Beslutningsteori og retlig regulering

Dermed er beslutningsteori, dvs. teori om menneskelig tænkning i forbindelse med beslutningsprocesser (Helm 2011; Sunstein 2013; Gigerenzer 2008; Hammond 1996; Woods et al.

2010; van de Luitgaarden 2007) relevant i forhold til vurdering og udformning af regler.

Heuristiske system 1-prægede strategier er naturligvis ikke ukendte på det juridiske område. Jon Andersens beskrivelse af forvaltningsretten indeholder flere steder i realiteten sådanne tilgange til retsanvendelsen. I forhold til behandling af oplysninger skriver Andersen: ”Reglerne om udveksling af oplysninger er, som det ses, ganske uoverskuelige. I praksis kan man støtte sig til nogle vejledende tommelfingerregler…” (Andersen 2013:223).⁶¹⁴

Juridisk er der herhjemme ikke så meget fokus på disse forhold: ”Many lawyers would posit

”heuristics and the law” to be a non-issue. Similarly, most psychologists would not think of the law when they think of heuristics. Upon closer inspection, however, one finds courts cutting through complex cases by relying on rules of thumb, administrators making decisions based on one good reason, and legislators responding to scandal. Should that be seen as irrational and irresponsible?” (Gigerenzer & Engel 2006). Selvom der i praksis anvendes tommelfingerregler og intuition, er dette ikke generelt udgangspunktet for reglerne og den juridiske vurdering. Jon

613 Som - i et retligt perspektiv - består i den juridiske metodes rationelle afvejning af hensyn, normer, retsregler mv. Om dette ses som udtryk for mål/middelrationalitet eller normrationalitet, jf. ovenfor i afsnit 2.3.1.1., er således i denne sammenhæng ikke så afgørende.

614 Også Ankestyrelsen opstiller tommelfingerregler. I PA 158-12, som omhandler fritagelse for forældrebetaling for anbringelse uden for hjemmet, jf. servicelovens § 159, jf. Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 498 af 25. maj 2011 om betaling for ophold i anbringelsessteder for børn og unge under 18 år samt for døgnophold og udslusningsophold for unge i alderen 18 til og med 22 år anviser Ankestyrelsen følgende ”pejlemærker”: 1. Er anbringelsen nødvendig for, at der sker en udvikling hos barnet eller den unge?

2. Er anbringelsesstedet egnet, og kan det tilbyde relevant behandling til barnet eller den unge? At der i retsanvendelsen i praksis anvendes tommelfingerregler, er der vel nok heller ingen tvivl om. ”En del medarbejdere er generelt i tvivl om, hvilke krav lovgivningen stiller i forbindelse med udveksling af oplysninger […] Botilbuddene oplever generelt ikke, at lovgivningens krav om udveksling af oplysninger besværliggør behandlingen af en sag eller besværliggør samarbejdet mellem de involverede

forvaltningsenheder” (Københavns Kommunes Borgerrådgiver, 2011:17). Her fremgår det ikke, hvordan det kan være, at der på den ene side er tvivl om reglernes krav og på den anden side, at dette ikke besværliggør sagsbehandlingen. Der er formentlig tommelfingerregler på spil i praksis, men de undersøges ikke nærmere.

Side 182 af 314

Andersen diskuterer interne regler og forbuddet mod skøn under regel, og finder, at den sociale lovgivning i udstrakt grad bygger på en ambition om, at den enkeltes situation skal vurderes og behandles individuelt. Andersen henviser til helhedsprincippet, jf. bl.a. retssikkerhedslovens § 5, som behandlet ovenfor i afsnit 3.3.2.2.1 om den historiske udvikling i retning af behov og helhedsvurdering og afsnit 3.5.6.2.3 om indhentning af oplysninger i forbindelse med kommunens tilsyn. Andersen finder, at der i sager, der er omfattet af denne målsætning, gælder en formodning imod, at forvaltningen er berettiget til at opstille egne faste retningslinjer for skønnets udøvelse. På den anden side anerkender Andersen også, at det sociale område er præget af masseadministration og effektivitetshensyn, idet der, ofte under stort arbejdspres, behandles mange ganske ensartede sager, og der er en betydelig tilskyndelse til at lette administrationen gennem håndfaste hjælperegler. Hertil kommer, at området er undergivet et generelt krav om hurtig sagsbehandling, og det forhold, at det er et udgiftstungt område med stort behov for stram budgetstyring.

