a. Realdebitors ydelse som kontraktsydelse m.m

KAPITEL 2

medkontra-2.1. Indledning og oversigt

hent at præstere realydelsen, jf. oven for i kap. 1, afsnit 1.2. Reglerne om realydelsen er derfor »almindelige« i den noget begrænsede for-stand, at de kun gælder for kontraktsskyld, smh. om forskellen mel-lem kontrakt og delikt Bryde Andersen (2008) afsnit 1.1.c.

Undtagelsesvis vil pligten til at præstere en realydelse også kunne op-stå i anledning af en ugrundet berigelse, jf. f.eks. Værgemålslovens § 44, stk. 1, smh. Bryde Andersen a.st. afsnit 7.5.c. Når et skyldforhold er opstået som følge af en skadegørende handling uden for kontraktsfor-hold, altså i delikt, vil debitors skyld altid bestå i et pengebeløb, idet skadelidte (pengekreditor) skal stilles i samme økonomiske situation som før skadens indtræden, jf. von Eyben & Isager (2007) kapitel 12 samt nærmere om pengeydelser neden for i kapitel 3.

Blandt de forskellige kontraktsforhold, hvori realskyld opstår, spiller de gensidigt forpligtende skyldforhold hovedrollen. Her er der som oftest tale om, at en realydelse præsteres til gengæld for penge, således som det f.eks. er tilfældet ved køb af løsøre eller fast ejendom, afgivel-se af licens vedrørende immaterialrettigheder, entrepriafgivel-se, transport, leje, forpagtning, leasing og mange flere.

Visse gensidige kontraktsforhold – f.eks. aftaler om pengelån – kende-tegnes ved en udveksling af pengeydelser (det ydede lånebeløb/hoved-stol tilbagebetales med tillæg af renter). Derimod rummer en ringsaftale den »reale« ydelse, at forsikringsselskabet (mod forsik-ringspræmien) påtager sig en risiko for en begivenhed. Denne ydelse er præsteret, selv om forsikringsbegivenheden ikke indtræder, og der følgelig ikke sker nogen udbetaling til forsikringstageren.

Interesse, værdi At erhverve krav på den andens ydelse, at give og få noget for noget

(quid pro quo) vil ofte være parternes fælles formål i en gensidigt for-pligtende kontrakt. Den ene parts ønske om at indgå en aftale med den anden kan dog også ligge i udsigten til gunstig omtale, etablering af forretningsforbindelser eller anden indirekte (immateriel) værdi. B vil gerne betale for A’s præstation, fordi han har en interesse i, at A gør eller undlader noget, idet denne gøren eller undladen (realydelsen) som oftest er forbundet med en økonomisk værdi for B. Omvendt vil A for sit vedkommende være mere interesseret i at få B’s penge end at beholde (eller ikke udføre) sin egen ydelse/præstation, smh. oven for i kap. 1, afsnit 1.2.

Da det normalt er realydelsen, der varierer fra den ene kontrakt til den anden, kalder man undertiden realydelsen for den karakteristiske ydelse, den ydelse, der kendetegner den pågældende kontrakttypes specielle karakter. I låne- og kautionsforhold, hvor penge indgår som element i begge parters ydelser, vil det ofte være hensigtsmæssigt at betegne den ene parts (långiverens, kautionistens) ydelse som den karakteristiske, jf. Lynge Andersen & Werlauff (2005) s. 112, Philip (1994) s. 145 samt neden for i kap. 3, afsnit 3.2.c-d.

At afgrænse den karakteristiske ydelse spiller en væsentlig rolle i in-ternationale kontraktsforhold, idet en kontraktsretlig tvist, der bringes for en dansk domstol, ofte vil være undergivet loven i det land, hvortil sagen har sin »nærmeste tilknytning«, jf. EU-reglerne om lovvalg i Romkonventionen af 1980, art. 4. Der gælder her en almindelig for-modning for, at en international kontrakt har sin nærmeste tilknyt-ning til loven i det land, hvor den part, som skal præstere den for kon-traktsforholdet karakteristiske ydelse, har sin bopæl, jf. nærmere Look-ofsky (2004) afsnit 3.2.5. I de øvrige EU-lande gælder Rom I-forord-ningen, som yderligere forstærker forbindelsen mellem realdebitors bopæl og lovvalget, jf. Lookofsky & Hertz (2009) s. 90 ff.

Den almindelige obligationsrets katalog over kontrakttyper er stort og broget, blandt andet fordi de enkelte realydelser er så forskelligar-tede, smh. Lookofsky & Ulfbeck (2008) afsnit 1.3.b. og Bryde Andersen (2009) afsnit 6.1.a. Hertil kommer, at virkelighedens kontraktsfor-hold ikke altid er så enkle, at der udveksles en (enkelt) realydelse for penge.

Udveksling af ligeartede ydelser

Som en første vigtig undtagelse til kontraktsrettens grundlæggen-de og mest almingrundlæggen-delige paradigmetransaktion (realygrundlæggen-delse↔penge), finder vi kontrakttyper, f.eks. låneforhold, hvor begge parter forplig-tes til at præstere en pengeydelse (penge↔penge), jf. neden for i kap.

