c. Pengeoverførelser

Karakteristisk En pengeoverførsel er en betaling, der gennemføres ved posteringer via en konto, som føres af en betalingsformidler (typisk, men ikke nødvendigvis, et pengeinstitut). Transaktionen består begrebsmæs-sigt af to led, men indebærer ofte flere: Det første, nødvendige, led er meddelelsen fra debitor til kontoføreren om, hvilket beløb der skal overføres og til hvem. Denne meddelelse, som nu om dage

ty-3.4. Betalingsmidlet pisk gennemføres via netbanksystemer eller ved brug af

pengeinsti-tutternes fælles indbetalingskort (»FI-kortet«), betegnes i det føl-gende som betalingsordren. Det andet led er det kontoførende in-stituts faktiske postering af beløbet.

Begrebet pengeoverførsel er defineret i BTL § 6, nr. 10, som en beta-lingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der op-rettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalings-modtager eller en anden udbyder på betalingsbetalings-modtagerens vegne, og hvor sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stil-les til rådighed for denne. Enhver pengeoverførsel vil indebære et an-tal modregninger mellem de medvirkende pengeinstitutter, idet de in-volverede konti udjævnes mod hinanden. Der er imidlertid ikke tale om modregninger overfor betaleren, for hvem det afgørende slutpro-dukt blot er, at der er indtrådt en trækningsmulighed. Se om modreg-ning denne lærebogs bind II, kap. 13, afsnit 4.

For kreditor er det dernæst centralt, at den gennemførte postering følges op med et sæt meddelelser fra det kontoførende institut om, at betalingen (posteringen) vil blive – henholdsvis er blevet – gennem-ført.

Analogt med forholdene i varehandlen kan man sondre mellem så-danne pengeoverførsler, der har karakter af detailbetalinger (hvor be-taling sker til og fra det sidste led i bebe-talingskæden), og såkaldte en-gros-betalinger (som f.eks. betaling mellem pengeinstitutter, f.eks. via PBS eller i det internationale SWIFT-samarbejde; Society for World-Wide Interbank Funds Transfers), hvor betalingen effektueres mellem betalingsformidlende finansielle institutter. I det følgende omtales primært reglerne om detailbetalinger, som har den største praktiske interesse. Med enkelte undtagelser – se f.eks. værdipapirhandelslovens kap. 18 om såkaldt netting – er engros-betalingens retsforhold ulovre-guleret og derfor i hovedsagen baseret på de aftalerelationer, der be-står mellem pengeinstitutterne, nationalt og globalt. En udbredt beta-lingsform var tidligere anvendelse af post-girering. At girere et beløb – af græsk: gyros=kreds(løb) – vil sige at overføre det mellem konti til-hørende samme pengeinstitut. Frem til 1991 drev det danske postvæ-sen Postgirokontoret som en central tjeneste til pengeoverførsler. I 1991 blev Postgirokontoret omdannet til GiroBank A/S, der senere blev privatiseret, fusioneret med sparekassen Bikuben til BG Bank og senere overtaget af Danske Bank. I dag er der ingen forskel mellem så-danne pengeoverførsler effektueret via andre pengeinstitutter.

Tidli-gere lovbestemmelser om indbetaling via »postgiro« er i dag erstattet med regler om indbetalinger til pengeinstitutter, se f.eks. LL § 32, KAL

§ 25, TL § 42a og pkt. 2 i Justitsministeriets Pantebrevsformular A.

Bortset fra netbankbetalinger er de to vigtigste former for pengeover-førsler herhjemme baseret på pengeinstitutternes fælles indbetalings-kort (FI-indbetalings-kortet) og de automatiserede betalinger via PBS-produktet Betalingsservice. For begge bestemmes retsstillingen hovedsagelig ved de aftaler, der indgås i forbindelse med kreditors og debitors tilslut-ning til disse betalingssystemer.

Betalingsservice PBS-produktet Betalingsservice indebærer en automatiseret beta-lingsformidling baseret på debitors forudgående betalingsordrer ved-rørende bestemte regninger fra tilsluttede kreditorer. På en forud gi-ven dato – typisk midt på måneden – sender PBS meddelelse (advis) til debitor om, at regningerne herefter vil blive betalt. Meddelelsen gi-ver debitor mulighed for at standse yderligere betaling, hvis denne ikke ønskes gennemført. Fremkommer en sådan begæring ikke, vil betalingen blive gennemført (dvs. beløbet posteret og de nævnte kon-ti i konsekvens heraf modregnet) på de angivne datoer. Betalingen anses herefter sket ved denne debitering. Den forudgående advisering effektuerer altså ikke i sig selv betalingen, allerede fordi den kan bremses af debitor.

