b. Realydelser

risi-4.4. Risikoovergang koen går over til kreditor. Når manglen er hidført ved debitors

for-sømmelse, kan det dog være nødvendigt at anlægge den efter dette tidspunkt, f.eks. ved fejlmontering af en i forvejen leveret maskine, smh. om entrepriseforhold AB 92 § 30, stk. 4. Det kan dog også være nødvendigt at fastlægge vederlagsrisikoen efter leveringstidspunktet, når opfyldelsen af ydelsen vanskeliggøres som følge af uventede rets-krav. Et eksempel herpå kan være, at der under en patentlicensaftale, hvor der svares løbende vederlag (licensafgift), efterfølgende rejses krav om, at den licenserede produktion må ophøre, fordi patentet krænker et andet patent.

vederlagsrisiko. Koncentration forudsætter, at sælgeren retmæssigt identificerer og udskiller bestemte varer til køberen og underretter denne om udskillelsen, sml. CISG art. 67(2): »identified to the con-tract«. Genussælgerens afsendelse af gods kan kun overføre vederlags-risikoen, såfremt det står klart, at det afsendte (og leverede) parti var bestemt til køberen. Smh. Lookofsky & Ulfbeck a.st. afsnit 5.2.

Ejendomskøb Disse principper er identiske ved køb af fast ejendom. Sælgeren bærer vederlagsrisikoen, indtil afleveringen af ejendommen på den aftalte overtagelsesdag har fundet sted. Som regel fastsættes tidspunktet her-for til kl. 12.00 på overtagelsesdagen, idet parterne sikrer, at den her- for-sikringsmæssige dækning korresponderer med dette skæringstids-punkt.

Leje af løsøre En lejer af løsøre skal kun betale vederlag (leje), så længe han har adgang til det lejede. Ydelsesrisikoen og vederlagsrisikoen følges altså også her ad. Går lejeaftalens genstand hændeligt til grunde, falder hele lejeaftalen – og dermed realkreditors pligt til at svare leje – bort.

Kan udlejeren fremover kun præstere en mangelfuld lejegenstand, vil lejeren i det mindste kunne slippe for at betale en del af det aftalte ve-derlag, hvad enten det skyldes en hændelig begivenhed eller udleje-rens forsømmelse, sml. om forholdsmæssigt afslag ved løsørekøb, Lookofsky & Ulfbeck (2008) afsnit 6.4.c. Hvis det derimod er lejeren, der selv har forårsaget lejegenstandens undergang eller forringelse, vil lejeren kunne drages til ansvar efter culpareglen, der jo gælder såvel i delikt som i kontraktsforhold, smh. neden for i kap. 5, afsnit 5.5.d.

Transport-aftaler

Tilsvarende sætninger om vederlagsrisikoen gælder for transport-aftaler. Her er det reglen, at realkreditor kun skal betale vederlaget, hvis realydelsen præsteres rigtigt, f.eks. således at godset transporteres til bestemmelsesstedet i god behold, jf. sølovens §§ 344 og 260, stk. 2 og 3.

I U 2004.2160 SH havde D påtaget sig at videretransportere noget vin fra P’s plads i Spanien til modtagere i Danmark. Efter aftale med P stillede D sin trailer på P’s ikke indhegnede plads fredag d. 23. novem-ber og forlod pladsen. Søndag d. 25. blev D’s trailer læsset af P’s ansat-te som planlagt, men dagen efansat-ter var traileren stjålet. Ifølge CMR-lovens § 24, stk. 1, er fragtføreren ansvarlig for godset fra »overtagel-sen«, dvs. fra godsets fysiske overgivelse til fragtføreren. Da det imidler-tid ikke var aftalt, at D skulle hente godset umiddelbart efter læsnin-gen eller på et nærmere angivet tidspunkt, frifandtes D for P’s beta-lingskrav.

4.4. Risikoovergang Forvaring mv.

Også når det gælder opbevaringsaftaler og aftaler om reparation, vil forvareren kun have krav på vederlag, hvis forvaringen gennemføres, så kreditor (deponenten) ved periodens afslutning får de opbevarede genstande igen.

Smh. U 2001.1368 V, hvor et firma, der udførte arkiveringsopgaver for bl.a. konkursboer, blev ramt af en brand, hvorefter arkiverne tilhøren-de et antal af disse boer gik til gruntilhøren-de. Boerne, som havtilhøren-de indgået af-taler om 5-årig opbevaring med depositaren, fik medhold i kravet om tilbagebetaling af en forholdsmæssig ydelse svarende til den resteren-de opbevaringsperioresteren-de, hvorimod resteren-depositaren kunne bibeholresteren-de resteren-den del af betalingen svarede til (fuldt) præsterede ydelser (transport, regi-strering mv.). Se også f.eks. Forbrugerklagenævnets afgørelse i JÅF 2000.135, hvor Det Kongelige Teater måtte tilbagebetale billetprisen, da orkanen i 1999 førte til aflysning af en forestilling efter første akt.

Sml. det modsatte udfald i JÅF 2000.136, hvor det dog tydeligt fremgik af billetterne til en teaterforestilling, der blev afviklet under åben him-mel, at disse ikke vil blive refunderet ved en eventuel aflysning efter pausen.

Særreglerne om forvarerens ansvar for ikke-aflevering af modtagne fungible genstande, såkaldt depositum irregulare, ligger uden for ram-merne af nærværende fremstilling. Reglerne er omtalt af Gomard (1998) s. 78 f.

Afleverings-ydelser Mange realydelser præsteres ved gradvis frembringelse. Dette er f.eks.

tilfældet ved opførelse af byggeri (entreprise) samt udvikling og in-stallering af it-systemer og andre former for produktionsudstyr smh.

