c. Hvor skal der betales og hvornår er betaling sket?

Hovedreglen GBL § 3 udtrykker det almindelige princip i dansk ret, at »pengeskyld

er bringeskyld«. Reglen er først og fremmest udtryk for en historisk begrundet hensyntagen til pengekreditor – i andre lande, f.eks.

Frankrig og Tyskland, gælder den modsatte regel – men den kan for-klares med, at det økonomisk set sjældent gør nogen forskel for pen-gedebitor, om han skal sende et beløb til den ene eller anden adresse eller overføre det til den ene eller anden konto. Omkostningerne ved overførelse af beløb er i almindelighed langt mindre end omkostnin-gerne ved transport af fysiske varer.

Noget andet er, at betalingsstedet kan have afgørende betydning for spørgsmålet om værneting, hvilket spiller en stor rolle i internationale kontraktsforhold, jf. om EU-domsforordningens art. 5, nr. 1, Lookof-sky & Hertz (2008) kap. 2, afsnit 2.2.2.

Offentlige betalinger Ved lov nr. om offentlige betalinger mv. (lovbekendtgørelse 798 af 28.

juni 2007) er der gennemført en særlig regulering om betalingsstedet for det offentliges gæld til borgere og virksomheder mv. Loven har til formål at gøre offentlig betalingsforvaltning nemmere for borgere så-vel som for virksomheder og myndigheder. Det søger den bl.a. at gøre ved at indføre den såkaldte NemKonto og NemBetalinger, se nærme-re <www.nemkonto.dk>.

Grundlaget for dette system findes i lovens § 1, hvorefter personer over 18 år, som i henhold til lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som ikke er registreret som udrejst af Danmark, skal anvise en konto i et pengeinstitut (en NemKonto),

hvortil offentlige myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling af pengebeløb.

Det samme gælder personer under 18 år, der i henhold til lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som modtager betalinger fra offentlige myndigheder, samt juridiske personer (eller fysiske personer, der er arbejdsgivere), som er tildelt et CVR-nummer efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister. Nemkontoordningen er reguleret ved bekendtgørelse nr. 766 af 5. juli 2006. NemKontoen er en almindelig pengeinstitutkonto, som borgeren eller virksomheden bruger i forvejen. Ved at blive udpeget som NemKonto bliver denne konto rette betalingssted for alle udbetalinger fra staten, kommunerne og amterne. Dermed er offentlige udbetalinger ved checks afskaffet og antallet af kontantkasser begrænset til et minimum.

Afledte retsvirkninger

Regler om betalingsstedet, jf. GBL § 3 og § 1, stk. 1, i lov om offentli-ge betalinoffentli-ger, rummer en forudsætningsvis normering af, hvornår en betaling er rettidig. For private betalinger gælder dette, jf. GBL § 3, når betalingen er kommet frem til kreditors bopæl eller forretningssted, jf. herom straks nedenfor. Heraf kan ligeledes udledes en regel om, hvem der skal bære omkostningerne ved gennemførelsen af betalin-gen, og en regel om hvem det skal ramme, at betalingen ikke når ret-tidigt frem til betalingsstedet eller fortabes undervejs (risikospørgsmå-let). Sidstnævnte spørgsmål behandles neden for i afsnit 4.4.c.

Fremstillingen straks nedenfor skitserer de generelle regler om beta-lingsstedet. Den mere detaljerede retsstilling beror på det anvendte betalingsmiddel samt på parternes aftaler og andre dispositioner i for-bindelse med valget af betalingsmiddel, se nærmere afsnit 3.4.

Ved fastlæggelsen af tidspunktet for en betalings fremkomst kan man skele til de grundsætninger, der er udviklet vedrørende kravene til, at et påbud er »kommet frem«, sml. herved AFTL § 7 og Bryde Andersen (2008) s. 163 f. Man må her sondre mellem (1) hvilket tidspunkt der er afgørende for, at beløbet er kommet frem, og (2) den adresse (kon-to), hvorpå fremkomsten realiseres.

