b. Deponering af genstande

Problem-stillingen

En aftale om deponering af genstande går ud på, at realdebitor (kal-det depositaren) påtager sig at opbevare genstanden for realkreditor (kaldet deponenten). Som nævnt i afsnit 3.4.i. kan deponering både angå penge og genstande. I det følgende tales alene om den sidst-nævnte type. Formålet med den vil ofte blot bestå i at sikre, at no-gen tager hånd om no-genstanden, mens ejeren ikke kan.

Som udgangspunkt vil de regler, der præsenteres i det følgende, også finde anvendelse ved deponering af penge. I U 1963.347 SH havde hovmesteren på et skib deponeret et pengebeløb i fremmed valuta hos kaptajnen. Deponeringen var sket efter kaptajnens ønske for at gøre det muligt for rederiet at betale for provianten gennem modregning.

Beløbet var gået til grunde ved en hændelig begivenhed (brand). Her-for fandtes rederiet – i mangel af culpa – ikke ansvarligt. Det var

såle-4.3. Skadesrisiko i opbevaringsforhold des deponenten (hovmesteren), der bar risikoen for denne hændelige

begivenhed, smh. herom straks nedenfor.

Når deponeringsaftalen går ud på, at det deponerede skal leveres tilbage, taler man om depositum regulare. Er det deponerede artsbe-stemt (f.eks. penge), kan det dog være aftalt, at depositaren blot skal tilbagegive en tilsvarende ydelse. Man taler så om depositum irregula-re. Deponering af genstande forekommer i praksis kun ved individuelt bestemte genstande. Genstande bestemt efter art (f.eks. et fondsaktiv) vil ejeren almindeligvis kun have interesse i at deponere hos en tredje-mand af sikkerhedsmæssige grunde. Disse tilfælde omtales ikke i det følgende.

Udgangspunkt Som udgangspunkt bærer deponenten risikoen for hændelige skader,

der rammer de deponerede genstande, medens de er i tredjemands varetægt. Dette resultat følger i konsekvens af, at man som ejer som udgangspunkt selv bærer risikoen for de skader, der rammer ens ejendele (smh. om ejerens risiko ovenfor i afsnit 4.1.c). Skal dette ud-gangspunkt modificeres, må dette ske med hjemmel i særlige regler, der enten flytter risikoen for bestemte hændelser eller pålægger en anden part erstatningspligt for de skader, der rammer genstandene.

Depositarens ansvar Ifølge DL 5-8-14 bærer forvareren et culpaansvar for skader på det

forvarede gods, smh. Gomard (2003) s. 156. I disse tilfælde opbevares godset i ejerens (realkreditors) interesse. Situationen er en anden ved lån, der sker i låntagerens interesse. Her giver DL 5-8-1 hjemmel for et objektivt ansvar.

Bevisbyrde-modifikationer At forvareren alene bærer et culpaansvar modificeres ved reglerne

om bevisbyrde. Det er fast antaget i dansk ret, at forvareren (eller, ved transport, transportøren) bærer bevisbyrden for, at den indtrådte skade ikke skyldtes hans fejl eller forsømmelse hhv. forhold, der lå uden for hans kontrol mv., jf. eksempelvis U 1972.529 H (tyveri fra lastvognstog i Italien, smh. Trolles kommentar i U 1972 B s. 240 ff.), U 1974.213 V (garageplads til campingvogn) og U 1989.933 V (pap-kasser med plæneklippere opbevaret hos møbelfirma). En forvarer eller transportør, der ikke kan bevise, at skade på det opbevare-de/transporterede ikke skyldes egen culpa eller kontrol, hæfter altså for tabet, dvs. må yde genstandens ejer (sagsøgeren) en passende kompensation, jf. sølovens § 347. Se også afsnit 6.5.b.v. neden for.

Ved Højesterets dom i U 2000.350 H fandtes et autoværksted (under dissens) ikke ansvarlig for tyveri af nogle henstillede biler (Mercedes-taxaer). Tyven havde brudt en nøgleboks op, hvori ejerne af de pågæl-dende biler – efter aftale og som led i værkstedets almindelige praksis

– havde deponeret deres nøgler. Nøgleboksen var specialfremstillet med henblik på at undgå tyveri, og ifølge en syns- og skønserklæring var der ikke udvist forsømmelse med hensyn til dens opsætning og ved tilsynet med den. Spørgsmålet om bevisbyrde blev gennemproce-deret af parterne under sagen, men landsretten og Højesterets flertal tog ikke udtrykkeligt stilling hertil. Se også U 2006.1430 H, der efter en culpavurdering (der delte Højesteret) frifandt Statens Bilinspekti-on for erstatningsansvar efter tyveri af en motorcykel, der var bragt ind og aflåst i en specialafdeling efter et færdselsuheld.

Risiko-modifikationer

Udgangspunktet om ejerens risiko modificeres også, hvis forvareren har valgt at indrette sin virksomhed således, at der består en usæd-vanlig høj grad af risiko for, at skader af en bestemt art vil indtræde. I sådanne tilfælde har domstolene ladet depositaren bære risikoen for heraf følgende tab, sml. U 1964.256 H, hvor en servicestation, der som en fast, men jo ikke uproblematisk, praksis lod taxavogne hen-stille til afvaskning med tændingsnøglen i, var ansvarlig for et heraf følgende tyveri.

Om man beskriver denne retsstilling således, at depositaren »bærer ri-sikoen« for sin indretning af virksomheden eller kvalificerer den som i sig selv culpøs, kan være en strid om ord, men valget kan have betyd-ning for hvilke krav, der dækkes inden for de respektive retsgrundlag.

