Begyndelsen af 1900- tallet: Kontrol

3.3.2.1.1 1905-loven: Den offentlige tilsynsforpligtelse - et rationelt udgangspunkt

Reglerne går ligesom de øvrige regler på børneområdet historisk tilbage til starten af 1700-tallet,²⁹⁹ men særligt til børneloven af 1905, hvor tilsynet med børn og unge blev formuleret tydeligt som en

298 Vejledning om særlig støtte, 2014, pkt. 96 -102.

299 Idet der fra dette tidspunkt i Danmark har været love om forældreløse og omstrejfende børn. Børneområdet var domineret af private initiativer, som i vidt omfang var borgerligt-kristelige, rettet mod fattige børn og i løbet af det 19. århundrede i stigende grad organiseret i modsvar til den gryende socialistiske bevægelses

Side 99 af 314

offentligretlig forpligtelse,³⁰⁰ og børneopdragelse herefter ikke længere alene var et privat ansvar.³⁰¹ Tilsynet efter børneloven omfattede børn, som i en nutidig sprogbrug kan karakteriseres som kriminelle børn under 18 år, børn under 15 år med adfærdsproblemer, problemer på grund af egne forhold eller forældres manglende omsorg, og børn under 15 år, der udsættes for mishandling eller vanrøgt (Bryderup, 2005:45). Problemer alene forbundet med fattigdom var ikke omfattet, og skoleproblemer, eller det, at et barn var født uden for ægteskab, var ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at et barn blev omfattet af loven. Børnelovens forestilling var den rationelle, funktionelt opdelte offentlige organisation, baseret på oplysningsidealer om uddannelse, hierarkisk opbygget juridisk forvaltning og proceduremæssige forskrifter. Fokus er på forældreansvar og -myndighed, og reglerne var materielt afgrænsede i form af kriterier for det offentliges handling og kompetencemæssigt afgrænsede med regler om uddannelseskrav, værgeråd og tilsynsværger, som skulle sikre beskyttelse af såvel samfundsinteresser og det enkelte barn. Når ansvaret gik fra privat til offentligt, kunne det således ske ud fra forud givne kriterier og med klare konsekvenser.

Børneloven kom til at ligge til grund for børneforsorgsområdet op gennem det tyvende århundrede, og det syn på barndommen, som loven repræsenterer, afspejler barndommen som en selvstændig livsfase.³⁰²

3.3.2.1.2 Lov om tilsyn med børn: En bred tilgang med fokus på de offentlige midler Med Lov om Tilsyn med Børn fra 1924³⁰³ blev den offentlige tilsynsforpligtelse formuleret som en bredere kommunal forpligtelse til at holde øje med de offentlige midler ³⁰⁴ og særlige opmærksomhed på arbejderklassens vilkår, herunder børnenes (se fx Ebsen 2012; Bryderup 2005; Graversen udvalget, 1990) .

300 Lov nr. 72 af 14. april 1905 om Behandling af forbryderiske og forsømte Børn og unge Personer. Loven, som trådte i kraft den 1. oktober 1905, var blevet forberedt gennem nedsættelsen i 1893 af Kommissionen angående statstilsyn med børneopdragelsen, som den 1. februar afgav sin betænkning, og Kommissionens forslag blev nærmest gennemført med loven. Forud for kommissionens nedsættelse havde der været en omfattende debat blandt kriminalister (jurister og dommere mv.), fængselsfolk og skolefolk, inspireret af en international debat, som havde givet anledning til, at der allerede ved kommissionens nedsættelse forelå forslag til, hvordan man kunne reformere området. Derfor kunne kommissionen læne sig op af dette arbejde og blot tilpasse forslagene til danske forhold. (Se herom fx Ebsen 2012; Bryderup 2005; Graversen udvalget, 1990).