3, smh. særligt om finansielle tjenesteydelser i afsnit 2.3.c.iv. Hertil kommer en anden undergruppe af gensidigt forpligtende kontrakter, hvor begge parter må betegnes som realdebitorer, idet begge parters

»hovedydelser« består i noget andet end penge (realydelse↔ realydel-se). Bytte (af f.eks. brugte biler) eller mageskifte (bytte af fast ejen-dom) er blandt hovedeksemplerne i denne kategori.

Blandede pligter, f.eks.

franchising

I visse kommercielle transaktioner udveksles en flerhed af forskellig-artede og blandede forpligtelser. Dette er eksempelvis tilfældet ved franchising (smh. Bryde Andersen (2004) afsnit 8.1., hvor en franchise-giver (FG) stiller sit forretningskoncept, sine forretningskendetegn og sin knowhow til rådighed for en franchisetager (FT), således at FT

2.1. Indledning og oversigt sættes i stand til at drive sin forretning efter FG’s forretningskoncept

(a.st.).

En franchisingaftale kan f.eks. gå ud på, at FT erhverver en eksklusiv ret til at drive en »fast food« forretning på Amager under FG’s vel-kendte navn, idet FG desuden lover at forsyne FT med det til forret-ningens drift nødvendige og særlige inventar, udstyr, emballage og meget mere. FG’s ydelser er imidlertid ikke den eneste realydelse, der kendetegner en sådan aftale. Ganske vist skal FT betale en pengeydelse, sædvanligvis et grundbeløb plus en del af det afkast, som forretningen løbende måtte give. Men herudover forpligter FT sig til at præstere en række egne realydelser, bl.a., at reklamere for den lokale forretning under angivelse af varemærket, jf. U 1994.146 Ø, at møblere forret-ningen netop på den i kontrakten angivne måde m.m. Som et led i be-skrivelsen af parternes forskelligartede ydelser i sådanne tilfælde son-dres der undertiden mellem »hovedpligter« og »bipligter«, jf. neden for i afsnit 2.1.b.

Rettigheds-overgang Realdebitors præstation vil ofte indebære, at ejendomsretten til

ydel-sen overdrages til kreditor. Således f.eks. ved køb, entreprise, tjeneste-ydelser m.fl. Men debitor kan også give kreditor en mere begrænset ret til sin ydelse, blandt andet ved licens eller leje.

Ved en licensaftale forstås en aftale, hvor en person (licensgiver) giver en anden (licenstager) tilladelse til mod betaling af et vederlag (licens-afgift) at anvende immaterielle rettigheder tilhørende licensgiver, dvs.

udøve en virksomhed, som ellers ville være forbudt, jf. Bryde Andersen (2004) afsnit 7.4. De immaterielle rettigheder vil typisk være lovbe-stemte enerettigheder såsom patentrettigheder, brugsmodeller, møn-stre, varemærker og ophavsrettigheder, men der kan tillige oprettes li-censaftaler vedrørende knowhow.

Rigtig ydelse Realdebitor skal præstere sin ydelse til rette tid, på rette sted og i den

»rette stand«. Hvornår den er det, beror i almindelighed på »aftalen og de foreliggende omstændigheder«. Midlet her er altså kontrakts-fortolkning og (om nødvendigt) udfyldning, jf. nærmere neden for i afsnit 2.2.-2.4. Begrebet rigtig ydelse har betydning for afhængighe-den mellem de ydelser, der udveksles i en gensidigt forpligtende kon-trakt, smh. neden for i kapitel 4. Præstation af rigtig ydelse kan des-uden have betydning i relation til risikoens overgang, smh. a.st.

Beføjelser Ydelsesspørgsmålet har imidlertid sin største praktiske betydning i

relation til de beføjelser, som i tilfælde af misligholdelse udløses til fordel for realkreditor, den forurettede part. Hvis realdebitor ikke

præsterer rigtig realydelse, vil realkreditor ofte kunne vælge enten at fastholde kravet om kontraktsmæssig realydelse eller at ophæve hele kontraktsforholdet. Hertil kommer realkreditors mulighed for at kræve et forholdsmæssigt afslag i realydelsens pris eller eventuelt er-statning af opfyldelsesinteressen (eller negativ kontraktsinteresse), hvis sigte bliver at rette op på det af realkreditor lidte økonomisk tab.

De enkelte beføjelser omtales neden for i kapitel 5 ff. I de følgende af-snit om realforpligtelsen og dens misligholdelse drøftes indlednings-vis en række forskellige indfaldsvinkler, idet der redegøres for nogle af de traditionelle sondringer mellem forskellige ydelseskategorier, jf. af-snit 2.1.b.-d., dernæst ydelsens levering/præstation (2.2.), ydelsens kontraktsmæssighed og faktiske mangler (2.3.) samt retlige mangler (2.4.). Reglerne om aftalers opsigelse, annullation, fortrydelse samt af-bestilling har ingen direkte sammenhæng med emnet ydelsen. Om disse og beslægtede grundbegreber henvises til Bryde Andersen (2008), især s. 104 ff., 118 ff. og 215 ff., og Bryde Andersen (2009) afsnit 7.1.

Nogle sondringer

Forud for en nærmere gennemgang af de regler, der bruges til at afgø-re, hvornår der foreligger rigtig realydelse (afsnit 2.2.-2.4.), behandler resten af dette afsnit nogle af de sondringer, man i den obligationsret-lige teori har brugt til at inddele og karakterisere de meget forskellig-artede former for ydelser, realdebitor kan være forpligtet til at præste-re.