c. Lånebetalinger

3.2. Pengeydelsens indhold man vil være mere tilbøjelig til at runde af jo større totalbeløb, der er

involveret. På den decimal, hvor afrundingen finder sted, rundes der almindeligvis opad fra og med cifret 5. I anordning nr. 62 af 8. februar 2002 som ændret ved anordning nr. 727 af 19. august 2003 er der f.eks. givet særlige regler om afrunding af ørebeløb i forbindelse med kontantbetaling med mønter. § 5 heri fastslår, at ørebeløb, som ikke er delelige med 25, afrundes til det nærmeste beløb, der kan deles med 25, medmindre andet er aftalt. Reglerne kan fraviges ved aftale mel-lem betaleren og betalingsmodtageren. De finder ikke anvendelse ved betaling med checks eller betalingskort. Ifølge art. 4 i forordning 1103/97 (EFT 1997 L 162/1), som ændret ved forordning 2295/2000 gennemføres euro-omregning (se herom afsnit 3.4.b.) med seks bety-dende cifre, men denne bestemmelse gør ikke indgreb i parternes rets-forhold, se herved forordningens art. 3. Det er næppe muligt på grundlag af denne bestemmelse eller andre tilsvarende afrundingsreg-ler at opstille noget almindeligt princip for, hvorledes pengeforpligtel-ser skal afrundes.

Løbende betalinger vs.

ratebetalinger Visse kontraktsforhold indebærer en pligt for pengedebitor til at

be-tale løbende, f.eks. for ydelser præsteret i et bestemt interval, der ud-gør vederlag for realdebitors ydelse i den forløbne periode. I mod-sætning hertil står ratebetalinger (også kaldet afdragsbetalinger), der indebærer, at en samlet betalingsforpligtelse er opdelt. Hvor en rate således kan betragtes som en del af den samlede betaling, udgør den løbende betaling i princippet fuld betaling for den enkelte periodes realydelse, smh. afsnit 2.2.c. oven for.

købe-summen. I KAL’s terminologi er dette problem løst ved sondringen mellem kreditgiver (som i sammenhængen må forstås som den part, der bliver til pengekreditor, når en ydet kredit udnyttes) og hhv. for-bruger eller kreditkøber. Da långiver pr. definition præsterer sin ydelse først, kan man uden komplikationer omtale långiver som pengekre-ditor og låntager som pengedebitor.

Indlånsvirksomhed, som består i fra offentligheden at modtage indlån eller andre midler, der skal tilbagebetales samt i at yde lån for egen regning, skal i medfør af § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed have tilladelse som pengeinstitut. Det gælder dog ikke indlånsvirk-somhed, som sker på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer, jf. § 8, stk. 3.

Rente Formålet med låneaftaler er at tilvejebringe likviditet for låntager. Det gælder, uanset om lånet bruges til forbrug, til investering eller til ned-bringelse af andre gældsposter. Låntager betaler for denne likviditet ved en pengeydelse, som betegnes renten.

Kreditrente ctr.

morarente

Man sondrer mellem kreditrente og morarente. Kreditrenten (også kaldet vederlagsrenten) fremtræder som et aftalt vederlag for en tilsigtet kredit. Heroverfor står morarenten (også kaldet forhalingsrenten, for-sinkelsesrenten eller »strafrenten«), der tilskrives, når debitor mislig-holder sin betalingsforpligtelse. Hvor kreditrenten i hovedsagen vil ud-springe af parternes bevidste kalkulation over bl.a. de involverede risici og pengemarkedsforhold (herom nærmere nedenfor), vil morarentens størrelse typisk være påvirket i opadgående retning af yderligere mo-menter: Den højere morarentesats kompenserer kreditor for risikoen ved debitors misligholdelse og rummer i tillæg hertil et pønalt element med »specialpræventive« funktioner. Da kreditrenten udgør låntagers ydelse i låneforholdet, behandles reglerne herom i nærværende sam-menhæng. Reglerne om morarente, som udgør pengekreditors vigtigste beføjelse i tilfælde af forsinkelse, behandles i kap. 7, afsnit 7.5.