301 Der var på dette tidspunkt en betydelig optimisme med hensyn til at erstatte straf med (tvangs)-opdragelse for at kunne redde et stort antal børn fra ”sædelig fordærvelse” (Graversen udvalget, 1990). Hertil ansås de tidligere gældende regler for håbløse, selvom der allerede i sidste halvdel af 1800-tallet var gennemført love, der skulle imødegå de problemer, som industrialiseringen medførte - herunder fabrikslovene fra 1873 og 1901, som begrænsede børns fabriksarbejde. Og fra 1888 kunne ugifte mødre få børnebidrag udbetalt af fattigvæsenet, hvis barnefaderen nægtede at betale. Overvejelser om en vis sikring af børns opvækstvilkår spillede også en rolle for gennemførelsen af statstilskud til de private syge- og hjælpekasser og restriktive regler om fattighjælp og alderdomsforsørgelse i 1891-1893, som ligesom børneloven fra 1905 havde samarbejde mellem offentlige myndigheder og private organisationer som grundlæggende princip (Ebsen, 2012; Graversen udvalget, 1990).

302 Ariés fremsatte i det klassiske arbejde om barndom; ”Centuries of Childhood (Ari s 1962), tesen om, at barndommen som begreb er et moderne fænomen. Ifølge tesen, som fremsattes på baggrund af studier af billeder af litteratur, var forældrene før den moderne epoke på grund af den høje børnedødelighed ret uinteresserede i barnet til det 7. år, hvorefter det blev anskuet som voksen. I de følgende århundreder blev barnet ifølge Ariés i stadig stigende grad opfattet som et medlem af familien, der skulle have omsorg og pleje;

en udvikling, der i første omgang var forbeholdt de mere velhavende familier og i tæt sammenhænge med fremvæksten af fænomener som skole og uddannelse. 1900-tallet blev således udset til at skulle være ”barnets århundrede”, som udtrykt bl.a. af Ellen Key. Ariés’ tese er siden blevet diskuteret og kritiseret, og mange flere og mere nuancerede teorier om barndomsbegrebets udvikling er kommet til.

303 Lov nr. 122 af 28. marts 1923 om Tilsyn med Børn.

304 Et kapitel handlede særligt om børn, til hvis forsørgelse der udbetales bidrag af det offentlige. En offentlig myndighed, der udbetalte bidrag, skulle underrette dette til tilsynsmyndigheden på barnets opholdssted, og tilsynsmyndigheden kunne give pålæg om bidragets anvendelse, og bestemme, at det skulle udbetales for kortere tidsrum, samt evt. forlange bidraget udbetalt til sig. Om fornødent skulle tilsynsmyndigheden henlede

Side 100 af 314

risikogrupper.³⁰⁵ Dette blik på det offentlige tilsyn opretholdtes med forsorgsloven (lov om offentlig forsorg) fra 1933, ³⁰⁶ hvormed lovene på børneområdet samledes under Socialministeriet. Den øgede offentlige deltagelse i finansieringen af ydelser medførte også en øget interesse for anvendelsen af ydelserne og var derfor forbundet med en øget regulering.³⁰⁷ Det sociale udvalg udøvede efter loven tilsynet ved hjælp af særligt beskikkede tilsynsførende eller offentligt anerkendte foreninger for børneforsorg,³⁰⁸ og værgerådene blev afløst af børneværnsudvalg under kommunerne.³⁰⁹ Opgaven var råd og vejledning og at sørge for, at forældrene opfyldte deres pligter over for barnet.³¹⁰

værgerådets opmærksomhed på barnet, for at der evt. kunne beskikkes en værge efter værgerådsloven af 1922.

305 Børn under 14 år, som for betaling var anbragt i familiepleje eller i dagpleje, blev nu undergivet

kommunalbestyrelsens tilsyn, og dette tilsyn kunne udvides til også at omfatte adoptivbørn, hvor adoptionen var sket med vederlag, og børn anbragt i familiepleje uden betaling, indenfor samme alder, når hensynet til børnenes velfærd krævede det. Børn udenfor ægteskab, som ikke var under offentlig forsorg, blev også undergivet tilsyn indtil deres fyldte syvende år, og evt. til det 14. år. De kunne fritages efter en konkret vurdering. Også børn, til hvis forsørgelse der af det offentlige udbetaltes bidrag, uden at de var under forsorg, blev sat under tilsyn, medmindre forholdene i det konkrete tilfælde talte imod.

306 Lov nr. 181 af 20. maj 1933 om Offentlig Forsorg. RT Tillæg A. 1933. 20/5. sp. 890. Loven vedtoges som led i Steinckes socialreform, og i et vist omfang muliggjort af Kanslergadeforliget med Venstre.

