a.iii. Andre krav

hæn-delsen i 1996. Landsretten frifandt U, som ikke kunne bebrejdes ved kontraktsindgåelsen ikke at have oplyst om de tidligere kloakproble-mer, da den i 1996 gennemførte spuling tilsyneladende havde løst klo-akproblemet.

Delikts-erstatning

I nogle af de tilfælde, hvor debitor herefter må siges at have krænket sin kontraktsretlige oplysningspligt (vejlednings-/frarådningspligt), bør man også overveje kreditors alternative mulighed for at ophæve aftalen og kræve erstatning efter deliktsrettens regler, dvs. efter regler-ne om erstatning uden for kontraktsforhold. Erklæres kreditors løfte ugyldigt, f.eks. i tilfælde af svig eller efter AFTL § 33 (Bryde Andersen (2008) afsnit 6.3.c. og 6.3.f.), vil realdebitor kunne drages til ansvar efter den almindelige erstatningsregel for det tab, han ved en sådan culpa in contrahendo måtte have tilføjet sin kreditor, smh. Gomard (2003) s. 138, Ramberg (1995) s. 112 f. samt om erstatning af den ne-gative kontraktsinteresse ved løsørekøb, Lookofsky & Ulfbeck (2008) af-snit 6.4.e.

Ifølge Hov (2002) s. 108 er »oplysningsrisikoen« for at ifalde ansvar for den positive interesse på kontraktsretligt grundlag i det store og hele svarende til risikoen for at ifalde ansvar for den negative interesse iht.

AFTL § 33. Et beslægtet (i retspraksis endnu ikke afgjort) spørgsmål er, om aftalelovens regler om ugyldighed ved fremkaldt eller kendelig vildfarelse fortrænges af mangelsreglerne i KBL, således at man ikke kan kræve erstatning for den negative interesse iht. AFTL, hvis det er for sent at påberåbe sig samme retsfaktum (manglen) efter KBL, jf. § 54, smh. Gomard (2006) s. 144 ff., sml. Lookofsky (2008) § 4.6. Se også nedenfor i afsnit 5.1.d.

I øvrigt anser Hov (a.st. s. 105) den grundlæggende terminologi omkring debitors oplysningspligt for misvisende, idet der ikke er no-gen »pligt«, der kan kræves opfyldt (in natura), f.eks. ved dom. I ste-det foreslås betegnelsen »oplysningsrisiko« eller »oplysningsansvar«.

Efter dansk juridisk sprogbrug indebærer en manglende adgang til naturalopfyldelse ikke, at debitor »ikke er forpligtet« i retlig forstand.

Når blot pligten begrunder krav om erstatning i tilfælde af mislighol-delse, kan (og bør) man tale om et retskrav, jf. oven for i kap. 1, afsnit 1.1.

2.3. Realydelsens indhold bl.a., at kreditor har ret til at forvente en realydelse, hvis kvalitet

sva-rer til almindelig »god« kvalitet inden for den pågældende branche.

Når det gælder standardvarer og nye genstande, indebærer dette krav dog ikke nødvendigvis andet og mere end, hvad der allerede fremgår af aftalen selv, først og fremmest den betegnelse, hvorunder genstan-den er solgt, jf. oven for om princippet i KBL § 76, stk. 1, nr. 1. Også når det gælder brugte genstande, vil man undertiden – alt efter om-stændighederne – kunne stille krav til varens kvalitet, som rækker vi-dere end det, som direkte kan udledes af aftalens ord.

Ydelsens pris Kravene til realydelsen afhænger blandt andet af ydelsens pris. Jo

mere man betaler, desto mere har man ret til at forvente, hvis ellers der hersker nogenlunde fri konkurrence inden for den pågældende branche. Køber man en efter forholdene meget dyr charterrejse til Rom, kan man med rette forvente et godt hotel, kvalitetsprægede måltider med mere. Prisen er altså en selvstændig omstændighed, som realkreditor godt kan tage i betragtning, jf. U 1923.518 H, hvor et renæssancemøblement var af ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end det ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder (bl.a. pri-sen) skulle være, smh. Lookofsky & Ulfbeck (2008) afsnit 4.2.b.iii. Se også f.eks. FKN 1987 3.8.1 (østeuropæisk bil, ophævelse pga. betyde-lige mangler) og JÅF 1990.114 (lydkvalitet ved Placido Domingo koncert for dårlig i forhold til billetprisen: 1.000 kr.) samt Nørager-Nielsen m.fl. (2008) s. 775 f.