Rentesatsen Når parterne fastlægger størrelsen af den aftalte rente (rentesat-sen), har omstændighederne ved den konkrete lånetransaktion afgø-rende betydning. Renten udgør som sagt et vederlag for den likviditet, låntager tilstås, og dette vederlag bestemmes som en funktion af talri-ge variable, herunder risikoen for, at beløbet ikke betales tilbatalri-ge (kre-ditrisikoen), for at købekraften for lånebeløbet er forringet ved lånets indfrielse (kursrisikoen), for den tid, lånet varer (løbetiden) samt på lånets øvrige klausulering, herunder eventuelle sikkerheder, der måtte være stillet for lånet.

3.2. Pengeydelsens indhold Da inflationsrisikoen knytter sig til det enkelte monetære system og

dermed til den pågældende valuta, spiller valget af valuta en væsentlig rolle for rentesatsen. Der er ingen mening i at optage lån i en stabil va-luta, hvis man samtidig vedtager den – højere – rentesats, der er gæl-dende for en ustabil valuta. Herved får kreditor nemlig både en høj forrentning og et krav i en sikker valuta, hvori man normalt opnår en lavere forrentning. I langsigtede låneforhold vil pengemarkedsrenten bevæge sig i takt med konjunkturer og politiske indgreb mv. og under indflydelse af markedets ofte irrationelle reaktioner. Har parterne vedtaget en fast rente, men bevæger det almindelige renteniveau sig op, lider kreditor et »tab« sammenlignet med den forrentning, han kunne have opnået under den højere rente. Bevæger den sig under til-svarende omstændigheder ned, vil debitor føle arrangementet som tabsgivende, da han jo nu kunne være sluppet med en billigere ydelse.

At markedsrenten senere udvikler sig til ugunst for debitor vil nor-malt ikke kunne give debitor ret til at indfri et lån, der i øvrigt ikke er uopsigeligt, jf. Nis Jul Clausen i Camilla Hørby Jensen (red.): Bankjura – udvalgte emner (2010) s. 171 med henvisning til U 1943.749 H, U 1988.145 H, U 1989.176 Ø og U 2004.1395 Ø.

Udgangs-punktet Har parterne ikke truffet aftale om forrentning, er det

udgangspunk-tet, at der ikke skal svares kreditrente, jf. RL § 2 og eksempelvis U 2005.1577 H. Låner A sin gode ven (B) 10.000 kr. i et halvt år, uden at der ved samme lejlighed aftales noget om lånets forrentning, kan A altså ikke efterfølgende præsentere B for et krav om rentebetaling, selv om A selv har måttet forrente beløbet ved træk på sin kassekredit.

Aftales det, at lånet skal betales tilbage på et bestemt dato, og sker det-te ikke, skal debitor betale morarendet-te efdet-ter detdet-te tidspunkt, jf. RL § 3, stk. 1, og nærmere om denne bestemmelse i afsnit 7.5.b. At långiver ikke uden særlig aftale kan kræve kreditrente, modsvares i mange til-fælde af, at han til gengæld kan forlange lånet indfriet på anfordring, jf. GBL § 5, stk. 1. Sker dette, kan kreditor kræve såkaldt påkravsrente efter rentelovens regler om påkravsrente, jf. RL § 3, stk. 2, og nærmere afsnit 7.5.b.

Uden for privatsfæren hører det til sjældenhederne, at der indgås af-tale om uopsigelige lån uden pligt til at beaf-tale rente. Selv om det – navnlig i en højrenteøkonomi – måske kan føles stødende, at der i private uopsigelige lån uden aftalt rente ikke skal betales rente, må dette udgangspunkt fastholdes. Sådanne lån vil ofte være båret af et gaveelement, som netop kommer til udtryk i og med den manglende pligt til at svare renter.

Professionel långivning

Udgangspunktet må modificeres ud fra forudsætningssynspunkter i relation til professionelle långivere, jf. Lynge Andersen & Møgelvang-Hansen (2005) s. 113 ff. I sådanne lånetransaktioner må debitor vide, at långiver (kreditor) lever af at opkræve forrentning på ydede lån, og udgangspunktet i RL må derfor anses for fraveget, jf. RL § 1, stk. 2.