Spændingen mellem kravet om individualisering og effektiv sagsbehandling viser sig ofte i de konkrete sager (Andersen, 2013:129).⁶¹⁵ Det fastholdes således generelt, at det at fastlægge gældende ret korrekt kræver opslag i forarbejder og forskrifter, internationale regler, forskellige myndigheders praksis, vægtning af forskelligartede kriterier, inddragelse af fortolkningsregler, forudsigelse af prøvelsesmyndighedernes efterfølgende fortolkning, korrekt citering mv. Kun i helt oplagte situationer, hvilket er ganske sjældent,⁶¹⁶ er denne opgave mindre omfattende.

Tilbageskuende ex post evaluering i form af prøvelse, tilsyn, rekurs, audit mv., jf. afsnit 2.2.3 om den juridiske metode og 3.5.9 om monitorering af kommunerne kan således holde sig indenfor det juridiske enhedsteoretiske oplysningsideal og dermed den langsomme, deliberative system 2 rationalitet, uanset kontekst. Dvs. den juridiske tænkemåde kan operere på baggrund af en binær opdeling mellem rationel, langsom system 2-beslutningstagning (som er godt) - og intuitiv, common sense-præget system 1-beslutningstagning (som er skidt). Henvisningen til et retligt krav om konkret, individuel vurdering i en sag er udtryk for dette. Kravet baserer sig således på forestillingen om den rationelle aktør, som indhenter nødvendige og tilstrækkelige informationer, behandler dem ”efter bogen”, overvejer samtlige retskilder, helheden i sagen, de langsigtede konsekvenser af mulige sagsudfald, handler proportionalt, sikrer medindflydelse for sagens parter, lighed mellem lignende situationer, hurtighed og objektivitet i vurderingen og afvejer forskellige formål, foretager professionelle skøn ud fra faglige normer og standarder indenfor den ramme, retten sætter. Den rationelle aktør er ikke drevet af menneskelige behov, underlagt pres eller individuelle forhold. Hun tænker altid med ”system 2-tænkning”; dvs. langsom, lineær, velovervejet, ”korrekt” tænkning. Den rationelle aktør kan fx godt håndtere kompleksitet og mange muligheder: “In the traditional view, more choices are always better than fewer. If you now have five options, you would probably like to have ten, and if you have ten options, you’d probably like to have twenty, and if you have twenty, you would probably be better off with fifty. On this view, having more choices helps and never harms people“. (Sunstein, 2013:124).

Med kognitivt orienteret beslutningsteori kan man stille spørgsmål hertil. Bl.a. hvordan en kontekstløs enhedsforståelse af, hvad der er rationelt, kan gøre andre tænkemåder usynlige eller ligefrem ulovlige. Dvs. at det kontekstløse blik kan gøre det nødvendigt at nedtone det, hvis der i en konkret situation er anvendt hurtig, intuitiv, tommelfingerregel-baseret system 1-tænkning, uanset hvor meningsfyldt dette kan opfattes i den konkrete kontekst. Det vil sige, at der kan være god grund til ikke at komme for tæt på, hvilke tommelfingerregler, der i realiteten anvendes i praksis, da de ikke altid holder for en juridisk (efterfølgende) vurdering. De kan ses som udtryk for, at der ikke er foretaget den korrekte, konkrete, individuelle vurdering, og dermed at skønnet er sat under regel, at der kan være modstrid med lovgrundlaget eller grundlæggende principper. System

615 Se afsnit 6.3.5.

616 Se herom fx Evald og Graver, (Evald 2012; Graver 2007). Sidstnævnte finder, at der kun ganske sjældent er tale om direkte retsanvendelse i denne forstand - de fleste retlige spørgsmål er i realiteten ”hard cases”.

Side 183 af 314

tommelfingerregler i praksis anerkendes således kun juridisk i det omfang, de ikke fremstår som sådanne - men som system 2-beslutninger, der er i harmoni med forestillingen om rettens enhed, baseret på retligt-interne normative værdier og system 2-systematik. Hermed tages udgangspunkt i enhedsforestillingen, jf. afsnit 2.3.1.2 - at målet med regulering er at kontrollere beslutningsprocesser ved at skabe bevidste, reflekterede, langsomme, deliberative, rationelle, u-emotionelle beslutninger. Dvs. at regler og retlige design sigter på at udrense ubevidste, hurtige, automatiske, associative og emotionelle beslutninger - dvs. reducere system 1-tænkning (se fx Henrichsen 2001:554) ⁶¹⁷. Hvis der er grund til at tro, at der er system 1 processer på spil, vil designet i denne forståelse have til formål at bringe kognitionen under bevidst kontrol eller i det mindste begrænse den uønskede påvirkning af beslutningsprocessen gennem system 1 tænkning.