Socialreformen tog afsæt i ændringerne gennemført i 20’erne (Se herom fx Christensen i: Ploug et al., 2004) og kom til at udgøre en afgørende bevægelse hen i mod det universelle, skattefinansierede sociale

rettighedssystem, vi kender i dag, i forhold til hvilket reglerne om tilsyn med børn og unge må forstås.

307 Det kommunale tilsyn med børn udvidedes således med forsorgsloven til bl.a. at omfatte børn af enker og af forældre, der modtog hjælp fra det offentlige efter forsorgsreglerne. I forsorgsloven indgår således regler om ”det almindelige plejetilsyn” med børn, og dette almindelige plejetilsyn er henlagt til det sociale udvalg, jf. § 110, og specificeret på særlige grupper af børn, jf. de tidligere love, dvs. børn under 14 år, anbragt i betalt familie eller -dagpleje; børn udenfor ægteskab indtil deres 7. år, børn under 18 år, der udenfor

forsørgelsesanstalter lever sammen med forældre, som oppebærer vedvarende kommunehjælp eller fattighjælp og børn, til hvis forsørgelse der af det offentlige udbetales bidrag. Udover disse tilfælde kunne udvalget efter bestemmelsens stk. 2, ”naar Hensynet til et Barns Velfærd kræver det - efter stedfunden Undersøgelse i det enkelte Tilfælde - beslutte at inddrage under Tilsyn” børn under 14 år i ubetalt

familiepleje, adoptivbørn under 14 år, hvor adoptivforældrene modtager vederlag, og børn udenfor ægteskab indtil deres 14. år. Udvalget kunne også - når forholdene talte derfor i det enkelte tilfælde - fritage for tilsyn:

Børn udenfor ægteskab, der levede under gode forhold, børn til hvis forsørgelse der ydedes understøttelse, børn i familiepleje eller dagpleje, når plejeforholdet ikke skønnedes begrundet i hensynet til fortjeneste eller erhverv, og plejen i det hele var god og endelig børn med hvilke der førtes tilsyn af en offentligt anerkendt børneforsorgsforening.

308 For piger og drenge under 7 år skulle normalt beskikkes en kvinde, og for og børn under 1 år en kvinde med spædbarnskendskab. Hvervet var et borgerligt ombud. Det var fastlagt i lovens § 113, at den

tilsynsførende jævnligt skulle tilse barnet, havde ret til at få adgang til barnets opholdssted, skulle bistå hjemmet med råd og vejledning og påse at ”Opdragerne gør deres Pligt overfor Barnet. Han afgiver een Gang aarlig og i øvrigt, naar særlig Anledning gives, Indberetning til det sociale Udvalg.” Indberettedes mangler ved barnets pleje, opdragelse eller uddannelse og havde påtale ikke hjulpet, skulle det sociale udvalg give pålæg, om fornødent efter at have indhentet erklæring fra embedslægen. Var opdragelsen fortsat uforsvarlig, kunne udvalget give advarsel eller beskikke tilsynsværge og efter passende varsel hæve plejeforholdet og anbringe barnet midlertidigt i op til 3 måneder. Socialudvalgets pålæg blev givet med henblik på barnets pleje, opdragelse, oplæring eller arbejde. Pålægget kunne gå ud på, at børn over den undervisningspligtige alder skulle søge en fortsættelsesskole, aftenskole, teknisk skole eller lignende, at undervisningspligtige børn skulle besøge en dagarbejdsskole, et fritidshjem eller anden lignende institution, og at børn under den undervisningspligtige alder skulle søge et børneasyl, en børnehave, et daghjem for spæde børn eller lignende institution. Udvalget kunne give nærmere forskrifter for gennemførelsen af pålæg og kunne særlig når fjernelse fra hjemmet kumme undgås, i trangstilfælde yde forældre eller opdragere hjælp som særhjælp i form af økonomisk hjælp til de udgifter, der direkte forårsagedes af de givne pålæg, fx skolepenge og vederlag for optagelse i forebyggende institutioner.