Långivers krav på kreditrente må da fastsættes under hensyntagen til, hvad debitor måtte regne med, at kreditor almindeligvis ville betinge sig, sml. U 1981.221 H, hvor overtræksrenten blev fastsat til en sats svarende til, hvad et pengeinstitut måtte forventes at beregne sig her-for. Spørgsmålet har dog ikke stor praktisk betydning, eftersom der i professionelle låneforhold stort set altid vil være indgået aftale om, hvilken sats der skal beregnes kreditrente efter, evt. således at denne knyttes til en offentliggjort variabel rentesats, se hertil Bryde Andersen (2004) afsnit 3.2.c.

KAL-rente En særlig regel om kreditrente ved professionel långivning (såkald-te forbrugerkreditaftaler), følger af KAL § 23. Ef(såkald-ter denne bes(såkald-tem- bestem-melse skal en forbruger højst betale lånebeløbet og en årlig rente sva-rende til den fastsatte referencesats (Nationalbankens officielle ud-lånsrente) + 5 procent, hvis den professionelle kreditgiver ikke har opfyldt sin oplysningsforpligtelse i overensstemmelse med lovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. § 13. Bestemmelsen gælder for kredit ydet i forbindelse med såvel lånebetalinger som vederlagsbetalinger.

Reglerne omfatter ikke kreditaftaler med variable lånebeløb (som f.eks. kontoordninger), jf. Lynge Andersen (2001) s. 180 f. med henvis-ning til forarbejderne. Ifølge stk. 3 gælder rentereglen i KAL § 23, stk.

1, ikke, hvis kreditgiveren kan godtgøre, at forbrugeren trods de manglende eller urigtige oplysninger har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditoplysningerne. Bevisbyrden for, at dette har været tilfældet, påhviler kreditgiveren. Hvor bestemmelsen fastslår konsekvenserne af, at kreditgiver tilsidesætter sin oplysningsforplig-telse, foreskriver dens andet stykke virkningerne af, at denne oplys-ningsforpligtelse overholdes: Kreditgiver kan da ikke kræve yderligere kreditomkostninger (rente, provision mv.).

Penge-institutlån

Talrige pengeinstitutlån – f.eks. sådanne, der ydes i forbindelse med kassekreditengagementer mv. – forrentes med en variabel rente, der ifølge aftalen følger pengeinstituttets almindelige renteniveau.

I medfør af § 6, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 965 af 30. september 2009 om god skik i finansielle virksomheder skal vilkår om ændringer i lø-bende kundeforhold af renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag

an-3.2. Pengeydelsens indhold give de forhold, der kan udløse en ændring. Sådanne vilkår må ikke

give den finansielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage æn-dringer. I løbende kundeforhold kan ændringer til ugunst for kunden af renter, bidrag eller andet vederlag ikke finde sted uden varsel, med-mindre ændringen er begrundet i udefrakommende forhold, som den finansielle virksomhed ikke har indflydelse på, jf. § 6, stk. 4. KAL § 15, stk. 2, foreskriver, at aftaler om variabel forrentning kun kan knyttes til størrelsen af Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiver (kreditor) er uden indflydelse på. Bestemmelsen, der und-tager pengeinstitutter og realkreditinstitutter, afskærer altså renteafta-ler, der giver kreditor en vilkårlig adgang til at ændre rentesatsen. Der-imod lægger bestemmelsen ingen grænser for rentesatsens størrelse.

De grænser, der her gælder, må udledes af de aftaleretlige ugyldig-hedsregler om åger og anden udnyttelse (jf. AFTL § 31) og urimelighed (jf. AFTL § 36, der i kreditaftaler suppleres med generalklausulen i KAL § 22 – denne bestemmelse gælder også for kreditkøb, der ikke er forbrugerkøb, jf. § 49). Spørgsmålet kan principielt både opstå i rela-tion til indlånsrenter og i relarela-tion udlånsrenter, men krav herom rej-ses sjældent.

Provision Kreditrenten adskiller sig fra andre former for finansieringsvederlag,

f.eks. provision, ekspeditionsgebyrer og lånesagsvederlag. I låneafta-ler med finansielle institutioner (banker, kreditforeninger og forsik-ringsselskaber) betaler pengedebitor typisk såkaldt provision i tillæg til renten. Provision betales dels som et fast startbeløb, der kompense-rer kreditor for hans transaktionsomkostninger ved lånets etablering (såkaldt stiftelsesprovision), dels som en løbende sats, der er udtryk for debitors betaling for selve kreditfaciliteten, dvs. at lånet stilles til

»rådighed«, hvad enten han udnytter den eller ej (såkaldt løbende provision). I en sammenligning med renten vil man se, at formålet med provisionen er at kompensere kreditgiver for dennes tjenester i forbindelse med lånets etablering og håndtering, hvorimod renten har til formål at kompensere kreditgiver for låntagers adgang til at nyde godt af den likviditet, lånet repræsenterer.