(Engel, 2008:413). Men beslutningsteorien rejser spørgsmål ved disse forestillinger, idet den inddrager den konkrete kontekst. Det er således ikke sikkert, at retlige design, der sigter på at udrense ubevidste, hurtige beslutninger, også har denne virkning i kontekst. Her kan der være tale om helt andre virkninger i form af fx efterrationalisering, over-optimisme og defensive strategier.

4.2.1.2.1 Den kommunale kontekst

Fraværet af kontekst kan således ifølge beslutningsteorien gøre det retlige enhedsperspektiv problematisk. Børneområdet - herunder det almindelige, kommunale tilsyn - er underlagt den kommunale forvaltning. Som beskrevet i indledningen til afhandlingen, jf. afsnit 1.8. er der for det første tale om mange målgrupper/interessenter for den kommunale tilsynsaktivitet (børn, forældre, marginaliserede, samfundet), usikre prognoser og løbende ændringer. Dvs. ”vilde problemer” (se fx Høybye-Mortensen, 2013; Krogstrup, 2011), præget af usikkerhed i modsætning til simple problemer eller problemer, der nok er komplicerede, men kan løses ved hjælp af beregning og efterfølgende evaluering (Dekker 2011; Stevens & Cox 2008; Herring 2005; Hammond 1996; Helm 2011; van de Luitgaarden 2007; Basarab-Horwath 2001; Shlonsky et al. 2012; Lagerberg 2000;

Lundstro m 2005; Regehr et al. 2010; Lipsky 1980; Hasenfeld 2010). Det sociale systems karakter af

”underste sikkerhedsnet” og opsamlingssted for det, der ikke passer andre steder (Ponnert, 2011:39) bidrager til denne usikkerhed. Særligt er tilsynsområdet præget af behov for hurtige beslutninger om usikre prognoser på baggrund af sparsom og ikke-sekventiel information - ”cues” i modsætning til egentlig børnefaglig undersøgelsesvirksomhed. For det andet er velfærdshensyn og effektivitetshensyn centrale mål samtidig med, at mål om anerkendelse af den enkelte også er centrale; dvs. mål om at ændre på familiernes adfærd og holdninger, at ”flytte” dem - men samtidig sikre anerkendelse af den enkeltes integritet gennem inddragelse og deltagelse. Dvs. at beskytte fællesskaber som familien og samfundsfællesskabet - og samtidig beskytte individet (se fx Høybye-Mortensen, 2013; Järvinen & Mik-Meyer, 2003; Majgaard, 2013; Pedersen, Greve, & Højlund, 2008). For det tredje er der tale om en lokal, kommunal enhedsforvaltningsstruktur, dvs. en forvaltning, der er underlagt lokale hensyn, bl.a. økonomiske, og varetager mange sagsområder - sundhed, børn, voksne, behandling, opsøgende virksomhed, beskæftigelse, støtte, sanktionering mv.

(Henrichsen 2012; Kristiansen 2001; Dalberg-Larsen 1984; Battrup 1992; Høilund 2009; Andenæs 1990; Majgaard 2013; Pedersen et al. 2008). Den kommunale opgavevaretagelse er således præget af strategiske hensyn i forhold til ressourcer, organisationsstruktur, personaleforhold, andre sektorer, lokaløkonomiske forhold mv. politiske beslutningsprocesser, lokalpolitiske prioriteringer, kommunale valgperioder, institutionelle forhold, administrative hensyn eller systemhensyn, fx kravet om en effektiv sagsbehandling af en større sagsmængde - i snæver forstand forstået som en hurtig og billig sagsbehandling. Og for det fjerde er feltet karakteriseret af ikke-jurister som beslutningstagere og ingen specifikke professionskrav. Dette indebærer forskellige udgangspunkter for retsanvendelsen, herunder forskellige beslutningsprocesser i form af visitationsudvalg, ledelsesstrukturer, gruppebeslutningsprocesser, supervisionsløsninger mv., forskelligt kendskab til

617 ”... ofte er intuitionen den dårligst tænkelige læremester, når det drejer sig om store, komplekse sociale systemer, som f.eks. netop den offentlige forvaltning”(Henrichsen 2001:553).