1. Fremkomst-tidspunktet

Det følger direkte af GBL § 3, at betaling med mønter eller sedler er effektueret, når mønten eller sedlen er kommet kreditor – eller dennes repræsentant – i hænde. Princippet er her, at betalingen anses for gennemført på det tidspunkt, hvor kreditor opnår en umiddelbar adgang til at disponere over beløbet (fremkomsttidspunktet), se her-ved Gomard (2006) s. 128 f. med henvisning til U 1934.836 Ø, hvor

3.3. Hvornår og hvor skal der betales?

brevet med en check var blevet stjålet af en medarbejder hos kreditor.

Først når en sådan adgang er muliggjort, kan kreditor udvirke den retlige og faktiske råden over pengebeløbet, der er ydelsens kende-mærke, enten ved selv at kunne anvende det modtagne beløb til beta-ling eller gennem forrentning. Ganske som når det gælder realydelser, anses pengeydelsen altså først for præsteret, når beløbet er kommet frem til kreditor sådan, at kunden kan opnå den forudsatte værdi af den i form af forrentning eller likviditet. Disse almene betragtninger uddybes nærmere neden for i afsnit 3.4. i relation til de enkelte beta-lingsmidler.

2. Adresse/

konto Ved afgørelsen af, hvilken adresse og konto, der kan betales til med

frigørende virkning, er det i mangel af særskilt lov- eller aftaleregule-ring afgørende, hvilket signal kreditor har udsendt til omverdenen om, hvorledes han ønsker at modtage betalinger af denne art. Denne betragtning vil i dag almindeligvis indebære, at betaling skal ske til det kontonummer, kreditor har angivet på sine fakturaer, på sit brev-papir eller på sin hjemmeside, se hertil afsnit 3.4.c. Sådanne marke-ringer må almindeligvis tolkes som et tilsagn om, at dette betalings-sted træder i betalings-stedet for betalingsbetalings-stedet i GBL § 3, jf. Gomard (2006) s.

127. Dermed er betaling sket, når beløbet er overført til den angivne konto. Det samme gælder formentlig, hvis kreditor på sit brevpapir angiver sin bankforbindelse (f.eks. »X-banken, Y afdeling«) uden at anføre kontonummer. Betaling er da sket, når beløbet er modtaget i banken.

Se til illustration U 1978.561 V, hvor et inkassobrev var forsynet med angivelse af postgironummer – betaling hertil inden for den angivne frist ansås for rettidig, selv om beløbet først blev krediteret advokaten efter fristen. Retten var enig i resultatet, men delte sig i begrundelsen:

Flertallet antog, at postgirobetaling i dag må anses som et lovligt beta-lingsmiddel, medens mindretallet udtrykkeligt henviste til, at advoka-ten havde angivet en girokonto i sit krævebrev. Tidligere praksis, her-under U 1971.394 Ø og U 1969.246 Ø kan næppe tillægges betydning i dag. I visse retsforhold, f.eks. inden for ansættelsesretten, må det anta-ges, at kreditor har pligt til at modtage betaling ved pengeoverførsler, se således U 1995.595 V.

Også i kommercielle forhold, hvor indbetalingerne ikke falder som led i massebetalinger, tegner der sig en vis kontraktspraksis for at anse betaling for gennemført ved modtagelsen af beløbet på modtagerens konto. Se herved ICC’s Model International Sale Contract (1998) hvis pkt. 5.1. fastslår, at betaling – i mangel af anden skriftlig aftale – skal ske »by teletransmission to the Seller’s bank«, hvor den anses for

gen-nemført »when the respective sums due have been received by the Sel-ler’s bank in immediately available funds«. Art. 6.1.8 i Unidroit Princi-ples fastslår, at »Unless the obligee has indicated a particular account, payment may be made by transfer to any of the financial institutions in which the obligee has made it known that it has an account« (frem-hævet her). Det hedder videre i stk. 2, at »In case of payment by a transfer the obligation of the obligor is discharged when the transfer to the obligee’s financial institution becomes effective«.