Gebyrer Som et yderligere supplement til det vederlag for et pengelån, der

sker ved rentebetalingen, vil professionelle långivere ofte i tillæg til den aftalte provision opkræve gebyrer for tjenesteydelser, der præste-res som accessorium til lånet, f.eks. udskrivning af kontoudtog eller overførelse af beløb mellem egne konti eller i forbindelse med beta-ling. Denne praksis er udviklet i takt med det rentefald, vi har haft gennem de seneste årtier (og pengeinstitutternes mere begrænsede muligheder for at tjene penge på indlåns- og betalingskonti). Er

an-det ikke aftalt, antages den professionelle kreditor at have ret til at be-tinge sig særskilt – rimeligt – vederlag for sådanne ydelser, som ikke kan betragtes som nødvendige bestanddele af låneforhold, efter de principper der er skitseret oven for i afsnit 3.2.b. Der stilles dog for-mentlig et vist krav om påregnelighed herfor: Debitor må altså kunne indse, at den pågældende ydelse er genstand for et gebyr i den opkræ-vede størrelsesorden.

Se herom Lynge Andersen & Møgelvang-Hansen (2005) s. 253 ff. og Lars Lindencrone Petersen i Festskrift til Juridisk Klub (1998) s. 110 ff.

med henvisning til daværende praksis fra Pengeinstitutankenævnet. I mangel af aftale kan kreditor ikke kræve vederlag for at afgive de in-formationer til debitor, som kreditor skal afgive i medfør af offentlig-retlige kontrolregler (herunder i forbindelse med skatteindberetnin-ger). I kreditaftaler med forbrugere er der pligt til at indgå aftale om, hvor ofte debitor vil modtage kontoudtog, jf. KAL § 10, stk. 1, nr. 6.

Beslutnings-grundlag

I mangel af særlig lovhjemmel kan tjenesteydelser, der præsteres for at forbedre låntagerens beslutningsgrundlag, som udgangspunkt kun forlanges vederlagt, hvis der foreligger særlig aftale herom. I så hense-ende gælder de almindelige regler om retten til at kræve betaling for udarbejdelse af tilbud, jf. U 1996.1253 Ø og U 1996.309 V.

Indeksklausuler I stedet for at indgå aftale om forrentning – eller som supplement til en sådan aftale – kan parterne vedtage, at et lånebeløb justeres efter udsvingene i et på forhånd kendt indeks (f.eks. et råvareindeks ført af en råvarebørs eller indekset for en bestemt type værdipapirer noteret på en fondsbørs), se om sådanne klausuler Bryde Andersen (2009) s.

315 ff. Gennem en sådan aftale vil kreditor alene modtage kompensa-tion for den udhuling af værdien af det lånte beløb, som debitor får stillet til rådighed. Dermed opnås en mere præcis risikofordeling, der gør det muligt at beregne renten renere, når der i øvrigt er taget hen-syn til kreditrisikoen. Man skal dog være opmærksom på, at et indeks kan bevæge sig op og ned, og at kreditor derfor også kan risikere at få mindre tilbage, end han har lånt ud.

Validerings-spørgsmål

Efter almindelige obligationsretlige grundsætninger begynder pligten til at betale kreditrente, når betalingskravet opstår. Men i lå-nemiljøer, hvor rente beregnes pr. dag – navnlig inden for pengeinsti-tutområdet – volder denne regel vanskeligheder. Hvis debitor f.eks.

ved at indbetale et afdrag et minut før bankdags ophør blev stillet, som om beløbet havde været til rådighed hele dagen, vil dette give problemer for kreditor, der ikke har kunnet råde over beløbet denne

3.2. Pengeydelsens indhold dag. Derfor er der, navnlig i pengeinstitutforhold, et generelt behov

for at afgøre, fra hvilken dato betalingen er rentebærende i relation til beregning af såvel debet- som kreditrente. Dette tidspunkt betegnes almindeligvis som valideringstidspunktet.