Side 184 af 314

retsgrundlag, forskellige værdier, kundskaber og forforståelser (Henrichsen 2001; Kristiansen 2001;

Dalberg-Larsen 1984; Andenæs 1993; Helm 2011). Området er generelt forbundet med socialfaglighed og socialrådgiverfaget i modsætning til de retlige institutioners forbundethed til den juridiske profession. Dette indebærer imidlertid ikke en fuldstændig forbundethed mellem socialrådgiverprofessionen og det kommunale børneområde, idet der ikke stilles professions- eller uddannelseskrav på området, som derfor kan være bemandet af såvel administrativt, kommunalt, uddannet personale som socialrådgiveruddannede og personale med helt andre baggrunde som fx pædagogisk eller akademisk uddannede og personer uden uddannelse. Der kan være tale om personale med lang anciennitet, der har været med under bistandsloven og de mange reformer, og har fulgt disse med større eller mindre interesse, og der kan være tale om yngre medarbejdere, hvis indgang kan være nyere teorier og metoder. Nogle er optaget af det juridiske, andre ikke i væsentlig grad. Nogle er særligt terapeutisk andre administrativt orienterede. For nogle er det sociale arbejde et kald - for andre ikke. Nogle er på vej ud af arbejdsmarkedet - andre er på vej ind i rollen som beslutningstager. Nogle beslutninger er underlagt lokalpolitisk bevågenhed på grund af aktuelle sager eller politikker - og andre er ikke. Nogle er underlagt ledelsesmæssig og budgetmæssig processtyring i form af team-organisering, sagsbehandlingsstandarder, opfølgningsstatistikker og IT-understøttelse - andre er mere frit stillet. Nogle har lokale traditioner, andre ikke i væsentlig grad. Nogle er efteruddannede inden for børneområdet, andre er ikke. Under alle omstændigheder sker der en løbende udvikling og udskiftning på området. Dvs. at vidensgrundlag og personlige udgangspunkter i realiteten kan være ganske forskellige fra person til person og fra forvaltning til forvaltning. Disse betingelser for retsanvendelsen er ganske velbeskrevne (se fx Andersen, 2012;

Dalberg-Larsen, 1984; Dalberg-Larsen, 1996; Henrichsen, 2001; Hielmcrone & Schultz, 2010;

Høybye-Mortensen, 2013; Kristiansen, 2001, 2011; Pedersen et al., 2008).

Det, der i denne undersøgelse lægges vægt på, er, at de er forskellige fra retsvidenskabelige og retsfilosofiske positioner, hvor ret og retsregler kan håndteres abstrakt og principielt. De adskiller sig også fra den traditionelle retsanvendelsesposition med fokus på den retlige prøvelse ved domstolene, hvor ret og retsregler kan håndteres tilbageskuende. I den retlige institutionskultur står (domstolenes) konfliktløsning og neutralitet således centralt, og fokus er på gyldighed, retssikkerhedsværdier og ”unormal adfærd” (se fx Henrichsen, 2012). I rettens institutioner kan retten principielt udgøre hele feltet. Selvom denne anderledeshed ikke betyder, at kommunerne har fuld frihed til at tilrettelægge deres virksomhed, idet de skal overholde gældende ret, herunder i forhold til sagsbehandlingen, er der dog tale om en fundamentalt anderledes kontekst end de retlige institutioners. Det er denne virkelighed, valget af teori og analysestrategi retter sig mod i denne undersøgelse.