309 Jf. forsorgslovens § 27, stk. 2: ”Til at varetage Administrationen af Børneværnet, jfr. § 83, Stk. 2, nedsættes efter Kommunalbestyrelsens nærmere Bestemmelse et særligt Underudvalg, der kan tiltrædes af enkelte af Kommunalbestyrelsen udenfor dens Midte valgte Personer, som maa antages at være i Besiddelse

Side 101 af 314

Med forsorgsloven fik kommunerne således den helt centrale rolle på børneområdet, og de tidligere statslige elementer udgik. Der var ikke på dette tidspunkt så mange regler om Børneværnsudvalgenes tilsyn, tilsynsværgernes rådgivning, advarsler og pålæg, men i 1941 udsendte Socialministeriet en instruks³¹¹ om tilsynsværgernes pligter, hvoraf det bl.a. fremgik, at værgen jævnligt og uanmeldt skulle tilse barnet. I forhold til børneværnsudvalgenes beslutninger om anbringelse uden for hjemmet blev der i loven stillet krav om grundige undersøgelser, evt. ved

”børneværnsundersøgere” med indsigt i børneforsorg. Bryderup beskriver med henvisning til Annette Faye acobsen forsorgsloven som ”dansk lovgivnings højdepunkt, hvad angår tilsyn og kontrol med forældre og andre opdragere” (Bryderup, 2005:169). Rammen er rationel og bureaukratisk, funktionalistisk og formel,³¹² men også præget af det mere velfærdsorienterede, materielle udgangspunkt, herunder præget af udviklingspsykologiske forståelser, som skulle blive tydeligere de kommende år.

3.3.2.2 Midten af 1900-tallet. Behov, forebyggelse og familievejledning 3.3.2.2.1 Lov om børne- og ungeforsorg, bistandslov og cirkulærer

Denne brede forståelse af det offentlige tilsynsansvar suppleredes i midten af århundredet med behovskriteriet og med forebyggelse som grundlæggende rationale i reglerne (”family service”, jf.

Gilbert). Særligt med den nye selvstændige lov om børne- og ungeforsorg fra 1961³¹³, hvormed de tidligere bestemmelser om tilsyn med bestemte kategorier af børn udgik af loven, der i kapitel 3 i stedet kom til at indeholde en række regler om familievejledning.³¹⁴ Børne- og ungdomsværnene var således forpligtede i forhold til familier, som måtte antages at trænge hertil, og skulle efter § 20 holde sig orienteret om de forhold, hvorunder børn og unge levede i kommunen for at kunne gribe ind i tide. I 1971 udvidede Socialministeriet i cirkulæreform familievejledningen og udgangspunkterne blev udbygget med bistandsloven.

Bistandsloven³¹⁵ trådte i kraft 1. april 1976, og lovens kapitel 8, 15 og 18 sammenfattede de hidtil gældende regler. Loven blev båret af det synspunkt, at der bør ske en samlet behandling af familiens af Indsigt i Børneforsorg. Det maa herved iagttages, at Flertallet af Underudvalgets Pladser beklædes af Medlemmer af Kommunalbestyrelsen. […]”, jf. FT Tillæg A.1933.Sp. 890.

310 Forældreansvarets tyngde ses også i folkeskoleloven, hvorefter forældrene kunne pålægges bøde, hvis de hindrede eller ikke medvirkede til barnets skolegang (Holdgaard et al. 2011b). Forældrene er forpligtede ikke bare overfor det offentlige, men overfor barnet. Barnet har dog ikke selvstændige rettigheder.

311 Arbejds- og Socialministeriets Instruks for de i Afsnit II i Lov om offentlig Forsorg omhandlende Tilsynsværger. Bekendtgørelse nr. 297 af 23. juni 1941.

312 For en oversigt over den historisk institutionelle kontekst, se Henrichsen (Henrichsen 2001:593).

313 Lov om børne- og ungdomsforsorg var et resultat af en revision af den tidligere forsorgslov, herunder bestemmelserne om børn og unge.

314 Efter bestemmelsen i børneforsorgslovens § 18 kunne børne- og ungdomsværnene tilbyde familier med børn løbende vejledning og støtte og var forpligtet til at rette sådant tilbud til familier, som måtte antages i særlig grad at trænge hertil. Vejledningen stod således til rådighed for alle familier eller enlige med børn og kunne gives over en længere periode alene eller i forbindelse med anden støtte. Herudover var der pålagt børne- og ungdomsværnene en opsøgende virksomhed, idet de skulle give tilbud om vejledning til familier, der måtte antages at have behov for en eller anden støtte. De specielle regler om tilsynsværger videreførtes i børneforsorgslovens § 37 (værgen skulle bistå familien med råd og vejledning og ved stadig personlig kontakt følge barnets eller den unges udvikling samt indirekte i § 50, hvorefter der som efterværn kunne ydes støtte til underhold, uddannelse mv.).