BTL §§ 75-76 indeholder en række detaljerede regler om gennem-førelsestidspunktet og valørdatoen for betalingstransaktioner. Ifølge

§ 75, stk. 1, skal betalerens udbyder sikre, at beløbet krediteres beta-lingsmodtagerens udbyders konto senest ved afslutningen af den førstkommende arbejdsdag, efter at betalingsordren er modtaget (som nærmere defineret i BTL § 71). Det må altså maksimalt tage én arbejdsdag at overføre midler fra en konto til en anden konto. For pa-pirbaserede betalingstransaktioner kan denne frist forlænges med endnu en arbejdsdag. Hvis betalingsmodtageren ikke har en beta-lingskonto hos udbyderen, skal midlerne stilles til rådighed for ved-kommende af den udbyder, der modtager midlerne, inden for samme frist, jf. § 75, stk. 3.

Lovens § 76 regulerer valørdatoen for en betaling. Begrebet valør-dato er ikke defineret loven men forstås i det bagvedliggende direktiv (2007/64/EF, art. 4, nr. 17) som et referencetidspunkt, som pengein-stituttet anvender ved beregningen af renter af de midler, der debite-res eller kreditedebite-res en betalingskonto. Ligesom der kan beregnes de-betrente og kreditrente taler man om debetvalør og kreditvalør.

BTL § 76, stk. 1, omhandler kreditvalør. Den fastslår, at valørdato-en for kreditering af betalingsmodtagers betalingskonto ikke må ligge senere end den arbejdsdag, hvor betalingsmodtagerens udbyder mod-tager betalingstransaktionen. Om debetvalør fastslår § 76, stk. 3, at valørdatoen ikke må ligge tidligere end det tidspunkt, hvor beløbet debiteres denne betalingskonto. Dermed er der symmetri mellem de to valørtidspunkter. Denne symmetri gælder også ved indbetaling af kontantbeløb på en betalingskonto, jf. § 76, stk. 4.

Om rådighedstidspunktet fastslår § 76, stk. 2, at betalingsmodtage-ren skal have adgang til beløbet for betalingstransaktionen umiddel-bart efter, at betalingstransaktionen er krediteret betalingsmodtage-rens pengeinstituts konto.

Se om de nye regler og deres forhold til hidtidig praksis på pengeinsti-tutområdet Michael Camphausen i U 2009 B s. 233 ff.

KAL Ifølge KAL kap. 2 er erhvervsdrivende kreditgivere (jf. afgrænsningen i lovens § 1) forpligtet til at give forbrugerdebitor en række oplysninger

om kreditaftalens indhold og om størrelsen af de samlede kreditom-kostninger, se nærmere lovens §§ 9-10 og §§ 13-18.

For at sikre bevisforholdene i sådanne kreditaftaler fastslår lovens § 8, at en kreditaftale skal udfærdiges skriftligt med oplysninger om en række væsentlige vilkår (herunder låneperiode, rentevilkår og andre kreditomkostninger, opsigelsesvilkår mv.). Tilsidesættelse af skriftlig-hedskravet medfører dog ikke aftalens ugyldighed, men kan få bevis-mæssig betydning, hvis der opstår tvivl om lånets indhold. § 15, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 965 af 30. september 2009 om god skik i finansiel-le virksomheder foreskriver, at kunden senest ved indgåelse af en afta-le om lån med sikkerhed i fast ejendom skriftligt elafta-ler på andet varigt medium skal bekræfte at have modtaget de oplysninger, som er indgå-et i rådgivningen.

Rentes rente Den reelle størrelse af en rentesats beror bl.a. på, hvor ofte kreditor kan tilskrive renten og dermed lade lånebeløbet forøge med den til-skrevne rente (rentes rente). I mangel af særlig aftale herom gælder der en formodning om, at rente i professionelle låneforhold tilskrives årligt og altså først derefter giver grundlag for »rentes rente«. Det samme gælder i andre låneforhold, hvis det fremgår, at der betales en

»årlig rente«, se tilsvarende bet. 1161/1989, s. 81. I pengeinstitutprak-sis er det almindeligt, at der foretages kvartalsvis renteberegning af udlån og årlig rentetilskrivning af indlån.