De fleste (dagligdags) juridiske opgaver bør kunne løses af enhver ad-vokat med adgang til de relevante retskilder mv. Men den, der køber sin juridiske rådgivning fra en dyr specialist, bør kunne forvente end-nu bedre kvalitet, smh. Unidroit Principles art. 5.4, comment 2: »More will be expected from a highly specialized firm selected for its exper-tise than from a less sophisticated partner.«

Almindelig egnethed Ved siden af det generelle krav om en »almindelig god« ydelse kan der

opstilles et yderligere krav om ydelsens almindelige egnethed, smh.

Gomard (2006) s. 176 f. Et grundstykke, der er forurenet af benzin, må anses for uegnet til det formål, grundstykker sædvanligvis bruges til, jf. U 1992.414 H og U 2000.2430 H, hvor jordforurening hidrøren-de fra en tidligere ejers produktion begrænsehidrøren-de køberens byggemu-ligheder. Mere diskutabelt er nok, om realkreditor med rette kan for-vente, at en ny (og ikke helt billig) pc kan håndtere et relativt stort antal standard-programmer, sml. JÅF 1996.109 hvor Forbrugerklage-nævnet fandt, at en pc, der blev leveret med OS/2-styresystemet, ikke

var mangelfuld, »alene fordi« dette styresystem gav mere begrænsede muligheder for at afvikle spil på pc’en.

De nye købelove i Norge, Sverige og Finland indeholder et selvstæn-digt egnethedsbegreb, jf. § 17 (2)(a), smh. for internationale løsøre-købs vedkommende, jf. CISG art. 35(2). Den danske KBL § 76, stk. 1, nr. 4, antages at rumme det her skitserede almindelige egnethedsprin-cip, således som det nu er uddybet i § 75a, stk. 2, smh. Lookofsky &

Ulfbeck (2008) s. 90 ff.

Holdbarhed Kravet om holdbarhed kan ses som en særlig (tidsmæssig) side af det almindelige egnethedskrav. Hvor længe en ydelse bør kunne holde, beror på en række faktorer, bl.a. ydelsens art og den aftalte pris, smh.

Hagstrøm (2003) s. 154 f. Et parcelhus bør kunne stå i nogle generati-oner, en engangs-kuglepen så længe der stadig er blæk, en luksus fyl-depen i betydeligt længere tid, sml. Hov (2002) s. 114.

I U 2004.1150 V fandtes restlevetiden af et eternittag »nedsat i forhold til det forventelige«, hvorfor tagpladerne måtte anses for mangelfulde.

Se også U 2004.1873 H, hvor skaderne på tagene ikke vedrørte tagpla-dernes funktion som tagdækning, men alene havde æstetisk betydning.

Højesterets stadfæstelse af landsretsdommen må formentlig forstås således, at også disse tag led af mangler, men at værdien af disse mang-ler lå under »bagatelgrænsen«, smh. herom i afsnit 5.4.c.

Jo længere tid, der går, desto vanskeligere er det typisk at bevise ydelsens oprindelige tilstand. En skavank, der skyldes kreditors efter-følgende dårlige håndtering, er ikke nogen mangel i retlig forstand, medmindre den fejlagtige betjening skyldes en mangelfuld instrukti-on, som debitor bærer risikoen for. Såvel de absolutte som de fleksible reklamationsfrister skal ses i dette lys, jf. a.st., Lookofsky & Ulfbeck (2008) afsnit 4.2.c.iii. samt neden for i afsnit 2.3.b.

Egnethed til særligt formål

Realydelsen skal efter omstændighederne være egnet til kreditors sær-lige formål, forudsat at debitor ved aftalens indgåelse kendte eller burde have kendt dette, og kreditor med rimelighed har handlet i til-lid til debitors viden og dømmekraft i så henseende. Bestiller man et firemandsorkester, vil den præsterede ydelse ikke kunne siges at lide af en mangel, blot fordi orkestret optræder med en anden tromme-slager end den oprindeligt angivne. Anderledes hvis debitor (orke-stret) ved, at kreditor netop har bestilt dette orkester, fordi han hol-der af den pågældende trommeslager, jf. U 1982.1164 V, smh. for løs-ørekøb Lookofsky & Ulfbeck (2008) s. 92 f. Se også U 2006.87 H, hvor

2.3. Realydelsens indhold leverandøren havde vidst, hvad de leverede materialer skulle

anven-des til, og endda havde anbefalet dem til formålet.