Bryde Andersen (2004) kap. 5. Også i disse tilfælde vil aftalen ofte ind-bygge et retsteknisk skæringspunkt – typisk i form af en overtagelses-eller afleveringsdag – hvor opfyldelsen af parternes respektive forplig-telser konstateres. Almindeligvis antages det, at risikoen går over, når en sådan afleveringsprøve mv. er »bestået«. Dette er således den al-mindelige regel ved entreprise, hvor vederlagsrisikoen går over på det tidspunkt, hvor den (endelige) afleveringsforretning afholdes, jf. a.st.

og AB 92, §§ 12, 28 og 29, smh. Vagner (2005) kap. 6. Dette gælder, uanset om der ved afleveringsprøven er konstateret mindre væsentli-ge mangler mv. ved det leverede. Det udelukker derimod ikke risko-overgang allerede ved sælgerens levering, at der måtte påhvile sælge-ren andre særlige (bi)forpligtelser efter leveringen, f.eks. opstilling og montering af salgsgenstanden, jf. Nørager-Nielsen m.fl. (2008) s. 293.

Den risikofordeling, der følger af AB 92, må ses i lyset af bygherrens forsikringspligt iht. AB 92 § 8, stk. 1, og den endnu mere vidtgående dækning, der opnås under en »all risk«-forsikring, som efterhånden har fået stor udbredelse, jf. Vagner (2005) kap. 11, afsnit 4. Den byg-herre, der tilsidesætter sin forsikringspligt iht. entrepriseaftalen, må bære den risiko, som policen ellers ville have beskyttet entreprenøren imod, smh. FAL § 54. I aftaler om udvikling og installation af større it-systemer er det almindeligt at gennemføre en afleveringsprøve, hvor leverandøren beviser, at det leverede fungerer som lovet. Tidspunktet for korrekt gennemført afleveringsprøve anvendes da som skærings-tidspunkt for risikoovergang, jf. f.eks. pkt. 11 i K18, Statens standard-kontrakt for standardiserede edb-systemer, pkt. 12 i K01, Standard-kontrakt for kortvarigt it-projekt, pkt. 8 i K02, StandardStandard-kontrakt for længerevarende it-projekt og Bryde Andersen (2004) afsnit 5.4.

Forbruger-tjenester

Også når det gælder de »mindre« tjenesteydelser, vil realdebitor bære ydelsesrisikoen for arbejdets hændelige undergang eller forringelse, indtil arbejdet er afleveret. Her vil flere af de grundsætninger, som har fundet udtryk i udkastet til lov om forbrugertjenester, finde anvendel-se, se Betænkning nr. 1133/1988 s. 48 ff. og lovudkastets § 9, stk. 1. Er den genstand, arbejdet vedrører, overgivet til realdebitor, anses arbej-det for »afleveret«, når genstanden igen er kommet i kreditors besid-delse. I andre tilfælde anses aflevering først for sket, når arbejdet må betragtes som endeligt afsluttet (§ 9, stk. 2). I samtlige de tilfælde, hvor arbejdet ikke kan anses for afleveret, fortaber realdebitor retten til sit vederlag. Brænder reparatørens butik ned, efter at reparationen af kundens genstand har fundet sted, men før genstanden kunne til-bageleveres til kunden, vil vederlagsrisikoen forblive hos reparatøren, jf. dommen i VLT 1945.143 (Skibsmasten). Reparatøren kan altså ikke kræve betaling for det arbejde, han har udført. Dette gælder og-så, selv om kunden – som det ofte vil være tilfældet, jf. afsnit 4.3. – bærer skadesrisikoen.

Er arbejdet udført, men bevirker kreditors forhold, at det ikke bliver af-leveret i rette tid, overføres risikoen på kreditor, jf. udkastets § 9, stk.

3. Her er der altså tale om fordringshavermora, smh. neden for i afsnit 5.1.f. Påvises der i forbindelse med arbejdets aflevering væsentlige mangler, som kreditor kan kræve afhjulpet, overføres risikoen først på kreditor, når afhjælpning har fundet sted (udkastets § 9, stk. 4). Stan-dardbestemmelserne i ABService (2003) indeholder ikke bestemmel-ser, der regulerer vederlagsrisikoen i kontrakter om udførelse af of-fentlige serviceydelser, hvorfor retsstillingen på dette punkt følger af de almindelige risikoregler.

4.4. Risikoovergang

Forsynings-ydelser Præstation af vand, energi og telekommunikationstjenester har det til

fælles, at disse realydelser leveres via et ledningsnet eller på andet sær-ligt medium. Dette rejser problemer, hvis overførelse af ydelsen vskeliggøres ved fejl på dette medium. Problemerne herom har en an-den karakter end ved overdragelse af enkeltstående ydelser. Flaskehal-se mv. vil i højere grad forsinke fremførelFlaskehal-sen af informations- eller energimængden, og muligheden for at imødegå disse risici har ofte sammenhæng med den samlede investering i transaktionen. Man kan næppe opstille alment gældende regler for sådanne forhold, og da parterne typisk vil have aftalereguleret forholdene indgående, er der da sjældent heller behov herfor. Generelt kan man næppe sige meget mere end, at den realdebitor, der frit kan vælge mellem flere trans-missionskanaler, oftere vil bære risikoen for ydelsens hændelige un-dergang indtil fremkomst, når denne kan henføres til dette valg, se i samme retning Nørager-Nielsen m.fl. (2008) s. 403 ff. Er transmissi-onsvalget truffet i fællesskab, må resultaterne udledes af de overvejel-ser, der inddrager begrundelsen for dette valg.