Almen regel? I dag hører det til undtagelsen, at betaling, der ikke udveksles samti-digt (f.eks. i handelsøjebliket) sker ved særskilt overgivelse af kontan-te midler eller ved fremsendelse af check. Løbende betalinger sker for en stor dels vedkommende automatiseret, f.eks. via PBS-produktet

»Betalingsservice«, som benyttes af langt de fleste danske husstande.

Af de øvrige, enkeltstående betalinger effektueres en ganske betydelig del via bankernes netbank-systemer. Derfor kan man spørge, om GBL § 3 fortsat er udtryk for et almindeligt princip i dansk ret. Kan det med andre ord – uden for de netop nævnte aftaletilfælde – anta-ges, at indbetaling til et pengeinstitut må accepteres som rettidig beta-ling af pengeforpligtelser, når indbetabeta-lingen sker på sidste rettidige betalingsdag til en konto, som kreditor anvender til ind- og udbeta-linger uden på forhånd at have givet debitor en meddelelse herom, der kunne tolkes som et bindende forhåndstilsagn?

For en sådan regel taler hele den lovgivningsmæssige udvikling, som har gjort det almindeligt at anse betalinger inden for de nævnte – for parterne kritiske – retsområder for rettidige. Man kan også pege på, at den evne og vilje til at betale, som debitor viser ved bankindbe-talinger, er den samme som ved kontantbetalinger. Dernæst indebæ-rer de regler om kreditvalør, der nu følger af BTL § 76, stk. 1, at pen-geinstituttet senest skal kreditere det modtagne beløb på den arbejds-dag, hvor det modtager betalingstransaktionen. Imod taler alene det forhold, at kreditor med en sådan regel kan risikere at modtage beta-ling uden at vide det og dermed også uden reel mulighed for at få glæde af betalingen. Med nutidens netbankløsninger vil kreditor dog ubesværet kunne forvisse sig om dette forhold. Hensynet kan derfor ikke tillægges særlig vægt.

Selv om spørgsmålet ikke kan betragtes som endeligt afklaret, er der god grund til i dag at fortolke GBL § 3 således, at kreditor ved at angive sit kontonummer til debitor eller overfor omverdenen har markeret et ønske om at få gennemført betaling ved pengeoverførsel på en sådan måde, at der hermed må siges at være truffet anden aftale

3.3. Hvornår og hvor skal der betales?

om betalingsstedet. Se tilsvarende Lynge Andersen m.fl. (2007) s. 43 f., men muligvis i modsat retning Hagstrøm (2003) s. 220 ff. Opfattelsen i tidligere litteratur, se f.eks. Lyngsø (1989) s. 46 ff., bygger på beta-lingsformer, der ikke længere er aktuelle, og har derfor ikke taget stil-ling til spørgsmålet, som det foreligger i dag.

Ændring af betalingssted Ifølge GBL § 3, stk. 2, kan kreditor ensidigt give meddelelse om

ændring af betalingsstedet – og formentlig også om betalingsformen.

En sådan ændring kan gennemføres, såfremt dette kan ske uden væ-sentlig ulempe for debitor, ganske som han kan overdrage fordringen til en tredjepart. Flytter kreditor til udlandet, kan debitor altså forlan-ge fortsat at erlægforlan-ge til det tidliforlan-gere betalingssted eller til et andet be-talingssted her i landet. Kreditor kan dog forlange, at betaling sker på et andet sted i betalingslandet, hvis dette ikke medfører væsentlig ulempe eller udgift for debitor.