4.2.1.2.2 Retlige beslutninger i kontekst

Ifølge Gigerenzer kan en hurtig, spartansk beslutningstagning, ”The fast and frugal tree” (system 1), baseret på tillid til kendskab til regler og fakta i udgangspunktet være en effektiv og hensigtsmæssig strategi til håndtering af kompleksitet. Det vil ikke sige, at sådanne intuitive beslutninger per se er hensigtsmæssigt, men at de kan være det (Gigerenzer 2008; Hammond 1996; Helm 2011; Sunstein 2013). Sunstein har især peget på betydningen af ”defaults”⁶¹⁸ som en væsentlig kontekstfaktor af retlig interesse. Dette ser ud til at have stor betydning for konkret beslutningstagning i forhold til regler (se fx Johnson & Goldstein 2003; Iyengar & Huberman 2004). Fx viser en undersøgelse af pensionsopsparingsadfærd, at der er stor forskel på opsparingsadfærd, alt efter om et pensionssystem er reguleret som aktivt eller passivt valg (Chetty et al. 2012). Det er ikke alle, der opfører sig ens - i dette eksempel var der 15 procent, der ikke lod sig påvirke - de planlagde deres pension selvstændigt. Men for de 85 øvrige procent havde det helt afgørende betydning for

618 Jf. note 606.

Side 185 af 314

adfærden, hvordan reglerne var konstrueret. Er det et passivt system, hvor den retlige ”default” er pensionsopsparing, så spares der op. Er det et aktivt system, hvor opsparing kræver et aktivt tilvalg, spares der ikke op i tilsvarende grad. Sådanne default-mekanismer er også relevante at overveje i forhold til formulering af regler. Klare regler - fx aldersgrænser, præsumptionsansvar, objektivt ansvar - er således præget af en mere stærk default end uklare, vage, elastiske regler, jf. DEL I. Men det er ikke entydigt, hvordan defaults har betydning (Sunstein 2013; Lunn 2014; OECD 2012;

European Commission 2010; Shafir 2013; Cabinet Office 2011; Alemanno & Gabbi 2013), hvilket er vigtigt at holde sig for øje i forbindelse med retlige design.

Aflæring er især påpeget af Engel som en betydningsfuld kontekstfaktor i forhold til regulering.

Med aflæring tænkes på det forhold, at retlige beslutninger påvirkes, ikke bare af, hvordan nye regler udformes, men også hvordan gamle regler aflæres. Her er ”cues” afgørende for læring af nye regler (Engel, 2008b:284). ”Whenever the legislator undertakes reform, it must address individuals who come with a learning history. The addressees must integrate the new object into whatever mental web they have retained from previous experiences.” (Engel, 2008b:290) Engel forklarer, at dette kan være en væsentlig barriere for nye regler, og henviser også til, hvordan hjernen bruger ressourcer økonomisk - bl.a. ved ekspertisering, når opgaver gentages. I stedet for at lagre alle de enkelte trin i en proces separat, lagres hele kæden af mentale trin som én enhed, og et enkelt ”cue”

er nok til at sætte hele kæden i bevægelse. Regler læres og følges altså i denne forståelse automatisk. Men for retlige reformer kan sådan ekspertisering være problematisk, da det er hele kæden, der skal ændres, og det kan være nemmere at ignorere ændrede regler. Dvs. nye regler kræver aktiv aflæring af gamle “kæder” (Engel, 2008b:290). Nye regler, der inkrementelt⁶¹⁹ søges indpasset i eksisterende regelsæt og opretholdelse af ældre begreber og sondringer⁶²⁰ , jf. DEL I, kan således anskues som læringsmæssigt problematiske.

Betydningen af at indtænke sådanne forhold i forbindelse med retlig regulering er ikke koblet på et enkelt kognitivt fænomen, men på tilstedeværelsen af en række retligt relevante fænomener mere generelt. Fænomenet “optimisme” - ”overconfidence” - står centralt. Et eksempel på over-optimisme på børneområdet er påpegningen i Munro-rapportens (jf. også socialministerens ekspertpanel (Ekspertpanelet 2012) og Ponnert (Ponnert, 2011:44) af tendensen til blandt socialarbejdere at se positivt på alvorlige problemer. Kaos, forvirring og lave forventninger hos familierne kan blive afspejlet organisatorisk og hos sagsbehandlere, hvilket kan lede til, at problemer og løsninger overses (Brandon et al. 2010). “Efforts to think the best of families were found where there was a reluctance to make negative professional judgments about a parent.