Da PBS-betalinger forudsætter et aftaleforhold, hvorved henholdsvis kreditor og debitor overfor PBS har erklæret sig indforståede med henholdsvis at modtage og afgive betaling på denne måde, opstår spørgsmålet om retten til at gøre brug af PBS-betalinger ikke. Deri-mod kan der efter omstændighederne opstå spørgsmål om omkost-ningerne ved sådanne betalinger. Aftalen mellem PBS og kreditor på-lægger kreditor at betale et ørebeløb for hver betaling, og selv om de fleste kreditorer vælger at afholde denne omkostning selv (i erkendel-se af, at PBS-betalingsformen indebærer andre og mere væerkendel-sentlige ra-tionaliseringsgevinster), har betalingssystemets udbyder ret til at be-tinge sig, at dette gebyr betales af debitor, jf. BTL § 77, stk. 2. Denne aftalefrihed er derimod begrænset ved betalinger, der baseres på beta-lingsinstrumenter (f.eks. et hævekort) i den fysiske handel, jf. de kom-plicerede regler i BTL kap. § 80, stk. 2-8).

FI-kortet Danske pengeinstitutters fælles indbetalingskort (FI-kortet) er et ind-betalingskort, der kan benyttes som grundlag for indbetalinger i dan-ske pengeinstitutter, posthuse og via elektronidan-ske betalingssystemer (herunder Betalingsservice). FI-kortet rummer en betalingsordre, som

3.4. Betalingsmidlet betaleren afgiver ved at underskrive kortet og præsentere det for sit

pengeinstitut eller benytte dets konto- og identifikationsoplysninger som grundlag for en netbankbetaling. Herefter gennemføres gen, når debitor-pengeinstituttet har afstemt de konti, hvorfra betalin-gen overføres, med kreditor-pengeinstituttet.

Hvornår er en pengeoverførsel sket?

Det vanskelige spørgsmål ved pengeoverførsler er fastlæggelsen af betalingstidspunktet: Som før nævnt må det antages, at betaling først er sket på det tidspunkt, hvor kreditor eller hans repræsentant har umiddelbar adgang til at disponere over det overførte beløb, se hertil Lyngsø (1989) s. 44. På dette tidspunkt vil betalingen typisk (hvis der bortses fra åbenbare fejlposteringer) endeligt have forladt debitors rådighedssfære, jf. tilsvarende Hedetoft i U 1993 B s. 138.

Man har diskuteret, om betaling først er gennemført, når der er givet meddelelse om, at en pengeoverførsel har fundet sted, se Wenning i U 1995 B s. 15, note 2. Synspunktet er afvist af den svenske højesteret i NJA 1988.312, der fastslog, at betaling til postgirokonto skal anses for sket med frigørende virkning, når den er bogført af postgirokontoret.

Tilsvarende må antages at gælde for dansk ret, jf. Lynge Andersen &

Werlauff (2005), s. 43 f.

BTL § 69 Er betaling udeblevet eller forsinket pga. fejlregistrering eller

konte-ringsfejl følger det af BTL § 69, at der kun kan rejses krav om rente, men ikke gøres andre misligholdelsesbeføjelser gældende over for brugeren (betaleren). Er beløbet debiteret betalerens konto, fastslår bestemmelsen, at betaling er sket med frigørende virkning.

Bemærkningerne ovenfor gælder alene forholdet mellem kreditor og debitor. I forholdet til kreditorer eller andre tredjeparter kan andre kriterier være afgørende for, hvornår betaling »endeligt« er sket.

Dommen i U 1978.391 V fastslog f.eks., at debitors kreditorer ikke kunne gøre udlæg i et beløb, der var indbetalt til debitors bank med henblik på overførsel til en kreditorbank i en situation, hvor der var givet underretning til banken om, at overførslen ville finde sted. Se li-geledes U 1976.585 V, hvor en girooverførelse ansås for bindende for kreditor, selv om beløbet ved en fejltagelse fra postgirokontorets side indgik på en anden konto. Se i øvrigt om genstanden for udlæg von Eyben & Møgelvang-Hansen (2010) s. 29 ff.