GBL § 3, stk. 3, indeholder en særlig regel om forsinkelse, der skyldes kreditors (fordringshavers) forhold (fordringshavermora): Er kreditor flyttet – eller fordringen kommet på andre hænder, uden at debitor (skyldner) har fået at vide, hvor betaling skal ske – medfører den heraf følgende betalingsforsinkelse »intet ansvar for skyldneren«. Det bety-der, at kreditor i en sådan situation ikke kan gøre misligholdelsesbefø-jelser gældende som f.eks. ophævelse, morarentebetaling el.lign., da betalingsforsinkelsen jo skyldes kreditors forhold og altså ikke nogen misligholdelse fra skyldnerens side. Det må ligeledes antages, at kredi-tor skal erstatte debikredi-tors adækvate tab i forbindelse med denne uklar-hed i form af merudgifterne ved forgæves betalingsforsøg. Nærmere om fordringshavermora afsnit 5.1.f og om adækvans afsnit 5.5.i.

Omkostninger Som nævnt indebærer GBL § 3 en underforstået regulering af

om-kostningsfordelingen ved en betaling: Debitor må afholde de omkost-ninger, der påløber (være sig frimærket på det brev, hvormed en check fremsendes, eller udgiften ved dens udstedelse), indtil beløbet er fremme hos kreditor. I overensstemmelse med denne regel fandt U 1952.861 V, at en lejer ikke kunne fradrage portoudgifterne ved ind-betaling af lejebeløbet pr. postgiro. Sker ind-betaling ved brug af et beta-lingssystem (som nærmere defineret i BTL § 6, nr. 3), kan omkostnger ved brug af betalingskortet kun pålægges betalingsmodtaomkostnger in-den for de grænser, der sættes af BTL kapitel 7 (§§ 77-81). Udgangs-punktet er her, jf. § 80, stk. 1, at udbyderen af et sådant system kan pålægge betalingsmodtager omkostningerne ved systemdriften, når transaktionerne gennemføres ved brug af et betalingsinstrument, som nærmere defineret i lovens § 6, nr. 9. Denne regel har bl.a.

betyd-ning for netbankbetalinger. Den gælder derimod ikke betalingsinstru-menter med og uden chip i den fysiske handel (f.eks. Dankort), hvor den ophedede politiske diskussion om Dankort-gebyret har ført til det komplicerede regelsæt i § 80, stk. 2-9.

Særregler En række særlige lovbestemmelser har – navnlig på forbruger-, le-je- og kreditområdet – slået fast, at betaling inden forfaldstid til kre-ditors pengeinstitut er rettidig (hvori ligger, at denne konto tilsvaren-de må betragtes som rette »sted«).

TL § 42a (der er indsat ved lov nr. 277 af 30. maj 1973), § 47, stk. 2, og

§ 42h bestemmer samstemmende, at indbetalinger for pantebreve i fast ejendom, køretøjer og løsøre er rettidig, når den sker til et penge-institut her i riget, bortset fra Grønland, til befordring til betalingsste-det inden for den betalingsfrist, der er gældende efter pantebrevet. Det er altså beløbets debitering fra debitors konto, der i disse tilfælde ud-virker betalingen. Disse bestemmelser kan ikke fraviges til ugunst for debitor. Tilsvarende gælder ifølge KAL § 25 om indbetalinger i hen-hold til en forbrugerkreditaftale og i kreditkøb, jf. KAL § 50. Betaling er i disse tilfælde rettidig, selv om den sker i de sidste minutter før bankens lukketid, og selv om kreditor derfor tidligst vil kunne få glæ-de af glæ-den næste bankdag. Se tilsvarenglæ-de LL § 32, glæ-der foreskriver ind-betaling til »et pengeinstitut« og TBB 1998.216 ØLK, der antog, at indbetaling til et norsk pengeinstitut ikke kunne sidestilles dermed.

Flere betragtninger taler til støtte for den således fastlagte retsstil-ling: Der er for det første tale om betalinger, der tilgår kreditorer, for hvem modtagelse af sådanne beløb almindeligvis vil være sat således i system, at kontoindbetalingen i et overordnet perspektiv er mest effek-tiv. Dernæst taler retstekniske hensyn for kontoløsninger, der indebæ-rer et sikkert tidsbevis.