315 Lov nr. 333 af 19. juni1974 om social bistand. Bistandsloven byggede på Socialreformkommissionens 2.

betænkning, afgivet i september 1972, som omhandlede retningslinjerne for udarbejdelse af en samlet lov om social bistand, som skulle afløse lov om offentlig forsorg, lov om børne- og ungdomsforsorg, lov om

mødrehjælpsinstitutioner, lov om revalidering, lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister

Side 102 af 314

forhold, børn og unges problemer kan ikke ses isoleret, men den samlede indsats til familien må ses ud fra et familiepolitisk og socialpolitisk helhedssyn og ydes i samarbejde med forældre og andre som et tilbud til barn og forældre.³¹⁶ Det sociale udvalg skulle efter loven føre tilsyn med de forhold hvorunder børn og unge i kommunen lever og støtte forældrene med hensyn til børnenes opdragelse og pleje. Bestemmelsen blev således rettet mod mere generelle forhold i samfundet, og indgriben erstattet af støtte til forældrene. Bevægelsen beskrives i bemærkningerne til bistandsloven³¹⁷ således: "Hovedprincippet i familievejledningen er, at den skal tage sigte på samtlige forhold der har betydning for børnenes trivsel i familien, og at den skal hvile på et frivilligt samarbejde”. Ideen er forældrene som fornuftige aktører, der opsøger det offentlige - eller lader sig opsøge - med henblik på rationel offentlig vejledning og rådgivning om den rette livsførelse. Bistandslovens bestemmelse om tilsyn er således helt bred med fokus på den enkeltes behov for rådgivning,³¹⁸ uanset kategori. ”Afgørende for, hvilken bistand der kan ydes, er den enkeltes behov, ikke om pågældende er pensionist, erhvervshæmmet, værnepligtig o.s.v”. Tilbudstankegangen var båret af et ønske om at gøre børne- og ungdomsforsorgen mere målrettet, navnlig gennem etablering af et samarbejdsforhold mellem forældre og myndigheder.³¹⁹ Idealet er dialogens kommunikative etik, dvs. dannelsen af forældre, myndigheder og børn som ligeværdige og rationelt kommunikerende, demokratiske samarbejdspartnere, jf. også om det rationelle ideal ovenfor i afsnit 2.3.3.2. Der blev således lagt større vægt på forældrenes indforståelse end før, den faglige kompetence hos myndighederne blev styrket, og kontrolforanstaltninger i form af obligatorisk tilsyn med særlige grupper af børn afløstes af frivillig familievejledning uden særlige myndighedsfunktioner. Der blev derfor indført hjemmel til at foretage frivillig anbringelse, og forældrene fik mulighed for at bevare forældremyndigheden³²⁰ i forbindelse med foranstaltninger (”Family service”-perspektivet, jf.

og lov om husmoderafløsning og hjemmehjælp. Revisionen af disse love var en konsekvens af

Socialreformkommissionens 1. betænkning, afgivet i oktober 1969, som havde ført til gennemførelsen i folketingsåret 1969-70 af lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggender, der trådte i kraft den 1. juli 1970. Denne lov var led i den grundlæggende reformering gennem kommunalisering af den offentlige administration, som gennemførtes med kommunalreformen, der trådte i kraft den 1. april 1970 og resulterede i 277 primærkommuner, hvor der tidligere havde været over 1300 sogne- og købstadskommuner.

Amterne reduceredes til 14 (fra 25). Ifølge lovens § 30, stk. 1, skulle forslag om en samlet revision af de sociale love fremsættes for folketinget senest i folketingsåret 1972-73. Forslaget til bistandsloven blev fremsat for Folketinget i folketingsåret 1972-73. Forslaget blev i folketingsåret 1973 genfremsat uændret bortset fra ikrafttrædelsestidspunktet der blev fastsat til 1. april 1975. I denne skikkelse genfremsattes forslaget på ny i folketingsåret 1973-1974.