Et erstatningsansvar dækker som udgangspunkt det »fulde tab« – her-under også tabet for indirekte følger af skaden. Risikoreglerne fører alene til en godtgørelse for den økonomiske værdi af den tabte gen-stand. Begge retlige figurer overlader dog retten et skøn, der efter en konkret vurdering ofte vil være afgørende for sagens udfald.

Risikobetragtninger har primært betydning, hvor der ikke foreligger culpa, hverken hos skadevolder eller skadelidte. Som nævnt i afsnit 4.1.c. søger reglerne netop at placere risikoen for hændelige skader – herunder i forvarings- og transportforhold – hos den part, der har lettest ved at imødegå dem eller forsikre sig. Forvareren (depositaren, transportøren mv.) kan lettest tage skridt til at minimere muligheden for, at skader kan opstå, og vil derfor almindeligvis også kunne for-sikre sig mod disse risici til en lavere præmie. Er forholdene vedrø-rende den enkelte skade vanskelige at oplyse, er det tilsvavedrø-rende forva-reren, der har lettest ved at sikre sig bevis, bl.a. fordi det jo er ham, der til syvende og sidst har kontrolmyndigheden over kreditors ejen-dom.

4.3. Skadesrisiko i opbevaringsforhold

Culpamodifika-tioner

Som hermed antydet er der glidende overgange mellem de tilfælde, hvor depositaren bærer et ansvar ud fra risikobetragtninger og de rene culpatilfælde. Indtræder der en vandskade (f.eks. efter en over-svømmelse), anses dette som en hændelig begivenhed, og ejeren må som udgangspunkt selv bære tabet, sml. U 1953.12 H og Frosts kom-mentar i TfR 1953.425. Hvilke risici, forvareren bør tage skridt til at reducere, beror på formålet med forvaringen. Hvis man lægger sine frimærker i en bankboks, er det formentlig først og fremmest for at sikre dem mod tyveri – ikke for at sikre, at de opbevares tørt og ikke beskadiges af indtrængende vand. I en sådan aftale betragtes en vandskade som en for realdebitor uforudset og ikke indkalkuleret ri-siko, som derfor må bedømmes efter en almindelig culpamålestok, sml. Lookofsky (1989) s. 178 f. Se også U 1990.817 Ø. Sætter man om-vendt sin vinsamling til opbevaring hos en vinimportør, som udlejer dele af sit køleanlæg til dette formål, må ansvarsspørgsmålet vurderes efter en professionsculpa-målestok.

Også efterfølgende forhold kan bevirke, at forvareren bliver an-svarlig for hændelige skader, f.eks. hvis denne undlader at orientere ejeren om en særlig risiko eller afskærer denne fra at begrænse sit tab, når risikoen er realiseret. Problemstillingen illustreres ved U 1962.537 V, der dog angik en situation, hvor der intet kontraktsforhold bestod mellem parterne. En kommune havde opmagasineret bohavet for en invalidepensionist under dennes ophold på et hvilehjem. Kommunen fandtes at have handlet forsvarligt ved sin opmagasinering. Da der indtrådte en fugtskade, undlod kommunen imidlertid at give besked herom. Invalidepensionisten fik derfor erstatning, da han af denne grund var afskåret fra at tage skridt til at modvirke følgerne af fugt-skaden.

Aftale-modifikationer Når en forvaring involverer en professionel realdebitor vil der som

regel foreligge et aftalegrundlag, der også forholder sig til de spørgs-mål om risiko og erstatning, der berøres ovenfor. Når retsstillingen af sådanne aftaler skal afklares, vil samme bevismæssige og risikomæssi-ge uklarheder som er omtalt ovenfor ofte dukke op. Dernæst kan af-talerne – navnlig hvis de er indgået som adhæsionskontrakter – give anledning til aftaleretlig tvivl.

U 1995.856 H Disse spørgsmål var i fokus ved dommen i U 1995.856 H: I 1989

nedbrændte en stor del af lager- og pakhusvirksomheden M’s lagerfa-ciliteter. Brandårsagen var uoplyst, og spørgsmålet var, om M’s stan-dardvilkår, Nordisk Speditørforenings Almindelige Bestemmelser (NSAB), måtte anses for vedtaget, og i givet fald om de indebar en ændring i den ansvars/risiko-normering, der ellers ville være

gælden-de. Højesteret fandt, at NSAB var vedtaget, og at disse regler måtte forstås således, »at speditøren skal fremlægge oplysninger, der gør det muligt at vurdere, om firmaet har varetaget ordregiverens interesser med omhu«. Da M fandtes at have opfyldt denne »oplysningspligt«, måtte det lægges til grund, at selskabet havde udvist den fornødne omhu i forbindelse med oplagringen. Den stærkt underforsikrede M var derfor ikke erstatningsansvarlig for den skade, der var forvoldt ved branden (og hvis årsag ikke var oplyst eller sandsynliggjort).

Højesterets resultat er overraskende ved sin klare adskillelse af vedta-gelsesspørgsmålet og spørgsmålet om reglernes indhold. Som anført i Bryde Andersen (2008) afsnit 5.5.c. stilles der almindeligvis højere krav til vedtagelsen af usædvanlige og byrdefulde vilkår, sml. ligeledes art. 2.20(1) i Unidroit Principles og Lookofsky i American Journal of Comparative Law vol. XLVI (Summer 1998) s. 485 ff. Se også Lookof-sky i U 1998 B s. 495 ff.