Workers were keen to acknowledge the successes of the often disadvantaged, socially excluded parents who were using their services, and reluctant to see them as parents and judge their behaviour as harmful to the child. In cases where adult-focused workers perceived their primary role as working within their own sector, failure to take account of children in the household could follow” (Munro 2011b). Det er muligvis også sådanne fænomener, der ligger bag ekspertpanelets konstateringer (Ekspertpanelet 2012) og tilsvarende påpegninger i flere undersøgelser (BDO Revision for Socialstyrelsen 2013; Socialstyrelsen og Ankestyrelsen 2013; Ankestyrelsen 2008;

Ankestyrelsen 2013) af problematisk tiltro til forældre i konkrete sager og sammenblanding af inddragelse af forældrene som proces og som resultat (Hitzler & Messmer 2010). Over-optimisme handler således også om en kognitiv tendens til at være optaget af det kortsigtede og nedtone mere

619 Se afsnit 2.3.2.2.

620 Se fx Schiratzki om børneretten som et flerlaget modernitetsprojekt (Schiratzki 2013), der integrerer en række ældre dogmer, og Gyldenløve, Kronborg og Svendsen (Gyldenløve Jeppesen de Boer et al. 2013) om sondringen mellem offentlig og privat ret.

Side 186 af 314

langsigtede og usikre overvejelser⁶²¹ eller konsekvenser af en beslutning.⁶²² Men ikke kun over-optimisme kan være til stede - det omvendte kan også gøre sig gældende. Defensive strategier mv.

kan være et resultat af over-negativitet, afstedkommet af fx medieomtale, kontrolrapporter, angst for negativ omtale mv. (Hood 2011; Gigerenzer & Engel 2006; Sunstein 2013; Argyris 2004).

Opmærksomhed, ”saliency” som følge af medieomtale kan således have konsekvenser. I Munro-rapporten anbefales at være opmærksom på, at et klima af frygt, skyld og mistillid præger børneområdet, hvilket kan føre til, at børn udsættes for risiko. Derfor anbefales det at undersøge, hvordan offentligheden bedre kan bibringes en forståelse af kompleksiteten, usikkerheden og de følelsesmæssige udfordringer, som er vilkår på børneområdet (Munro, 2011:13). I denne sammenhæng anses det derfor for vigtigt, at monitorerings- og dokumentationssystemer ikke sigter på at dømme god eller dårlig performance (Munro, 2011:10), men anlægger et mere nuanceret, indlevende blik. Sunstein fremhæver, at opmærksomhed også kan have positiv betydning -

“saliency as a nudge”. Konkrete retlige vurderinger kan altså blive primet af påvirkninger i situationen eller af forankringseffekter. “Concern with managing uncertainty has been affected by the level of public outcry when mistakes are made, so that there has been a shift towards defensive practice where a concern with protecting oneself or one’s agency has competed and sometimes overridden a concern with protecting children” (Munro, 2011:20).

Disse fænomener er forbundet med det, som Gigerenzer beskriver som ”take-the-best”-heuristik, dvs. en tendens til at vælge den mest nærliggende, forhåndenværende løsning. Dette mønster med at gå ud fra det forhåndenværende er af de amerikanske beslutningsteoretikere blevet identificeret som tilgængelighedspræference - ”avalilability bias”. I forhold til børneområdet kan Munro’s beskrivelse af “genstartssyndromet”, hvor sagsbehandlerne fokuserer på den helt aktuelle, kortsigtede situation, jf. også Ankestyrelsens kulegravning af udvalgte sager (Ekspertpanelet 2012) formentlig forstås på - blandt andet - denne baggrund. ”Genstartssyndromet” er en måde at begrebsliggøre praksis og beslutningstagning i sager om omsorgssvigt, idet viden om fortiden kan blive undertrykt til fordel for et fokus på den aktuelle situation og et kortsigtet perspektiv. Fx hvor

Disse fænomener er forbundet med det, som Gigerenzer beskriver som ”take-the-best”-heuristik, dvs. en tendens til at vælge den mest nærliggende, forhåndenværende løsning. Dette mønster med at gå ud fra det forhåndenværende er af de amerikanske beslutningsteoretikere blevet identificeret som tilgængelighedspræference - ”avalilability bias”. I forhold til børneområdet kan Munro’s beskrivelse af “genstartssyndromet”, hvor sagsbehandlerne fokuserer på den helt aktuelle, kortsigtede situation, jf. også Ankestyrelsens kulegravning af udvalgte sager (Ekspertpanelet 2012) formentlig forstås på - blandt andet - denne baggrund. ”Genstartssyndromet” er en måde at begrebsliggøre praksis og beslutningstagning i sager om omsorgssvigt, idet viden om fortiden kan blive undertrykt til fordel for et fokus på den aktuelle situation og et kortsigtet perspektiv. Fx hvor