 13 (CRC/GC/2011/13) on the right of the child to freedom from all forms of violence og General Comment no. 8 (CRC/GC/2006/8) on the right of the child to protection from corporal punishment and other cruel or degrading forms of punishment.

132 EMRK indeholder ikke økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. De beskrives i stedet i Den Europæiske Socialpagt.

133 Dvs. forpligtelser til aktivt at beskytte borgerne mod rettighedskrænkelse i modsætning til traditionelle, mere retsstatslige opfattelser af staternes menneskeretlige forpligtelser som negative, dvs. som forpligtende staterne til at undlade selv at begå rettighedskrænkelser, jf. ovenfor, afsnit 2.2.5.2.1.

134 Guidelines (2010) of the Committee of Ministers of the Council of Europe on Child-friendly Justice.

135 Jf. lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998 af lov om den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

136 Se herom fx (Kjølbro 2010; Rytter 2013; Rasmussen 2013; Ketscher 2003)

Side 50 af 314

fortolkningsstil. I denne undersøgelse inddrages en del praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, idet det er relevant for at få et samlet billede af reglernes aktuelle udformning.

2.2.5.2.3 EU: Persondataregler og et øget fokus på børn

Mht. EU er Danmark gennem medlemskabet af EU bundet af EU-retten, jf. særligt Lissabon-traktaten og Traktaten om EU’s Funktionsmåde (TEUF), jf. også EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder (EU-Charteret). Til traktaterne knytter sig en række øvrige retsakter. EU-reglerne har en anderledes status i dansk ret end Børnekonventionen og EMRK på grund af EU-reglernes overnationale karakter. Afgørelser fra EU-domstolen respekteres derfor også generelt som bindende for de nationale myndigheder. EU-domstolen har gennem årene udviklet en særdeles dynamisk fortolkningsstil, bl.a. gennem brug af ”effet utile”-doktrinen om fortolkning af EU-retten ud fra

Mht. EU er Danmark gennem medlemskabet af EU bundet af EU-retten, jf. særligt Lissabon-traktaten og Traktaten om EU’s Funktionsmåde (TEUF), jf. også EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder (EU-Charteret). Til traktaterne knytter sig en række øvrige retsakter. EU-reglerne har en anderledes status i dansk ret end Børnekonventionen og EMRK på grund af EU-reglernes overnationale karakter. Afgørelser fra EU-domstolen respekteres derfor også generelt som bindende for de nationale myndigheder. EU-domstolen har gennem årene udviklet en særdeles dynamisk fortolkningsstil, bl.a. gennem brug af ”effet utile”-doktrinen om fortolkning af EU-retten ud fra

In document ”DER ER FARESIGNALER HER...” (Sider 45-53)