I U 1998.1327 H købte anpartsselskabet K, der drev virksomhed med udvikling af lægemidler, i efteråret 1992 af aktieselskabet S en »prote-insekvenator« fremstillet af den tyske virksomhed P, som installerede den hos K i december 1992. Det lagdes til grund, at anlægget ikke eg-nede sig til den sekvensering ved hjælp af ganske lette kugler, som K skulle foretage, idet en stor del af kuglerne blev skyllet væk, og at S og P var bekendt med den kugletype, K ønskede at benytte. Anlægget var altså uegnet til K’s særlige formål, og da denne væsentlige mangel ikke kunne afhjælpes, fandtes K berettiget til at ophæve købet, smh. nær-mere om realkreditors ophævelsesret neden for i kap. 6, afsnit 6.3.

I U 2000.355 H var egnethedsprincippet gjort til en del af aftale-grundlaget. Af købers (et skibsværfts: K) ordrebekræftelse fremgik, at sælgeren S »garanterer for … at det leverede [«Classic 500« opvaske-maskiner] er egnet til det formål, hvortil det skal udnyttes …«. Maski-nerne skulle installeres i K’s skibe, hvilket havde været S bekendt. At maskinerne var uegnede til netop dette formål (de lækkede allerede ved en krængning på 20 grader), ansås som en væsentlig mangel, der gav K hævebeføjelse.

Brugte genstande Hvad der er sagt ovenfor, tager i hovedsagen sigte på ydelser, der er

præsteret i original skikkelse, f.eks. som en specifik tjenesteydelse el-ler en fabriksny genstand. Uden for disse tilfælde må kravet om leve-ring af »almindelig god ydelse« korrigeres efter de forudsætninger, der gør sig gældende for den pågældende brugte eller ikke-autentiske ydelse. Den, der køber noget, der er gammelt og brugt, kan ikke uden særlig vedtagelse forvente, at realydelsen vil besidde de samme egen-skaber, som den, der køber nyt. Køber man f.eks. en gammel ejen-dom med en tagkonstruktion, der gør taget utæt, kan der dog godt være tale om en mangel i lovens forstand, sml. U 1986.853 H. Nyere retspraksis vedrørende køb af fast ejendom modificerer tidligere praksis, således at ikke enhver fejl i teknisk forstand uden videre anses som en mangel i køberetlig forstand, jf. Gomard (2006) s. 182, Rosen-meier (2008) s. 24 og Pagh (2009) s. 48. Se f.eks. U 1997.592 V (fugt-problemer i ældre ejendom kunne »ikke karakteriseres som retlig re-levant mangel«) og U 1997.637 V (»manglerne [ved badeværelset]

ikke af en sådan karakter, at yderligere udbedring måtte anses for ab-solut påkrævet«). Se også afsnit 5.1.a og om ejendomskøb omfattet af LFFE afsnit 6.6.

It Visse ydelser har efter deres tekniske karakter (kombineret med markedssituationen inden for de pågældende brancher) typisk et an-tal fejl, som køberen i visse henseender må leve med. Så længe den tekniske verdens levevilkår er således, at navnlig nyudviklede it-syste-mer ikke altid fungerer optimalt (Bryde Andersen (2005 II) afsnit 22.3.b.), vil den, der køber it, næppe uden videre (dvs. uden særlig vedtagelse, jf. afsnit 2.3.a.ii oven for) have god grund til at forvente, at ydelsen er fri for enhver (mindre) skavank, jf. U 1988.535 H.

Realkreditors anvisninger

Den kreditor, der har betinget sig en »særlig« ydelse, har dermed krav på, at debitor præsterer den, jf. oven for i afsnit 2.3.a.ii. Ydelsen er kor-rekt præsteret, selv om den viser sig at være utjenlig til kreditors for-mål. Hvis debitor burde have indset, at kreditors anvisninger var uhensigtsmæssige, vil den vejlednings- og frarådningspligt, som debi-tor er underlagt som aftalepart (se herom i afsnit 2.3.a.ii.), efter om-stændighederne kunne pålægge debitor at rådgive kreditor.