316 Centralt i bistandsloven og den bagvedliggende betænkning var administrativ forenkling, decentralisering og finansieringsomlægning. Opdelingen i forsorgsgrene blev forladt til fordel for en lovstruktur, der samlede ydelserne og delte dem op i en række kategorier, herunder almindelige bestemmelser, rådgivning og tilsyn og hjælpeforanstaltninger uden samtykke, dvs. at henvendelse om enhver form for bistand skulle kunne rettes ét sted, det sociale udvalg i opholdskommunen, hvorfor børne- og ungdomsværnene nedlagdes og deres

beføjelser blev overført til de kommunale sociale udvalg som led i den generelle overførelse af kompetence til disse udvalg. Børne- og ungdomsværnenes sekretariater og familievejledningen blev henlagt til social- og sundhedsforvaltningerne. De sociale udvalg fik adgang til at søge råd hos amtskommunens socialcenter og andre sagkyndige, men ydelsen af hjælp til den enkelte skulle gå gennem de stedlige sociale myndigheder.

Derfor nedlagdes også revaliderings- og mødrehjælpsinstitutionerne.

317 FT/1973/74 (2.samling)Tillæg A, sp.641. Forslag til lov om social bistand, fremsat den 16. januar 1974 af socialministeren. De almindelige bemærkninger.

318 Det var imidlertid ikke intentionen med det øgede fokus på den enkeltes behov for ydelser fra det

offentlige at ophæve det primære private ansvar. Der skulle således fortsat foretages en offentlig vurdering af behovet for foranstaltninger, og betalingsprincippet blev fastslået i § 7. Dette udgangspunkt i et privat ansvar ligger også i ændringerne af bistandsloven fra 1981, hvorefter en række ydelser, herunder økonomisk hjælp efter bistandslovens dagældende §§ 40, stk. 2, og 46, stk. 2 blev afhængige af modtagerens indkomst

319 Som beskrevet også i Graversen-udvalgets betænkning, (Graversen udvalget,1990: 23).

320 Dette træk ved reglerne er gennemført fuldt ud i dag, således at forældremyndigheden ikke kan mistes.

Siden børneforsorgsloven af 1964 har der ikke været adgang til at fratage forældremyndigheden over et barn, der er anbragt uden for hjemmet. Dette er i modsætning til fx i Sverige, hvor forældremyndigheden stadig kan fratages ved retlig beslutning. Den svenske retstilstand bygger på den ene side ligeledes på en langvarig retlig

Side 103 af 314

Gilbert). Nedtoningen af formelle rammer gav sig også udslag i ønsker om at overføre lovregler til cirkulærer, dvs. et ønske om at bevæge sig fra ”firkantet” konditional-lovgivning til en mere ”blød”

mål-middel-regulering (rammelovgivning),³²¹jf. også ovenfor afsnit 2.3.2.1.1. I forhold til barnet var tilgangen udviklingspsykologisk.³²² Den økonomiske krise kom senere til at give vanskeligheder med at styre de offentlige udgifter,³²³ og troen på det behovs- og helhedsorienterede system kom under pres på det sociale område (Majgaard, 2013:47). Alligevel er bistandslovens brede offentlige, behovsorienterede velfærdsansvar opretholdt som den grundlæggende tilgang på børneområdet.

Helhedsperspektivet på barnet, som er et nøglebegreb i teori og praksis, både internationalt (se herom fx Bronfenbrenner 1980; Bronfenbrenner 1979; Killén & Olofson 2003; Killén 2005; Nygren 1999), Killén (Killén & Olofson 2003; Killén 2005) Nygren (Nygren 1999) og herhjemme (Egelund 1993; Bo et al. 2011; Ejrnæs 2004; Schultz Jørgensen 1993; Harder & Appel-Nielsen 2011) er således også en central retlig værdi. ”Helhetssyn skall inte tolkas så att bara mängden fakta anges.

Kontroll av sakuppgifter, allsidighet och objektivitet i redovisningen är en förutsättning för ett tillförlitligt beslutningsunderlag. Helhetssynen innebär en värdering av sinsemellan motstridiga uppgifter där valet av medel skall bedömas med utgångspunkt från barnets hela situation”(Hollander, 1985:349).

3.3.2.2.2 Graversen-udvalg. Fokus på behov, retssikkerhed og retsbeskyttelse

Også Graversen-udvalgets ³²⁴ betænkning, som dannede udgangspunkt for den meget

Også Graversen-udvalgets ³²⁴ betænkning, som dannede udgangspunkt for den meget